– et alvorlig og inntrengende skrift fra den gang (i 1850) res.kap. i Rollag i Numedalen Christian Constantius Henrich Bruun; dette var en særmerket prest, les mer om ham på annet sted under ‘borgerskolen’; på det tidspunkt dette ble skrevet, var Bruun 37 år gammel (født i «Staværn» 4. mars 1812) og dermed en ganske ung mann. Han gikk bort i Stavanger 6. juni 1877, og hadde bak seg en bemerkelsesverdig tjeneste innenfor den norske kirke.
– Christian C.H. Bruuns lille skrift på kun 14 sider ble utgitt første gang på Kongsberg i 1850. På dets forside står :
«Om Natteløb. Sendebrev til Rollags Menigheder fra Chr. C. H. Bruun, residerende Capellan til Rollag. Kongsberg 1850. Trykt i O. Dahls Bogtrykkeri (d.e. Olavus Johannes Dahl, 1811-1850/red.) af N. Erlandsen (Nicolai E./red.).
Rolloug (Rollag) Præstegjæld bestod av Rollag (hovedsogn) og annex-sognene Veggli, Nore og Uvdal (Uppdal eller Opdal), hvortil også det i dag større Rødberg hører. Nore og Uvdal ble i 1858 utskilt som eget prestegjeld. Sør for Rollag i Numedalen lå den gang Flesberg prestegjeld.
Pastor Bruuns lille skrift/bok ble senere «Med Forfatterens Tilladelse paany udsendt til Sigdals Menigheder ved Jørgen Moe». Chra. 1855. 8. 16 S.; innholdet ble ansett som så viktig, at presten i naboprestegjeldet Sigdal, res. kap. Jørgen Engebretsen Moe, sikkert under godkjennelse av hans sogneprest Jens Krogh Stub, sørget for at Bruuns skrift ble trykket på nytt i Christiania. Jørgen Moe er den senere kjente folkeminnesamler. Etter tjenesten i Sigdal, ble Moe forflyttet til Bragernes, Drammen, og senere ble han biskop i Kristiansand Stift. Christian C.H. Bruuns egen sogneprest og foresatte i Rollag var Christian Bull Stoltenberg, prest der fra 1838, født i 1801 og entlediges fra prestetjenesten i Rollag i 1870.
Her følger Bruuns bok – med selve teksten på sidene 3 – 14 : slik teksten lyder på første side (s.3), kan det tyde på at boken er ferdig fra pastor Bruun til å avgå til trykkeriet på Kongsberg ved nyttår 1849-50 :
I forrige Aar, omtrent ved disse Tider, lod jeg udgaae nogle Ord til den kjere Menighed ianledning af Cholerasygdommens Udbrud i Bergen, og søgte deri, efter den Evne Herren gav, deels at opmuntre Eder til at afbede denne Plage fra os, deels at berede Eder til at modtage den med et christsømmeligt, Gud hengivent Sindelag, der erkjender, at alle Herrens Veie ere gode, der i hans Tugtelse seer Kjerlighed, og som ikke forglemmer, at ofte uden Varsel lyder Budskabet : «Beskik Dit Huus; thi Du skal døe».
Aaret er henrundet. Disse Menigheder bleve med den største Deel af vort Fædreland skaanet for hiin Sygdoms Rædsler. De er ikke forstyrrende trængt ind i vort Samlivs Glæder; den har ikke bortrykket os i vore Synder.
Lader os derfor takke Herren, som er god, og hvis Miskundhed varer evindelig, men tillige bede om Naade til, at vi ei foragte hans Godheds og Taalmodighed og Langmodigheds Rigdom, som de, der ikke vide eller ikke ville vide, at just Guds Godhed skal lede os til Omvendelse (Rom 2, 4.).
Og naar jeg nu atter tager Pennen i Haand, for paa denne Maade at underholde mig med min Menighed, istedetfor som ellers ved Ordets Prædiken og den mundtlige Formaning, saa er Gjenstanden for mit Tilskrift ikke dennegang en ny, her ukjendt Sygdom, der truer Sundhed og Liv, men en gammel, i Menigheden
– 4 –
altfor indgroet Sygdom, der, om den end ikke tilsyneladende truer legemlig Sundhed og Liv, dog visselig er en Fiende af det aandelige Liv og Velbefindende, og det saameget farligere som dens Vaaben, formedelst Vanens Magt, synes stumpe og uskadelige, og kun Faa tænke paa Modvaaben, medens de Fleste letteligen blive et Bytte for dens fordervelige Anslag.
Denne Fiendes Navn er vel bekjendt i Norges Landdistrikter, fornemmelig i dens Fjeldbygder, Den heder Natteløb.
Nu veed jeg heelt vel, at jeg rører ved et meget ømt Sted, at Mangen, saavel ung som gammel, vil finde det ubeføiet og ubetimeligt, for ikke at sige noget værre, at ville søge at tilveiebringe en Forandring i en Skik, nedarvet fra Fædrene, at ville indskrænke en Frihed, der har fanget Hævd igjennem Aarhundreder.
Men det faaer ikke hjælpe. Jeg føler nu Trang i mig til at udsende et Alvors, men derfor ikke mindre Kjerligheds Ord til Eder, hvis Sjeleomsorg jeg er sat til at have Deel i. Jeg tør haabe, at denne Trang er vakt af Herren, – og er det saa, at han vil velsigne den, lade et godt Ord finde et godt Sted og lade nogen god Frugt bæres deraf i hans dyrekjøbte Menighed.
Saavidt jeg har opfattet Natteløbet, eller den Skik, at de Unge Karle om Natten aflægge Besøg hos de ugifte Kvinder, kan det vel inddeles i to Slags, nemlig 1) der har til Hensigt at beile til en Kvinde for siden at indgaae Ægteskab med hende og 2) det, der uden saadan Hensigt, og derfor ofte foretages i Flok og Følge, er et Udbrud af kaad Letsindighed og usædelig Letferdighed.
Hvad nu det første Slags angaaer, da antager jeg, at jeg, naar jeg vil omtale denne Skiks Usømmelighed, vil blive mødt med omtrent følgende Indvendinger. a) Saaledes have vore Fædre beilet til vore Mødre, og hvad de have anseet for ret og sømmeligt, det kunne vi og med frelst Samvittighed gjøre. b) Der kan intet usømmeligt være deri, naar Hensigten er reen, og man kun ikke siden forlader den, man har beilet til; at det ikke kan være syndigere at tale med hinanden i en liggende, end hvilkensomhelst anden Stilling; at for den Rene er Alt reent. c) Dersom den nu brugelige Maade at frie paa skulde afskaffes, vilde neppe Nogen blive gift, idet man vilde undsee sig for at beile paa den i Stæderne brugelige Maade, da Enhver i Bygden vilde spotte eller drille dem som erklærede sig forlovede, forinden Tillysning i Kirken var begyndt.
– 5 –
Lader os nærmere betragte disse Indvendinger ved Dagens Lys, ikke i det Nattemørke, i hvilke de ere udrugede.
Til a) om Skikkens Ælde vil jeg svare : Er da enhver ned arvet Skik god og priselig ? for Ex. Brændeviinsdrik, om hvis Skadelighed jeg veed, at Bevidstheden i Menigheden – idetmindste hos Flere – er vakt. Hvorfra er Nattefrieriet kommet ? er den indført med Christendommen, eller er det en Overlevering fra Hedenskabet ? Det sidste er upaatvivleligt Tilfælde.
Sømmer det sig da for Christne at vedligeholde den, naar den ikke kan bestaae med den renere Erkjendelse af Gud og vore Pligter mod ham ?
Man pleier ellers at have Fordom mod Hedenskabets Skikke, endogsaa naar disse ere uskadelige. Hvorfra reiser sig ellers f. Ex. Fordommen mod Spiisning af Hestekjød, endog vi have et udtrykkeligt Ord af Herren : ikke hvad der gaaer ind i, men hvad der gaaer ud af Menneskets Mund, gjør Mennesket ureent.
Men denne Skik (natteløp/red.) smigrer Kjødet, deri ligger det. Videre – dersom Du vil paastaae, at hvad Fædrene gjorde maa være ret, har Ældens (alderens/red.) Ærværdighed, bør aldrig afskaffes – hvad blev saa Følgen ?
Menneskeheden kom altid til at staae paa det samme Punkt; ethvert Fremskridt hindredes. Havde alle Dine Forfædre tænkt saaledes, levede Du endnu i Hedenskabets Mørke og Trældom.
Du kjendte ikke aandeligt Lys og Frihed. Agtværdig er Bibeholdelsen af Fædres simple og tarvelige Sæder, Trofasthed i Løvter (løfter/red.), Redelighed i Ord og Retskaffenhed i Vandel – mærker (merk/red.) dette ! – men lastværdig er Vedhængen ved Alt Gammelt, som ikke kan bestaae med vor Pagt med Herren.
Vor Christendom bliver da halv og ikke heel; vi ville paa een Gang tjene to Herrer, hvilket jo ei lader sig gjøre, naar disse ere saa forskjellige. Det bliver en taabelig og bespottelig Trods mod Herren vor Gud, en dødende Kræft for vort Liv i ham; det er den gamle Adams Opsætsighed mod den nye Christus; men i denne Kamp maa Christus seire; ellers staae vi som Brydere af Naadesamfundet med Herren.
Og desværre Kjere ! er denne Vedhængen ved det Gamle ogsaa da saa stærk, naar det Nye smigrer vort Kjød eller stemmer overeens med vore syndige Tilbøieligheder ? Desværre vi tør ikke besvare Spørgsmaalet med Nei. O ! maatte Herren bøie os saaledes, at vi i Sandhed og Oprigtighed holdt ved det Gamle der var i ham og med ham, og bevare os fra hver Nyhedens Smitte af det, som er og maa være ham imod, og kun er
– 6 –
menneskelig Kløgt og daarlig Indbilskheds jammerlige Paafund og løgnagtige Bedrag og er af Kjødets Sands, der er Fiendskab med Gud; medens vi paa den anden Side jagede med Begjerlighed efter at udrive af os hver syndig Lyst og Vane, der hindrer vore aandelige Fremskridt, saaat Alt hvad der hører til det nye Menneske dagligen maatte stige i os, paa det at vi engang maatte naae til Christi Alders fulde Maade !
b) Du siger, at der er intet Usømmeligt i Nattefrieriet, at Hensigten er reen, at Alting er reent for den Rene. At et Frieri af dette Slags kunde foregaae paa en Maade, der ikke ligefrem, eller i sig selv, indeholdt en bestemt Overtrædelse af Guds Bud, det tør jeg ikke med aldeles Sikkerhed benegte, skjønt jeg har stærke Tvivl derom; men jeg tør med Bestemthed paastaae, at det sømmer sig den Christne ikke alene at undgaae det Onde selv, men ogsaa Skinnet deraf, og tillige, at det er en formastelig Hovmodighed ikke at ville vogte sig for det, som saa let kan lede os til det Onde.
Og saadanne natlige Sammenkomster kunne virkelig ikke undgaae Skin af Ondt, om endogsaa intet Ondt deri foretages. Den menneskelige Natur er vel overalt i sit Grundvæsen den samme, og det bør os jo altid at bede : leed os ikke udi Fristelse, istedetfor frivillig at kaste os ind i disse og saaledes lettelig falde i den Synd at friste Herren.
Du siger, Din Gang har en redelig Hensigt, at Du ikke vil forlade den, Du saaledes binder Dig til. Svage Menneske ! hvorledes kan Du dog svare saaledes for Dig selv. Er ikke Dit Hjerte baade en foranderlig og bedragelig Ting ?
Kunne ikke Omstændighederne forandre sig, især her, hvor de udvortes Kaar desværre have saa stor, ja alt for stor Indflydelse paa Valget af en Ægtefælle.
Du kommer der maaskee i en ærlig Hensigt; men inden Du ophører med Dine Besøg, hvorledes er det da ? inden Dit Giftermaal fuldbyrdes, hvorledes er det da ? Jeg behøver ikke at efterslaae (se etter i/red.) Kirkebøgerne for at komme til Vished om, at, – hvad jeg anseer som Nattefrieriets næsten uundgaaelige Følge – det er forefaldet (foregått/skjedd/red.), som først burde skee, naar Ægteskabets hellige Baand er knyttet, at der skeer en Tilhobeførelse (sammenføining/red.), forinden Gud har helliget den (Du skammer Dig ikke selv ved at tilstaae dette, idet Du paastaaer Tilladeligheden deraf, naar Ægteskabstillysningen er forlangt. Jeg vil kun berøre, at jeg er bange for, at ikke faa Ægteskabstillysninger snarere er en Følge af end en Aarsag til et utilladeligt Samliv Dette skeer jo tildeels aabenlyst, idet de Forlovede uden mindste Undseelse flytte sammen og leve som Mand og Kone inden Vielsen), og da kan Du,
– 7 –
hvormeget Du end pukker paa Fædres Exempel, umuligt sige, at Du har gjort Ret for Gud, hvis Anordning er endnu ældre, thi det var paa Skabelsens sjette Dag, medens endnu Guds Billedes Herlighed var de Nyskabtes Eiendom, at han velsignede Dem, og først da dette var skeet, sagde han : «Værer frugtbare og formerer Eder !»
Og Du har ingensomhelst Ret til at ophæve hans Anordning; men det gjør Du i dette Tilfælde, hvor det er hans Kirke, som her har Fuldmagten til paa hans Vegne at meddele Velsignelsen.
Naar Du siger, at Alting er reent for den Rene, da vil jeg bede Dig betænke, at disse Ord ere udsatte for sørgelige Misforstaaelser og har været mange grove Vildfarelsers Moder.
Let udgaae de af Munden, smigrende Din naturlige Forfængelighed, Din aandelige Hovmodighed, førende Ordet for Dine kjødelig Begjerligheder. Ikke sandt er det ikke med et veltilfreds Smiil Du siger disse Ord ?
Du synes Dig selv saa reen, saa syndefri. Du tænker, at for Andre kan det være farligt og fristende nok – de kunne let falde, medens Du selv derimod er saa stærk. Hvo som staaer, see vel til, at han ikke falder. Dog med et saadan Sindelag er Du vel allerede blandt de Frafaldte. (Pharisæeren og Tolderen).
Der gives Mennesker, der ere saa aandeligt blind og hovmodige, at de indbilde sig allerede her at have naaet en saadan Helligheds Grad, at de ei længere kunne synde, at Alt hvad de foretage sig, er godt og ret, om det end aabenbar strider mod Guds Bud; men saavidt haaber jeg for Guds Naades Skyld, at Ingen iblandt Eder er veget fra den gode Bekjendelse, I engang have aflagt.
Ak ! nei – naar vi troe os stærkest, ere vi ialmindelighed nærmest vort Fald. Vor Fiende gaaer omkring i allehaande Skikkelser. Du er hans Bytte, jo sikrere Du troer Dig. Og Du skal aldrig kunne negte mig, at den omhandlede Skik i sig indeholder en stærk Fristelse til Overtrædelser af det sjette Bud.
Det er aldeles unødvendigt for mig at gaae i Enkelthederne hermed; thi jeg er vis paa, Du selv kjender dem.
– 8 –
Du har vist en saare mangfoldig Erfaring, der bekræfter min Paastands Rigtighed. Du har seet formange levende Vidner derpaa, til at Du kan undskylde Dig med Uvidenhed i dette Stykke.
Vil Du sige mig, at Antallet af de uægte Fødte er langt større paa mange Steder, hvor denne Skik forlængst er gaaet af Brug; da vil jeg indrømme Dig dette; men dette kommer aldeles ikke af denne Skiks Ophævelse, men hidrører fra andre Aarsager, som det her vilde blive for vidtløftigt at opregne, og som heller ikke ligefrem vedkomme Hensigten med disse Linier; men jeg troer slet ikke at træde Sandheden for nær, naar jeg paastaaer, at de forinden Ægteskabets Fuldbyrdelse Avlede er langt større der, hvor Nattefrieriet finder Sted.
Var denne Uskik afskaffet der, hvor den er, vilde Usædeligheden være endnu mindre, Ægteskaberne antageligt i det Hele lykkeligere, Fattigbyrderne mindre, Fristelserne til falsk Eeds Aflæggelse færre. Ak ! saamange Ulykker kan Nattefrieriet have, og desværre har i Følge.
c) Du siger fremdeles, at neppe Nogen blev gift, dersom den nu brugelige Friermaade blev afskaffet, at man vilde udsætte sig for Spot og Drillerie, naar Forlovelsen blev bekjendt før Tillysningen.
Det er en taabelig Snak. Bliver da Ingen gift der, hvor denne Skik er forlængst afskaffet, men dog engang hersket ? Vilde først Nogen begynde at beile skikkeligen, omgaaes med sin Forlovede i Familiekredsene, saa er det vel mueligt, ja vel og rimeligt, at de bleve lidt drillede, som jo enhver ny Skik er udsat for Saadant, især i Fjeldbygderne, hvor Vedhængen ved det Gamle i de fleste Tilfælde er meget stærkt, og derfor enhver Forandring i Vaner og Vedtægt paafaldende fremtræder.
Men saadant Drillerie vilde snart ophøre, alt som den nye og bedre Skik kom igang. Og desuden hvad var der vel i saadant Drilleri ? eller «Gjørennaraf» ? var det saa tungt at bære som Guds straffende Stemme i Din Samvittighed, naar denne var vakt til Erkjendelse af det Usømmelige og Farlige i den gamle Uskik ?
Hvis Yndest vil Du helst have enten Guds eller Menneskenes ? Og Du kan tro mig, ogsaa blandt disse vilde mange glæde sig over Nattefrieriets Afskaffelse.
Mangen ængstelig Time vilde spares for Faders og Moders Hjerte, der vist mangen Gang beklage i deres stille Sind, at de ei have Kraft og christeligt Mod til at modarbeide denne Uskik, og som hellere saae deres tilkommende Svigersønners Besøg om Dagen end om Natten.
Og Du ærlige Frier, som ønsker at
– 9 –
tage Dig en Hustru, faae en god Ting og annamme en Velbehagelighed af Herren, hvi (hvorfor/red.) frygter Du Din Gang i dette Øiemed beskuet af Solens Lys ? Maa ikke denne Frygt være Dig et Varsel om, at Du mueligen staaer i Begreb med at gjøre en Mørkets Gjerning ?
Derfor Kjere ! lader os vandre skikkeligen, som om Dagen !
Det andet Slags Natteløb, som ikke skeer i den Hensigt at knytte en alvorlig Forbindelse, og vel heller ikke giver sig Skin deraf, er et letsindigt Ungdomsspil, en letfærdig Kaadhed, og foretages ialmindelighed skareviis eller som det kaldes i Flok og Følge.
Det er og en gammel Bygdeskik, som man siger ikke skal være saa let at udrydde. Ak ! ja, det onde Ukrud faaer lettelig Fremvæxt, og jo mere uluget det staaer, desto bedre trives det.
Men hvad denne vilde Omsværmen angaaer, der sædvanligt skal bestaae i Larmen og Støien udenfor Folks Huse, Banken paa Dørene, Raaben paa Pigerne, om Sommeren paa Buret eller Sæterhuset, om Vinteren i Vaaningshuset, Indtrængen der, om saadan tilstedes, – da troer jeg dog, at ældre og alvorlige Folk dog ere temmeligt enige i at misbillige den.
Var denne Skik endnu skadeligere før, da den medbragte, rigeligt brugte Brændeviinsflaske gjorde den vilde Hær endnu mere voldsom og usædelig, er det vel desværre endnu ikke ganske uden Exempel, at Brændevinet er den belivende, eller rettere sagt, dødende Aand i dette vanhellige Samfund.
Men ogsaa uden dette (brennevinet/red.) er det uchristeligt og skadeligt, og har visselig baaret mange onde Frugter. Det giver Anledning, stundom til Utugt, stundom til Slagsmaal, til Banden og Sværgen, liderlig og gjekkelig Skjemt, som ikke sømmer sig Christne, til Forstyrrelse af Huusfred og Nattefred baade for Gamle og Unge.
De gjennemvaagede Nætter gjøre uskikkede til Dagens Arbeide; og naar dette Natteløb, som desværre ofte skeer, finder Sted Nat til Søndag, krænkes Sabbathens Stilhed, og de Natteløbende blive sandelig ikke rette og gudbehagelige Kirkegjængere.
Endvidere – hvor uforsvarligt er det ikke, at de unge Karle om Natten, uden Tilladelse, uden at Nogen veed, hvor de ere, forlade deres Hjem ? Hvo veed, hvor fornøden deres Nærværelse der om Natten kunde være ? Hvilken Anledning for Tyvehaanden til at bemægtige sig det Ubevogtede ? Hvor hjælpeløse staae ei Forældre og Huusbønder, naar deres voxne Sønner og
– 10 –
Tjenere ere borte ved paakommende Ulykkestilfælde, f. Ex. Ildebrand ?
Det skal, siger man, være et Karlsstykke at deeltage i denne natlige Færd. Ynglingen, der nylig stod for Herrens Alter og gjentog sin Daabs hellige Løvte –, der nylig for første Gang nød den hellige Nadvere, og bekræftedes i den Herres Jesu Christi Samfund, i hvilket han optoges ved Daaben, skal nu bevise, at han er bleven «en voxen Karl» ved at slutte sig til Natteløberne og lære af dem at gjøre det, som er af Djævelen, som hører til hans Væsen og Gjerninger; og desværre, han sætter maaskee en Ære i sin Skjendsel, hvilket han unegtelig gjør sig skyldig i, naar han med Glæde og Velbehag frivilligt krænker det nyligt fornyede hellige Daabs Løvte.
Men, hvoraf kommer det vel, at denne Uskik, misbilliget af de Ældre, om ikke altid af gudelige, saa ofte af verdslige Grunde, – idet det er saare vanskeligt at faae en saa paalidelig Tjener, at man trygt tør stole paa hans Tilstedeværelse hver Nat – desuagtet kan vedligholde sig og trives lige frodigen ? hvorfor kan ikke et alvorligt Forbud fra Fader og Moder eller Huusbondsfolk forebygge Uvæsenet, en alvorlig Straf over den ulydige Søn og Tjener forhindre Gjentagelsen ?
Jeg veed ikke om jeg tager feil, at næst (nest etter/red.) Lunkenhed for Næstens aandelige Vel ialmindelighed, Grunden hertil ligger deri, at der frygtes for Svaret : Hvorledes kan Du sætte Dig derimod ? Du var jo ligedan i Din Ungdom, gjorde da det samme som vi; et Forsvar, der vel og benyttes, naar det først omtalte Natteløb eller Frierie misbilliges eller forbydes.
Og desværre et saadant Forsvar fra de Unges Mund lammer ligesom de Ældres Tunge, fordi disse ofte skamme sig mere ved Syndens Erkjendelse end ved Synden selv, og for at undgaae hiin, lægge Synd til Synd ved en uforsvarlig Seengjennemfingre med dem, for hvis Omgjængelse de engang skulle aflægge et alvorligt Regnskab.
Hvor en saadan Tænkemaade er tilstede, der raader ikke Kjærligheden, som har sit Udspring fra Gud, som omfatter ham og Næsten, men en egennyttig Kjerlighed, der, for at spare sig selv, ikke tager i Betænkning at opofre Andres aandelige Velfærd.
Ak ! hvormeget bedre vilde det dog ikke være, naar de Ældre aabent tilstode deres Ungdoms Feil, og foreholdt de Unge, at de, angrende denne som al anden Synd, nu saa nødigt vilde, at ogsaa de skulde besmitte sig med samme, og at det ingenlunde undskylder Børnenes Synd, at deres Fædre ikke ere uskyldige.
Skulde nu Søn og Datter finde en saadan Erklæring fra Forældrenes Side beskjemmende for disse (foreldrene selv/red.)
– 11 –
– hvad den dog sandelig ikke er; thi det er Herren behagcligt, naar vi med Anger tilstaae og bekjende vore Synder – maatte da just ikke denne Omstændighed bringe dem til Eftertanke om denne Gjernings Syndighed, at den igrunden er en Mørkets Gjerning, som ingenlunde taaler Dagens Lys ?
Og maa ikke den Betragtning opstaae hos dem : følger jeg nu min egen Lyst, og foretrækker Bygdeskikken for (framfor/red.) et Raad, der vist er baade godt og gavnligt, maa jeg da ei selv engang aflægge en lignende beskjemmende Tilstaaelse for mine Børn og Huusfolk ?
Nu derfor er der god Raad, min Ven ! Lad Du Natteløberiet fare, og Dine Børn skulle ikke kunne undskylde sig med Dit Exempel; men dette vil for dem indeholde en kraftig Opmuntring til Efterfølgelse.
Dersom ikke Ungdommen vil beslutte sig til at lade fare, hvad den dog visselig ved nærmere og alvorlig Eftertanke maa erkjende at være en skadelig, syndig og fordømmelig Uskik, vil denne aldrig komme til at ophøre.
Og hør nu derfor, Du unge Slægt ! nu er Du advaret. Jeg lægger Dig denne Sag alvorligt paa Hjertet. Jeg erklærer Dig skyldig i den følgende Slægts Natteløberie; thi dette vilde ikke finde Sted, dersom Du afskaffer det.
Opsæt (utsett/red.) da ikke daarligen til imorgen, hvad der bør skee endnu idag. Dette Forsæts Udførelse vil sandelig ikke være uden velsignet Frugt for Din egen Sjel, naar det skeer for Herrens Skyld, i Herrens Navn, i Troen paa ham, med inderlig Bøn til ham, uden hvem Du ydmygeligen maa bekjende, at Du Intet kan udrette, men som og baade kan og vil hjælpe Dig, som altid er nær med Kraft og Naade hos dem, som kalde paa ham i Oprigtighed og Sandhed.
Og, hvis Du engang med Hæderens graa Haar om Din Isse sidder omringet af en ny opvoxet Ungdom, skal Du glæde Dig i Dit Hjerte, naar Du hører dem tale om Fortids Natteløb som en uchristelig Skik, den de ei kunne begribe, at Mennesker, som dog ellers idetmindste vilde ansees for at være Christne, have kunnet billige.
Du skal glæde Dig ikke i Dig selv, men i Herren, der gav Dig Naade, og den Kraft, Du selv manglede, til at være blandt dem, der gave Dødsstødet til den Uskik, der engang – det være vort Haab – kun skal leve i Sagnet, bærende Vidnesbyrd om hedensk Raahed og ugudelig Idræt.
Rører sig maaskee i Dig, min unge Broder og Søster ! end en alvorlig Eftertanke om disse Ting, en Erkjendelse af den paaankede Uskiks Skadelighed og Uchristelighed, rører sig i Dig en
– 12 –
Erkjendelse af Din hellige Forpligtelse til at afstaae fra den – saa er der dog Noget, jeg ei tør skjule for Dig, og det er dette, at Du i Udførelsen af dette Forsæt, vil foruden de Hindringer, som ligge i Din egen syndige Natur, ogsaa vil møde en udvortes Hindring for dets Fremme og Udførelse.
Dog – ligesom Du maa bekjæmpe de indre Fristelser med Aarvaagenhed og Bøn og de hellige Naademidler, saaledes kan og med samme Naade hiin ydre overvindes.
Denne Hindring benyttes meget ofte af Djevelen og er een af hans meest almindelige Snarer for det nye Menneskes Fremvæxt i os, den, som engang bragte den ellers saa nidkjere Peter til Fald.
Det er andre Menneskers Spot og Haan, som kvæler den gode Spire og hindrer den at bære god Frugt. Det var ikke Frygt for at dele Frelserens Smerte, der lod Peter udtale Fornegtelsens Ord, nei det var Frygten for at blive bespottet, for at blive kaldt en Tilhænger af ham, som Verden nu saa haardt forfulgte med Haan og Spot.
Saaledes maa Du vente, at Dine saakaldte Venner og Kammerater ville belee Dig og spotte Dig, naar Du ei længere vil vandre med dem paa deres mørke Veie; Du maa vente, at de ville kalde Dig en Hellig, en skinhellig Hykler, sige Dig, at Du vil gjøre Dig bedre end Andre, o. s. v.
Men, jeg beder Dig i den Herres Jesu Navn, lad Dig ikke hindre derved.
Søn ! naar Synderne lokke (eller true Dig), da samtyk ikke ! Hvad bør være Dig meest kjert enten Guds eller Dine falske Venners Bifald ? Hvad bør staae høiest hos Dig enten Christi Befalinger om et sømmeligt Levnet, eller en Bygdeskik, som baade Din Fornuft og Samvittighed erkjender fordervelig, en Dom, som Herrens Ord bekræfter.
Glem ikke, at Du ved Aflæggelsen af syndige Vaner, giver Ham et Vidnesbyrd, der optændte Forsættet i Dig og gav Dig Kraft til dets Udførelse. Glem ikke Du, som føler Herrens Tugt og Advarsel i Dit Hjerte, hvilken Synd Du begaaer ved at fornegte ham.
Kom ihu hvad han har sagt : Den, som ikke vil bekjende mig for Menneskene, ham vil jeg ikke heller bekjende for min Fader paa den yderste Dag. Bekjend ham da ogsaa derved, at Du besvarer Dine Spottere : jeg kan og vil ikke mere deeltage i denne Skik; jeg kan ikke gjøre det i min Herres Jesu Navn; jeg vil adlyde Gud mere end Menneskene. Vende de sig da fra Dig med Daarens Haanlatter, saa lad dem gjøre det.
Gak Du i Bønnen i Din Frelsers Navn, og Du skal fornemme hans Styrke i Fristelsens Stund. Anbefal ogsaa dem til
– 13 –
ham, som nu vende ham Ryggen. Maaskee endog Dit Exempel i Herrens Haand kan blive et Middel til at de gaae ind i sig selv, og, kommende til en levende Erkjendelse af Daarskaben, selv forlade den.
Og hvilken anden og bedre Glæde vilde ikke dette bevirke i Dig end den kortvarige, sandselige og urene, fulgt af Tomhed og Samvittighedens Bebreidelser, som Nattesværmeriet giver ?
Og foruden det, at Du vinder Guds Bifald ved en troende Forsagelse af det, som Dit naturlige Menneske, den gamle Adam, driver og frister Dig til, saa vil Du og høste Bifald af troende Medchristne, og i et broderligt og kjerligt Samfund med disse have en rigelig Erstatning for Tabet af deres Venskab, der, vandrende paa den brede Vei, ogsaa ville føre Dig ned til Fordervelsen.
Gud give nu, at disse Ord, som langtfra ere udtømmende, men kun give Antydning til Betragtninger om Natteløbet, men som jeg tør haabe ere skrevne i Kjerlighed, maatte finde et godt Sted hos min kjere Menighed, og der bære en Herren velbehagelig Frugt. Til ham anbefaler jeg denne Sag : mine Ord ere Intet, uden han velsigner dem.
Han vække da baade Gamles og Unges Hjerter, at deres Øine maatte oplades for det Uchristelige og Fordervelige i denne Skik, at de maatte vende sig med Afskye bort fra den, ja fra Alt det, som ei kan bestaae med hans hellige og velsignede Samfund.
Men næst ham, lægger jeg denne Sag alvorligt paa Menighedernes Skolelæreres Hjerter. De kunde i denne Sag, med Herrens hjælpende og styrkende Naade, være kraftige Medvirkere til det forønskede Godes Opnaaelse : Natteløbets Afskaffelse.
Skulle nogen blandt Eder selv, enten bukkende under for Vanens Magt, eller og af egen Letsindighed have deeltaget i Uvæsenet, det bør og maa ikke afholde Eder fra at belære og formane i den Kreds, Gud har sat Eder til at virke til hans Riges Udbredelse paa Jorden.
Glemmer ikke, at ogsaa I ere hans Medarbeidere, at Eder er et helligt Kald betroet. Vogter Eder for at forarge «Een af de Smaae».
Søger (søk/red.) at bringe Barnet tidligt til at fatte Afskye for denne Uskik. I vide, hvor modtageligt Barnehjertet er for Indtryk baade af det Gode og af det Onde.
Gjører i Herrens Navn Alt hvad I formaae, at dog det Første maa vinde Seier. Opluger (luk opp/bort/red.) Ukrudtet, at det ei skal kvæle den gode Sæd. Taler ogsaa med de Ældre i Kjerlighed, formaner
– 14 –
dem, underviser dem, beder for dem.
Gud lægge sin Velsignelse til hver redelig Bestræbelse, ogsaa i denne Retning, at den maa lykkes, saaat han derved vorder æret og priset af os, vore Sjele til Salighed ! Amen !
___________________________
Gak nu ud, Du lille Skrift !
Strid mod Mørkhedens Bedrift !
Jesus Christus være med,
Dig en Indgang god bered !
Unde dig en herlig Frugt,
Saa vor Vandring blev i Tugt :
Ære for Guds store Navn
Og hans Menighed til Gavn !
____________________________