ved H.J. Næss. Kristiania. I kommisjon hos Olaf Norli. 1892.
Forord. Det er besynderligt, at vore Politikere ikke har sørget for at bevare Kristian Jensen Lofthus’s Minde lige saa friskt, som Kirkens Mand Hans Nielsen Hauge.
Dog – en Nordmand er det, som har reddet Lofthus’s Minde fra Glemsel. Det er Henrik Wergeland. Han skrev hans Historie.
Siden har man atter ladet Lofthus’s Minde saagodtsom dø væk. Det bør ikke ske. Det er en Skam.
For at hindre dette leveres her et Uddrag af Lofthus’s Saga nærmest efter Henrik Wergelands Fremstilling samt andre Kilder. Norske Kvinder og Mænd – læs denne Saga !
– 5 –
FØRSTE KAPITEL.
Kristian Jensen Lofthus levede i Slutten af det forrige Aarhundrede. Hans Fødselsdag kjender jeg ikke. Men hans Daabsdag var den 15de Mai 1750.
Om hans Byrd er at melde, at hans Mor var en fattig norsk Pige, Far’en derimod en dansk Ungersvend af fornæm Æt. Hun hed Tarjer Kittelsdatter, han Jens Falch, Søn af en Kaptein Falch i Jylland, men opdraget og opholdende sig hos sin Farbror Justitsraad og Krigskommisær Kristofer Falch i Lillesand. De blev ikke gifte. Jens Falch var dengang kun 17-18 Aar. Formodentlig for at undgaa sin Farbrors “skjærpede Strenghed” drog han kort efter over til, Holland; her gik han tilsjøs og døde som Matros.
Mor’en var ældste Søster til Bonden Nils Kittelsen paa Gaarden Lofthus i Nærheden av Lillesand i vestre Moland Præstegjeld. Han var barnløs og paa den Tiden Enkemand. Og efter hendes (søsterens) Død tog han Kristian til sig som sit eget Barn.
At Kristian i sin Barndom og Ungdom har opført sig rosværdigt, kan man slutte deraf, at hans Morbroder nogen Tid før sin Død “testamenterede ham Gaarden og al sin Eiendom”. Morbror’en forbigik derved Børnene til en i Amsterdam levende Bror, som da var de rette Odelsarvinger til Gaarden.
– 6 –
Kristian beholdt den altsaa og tog Navn efter den “som norsk Skik og Brug er”.
Kristian siges at ha set godt ud. Han var af Middelshøide og med et vakkert, livligt Ansigt. Han lignede forøvrigt meget sin Far. “At Jens Falch var Far til Kristian Lofthus tviler ingen paa, som har kjendt dem begge, da denne sidste lignede den første i Høide, Ansigtsbildning, Tænke- og Handlemaade paa en Prik” — skriver dalevende Justitsraad Schyte. — Vi har alt set Bevis paa, at Far’en var af en viljestærk Karakter; han landsforviste sig selv for at undgaa sin Farbrors Vrede. Kristian var i Besiddelse af den samme Sjælsstyrke; han opgav, som vi skal se, hele sin egen Lykke, fordi han oprørtes over den Behandling, andre maatte lide.
For Kristian havde er godt Hjertelag. Bønderne roser ham for Uegennyttighed og Rundhaandethed “endog over sin Formue”.
Oplyst for sin Tid var han ogsaa. Han var saaledes ikke saa lidet skrivekyndig, hvad der dengang var sjeldent for en Almuesmand.
Sin Gaard dyrkede han godt op. I Aaret 1781 fik han endog af det trondhjemske Videnskabs Selskab dets største Præmie for sine Forbedringer paa Gaarden.
Og saa sad han da der lykkelig og tilfreds med en elsket Hustru og Børn. Da var det, at han gjorde sig fredløs — fredløs for andres Skyld.
– 7 –
ANDET KAPITEL.
I Dansketiden blev Bønderne i Norge ofte forurettet af Embedsmænd, Lensmænd og Kjøbmænd. Undertiden brast da Taalmodigheden. Der blev Uroligheder, og somme Gange valgte da Bønderne Mænd af sin egen Midte til at reise ned til Kjøbenhavn for at klage til “han Far sjøl” — Kongen.
Ogsaa i Kristian Lofthus’s Tid og i det Amt, hvor han boede, var der nok af Misnøie over Øvrighed og Kjøbmænd. Dels var der stærke Klager over Udsugelser fra Embedsmændenes og Lensmændenes Side, og dels var der Misnøie med de ublue Kornpriser, som Kjøbmændene holdt, mens Prisen paa Trælasten var liden, og opgjøret sent at faa.
Vi skal kortelig nærmere se paa, hvori disse Klager fornemmelig bestod, og hvilken Vilkaarlighed der dengang blev brugt imod Bønderne.
Over Futerne førte Bønderne følgende Klager : de lod sig Skattebøgerne betale for dyrt med 1 til 2 Mark; hvergang en ny Eier tiltraadte en Gaard, blev Skattebogen fornyet, og Futerne tog da tillige Indskrivningspenge for at indføre ham i Matrikulen. Endvidere krævede de, at de gamle oprindelige Adkomstpapirer (Skjøder o.desl.) skulde forevises paa Tinget til Hjemmel for, at vedkommende Gaardpart var fri for “Odelsskat”. Og for at udskrive Eieren fra “denne Skats Svarelse” beregnede de sig fra 2 Mark til 2 Mark og 16 Skilling, hvorhos Bønderne, naar de ikke kunde forevise de nævnte gamle Papirer,
– 8 –
maatte løse Udskrift af dem, hvilken da betaltes med fra 1 Rigsdaler til 5 Mark.
For at frita en for at være “Lægdsmand” (her menes de militære “Lægder”) krævede Futerne 1 Rigsdaler, amt hvert Aars Sommerting 2 Skilling af hver Skatteyder i Beregningsgebyr (1 Rigsdaler var 4 Mark, og 1 Mark 24 Skilling d.e.80 Øre). Ligesaa klagedes over, at de af enkelte Skatter tog mere “end den kongelige Kasse tilkom”, at de beregnede sig formeget ved Eksekusjoner (Udlæg for Gjæld), og at de undlod tilstrækkelig at underette Folk om de kongelige Anordninger.
Klagerne over Sorenskrivene var endnu langt værre. De gik ialmindelighed ud paa “ulovlig Sportulering” (ulovlig Beregning af Indtægter) ved Skifter, Tinglæsninger, Auksjoner o.s.v. Navnlig klagedes over, at Sorenskriverne ofte brugte at ta sine Sportler (Indtægter) med “en rund Sum paa Akkord”; derved kunde de da skrue disse op til det mangedobbelte af, hvad der egentlig tilkom dem. Der var Sorenskrivere, som paa denne Vis beregnede sig det “tredobbelte”, ja mere, for sine Forretninger : 60 Rigsdaler, – 30 Rigsdaler og saa videre – ikke efter Beregning, men paa Akkord – for en paa én Dag udført Sag, og 20 Rigsdaler for en paa den samme Tid behandlet Odelssag – og dette paa Tinget, ikke paa Aastedet – det er Eksempler, som godtgjør, at den Tids Sorenskrivere til Bunds forstod den Kunst at skaffe sig Indtægter paa Bondens Bekostning.
Ja, det gik endog saa vidt, at Omkostningerne ved Odels-og Aasædessager ofte oversteg “de omtvistede Gaardes Værdi” ! — Skiftebrevenei Dødsboer gjorde Sorenskriverne “mange Gange vidløftigere” end nødvendigt for at kunde beregne sig en des større Indtægt (Gebyr).
– 9 –
I den Hensigt brugte de da “at udvide og forlænge Skriften”; de lod dertil en stor Kant (Marv) af Papiret være uskreven; de opfyldte endvidere Skiftebrevet med “ordrige Anførsler af kjendte Forordninger”, og de gjentog og posterte paa forskjellige Steder “de selvsamme Anførsler” flere Gange i samme Skiftebrev. Det var altsa Gutter, som havde Greie paa at lave “korpulente Skiftebreve”, som den kongelige Undersøgelses-kommisjon, der siden skal omtales, kalder det.
Og Betalingen, den blev da naturligvis derefter. Saaledes kunde et Skiftebrev for et Dødsbo, hvis “Masse” var 615, og hvis “beholdne Formue” bare var 194 Rigsdaler, komme paa over 48 Rigsdaler ! — Og disse lovbryderske Optrækkere var det altsaa, som sad som Dommere iblandt Folket !
Saa var det dernest Prokuratorerne; de drev et forfærdeligt Tingstuderi og Flaaeri, Disse Blodigler var Dansker med den saakaldte “kuske-Eksamen” og med Ride-Fut-begreber” om den menige Mand, som de altsaa tænkte, de kunde gjøre med, hvad de lystede. De forstod ikke den norske Bondes Sprog, betragtede sig selv som Fremmede hertillands og søgte bare at gjøre saa meget som muligt ud af sit Ophold her til egen Vinding. At de da ogsaa hidsede Folk op til ørkesløse og kostbare Processer, for selv derved at kunde tjene desmere, er en given Sag.
Ogsaa over Lensmændene – “Halen paa Øvrigheden” første Bønderne ofte Klager. De viste sig “som trofaste Efterfølgere af deres Herrer og Mestere” — Øvrighed og Prokuratorer — i at udpresse Bonden. Og om deres Udpresninger end mere gik i Skilling- og Markvis, saa havde de til Gjengjæld saa meget oftere Leilighed til at “smøre sig”. De kunde i samme Grænd holde en 20 til 30 Udpantninger paa én og samme Dag, og enda beregnede de
– 10 –
sig særskilt Skyds til hver enkelt Opsidder ! De havde Øvrigheden til Forbillede — og “som Mesteren er, saa følge ham hans Svende”.
Endog mod selve Stiftamtmanden havde nogle af Bønderne en Klage, nemlig, at han jamt og samt reiste fra Kristiansand, hvor han boede, til sit Familiegods Gjemsø Kloster og derved uafbrudt faldt dem til Byrde ved at ta en “Mængde Heste” i Friskyds. Paa sine Embedsreiser havde nemlig Øvrigheden Ret til Friskyds af Bønderne. Dette var altsaa ogsaa et Aag mere for Bønderne end for andre Folk, idet ikke alene Embedsmændenes, men ogsaa Byfolks Gaarde paa Landet var fri for Friskyds-Pligten. Stiftamtmanden udnyttede altsaa Friskydsen endog for sine Lystreiser.
Selv over Præsterne var der en Del Klager. I Lofthus’ Tid var der dog bare for Sætersdalens Sogne , at saadanne Klager fremkom i Nedenæs Amt. Heftigt blev der da klaget over Præsten i Evje, Provst Bruun. Han skildres som en “egennyttig og trættekjær Mand. Baade laa han ofte i Processer med sin Menighed, og heller ikke brugte han saa sjelden at gi sine Sognebørn “Kvittering paa Ryggen”.
Til disse Klager over Embedsmænd, og Lensmænd kommer da, som før nævnt, ogsaa Klager over Flaaeri fra Kjøbmændenes Side. Handelen var dengang ikke fri. Enkelte Mænd havde Forret (Monopol) paa at drive den. De kunde derfor ta saa meget, de lystede, for sine egne Varer og betale Bønderne saa lidet de vilde, for de Varer, disse leverte. Værst va det med Kornhandelen. I selve Nedenæs Fogderi “skulde alle tilsjøs eller til Kulmilen”. Og i Amtets andet Fogderi, Raabygdlaget, “skulde alle handle med Tømmer”. Jordbruget var altsaa forsømt. Og Bønderne i Nedenes Amt trængte derfor til at kjøbe
– 11 –
utrolig meget korn. Men ikke nok med, at Kornpriserne var “ublu” høie; Bønderne fik ogsa Korn, som var “usselt til Føde og ofte aldeles udueligt til Udsæd.” Og da de gjerne ikke havde Penger paa rede Haand, maatte de levere Kjøbmændene Trælast eller andre Varer i Bytte, og disse Varer blev da altid rent ynkeligt betalte. Heller ikke kunde Bønderne ofte “uden lang Tryglen og Ophold samt adskillige Udflugter og Indvendinger fra Kjøbmændene” faa Opgjør for det leverede Tømmer.
Flere Bygdelag tilskrev ogsaa Jernværkerne sin fortvilded Tilstand. Ogsaa disse sad inde med Forrettigheder til Bondens Skade. Bønderne var under mulkt forpliktede til at levere saa og saa meget Trækul til disse Værker. Bøndernes Klager gik nu ud paa, at Gaardene var udlignede til altfor svære Kulleverancer i Forhold til deres Skoge, at Kulpriser og Kjørepriser var for smaa, at Værkernes Kulmaal ikke var at stole paa, deres Kornpriser for høie, og at Værkseiernes Udpantningsret af 1 Mark i Mulkt for hver manglende Læst Kul var dem en utaalelig Byrde. Enkelte Bygder havde “over 4 Mil”, ja længere at kjøre Kullene frem til Værket. Denne lange Vei faldt tilslut Omli og Gjævedals Bønder saa besværlig, at de erklærede heller at ville betale Mulkten end at holde paa med Kulkjøringen.
Saa maa vi endnu nævne én Uretfærdighed til, som Bønderne ogsaa klagede over. Det var “Løjsningen”. Derved forstodes Bestikkelser o.l. for at slippe Soldatudskrivningen. Navnlig i Sætersdalen – men vel ogsaa fleresteds – havde Bønderne “med Misfornøielse” opdaget, at netop “de mere formuende Karle” paa adskillige Maader, saasom ved Tjeneste hos fornemme Folk og deslige, undgik Udskrivningen “indtil saadan Alder, at de ikke mere kunde
– 12 –
tvinges til Landmilitsen”. Og Bønderne mente da med Rette, “at naar et Distrikt havde saa overflødigt Mandskab, at de ikke alle behøvedes til at tjene, burde Befrielsen for Overskuddet blive i saavel de fattiges som formuendes ældste Sønners Favør”.
TREDIE KAPITEL
Det var rimeligt, at Bønderne snart mærkede sig Lofthus som den Mand, der kunde være deres Fører og Hjælper.
Han var jo skrivekyndig og langt mere oplyst end de fleste af dem. Han var uræd, saa han selv førte sine Processer for Retten og bød an med hvem det skulde være. Desuden havde han ogsaa ellers de personlige Egenskaber, der skulde til for en Høvding af den Sort. Henrik Wergeland skildrer ham saaledes : “Han var paa én Gang følelsesfuld og energisk, listig og uforfærdet, indesluttet og med strømmende Tunge, kold i Panden og hed om Hjertet, kort : af Naturens Haand udrustet til det Kald, han overtog”. Derhos var Lofthus den Tid ogsaa i sin kraftigste Alder.
Om de indre Bevæggrunde hos Lofthus til at træde frem som sine Standfællers Talsmand skriver Wergeland :
– 13 –
“Jeg kan ikke komme til andet, end at Lofthus handlede i god Mening, henreven af Medfølelsen og af en retfærdig Uvilje, besjælet a Overbevisningen om, at det var Pligt for ham at træde frem som Talsmand for sine lidende Medmennesker, og af Haabet om at kunne gavne sit Distrikt. Og, har han da handlet i god Tro, bør man ogsaa antage, at Bevidstheden herom indeholder Erstatning nok for de jordiske Tab, man i en saadan Hensigt tilføier sig selv.”
For sit eget Vedkommende har Kristian Lofthus ikke havt “noget at klage over”. “Heri har vi da” – skriver Wergeland – “ligeledes en Ledetraad, der fører os til uegennyttige Bevæggrunde paa Bunden af hans Hjerte”.
Saaledes stod han ogsaa for Bønderne. En samtidig Brevskriver fra Kristiansands Stift skriver saaledes bl.a.om ham : “Han nyder saa megen Agtelse og Fortrolighed af Almuen”.
Saa samledes da flere og flere Bønder sig i Lofthus’s Hjem med sine Klager og Besværinger, mens Planen om at træde frem som sine lidende Medborgeres Talsmand mere og mere modnedes hos ham.
—————————
FJERDE KAPITEL
Ved en kongelig Forordning af 5te Februar 1685 var det forbudt “Almuesmænd” fra Norge at reise ned til Kjøbenhavn for personlig at fremføre sine Klager for Kongen. Sligt var for brysomt for Konge og Regjering, maavite. Man skulde sende sine Klagemaal skriftlig gjennom Øvrigheden.
– 14 –
Men de norske Bønder havde ikke stor Tro paa, at de vilde faa Ret paa den Vis. De vilde helst snakke med “han Far sjøl”, det vil sige med Kongen eller Kronprinsen. Vistnok truede den nævnte Forordning dem for et saadant Skridt ved Tab af Frihed og Ære – med Fængsel eller Slaveri paa Livstid. Men var Loven streng og Faren stor paa Papiret, saa var dog de norske Bønders Tiltro til Kongen saa stærk, at de i Nødens Stund vovede alt for at faa tale med ham. Nedreiser til “Kongens Kjøbenhavn”, dels af enkelte Bønder, som havde noget at klage, dels af Udsendinger fra “hele Almuen”, var derfor – til det danske Kancellis store Ærgrelse – slet ikke saa sjeldne.
De norske Bønder behandledes heller ikke efter det strenge Bogstav. Dette skyldtes vist ikke mindst den Anseelse for militær Troskab og Dygtighed, hvori Nordmændene stod i Danmark. I Kjøbenhavn laa norske Regimenter : først den staute norske Garde, dernæst Holmensmatrosernes faste Stok, som saaledes især bestod af Nordmænd.
“Paa disse hvilede Folkets Øie med større Godhed end paa sine egne Rød- og Blaatrøier”, skriver Henrik Wergeland. De norske Bønder, som kom derned med Skræppen paa Ryggen, de var Fædre og Frænder til disse brave, folkekjære Soldater og Matroser. Regjeringen ænste derfor ikke de reisende Bønder, men saa bare til at faa dem afsted igjen saa fort som muligt.
Kristian Lofthus vilde altsaa ogsaa reise ned til Kjøbenhavn. Kronprinsen regjerede dengan under sin Fars – Kong kristian den 7des – Svaghedstilstand. Lofthus vilde nu egenhændig overrække Kronprinsen sin Klage og med “Ordets Liv” meddele ham en Skildring af Tilstanden i den Del af Norge hvorifra han var.
– 15 –
FEMTE KAPITEL
Lofthus’s Plan var bleven kjendt. Flere og flere Bønder søgte ham og han dem, indtil han troede at være forsynet med Materialer nok til en summarisk Klage over Distriktets Tilstand. Derpaa reiste han ned Sjøveien og fik den 8de Juli 1786 Audiens hos Kronprins Fredrik. Han overrakte Prinsen et med 329 Underskrifter forsynet Klageskrift over de Undertrykkelser, som fra Embetsmændenes, Lensmændenes og Byborgernes Side gik i Svang paa hans Kanter. Klageskriftet indeholdt tillige Bøn om, at disse Forhold maatte bli undersøgt af upartiske Mænd. Og heller ikke forsømte Lofthus da Øieblikket til at udvikle sig mundtlig for Prinsen.
Kronprinsen, som mærkede, at han her havde at gjøre med en norsk Bonde af mer end almindelig aandelig Dygtighed, indlod sig ogsaa virkelig med ham. Han gjorde dog Lofthus opmærksom paa, at det ikke var saa greit at foranstalte Undersøgelser efter en summarisk Klag; han maatte specielt og særskilt affatte sine Klager. Ligesaa trængte hans Sendelse som Talsmand for alle de Sogne, han havde nævnt, til bedre Beviser end hans eget blotte Udsagn.
Nu gjorde Lofthus en Snartur hjem. Den 27de Juli holdt han et Møde med de 329, som før havde underskrevet Klageskriftet, og de afgav paa ny en Bekræftelse paa samme. Allerede den 13de Juli overrakte Lofthus atter personlig dette nye Skrift til Kronprinsen tilligemed endel andre Vidnesbyrd om sin Sendelse. Og nu hed det blandt Bønderne : “Lofthus har været hjemme, men er alt i Kjøbenhavn
– 16 –
igjen hos Prinsen, som har Lid til ham og nu ved alt, hvad vore Undertrykkere gjør imod os. Prinsen taler gjerne og langt mere fortroligt med ham end en av vore Flaaere med en stakkars Bonde. Men nu skal der snart spøres nyt for dem, naar han kommer hjem igjen. – Gud velsigne ham, der han er !”
Han var ikke længe borte. Den veltænkende Kronprins Fredrik gjentog, at Klagepunkterne maatte særskilt og bestemt angives i vedkommende Klagers Navn eller ogsaa i Lofthus’s eget, om han trøstede sig til at bevise dem, og Prinsen gav Lofthus sit fyrstelige Ord paa, at isaafald skulde Undersøgelse og Ret ske.Lofthus siger selv, at da han (Lofthus) “ansaa de medbragte Attesters Antal ikke klækkelige nok mod de mangfoldige Fiender, der allerede meldte sig, resolverede han anden Gang at reise hjem for at indhente tilstrækkelige Beviser, alt paa behørigt stemplet Papir, og det af 13 Kirkesognes Almuer”.
I Begyndelsen af August var han atter hjemme. Det første han nu foretog sig, var at ta Afskrifter af de Vidnesbyrd for sin Sendelse, som han havde tilveiebragt under sit sidste Snarærind hjem. Disse Afskrifter forsynte han med den autoritetsmæssige Paategning : “Conform (overensstemmende) med Originalen testerer Chr. J. Lofthus”.
Samtidig erhvervede han nye Bevisligheder. Alle disse Dokumenter sendte han da ned til Kronprinsen – dog ikke gjennem Autoriteterne – for at paaskynde den lovede Undersøgelse. Fra nu af stod Lofthus endnu mere end før som Bøndernes Høvding. Dels ved at modtage klagende Bønder skarevis paa sin Gaard, dels ved selv at reise om og endelig ved fortrolige Sendebud vedblev han med at indhente flere og flere Anker og Beviser til Fremlæggelse for den forventede Undersøgelses-kommision.
– 17 –
Hetil medgik August og September. Han lod sig paa disse Reiser, og naar han opholdt sig hjemme, Dag og Nat, omgive af en 5-6 Mand stærk, turvis opbuden Sikkerhedsvagt. Hans Tilhængere, Ole Gregersen Sangereid, Albrekt Pedersen Bjerkestøl, Peder Eriksen Jomsaas o.fl. for enkeltvis om med hans Ærinder. Selv var han allesteds og intetsteds. Pludselig “som Sælhunden paa Havfladen” dukkede han frem i Fjeldbygderne paa et Punkt fjernt fra det, hvor man sidst havde tabt hans Spor. Og saa hed det atter som en Nyhed : “I Nat laa Kristian hjemme paa Lofthus”.
SJETTE KAPITEL
Som det var at forudse, gik ikke Lofthus’s Virksomhed længe upaaagtet af Øvrigheden. Futen i Nedenæs, Dahl, tilskrev allerede den 26de August Lensmanden Kristen Grimenæs i vestre Moland – Lofthus’s Hjembygd – at “saadan rasende og dumdristig Adfærd” umulig kunde være ham ubekjendt. Han truede med at ville kræve Rede (redegjørelse) af Lensmanden paa anstundende Høstting, hvorfor han ikke forlængst havde indberettet, havd han vidste om Lofthus’s Foretagender. Og samtidig fik Lensmanden Paalæg om “ufortøvet at stræbe saa meget som muligt at faa udforsket og oplyst, hvad Lofthus og hans Venner havde foretaget sig”. Endvidere skulde Lensmanden indstevne nogle Lofthusianere til et Forhør paa Futgaarden Tønnevold den 31te August.
Lensmanden gjorde, som han var befalet. Men ingen af de indstevnte mødte.
– 18 –
Lensmanden fik da Ordre til straks at indfinde sig, hvor han fik Nys om, at Lofthus holdt nogen “Samling”, og til at iagttage og indberette til Stiftet eller Futen, hvad som blev forhandlet, naar slige Samlinger holdtes.
Uveiret begyndte altsaa at trække sammen over Lofthus’s Hoved. Det frugtesløse Forhør la for Dagen , at Øvrighedens Anseelse var i en stærk Dalen. For Øvrigheden stillede Sagen sig slig, at Grænserne for, “hvad Mængden og en dristig Anfører kunde finde paa”, ikke var saa let at forudse.
Futen indberettede nu det magre Forhør til Stiftamtmanden, Georg Fredrik Adeler, og i sin Indberetning undlod han da heller ikke at skildre Lofthus paa en ufordelagtig Maade.
Den 16de September maatte Fut Dahl atter indberette at heller ingen havde villet møde efter hans Stevning til et andet Undersøgelsesforhør. Dette Forhør var beordret paa Grund af et Klageskrift til Kongen over Arendals Kjøbmænd. Klagen havde Peder Eriksen Jomsaas m.fl. faaet en Prokurator der i Byen til at skrive for sig. Men nu blev Jomsaas paa Tingstedet Flaen anholdt af Fut Weidemann i Raabygdelaget, medens han vandrede om for at samle Underskrifter; et Politiafhør blev afholdt; en af Underskriverne erklærede under dette, at han var blit “forlokket til at skrive under”, og nu vilde da Fut Dahl – ifølge Ordre fra Stiftet – faa undersøgt, om det samme ogsaa skulde være Tilfældet med nogle Navne fra Frolands Sogn i hans Futrige.
Men istedet for at indfinde sig, kom et Bud til Forhørsstedet fra de 4 indstevnte, at de ikke vilde møde, og et aabent Brev fra dem og 16 andre Bønder, hvori det heder : “Vi 4 Mænd lader herved hr. Krigsraaden (d.e. Futen) vide, at vi ikke har mere
-19-
med den Sag at gjøre end samtlige Almue af Frolands Sogn. Thi var ikke Suppliken (Klagen) bleven taget ifra den Mand, førend den blev underskrevet, skulde den nok være blevet dette (underskrevet) af flere. Det var og en dristig Gjerning at tage ifra en Mand hans Dokumenter med Magt og Storm, ligesom han skulde have været en Landstryger, — hvilket vi samtlige Almue underskriver”.
Futen indgav da atter Beretning til Stiftamtmanden om det andet mislykkede Forhør og beklager sig over, at denne Bøndernes Erklæring viser “en positiv Bestemmelse til Overhørighed, egenraadige offentlige Foretagender og Beskyldninger mod Justitshandligerne, hvortil jeg som Justitsfører her paa Stedet endnu maa føie denne underdanigste Forestilling, at dersom saadant, hvortil nu blandt den af Kristian Lofthus og Komplot oprørte Almue gjøres Begyndelse, bliver gjængs blandt Almuen, er jeg aldeles usikker om at kunne haandhæve den Orden og Rolighed, mit Embede befaler, jeg skal søge at holde vedlige”.
En af Lofthus’s farligste og mest ondskabsfulde Modstandere var Prokurator og Lensmand i Øiestad, Aanon Salvesen. Denne Mand skjønte, at han kunde gjøre sig stor i den høiere Øvrigheds Øine ved at forfølge Lofthus, og han vedblev da dermed paa alle tænkelige Vis. Alle de Rygter, der gik om Lofthus som Oprørsmand, — løst og fast — indberettede han til Fut og Stiftamtmand.
Saaledes skrev han, “at Aasul Jomsaas er Kristians (Lofthus’s) Inkassator i Froland og efter Rygtet skal hæve af hver Skattebonde 1 Ort (80 Øre) og af hver Husmand 12 Skilling (40 Øre) til hans Udgifters Bestridelse og Betaling til den Vagt, som bevogter hans Person, — at Soldat Rasmus Huro og Knut Romsholmen af Froland har holdt Vagt hos Kristian mod 16 Skilling (53 Øre) daglig, som Al-
-20-
muen betaler, men at den sidste blev kasseret efter 2 a 3 Dages Tjeneste, fordi han manglede den Færdighed, Kristian fordrede og ellers i andre Maader ikke stod ham an”.
Hvor megen Sandhed det var i denne Prokurator-Lensmandens Indberetning, kan man forstaa af Bøndernes eget Udsagn. De siger : “Efterat han (Lofthus) var først af Medynk overbevist om vores Undertrykkelse, har han paa egen Bekostning foretat sig to besværlige Reiser til Kjøbenhavn”. Og Lofthus selv skriver, at han “for sin Umage og Bekostninger hverken havde modtaget eller villet modtage ringeste Skillingsværdi”.
Men Lensmand Salvesen syntes vel, at det ikke var saa nøie med “en Pølse i Slagtetiden”, og han bragte da ved disse og lignende Rygter især Stiftamtmanden til at tro dette allerværste.
Ved sin Underlensmand, David Natvig, lod han dernæst listigen utsprede det Rygte, at han — Salvesen — ønskede at være med at underskrive en Klage, som en af Lofthus’s Venner gik omkring med; dermed haabede han da at faa fat paa Klageskriftet, noget som dog ikke lykkedes ham. Ligesaa var han stadig paa Jagt efter Lofthus for at faa ham arresteret. Alle disse sine Bedrifter var han da meget flittig til at indberette til sine Foresatte med et “underdanigst” i passende lang Afstand under og sit eget – Kryberens – Navn.
-21-
Syvende Kapitel.
Lofthus gik imidlertid saa hemmelig tilværks med sine Møder og Reiser, at Øvrigheden ikke kunde komme nøiagtig paa Spor efter dem selv ved Hjælp af saa listige Jagtbikjer som Salvesen og hans Underlensmand.
“Reiserne gik” — skriver Henrik Wergeland — “i Aalens Krumninger, i Natteravnens Siksak. Møderne skede tyst og hemmeligt som Paddehattens Fremskud i en Nat og Forsvinden med Duggen”.
Indberetningerne kom derfor til at bestaa af Rygter, og disse gav Sagen “ubestemte, men forstørrende Omrids, ligesom Taagen forvandler Bakkerne til Bjerge og synes at løfte Kirketaarnene i Veiret”. Kort : det hele fik for Øvrigheden Udseende af et udbrydende Oprør.
Stiftamtmanden besluttede derfor at anvende militær Magt for at faa Lofthus fangen og bortført fra Skuepladsen. Han vilde besætte Lillesands Tingsted med Soldater paa anstundene Høstting —, den 1ste Oktober — og saa i Ly af Bajonetterne selv holde en kraftig Tale til Almuen. Militær blev da opbudt. Men Uveir — og kanske ogsaa Ulyst hos Soldaterne — hindrede Mandskabet i at møde til bestemt Tid.
Futen viste sig derimod pludselig, ledaget af Soldater, Mikkelsdag 29de September paa Gaarden Lofthus. Kristian var imidlertid ikke at finde. Han var undvegen til Birkestøl og Egeland. Her sørgede Beboerne straks for Hester til ham. Og saa gik det videre op igjennem Raabygdelaget.
Men han kom mandstærk tilbage — saa mandstærk, at en af den Tids Folkeviser angir hans Følge til 400 Mand :
-21-
Han gav Rapport baade Dag og Nat,
hvorledes han var udi Fare;
saa fik han Bønder hastig og brat
ved fire hundred i Skare”.
I Spidsen for denne Skare viser nu Lofthus sig paa Lillesands Tingsted den anden Tingdag. De kom for at tale med Stiftamtmanden, hed det. Denne indfandt sig ogsaa samme Dags Eftermiddag, og det kom da til en Slags Underhandling mellem ham og Bønderne.
Den før nævnte Brevskriver fra Kristiansands Stift fortæller, at Stiftamtmanden nu “i Almuens Midte holdt en Tale, som med Ærbødighed blev hørt paa”. Derpaa traadte to Bønder frem “i al Rolighed” og udbad sig, at Lofthus som deres Talsmand maatte bli fri for Arrest, samt at Pas maatte bli udstedt for ham og nogle andre, der skulde følge ham til Kjøbenhavn. Lofthus selv nævnes ikke af Brevskriveren som tilstedeværende ved dette Almuens føste Møde med Stiftamtmanden. Brevet siger, at han først den følgende Dag selv mødte paa Tinget.
Han skal da ha spurt Amtmanden om, hvorfor adskillige af Almuens Anliggender saa længe blev liggende uden Forføining, og sagt, at det var Almuens urokkelige Beslutning at faa ivei Udsendinger til Kjøbenhavn, og at det derfor var nødvendigt, at de fik det forlangte Pas.
Adeler (Stiftamtmanden) maatte indrømme, hvad Bønderne forlangte : at lade Lofthus være paa fri Fod og at udfærdige Pas. Bønderne paa sin Side lovede da til Gjengjæld at forholde sig rolige. Visen siger, at Stiftamtmanden ogsaa befalede at man skulde levere Lofthus tilbage, hvad denne paastod var blevet ham frarøvet, da Soldaterne gjæstede hans Hus, og at :
“Han loved det ganske Folk, som før,
at de skulde Ret erlange
men aldrig at gjøre mere Oprør
og komme til ham saa mange”.
-23-
Bønderne tog Stiftamtmanden paa Ordet. Den 17de Oktober indfandt de sig hos ham i Kristiansand og forlangte Pas. “Det var to Bønder fra de fleste Sogne og én ifra nogle”. Passet fik de ogsaa, efterat han først forgjæves havde forelæst dem den kongelige Befaling, at Almuen i Norge ikke skulde sætte sig i Kostning med Reiser til Kjøbenhavn, men indsende sine Andragender skriftlig.
Ottende Kapitel.
I den Tid, da man nu forberedte sig paa Reisen til Kjøbenhavn, opholdt Lofthus sig paa sin Gaard. De øvrige Bønder sad imidlertid ikke alle saa rolige.
I Midten af Oktober fik Soldaterne fat paa to af Lofthus’s Sendebud, der fôr om med Budstikker. Men hvad hændte ? Papirerne blev igjen listede ud af Soldaternes Hænder. Sagen var nemlig den, at de norske Landssoldater følte intet Kald til at indlade sig i blodige Voldsomheder mod sine Landsmænd og Slægtninger for at holde paa etpar Mennesker, som de syntes ikke havde gjort noget ondt.
Arméen var altsaa heller ikke da til at “stole paa”, for at bruge et nymodens Udtryk. Indsamlingen af Bidragene til Reisen for det talrige Følge, Lofthus nu vilde føre med sig som Vidner paa Sandheden af sine Udsagn, og det tiltagende Besøg af Bønder fra fjernere Egne, som søgte ham for at betro ham sine Klager, — alt dette gjorde altsaa, at det ikke var saa ganske roligt, omend Lofthus selv sad stille.
Man kom baade fra Lister og Mandals Amt og fra Bratsberg. Især gjorde dette sidste Amt fra nu af fælles Sag med ham, saa
-24-
han i det Klageskrift, han nu tog med, nævnte 8 Bønder som Sendebud ogsaa derifra.
Dette Skrift er dateret 18de Oktober 1786. Samme Dag brød han op. Han var ledsaget af ikke mindre end 30 Mand. De tog Turen over til Sverige og Landeveien gjennem dette.
Først den 26de træffer vi nu Følget i Strømstad og den 30te i Varberg. Regjeringen fik derfor i Mellemtiden Stunder til etpar Skjaktræk frem og tilbage, nemlig til at beordre Lofthus arresteret og en Kommision nedsat. Det var Sladder-breve fra Norge, som virkede dette. Allerede den 9de Oktober havde Stiftamtmand Adeler indberettet til Kongen det, som var passeret ved Høsttinget paa Lillesand.
Dette kalder han “et af Kristian Jensen Lofthus foraarsaget særdeles farligt Opløb”.
Senere sendte han gjentagende Kancelliet flere foruroligende Indberetninger : Lensmand Salvesen sladdrede til ham, og han jamrede sig for Kongen og Kancelliet. Han meldte da ogsaa, at Lofthus nu var reist afsted til Kjøbenhavn. Men førend dette Brev naadde frem, var det, at der afgik Befaling fra Kjøbenhavn til Stiftamtmanden om “paa den varsomste og mest forsigtige Maade at faa Lofthus anholdt og til sikker Bevaring hensat enten i Kristiansands Fæstning eller paa et andet trygt og sikkert Sted”.
Politimesteren i Kjøbenhavn blev ligeledes befalet at la Lofthus anholde, om han maatte komme did. Endelig blev Stiftamtmanden i Kristiansand paalagt at drage al mulig Omsorg for “at faa videre Opløb blandt Almuen forebygget” og blev bemyndiget at rekvirere militær Hjælp — “dog kuns i Tilfælde, at det uomgjængelig skulde udfordres”.
Skriverierne ned til Kjøbenhavn om Lofthus havde altsaa, som man ser, baaret Frugt. Han stod for Herrerne dernede som et “uroligt og ildesindet
-25-
Menneske”, der havde “anstillet Opløb af Almuen”; hans Førerskab syntes de bare var et “slet Menneskes urigtige og løgnagtige Foregivende”, saaledes som Kancelliet ved denne Tid udtrykte sig.
Den Kommission, der, som nævnt, blev nedsat, skulde bestaa af Fut Dahl og Byfut Sørensen i Kristiansand. Kommissionen skulde træde sammen paa et Sted, hvor det maatte “eragtes beleiligst”. Den skulde indkalde “3 eller 4 af de fornuftigste i hver Bygd af dem, som havde været samlede, og paa en sagtmodig og overbevisende Maade forholde dem deres Vildfarelse”.
Og naar Kommissionen derefter havde undersøgt alle Omstændigheder, havde den at indsende det derom holdte Forhør, tilligemed Betænkning derover “til nærmere allernaadigst Resolution (løsning)”. Kommissionen blev nedsat ved kongelig Befaling af 27de Oktober.
Imidlertid vandrede Lofthus og hans 30 Skræppemænd gjennem Sveriges Kattegatprovinser, indtil de endelig fra Helsingborg fik Sjælland og Kronborgs Taarne i Sigte. Men allerede her kom Arrestordren til deres Kundskab. Lofthus besluttede da at forblive i Helsingborg med 3 af sit Følge. De øvrige sendte han over Sundet til Kjøbenhavn med Ansøgning om Leidebrev (Frihedsbrev).
Bønderne udrettede Ærinde. Arrestbefalingen mod Lofthus blev kaldt tilbage. Den anordnede Kommision blev ophævet. Regjeringen sendte nemlig Adeler og Kommisærerne føgende Skrivelse : Da Omstændighederne har forandret sig siden den kongelige Ordre af 27de næstafvigte (foregående), — da Lofthus er undveget til Sverige, og Bønderne, hvoraf nogle er ankomne her til Staden, føre Klage over Hr. Krigsraaden (det vil sige Futen Dahl, som skulde have siddet i Kommissionen, men som ved denne Klage altsaa paa en Maade blev Part i Sagen) — : saa har man efter Hs. Majestæts Be-
-26-
faling skullet tilkjendegive den (Kommissionen), at de hertil har at indsende førberørte til dem ergangne (utgått) kongelige Befaling tillige med de dermed fulgte Dokumenter”.
Derimod vilde Regjeringen siden nedsætte en ny Kommission “bestaaende af 3 Mænd udenfor Kristiansands Stift”. Den 10de November blev nu et Leidebrev udfærdiget for Lofthus. Efter dette skulde han kunne opholde sig i Kjøbenhavn “i 6 Uger for det første for at dokumentere og oplyse de af Almuen indgivne Klager”.
Man vil maaske spørge : Hvorfor viste da Regjeringen en slig Føielighed mod Bønderne. Aa — hertil havde de nok sine gode Grunde. Den nedenæsiske Deputation (fra Nedenes) var mandstærk. Det vilde ikke være Moro for Regjeringen, om denne Skare atter kom til at vandre omkring i Sverige. Den var saapas talrig, at den vakte Opsigt der, den for. Derhos havde ogsaa Regjeringen Klagerne fra Telemarken paa Halsen. Klagen med de otte (8) Underskrifter derifra havde Lofthus sendt over med Bønderne (Beviserne og de særskilte Klager beholdt han derimod hos sig). Hele den gamle Agdeside truede altsaa med at gjøre fælles Sag. Regjeringen fandt det derfor bedst at vise Imødekommenhed at faa Lofthus over til sig.
En af Bønderne reiste nu over til Sverige for at overrække Lofthus Leidebrevet. Men desværre ! da var han og hans Følge allerede væk. Da Manden med Leidebrevet kom over til Helsingborg, maatte han “med allerstørste Bedrøvelse og Forundring modtage den ubehagelige Tidende, at de var reist”. Og hvorfor var de saa reist ? Jo, de havde modtat den Efterretning, at Kammeraterne i Kjøbenhavn var blevet “satte i Stokhuset”. Efterretningen var rigtignok bare en Skrøne. Men Lofthus ansaa den for sandfærdig. Han trode sig da
-27-
ikke engang længer sikker i Sverige. Sveriges og Danmarks Konger var i Svogerskab med hinanden.
Og for Svogerskabets Skyld kunde nok Svenskekongen være istand til at udlevere Lofthus og hans Mænd, naar Danskekongen ønskede det.
Desuden var der ogsaa i Sverige ved den Tid Tegn til Bondeoprør paa enkelte Steder. Og derfor var det rimeligt, at man ikke gjerne saa, at slige Karle, som Lofthus vandrede omkring der. Nok er det : Lofthus fik ved at overveie at dette flere og flere Betænkeligheder ved at stanse længer i Sverige.
Og naar han stirrede over til Danmark, da forekom det ham, som om Kronborgs Taarne allerede strakte sig ud efter ham, “lig Armene paa en vældig fra Havet mod Himmelen opskudt Polyp (blekksprut)”. Ikke tryg i Sverige. Ikke tryg i Danmark. Saa havde han da skyndt sig at tiltræde Tilbagereisen til Norge, førend Leidebrevet kom.
Efter 4 1/2 Ugers Fravær viser han sig atter hjmme med sine 3 Følgesvende. Det var den 17de November. De Bønder, som var kome over til Kjøbenhavn, vedblev derimod at være der til ud i December.