– i «Tillæg til Fædrelandet» for «10de Mai 1871» – No. 19; dette innlegg sendt fra en engasjert leser i Valders (Valdres) – nærmere bestemt i Østre Slidre sogn – eller det kanskje var innsendt fra en av bladets faste bidragsytere, som stod sammen med de to redaktørene Peter L. Hærem og Thorvald Klaveness om fremskaffelsen av nyttig og interessant stoff.
Her fremkommer flere aktuelle momenter ved det som for mange menigheter spredt omkring i Norges land over lang tid ble en langtrukken sak; selv om det i løpet av århundrets første halvdel var kommet i bruk ulike salme- og sangbøker samlet og utgitt av enkeltpersoner, ikke minst i bruk innen engere kretser blant legfolket og i noen tilfeller i enkeltmenigheter, var den gamle og kjære Kingos Salmebog den som var offisielt godkjent og hadde vært i bruk helt siden slutten av 1600-tallet. Les mer om denne tradisjonsrike salmebok på denne siden;
– dens kjente salmer i stor grad med et kjernefullt innhold var inngått som noe nær sagt uerstattelig for en stor del av befolkningen; nå ble man tilbudt noe som ved nærmere betraktning og lesning (avsyngelse) virket fremmed (les om presentasjonen av især Landstads salmebok, som var blitt autorisert til bruk og kommet i stand på det offentliges foranstaltning (offentlig støttet) – og også Andreas Hauges salmebok – på denne siden);
– og les betraktningen fra Valders (Valdres) her :
I Østre Slidre har der i Vinterens Løb været afholdt 5 Menighedsmøder. Disse Møder synes at have vakt megen Interesse hos Almuen.
Den Sag, som især har lagt Beslag paa Opmærksomheden, har været Salmebogssagen.
I den Anledning udtalte Sognepresten sig omtrent saaledes. Han havde tidligere været af den Mening, at dette Spørgsmaal kunde henstaa og henskydes til Fremtiden. Imidlertid var han nu kommen til den Overbevisning, at det ikke var rigtigt etter tilraadeligt længer at tie.
I et af Nabosognene var den nye Salmebog indført. Det maatte være høist ønskeligt, om der kunde tilveiebringes Enhed og i alle Fald for Menighederne inden Valders Provsti. Dernæst var der kommet bestemt Opfordring fra flere Menighedslemmer om at faa denne Sag taget under Overveielse.
Under Forudsætning af, at man bestemte sig til at ombytte Bøger, vilde der tabes Tid og Penge, om de, som Aar om andet kjøbe nye Salmebøger, fremdeles skulde kjøbe Kingos, som her hidtil har været brugt. Dertil kom, at den nye Salmebog var en saa dyrebar Gave til Menigheden, at den med inderlig Tak burde modtages med begge Hænder; et saa velsignet Middel til Vækkelse og Opbyggelse burde benyttes jo før jo heller.
Desuden var Spørgsmaalet oppe paa alle Kanter : det var paa Tide at gjøre sig en Mening, en saavidt mulig selvstændig Mening og dernæst tage sin Beslutning.
Var der nogen Trang til Forandring. Kingos Bog var en god Bog, et helstøbt Arbeide, et Mesterværk for sin Tid. En Bog, som er omkring 200 Aar gammel, maa dog lade meget tilbage at ønske med Hensyn til Sprogformen. Presten havde personlig Erfaring for, at Folk havde vanskelig for at forstaa den. Versemaalet var meget ubehjælpeligt; der var Salmer i Bogen, som det var næsten umuligt at synge.
Det var baade ønskeligt og nødvendigt at faa en ny Bog, hvor Sprogformen var mere enkelt og forstaaelig, mere folkelig, og Versemaalet saaledes indrettet, at Sangen kunde blive mere bestemt og fuldtonig.
Men den største Hovedmangel ved Kingo var denne, at den rige Brorsonske Salmedigtning ikke fandtes der. Mens det Eiendommelige ved Kingo var Høitidstonen, saa er det Inderligheden, Kjærligheden, det, som Theologerne kalde Mystik, som er det Eiendommelige ved Brorson, og begge Dele, begge Sider af Troen maatte komme til sin Ret i Kirkesangen. Det var denne Hovedmangel ved Kingo, som havde fremkaldt Guldbergs Salmebog, hvormed jo Kingos paa flere Steder var bleven om byttet.
Det vilde Dernæst være en god Ting at faa en ny Bog, hvor Salmeudvalget idethele var rigere, saa at der baade ved Gudstjenesten og ellers kunde være flere Salmer at vælge imellem. Det er at befrygte, at Salmerne blive sungne tankeløst, naar idelig de samme maa bruges, fordi Udvalget var for indskrænket.
Der maatte saaledes siges at være Trang til at faa en ny Bog ogsaa der, hvor man hidtil havde Kingo i Brug.
Efter mange Aars Arbeide var nu Landstads Bog færdig og autoriseret. Det var da denne, som var os forelagt til Eftersyn og Prøvelse. Skulde denne Bog ved nærmere Prøvelse og Undersøgelse ei befindes god nok, fik vi beholde den, vi har, eller se os om efter nogen anden.
Paa andre Steder var man gaaet frem paa en anden Maade. Man havde skudt tilside den Bog, som var udgivet efter offentlig Foranstaltning, og først taget for sig en anden Bog, som var udkommet, udgivet af Provst Hauge (Andreas Hauge – H.N. Hauges sønn/red.), og saa havde man sagt, at den vilde man have og den maatte Regjeringen autorisere, ellers skulde det ikke gaa godt.
Dette var en besynderlig Fremgangsmaade. Hauges Bog kunde være en god Bog, men det synes dog at være en rimelig Fordring, at Landstads Bog bør undersøges først, førend man paa en Maade vil nøde Styrelsen (kirkedept./red.) til at autorisere en anden Bog, som i Lighed med flere andre Salmesamlinger er et privat Arbeide.
Landstads Bog bør først og fremst prøves og prøves nøie. Her i Menigheden (Østre Slidre/red.), hvor Kingos Bog bruges, maatte denne lægges til Grund. Finde vi Kingo igjen i den nye Bog, Kingos Aand og Tone ? Fandtes ikke Kingo igjen i den, vilde den formentlig ikke være at anbefale.
Var der Nogen, som var kjendt med Brorsons Salmer eller med Johnsens Samling (Johnsens Salmebog – les her/red.), fik han lægge disse ved Siden af.
At Bogen skulde indeholde atle kjendte Salmer eller have dem samtlige med alle Vers og uforandrede, maatte Ingen vente. Det, som En stadig maatte være opmærksom paa, var, om Ændringerne ere foretagne med omhyggelig og samvittighedsfuld Varsomhed, og om Salmens Rod eller Kjærne ikke har taget Skade.
Det var bedre at have færre kjærnefulde Vers, end mange med Gjentagelser og matte Ordlag. En Bog som den gamle «Tusind-Bog» (les om den her/red.) var umulig som Kirke-Salmebog. Der vilde ingen menneskelig Stemme holde ud at synge saa lange Salmer, om de kunde kaldes saa og ikke snarere vare Rimerier.
Hvad Landstads Bog angaar, da ere vistnok de gamle Salmer ændrede og beskaarne, men Ændringerne vilde vist ialmindelighed befindes vel begrundede.
I Brorsons Salmer er det mest Brødremenighedens eller de herrnhutiske sandselige Billeder, som ere ændrede og bortskaarne, og det var der saa lidet at indvende imod, at alle Bearbeidere og Salmesamlere havde maattet gjøre det samme.
Naar en gudelig og christelig Tanke var greit og godt udtalt i et Vers, var der Intet vundet ved at optage den i et næste Vers. Det var bedre at lette noget for Hukommelsen, end at besvære den formeget; det kunde ellers gaa som med dem, der skulle lære Alt og saa intet lære. Andre Ændringer havde sin Grund deri, at Landstad havde gaaet tilbage til de oprindelige Salmer og saa havde oversat dem paany. Baade Kingo og Brorson havde jo oversat en hel Del ældre Salmer.
Det maatte dernæst være Gjenstand for den omhyggeligste Opmærksomhed, om Sprogformen i den nye Bog er grei, forstaaelig og folkelig.
Der havde i en Række Aar gaaet en mægtig Sprogbevægelse igjennem Folket. Der var et Maalstræv, der gik til Yderligheder og var usmageligt og ugreit; men der var ogsaa et Maalstræv, som var sandt og sundt, at ligne med en vaagen Samvittigheds Arbeide for at gjøre godt igjen alt det, som var ilde gjort mod Folket, de Smaa i Skolerne og de Ældre hjemme, ved at give dem Bøger ihænde, som vare fremmede for deres eget Tungemaal og opfyldte med fremmede Ord og Talemaader og sammenskruede med Periodebygninger, der vel kunde fryde tydske Sprogmestere, men vare til liden Glæde og Baade (nytte/red.) for Almuen og Folket, hvis Sprogsands endnu ikke var fordærvct af Byluft og Danskhed eller Tydskhed og Franskhed.
Denne Sprogbevægelse havde baaret gode Frugter. Vi havde Frugterne i gode nye Skolebøger og i andre Skrifter, i alt det, som nutildags skrives i et folkeligt og forståaeligt Sprog.
Hvorledes har Landstad løst denne Opgave ?
Da Udkastet til Salmebogen kom ud, vankede der adskillige Knub (kritikk/red.) over Bogens Sprogform. Det hed sig, at Bogen i denne Henseende led af betydelige Feil og Mangler. Vist er det ogsaa, at Bogens Sprog er mere smageligt for Landalmuen end for fine Byfolk. Det synes dog ialmindelighed at maatte indrømmes, at Sproget i Landstads Bog, den autoriserede Udgave, er fortrinligt, greit, klart, forstaaeligt og folkeligt, og saamegen sund Sprogsans er der forhåbentlig iblandt vor valderske Almue (almuen i Valders/Valdres/red.), at Bogen i denne Henseende vil tilfredsstille.
For at være forsigtig og omhyggelig havde Presten paany gjennemgaaet 120 Salmer af Bogen, og kun paa et eneste Sted havde han mødt paa et Ord, brugt paa en noget uvant Maade, og ved at se efter i Brorson havde denne det samme Ord endog paa flere Steder.
Ordet var ogsaa saa forstaaeligt, at et Barn skjøntc det. Etsteds var der ført en temmelig høirøstct Anke over, at Landstad havde udeladt nogle Smaaord, som kaldtes Sted-Ord.
Slige kritiske Snurrepiberier gavnede sandelig lidet. Det ligner mere den forkastelige Fremgangsmaade, nogle Naturforskere har brugt, at bruge Kniven paa levende Dyr for at lægge dem under Seglasset.
Den Opgave at skaffe os en god christelig Kirkesalmebog kunde aldrig blive tilfredsstillende løft af Nogen, som bare var Samler og hentede sammen af Andres. Hverken Kingo eller Brorson var, hvad de er, dersom de bare havde været Samlere af Andres Forraad og ikke tillige havde havt den Gave, som kan kaldes Sangens, Salmesangens Gave. Det var denne eiendommelige Gave, som havde givet dem Maal og Mæle i Kirken fra Slægt til Slægt.
Landstad havde denne Gave, og for denne Gaves Skyld var han Manden for Salmeværket. Der er ingen i vort Land, fom holder Maal med ham i denne Henseende og for Tiden vel hellerikke i Nabolandene.
Salmeværket var virkelig blevet en Livsopgave for ham. Der har været anket over, at der i Salmebogen er optaget formange af Landstads egne Salmer. Derved er vist ingen Skade skeet. Bogen har just derved faaet det helstøbte Præg, som ethvert Salmeværk bør have, naar det ikke skal blive bare en Samling.
En Salmebog bør mere ligne Træet med Frugterne eller Blomsterne paa Grenene, end en Kurv, hvor de ligge afplukkede eller sammenpakkede.
Idethele udmærker Landstads Bog sig ved et Liv, en Friskhed og Aandsfylde, som er forunderlig liflig og kvægende. Der er en Kraft og en Klang i disse Salmer, som gaar til Marv og Ben, og det gjælder baade Landstads egne Salmer og hans Oversættelser.
Af egen Erfaring kjendte Præsten Ulemperne ved den Mangfoldighed af Salmebøger, som nu bruges. Der var snart en rent babelsk Forvirring. Selv havde han maattet skifte Bøger 4, fire Gange, forbi der havde været forskjellige Bøger paa alle de Steder, han havde været og forrettet som Prest. Han havde i det hele 9 forskjellige Bøger paa Hylden. Han kunde ikke begribe Andet end at Eenhed i Salmebogssagen maatte være høist ønskelig, saa det maatte være bedst, om Menighederne hele Landet over kunde enes om den ene Bog, som nu var autoriseret.
I ethvert Fald var det denne, som nu forelaa os til Bedømmelse. Foruden de Bøger, som allerede vare anskaffede af enkelte i Menigheden, havde Skolekommissionen indkjøbt endel Exemplarer (av Landstads/red.), som skulde være til Omgang i Skolekredsene, hvor Lærerne vare særskilt anmodede om at gjøre sig bekjendt med Bogen, efter Leilighed forelæse af den og samtale om den.
Selv havde Presten fra Prækestolen oplæst Salmer af den og vilde fortsætte dermed. Naar Bogen tog til at blive mere kjendt, vilde der blive Anledning til i flere Møder at samtale om den, gjennemgaa de enkelte Salmer og gjøre opmærksom paa Ændringerne.
Til Slutning maatte han udtale som sin Mening, at Landstads Bog tilfredsstillede de hovedsagelige Fordringer til en god christelig Kirke-Salmebog. Den havde ogsaa faaet en over Forventning gunstig Bedømmelse, naar Hensyn toges til Arbeidets Beskaffenhed og store Vanskelighed. Imidlertid gjaldt det om at se sig fore.
De, som maatte savne Anledning til at gjennemgaa hele Bogen, vilde han anbefale nøie at gjennemgaa et enkelt Afsnit, t. Ex. Salmerne til en af Høitiderne, og især det Afsnit, som danner Tyngdepunktet i en saadan Bog, Salmerne om Jesu Lidelse og Paaskesalmerne.
Ved opmærksom Gjennemlæsning og Sammenligning vilde Bogens Anlæg og Salmernes Karakter snart blive kendelig. En saadan Undersøgelse vilde dertil i sig selv bære Frugt til Eftertanke og bedre Skjøn paa gode Salmers Værd.