– og den uttalelse J.H. Sørbrøden bragte og hvorav et utdrag ble gjengitt i bladet «For Fattig og Riig» i utgaven nr. 18/1886 – «Første Søndag efter Paaske 1886» – hvilken falt på 2. mai i 1886; her uttaler Sørbrøden på en vis, forstandig og kjærlig måte sitt syn på den betente saken da en av Hans Nielsen Hauges mest fortrolige venner og støttespillere, Tollef Olsen Bache på Bragernæs i Drammen, gikk til det alvorlige – og usedvanlige – skritt å skille seg fra sin hustru og inngå nytt ekteskap. Bache bragte sorg til Hauge da han ble kjent med saken – og de to møttes også til en fortrolig samtale på Hauges gård i Kristiania. Bache ventet til Hauge var gått bort i mars 1824 med å fullende sitt forsett, men dette skritt skapte stor oppstandelse innad blant de fremste av Hauge-vennene og viden om, og – som vi ser nedenfor – var det den anerkjente Daniel Arnesen oppe i Romsdalen som tok initiativ til at de fremste lederne omkring i landet kom med uttalelser i saken;
Uddrag af John Hansen Sørbrødens Erklæring i Bache-Striden :
(straks efter, at han havde foretaget sin første Reise til Sverige, stod «Bache-Striden» paa sit høieste. Den var til stor Skade for Guds Rige og gik de fleste af Hauges Venner nær til Hjerte. Striden dreiede sig om, at den stivsindede T. O. Bache, der levede i «et ulykkeligt Ægteskab med en ond og arrig Hustru», istedetfor at forsøge at vinde hende, stødte hende fra sig paa mange Maader og endelig besluttede, at skille sig fra hende og ægte en Enke ved Navn Anne Vister. Herimod protesterede det haugeske Vennesamfund paa det bestemteste, og de ældste og mest anseede af Hauges Venner i Landet gav paa Foranledning af Daniel Arnesen hver især sin Mening tilkjende, der enstemmig gik ud paa at betegne en saadan Fremgangsmaade som Synd. Ogsaa John Sørbrøden gav under 28de Juni 1825 sin Erklæring, som vi her meddeler i Uddrag).
Naar jeg har hørt, at Ægteskab er blevet ophævet af dem, som der er indgaaet, synes jeg, det ikke var ret at gjøre det, og jeg er derved bleven ledet til at betragte, hvad den hellige Skrift siger om dette Stykke, den, som er vor Regel og Rettesnor, der styrker de ædle Følelser og giver Lys i det Mørke, som er i vore Hjerter.
Moses har da først skrevet herom i sin 5te Bog 24de Kap. 1 V. at hvo, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev, og Jesus gjentager det med Tillæg, at hvo, som skiller sig fra sin Hustru uden for Hors Sag, gjør, at hun bedriver Hor.
Videre har ogsaa den hellige Skrift flere Steder paapeget samme, som jeg beder Læseren, at læse med Opmerksomhed og fornegte sig selv, saa kommer nok Skjulet bort.
Paulus har siden udtrykt sig i 1 Kor. 7 Kap. 12 og 13 Vers saaledes : «Har en tro Broder eller Søster en vantro Mand eller Hustru, og det behager den vantro at bo hos den tro, han eller hun fraskiller sig ikke».
I 14 Vers : Den vantro er helliget formedelst den tro; og af Erfaring har jeg seet og hørt, at den vantro er kommen til Omvendelse, efter at Herren har kaldet den tro af Tiden, og hvo ved, om Børnene ikke ogsaa helliges.
Det lader til, at Kristus og Paulus ikke syntes det var rettest at skille sig for hvad som helst, men mellem to Onder, har de valgt det mindste Onde; Moses maatte gjøre det for Hjerternes Haardhed, som han havde mangen Prøve paa og led i sin Tid af, og unegteligt er det, at det maa være en Lidelse for en Broder eller Søster at se og erfare en af samme Sind sat i den Skjebne.
– – – Hvo ved, om det er godt at leve i Ro og fraskilt. Vistnok undgaar han mange daglige Fortørnelser, Bespottelser og Forargelser, som leder til mange onde Ting og almindelig en slet Børneopdragelse m. m. men hos den, som er enlig, kan jo igjen opvækkes Begjærlighed efter at have en Mand eller Hustru, og om det sker af den, som har skilt sig selv eller er adskilt, som nu med B.(Bache/red.) og A.(Anne/red.) da finder jeg i Mattæus 19 Kap., der Jesus talte med Farisæerne, som spurgte ham om Skismisse for hvad som helst Sag 3 V, at Jesus satte dem det Svar fore : «Hvo sig skiller fra sin Hustru uden for Hor og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor, og den, som tager den adskilte til Ægte, bedriver Hor».
Disciplene,som han havde talt med i 5 Kap. derom, sagde : «Staar Mandens Sag saaledes, er det ikke godt at gifte sig», 10 V og faar til Svar i 11 V. : «Dette begriber ikke alle, men de, som er det givet».
Dette forstaar jeg saaledes, at Farisæerne ogsaa hørte hans Tale denne Gang, men her svarede han Disciplene og sagde : De, som er det givet, forstaar det, de andre som forlod Herrens Frygt i Lydighed, begreb det ikke, og gjør det ei i vore Dage, og derfor støder de an imod mange, baade troende, som tror det hele Guds Ord i Sammenhæng, og vantro, som tror Ordet i stykkevis og bliver dog alligevel i Synden, og som ikke lader Guds saliggjørende Naade tugte sig til at forsage verdslige Lyster og Begjeringer og leve tugtelig, retferdig og gudelig i denne Verden og varsom, for ei med Kjødets Lyster at forarge en af disse mindste smaa, som tror paa Jesus.
––– Flere Steder i den hellige Skrift ser jeg nødig tillader Skilsmisse, men i høieste Nødstilfælde tillader det; uagtet jeg maa tilstaa og finder, at det er tungt for den, som i den Stand lider og savner alle Goder hos sin Ægtemage, saa er det ingen Raad, et Baand er igjen, som hviler paa den troende, om den vantro vil bo hos den tro, saa maa han ikke fraskille sig; det har vel sine Grunde efter Lidelsernes Beskaffenhed, saasom Voldsomheder ved Mord og Brand, hvilket den forbitrede onde gjør i sin Ondskab og ophidser andre dertil m. m., ja og foraarsager paa Afkommet Utugt og Laster, saa er ingen anden Vei end skilles; naar saadant kan ske paa en taalelig Maade, faar det og sit Medhold i Skriften og støder ei sært, naar det er grundet; men at gifte sig igjen støder imod Skriften, som og mod Samvittigheden i større og mindre Grad hos dem, som kjender noget til Menneskeværd.
Dette er min Grund og Tro herom og finder det modsatte vil foraarsage Dadel for enhver troende, som gjør derimod, det er de hilset med fra en, der vil være øm, om Guds Ære skal lide.