– «..af den christelige Religions Hovedlærdomme, med Hensyn paa den Strid mellem Norges lærde Theologer, som nu tildrager sig det hele læsende Publicums Opmærksomhed». Et Skrivt for Menigmand. Skien 1830;
– slik var denne lille bok – fra «Menigmand» til menigmann – ført i pennen av den engasjerte og særegne Hans Hanson og et innlegg i den åpne meningsutveksling som foregikk blant mange prester og teologer, etter at den kjente filosof, universitetslærer og i mange år i politikken engasjerte Niels Treschow i 1828 hadde utkastet sin teologiske «brannfakkel»; nettopp slik var dette Treschows bok «Christendommens Aand» ble oppfattet å være – en brannfakkel, dette ikke minst da han avviste Kristi guddom og videre gav en tolkning av flere av de sentrale dogmer som “metaphysiske Spidsfindigheder”; denne «samtalen» ville Hans ta del i ut fra sin ikke-teologiske bakgrunn;
– les Hansons bok her, fra sidene 1 – 24 :
– 1 –
Religionen er ikke blot den hele Menneskeslægts fælleds, men ogsaa hvert eensligt Menneskes vigtigste Anliggende.
Fra den fattigste Betler til den mægtigste Monarch, fra den meest Uvidende til den Lærdeste paa Jorde, føle vi Alle Trangen til et tilfredsstillende Svar paa disse Spørgsmaale : Mon den evige Aand, som har frembragt Verden og opholder den, ogsaa bekymrer sig om min eenslige Person, ogsaa bestyrer min særegne Skjæbne ?
Hører han ogsaa mine Bønner, og kan jeg trygt forlade mig paa, at han leder alle mine Tildragelser til det viseste og bedste Øiemed, ligesaavel for min egen Person, som for det Hele ?
Ophører min Tilværelse i Døden, eller skal jeg atter vaagne til et nyt Liv, og er, i sidste Tilfælde, da dette nye Liv en Fortsættelse af det Nærværende, eller blot en Opvaagnen til ny Bevidsthed, uden nogen Erindring om det Foregaaende ?
Gives der en fortsat Tilværelse efter Døden, hvorledes skal jeg da forholde mig, for at kunne sikkre mig Lyksalighed i det tilkommende Liv ?
Men naar min Samvittighed fordømmer mig; naar den siger mig : at jeg ikke
– 2 –
blot ei har gjort det Gode, jeg burde; men at jeg ogsaa har gjort Ondt : maa jeg da med Skræk og Fortvivlelse gaae det tilkommende Liv imøde eller gives der noget Middel, som kan trøste og berolige mig mod Samvittighedens Anklage ?
Paa disse Spørgsmaale har Christendommen givet de meest tilfredsstillende Svar, og givet dem paa en saadan Maade, at, medens Granskeren finder i Christendommens Lære Alt, hvad han, ved Fornuftens Hjælp, har kunnet slutte om disse Gjenstande, paa det fuldkomneste bekræftet og paa det klareste oplyst, saa finder den Ulærde i sin Bibel alt Det med Vished og Tilforladelighed fastsat, som den Lærde, med den dybsindigste Granskning er istand til at udforske til Svar paa hine for vor Rolighed saa vigtige Spørgsmaale.
Naar vi kaste vort Blik mod den stjernefulde Himmel, hvilket ubetydeligt Støvgran bliver da ikke vor Jord i dette den umaadelige Alverdens lille Led, hvortil vort kortsynede Øie kan naae ?
Men har ikke Gud saa omhyggeligen sørget for denne lille Jords hensigtsmæssige Indretning, og deri taget saa nøie Hensyn til dens levende Beboere Tarv, som om Jordkloden var den eneste Deel af Skabningen ? Lader os kun betragte en Bikube eller en Myretue, og spørge os selv, om Skaberen ei saa omhyggeligen har sørget for at meddele disse Smaakryb Alt, hvad der er dem nødvendigt til at føle sig lykkelige ved deres Tilværelse og opfylde deres Bestemmelse paa Jorden, som om denne Bikube eller denne Myretue havde været hans hele Verden.
– 3 –
Og sørger han ikke med samme Omhu for det Kryb, der er usynligt for det ubevæbnede Menneskeøie ? Kan da Fornuften nære den ringeste Tvivl om, at Gud ligesaa omhyggeligen sørger for de mindste Dele, som for det Hele af sin Skabning ?
Og dersom noget kunde være for lidet for Guds Opmærksomhed, hvad skulde da være stort nok for den ?
Hvo kan da tvivle paa, at jo Mennesket, der er begavet med Fornuftens høie Fortrin, og som, efter Alt, hvad vi kunde slutte, er bestemt for en høiere Tilværelse end dette Jordeliv, maa være en Gjenstand for Guds omhyggeligste Opmærksomhed (jeg ved (vet/red.) meget godt, at alle saadanne Udtrykke som omhyggelig Opmærksomhed, o. dsl. (pg deslige/red.) ei kunne i egentlig Forstand bruges om Gud; men Mennesker nødes at laane Udtrykkene af det Menneskelige, selv naar de tale om den Allerhøieste), og dette ikke blot Menneskeslægten i Almindelighed; men slev det særskilte eenslige Menneske i Særdeleshed ?
Ethvert Menneskes egen Erfaring bekræfter ogsaa dette, naar han opmærksom overtænker sit Livs Skjæbne. skjønt den tillige siger ham, at hans egen vis eller daarlige, onde eller gode Opførsel havde en betydelig Indflydelse paa hans Lykke eller Ulykke ?
Og hvad lærer nu Skrivten ?
«Der falder ikke en Spurv til Jorden, uden det er Eders Himmelske Faders Villie. Frygter (frygt/red.) derfor ikke; O ere meget Mere end Fuglene. Endogsaa alle Eders Hovedhaar ere talte».
Men ei lærer Skrivten, at vort eget Forhold er uden Indflydelse paa vor Skjæbne. Kun dem, som elske Gud, (og det er de,
– 4 –
der holder hans Bud, Joh. 14-15 og 23-15-10. 1 Joh. 1-6-2-4 o.fl. St.) tjene Alting tilgode; men Trængsel og Angest kommer over ethvert Menneske, som gjør det Onde.
Her forkyndes jo for den eenfoldige Christen, hvad den Vise, med sin Møisommelige Gransken, har udfundet. For Hiin er det utvivlbar Vished; thi han har det fra Guds egen Søn, hvilket han ei selv havde Evne til at udgranske, og Denne (den vise/red.) føler sig med beroligende Forvisning bestyrket i sine Fornuftslutninger derved, at de ogsaa ere Aabenbaringens Lære.
Det vilde ligge udenfor vor Plan og foraarsage alt for stor Vidløftighed, om vi her skulde fremsætte alle de Grunde, paa hvilke Fornuften bygger Troen paa et tilkommende Liv, der er en Fortsættelse af det Nærværende.
Det er bekjendt, at alle sande Tænkere, fra Socrates til Kant, have fundet de uomstødelige Grunde for denne Troe. Men ei kan den dybsindigste Gransker erholde en mere utvivlbar Vished om denne trøstelige Sandhed, end den, der blev den eenfoldigste Christen til Deel, omendskjøndt Denne hverken har Kundskaber, Tid eller Evne til at veie de Grunde, paa hvilke Fornuften støtter Troen paa Sjælens Udødelighed.
Den eenfoldige Christen har sin Frelsers Ord for, at han skal faa leve, alligevel at (om/red.) han døer, og det er jo den samme Vished, som den Lærde, ved mange møisommelige Granskninger, har erholdt !
Den eenfoldige Christen veed, at den Time kommer, da alle de, som ere i Gravene, skulle høre Guds Søns Røst, og de, som have gjort godt, skulle gaae frem til Livets, men de, som have gjort ondt, til Dommens Opstandelse.
– 5 –
Og er ikke dette det Samme, som Granskningen lærer den Vise, nemlig, at hisset (på den andre siden/red.) bliver det rette Gjengjældelsessted for vore Handlinger i dette Liv ?
Den eenfoldige Christen veed (vet/red.) : at naar dette vort Tabernakels jordiske Huus nedbrydes, da have vi en Bygning af Gud, et Huus gjort uden Hænder, som er evigt i Himlene. Han troer, at hans Frelser opstod, og er forvisset om, at den Gud, som opvakte Christum fra de Døde, ogsaa kan gjøre vore dødelige Legemer levende igjen.
Er ikke Udslaget paa Tænkerens Fornuftslutninger det Samme ? Vor Aand skal beklædes med et ædlere Hylle (dekke/red.), naar den aflægger det, som den bærer paa Jorden. Den Gud, som her i Støvet forenede vor Sjæl med saa kunstig (kunstfærdig/red.) bygget et Legeme — den Skaber, der (som Paulus i 1. Kor. 15-39 og 40 gjør opmærksom paa) allerede her paa Kloden har ladet see Prøver paa sin Skaberkunst, ved en saa mangfoldig Forskjællighed i de besjælede Væseners Organisation, han kan visselig ogsaa, i det tilkommende Liv, give vor Aand et ædlere og herligere Organ til at virke ved, end det, den nu har. Og dette er Indholdet af Bibelens, saa ofte mistolkede og misforstaaede, Lære om Opstandelsen.
Det er ikke af Johannis Aabenbaring, vi skulle hente vore Begreber om Opstandelsen. Denne Bog er, som bekjendt, et høit prophetisk Digt, hvis rette Mening et uigjennemtrængeligt Slør endnu tildækker for os. Den er indhyllet i poetiske Billeder, og hvad deri forekommer, saavel om den første, som om den anden Opstandelse, kan gjerne være en billedlig
– 6 –
Fremstilling paa Tildragelser, der skulle foregaae paa Jordkloden, medens den endnu er i sin nærværende Forfatning.
Men i 1. Cor. 15de taler Paulus, ligesaa fornuftigt, som høit og skjønt, om dette Æmne. Han laaner Billedet af Sædekornet, og leder os derved naturligt paa den Tanke : at ligesom der i den lille Frugtkærne (-kjerne/red.) skjules Spiren til et stort og herligt Træe : saaledes skjuler ogsaa vort nærværende Legeme Spiren til et herligere.
Men ikke skal dette Legeme blive af samme grove materielle Beskaffenhed, som hiint. Nei ! «Det saaes i Forkrænkelighed; det staaer op i Uforkrænkelighed. Det saaes i Vanære; det staaer op i Herlighed. Det saaes i Skrøbelighed; det staaer op i Kraft. Det saaes et naturligt Legeme; der opstaaer et aandeligt Legeme».
Er ikke dette fuldkommen overeensstemmende med hvad Fornuften slutter om vor tilkommende Tilstand ?
«Vi vente en ny Himmel og en ny Jord» siger Apostelen Peder; men hvad enten dette skal forstaaes om en ny aldeles omdannet Jordklode, med en ny Atmosphære, eller om Apostelen mener at vi skulle henflyttes til et andet Verdenslegeme, det lader sig ikke bestemt afgjøre.
Da han siger, at Himlen og Elementerne skulle forgaae, og Jorden skal opbrændes med Ild, saa er det Sidste i det mindste ligesaa rimeligt, som det Første.
I begge Tilfælde bortfalder aldeles den barnagtige Indvending, at Jorden ikke skulde kunne rumme de Opstandne. Er ikke Sagnet om Jordklodens forestaaende Ødelæggelse ved Ild, ældre end Christendommen, og synes ikke den
– 7 –
underjordiske Ild selv at bebude en saadan Ødelæggelse ?
Men i det Christendommen, som ydermere Forvisning om vor herlige Bestemmelse til et evigt Liv efter Døden, fremstiller for os et sandseligt Beviis, som gjør denne Lære Fattelig for den Eenfoldige; ja, for den Taabelige selv, saa indeholder denne sandselige Fremstilling tillige de ædleste og høieste Begreber om vor tilkommende Tilstand, som Tænkeren er istand til at hæve sig til.
Christus — Menneskeslægtens Repræsentant — døer og begraves; men Gud opvækker ham fra de Døde. Han udgaaer af Graven og fremtræder paany til Livet. «Kunde Gud opvække ham, saa kan han ogsaa opvække os».
Dette er den Slutning, Skriften vil, at den Eenfoldige skal gjøre deraf.
Men ei bliver Christus paa denne Jord. I sine Disciples Aasyn opløftes han synligen fra Jorden, stigende stedse høiere og høiere i Stjernehimmelen, indtil en Skye bedækker ham for deres stirrende Øine. Men der, hvorhen han gik — i sin Faders ubegrændsede Huus, hvor der ere saa mange herlige Værelser — der vil han berede os Sted, og did vil han hente os til sig, at vi skulde være hvor han er.
Kan nogen Forestilling være mere skikket til at indgive den Eenfoldige selv et ædelt og høit Begreb om hans Bestemmelse efter Døden ? Han maa gjøre sig hvilken Tanke han vil om den Himmel, han seer over sig, saa medfører denne Fremstilling dog umiddelbar Begrebet om en høiere Tilværelse, en Stigen i Fuldkommenhed, hvormed han tillige sættes istand til at betragte de Skabningens Under, som han her
– 8 –
kun øiner i det Fjærne; men fremfor Alt — og jo mere indskrænkede hans Forestillinger om Himmelen ere, jo stærkere bliver denne Tanke i hans Sjæl — en Nærmen til Gud.
Indeholder ikke dette alle de ædle og opløftende Begreber, som den Vise kan gjøre sig om vor evige Bestemmelse ?
Det vilde være overflødigt at bevise, at Christendommens Lære indeholder baade den rigtige og den fuldstændigste Anviisning til den Tænke- og Handlemaade, som gjør os skikkede til at nyde den Lyksalighed, der er os bestemt i det tilkommende Liv; thi Enhver, som med Opmærksomhed læser det nye Testamente, maa vistnok erkjende, at der ikke gives en fuldkomnere Sædelære, end den Jesus og hans Apostle have foredraget.
Der gives ikke en eneste Pligt, som Fornuften byder os at iagttage, uden vi dertil finde Anbefaling og Opmuntring i det nye Testamente, og disse Pligters nøiagtige Opfyldelse forudsættes, som en ueftergivelig Betingelse for dem, der ville være Christne.
Og den Christelige Religion har det store Fortrin, at den i Læreren selv fremstiller os det allerfuldkomneste Exempel paa Lærens Iagttagelse. Denne guddommelige Lærer sættes næsten i alle de Omstændigheder i Livet, hvori et Menneske kan komme, og i alle disse Omstændigheder, viser han sig som et Mønster paa den fuldkomneste Dyd; ja hvor hans Lære kunde synes os dunkel, der giver hans eget Forhold os en oplysende Forklaring over den rette Mening, f. Ex. Math. 5.39. Sammenlignet med Joh. 18.22,23.
Men i det hele nye Testamente befales
– 9 –
Intet, uden hvad Fornuften erkjender for at være Pligt, ligesaa lidet, som der forbudes Andet, end hvad den erkjender for at være Synd, og Jesu eget Exempel beviser tydeligt, at man kan omgaaes Verden og deeltage i alle tilladelige Nydelser, uden derved i mindste Maade at forsynde sig.
Men Jesu Sædelære har ogsaa den Fuldkommenhed, at den vil forbedre Mennesket fra Grunden. Træet skal vorde godt; saa blive ogsaa Frugterne gode. De onde Lidenskaber skulle undertrykkes og qvæles, saa begaae vi heller ingen onde Handlinger. Et reent Hjerte fordrer Jesus af dem, der skulle see Gud. Nære vi syndige Tilbøieligheder i Hjertet, beherske onde Lidenskaber vor Sjæl, da ere vi i den Alvidendes Øine ligesaa strafskyldige, som om vi virkelig begik de onde Handlinger, vi havde Lyst til. Math. 5. 22 og 28.
Dette er den christelige Sædelæres Grundsætninger.
Og kan der tænkes nogen ædlere Bevæggrund, end den christelige Religion giver til den fuldkomneste Dyd ? Vi skulle vorde fuldkomne, som vor himmelske Fader er fuldkommen. Vi skulle ligne den Gud, der er god mod de Utaknemmelige og Onde. Vi skulle vorde den Faders Børn, som lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader det regne over Retfærdige og Uretfærdige.
Er dette ikke en Opfordring til at ligne det Godes høieste Grundbegreb – til at danne os efter dets høist tænkelige Mønster ?
Den nedværdigende Frygt for Straf skal ligesaa lidet være Christnes Bevæggrund til at afholde sig fra det Onde, som det egennyttige Haab om Belønning skal være deres Bevæggrund
– 10 –
til at gjøre det Gode. Christendommen lærer tvertimod, at vore bedste Gjerninger ingen Belønning fortjene.
Den Vise lærer, at vi skulle gjøre godt af Kjærlighed til det Gode. Den christelige Religionslærer (gjør/red.)ndet Samme. Vi skulle gjøre godt af Kjærlighed til Gud, som er det høieste Gode.
Jesus har lært os at kjende Gud, som den kjærligste Fader. Kjærlighed maa opvække Gjenkjærlighed. Vi maae elske Gud; thi han elskede os først. Men elske vi Gud, saa holde vi ogsaa hans Bud. Af Kjærlighed til Gud kommer imidlertid, som en naturlig Følge : Kjærlighed til vore Medmennesker, og elske vi dem, da behøve vi ingen Lov; thi da driver vort eget Hjerte os til at opfylde vore Pligter imod dem.
Denne Kjærlighed vilde Jesus især indprente sine Tilhængere; den skulde være det Særkjende, hvormed de skulde udmærke sig fra Andre. Det var det Bud, at de skulde elske hverandre, som han paalagde dem, den sidst Aften, han var samlet med dem før sin Død.
Det var for at opflamme denne Kjærlighed, at han indstiftede det fælleds Maaltid, hvor de skulde samles som Børn af een Familie, for tillige paa den høitideligste Maade at mindes, hvad han havde lidt af Kjærlighed til Menneskene.
Men ikke var det mellem sig selv indbyrdes alene, at de skulde nære denne Kjærlighed; de skulde udstrække den endogsaa til deres Fiender og Forfølgere. Matth. 5.44 til Enden.
Hvilken Viismand beundrer ikke denne Jesu Lærebygning, hvis Grundvold er Kjærlighed, og hvo
– 11 –
formaaer at reise nogen Fuldkomnere ? Men med alt dette er den saa ukunstlet, saa tydelig og fri for al Indvikling, at den bliver fattelig for den Eenfoldigste.
Thi det var just den christelige Religionsstifters Hovedøiemed, at gjøre de Sandheder, som ethvert Menneske, til sin Beroligelse og og Lyksalighed, behøver at vide, indlysende for den Eenfoldige, uden at de derved tabte Noget af deres Høihed og Værd for den lærde Tænker, og i den fuldkomne Udførelse af dette Øiemed er det just, at det Guddommelige saa tydeligt fremskinner.
Hvilket stort Fortrin i Tydelighed, Bestemthed og især i Fattelighed for den Eenfoldige, har ikke Jesu ukunstlede Grundsætning : «Aldeles som I ville at Menneskene skulle gjøre mod Eder, saaledes gjøre I og mod dem», for den Kantiske : «Handle saa, at Du kan ville, at Din Handling skal blive til en Lov» ?
Saaledes indeholder Christendommen den fuldkomneste og tillige den fatteligste Sædelære, som nogensinde har været fremsat for Mennesker.
Men hvo er den, som stedse og fuldkommen har iagttaget denne Sædelæres Forskrifter ? Selv Den, som ivrigst stræber derefter, maa dog erkjende, at han ofte feiler og at hans Dyd er ufuldkommen; ja, der ere vel faa Mennesker, som ikke med Anger og Blussel maa erkjende, at der har været en Tid i deres Liv, da de vare Sandselighedens eller Lidenskabernes blinde Slaver. Hvo faa ere ikke de, hvis Samvittighed giver dem det Vidnesbyrd, at de aldrig have gjort sig skyldig i nogen Handling, som, baade med
– 12 –
Hensyn til dens Bevæggrund og Beskaffenhed, fortjente i Sandhed Navn af ond ?
Og gaae vi nu ogsaa i Rette med os selv for det Gode vi have efterladt at gjøre, hvo kan da bestaae for Samvittighedens Domstol ? Hvormed skulle vi da kunne forsone denne strenge Dommer, hvor skulle vi søge Beroligelse, naar han fordømmer os ?
Her maa Fornuften blive staaende ved Gisninger (gjetninger/red,). «Gud er ikke blot retfærdig, men ogsaa Barmhjertig. Han er algod og elsker alle sine Skabninger; altsaa vil han ikke, at Nogen af dem skal vorde uden Redning ulyksalig. Han kjende vor Naturs Skrøbelighed og vil overbære med vore Svagheder. Oprigtig Anger kan forsone Brøde. En god Hensigt maa hos Gud gjælde istedet for en fuldkommen Udførelse, og redelig Bestræbelse for det Gode kan bøde paa Feil og Mangler. Et velført Manddomsliv maa udslette vor Ungdoms Forseelser o.s.v.»
Men Anger kan ikke borttage de onde Følger af vore Handlinger. Gud fordrer ingen Fyldestgjørelse for sin egen Skyld; thi vi fornærme ei ham med vore Synder. «Kast kun Dit Blik til de øverste Skyer, og selv de ere Dig for høie. Dersom Du har syndet, hvad Skade har Du vel gjort Gud, og dersom Dine Overtrædelser end ere mange, hvad Fortræd har Du vel derved tilføiet ham ? Dersom Du er retfærdig, hvad gavner det ham, eller hvad kan han modtage af din Haand ? Men Din Uretfærdighed kan skade et Menneske, som Du er, og Din Retfærdighed kan gavne et Menneskes Barn».
– 13 –
Ja ! Vore Medmennesker er det, som vi fornærme med vore Synder, og det endogsaa med de Synder, om hvilke man pleier at sige, at vi derved kun skade os selv.
Men kan vor Anger oprette den Skade, vi ved vore Synder have tilføiet Andre ? Kan en kort Tids ufuldkomne Opfyldelse af vore Pligter erstatte en lang Tids Overtrædelse deraf ? Kan det Gode, jeg i mine sildigere (senere/red.) Dage virker i een Kreds, oprette det Onde, jeg i tidligere Dage har udøvet i en anden Kreds ?
Og nu de Ulyksalige, der have forbrudt sig mod Menneskeslægten ved grove Misgjærninger; de der have henlevet deres længste Tid i aabenbare afskyelige Laster; de, der ved Forførelse og Forargelse have fordærvet deres Medmennesker, og maaske bragt ikke blot timelig og aandelig, men ogsaa evig Ulyksalighed over dem : hvad Trøst er der for dem, naar deres Samvittighed eengang vaagner ?
Ere ikke ogsaa de Mennesker, skabte af Gud til evig Salighed, og skulle de da, naar de erkjende deres Brøde, og Intet ønske ivrigere end, at de kunde vende om til Gud og Dyden, dog maatte overlade sig til haabløs Fortvivlelse ? Skal al Vei til Forbedring og Lyksalighed være dem spærret, og kun evig Elendighed staae dem aaben ?
«Det var haardt», sige vi, «og det kan ikke stemme overeens med Guds Algodhed».
Men hvad Erstatning kan da disse Menneskers Anger gjøre for det meget Onde, de have udrettet paa Jorden ?
Hvorledes skulde de, endog ved flere Aars Bestræbelser for at gjøre Godt, og troligen at
– 14 –
fylde deres Pligter, kunne udslette Følgerne af deres Misgjærninger ? Gud maa desuden ligesaa strengt overholde de Love, han har givet sine fornuftige og frie Skabninger til Regel for deres Forhold, som han overholder sine Naturlove, om der ikke skal indtræde Uorden og Forstyrrelse i hans hele sædelige Rige.
Gud kan altsaa, ifølge sin retfærdige Natur, ikke lade den forsættelige Overtræder af hans sædelige Love blive ustraffet, uden at erklære deres Overholdelse for ligegyldig, og saasnart een fornuftig og fri Skabning eftergives den fortjente Straf, kunne alle Forbrydere fordre samme Ret, og den fuldkomneste Lovløshed maatte opstaae i Guds sædelige Rige.
Her maa Fornuften erkjende sin Svaghed; men den bliver dog staaende ved den Tanke : «Gud er algod, og hos ham maa der være forbarmende Naade, miskundelig Tilgivelse at erholde; thi ellers kunde intet Menneske bestaae».
Denne Fornuftens glade Anelse og trøsterige Slutning, har Christendommen sat i det klareste Lys, og paa det fuldkomneste bekræftet. Men hvor tydelig fremskinner ikke ogsaa her den Viisdom og Kjærlighed, hvormed Gud har læmpet sig efter den Eenfoldiges Fatteevne. Ved blodige Offere havde baade Jøder og Hedninger troet at kunne forsone Guddommen; ogsaa de Christne skulde da see Gud forsonet ved et blodigt Offer.
Gud sendte os sin Søn – et Menneske som vi; men paa den nøieste, for os uforklarlige, Maade forenet med Guddommen selv. Hans Ærinde
– 15 –
paa Jorden var : at udføre Menneskene af Vankundighedens og Overtroens Mørke, og udløse dem fra Afguderiets og Lasternes gruelige Trældom. Han skulde lære Menneskene i Gud at erkjende en kjærlig Fader, for hvem de ei behøvede at grue; men til hvem de, som tillidsfulde Børn, kunde nærme sig uden Frygt. Han skulde lære dem at kjende Faderens Villie og forvisse dem om den evige Herlighed, som denne kjærlige Fader har bestemt alle sine lydige Børn.
Han skulde forjage Barbariets, Grumhedens og Hadets Aand fra Jorden, og forene alle Mennesker med det ømmeste Kjærlighedsbaand.
Men for at udføre dette Ærinde maatte han underkaste sig en blodig, marterfuld og skammelig Død. Menneskenes Frelse fordrede det (Joh. 12–24), og derfor underkastede den Hellige, hvem Ingen kunde overbevise om nogen Synd, sig de bittreste Lidelser og den smerteligste Død. Og ved denne sin Søns Kjærlighed har Gud erklæret sin Retfærdighed at være forsonet. Nu behøves intet Offer ydermere for Synden; thi det store Forsoningsoffer er bragt. Guds Søn opoffrede villigen sit Liv til vor Frelse ! Den Uskyldige vilde heller underkaste sig de Skyldiges Straf, end at de skulde omkomme. Og nu kunde Gud, uden at tilsidesætte Retfærdighed, skjænke ham til Eiendom de Mennesker, ha elskede saa høit, og saa dyrt havde tilkjøbt sig. Af Guds frie Naade, uden vor egen Fortjeneste, kunne vi nu for Jesu Skyld erholde den fuldkomneste Tilgivelse for alle vore Synder.
Men da maae vi ogsaa vorde (bli/red.) Jesu Eiendom.
– 16 –
Hensigten af (med/red.) det Offer, han gjorde for os, var, at han vilde forløse os fra al Uretfærdighed, og rense os til at vorde ham et Eiendomsfolk, som skulde være flittigt til gode Gjærninger. Tet. 2. 14. (Apost. Paulus´ brev til Titus/red.). Vi skulde vorde ham et helliget og adskilt Folk, der ved vore Dyder skulle vise at vi vare kaldte fra Mørket til Lyset, 1. Pet. 2-9. Vore Sjæle skulle være kydske, rene og fyldte med broderlig Kjærlighed, 1. Pet. 1.22; thi ei var det med forgængeligt Sølv og Guld, men med sit eget Blod han havde kjøbt os, 1 Pet. 1-18.
Han døde for os; men ved hans Død skulle vi ansee os døde for Synden. Den skal ikke mere herske over os, Rom. 6.12. Vi skulle betragte den, som om den var bleven korsfæstet, da han blev korsfæstet, Rom. 6-6.
Derimod, ligesom han opstod fra de Døde, saa skulle vi ogsaa ansee os for opstandne igjen, for at vandre i et ganske nyt og forbedret Levnet, Rom. 6-4. Det er ham, vi have at takke for, at vi ere forligte med Gud, og denne Lyksalighed har han tilkjøbt os ved sin Død. Derfor skylde vi ham den meest uindskrænkede Kjærlighed; men elske vi ham, da maae vi holde hans Bud, Joh. 14-23. Vi skulle ganske leve for ham, som elskede os og gav sig selv hen for os.
Der er ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu; men da maae de ikke vandre efter Kjædet, men efter Aande, Rom. 8.1; thi dersom vi sige, at vi blive i ham. da ere vi skyldige til at omgaaes som han omgikkes, 1. Joh. 2-6. Han, som led for os har ogsaa efterladt os det Exempel, vi skulle følge, 1. Pet. 2-21; thi den, som ikke har Christi Aand, er
– 17 –
ikke hans, Rom. 8.9. Saaledes er Skrivtens Lære. Ved den bortfalder enhver Forestilling om en mod Guds Retfærdighed stridende Eftergivelse af Syndens Straf, ligesom ogsaa al sikker Stolen paa Guds tilgivende Naade, hvilken vi ei kunne erholde, uden ved ganske at hellige os (innvie oss/red.) til Jesu Eiendom : ganske – som Skrivten udtrykker det – at afdøe fra Synden og leve i Retfærdighed.
Men paa dette Vilkaar kan den groveste Synder erolde den fuldkomneste, meest uindskrænkede Tilgivelse; dog ikke som Noget han fortjener ved sin Anger og Forbedring; men som Guds frie Naade, den Jesus har erhvervet os.
Saaledes besvarer Christendommen, paa den fuldkomneste og meest beroligende Maade, de Spørgsmaale, som det er ethvert Menneske saa magtpaaliggende at erholde beroligende Svar paa, og medens den granskende Viismand maa tilstaa, at han ikke ved Fornuftens Hjælp, kan komme til nogen rigtigere Opløsning af disse Spørgsmaale, end den Christendommen tilbyder, saa man han tillige erkjende, at Alt, hvad Fornuften har kunnet slutte derom, det sætter Christendommen i et langt klarere Lys og bygger det paa langt fastere Grunde.
Det er en høist urigtig Tanke, at Christendommen skulde forbyde os at bruge Fornuften. Det er tvertimod ved Fornuften vi skulle overbevise os om de christelige Lærdommes Sandhed. Vi skulle tage Fornuften fangen under Troens Lydighed, det er : Vi skulle overbevise Fornuften saaledes om den christelige Religions Sandheder, at den fuldeligen troer dem og erkjender
– 18 –
i disse et klarere Lys, end den selv formaaer at tænde.
Og held os, mine ustuderede Brødre ! dette Lys skinner klart for os; thi vi kunne selv læse den hellige Skrivt. At den Lærde kan læse den i Grundsproget, kan i mangen videnskabelig Henseende være ham til stor Nytte; men større Viisdom til Salighed, end den vi kunne hente af den Oversættelse, der gjennem Aarhundreder har været erkjendt for god og rigtig, kan han, sandelig ! ikke øse af Grundsproget.
Hos os gives der ikke to forskjællige Religioner, den Ene for de Lærde og den Anden for de Ringe. Vi ere Alle – saa Mange af os, som deeltage i Kirkens Samfund – Christne : Christne som protestere, det er : gjør Indsigelse, imod enhver Myndighed i Troessager, uden den hellige Skrivts og den sunde Fornufts.
Lader os da, mine Brødre ! vandre i Lyset, medens vi have Lyset, at ikke Mørket skal overfalde os ! Lader os troligen benytte det Lys, som i den hellige Skrivt skinner for os, for ved dets Glands at vandre den Vei, der fører til Salighed; men laders os ikke indlade os i theologiske Stridigheter; thi det er ikke vort Kald og fører ikke til Salighed; men fører derimod til Tvist og Strid, som er Christendommens Aand saa ganske modsat.
At de Lærde, i Theologien (d.e. Lærdommen om det Guddommelige), som i enhver anden Videnskab, med Nøiagtighed drøvte (drøfter/red.) enhver Mening, og med Grunde modsige eller forsvare den : det hører til deres Kald,
– 19 –
og det bør saa at være, til Oplysningens Fremme og Sandhedens Bekræftelse; men til Lægmanden gjælder Pauli Formaning i 2. Tim. 2-23. «Undslaae dig for unyttige Spørgsmaale, om det, som Du ei er oplært i; thi Du veed, at Sligt kun afstedkommer Tvedragt».
Til at bedømme lærde Spidsfindigheder mangle vi jo den fornædne Kundskab, og hvad vi behøve at vide til vor Salighed, det er os klarligen aabenbaret i den hellige Skrivt. Til denne ville vi holde os, uden at lade os vildlede ved de Lærdes Tvedragt. End mindre ville vi opkalde os efter noget Partie, uden at have fattet dets Grunde. Vi ville hverken kaldes Treschowianer eller Wexelsianer; men Christne.
Om Adskillelsens eller Foreningens sande Beskaffenhed mellem Christi tvende Naturer, ville vi, som Lægfolk, ei understaae os at tviste (stride eller diskutere/red.). Lærde have selv tilstaaet, at det overgaaer deres Fatteevne, og maaske overgaaer det endog de høiere Aanders. Vi vide, at Jesus Christus var et sandt Menneske, og vi ville ikke tale gudsbespotteligt, ved at kalde ham Gud, under saadanne Omstændigheder, hvor han ikke eengang kalder sig selv Gud, men Menneskets Søn. Det var Mennesket, som led og døde for os; thi Gud kan hverken lide eller døe; men dette Menneske var paa det nøieste, skjøndt paa en for os ubegribelig Maade, forenet med Guddommen, og derfor øre vi Sønnen, som vi ære Faderen.
Men naar vi tilbede Gud i Sønnen, da tilbede vi ikke Mennesket Jesus af Nazareth; heller ikke en skabt Aand, som i menneskelig Skikkelse
– 20 –
er kommen til Jorden; thi det vilde aabenbart lede til Fleerguderie; men vi tilbede Gud, som var i Christo og forligte Verden med sig selv.
Den meest uddannede menneskelige Aand kan dog ikke gjøre sig noget rigtigt og fuldkomment værdigt Begreb om den Uendelige. Vi erkjende derfor med Beundring og Taknemmlighed Guds Viisdom og Kjærlighed i at aabenbare sig for os ved et Menneske, der var saa at sige Præget af hans eget Væsen: hans Herligheds Glads – som Johannes siger – Guddommens Fylde i legemlig Skikkelse, saaledes som støvindhyllede Aander kunne beskue og fatte den.
Nu tænkte vi os Gud saa blid, saa god, saa kjærlig som Jesus var : saa redebon og tillige saa mægtig til at hjælpe. Det er Alt, hvad vi, til vor Beroligelse, behøve at kjende af hans Væsen, og kunne vi vel fatte Mere ?
Nu nærme vi os til Gud, saa fortrolige, saa tillidsfulde, som til en Ven og Broder, der af Erfaring kjender al vor Nød og Trang; men selv den Eenfoldige, der ligefrem tænker sig Mennesket, nærmer sig dog i sin Tilbedelse til Gud, som han tænker sig under denne Skikkelse, og det Billede den meest opløftede menneskelige Indbildningskraft danner sig af den Uendelige, kommer slet ikke Guds virkelige Væsen nærmere. Her i Støvet vilde Gud, at vi skulle nærme os ham gjennem denne Mægler; thi det var meest overeensstemmende med vor Natur.
Her kjende vi Alt kun stykviis. Vi see som gjennem et Glas, vi skimte det dunkelt, som Meningen af en Gaade; men naar vor sidste Fiende Døden er overvunden,; naar vi komme der, hvor viskulle skue Ansigt til Ansigt, uden Slør og Maske, da skulle vi formaae at gjøre os et tydeligere Begreb om Gud. Vi behøvede da ikke at nærme os Guddommen under et Menneskes Billede; derfor skal da ogsaa Sønnen selv ophøre, og Gud skal blive Alleting i Alle.
Saaledes lærer Apostelen Paulus i 1. Cor. 15.26, 27 og 28, og saaledes lærer ogsaa den sunde Fornuft.
Med Treenigheden i Eenheden og Eenheden i Treenigheden
– 21 –
ville vi heller ikke indlade os. Det er et Værk af den menneskellige Spidsfindighed, og derom finde Intet i den hellige Skrivt. Derimod siger Skrivten os, at Gud har aabenbaret sig som Fader, Søn og hellig Aand, og at det er den samme eneste og sande Gud, der paa disse tre Maader har aabenbaret sig for Menneskene. Herimod har den sunde Fornuft slet Intet at invende. Den samme Gud, der i den hele Natur og i vor egen Samvittighed forkynder sig som vor Fader og Dommer, den samme Gud var ogsaa i Christo, og forligte Verden med sig selv, og det er den samme Gud, som har virket og virker krafteligen ved den Aand der begeistrede Propheterne til de hellige Sange, under hvilke det Forhæng der dækker Fremtiden, oprullede for deres Øine og de saae med glad Henrykkelse Verdens Frelser og hans Riges herlige Tider : den Aand, som paa Pintsefestens Dag besjælede Apostlerne med Kraft fra det Høie, for hvilken Afgudstemplerne faldt og Korsets Banner reistes paa den hele Jord : den Aand, der saa kraftigen virker ved Ordet paa vore Hjerter, kalder os saa ofte og ved saa mange Anledninger til Omvendelse, opholder vort Haab og vor Troe, styrker os i Fristelser og giver os Kraft til at fuldende Helliggjørelse i Gudsfrygt. Thi der er Forskjæl paa kraftige Gjærninger; men Gud er den samme, som virker krafteligen alle Ting i Alle. 1. Cor. 12,6.
At der er en ond Aand, et forvendt Sind, en fordærvet Tænkemaade, som hersker i Verden, derom forbyder Erfaring os at tvivle; men om denne Aand virkelig er et personligt Væsen af en høiere Art end den menneskelige Aand, derom ville vi ikke stride.
Fornuften kan aldrig afgjøre denne Tvistighed med bestemt Vished; thi der ere flere Ting i Himmelen og paa Jorden, end de Vise dømme om, og vi kjende Intet, uden det, vi igjennem Sandserne have erfaret. De mange Forsøg, der have været
– 22 –
gjorte paa at bortforklare den onde Aands Personlighed af Bibelen, synes heller aldrig at have ret ville lykkes. For os kan det imidlertid være Nok, at vi vide (vet/red.) : naar vi modstaae det Onde, da maa det flye for os.
Som sande Christne ville vi derfor, efter Pauli Formaning i Eph. 6 (Paulus´brev til efeserne/red.), tage Guds fulde Rustning paa, saa vi kunne seire paa den onde Dag og staae, naar vi have udrettet alle Ting. Ved Guds Aands Kraft kunne vi seire over Mørkets Riges hele Vælde.
Ei ville vi gruble over den første og anden Opstandelse. Johannis Aabenbaring er endnu en beseglet Bog, saavel for de Lærde, som for de Læge, og ethvert Forsøg paa at bryde Seglet ved Grublerie har hidtil endt sig, enten med Vanvid eller daarligt Sværmerie. Vi ville overlade til Forsynet selv at aabne Seglet ! Imidlertid vide (vet/red.) vi, at vi skulle leve, alligevel at (selv om/red.) vi døe, og at det Forkrænkelige engang skal iføres Uforkrænkelighed : at det naturlige Legeme skal nedsaaes i Jorden, for at opstaae som et aandeligt Legeme. Ei er det aabenbart, hvad vi skulle blive; men vi vide, at vi skulle vorde Frelseren lige, dersom vi, ved den hellige Aands Bistand, rense os, som han er reen.
Og dette, mine Brødre ! er Hovedsagen. Vi skulle ikke læse den hellige Skrivt, for deri at udfinde Anledning til Tvist og Strid; men for at opflammes af en brændende Kjærlighed til vore Medmennesker og bestyrkes i et fredeligt og velvilligt Sindelag mod Alle.
Ikke skal Bibelens Læsning nære Partieaand, Had, Uforligelighed, Forfølgelseslyst, Hovmod, Foragt for Andre, og slige onde Lidenskaber i vor Sjæl; men den skal tvertimod udrydde alle onde Lidenskaber hos os, og indgive os det samme Sind, som var i Christo : i ham, der var sagtmodig og ydmyg af Hjertet, som ikke skjændte, da han blev overskjændt, ikke truede, da han led.
O ! at den Opmærksomhed, som Menigmand i Norge nu synes at have henvendt paa Religionen, dog ikke maatte indskrænke sig til unyttig Tvist om
– 23 –
ufrugtbare Meninger; men at den maatte fæste sit Blik paa Christendommens sande, indre Værd og besjæles af den Aand, som er Kjærlighedens Aand.
Ja, mine Brødre ! Lader os atter begynde at læse den alt for længe henlagte Bibel; men lader os læse den, for deraf at hente Trøst for vort Hjerte, Bestyrkelse i vor Troe, Næring for det christelige Sindelag og Anviisning til en ustraffelig Vandel. Lader oss læse Bibelen for derved at opflammes til at elske den Gud, som ikke sparede sin egen Søn; men gav ham hen i Døden for os Alle og vise denne Kjærlighed i ubrødelig Lydighed : elske den Frelser der gav sig selv hen til en Igjenløsnings Betaling for os Alle, og lade denne Kjærlighed bevæge os til ganske at hellige os ham, som hans Eiendomsfolk, der er flittigt til gode Gjerninger : elske vore Medmennesker, der Alle ere den samme kjærlige Faders Børn, Alle forløste ved den samme Frelsers Blod, og Alle Arvinger til det samme evige Liv, og vise denne Kjærlighed i en virksom Iver for at gavne, hjælpe, tjene og understøtte Enhver.
Lader os læse Bibelen for at bestyrkes i det evige Livs Haab og fæste vort Øie paa vor høie Bestemmelse, saa at ikke vi, hvis Borgerskab er i Himlene, skulle nedværdige os under Dyret, ved at vorde den grove Sandseligheds foragtelige Trælle : at ikke vi, som ere Christi Medarvinger til et evigt Herlighetens Rige, skulle lade os saaledes fængsle af denne Jords forgængelige Skatte eller dens forfængelige Ære, at vi derover skulle forglemme vort sande Værd, vor Sjæls høie Adel, vor herlige Bestemmelse; men at vi maae gjøre det til vor Tragtens Maal (vår attrås mål/red.) at vorde skikkede til at deeltage i den Salighed, som Gud har bestemt os, og her at vorde beprydede med alle de Dyder, som Christendommen anpriser og saa kraftigen opmuntrer til.
Da skal ogsaa Herrens Velsignelse i det Timelige spores iblandt os; thi da skulle Arbeidsomhed,
– 24 –
Tarvelighed, Maadelighed, Ædruelighed, Vindskibelighed, Nøisomhed og alle de Dyder, hvorved et Folks Velstand trives, blomstre i Landet. Da skal ogsaa sand Frihed varigen og urokkeligen grundfæstes i vor Stat; thi hvor Herrens Aand er, der er ogsaa Frihed. Kun dersom Guds Søn faaer frigjort os, vorde vi virkelig frie. Det Folk, som er Syndens Træl, kan ei nyde sand borgerlig Frihed.
I den Stat, hvor Herskesyge, Ærgjærrighed, Pengegjærrighed og lav Egennytte ere de Lidenskaber, som herske, der kan sand Borgerdyd, Fædrelandskjærlighed, Eendrægtighed og uegennyttig Opoffrelse ikke trives, og uden disse Dyder trives heller ikke Friheden. Ved Blødagtighed, Yppighed, Vellyst og allehaande sandselige Udsvævelser taber jo et Folk aldeles sin Kraft og Selvstændighed, og vorder letteligen Undertrykkerens Bytte.
Hvor Christendommens Aand hersker, er derimod Kjærlighed, Enighed, Samdrægtighed, Fædrelandskjærlighed, Mod og Kraft. Der søger man ikke sit eget, men det Almindeligstes Vel. Der sælger man ikke Fædrelandets Ære, Frihed og Rettigheder for Guld; der smigrer man ikke den Mægtige og befordrer hans onde Hensigter, for at kunne erholde en Rang eller et Embede. Ubrødeligen lyder man Lovene, og med Ærbødighed behandler man dem, som skulle haandhæve disse; men frit, skjønt beskedent, hæver man Stemmen for at tale Retfærds og Sandheds Sag, uden at bæve for de Mægtige.
I en Stat, hvor Christendommens Aand hersker, der nedværdiger man ikke sin Menneskeadel; man glemmer ikke, at den samme Religionsbog, som byder os at ære Kongen og alle dem, der ere satte i Høihed, den samme Bog siger ogsaa : «I ere dyrekjøbte – vorder ikke Menneskers Trælle !» (1. Kor. 7,23/red.).
O, at dog Christendommens Lære maatte finde Indgang i Mængdens Hjerter og dens Aand vorde herskende i Norge, da skulde Lyksalighed og Frihed stedse blomstre mellem vore Klipper.
