Bech, Frederik Julius, 1758-1822, Biskop, fødtes i Middelfart 8. Aug. 1758.
Faderen: Byfoged Thomas B. (d. 1759), Moderen: Else Margrethe f. From (d. 1771). Han var den yngste af 19 Søskende. Han dimitteredes 1780 fra Odense Skole og tog de 2 første Examina med Berømmelse.
1783 tog han Exam. theol., drog saa til Norge og blev Huslærer hos Generalvejmester Krogh til Munkvold ved Throndhjem. 2 Aar efter fik han en Post som Lærer ved den nyoprettede Realskole i Throndhjem. Her udfoldede han som en ivrig Tilhænger af den filanthropiske Skole megen Virksomhed. 1787 blev han Præst ved Hospitalet og Tugthuset, hvor han forblev, til han 1794 forflyttedes til Ørlandets Sognekald.
1798 vendte han tilbage til Throndhjem som resid. Kapellan til Domkirken og blev her nu til 1803, da han fik Skogns Sognekald, hvor han kun forblev
1 Aar, da han 1804 blev udnævnt til Stiftsprovst og Sognepræst til St. Knuds Kirke i Odense.
Han havde allerede 1803 været nævnet paa Indstillingslisten til Throndhjems Bispestol og blev nu 12. Juli 1805 udnævnt til Biskop i Akershus, efter at han Aaret i Forvejen var bleven Dr. theol. i Kiel for en Disputats, «Jesu Dom over Miraklers Værd».
Det maa siges, at B. i sine Ungdomsaar i Throndhjem altid stræbte fremad, og tillige, at han udrettede adskilligt godt, til Dels med smaa Midler. Han
vedblev den hele Tid, han var Hospitalspræst, at læse i Realskolen, oprettede 1799 en Enkekasse, især for Haandværkere, 1800 et Læseselskab og gav samme Aar Stødet til Oprettelsen af et Skolelærerseminarium,
der ellers fik en kort Levetid.
1803 stiftede han en Søndagsskole for Haandværkere og underviste selv baade her og i Seminariet. Ogsaa det Aar, han var i Skogn, gjorde han Foranstaltninger til Skolevæsenets Forbedring, som han maatte rejse fra.
– Den Virksomhedsaand, der havde betegnet ham som Præst, forlod ham ikke som Biskop. Det mærkedes snart ved hans Tiltræden, at den gamle orthodoxe Roligheds Tid var forbi, at der skulde røres op i mange Ting
og handles.
Det var navnlig Skole- og Fattigvæsenet, det gjaldt. Hvor det kunde lade sig gjøre, var B. ude med Forsøg paa Oprettelse af Skoler og Arbejdshuse
samt en bedre Ordning af Fattigvæsenet i det hele. Han var en myndig Mand og holdt sig vel ikke altid inden for Grænserne over for sine Præster.
Han troede saaledes at kunne paalægge dem at uddanne Skolelærere,
noget som i andre Stifter med Held var forsøgt paa Frivillighedens Vej. Af B.s Foranstaltninger mislykkedes vist nok en Del, men adskillige af dem
fik en længere Varighed, og det maa saaledes optegnes til hans Ros, at han 2 Aar efter sin Tiltræden fik i Stand faste Almueskoler i Christiania samt en Ordning af det meget indviklede Fattigvæsen i Aker, der fik en berømmende Omtale af Claus Pavels, en Mand, der ellers ikke satte ham højt.
Det er ovenfor anført, at B. tidlig sluttede sig til den filanthropiske Skole, og det skal her tilføjes, at han som Theolog tilhørte den rationalistiske. Efter Samtidens Vidnesbyrd ansaas han ikke for nogen fremragende Taler. Han
havde Lyst til at være med, hvor der var noget at udrette for Fædrelandet, og han blev ogsaa stadig benyttet.
Han var saaledes fra 1807 Vicepræses i det topografiske Selskab i Christiania og i «det kgl. Selskab for Norges Vel» fra dets Oprettelse
(1809), hvorved han var meget virksom. Da det norske Universitet var stiftet, blev han Medlem af den – 29. Nov. 1811 – nedsatte kgl. Kommission til dets Indretning.
1816 var han med at grundlægge det norske Bibelselskab, hvis Formand han var til sin Død. Med sin høje Embedsstilling, sin ikke ringe Dygtighed og sin betydelige Ærgjerrighed kunde B. ikke blive uberørt af Begivenhederne i 1814.
Han sluttede sig nær til Christian Frederik, for hvem han holdt en begejstret Tale 18. Sept. 1813, ligesom han efter Kielerfreden støttede ham i hans Plan at lade sig udraabe til souveræn Konge i Kraft af sin Arveret.
I det betydningsfulde Møde af Norges første Mænd, Prinsen i Anledning af Rigets og sin egen Stilling havde sammenkaldt paa Ejdsvold 16. Febr. 1814, kom han dog snart paa andre Tanker. Prinsen havde liden Tillid til ham, sagde om ham, at han «skifter Mening, som man skifter Linned», og foretrak aabenbart hans Kollega P. O. Bugge. Christian Frederik stod ikke alene med sin strænge Dom, og bekjendt er Grev Schmettaus Ytring om disse to Bisper: «Den ene taler ingen vel om, og den anden taler vel om ingen».
Prinsen havde tiltænkt Bugge den første Plads i den kirkelige Administration, men kunde ikke forbigaa B., der saaledes blev Formand i den fra 2. Marts 1814 til 2. Marts 1815 virkende Oplysningskomité.
Hvad Carl Johan havde hørt om B.s Forhold, forbitrede ham i den Grad, at
han tænkte paa hans Afsættelse, medens han endnu stod i Landet under Vaaben.
B. har naturligvis kjendt til dette og søgte strax efter Konventionen til Moss (14. Avg. 1814) at komme paa en god Fod med Svenskerne. Allerede 4. Sept. havde han en Samtale med en af Kommissærerne om den almindelige Enthusiasme, der havde revet ham med, – at han nu saa, hvad Udgang Sagerne vilde faa, at han vilde træde frem og arbejde for Carl Johan officielt, naar det blev befalet.
Det kom ham her til gode, at han ikke havde været Medlem af Rigsforsamlingen paa Ejdsvold. Paa det overordentlige Storting talte han med Eftertryk for Unionen 20. Okt. 1814 og optraadte i det hele som Svenskernes Advokat.
Han blev som Følge heraf yderst upopulær, og hans Stilling blev ikke bedre ved den Afhængighed, hvori han kom til Carl Johan paa Grund af sin bestandige Pengetrang.
Han havde ventet at blive Medlem af det første Statsraad efter Foreningen,
og det var ham en haard Skuffelse, at N. Treschow blev ham foretrukken.
Han fik dog snart Vidnesbyrd om sin Konges Naade, da han endnu 1814 blev Prokansler for Universitetet og 1815 Kommandør (Storkors) af Nordstjærnen.
Efter i et Hyrdebrev (13. Dec. 1814) at have udtalt sig paa en meget forstandig Maade for sine Præster om Rigets forandrede Stilling trak han sig ud af Politikken og drev sin biskoppelige Gjerning med usvækket Iver, saa længe Kræfterne tillode det.
Det tilfaldt ham at krone Carl Johan 7. Sept. 1818, og de 2 første Bisper, der ere udnævnte i Norge efter 1814 – Pavels og Neumann –, har han indviet.
Han har udgivet temmelig mange Taler og en Del Smaaskrifter, væsentlig
af pædagogisk Art. I de sidste Leveaar svækkedes hans Syn, og han blev til sidst næsten blind. Mænd, der kjendte ham, have fortalt, at det myndige Væsen, der før saa tit havde virket frastødende, nu var borte, og han døde som den milde og sagtmodige Mand 20. Dec. 1822.
Han blev 4. Juli 1787 gift med Catharina Charlotte Outbèr, som da var Gouvernante paa Munkvold. Hun var født 1765 i Kjøbenhavn af reformerte Forældre, men gik paa sit Fødested over til den lutherske Kirke 1786.
Hun døde i Bergen 31. Dec. 1828. Af deres 9 Børn overlevede 2 Sønner og 2 Døtre Forældrene. Gjennem de 2 sidste er Slægten forplantet.
Halvorsen, Norsk Forf. Lex.
D. Thrap.