johan nordahl brun og politiken : presentert av daniel thrap

Hans Ophold i Kjøbenhavn 1771 og 1791 har været af stor Betydning for hans udvortes Stilling i Livet, men maaske ikke mindre for hans Opfatning af Fædrelandets Forhold. 1770 var han Sekretær og Bibliothekar i det throndhjemske Videnskabsselskab og skrev sit Lykønskningsdigt til Gunnerus, «Naturens Navnedag», ved Biskopens Hjemkomst fra Nord­landene.

Det følgende Aar blev Gunnerus kaldt til Kjøben­havn, og Brun fulgte med som hans Sekretær. De an­kom i Oktober 1771. Det viste sig snart, at Brun var ubrugelig, da han ikke var det tyske Sprog mægtig, og han maatte vige Pladsen for J. H. Tauber. At Brun allerede nu i sit 26de Aar var en fremadstræbende Aand, der higede efter at udmærke sig, er vel ligesaa sikkert, som at han haabede at naa et Maal ved Gunnerus’s kraftige Bistand.

Og saa — mødte han den første og maaske eneste store Skuf­felse i sit Liv. Han saa sig tilbagestødt af Magthaverne og erklæret ubrugelig i et fædrelandsk Anliggende, fordi han ikke kunde det tyske Sprog ! — Og dette faldt i en Tid af «en til lys Lue frembrudt og længe dulgt Varme af Patrio­tisme hos den norske Nation især, der saa ud til at vorde en fortærende Ildebrand» (J. H. Tauber til Nyerup 18. Oktbr. 1804. (L. Daae: Breve til Nyerup p. 74 kfr. N. Wergeland : Mnemosyne 7 og H. Wergelands saml. Skrifter ved H. Lassen IX p. 30—31)).

Man maa ved denne Bemærkning neppe lægge for megen Vegt paa Ordene om Patrio­tisme og norsk Særfølelse, da Tauber skrev disse Ord 33. Aar efter Begivenhederne, og han havde da i en Aarrække ført et aldeles indesluttet Liv, bunden til sit Katheder og sine Bøger, ligesom han allerede da maa være begyndt at sløves ( Provst D. P. Smiths Optegnelser. Kirkehist. Saml. III R, 4 B. 4. II.).

Af andre Forfattere (Mynster, Meddelelser om mit Levnet p. 33.) ved man meget om den almindelige Forbitrelse, der paa denne Tid havde grebet Gemytterne, og at denne maatte blive mægtig hos en ung Ærgjærrighed som Nordahl Brun, der ogsaa personlig havde faaet lide ved de forhadte Magthaveres Færd, er forstaaeligt.

Af denne forbitrede Stemning er Bruns berømte Sang «For Norge Kjæmpers Fødeland» fremgaaet som en Drikke­vise i et Juleselskab. «Den vrede Livvagts Vaabenbrag» fandt Sted Julaften 1771, og «Lænker, Baand og Tvang», de ene­ste, som man kjendte til, var brudt 17. Januar 1772. I disse 3 Uger er Sangen bleven til.

Brun boede da i Badstustræde No. 83 hos Guldsmed Thomas Westrup sammen med Niels Treschow, der efter Brun fik Joh. Vibe til Kontubernal (Levin : Wessels Skrifter, Indledningen). Han tilbragte her efter Treschows Meddelelser Tiden med at studere Voltaires Tragedier (Conradine Dunker : Gamle Dage 24), og efter det Selskab, hvori han færdedes, er det en rimelig Antagelse, at Normændenes Sammenkomster hos Mad. Juell allerede var begyndte, og at Sangen er improviseret ved en saadan Lejlighed.

Henrik Wergeland fortæller — uden at opgive nogen Hjemmel — at han kun med Nød undgik Kastellet, da Visen blev bekjendt. Det kan være rimeligt nok, hvis den kom til Struensees Kundskab, hvilket dog ikke er meget sandsynligt. Derimod har det megen Sandsynlighed for sig, at Guldberg har vidst om den. Han var paa denne Tid i fuldt Arbejde med at forberede Hof-Revolutionen 17. Jan. 1772, og da han var godt betjent, kan han neppe have været ubekjendt med nogen fremtrædende Ytring af Folkestemningen.

Guldberg, Manden, der ikke vilde erkjende nogen Forskjel mellem Dansk og Norsk, blev — som bekjendt — Bruns store Velynder og Befordrer, og Brun kaldte ham selv «vor store Guldberg» (J.N. Brun : Gammelt og Nyt om Biskop Brun 24). Intet har været fjernere fra begge disse Mænds Tanker end, at Sangen skulde være et Udtryk for norsk Særfølelse i For­hold til Danmark og den dansk-norske Regjering. Den fik imidlertid sin Historie og kunde nær have kommet til at gjøre sin Forfatter megen Skade.

Det er maaske blot et Tilfælde, men det ser i saa Fald ud som en Tanke, naar den berømte Sang blev dragen frem for Offentligheden 1784, idet den blev trykt i Kristianssand og maaske tillige i Throndhjem, hvor den i alle Fald var kjendt (L. Daae : Af J. Bulows Papirer 175ff). Til Kristianssand kan den være bragt af Rektor Søren Monrad, der maa have kjendt den fra det norske Selskab. Han blev ansat som Rektor 1779, og det er ikke urimeligt, at han har ført den ind i Selskaberne, hvor dengang en Sang over Bordet hørte til.

Og saa blev den trykt 1784, hvilket Aars 14. April — som bekjendt — blev Guldbergs politiske Bane og Afkastelsen af de «Lænker og Baand», som han og Juliane Marie havde bragt adskillige til at sukke under. Det ligger nær at tænke, at Sangen er trykt som en Frihedssang i den rene­ste Naivitet af en eller anden Kristianssands-Borger, der ikke vidste hvad han gjorde og ikke havde Anelse om Betydningen af Sangens stærke Udtryk.

Man har fundet den brugbar som Udtryk for Glæden over en politisk Begivenhed, der for mange maatte staa som en Befrielse. At nogen skulde have trykt Sangen af Ondskab for at berede dens Forfatter Vanskeligheder, nu da han ikke mere havde sin store Velynder, tør man dog ikke antage, om end Brun ganske vist har havt sine Modstandere.

Han kom ved denne ubetimelige Offentliggjørelse i en meget ubehagelig Stilling, der let kunde ble­ven ham farlig. Naar man ikke kjendte Sangens Tilblivelses-Historie, og den nu, da ingen «Lænker og Baand og Tvang» var at bryde, kom frem med sine djærve, stridbare Udtryk, maatte den tage sig ud som en i «egentlig Forstand rebelsk Vise», og gode Kongens Mænd som Generalløjtnant Krogh (L. Daae : Af J. Bulows Papirer 176) i Trondhjem kunde intet bedre gjøre end i Stilhed at under­trykke den. En Undersøgelse kunde have havt de ubehageligste Følger for Forfatteren, der nu ikke vilde kunne høres med den Undskyldning, at hans Ord var rettede mod den Mand, der drog den unge regjerende Fyrstes ulykkelige Moder med i sit Fald.

Brun fandt sin Frelser i en Mand, der baade før og efter denne Begivenhed var hans ivrigste Modstander, Professor Laurids Smith, da Rektor i Throndhjem. Det er ham, som i et Brev til Joh. v. Bulow af 9. April 1785 (ibid 174) betegner Sangen som «en i egentlig Forstand rebelsk Vise», uagtet han tydelig nok antyder, at han kjender Forfatteren og Sangens Oprindelse «som en værdig Frugt af et vist Svire-selskab». Det er ikke godt at kaste Skygge paa en Mands Minde, der er agtet i hans Fædreland, men naar man ser, at Smith kjender dette, og man ved, at han blev Student i det Aar Sangen blev skreven, er det vanskeligt at tro, at han skulde være ubekjendt med dens Anledning og dens virkelige Betydning.

Maaske har han fundet det klogt at tie dermed, klogt at dele den almindelige Erkjendelse af Sangens — for­mentlig— oprørske Karakter samt at anbefale Sagens Neddyssen, uden at der blev spurgt videre efter Forfatteren. Denne har imidlertid befundet sig i en meget ubehagelig Stil­ling, da det neppe er tænkeligt, at han kan have været uvidende om hvad der foregik. Det var paa denne Tid Peter Andreas Heiberg var i Bergen, og det er ikke urimeligt, at det var for at fordrive de mindre behagelige Tanker om Afbrydelse af en forventet glimrende Fremtidsbane, at Brun i disse Aar deltog overmaade meget i Selskabeligheden.

Det var imidlertid ikke blot Professor Smith, der ved et klogt Raad hjalp Brun ud af den første Klemme, hvori han var kommen. Hans egen Klogskab kom ham maaske endnu mere til Hjælp. Han satte sig til at digte Salmer, og skjønt de efter hans egne Ord maa være blevne til i forholds­vis kort Tid, er de alt andet end Hastverksarbejde.

Det er neppe tilfældigt, at den lille herlige Samling «evangeliske Sange» udkom Aaret efter den Storm, der var vakt ved den «rebelske Vise», og neppe heller at han indledede Fortalen med de noget tvetydige Ord : «Man haf sat mit Navn under Sange, jeg ikke har forfattet. Jeg har forfattet nogle, som forlængst ere mig modbydelige. Jeg har ingen Selskabs-Sang forfattet, som jeg ønskede ved Trykken bekjendtgjort».

Benegtet Forfatterskabet til den «rebelske Vise» har han ikke her, men han har tydelig nok erklæret den for at være ham «modbydelig», og hvis nogen var i Tvivl om ham som For­fatter, gav han ham Adgang til at blive deri. Brun har uden Tvivl været paa den rette Vej, naar han har tænkt : den, der kan skrive saadanne Salmer, kan ikke mistænkes for at skrive «rebelske Viser».

Selv om Brun ikke havde været den «Erke Loyalist», han var, selv om det ikke havde været ham om at gjøre, at staa paa en god Fod med de styrende — hvad det altid var fra 1772 — maatte denne Begivenhed have gjort ham forsigtig og lidet tilbøjelig til for Fremtiden at optræde som Talsmand for sit Fødelands Krav, hvad enten de var beret­tigede eller omtvistede. Har han kjendt til, at der var dem, der gav nøje Agt paa hans Bevægelser og altid var rede til at finde Oprørsaanden udpræget i ham, bliver dette saa meget mindre paafaldende.

Det kan saaledes ikke forundre, naar han ikke var med i Raabene paa et norsk Universitet, der atter begyndte at lyde 1785, netop i hans farlige Aar, da velvillige Aander let kunde bringe den «rebelske Vise» i For­bindelse med de udtalte Krav. Den tredje Universitets-Raab-Periode indtraf 1788 ved Kronprindsens Rejse til Norge, men Brun blev fremdeles taus, skjønt Røsterne var mange.

Man kunde endog falde paa, at han midt under den patriotiske Raaben fandt sig beføjet til ved et literært-politisk Arbejde at stille sig udenfor de raabendes Skare, da han netop i dette Aar skrev sin Prisafhandling : «Fornuftig Kjærlighed til Fædrelandet». Hvis man ikke kjendte Forfat­teren og hans oven anførte Fortælling om den gudbrands- dalske Bonde (se ovenfor), skulde man vanskelig af dette Arbejde kunne se, at det var forfattet af en Normand. Der er ikke et Ord i den abstrakte Udvikling, uden at enhver Dansker kunde underskrive det. Om denne Afhandling har havt nogen Virk­ning til Bruns Fordel, er ikke godt at vide.

Den kan imidlertid ikke have skadet ham i en Tid, da det var farligt at være en fremadstræbende Normand. Gustav III’s Stemplinger er bekjendte (Se bl. a. L. Daae: af Bulows Papirer 38, 39, 46, 48, 51, 52, 55, 73, 78, 81 o. fl. St.).

De begyndte snart efter Krigen 1788, og det et sikkert nok, at Regjeringen betragtede adskillige fremra­gende Normænd med Mistillid. Der tør have været flere, som har benyttet Lejligheden til at stille Brun i et uheldigt Lys i denne Tid, om end ikke andre er bekjendte med hans gamle Modstander Professor Laurids Smith, men denne gjorde hvad han kunde. Da han var residerende Kapellan ved Holmens Kirke (1789—92), blev Biskop Irgens i Bergen meget syg. Det har muligens været hans begyndende Blindhed, der har aabnet Udsigten til Bispestolens Ledighed, og man fejler neppe ved at antage 1791 som det betydningsfulde Aar.

Brun vilde dette Aar endelig til Kjøbenhavn «i et for ham selv og hans Familie vigtigt Anliggende», og naar den gamle Biskop lagde ham Hindringer ivejen, tør det have havt sin Grund i hans Frygt for at staa alene med den ud- levede Stiftsprovst Hans Mossin, af hvem ingen Hjælp i paakommende Fald var at vente. Brun rejste — angivelig — for at søge Succession paa Stiftsprovstiet. Han opnaaede den ikke, men maatte lade sig nøje med et Cancelli-Brev med Løfte om Embedet. Man tager neppe fejl i den Antagelse, at han i Virkeligheden allerede nu tog Sigte paa Bispestolen. Han blev temmelig længe i Kjøbenhavn og prædikede Kristi Himmelfartsdag og 2 Trin. med stort Tilløb.

Efter den Lykke, han her gjorde, vilde det neppe have nyttet, om nogen havde forsøgt at sværte ham. Professor Smiths vidtløftige Brev (L. Daae: af J. v. Biilows Papirer 230 ff.) (uden Dato) til Bulow, hvori han anbefaler sig til Bergens — formentlig — snart ledige Bispestol, og hvori han grundigen sværter Brun, maa saaledes være fra en tid­ligere Tid. Han opregner her sine formentlige Konkurren­ter, Stiftsprovst Dr. C. F. Hagerup i Throndhjem, Nordahl Brun og Professor Peder Hansen (siden Biskop i Kristianssand). Om Brun skriver han til den Mand, der stod Regen­ten nærmest : «Nordahl Brun haver hverken Lærdom eller Embedsfortjenester til at blive Biskop, men vil maaske finde Understøttelse. Den Dag, Kongen kalder ham til Biskop i Norge, erklærer han, at han vil ære og belønne hver den, som styrker og udbreder Oprørsaanden blandt Nordmændene.  ———  Naar den første (Hagerup) skadede ved Uvirksomhed, saa vilde den anden, i Tilfælde, blive des virksommere til Fortræd».

At Brun har kjendt til Gustav IIIs Stemp­linger er vel højst sandsynligt, og har han nu tillige anet, at man gjorde ham mistænkt paa højeste Steder, saa har han i Sandhed havt Grund til at rejse ned og vise hvad han var, selv om ikke et for ham højst vigtigt Fremtidsspørgsmaal ogsaa ved samme Lejlighed skulde løses. Sikkert er det, at han vendte tilbage fuld af glødende Nationalfølelse, der i hans paa Rejsen førte Dagbog (Findes i Bergens off. Bibliothek) tager sig stærkt ud som Svenskehad, og det er ikke Normanden, der bærer disse stærke Udtalelser frem, men Kongens trofaste Mand og Undersaat.

En Tysker Lenz, der 1791 rejste i Sverige, og hvis Dagbog er indført i Wielands «norddeutscher Merkur», siger at «de fleste Danske og Svenske bære et dødeligt Had til hinanden, og at deres trykte Børneskrifter og Skolebøger prædike indbyrdes Nationalhad».

Sander optræder imod denne Paastand i et Brev til Saltzmann (J. Neumann : Danskes Reiseiagttagelser I.) men Paastanden kan neppe slaaes til Jorden med en simpel Protest. Guldbergs anti-svenske Politik slog dybeRødder, og Krigen 1788, der var saa vel skikket til at opirre Svenskerne, laa ikke langt borte. Vi tør nok, naar alt samles, vove den Paastand, at det var fra Kjøbenhavns-rejsen 1791 , at Nordahl Brun bragte hjem det glødende Svenskehad, der blev en saa væsentlig Faktor i hans Optræden paa et Tidspunkt, da hans Indflydelse ogsaa i politisk Henseende var overordentlig stor.

Imidlertid skinner det igjennem, at det var ham meget om at gjøre at udslette en­hver Mistanke. 1790 skrev han Skuespillet «Endres og Sigrids Bryllup», der udkom i Kjøbenhavn 1791. Han finder her Lejlighed til at besynge Danmarks og Norges Forening i Slutningskoret :

«Vi gamle og unge eenstemmigen sjunge

og Danmark tillige med Norrig skal sige

hvad Himlen og alle tillader Eet Hjerte ! Een Konge ! Een Fader !»

Yderligere Vidnesbyrd om, hvorledes han i denne Tid lagde for Dagen sin Iver for at vise sig som en god Kongens Mand, finder vi i hans «mindre Digte» (1791), hvori naturligligvis ikke den «rebelske Vise» er med, og i Skuespillet «Republiken paa Øen» (1793). Det synes at have været ham meget om at gjøre baade paa aktiv og passiv Maade at vise sin loyale Fastholden ved den bestaaende Forening, og man finder ham derfor atter taus ved det 4de Stormløb i Universitetssagen 1795, da Raabene blev mange flere og meget stærkere end tidligere. Ingen, der kjender det mindste til den djærve Normand, kan tvivle om, at han altid talte og handlede ud af sin fuldeste Overbevisning, men det synes heller ikke tvivlsomt, at enhver specifisk norsk Tendens i Betydningen anti-dansk var aldeles fremmed for hans Fædrelandskjærlighed hele hans Liv igjennem.

Det er ogsaa betegnende, at medens Friheds- og Selvstændighedstanken saa snart skaffede sig Luft i Norge gjennem Skrifterne om Oprettelsen af et norsk Univer­sitet, bidrog Brun ved sit Navn og sine Artikler til Opretholdelsen af det reaktionære Blad «Folkevennen». Dette blev fra 21. Marts 1794 til 10. April 1795 udgivet af en Tydsker Steineck, der havde været Militær og derpaa Privatlærer i Kjøbenhavn. Bladet indeholdt heftige Artikler mod Demokratisme og Trykkefrihed med grove Udfald mod Peter Andreas Heiberg (Lærde Efterretninger 1795, p. 335).

Det fandt megen Indgang i de aristokratiske Kredse, og Brun har visselig ikke skadet sig selv eller formørket sine Udsigter til Bispestolen ved at skrive i det. At han, der gik som den store Auktoritet i sin By, har gjort alt for at styrke Borgerne i den loyale Tænkemaade, der var hans egen, kan man vide.

Hans Prædikensamling (1797) bærer Vidnesbyrd i Mængde herom, og det siger sig selv, at med de revolutionære Tider maatte politiske Tanker ikke sjelden finde sine Udtryk i dem. Den Retning, hvori de gik, faar man allerede vide i en særskilt udgiven Prædiken paa 15 Trin 1790, hvori det heder :   «— — — Vi ere maaske for vel vante til at leve under det milde Scepter, for at kunne skjønne nok paa vor Lyksalighed. Vi skulde prøve at være der, hvor Grundlove hvert Øieblik ophæves, hvor ædle Mænds Ære og Liv blive Offere for den Herskendes Indfald, hvor Rigets Marv sættes paa Sværdets Od. — — — — Under saadant Regimente skulde vi forsøge nogen Tid at leve, for at lære hvad det er at nyde disse tre uskatterlige Herligheder : Fred, Frihed og Ret».

Det viser sig saaledes tidlig, at man tager grundig fejl, naar man i Nordahl Brun ser en Forløber for Norges Fri- heds-Mænd, som de optraadte i og efter 1814. Fandt han ikke, at vi havde for megen Frihed, saa fandt han i alle Fald slet ikke, at vi havde for lidet deraf under Foreningen med Danmark. Det ses imidlertid, at han allerede da, baade før og efter Trykkefriheds-Forordningen af 27 Septbr. 1799, fandt Friheden altfor stor i begge Lande, og han fik jo forme­lig et Navn som Fiende af «Skrivefriheden». Det vil være let at paavise, at han i dette Stykke aldrig blev en anden, og at det ingenlunde var Friheds-Tanker, han arbejdede ind i den Befolkning, der saa fuldstændig lod sig lede af ham i vor konstitutionelle Forfatnings Fødselsaar.

Det er neppe for meget at sige, at saadanne Tanker i Almindelighed var fremmede for de bergenske Borgere omtrent den hele Tid, Nordahl Brun virkede iblant dem som Prest. Af nogen fremtrædende Patriotisme er der neppe Spor at finde i 18 Aarhundrede, da Byen indtog en isoleret Stilling i Forhold til det øvrige Land, og de hanseatiske Ejendommeligheder endnu var fremtrædende. Det kunde dog ikke være anderledes, end at den livlige Skibsfart maatte afsætte Virkninger af Forbindelsen med Udlandet, og vi ser saaledes, at Voltaires og Rousseaus Skrifter temmelig tidlig fandt Læsere i Bergen (D. Thrap i Luth. Ugeskrift 1877, 2 Halvaar 114).

I Revolutionstiden gjæstedes Byen ikke sjelden af franske Krigsskibe, og det er sagt, at disses «Officierer og den herskende Handelsaand stemte Bor­gerne for Frihed og Republikanisme». Det har dog neppe været videre bevendt hermed, thi det var kun faa, der havde Dannelse nok til at indlade sig med de fremmede Forfattere, endnu færre, der kunde nyde de fremmede Krigeres Selskab.

Den, som fortæller dette, er ogsaa selv en Mand, der var stærkt paavirket af Tidens Ideer, og som derhos blot paa Frastand kunde iagttage Tingenes Gang i Bergen (P. Hount, resid. Kapellan til Vos, lærde Efterretninger 1797, 92).

Han undlader heller ikke at meddele, at der var en stærk Reaktion mod dette Væsen baade i Skrift og Tale, og nogen mærkelig Indflydelse paa Bergensernes Holdning i den føl­gende Tid har det neppe havt, medens Begivenhederne udenfor Norge for denne fik en overvejende Betydning. Der kom­mer end nok af dem, og hvad Flaadens Tab og Krigen med England havde at betyde for Bergen, hvor hele Nordlands Befolkning og hver eneste Bonde i Stiftet forsynede sig med Korn, behøver blot at nævnes.

En Forfatter (J. Gran : Skitser af bergenske Forhold i ældre og nyere Tid II. 119), der som ungt Menneske har levet med i hine Dage, ved at fortælle om «Luftninger, som tydede hen paa en Drift til at løfte sig lidt op paa Folkefrihedens Høider». Han lægger til, at det var dels «Nødens og Ulykkens Magt», dels «enkelte ihærdige og patriotiske Bannerførere», hvilke han desværre ikke nævner, der bidrog til at «opvarme de gamle sindsrolige Borgeres Blod», og at disse herved bragtes til «aabent og alvorlig at udtale sig om den ikke altid gunstige politiske Forbindelse med Danmark».

Biskop Brun har ikke hørt til disse «patrio­tiske Bannerførere», men han har tidlig under Krigen mærket, at en Stemning mod den gamle Forbindelse i Nødens Dage arbejdede sig frem, og han har derfor gjort alt sit til at styrke det svækkede Baand mellern Regjeringen og Folket . «At vor Konge» — skriver han til Cancellipræsident Kaas 7 Oktbr. 1809 “ «umulig kan gjøre mere for os end han har gjort, — at Danske haver anstrengt sig med frivillige Gaver til Norsken langt over, hvad den ene Broder kunde haabe af den anden, — at Svenskhed, altid Nordmænd mod- bydelig, bør frygtes som den gule Feber, medens Sverige herbergerer i sine Havne Britten (britene), som tager os Brødet fra Munden — disse vare de politiske Sentiments, vi have arbei­det og arbeide ind i Folkemassen.

— — I Byen vil det dog gjælde, i Vinter at fyldestgjøre Pøbelen : deraf har Bergen endog forholdsmæssig mere end nogen anden By og mindre Arbeide for den». Man ser saaledes, at det var Troskab mod Kongen og Had mod Svenskerne, der var de ledende Tanker i Biskop Bruns patriotiske Optræden ved denne Tid, og om end den første ikke rokkedes under Kritiken over Forbindelsen med Danmark, maatte den dog i Længden lide derunder, — medens det andet, Svenskehadet, snart voxede sig fast i Befolkningen og slog dybe Rødder baade hos høje og lave.

Om dette maaske ikke var den eneste Ytring af den opblussende Nationalfølelse, der blev forstaaet i Datidens Ber­gen, var det uden Tvivl den, der blev forstaaet bedst. At Fedrelandet i Nødens Tider maa paakalde Borgernes kraftige Anstrængelser, forstod man godt i andre Dele af Landet, hvor Licencefarten fra Slutningen af 1809 havde stillet større Pengemidler til Borgernes Raadighed, medens Bergenserne, der maatte tære paa sine i 1801—7 optjente Rigdomme, Uiente, at de kunde holde sig tilbage.

Det kostede Møje at faa et Sammenskud til Kanonbaade istand 1808, og til Uni­versitetet bidrog Norges største By ikke saa meget som Grev Wedel eller Jakob Aall alene. At Biskop Brun her gjorde hvad han kunde, for at bringe Befolkningen til at være med i dette Anliggende, der før ikke synes at have interesseret ham, men som nu maatte ligge ham dybt paa Hjerte, siger sig selv. Men her mødte han en stor Skuffelse.

Han fik Byens første Mænd til at gaa omkring og samle Bidrag og gik selv til Embedsmændene, «vistnok den mest lidende Klasse i vor Stat», men 21 Oktbr. 1811 maatte han bede Direktørerne i Selskabet for Norges Vel, at de vilde «fremvandre Deres Kjæmpeskridt til det skjønne Maal, uden at vente noget vigtigt fra Bergen».

Han havde nok i 37 Aar «snakket Bergenserne adskillige Penge af Pungen, hvor­ved fremvirkedes adskilligt Godt, — Godt, men ikke Stort». Han havde — som anført — ikke høje Tanker om Befolk­ningen og omtaler det som en Mærkelighed, at hans «Aands-kraft ikke er sunken, skjønt den arbeider under krænkende Næringssorg indtil denne Dag, og skjønt hans Virksomhed blev i al denne Tid paa en Kant af Norge, hvor i det høieste den kjere Mediocrité trives». Hans Aand ejede dog ikke blot Kraft, men ogsaa Mildhed, og han vidste at undskylde sine Bergensere med den Bemærkning, at ingen ejede Halv­parten af hvad Isaachsen i Kristianssand og Meincke i Throndhjem kunde raade over, samt at det faldt overmaade vanskeligt at holde Byens Indretninger til de fattiges og syges Pleje oppe.

Man ser saaledes, at Biskopens Magt over den bergen­ske Befolkning ikke var uindskrænket. Vil man ikke gaa saa vidt som at sige : Bergenserne fulgte ham, saa længe det intet kostede, — saa kan man nok med Tryghed sige : de fulgte ham ikke længer, end de forstod ham. I 1811 har neppe den fulde Forstaaelse været der, men i 1814 forstod de ham godt. Der blev i dette Aar maaske ikke paa nogen Kant af Landet lagt for Dagen en saa storartet, levende og ejendommelig Iver for Fædrelandets Anliggender som i Bergen.

Det gjaldt nu at vise et Fædrelandssind, hvori Selvstændigheds-Tanken og Svenskehadet paa mange Maader fandt sit Udtryk.

Man var langt borte fra Begivenhedernes Skueplads, langt borte fra Kundskaben om de virkelige For­hold, og der var vel mange, der var fast forvissede om, at Bergen var Landets første By ligesaa sikkert som, at den var den største.

Der var andre betydelige Mænd i Bergen paa denne Tid end Biskopen. Der var Christie, P. Motzfeldt, Edvard Hagerup, Jonas Rein, Stiftamtmand J. R. Bull, Justitiarius Jørgen Schydtz, men ikke en af dem synes at have havt nogen direkte Andel i Fremkaldelsen af den ildfulde Stemning, der gjennemglødede den hele Be­folkning.

Det var fra Biskopen det hele gik ud. I Kjærlighed til sit Fædrelarid og sit Folk har han aldrig havt sin Overmand i vort Land, og han fortjener tilfulde det Navn, hans Ven, Niels Hertzberg (Pavels Dagbog 4/10 1814) gav ham af «en excentrisk Nordmand», men alt Demokrati var en Tanke, der var fremmed for hans Sjæl.

Det var derfor ingenlunde den fri Forfatning, der for ham var det store, der skulde opnaaes i 1814, men den nationale Selvstændighed og først og fremst det nationale Kongedømme, hvis Ide opflammede hans af Sagatiden og de gamle Minder opfyldte Sjæl og bragte ham den store Glæde i de korte Sommerdage og den ligesaa store Smerte efter Kampens Afslutning. Det synes, som han har næret Ilden i sin Sjæl ved det glødende Had til Sverige.

3 Krige med dette Land fik han opleve. Han havde altid sværmet for al mandig Idræt, og Kamp var hans Liv. Som Prædikant var han jo altid den rustede Kjæmper mod Van­troen og dens Mænd, og ikke det alene. Allerede 1797 heder det om en Prædiken, han holdt iste Juledag : «Ingen Gene­ral kunde i stærkere Udtryk opfordre til modigen at stride, naar det gjaldt Fædrelandets Frihed, Ære og Selvstændighed. Han sluttede med de Ord : da Brødre; ville vi tilraabe hinanden : lader os seire eller dø !» (J. L. Schydtz til Nyerup 6/1 1798. (L. Daae : Breve til Nyerup 5)

Nu paa et Tidspunkt, da Fædrelandskjærligheden synes at have lagt Beslag paa al hans aandelige Kraft, bliver Kamp-Tanken den drivende Magt i hans Sjæl. Han opglødede hine dygtige og besindige Mænd, der ligesom dannede hans Stab i Bergen, og med dem den hele Befolkning, paa hvis politiske Opfatning han satte et Mærke, der maaske endnu ikke er udslettet.

Svenskehadet var det, den bedst forstod, medens Bispen græd over det tabte nationale Kongedømme og fremkaldte det imperative Mandat til de 4 Repræsentanter, at de skulde stemme imod enhver Forbindelse med Sverige.

Det er ovenfor bemærket, at det ingenlunde var Demo­kratiet og den fri Forfatning, der øvede nogen Tiltrækning paa Biskopen, da Forbindelsen med Danmark var hævet, og vi stod alene. Fra Throndhjem sendte Kristian Fredrik ham en Skrivelse, og «den udmærkede Naade elektriserede ham», og «han elektriserede dermed den 21 Februar paa engang ca. 4000» (J. N. Brun til Prindsregenten 5 Marts 1814).

Derimod prædikede han ikke paa den anordnede Bededag, hvilket Prindsen ikke syntes om (Pavels Dagbog 18/3 1814). Pavels tilføjer ved denne Bemærkning : «Skulde maaske Tingenes nuvæ­rende Stilling ei behage den gamle Mand ? Har han maaske ønsket og ventet Christians Proclamation som souveræn Monark ?» (.ibid.)

Det har tydelig nok været hans Tanke, og Forhandlingerne paa Ejdsvoldsmødet 16 Februar har været ham en Overraskelse. «Nu da Lægen [Kristian Fredrik?] peeger paa Canstitution», skriver han 5 te Marts 1814 til Biskop Bech, «skynder Jeg at proponere Puncter, hvorom vi Bisper maa eenes».

De er højst karakteristiske, saare lidet demokratiske og viser os Manden, som han er : en kirkelig Magthaver. Det 1ste var : Luthersk Religion, Symbolske Bøger, Cathechismus, min beskedne Tvivl (?),  2) Intet Collegium over Geistlighed, kun som Borgere i Staten straffes de og her skjærpes, 3) Ingen Auktoritet blande sig i geistlige Befordringer.

Biskop proponerer 3, deraf vælge, og siden maa ingen vigtig Forandring i det kirkelige ratificeres af K[on]g[en] uden enstemmig antaget af de 4 Bisper.

4) Bispevielse ophører aldeles. 5) Nyt Ritual foreslaaes og af K[on]g[e] eller Regent faaer Lovskraft. I Christi­ania -maatte alle bispelige Ideer concentrere sig».

Han be­høver ikke her at tilføje Ordet «Hastværk», og vanskeligt er det jo ogsaa af dette Telegrafsprog at finde hans Mening i dens Helhed. Saameget synes dog at fremgaa heraf, at skulde Demokratiet blive herskende i vort Land, saa vilde han have Kirken reddet derfra. Han troede at se sine Ideer delvis realiserede, da Oplysnings-Komiteen blev oprettet. Han saa i den et «Collegium fixum» og i Kristianias Biskop «Norges Yppersteprest, min første Foresatte, næst Kongen» (J. N. Brun til Biskop Bech 11/6 1814).

Han tilføjer, at «Bugge forsvandt af Committeen som et Stjerneskud. Sligt Phænomen forstaar jeg ikke» (ibid.).

Han forstod vist i det hele lidet af det, som foregik i Nor­ges ledende Kredse i denne alvorsfulde Tid, medens han varmede sin Sjæl ved de dejlige Drømme om «gamle Norges unge Konge», hvem han tilraaber : «Bliv gammel som Gorm og lev at se Norge saa mægtigt, som det var i Forhold til alle Naboe Riger, da Hagen Hagensen blev af Cardinal Vil­helm kronet til Norges Monarch» (J. N. Brun til Kongen 4/6 1814).