– fra den kjente Haugianer John Sørbrødens hånd og som især handler om de på denne tid nylig utkomne bibel-utgaver og bibeloversettelser, men også nevner hans syn på nylige endringer i forklaringer til Luthers «Lille Katekismus» fra 1529, den som på oppdrag av kongen Kristian VI i 1737 ble utarbeidet av biskop Erik Pontoppidan med tittel «Sandhed til Gudfrygtighed» og i obligatorisk bruk blant norske barn. Endringer i dette «arvegods» vakte naturlig nok strid og Sørbrøden hadde også klare synspunkter rundt disse forhold;
– hans utrykte artikkel fra 1836 ble her publisert langt i ettertid – i 1886 – i tidsskriftet «For Fattig og Riig» for «Første Søndag efter Paaske 1886», hvilken falt på 2. mai det året;
– her er artikkelen på sidene 143 – 144 :
Om Forandringer i de ældre Udgaver af Bibelen, Katekismen og Forklaringen (Utrykt Avisartikel fra 1836 af John Hansen Sørbrøden).
Naar jeg betragter Rigsforsamlingen paa Eidsvold i 1814, og den Stilling vort Land da befandt sig i : indespærret til Lands og Søs, blottet for de høist fornødne Midler til dette Liv, truet af Krig paa alle Sider og adskilt fra en Monark, vi ansaa som en god Bestyrer, og overladt til os selv i Ve og Vel, da Krig og Hunger herjede om os, og vi vare løste fra Danmark synes jeg, at vi stod i en betænkelig, ja saa at sige rædselsfuld Stilling.
Senere, dengang Folket raadslog og faldt paa at opsætte sig en Grundlov i saadan Grundform, at Lighed og Frihed skulde tilkomme alle blandt Folket, da var vi omgivne med Frygt, der drev Egennytten tilside, at hver bidrog sit at grundlægge en Lov til et Folk og Lands Bestyrelse.
Gud indgav ogsaa vore Fiender dengang at opholde med Udførelsen af sine givne Paastande, saa vi fik Tid til at fuldføre vort paabegyndte Verk. Alle har forundret sig over det, som i kort Tid den Gang blev gjort med saadan Lighed og Frihed for alle Stænder, men her er allerede sagt : Egennytten var tilsidesat, der ofte er som Kræft i et nær helet Saar, der forgifter og æder ogsaa det sunde.
– Betræffende Grundlovens § 2 : «Den evangelisk lutherske Religion skal være og forblive Statens Religion», da har mange Folk talt med mig om, hvad Aarsagen kan være til de mange Forandringer nu foregaar, og som er afvigende fra de ældre Oversættelser af Luthers Arbeider, da har jeg fundet, at § 2 aldrig har stillet Krav til Lærens Renhed i sin Grund; men flere Forandringer har og været i Luthers lille Kathekismus fra 50 Aar tilbage og til nu, og hver Gang beraabes paa Oversættelse og Rettelse efter Grundteksten; godt var det, naar det var sandt.
At ikke alle oversætter ligt, har jeg selv fundet i Oversættelsen af Luthers store Kathekismus, oplagt i Kristiania 1828. Jeg læste for nogle Mennesker Forklaringen til 3dje Bud, som gjorde mig særdeles ondt, da jeg læste den med Tiltro, fordi den var af Luther. Siden kom jeg over en, som er trykt i Trondhjem omtrent 100 Aar tidligere; deri finder jeg hans Grund at helligholde Hviledagen paa i sin Renhed til Sjelens Renselse, og der kjendte jeg Luthers Ord og ikke Udtryk, eftersom kjødelige Øren klør.
Vi finder, som før sagt, Forandringer i den lille Katekismus, der skal være den første, som bør indplantes i vore Børn, saa Frugter deraf kunde fremmes indtil deres sidste her i Livet; enten det er Oversættelsen, Rettelsen eller Forbedringen, som er Aarsagen, det tør jeg ei vist sige eller indlade mig paa; et tør og kan jeg sige : Mange har talt om det 5te Bud i
– 144 –
forrige Oplag før den i 1834 autoriserede og i 1835 trykte udkom, hvori er udeladt «i al Livsfare».
Saavidt de ældre efter sin Børnelærdom har det, bestaar vi Mennesker af to Dele, nemlig Sjel og Legeme, men efter den nye er det blot i legemlig Nød, vi maa hjelpe; desuden findes Forandringer i Ord flere Steder.
Hvad de senere Udgaver angaar, vil ikke Folket her, om de end har liden Agt for Ordet ellers, lade sine smaa Børn læse i dem, men istedet kjøber af de ældre fra Skien og Kristianssand, da det merkes, at ethvert Bud og Stykke er noget aftaget og dels forandret. Var det til det bedre ? Desværre Nei : Mindre fatteligt end før, eller altfor fatteligt for Letsind og Ligegyldighed.
Læs det tredje Bud i den i Fortiden og de nu, hvad har vi da nu igjen imod det Paabud vi havde før («gjerne høre af hverandre og lære andre»)
Hvad nu ? Mon ikke i det daglige endnu for en træt og nær synkefærdig Sjel var en Hjelp for hans matte Tro og Haab at oplives med Salmer, Sange og aandelige Viser, nu staar det nær ved, at intet maa tales derom. Det er før sagt, ethvert Bud og Stykke har Forandring. Sees kan det, let falder det ind, det er ikke mere Tydelighed, men Marvløshed.
Ser man til anden Artikel, som vi elendige Mennesker er saa sene til at fatte i en ret aandelig Forstand, og desværre paa den anden Side er altfor dygtige til at tage Trøsten paa Jesu Forsoning altfor let i Tilegnelsen. Mon vi ikke maa blive i vor Erkjendelse som de, der lægger Synd til Synd og er uforandret fra Fødselen af «en synderlig Ting ?» Lyset og Mørket kan ikke have Samfund med hverandre, det kan jo sees i det naturlige.
Betragt de 5 Parter med Hustavlen som og de symbolske Troes Artikler i Samhold med, hvad vi for 50 Aar tilbage havde, da de Rettelser og Forbedringer ei vare gjorte. Det er ikke alene min ensomme Stemme, som reiser sig herimod, men Tusinders; og gid det stod igjen, som det da var, da kunde vi rette vore Børn, naar de læste feilagtige Ord uden at gaa hen og læse dem selv og med Bedrøvelse finde vores Børnelærdom i Grunden at have tabt sig i vore Dage.
Hvad vil blive i vore Efterkommeres Tid ? Gid vi fik igjen nogle af de smukke Bordlæsninger saa som «Vor Disk og Dug er alt bered» m. m., de smaa Spørgsmaal, som er indholdsrige Grunde, og saa Sententser af Guds Ord til Troens Bestyrkelse. Saaledes har de været agtet i Fortiden og endnu agtes af endel, og da jeg mange Gange har hørt paa Folks Besværinger i denne Anledning, ønskede jeg heller, at nogle lærde havde indsendt sine Tanker herom end jeg, men hidtil er det ikke skeet herfra.
Spurgt har jeg, at Forslag skal være fremsat i Storthinget om denne Katekisme. Jeg har intet seet, hørt eller læst deraf, men haaber de retsindiges Bifald til mit Ønske, der deles af mange Venner af Religion og Retsind; som Egennytten var tilsidesat for de Farer, som truede og stod over os i 1814, saa er det og en Selvfølge, at Sikkerhed og egen Visdom maa tilside, om Herrens Frygt kan faa bo i os, og uden den, har de bedste Grundlove maattet falde, hvorfor Gud truer haardeligen alle dem, som disse Bud forkrænke og overtræder etc, etc.