tilbageblik på orthodoxiens tidsalder

Orthodoxiens tidsalder i strengeste forstand kan betragtes som afsluttet ved det 17de århundredes midte. Vel er den endnu en tid en mægtig åndsretning, men en ny tidsånd har dog begyndt at blæse. Nye kræfter arbejder sig frem og ero­brer sindene. Orthodoxiens herredømme er undemineret og svinder også i det udvortes, alt eftersom udviklingen skrider fremad. Det er to strømninger, i sit væsen helt forskjellige, der, etterhånden udviklende sig i det 17de århundredes 2den halvdel, forbinder sig med hinanden til kamp mod orthodoxien, for så efter fuldendt sejer, den ene efter den anden at tage tidens ånd i besiddelse: det er den mystisk-pietistiske bevægelse og oplysningens.

Vi vil forsøge i store omrids at tegne et billede af ortho­doxiens tidsalder, for at det kan sees, hvorledes den med alle sine store fortrin indesluttede sådanne svagheder, led af sådanne ensidigheder, at det var ganske naturligt, at en opposition måtte rejse sig, at afvigende og modsatte åndsretninger måtte fremvokse i dens skjød.

Det var en historisk nødvendighed, at der på reformatio­nens skabende, bekjendelsesdannende tidsalder måtte folge en konservativ, en orthodoxiens periode, hvis gjerning det blev at. give det konfessjonelt flkserede lærestof sin dogmatiske udvikling. Når fundamentet var lagt, var det en af sagens egen natur flydende opgave, at opfere den i de store grundlinjer antydede bygning. Det arbejde, som her forelå, blev af de orthodoxe theologer udført med beundringsværdig dygtighed.

En grundig kjender af hin tids dogmatiske literatur, W. Gass, udtaler sig således:  Den protestantiske dogmatik er en stor­artet troesfrugt, men tillige christenhedens møjsommeligste og skarpsindigste tankearbejde på det kirkelige område. Den er, når vi overskuer den hele sum af dens præstationer, dybere tænkt end kirkefædrenes theologi, sandere og holdbarere anlagt end scholastikernes, mere videnskabelig gjennemført og ærligere i sine udsagn end den romerske kirkes theorier. Med samme anstrengelse, har den forfulgt enhver af sine påstande i sine enkeltheder, ligesom også givet dem fasthed ved at indføje dem i den strengeste systematiske sammenhæng.

Den bedste videnskabelige kraft blev anvendt på den kunstfulde uddannelse og sammenføjning af dens dele, den troeste iver på dens forsvar»¹).

Så stor og berettiget den opgave var, som her var anvist den efterreformatoriske theologi, så megen åndelig kraft den krævede og i virkeligheden også bragte til herlig udfoldelse, så vil dog en sådan gjerning, når den bliver ensidig fattet, kunne medføre store farer, nærmest for theologiens friskhed og kraft, men dernæst også for hele det kirkelige livs sundhed. Den middelalderlige kirkes scholastik, der står i samme forhold til den forudgåeude dogmedannende periode som orthodoxien til reformationens tidsalder, viser i sin historie sandheden heraf. Orthodoxien undgår heller ikke de ensidigheder, som her lig­ger nær. Den står ikke i det frie, umiddelbare forhold fil sandheden, som reformationsårhundredet, der satte de store ideer ind i historien. Overbevisningen om, at sandheden er vuwlen, behersker tiden med en sådan styrke, at den hindrer den frie undersøgelse, så theologien uden selvstændig reproduktion af sandheden, uden dyberegående udredning af grundsynspunkteme, af de første fomdsætninger skrider til sit arbejde

^!) W. Gauz, Geschichte der protestantischen Dogmatik in ihren Zu- sammenhange mit der Theologie iiterhanpt, I, p. 6. Berlin 1854.

at bygge på det givne grundlag. Den traditionelle autoritets magt hemmer forskningens uafhængighed. Ærbødigheden for Luther stiger så højt, at bans udsagn ansees for afgj ørende i enhver dissents, at ingen afvigel.se fra, end sige angreb på hans meninger tåles. Det er i denne henseende betegnende, at da rostockerprofessoren, Johan Tarnov (f 1629) i sine exercitationes biblicæ af 1619 i enkelte punkter havde gjendrevet den udlæggelse, som var leveret af Luther med flere af reformations-århundredets store theologer, blev der på et konvent, holdt i Jena i 1621 af 12 sachsiske theologer under præsidium af Høe, afsendt en skrivelse til fakultetet i Rostoek, hvori begjæredes, at de angivne store mænds navne skulde blive udstrøgne.

Ta selv Johan Gerhard, der dog tidligere netop i anledning af Tarnovs verk i et brev til ham havde erklæret, at ingen for­standig kan betvivle, at kirken tilsteder læreren en vis frihed, og at der ikke tør blive pålagt nogen noget åg, selv han un­dertegner hin en sand videnskabelig frihed fomegtende skri­velse¹). Dog råder der i de første decennier af det 17de århundrede endnu nogen frihed. Men i den efterfølgende periode viser autoritetsafhængigheden sig i stadig vekst.

Den ufrie stilling ligeoverfor overleveringen kommer også til syne i ortho­doxiens forhold til symbolerne. Dens prisværdige bekjendelses-troskab udarter til en overvurdering af bekjendelsesskrifteme, hvorved forskjellen mellem disse og den hellige skrift ikke skarpt nok fastholdes i bevidstheden, idet symbolerne rykkes frem til at blive norm for tro og lære, meddeles ikke blot en kirkelig autoritet, hvad de med rette har krav på, men tillægges en næsten guddommelig karakter²). Den falske bundethed til symbolerne, som er en følge heraf, medfører, at disse, i ste­det for ved det faste grundlag, de gav theologien, at sætte denne i stand til en kraftig vekst, snarere kom til at hindre den frie, videnskabelige udvikling.

‘) Tholuck, Lebenszeugen der luth. Kirche aus allen Standen vor mnd wahrend der Zeit des dreiszigjahrigen Krieges, p. 167. 1859. ^a) Sml, F. W. Bugge, Nogle Ord om kirkelig Bekjendelse og kirkelige Bekjendelses-skrifter, Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge, Bd. VII, p, 46 flg., 1864.

Det er denne orthodoxiens traditionalisme, som har givet den dens scholastiske karakter. Men denne fremtræder også i den logiske formalisme, som be­hersker dogmatiken, idet man lægger al sin åndelige kraft pa at give det for hånden værende stof, hvis udvikling betragtes som væsentiig afsluttet, sin systematiske bearbejdelse. Den logiske formalismes herredømme er således allerede en nødven­dig følge af den traditionalistiske tankegang, men bliver også næret og styrket ved den indflydelse, som det mere indgående studium af den aristoteliske filosofi øver på theologien¹).

Men hermed står også en anden skjævhed, den ensidige polemiske iver i nær forbindelse. Sandheden er efter sin natur polemisk, og theologien kan ikke opgive polemiken uden at svigte sit kald. Men jo mere den konservativ-traditionelle ånd tager magten, desto ufriere bliver tankegangen, desto ængsteligere søger man at holde sig i de opgåede spor, og desto sterkere modstand rejser man mod nye tanker. Og jo mere den logisk-formalistiske methode med sine nøjagtige klassifikationer bliver gjennemført, jo større fasthed systemet vinder, desto mere skjærpes øjet for den mindste uoverensstemmelse.

Således når man da tilsidst derhen, at ingen differentser tåles, at selv den mindste afvigelse fra de banede veje betragtes som en grundvildfarelse, så en til de mindste detailler gjennemført enhed i theologisk opfatning bliver målet, som der stræbes hen til. Også ydre omstændigheder bidrog til at give den polemiske iver vekst. Gjennem kamp var sandheden vunden, og gjennem kamp havde den måttet opretholdes. Det var ikke blot fra andre kirkesamfund, men også fra en retning, fremvokset i den lutherske kirkes eget skjød, at den rene lære blev udsat for angreb. Og ingenlunde kan vi være enig med Gass, når han udtaler, at aldrig var de formildelser, som søgtes indførte i den lutherske kirkes læreopfatning, og som orthodoxien bekjæmpede, mindre religiøst farlige end her²).

‘) Sml. Tholw-k, Der (reist der lutii. Theolojjen Wittenberg» im Verlaufe (lea 17 Jahrhumlerts, p. im. 1852. ^!) Gasz, I, p. 251.

Også det er en frugt af traditionalismen, at iveren for skriftstudiet kjølnes. Tilfredsstillet af den sandhed, som er vunden, urokkelig overbevist om dens skriftmæssighed, ivrigt aysselsat med dens formal-systematiske bearbejdelse, føler man ingen trang til at søge tilbage til skriftens kilde. Det vilde dog være en overdrivelse, om man vilde sige, at skriftstudiet i det 17de århundrede ganske forsømmes. De af mænd som Olassius, begge Tarnov’eme, Erasmus og Sebastian Schmidt, Hackspann, Geier og Calov leverede arbejder viser det urigtige, uhistoriske i en sådan tanke.

Det samme er, at den overvejende dogmatisk-polemiske interesse trænger det exegetiske studium i baggrunden, nedsætter exegesen til at blive et underordnet bifag, så skriftstudiet dels kun kommer til at bevæge sig i exegetikens forgårde, på den bibelske filologis enemerker, dels røves sin selvstændighed for at tjene og fremme det kirkelige dogmes interesser. Hvor langt fjernede ikke dermed orthodox­ien sig fra reformationstidens ånd!

I 1518 skriver Luther til Wittenberg:   «Vort universitet ligger mig meget på hjerte, og jeg vilde ikke gjerne, at den overordentlig store flid hos vor studerende ungdom, der ret brænder af begjærlighed efter den hellige skrift, skulde blive kvalt i den første blomstring».

Og Petrus Séhade, professor i det græske sprog, skriver til Kon­rad Mutianus : «Vor hele akademiske ungdom kaster sig nu med stor begjærlighed over forskningen og betragtningen af det guddommelige ord. Jeg er vistnok ingen synderlig mester i skriftens udlæggelse, dog er der 300, som hører mine forkla­ringer af Paulus’s breve. Se, hvilken forandring der åbenbarer sig: Før var granskningen i skriften modbydelig for folk, som var det en mager, saft- og kraftløs ting; nu lader de alt andet ligge og finder i den sin største fornejelse» ^l).

‘) Tholuck, Das akademische Leben des 17 Jahrhunderts, I, p. 103. 1853.

I det 17de år­hundrede er det derimod, som om den hellige skrift atter var bleven en mager, saft- og kraftløs ting; ungdommen drages ikke hen til den med sjælens levende interesse. Det er, fordi tidens dogmatisk-polemiske ånd i skriften mere ser et rustkammer, rigt på skarpe, fienden ødelæggende våben, end et friskt kildevæld for sandhed og liv, det er, fordi professorerne, efter John Newtons ord, «ikke læser bibelen som arvinger, men kun som advokater».

Således kommer da det exegetiske studium i den anden halvdel af århundredet i et fuldstændigt forfald på universiteterne. I Jenaer-katalogeme af 1656, 1688, 1689, 1690 og 1695 savner man ganske exegesen under de offentlige forelæsninger, og i de private behandles denne disciplin også yderst sjeldent’).

Francke fortæller, at i hans studietid i Leipzig ikke en gang en bibel eller et testamente kunde opdages hos nogen af de derværende boghandlere²).

Dogmet har i det hele bemægtiget sig herredømmet i theologien og fortrænger de andre discipliner. Ethik og kirkehi­storie bliver først ved århundredets midte gjennem Helmstadter-universitetets eksempel optagne i det akademiske kursus som selvstændige fag. Den lidet udviklede livsinteresse finder sig tilfredsstillet ved de sparsomme ethiske anvisninger, der knyttes til dogmatiken, og den scholastiske ånd, der hviler i tryg, uanfegtet besiddelse af sandheden, i sejersikker bevidsthed om at eje magten over tidens tanker, føler ingen dragelse til at fordybe sig i fortidens historie.

Fraregnet de strejftog ind på kirkehistoriens enemerker, som dogmatikeren i polemisk inter­esse kunde finde sig foranlediget til at foretage, bliver kirke­historien kun behandlet i forbindelse med profanhistorien af den for dette fag ansatte professor, der således med rette bærer titelen professor historiarum. Tidens christelige karakter med­fører dog, at et christeligt grundsyn kommer til at beherske den historiske fremstilling, idet profeten Daniels betragtning om de 4 verdensmonarkier afgiver grundlaget for udviklingen, og det særlig bliver pålagt professoren at «traktere» det fjerde monarki, det romerske rige, som det, der omfattede den christne kirkes historie, med synderlig omhu.

Det siger sig selv, at kirkehistorien ved en sådan ordning ikke kunde blive gjenstand for nogen særdeles indgående behandling, men ulempeme var så meget større, som historien selv ikke var tildelt den selvstændige stilling i det akademiske kursus, som den havde krav på, idet den på flere universiteter var forbundet med et af de andre professorater, med poesien, logiken eller jurisprudentsen ¹).

Det er en almindelig erkjendt sats indenfor den orthodoxe theologi, at theologien er en praktisk videnskab, hvis mål er «fructio dei» eller beatitudo», og hvis opgave det er, at frem­stille vejen til dette mål, d. e. den gjennem kjærlighed virk­somme tro.  I overensstemmelse hermed fremstilles også testi­monium spiritus sancti (den Hellig-ånds vidnesbyrd) som troens og dermed også som theologiens dybeste grund og kilde, og i anvisningeme til det theologiske studium gjentager man Luthers ord: meditatio, oratio, tentatio faeiunt theologum (Granskningen, bønnen, prøvelsen gjør theologen) *).

Men skjønt denne bevidst­hed om theologiens praktiske karakter aldrig ganske udslukkes, så er dog tidens theoretiske drag så sterkt, at de praktiske bestemmelser og anvisninger kun bliver lidet frugtbare. Vist­nok fattedes ikke tiden på sådanne theologer, der ikke blot var dybt rodfæstede i orthodox overbevisning, men også viste sig i besiddelse af levende praktisk christendom, af interesse for et christeligt livs vekst og fremme. Men det er den store skyg­geside ved hin tids theologi, at et levende vekselforhold mellem den og det christeligt-menneskelige liv ikke er til stede.

Theo­logien bliver fremmed for livet, styrer og leder ikke livet i dets mangehånde åbenbarelser og modtager heller ikke fra dette de vækkende og frugtbare impulser. Interessen for lærens renhed udvikles så ensidigt, at de praktiske interesser træder tilbage. Er der end hos flere mænd en stor iver for praktisk fromhed, den er dog ingen sterk magt i tiden, den fordunkles af den theoretiske interesse, og hvor den fremtræder med en større varme og inderlighed, ledsaget af et mere virksomt arbejde udadtil, der udsætter man sig, som ikke blot Arndts, men også Baltazar Meisners og Johan Gerhards historie viser^[1]}, for at pådrage sig mistanke for weigelianisme eller andre my- sticerende tilbøjeligheder. >)

Tholuck, I, p. 115, fortæller at i Jena begjærede juristerne i 1644 udtrykkelig, at professio historiarnm måtte blive givet til prof. juris, «såle­des som oftere er skeet, og som en vedføjet fortegnelse viser>. ‘^;) Se Tholuck, Da* kirchliche Leben des 17. JahThonderts, I, p. 81. I8fil.

En theologi med en sådan karakter måtte ensidigt påvirke erkjendelsen, ensidigt udvikle de intellektuelle evner.

Men i samme retning virkede også den hele skole- og universitetsdannelse. De mest fremtrædende skyggesider ved gymnasiernes ordning og undervisning i det 17 de århundrede var den alle andre fag fortrængende stilling, som var latinen anvist, og den formalistiske ånd, hvori den hele undervisning blev drevet. I den første sachsishe skoleordning af 1538, der er udarbejdet af Luther og Melanchton, er skoleugen ansat til 26 timer, som er fordelt således: 18 til latin, 6 til musik og 2 til religion.

Gjennem den augusteiskæ kirke- og skoleordning af 1580 optages græsk i skoleplanen. Disse sachsiske ordninger afgiver mønsteret for skoleordningerne lige ind i det 18de år­hundrede. Græsk spiller en aldeles underordnet rolle både på grund af det indskrænkede timetal, der er anvist dette fag, og fordi det i regelen væsentiig kun er det græske nytestamente, som lægges til grund ved sprogets indøvelse. Historie forekom­mer ved de fleste gymnasier først i det 18de århundrede. Det tyske sprog bliver ganske ringeagtet. Hvor der på enkelte gymnasier undervistes deri, der skede det kun, «for at ungdom­men gjennem den tyske grammatik skulde blive forberedt for den latinskes¹). I mange skoleordninger er ikke blot under­visningen i det tyske sprog, men også enhver benyttelse af det udtrykkelig forbudt.

I den pommerske kirkeordning af 1535 (fornyet 1690) heder det:  «Lærerne skal altid tale latin med disciplene og ikke tysk, da dette i sig selv er letfærdigt og for børnene forargeligt og skadeligt».

Og i en oldenburgsk for­ordning af 1703: «Eleverne i første klasse skal i skolen, uden­for skolen, i kirken og alle steder tale latin; de, som handler derimod, skal, når de tilhører de 2 øverste klasser, blive straf­fede med bøder, tilhører de den 3die klasse, med stokken».

Når reformatorerne havde anvist latinen en så fremragende stilling i undervisningen, var det skeet i bevidstheden om den hjelp, de klassiske studier havde ydet reformationens gjerning, i erkjendelsen af deres betydning som forberedende og grundlæggende et videnskabeligt studium. I reformationstiden havde også de humanistiske studier virket forløsende og befriende på den tyske ånd, været båret og ledsaget af en opvågnende folke­lig begejstring.

Ved det absolute regimente, som latinen med krænkelse af modersmålets ret nu har erholdt, får imidlertid det vakte folkelige liv og interesser ingen næring, den højere dannelse, løser sig nu fra det folkelige grundlag. Også dette forhold haver været et medvirkende moment til at give videnskaben, specielt theologien, en ufrihedens, ubevægelighedens karakter, savnende det friske, strømmende liv.

De mislige føl­ger af hin ordning måtte gjøre sig gjeldende med så meget større kraft, som man ingenlunde tilsigtede at indføre de unge i den klassiske oldtids rige tankeverden, men kun beskjæftigede sig med sproglige øvelser, med en mekanisk analyseren af stof­fet. Fra lærernes side en åndløs dikteren, fra elevemes side en ligeså åndløs memoreren betegner skolens arbejde på de klassiske studiers område. Men den samme formalistiske ka­rakter har også religionsundervisningen. Kun 2 timer om ugen var anvist denne. Intet under, at alvorlige mænd med syn ikke blot for christendommens evighedsbetydning, men også for dens menneskeligt dannende og forædlende magt, klagede over dette sterkt begrænsede timetal, over det misforhold, der fandt sted mellem de «hedenske» forfatteres overvældende magt i skoleme og den tarvelige tid, som var indrømmet til indførelse i christendommens tanker. Sådanne klager fremtrådte vel un­dertiden med ensidighed, men i regelen formår dog oppositionen at skjelne mellem brug og misbrug.

Den vil kun hævde den christelige religion dens berettigede plads blandt skolens dannelseselementer. Selv den ringe tid kunde dog have udrettet meget til ungdommens befæstelse i christelig tankegang og chri­stelig ånd, om undervisningen havde havt den rette christelige, til sagens ophøjede natur svarende karakter. Men også ud over religionstimernes enemerker udstrækker latinen sin dikta­toriske magt. Også her skal man holde sig for øje målet for den hele skoleundervisning, det latinske sprogs indøvelse.

I gymnasiets nederste klasser fra 4de af benytter man den latinske katekisme, i de øverste Hutters kompendium. Den wurtembergske klosterordning befaler, at man «in qvarta», skal øve sig flittig i den latinske katekisme, for at «ved Guds nådes hjelp ungdommen kan komme til ret forståelse og øvelse i det latinske sprog og (!) gudsfrygt» *). Man tilsigter kun at påvirke hukommelse og forstand. Methoden er også her alene anlagt på en fuldstændig memoreren af stoffet, hvorved religionen kun bliver et hukommelsesverk, der ikke kan nå hjertet og beherske sedere.

Man vil under sådanne omstændigheder finde det for klarligt, at tøjlesløsheden og råheden allerede i skolerne giver sig i fremtrædende grad til kjende. Et supplement til den mangelfulde religionsundervisning skulde man have i disciplenes hyppige deltagelse i gudstjenesten. De måtte være til stede ved alle søndags- og ugegudstjenester og synge ved begravel­ser. Der kan vel være dem, som herigjennem har modtaget vækkende impulser til religiøst og sedeligt liv, men de gode indflydelser, som heraf kunde følge, tabte dog i høj grad sin magt ved den omstændighed, at gymnasiasterne var tvungne til denne deltagelse i gudstjenesten — endnu i 1770 blev de efter Dinters skildring af sit eget skoleliv, kommanderede til guds­tjenesten og førte did i procession som soldater^L) —, fremdeles ved den overmættelse med gudstjenstlige øvelser, som de blev udsatte for, idet disse om søndagene med korte afbrydelser varede næsten fra morgen til aften, hvortil endnu kommer, at præ- dikenerne kun sjeldnere var anlagte således, at de virkelig kunde gribe ungdommens hjerter. I forbindelse hermed ma nævues ogsa et andet supplement til den sparsomme reli­gionsundervisning på gymnasierne, idet der på universite- terne hge til de første decennier af det 17de århundrede blev foredraget for begynderne i ethvert fakultet en elementarisk dogmatik under navn af catechesis. Men efterat Hui ters kom­pendium har vundet almindelig indgang på skolerne, bortfalder dette akademiske rehgionskursus, idet man nu anser det for overftødigt. På universiteterne råder forøvrigt den samme lære- methode som på gymnasierne. Det frie foredrag benyttes me­get sjelden, men der dikteres. Der er ikke tale om at sætte sig ind i studentemes åndsudvikling, at lempe sig efter denne, at fore dem således ind i de foredragne sandheder, at disse kan slå rod i deres ånd og blive frugtbare for livet. Der klages gjentagende over de «ufrugtbare subtiliteter», som professoreme

med forkjærlighed behandlede i sine forelæsninger, over pro- fessorernes endeløse vidtløftighed, deres trættende tyggen drøv på enhver materie ^r|, hvorved de fortærede sin kraft på enkelt- hederne, medens ethvert overskue ganske manglede. En sådan undervisning kan ikke tjene til at fremme en livsanskuelses dannelse, hos ungdommen, denne anspores ikke til et kraftigt selvstændigt, åndsarbejde, dens tanker sættes ikke i livlig be­vægelse, ej heller styrkes den i religiøs og sedelig kraft. Man vil forstå., at den ånd, der bar universitetsdannelsen, ikke kunde mag te at binde eller kue den tidens råhed, som hos ungdom­men gav sig udtryk, hvorfor skyggerne falder mørke på ung­domslivet ved universiteterne i det 17de århundrede²).

Det er det karakteristiske ved tiden: den mangler inder- lighed. Christendommens ånd er mægtig i tiden og regjere]’ over den, inen mere som en lov, der udvortes fra bestemmer livsformerne end som en levende kilde i folkehjertets dyb, af hvilken med indre nødvendigheds magt. livets ytringer (lyder frem. Det har lykkedes kirken at befæste åndeme sa dybt i over­bevisningen om den evangeliske bekjendelses sandhed, at tvivl og vantro har vanskelig for at bane sig vej til hjerterne. Den har formået at skabe en kirkelig tugt og orden, under hvilken folkene bøjer sig, at give den religiøs-kirkelige kultus en sådan betydning i den almindelige bevidstlied, at den i mange måder behersker menneskelivet og drager til livlig deltagelse. Det er denne tidens kirkelige ånd, som er dens store fortrin, og som altid vil give orthodoxiens tidsalder en særegen tiltræknings- kraft for alle dem, der har syn for betydningen af de kirkelige

‘) Det klinger næsten utroligt, n&T Tholuck (Das akad. Leben, I, p. 92) som eksempel på denne akademiske <spindekunst» anfører, at wienertlieo- log-en Thomas Baselbach tilbragte 22 — siger og skriver — to og tyve åi med at gjecneingå det Iste kapitel af Jesaias og blev overrasket af døden, før han var kommen til ende dermed. ^s) Sm!. K. v. Baumer, Die Geschiehte der Padagogik, IV, Die deutschen Universitaten, p. 40 flg. Stuttgart 1854, Særlig henviser til skildringen af pennalismm (p. 47 %.), som Raumer med rette kalder en djævelsk karrikatur af depositionen, en sand sammenavær- gelse, en organisation. af det onde, gjennem hvilken ældre studenter (scho- rister) evede det råeste herredømme over yngre (pennaler) og gjorde al tugt umulig.

institutioners herredømme i folkelivet. Men tidens svaghed, dens store grundm angel er den, at dette herredømme er af en altfor udvortes natur, at kirkens ånd ikke i samme grad har grehet hjerterne. Vistnok kan denne tid opvise en række mænd og kvinder, som med udpræget orthodoxi forbinder levende tro, og det har været den smukke opgave, som Dr. Tholuck har sat sig i sine «Lebenszeugen», at føre beviset for, at der «i. alle dele af Tyskland, fra Ejderen indtil Donau og fra Oder indtil Rhinen ikke har manglet i gejstlige og andre ståender på rene og ægte christne». Selv hos disse er dog ikke subjektiviteten således gjennemglødet af troens hellige ild, moder man ikke den inderlighedens varme, fornemmer man ikke det raske puls­slag, som udmerker livet i den spenerske periode. Og om de mange i denne tid gjelder det, at på samme tid som de ejer orthodox erkjendelse, og deres liv er reguleret af de objektivt kirkelige normer, så er dog menneskelivet forøvrigt i sine sede­lige livsytringer ikke behersket af kirkens ånd, men følger i ubrudt kraft sine egne love. Det borgerlig-sedelige liv er præget af en sterk, rå naturkraft, som tyder på, at hvad tiden mangler,, og hvad den trænger, er gjenfødélse, fornyelse af menneskelivets inderste kilder ved christendommens ånd.

Det skulde være prædikenens opgave at forvandle tidens legale pietet ligeoverfor kirkens lære og ordninger til en hjer tets fromhed med magt over menneskelivet i alle dets åbenba- relser, hvorved tilslutningen til kirken kunde blive eu hjertets hengivelse. Men prædikenen i orthodoxiens tidsalder magtede ikke denne gjerning. Reformationstidens bibelsk-dogmatiske prædikemåde holder sig endnu ind i de første decennier af år- hundredet hos et ikke lidet antal af mænd, som forkynder ordet med enfold og kraft. Men etterhånden som den rene læres interesse fortrænger livsinteressen, bliver prædikenens praktiske ejemed væsentiig søgt deri, at bringe menigheden til en for- standsmæssig tilegnelse af den lutherske bekjendelse og særlig af dens kardinalsandhed, retfærdiggjørelsen af troen. Det er til erkjendelsen, man vender sig, kun i ringe grad appelleres til Meisen og viljen. Den logiske formalisme, der vinder her­redømmet i theologien, trænger også ind i prædikenen og virker med sin stive schematisme, med sin indgående analyse af alle begreber, med sin rigdom på inddelinger dræbende for prædi- kenens friskhed og liv. Den fordærvede æsthetiske smag, der under påvirkning af den italienske og franske literatur i digt- ningen fremkalder en leg med kunstige, svulstige billeder, en jagen efter fremmede, klingende ord, sætter også sine merker på prædikenen, der ved denne rhetoriske fraseologi røves den kraftige, folkelige karakter, som havde udmerket den reforma- toriske tids forkyndelse. Lærdommen med sine citater både af christelige og hedenske forfattere gjør sig bred i prædikenen og tildækker med sin hule ordbram ordets levende kræfter. Den analytiske prædikemethode afloses af den synthetiske. I og for sig var nu dette vistnok et fremskridt. Men den om- stændighed, at denne forandring fuldbyrder sig på en tid, der ikke mere står i det levende forhold til skriften, medfører faren for, at themaerne, der skulde være det klare udtryk for tekstens tanker og fødes af dem, meget mere bliver hentet andet steds fra, bestemte dels af subjektivitetens ensidigheder, dels af en overmægtig tidsånds smag og åndsretning. Og underlige er også i sandhed de themaer, der kan præsteres. I anledning af Math. 10, 30 («men endog alle eders hovedhår er talte») præ- diker Schoppius over det menneskelige hår, idet han deler sin tale i 4 dele: a) Om vort hårs oprindelse, art, skikkelse og naturlige tilfælde; b) om den rette brug af det menneskelige hår; c) om den erindring, formaning, advarsel og trøst, som er bleven uddraget af hårene; d) hvorledes man christelig skal bruge og benytte dem. Carpzov prædiker et helt år om Chri- stus som den bedste håndverker, idet han snart fremstiller ham som den bedste tøjmager (efter Math. 6, 25), den bedste lan ter nemager (Lue. 2, 47), den bedste tapetserer o. s. v., en tanke­gang, som vi også finder hos M. Dietrich, der fremstiller Christus som den bedste skorstensfej er¹). I en prædiken over evangeliet om Zachæus vælger Johan Heerman sig til thema Zachæus’s statur og legemsstørrelse i tilslutning¹ ti) ordene, «han var liden af vekst». Han forklarer først ordene og linder i det lille ord :han» betegnet personæ qvalitas, i «var» vitæ fragilitas, «liden af person» staturæ parvitas. Anvendelsen fremstiller Zachæus for det første som informator de varietate operum dei, demæst som consolator parvorum, og for det tredje som adhortator at defeetum nostrum virtute compensemus. Man har med rette undret sig over, at forfatteren af denne prædiken er den samme, som har digtet så mange vakre salmer og deriblandt den dybt- christelige, om rig følelse vidnende «Jesu, dine dybe vunder». Det er et vidnesbyrd om, at tidens slette smagsretning mangen gang var sterkere end den enkeltes fromme individualitet og hindrede denne i sin frie udfoldelse. Men hvem skulde tro, at det er midt i orthodoxiens periode, at sådanne prædikener holdes, der dog så levende hensætter os i rationalismens tid, minder os om dens smaglase, golde, ufrugtbare prædikemåde! Selv om man nu vilde betragte prædikener af ovennævnte art som mere enkeltstående, om end sterkt iøjnefaldende udvekster, altid bli­ver dog manglerne ved den tids prædiken så store, at den i det hele og store slet. ikke vilde kunne formå at læge den «Josefs skade», som tidens christeligt-alvorlige mænd klagede så sårt over, mangelen på inderlighed og levende tro. Og disse mangler blev så meget mere følehge, som de fleste prædikanter fattedes begrænsningens evne. De fleste lutherske kirkeord­ninger fastsætter en hel time for prædikenen, men det var al mindelig, at prædikenen vårede 2 timer, og når den logisk- doktrinære ånd i så lang tid fik gjøre sig bred i prædikenen, kan man ikke undre sig over, at friskheden og kraften dun stede bort, at prædikenen lod ånd og hjerte uberørt. Et karak­teristisk vidnesbyrd herom er den i hin tid temmelig almindelige søvn i kirkerne. På flere steder må man ansætte særegne kirkebet jente med den funktion at vække de sovende, og i lig- talen over Johan Gerhard fremhæves det som en synderlig ros for ham, som noget, der er ham til ære, at. «man har aldrig seet den store mand sove i kirken».

Når der tales om orthodoxiens indflydelse på livet, så må det dog altid erindres, hvorledes kirkens mangelfulde forfatning lagde mangehånde hindringer i vejen for en dybere cliristelig og sedelig indflydelse. Episkopakystetnet betegner orthodoxi­ens forsøg på at give statens for bånden værende magt i de kirkelige anliggender sin forklaring og kirkelige begrundelse. Dette system har det store fortrin for det senere territorialsy- stem, at det i principet hævder adskillelsen mellem den kirkebge og verdslige magt. Det tager sit udgangspunkt i anerkj endelsen af kirkens selvstændighed. Men ved prineipets faktiske frem­stilling i virkeligheden kommer systemets svaghed til syne. Fyrsten forener i sin person to helt forskjellige myndigheder, statsmagten og kirkemagten. Man indskrænkede sig ikke til at retfærdiggjøre denne forbindelse af de to magtsfærer ved den lutherske reformations ejendommelige historiske udvikling, <ler havde stillet fyrsterne i spidsen for den kirkelige bevægelse, men man søgte også at støtte den ved indre, som det formentes, af sagen selv flydende grunde. Man gjorde blandt andet gjel­dende den aldeles ukirkelige tanke, at fyrsten var kirkens første medlem (membrum præcipuum eeclesiæ) og fandt i denne hans fremragende kirkelige stilling en naturlig forklaringsgrund til hans kirkeregimentlige magt.. Det la da meget nær at betragte fyrsterne som det biskopelige embedes arvetagere, de rettig­heder, der tidligere besades og udøvedes af de katholske bi­skoper, som devolverede, efterladte i arv til de evangeliske fyrster for deres landsdele og undersåtter, (således juristen Stefani, 1611), indtil man, særlig den fremragende kirkeretslærer Ueinkingk (1619), i fuldstændig brud med episkopalsystemets udgangspunkt, opstiller den bestemmelse, at myndigheden over de kirkelige anlig­gender ved reformationen blev givet fyrsterne som en restitution af rettigheder, som havde tilkommet dem fra Konstantins dage af, men var bleven dem fratagne ved de katholske biskopers anmasselse^[2]). Det er territorialismens tankegang, man arbej- der i møde. Men selv der, hvor de kirkelige synspunkter skarpere fastholdtes, hvor man blev stående ved den oprindelige tanke om fyrsten som repræsenterende de to magter, som øvende den verdslige myndighed i egenskab af fyrste, den kirkelige

’) Se Budelbach, Den evangeliske kirkeforfatniiigs oprindelse og princip, p. 85. Kj«benhavn 1849; Tholuck, Das idrchliehe Leben, 1, p. 6.

myndighed som kirkens øverste biskop, hvor vanskeligt var det ikke selv der, at bevare den rette grænselinje mellem magterne! I den faktiske virkelighed flød dog magten fra den samme kilde. Bestemmelsen om en «duplex persona» blev stående som en theori, hvis magt over livet stadig aftog. Den opstillede distinktion gled efterhånden ud af bevidstheden. Dette skede så meget mere, som de kirkeretslige theorier snart gjennembrød episkopalis- mens kirkelige tankegang og begunstigede fyrsternes voksende magtbegjær. Ved de i episkopalsystemet indtrængte territoria- hstiske synsmåder løstes fyrsterne fra de kirkelige bånd, der tidligere havde øvet magt, lededes de til at betragte sig som umiddelbare organer for kirkemagten. Garantier mod misbrug havde man vistnok søgt at opstille. Fyrsten var bunden til bekjendelsen, han skulde ikke træffe nogen afgjørelse i kirkelige sager uden landsstændernes bifald, det var kun kirkens ydre anliggender (potestas externa), han skulde lede, medens de indre anliggender, ordets og sakramentemes forvaltning (potestas interna), var forbeholdt den gejstlige stand, og — hvad man lagde særlig vegt på — fyrsten skulde udøve sin kirkelige magt, ikke gjennem statsorganer, men gjennem kirkelige orga­ner, visitationskollegier og fra 1542 konsistorier, sammensatte af et lige antal verdslige og gejstlige medlemmer. Den kirke­lige ånd kunde dog ikke tinde sig tilfredsstillet ved en sådan ordning, der i så ringe grad lod kirkens ejendommelige væsen komme til sin ret. Den kunde ikke finde sine interesser til- strækkelig vernet om. Menighedens ret til repræsentation var ganske stillet i skyggen *). Thi når man henpegte på fyrsten og konsistoriets verdslige medlemmer som lægfolkets naturlige

repræsentanter og heri fandt principet tilstrækkelig realiseret, så var dette i virkeligheden kun en afvisning af et berettiget krav. Og dog er principet fra først af anerkjendt af episko- palisterne, dog fremstilles trediestanden (status oeconomieus) i alle orthodoxiens systemer som en integrerende del af kirken. Men det viser sig her som i det hele.- systemet lader ikke de fundamentale principer komme til sin ret ved den praktiske gjennemførelse. Lærerstanden var efter systemets grundtanke tiltænkt den største kirkelige indflydelse. Den skulde i reali­teten, om end ikke efter forfatningen» ydre former, indehave det kirkelige regimente. Man gik ganske naivt ud fra forud- sætningen om fyrsternes kirkelige ånd, deres viUighed til at lade sig lede af den kirkelige lærerstand. Tanken på de ud- merkede fyrster, som den lutherske kirke havde at fremvise, i reformationsårhundredet, og som satte .sin højeste ære i at tjene de kirkelige interesser, banede vej for en sådan blind til- lid. Derfor lagde man så trøstigt magten i de kirkelige anlig­gender i fyrsternes hænder og viste så liden omhu for at op- stille kirkelige skranker til magtens begrænsning. Selv i kon- sistorierne er det verdslige element det dominerende. De består af et lige arif.aJ- verdslige og gejstlige medlemmer, men en af de verdslige medlemmer, en adelsmand, fører præsidiet¹).

De mislige følger udeblev ikke. Så længe man var så lykkelig at eje fyrster med kirkelig ånd, og så længe de kirke­lige elementer fik øve sin indflydelse, trådte ikke de store mangler ved kirkeforfatningen levende frem for bevidstheden. Men snart forandrer forholdet sig. Episkopalistiske kirkerets- lærere giver ved sine theorier fyrstens magt i de kirkelige anliggender en stedse fastere basis. Det absolute regimente bliver mere og mere målet for fyrsternes stræben, og ved b Van kri­ges voksende indflydelse bliver Ludvig XfF med hans koncen- treren af al magt i kongens person det fyrsteideal, som de tyske regenter søger at danne sig efter. Ved den westfalske fred opløses rigets enked, og partikularismen vinder sejren. En

despotisk, selvrådig optræden betegner de nu fra den kejserlige overhøjhed emanciperede fyrsters forhold til de kirkelige anlig­gender. Konsistorierne taber sin kirkelige betydning, bliver mere og mere uselvstændige organer for statsmagten, og fyrsten griber ofte egenmægtigt og despotisk ind i de kirkelige forholde, så kirkens mænd, selv hvor det gjelder kirketugtens udøvelse, mangen gang føler sine hænder bundne. Derfor klages der gjennem hele det 17de århundrede af alle dem, som bar syn for kirkens hejlied og kirkens opgave, over cæsareopapiets for- dærvelige virkninger, klages så sårt og bittert over, at kirkens interesser er prisgivne til den subjektive vilkårligheds herre­dømme¹). Man sander af dyrekjøbt erfaring Luthers ord: Satan vedbliver at være Satan. Under paven har han blan­det kirken ind i staten, i denne tid vil han blande staten ind i kirken»²). Og det føles dybt af den levende opposition, som danner sig indenfor orthodoxien, at kirken er ført ind i mange lidelser, at mange hindringer er stiilede i vejen for dens kraftige virken derved, at man i den lutherske kirke har havt så liden interesse for kirkeforfatningens opgaver, ikke har søgt at give kirken en forfatning, der kunde være et fuldkomnere udtryk for kirkens ejendommelige ånd og væsen.

Dette blev også en af de årsager, som bevirkede ortho- doxiens fald. Theologerne havde ingen tanke havt for menig- hedens ret, kun søgt at skaffe sig selv indflydelse pa kirkeregi inentet. Skjønt nu fyrsterne søgte at fri sig for de kirkelige royndigheders herredømme og også på det kirkelige område ofte håndlede alene ud af sin absolute suverænitet, så var dog formaliter den gejstlige stand stillet fyrsten ved siden som hans kirkelige organ. Den fyrstelige absolutism.es overgreb lægges derfor ofte den gejstlige stand til last, Det sker visnok i re­gelen med urette, men den har dog ved sit noje forbund med

statsmagten på en vis måde gjort sig solidarisk ansvarlig for dennes handlinger. Den har ved den ophojede stilling, den har anvist fyrsten ligeoverfor kirken, i betydelig grad udvidet haus magtområde, givet tronen en forhøjet glans, den fyrstelige selv­følelse en kraftigere vekst, så det absolute dominium på alle områder bliver det eftertragtede mål. Uviljen mod «theolog- herredømmets vokser ved dette forhold. Menighedens udeluk- kelse fra ethvert kirkeligt arbejde bærer også på anden måde sin sørgelige frugt. Den gjør det vanskeligt igjen at få op- bygget kirkeforfatningens forfaldne mure. Spener anså kirkens mangel på en ordentlig forfatning som en fremtrædende årsag til den store elendighed, som kirken befandt sig i¹). Men han mistvivlede om at kunne udrette noget virksomt til kirkefor­fatningens forbedring. Han anså det for umuligt på kirkefor­fatningens enemerker at bringe menighedens ret til anerkj endelse og skaffe den udtryk i bestemte, legale former. Derved lededes han til at vælge ukirkelige midler til at læge kirkens sår. Det var cæsareopapiets overvældende magt, som for ham fornem­melig fremstillede sig som den store hindring for et kirkeligt forfatningsarbejde²). Men aldrig vilde cæsareopapiet have kun­net vinde en sådan styrke, dersom menigheden var bleven draget ind i det kirkelige arbejde, og aldrig vilde en sådan dvb mistvivl, en sådan opgiven af ethvert kirkeligt. organisa- tionsarbejde have fæstet rod i Speners sjæl, dersom han havde forefundet en menighed, som forud havde taget del i det kirke­lige opbyggelsesarbejde, ved sin selvvirksomme deltagelse havde er faret institutionernes opdragende magt og derigjennem faet syn og interesse for det arbejde, som her forelå. Men ogsa den fremvoksende «oplysning:_? vinder i magt ved orthodoxiens tilsidesættelse af menighedens rettigheder. Ligegyldigheden lige­overfor de kirkelige interesser fremmes derved hos menigliederne. Det er traditionen og de kirkelige normers udvortes magt, som i orthodoxiens tidsalder behersker folket. Ved trediveårskrigens indflydelse løsnes disse bånd, som bandt til kirken. Det kraf-

Spener. Theologische Bedenken, IV, p. 202. Han udtrykker sig endog her så sterkt, at han kalder det «kilden til nl fordærvelse», at trediestan den er rovet sine kirkelige rettigheder. ’) Spener, III, p. 129, 411.

tigste vern mod alle disse trængslers storme vilde nu en sand, levende hjertets tro have været, men ingen kyndig vil miskjende, hvilken betydning i denne henseende også en kraftigere, kirke- ligere forfatning vilde have havt, at folkets forhold til kirken ikke så hurtigt vilde være bleven lest, dersom menigheden havde været anvist en legal deltagelse i det kirkelige regimente. De kirkelige institutioners indflydelse vilde være bleven styrket. Menighedens læge medlemmer vilde i højere grad have betrag- tet kirkens sag som sin egen. De vilde have. vokset i åndelig myndighed, følt både kald og kraft til at stille sig ved theo- logernes side til forsvar for den fælles kirkesag. Nu var me- nighederne ved det formynderi, de havde været underkastede, så lidet vågnede til kirkelig selvstændighed, så fremmede for det protestantisk-kirkelige syn, at de betragtede de kirkefiendt- lige angreb som væsentlig rettede mod den gejstlige stand. Menighederne gribes af ligegyldighedens, interesseløshedens ånd og bliver, da de kirkelige former taber sin objektive, magt, ud- satte for at tilfalde den vantro «oplysning» som bytte.

Den tanke, vi udtalte ved begyndelsen af vort tilbageblik på orthodoxiens tidsalder, at denne tid med alle sine store for- trin led af sådanne ensigheder, at det var ganske naturligt, at en opposition måtte rejse sig, vil nu efter fuldendt skildring kunne vende tilbage med fornyet styrke. Orthodoxien har ved sine indre svagheder og mangler også sin skyld i det begyn- dende frafald fra kirkens tro. Orthodoxien har sandet al sin kraft på den rene læres udvikling og bevarelse, den har væsentlig påvirket erkjendelsen, ensidigt udviklet de intellektuelle evner, den har gjort christendommen til en forstandens sag. Dette er orthodoxiens grundsynd, moderen til de skjævheder, som forøvrigt. hefter ved den. Christendommens sande væsen er derved ikke kommen til sin ret. Man er stillet på en falsk grund for christendommens tilegnelse. Det er en naturlig kon­sekvents af orthodoxiens hele forstandsmæssige åndsretning, at <oplysningen» gjør fornuften til det religiøse erkjendelsesprincip, mener at kunne arbejde med sin fornuft på religionens enemerker ganske som på ethvert andet felt. Men af denne orthodoxiens ensidighed fulgte også en tilsidesættelse af hjertelivets krav.

Det er på dette, punkt, pietismen griber ind med sin opposition, der væsentlig tilsigter at hævde livets ret, at give det menne­skelige hjerte den næring, som det havde savnet under ortho­doxiens tørhed. Men også den med pietismen samtidige negativ- kritiske retning har øje for denne orthodoxiens mangel. Den sætter derfor sin ære i at betone de praktiske interesser, vil i modsætning til orthodoxiens over menneskelivet svævende lærdomme hringe sine religiøse tanker i nærmere forhold til livet, gjøre dem frugtbare for dyd og sedelighed. Allermest forbereder dog orthodoxien en vantro åndsretnings fremvekst ved sin forsømmelse af det menneskelige åndsliv. Yi har tidligere fremhævet¹), hvorledes de første mere positivt fremtrædende spirer til den løsrivelse fra christendommen, som nåede sin fuld- endelse i «oplysningen», er at søge i den italienske humanisme. Og grunden til dennes uchristelige karakter ligger igjen deri, at kirken ikke havde søgt at erobre de rent ‘menneskelige livs- felter for den christelige ånds herredømme. Orthodoxien gjen- optager denne den middelalderlige kirkes store forsyndelse. Også dens synskreds er snever, væsentlig omfattende de theo­logiske tanker, på hvilke tiden samler sin åndelige kraft. Den har ikke øje for den store opgave, at lade det christelige livssyn bemægtige sig den hele tilværelse. Hos de literaturhistorikere, der behandler denne tid, vil man finde denne orthodoxiens fejl fremhævet med stor styrke, men sedvanlig ledsaget af en bety­delig overdrivelse, som vidner om mangelfuld forståelse af den hele periode. Thi det var ikke, således som det jevnlig frem­stilles, den theologiske intoleranse, som stansede videnskabens fremskridt i det 17de århundrede, ikke et theologi sk åg, der lagde sig kvælende over tænkningens frihed²). Hin tids theo­loger kommer vistnok ved sin religiøse sneverhed, ved en falsk overspændelse af inspirationsbegrebet ofte i konflikt med natur- videnskabens resultater. Dog kan man ikke med rette betragte dem som fiendtligsindede mod kulturbevægelsen, som voldsomme undertrykkere af den almindelige videnskabelige forskning. Ikke fiendskab imod, men ligegyldighed ligeoverfor christendom­mens civflisatoriske opgave er orthodoxiens store fejl. Ben har ingen interesse havt for udviklingen af det menneskelige åndsliv efter dettes verdslige side. Grunden til, at den verds­lige videnskabelighed i det 17de århundrede skyder en så ringe vekst, ligger ikke i tvang og underkuelse fra orthodoxiens side men er meget mere at søge, dels i det forfald, som hele det nationale liv kom i ved trediveårskrigeus opslidende, folkets åndelige kraft nedbrydende virkninger, dels i den omstændighed, at orthodoxien var den sterkeste af tidens magter, der drog de åndelige kræfter til sig. Al lige vel har dog orthodoxiens indif- ferente forhold til åndslivets verdslige udvikling åbenbart øvet en lammende indflydelse på de almindelige kulturbestræbelser. Disses fremskridt bliver derved mindre kraftigt. Den viden­skabelige ånds arbejde udenfor de theologiske enemerker finder ikke den tilstrækkelige støtte og opmuntring hos tidens her­skende magter¹). Kulturbevægelsen udvikler sig’ som følge heraf fra en rent verdslig grund, uden at være bestemt og sty­ret af det ehristelige livssyn. Deri lå faren for en fuldstændig emancipation fra den ehristelige ånd, for et fuldstændigt brud med de ehristelige tanker. Af disse orthodoxiens ensidigheder må man forklare sig den opfatning af den, som dannede sig hos dem, der uden at have vundet forståelse af den sandhed, hvis bærer orthodoxien var, blev grebne af den kulturbevægelse, som fra udlandet af vinder indgang i Tyskland i århund redets anden halvdel. Orthodoxien fremstiller sig i disses øjne dels som en unyttig dogme-christendom, hvis lærdomme er ufrugt- bare, ikke giver sedeligheden kraft og er ganske uden betyd­ning for det praktiske menneskeliv, dels som et åg, der har lagt sig tungt og trykkende over menneskelivet og hindret det­tes frie udfoldelse, idet orthodoxien ved sit absolute herredømme

*) Det er Leibnitzn klage, at «af alle lande kun Tyskland er så. tS.be- ligt, ikke at anerkjende og understøtte sine egne store mænd». Biedermann,

II,    I, p. 196.

over tidens tankegang ikke har givet tilstrækkelig rum og plads for andre åndelige retninger.

Sammen med disse orthodoxiens indre svagheder er der en ydre årsag, som virker med til dens fald og baner vej for nye tidsstrømninger. Det er trediveårskrigen med dens vidt ind- gribende følger, som derved har fået en særegen betydning i den religiøse udviklings historie.

Efter sin oprindelse en religionskrig træder det religiøse element efterhånden ganske i baggrunden. Krigen og hele den politi k, som står bag den og sætter kræfteme i bevægelse, an- tager en verdslig karakter. Forferdelige er de ødelæggelser, som anrettes. Det er i regelen lejede soldater, som udgjør hærenes hovedmasse, og disse rå og ryggesløse bander træder alle menneskelighedens love under fødder, udøver de største afskyligheder mod alle aldere, finder en djævelsk lyst i at mis­handle og krænke den fredelige befolkning og tilfredsstiller sine lidenskaber med vihlt begjær. Hele byer lægges i grus, hele landstrækninger herjes og mister næsten sin befolkning. Kir­ker odelægges, gejstlige dræbes, forjages eller flygter, og guds­tjeneste øves ikke mere på mange steder. I Wiirtemberg er der af 1046 ansatte gejstlige og kandidater ved krigens ende kun 338 tilbage. For ungdommens opdragelse og undervisning rejses der de største hindringer. Der er universiteter, som næsten bliver forladte både af professorer og studenter, men især lider gymnasierne meget, Mange af dem, ikke blot de højere, men også de lavere skoler på landet, fører kim en hen­døende tilværelse, udsatte for idelige afbrydelser, en stor del af dem lukkes ganske, så al undervisning indstilles. Intet under, at det er en forvildet ungdom, som går frem af trediveårskri- gens rædsler¹). Allerede under krigen, men fornemmelig da

^!) «Så ofte jeg tænker tilbage på mit liv», siger rektor Rabener i Meiszen, «må jeg forundre mig over, at der endnu er blevet noget af os. Thi vor barndom faldt i den vildeste krigstid, da vort. Sorau blev plyndret. Kun på kummerligste måde fandt vi livsunderfiold. I hele seks år savnede vi en fader, der kunde opdrage os, og vor hele opdragelse var overladt til vor moder, som overvældet af knmmeT og tårer neppe var den byrde vok­sen, men skolen, som skulde have ydet hjelp, var indstillet, fordi lønningerne freden er indtrådt, arbejder gejstligheden med anerkjendelses- værdig iver på kirkens og skolens restitution. Den kalder mange sunkne institutioner igjen til live, giver hendøende for­mer ny kraft, så kirken og skolen udrustes med midler til atter at øve sin gjerning. Men ikke så let lægtes de sår, som var tilføjede ånds- oghjertelivet, ikke så let udslettedes de sør­gelige virkninger, som krigen havde båret for folkets religiøs- sedelige liv. Det daglige syn af krigens vederstyggeligheder, det vedvarende stadige tryk medfører en svækkelse af den sedelige følelse. Råhed og tøjlesløshed vokser rigt frem, egen­nytte og selvsyge bliver herskende magter. Lovens tilbagehol- dende kraft brydes, løste fra hemmende bånd slippes liden- skaberne løs og nedbryder de sedelige skranker. Udlandets indflydelse på tankegang og seder gjør sig sterkt gjeldende allerede under krigen og end mere efter denne. Rigets opløsning splitter interesserne og åbner rig adgang til frem­med påvirkning. De tyske fyrsters politik bliver bestemt og ledet fra Frankrige af, livsformerne i det hele får sit præg af fransk ånd. Der indtræder en skarpere adskillelse mellem stænderne. Et frivolt, letsindigt livssyn vinder indgang hos fyrster og adel, de antager fremmede seder og skikke, franske moder og fransk luksus, svælger i overdådighed og nydelser, medens de lavere klasser, der må bære forøgede byrder, mange a gang sukker i elendighed. Almenånden, den nationale sam- fundsånd er næsten tilintetgjort. De lavere klasser bøjer sig så meget ydmygere under de herskende magters tyranni, som krigens årelange tryk har dræbt modet og selvfølelsen. Men også borgerklasserne smittes af de højere stænders eksempel. Også ned i de lavere lag af folket trænger forkjærligheden for alt, hvad der er udenlandsk, nyt og fremmed, foragten for den tidligere tids simplere, tarvelige seder, tilbøjeligheden til luksus og vellevnet, blødagtighedens og letsindighedens ånd. Denne nye livsopfatning, der havde brudt med alt alvor, var krigens

udeblev, og der ingen fandtes, som vilde undervise uden betaling. Derhos frembød sig for vort, ø.je kun de værste eksempler på soldatertøjlesløshedi. Tholxtck, Das afcadem. Leben, I, p. 259.