– i den lille boken «20 Digte» – utgitt i Stenkjer (Steinkjer) i 1875; les mer om den unge forfatteren Christian Klingplads her;
Henrik Wergeland.
#
For tidlig brast hans Harpes Strenge, For tidlig sank den ædle Skjald,
O Fædreland ! du sørge længe, Du misted meget ved hans Fald !
Hvo sang som han i Vinterstunden, Der Livet laa i Søvnens Baand ?
Skjønt toner nu i Foraarstunden Hans Røst igjennem Folkets Aand.
#
Han sang med Liv og Troens Varme, Til han i Kampens haarde Strid
Brat sank i Dødens kolde Arme Midt i sin bedste Manddomstid.
Da Fædreland ! du misted meget ! 0 følte du det store Savn ?
Nu dine Sønner har indskrevet Dybt udi Hjertet Skjaldens Navn.
#
Der Folkeaanden laa i Dvale, Den vækket blev ved Skjaldens Sang,
Og herligt gjennem Norges Dale Da liflig Skjaldens Harpe klang.
Nu Skjaldens Minde leve længe ! Det leve her i Folkets Bryst !
Lad Tonerne af Harpens Strenge Til Hjertet bringe Fryd og Lyst !
#
Nu Skjalden haver slumret længe, Dog — Harpen tier ikke stil,
Tidt røres liflig nu dens Strenge, En anden Skjald den hører til.
Og gjennem Folkeaanden lyder Nu liflig Skjaldens glade Røst,
Den hele Folkets Hjerte fryder, Den klinger varmt fra Folkets Bryst !
#
