det kun af svenske Efterretninger; vi ville endnu trøste og i Haabet om, at de ere falske.
Vi have selv læst i offentlige Blade, hvad kjække Menneskevenner i det britiske Parlament have talt for Norge hvorledes de have ophøiet dette Folk til Skyerne ! hvad ville disse nu sige ? Vor Ære er borte O ulykkelige norske Folk, ulykkeligere end noget paa Jorden ! Alt seer ud som om Du var skyldig, og dog er Du uskyldig ! Alt seer ud som om du pralede med tomme Løfter, og dog er Du trofast ! Alt seer ud som om Du vilde forraade Din egen Konge, og dog elskede Du ham med inderlig Hengivenhed ! Enkelte Mennesker, for hvilke ingen Skjændsel, ingen Straf kan være for haard, have myrdet Norges Ære.
Sorg have vi da nok af, men hvor er Trøst ? Ja, Medborgere ! Gud veed, jeg har ledt efter den, for at trøste mit eget Hjerte. Og den Trøst, jeg har fundet den vil jeg redeligen dele med Eder. Jeg vilde ønske, den maatte tjene til at beroelige Eder; jeg veed ingen bedre for Øieblikket at meddele Eder.
Den første Kilde, hvoraf jeg har hentet, om ikke Trøst, saa dog saa meget Mod, at jeg endnu ikke gandske har fortvivlet, et denne : at ligesaa uformodentlig, som vor Ulykke kom over os, ligesaa uformodentlig kan Haabets Sol
– 14 –
igjen oprinde. Jeg troer at Enhver, som upartisk vil betænke Sagen, maae tilstaae, ar Norges Frelse langt fra ikke er saa utroelig nu, som vore Uheld vare uventede, da vi fik den at vide.
Vore Uheld, saa pludselige, saa ganske nedslaaende, saa aldeles nedværdigende, disse kunde vel intet dødeligt Øie forudsee, ingen menneskelig Fornuft slutte. Vare der end dem iblandt os, som med nogen Grund mistvivlede om, at vi i Længden ikke vilde kunne modstaae Overmagten : saa var der dog visselig Ingen, som drømte om, at i (etter/red.) 14 Dage skulde vor heele tapre Armee bringes til at gaae hjem, uden at være overvunden; at i (etter/red.) 14 Dage skulde fremmed Høvding befale i Norges Land og Norges Ære jordes under Frederikstads og Frederikshalds, ikke Ruiner, men ubeskadigede Fæstninger.
Alt dette havde dog vistnok Ingen ventet. Alligevel skeede det, og Europa vil studse ved at erfare det, og Forrædernes Minde vil vorde til Afskye mellem Norges Fielde, saalænge Verden staaer.
Veie vi altsaa Rimelighed og Muelighed mod Muelighed, da vil Ingen nægte, at et lykkeligt Tilfælde, der kan forvandle vor Sorg til Glæde, er ligesaa mueligt, ligesaa venteligt, som det Uheld der har rammet os.
Forekommer det end os saaledes, som om alt Haab var ude, sag maae vi ogsaa betænke, at
– 15 –
Mennesket oftest, naar sørgelige Tildragelset indtræffer er tilbøieligt til at lukke Øinene for alt glædeligt Haab.
Ligesom vi for kort Tid siden vare villige til at troe, at vor Selvstændighed var vis (viss/red.), vor Kraft stor; saaledes er vi nu alt for villige til at overgive os til trøstesløs Modløshed, og til at troe, at for os er ingen Redning muelig.
Og dog er den muelig. Det staaer i Herrens Haand, hvad vor Skjæbne skal vorde; men gandske at opgive alt Haab og overgive os til Fortvivlelse, det vilde dog vist nok være ufornuftigt. Thi den Kraft, vi have tilbage, vilde netop derved slappes. Og denne Kraft synes dog ikke at værs aldeles ubetydelig. De Tab, vi have lidt, ere næsten ingen. Det er just dette, der gjør Fiendens Fremgang saa ubegribelig. Vore tapre Krigere leve endnu, fulde af Ild og Mod og Varme for Fædrelandets Sag.
Den almeene Enthusiasme for Norges Sag synes heller ikke at være kjølnet ved de senere Tildragelser, i det mindste i vore Egne (områder/red.); meget meer synes den at have vundet i Styrke.
Ja, Medborgere ! Jeg veed ikke, om jeg feiler; men mig forekommer det, som om den almindelige Stemning nu er ærværdigere, end nogensinde. Før bestod den meer i letsindig Skryden; det lod som man ansaae det Hele som en Børneleeg; det syntes som om man var kortsynet nok til at troe at vor Fiende ei vovede at binde an mod os.
Nu have vi lært det Modsatte; men nu synes ogsaa Stemningen at være bleven meer alvorlig, meer fast, meer mandig; nu synes vor Iver for Norges Sag ikke længer at være en Virkning af opbrusende
– 16 –
Lidenskab, men en vel overveiet, stærk og kraftfuld Beslutning. Det skulle være underligt om ikke Kampen, hvis den paa nye skulde begynde, vilde vorde haardere end nogensinde.
Lader os endnu ikke tabe Modet, men med villig Hengivenhed i Forsynets Styrelse være rede til Alt.
Vi have ikke tabt saa meget, at det jo endnu kunde oprettes, og vor Ære saaledes reddes. Maaskee vi i Grunden have vundet meer, end vi have tabt. Thi rigtig nok har nu Fienden en Deel af vort Land inde; rigtig nok staaer han nu med draget Sværd inden Norges Enemærker, rede til at slaae til, hvis hans Tilbud ei antages; men derimod ere vi blevne befriede fra en langt farligere Fiende, som boede i Landet; jeg meener de mange feige, de mange æreløse Forrædere, som nu ville blive kjendte, og slutteligen ikke ville undgaae deres fortjente Straf.
Nu har vor elskede Konge af Erfaring lært at kjende sine Folk; nu har han seet Prøve paa, hvem han kan bygge paa, og hvem der ere ærelsse Bedragere. Det er altsaa et stort Spørgsmaal, om ikke vor Vinding er større, end vort Tab; det er et Spørgsmaal, om ikke vor Kraft nu er mandigere, fastere, meer bestemt, end den nogensinde før var.
Lægge vi nu hertil, hvor mange Ting der kunne indtræffe, som snart vilde give det Hele et forandret Udseende; betænke vi, hvor ustadigt Venskab mellem Stater pleier at være, og hvor snart de Magter, der nu have forenet sig til vor Undergang, torde blive splidagtige indbyrdes; da ville vi maatte tilstaae,
– 17 –
at, saasandt det er, at vor Ære er skjændet i hele Europas Øine, at det for Verden seer ud som et ædelt, trofast og tappert Folk havde gjort sig skyldig i Troløshed og Usselhed uden Lige; saasandt er det dog ogsaa, at endnu er Haab. endu øine vi Muelighed i at leve (oppleve/red.) den Dag, da vor Ære skal blive ræddet, og vor Nation erkjendt at være, hvad den virkelig er, ædel og kjæk, og fædrelandssindet.
Og, Medborgere ! at den Tid maatte komme, det maatte dog vel være vort inderligste Ønske; det maatte vel være et Maal, som ingen Opofrelse var for stor, ingen Strid for tung for at naae.
O indtil Rasenhed (raseri/red.) forsmædeligt er det, at Menneskene i andre Lande nu skal raabe : See engang hvad der kom udaf Nordmændenes Skryden, af deres forroste Patriotisme ! See engang hvilke rædde Karle disse ere, som saa ofte beloe os andre (lo av oss andre/red.) for vor Feighed !
Nei ! Nei ! Lad dog ikke Norges Ære blive til Spot ! Lad det dog ikke blive en Skam at kaldes en Nordmand ! Lader os vise det, hvis det behøves, at endnu er der Marv i vore Been og Mod og Æresfølelse i vor Barm ! Jeg siger : hvis det behøves; thi – og dette er min anden Troesgrund – : en Folkeforsamling er sammenkaldet, i hvilken Rigets Kraft og Rigets Nødvendigheder skal overveies.
Saalænge indtil disse Folkets Repræsentantere have forkyndt den endelige Dom i Sagen, hører det til os at være rolige og stille, og indskrænke os til at haabe.
Men hvad tør vi at haabe af denne Forsamling af Folkets
– 18 –
Repræsentantere ? Vi bør formode, at de allesteds ere valgte efter samvittighedsfuldt Overlæg, og at ingen Valgmand i den Grad har misbrugt sine Medborgeres Tillid, at han skulde valgt Andre, end dem, som han efter sin Overbeviisning ansaae for de dueligste og retsindigste.
Vi mage altsaa tænke os Landets Storthing som en Samling af Landets ypperste Mænd; af Mænd, der ere bekjendte for deres Indsigter, RetSkaffenhed og varme Fædrelandskjerlighed. Af disse bør vi vente Alt; thi hvor vigtigt er ikke deres Kald, da de skulle ved dette overordentlige Storthing bestemme Norges Skjæbne, give sit Samtykke enten til Nationens Skjændsel eller til dens Ære; erklære det norske Folk enten for Meenedere, eller for et Folk, der endnu har Agtelse for Eed og Pligt.
Thi den Eed, vi engang svore, den troer seg neppe nogen Dødelig kan løse os fra. Vi svore nemlig ikke allene Kongen Lydighed og Troskab; den Eed kan han fritage os fra; men vi svore til intet Menneske; vi svore ved den megtige Gud at ville vove Liv og Blod for Norges Selvstændighed.
Om det da gaaer an at erklære, at vi ikke længer agte at holde den Eed, det maae de Mænd forstaae, som skule afgjøre Rigets Skjæbne.
Spørgsmaalet synes mig, er ikke her : Hvad er for Øieblikket det fordelagtigste for vor Handel, for vore Penge, for von Rolighed; endskjøndt dette Spørgsmaals Besvarelse endda ikke er saa let; men Spørgsmaalet er her : om Nationen skal frasige sig al Hjelp af Gud og af hans hellige Ord, for at vinde Øieblikkets Roe ?
– 19 –
Saa forekommer i det mindste Sagen mig; og jeg veed intet, som skulde forbyde mig eller nogen Mand at yttre min (sin/red.) Mening.
Den bliver, det forstaaer sig, ikkun enkelt Mands Mening; men den har jeg til enhver Tid frimodigen yttret, og dette mener jeg at høre til Borgerpligt. Derfor yttrer jeg ogsaa oprigtig min Mening i Dag, fordi jeg troer, det er Pligt og Ret; og fordi jeg har saa megen Agtelse endog for Fienden selv, at jeg frimodigen vilde yttre den, endog i hans Nærværelse. Thi Fienden selv vilde maaske agte den Mand mere, der talte, som Kald og Pligt bød, end den, som er nedrig nok til at tale til enhver Tid saaledes, som Øieblikkeis Fordeel tilsiger.
Men for at komme tilbage til min Sætning : Jeg troer, at vi af det forestaaende Storthing kan og bør vente Opreisning for vor Ære; jeg troer, at vi af det bør vente Bekræftelse paa at det var Alvor, da vi lovede vort Fædreland Troskab; jeg troer, at vi af det bør haabe, at Forræderne blive dragne til strængt Ansvar; kort sagt, jeg haaber Alt af Landets udvalgte Mænd; og disse bør være os dyrebare, saalænge de leve, saafremt Fristelsen bliver haard for dem, men de vise fast Mod og Standhaftighed.
Det staaer til dem at vise, ar det i det mindste ikke er Nationens Skyld, hvis Folkes Ære er tabt. Her øiner jeg altsaa et Haab om vor Æres Opreisning; her øiner jeg den glade Udsigt, at Udlændingerne ville faae at see, at det var uskyldigen, vi vare mistænkte for Vaklen og Troløshed;
– 20 –
som Følge af Storthinget venter jeg stadeligen, at hele Europa vil give os det Vidnesbyrd, som vi hidindtil troede at fortjene, at vi vare et tappert og ætligt Folk.
Og da vil det være dobbelt sødt for os, naar vi først, som jeg før har omtalt, ere blevne miskjendte, naar vor Ære synes at være skjændet for Europas Nationer, da ved vor Fasthed og Standhaftighed at aftvinge dem igjen deres inderlige Agtelse. Da ville Folkevennerne i det brittiske Senat, som nu maaskee troe, at de have forsvaret et uværdigt Folks Sag, atter tage Mod til sig og atter triumpherende erklære, at det norske Folk fortjener Beundring og Agtelse; at dets Sag er retfærdig; og at det ikke vil forhøie Jordens mægtige Konger Kroners Glands, at de forene sig om at gjøre et ærværdigt og uskyldigt Folk ulykkeligt.
Storthinget, det haaber jeg, vjl altsaa opflamme Nationens Mod; det vil redde dens Ere; det vil forsikre vor af Sorger nedtrykte Landsfader, at Folket er trot og godt og ædelt, og at det ikkun er enkelte Mennesker, der have skjendet det norske Navn.
Det vil for Fædrelandets Venner blive Fryd og Stolthed, at høre disse Mænd hæve sin Stemme og med Overlæg, Fasthed og Retskaffenhed blive den gode Sag troe; at høre dem tilbyde Nogle sin Arm, Andre sin Rigdom, Andre sin Anførsel og Raad. Intet vil blive agtet for godt, for dyrebart for Norges Frelse; og o ! hvad tør vi da vente, naar Folkets Mod vækkes, naar vor dyrebare Konge paa nye overbevises om, at han staaer midt iblandt et heelt Folk, der elsker ham som
– 21 –
en Fader, der agter intet Offer før dyrt for at rædde Fædrelandet.
O jeg stiller mig den for Øine, den herlige Scene, naar den hele forsamlede Storthing eenstemmigen udraaber : Her ere vi, ædle Konge ! rede til at vove vort Liv for Dig og for Norge ! Da synes mig at see Glædens Smil atter funkle i hans sorgfulde Øie; da synes mig at høre, at hvert Menneske stiltiende i sit Hjerte sværger : Forlade vi Christian Frederik, svige vi Norges Sag, da gid Forræderens Skjændsel følge os, hans pinte Samvittighed ængste os i vor sidste Stund.
O Medborgere ! mit Hjerte slaaer varmt for Norge; thi det slaaer varmt for Sandhed og Retfærdighed. At jeg inderlig elsker vor ædle Konge, det vide I; og blev han end nok saa miskjendt, nok saa ulykkelig, saa skal dog Ingen aftvinge mig anden Tilstaaelse, end den : at jeg har kjendt faa Mennesker i Verden, hvis Hjertes Adel ligner hans. Jeg er just ikke blant dem, som ere indfagne for Jordens Mægtige, eller tro, at blant dem almindeligen findes de ædleste Mennesker; men desto meer kunde jeg fortjene Tiltroe, naar jeg erklærer, at hvis jeg skulde tiltroe vor Konge nogen Feil, da maatte det være den, at han er for from, for overbærende. Han kan ikke hade, det er hans Hjerte umuligt.
Jeg veed Exempler derpaa; jeg har seet ham flere end een Gang omgaaes dem, som han vel vidste, ikke meente ham det vel; men hans Hevn har bestaaet deri, at han har søgt at vinde dem ved Godhed.
Hvor lykkeligt vil Norge engang blive under hans
– 22 –
Bestyrelse, hvis Rolighed og Fred kan gjenvindes !
Hvor ømmelig vil han da undersøge hvert Menneskes Trang, og hjelpe og trøste, hvor han kan ! Hvor sikker en Tilflugt vil han da være for alle Undertrykte, all Forurettede, han som hader Uret med det bittreste Had !
Hvor gandske vil han da være Fader for et trofast Folk, han, til hvilken den Ringeste har ligesaavel Adgang, som den Fornemste; han, som taler med Enhver, og ved sin Blidhed og Mildhed og ved sin skjønne Sjel, som udtaler sig i alle hans Ord og Miner, ligesom synes at være skabt til at lindre den menneskelige Elendighed !
Lader os derfør endnu ikke tabe Modet, endnu ikke opgive alt Haab ! Bløder end vort Hjerte ved at tænke paa, hvad der er skeet, da lad dog ikke vor Sorg gaae over til haabløs Uvirksomhed !
Et Ordsprog siger : Saalænge der er Liv, er der Haab; og her, Medborgere ! kan dette med Rette anvendes.
Endnu lever det norske Folk, endnu lever vor ædle Konge, endnu lever Gud i Himmelen, som styrer Alt ! Saa lader os derfor endnu haabe Forløsning; lader os sætte vor Tillid til det barmhjertige Forsyns vise Styrelse; lader os med inderlig Følelse bede til Gud, at vor dyrebare Konge endnu maae leve i mange Aar, og at hans Folks Troskab og hans Riges gjenvundne Held rigeligen maae trøste ham for alle hans Sorger, alle hans Anstrængelser !
Troskab og Redelighed, sindigt Mod og Fasthed, Fædrelandskerlighed og Orden,
– 23 –
gid disse Dyder maatte rodfæste sig hos os, og gjenvinde Norge sin Ære og Landet Fred og Rolighed !
Er vor Agtelse hos andre Nationer tabt, da maae nødvendig ogsaa en stor Deel af vor jordiske Lykke være forloren. Men denne Agtelse gjenvindes ikke ved Feighed og Troløshed, men ved Mod og Standhaftighed.
Saa lad derfor dette være vort Ønske : at vor eøskede Konge maae lønnes med Held og Glæde for alle sine Bekymringer; at vore Krigere maae lønnes med den Hæder, der er Tapperheds visse Løn; at det hele Land og alle dets Indvaanere maae foreenes til med Endrægtighed at værge om Norges Ære; og at hver Forræder, hver Fædrelandets Fiende maae blive opdaget og overgivet til den Foragt, som hans Niddingsdaad fortjener !