– dennes utgave No. 14 for «Mandag den 1ste Februar 1875»; den agtede og avholdte pers. kap. (for sin egen far i Risør Peter Bøyesen W.) Paul Peter Wettergreen var i ferd med å bryte med sin kirke og gå i tjeneste for bedehus-bevegelsen i det strøk av landet der han den gang tjente; les «Verdens Gang»s gjengivelse av et menighets- og avklarings-møte avholdt i Risør under ledelse av den like agtede prost Adolph Carl Preus, som hadde kommet tilbake til tjeneste i Holt og Norge etter ca. 20 års arbeid blant nordmenn i Amerika;
Personel Kapellan Wettergreens Embeds-Nedlæggelse.
Personel Kapellan Paul Wettergreen agter at nedlægge sit Embede for at virke i privat præstelig Gjerning.
Ifølge «Nedenæs Amtst.» var der af Provst Preus i Holt sammenkaldt et Menighedsmøde i Risøer den 29de ds, hvilket Provsten styrede. Dirigenten indledede i et længere Foredrag Forhandlingerne og gjennemgik de Punkter i Stats-Kirkens Anordninger, der havde bevæget Pastor Wettergreen til at nedlægge sit offentlige Præste-Embede.
Disse Pastor Wettergreens Betænkeligheder, erklærede Dirigenten iforveien at være bekjendt med efter private Samtaler med Pastoren, og havde Dirigenten fundet, at Hr. Wettergreens Betænkeligheder i det væsentlige grundede sig paa : Præsteeden, Absolutionen, Mangel af Kirketugt samt Konfirmationen.
Dirigenten betonede stærkt det beklagelige i det Skridt, Pastor Wettergreen og den indre Missions Venner her havde bestemt sig til at gjøre, paaviste, hvorledes det stod uden Exempel i den norske Statskirke og mindede om, hvorledes Præsten Lammers i sin Tid paa en noget lignende Maade hildedes i Vildfarelser, efterat han var kommet til det Resultat, at han fandt det stridende mod sin Samvittighed at følge Statskirkens Former.
Taleren omtalte derpaa, hvorledes han selv i sin Tid havde været besværet af store Tvivl og Uklarhed i enkelte af de omhandlede Punkter, og at dette endelig havde bestemt ham til at reise til Amerika for at virke i den frie Folkekirke, i den Tro, at denne bedre vilde give ham Form for sine Synsmaader. Taleren paaviste, hvorledes dette Haab havde slaaet feil, og dvælede dernæst udførlig ved, at hvad enten man havde Frikirke eller Statskirke, vilde den altid ligeoverfor hver enkelt Præsts Syn paa denne Sag have sine Mangler.
Det maatte – mente Provsten – i denne Forbindelse erindres, at man havde de samme skrøbelige Mennesker, de samme Samvittigheder, de afvigende personlige og subjektive Opfatninger at kjæmpe imod og bekjæmpe, hvad enten man stod som Præst i Statskirken eller en Frikirke.
Taleren var kommet til den Overbevisning, at det var umuligt før nogen som helst ydre kirkelige Former at stille hver enkelt Guds Ords Forkynders Samvittighed tilfreds.
Taleren gik over til at paavise Konsekventserne af det af Pastor Wettergreen gjorte Skridt, lige overfor sine Embedsbrødre. Taleren fandt, det laa nær at antage, at naar en Statskirkens Præst for sin Samvittigheds Skyld besluttede sig til at nedlægge sit Embede, saa vilde de øvrige i Statskirken staaende Præster, der ikke fandt det stridende mod sin Samvittighed at virke i Ordets Tjeneste under de bestaaende Former, maaske udsættes for af enkelte at blive betragtet som samvittighedsløse, en Opfatning, som Taleren paa egne og Embedsbrødres Vegne maatte fralægge sig.
Taleren vilde ogsaa nære det Haab, at Pastor Wettergreens Anskuelser af denne Sag vilde klarnes med Tiden, og Taleren lagde Pastoren og den indre Missions Venner indtrængende paa Hjerte ret alvorlig at prøve og overveie Sagen, før man bestemte sig til et saa vigtigt Skridt, der kunde drage uberegnelige Følger efter sig.
Pastor Wettergreen fik derpaa Ordet og udviklede i et længere Foredrag de Grunde, der havde bevæget ham til at nedlægge sit Embede. Det var ikke nogen Øieblikkets Indskydelse, der havde bevæget ham hertil, men det var en Beslutning, som var modnet hos ham gjennem flere Aars Overveielser.
Taleren havde gjennem mange Aar flittigen bedet om, at den Helligaand vilde oplyse for ham disse Punkter, som han efter sin Overbevisning fandt stridende mod sin Samvittighed, men da Taleren endnu, uagtet ihærdig Bøn ikke havde fundet tilfredsstillende Svar herpaa, fandt Taleren sig beføiet til at tage det Skridt han nu havde gjort.
Hvad angaar Udøvelsen af Kirketugt, da søgte Taleren at paavise, hvorledes denne i Medfør af den hellige Skrift var hjemlet, hvorefter Taleren gik over til Spørgsmaalet om Meddelelse af Absolution.
Taleren troede, at denne ikke retteligen kunde meddeles uden efter forudgaaende Skrifte for Præsten. Efter den nu brugelige Meddelelse af Absolution i Masse, maatte der nødvendig blive en stor Del af Nadverdgjæsterne, hvis kristelige Vandel var Præsten aldeles ubekjendt, ligesom man maatte se Nadverdsgjæster ved Herrens Bord, om hvem Præsten i sin Samvittighed maatte nære en til Vished grændsende Formodning om, at de ikke værdigen kunde annamme Sakramentet.
– Om Konfirmationen nærede Taleren den Anskuelse, at den foregik i en for tidlig Alder, førend Barnet var modnet til ret Bevidsthed om dens fulde Betydning. Loven siger, at Barnet kan konfirmeres, naar det inden Konfirmationen fylder sit 14de Aar, og af Præsten findes i Besiddelse af de nødvendige Kristendomskundskaber.
Taleren paaviste, hvorledes Præsten her lider under et stærkt Tryk fra Forældrenes Side, idet disse i de fleste Tilfælde maa se at faa sine Børn konfirmerede saa tidlig som muligt, for at de kunne blive Forældrene til Hjælp og Støtte, og Følgen blev, at Barnet konfirmeres, inden det endnu ret fatter Betydningen af det høitidelige Løfte, det aflægger om at forsage Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen og at tro paa den treenige Gud.
En Følge af dette Forhold troede ogsaa Taleren det var, at man i Regelen et Par Aars Tid efter Konfirmationen havde det sørgelige Syn at se de samme Børn, som Præsten saa kort i forveien havde modtaget dette høitidelige Løfte af, paa offentlig Gade at bruge de mest bespottelige og ryggesløse Ord og Talemaader.
Efterat Hr. Provst Preus Punkt for Punkt havde imødegaaet disse Pastorens Betænkeligheder og med Anførelsen af en Række Skriftsteder at have søgt at bevise, at de Betænkeligheder, der ængstede Pastorens Samvittighed, var uholdbare, og efter navnlig stærkt at have betonet det utilraadelige i, at Præsten efter sin Samvittighed vilde kjende denne eller hin Nadverdgjæst for værdig eller uværdig ved Herrens Bord, og efter at have paavist, at Konfirmationen i en senere Alder end den nu brugelige neppe vilde raade Bod paa de af Pastoren paapegede beklagelige Frafald fra det aflagte Løfte, – og efter paany indtrængenge og at have lagt Hr. Wettergreen og Indremisstonens Venner paa Hjerte end yderligere at overveie Sagen, og efterat have betonet, hvor smerteligt det berørte Taleren og hans Embedsbrødre at se en Ordets Tjener, der var saa almindelig agtet og elsket i denne Menighed, forlade dem og paa en vis Maade lade dem i Stikken midt i sin Gjerning, stillede Taleren en Anmodning til Pastoren og dem, der fulgte ham, om at udsætte med endelig Bestemmelse i Sagen f. Ex. i 6 eller 3 Maaneder.
Taleren fandt det ganske rimeligt, at Søndeled Menighed ikke gjerne vilde miste Pastor Wettergreen, men han troede, at man kunde opnaa at beholde ham paa en langt naturligere Maade; thi naar Hensyn toges til den stærke Ønske inden Menigheden om at maatte beholde ham, Pastorens store Fortjenester iGuds Ords Forkyndelse, samt til den lange Tid, han havde virket som Præst, troede Taleren ikke at kunne nære Tvivl om, at Pastoren paa Ansøgning vilde blive beskikket til Sognepræst i Søndeled Sognekald.
En Emissær i Indremissionens Tjeneste bemærkede hertil, at Dirigenten ikke her i denne Forsamling burde have omtalt Sandsynligheten af, at Pastoren kunde erholde Søndeled Sognekald, for det første fordi Dirigenten ikke kunde have nogen Vished herom, og for det andet fordi det kun maatte betragtes som en Snare for dem, der fulgte Pastor Wettergreen i denne Sag.
Efterat Dirigenten nærmere havde paavist de Grunde, hvorpaa han støttede sin Formodning om, at Pastoren vilde kunne erholde Søndeled Sognekald, og efter paa det kraftigste at have tilbagevist Insinuationen om, at hans udtalte Formodninger var en Snare for at søge at rokke nogen i sin Overbevisning, samt betonet, hvorledes det laa aldeles udenfor dette Mødes Hensigt at ville søge at overtale hverken Pastor Wettergreen eller hans Venner, men at Øiemedet var indtrængende at opfordre til nøie Overveielse af det Skridt, de agtede at gjøre, optraadte Pastor Wettergreen og erklærede, at han ifølge sin Samvittighed og Overbevisning ikke agtede at søge nogetsomhelst offentligt Præstekald; hans Samvittighed forbød ham dette, og Taleren maatte med vor støre Kirkefader Luther sige, at det var ikke raadeligt at handle imod sin Samvittighed.
Naar Dirigenten gjentagende havde fremhævet det ønskelige i, at man vilde udsætte med at træffe nogen endelig Bestemmelse om Sagen, da vilde Taleren oplyse om, at hans Fader, Sognepræst Wettergreen, først fratræder Risøers Sognekald 1ste Juli, og indtil den Tid ansaa Pastoren sig ogsaa bundet til at vedblive som personel Kapellan, og at altsaa den ønskede Utsættelse i Virkeligheden var tilstede.
Taleren henvendte sig derpaa til dem af Indremissionen, der havde fulgt ham i denne Sag og som havde været med paa at garantere ham Løn som privat virkende Præst iblandt dem, at de i denne Tid nærmere maatte overveie med sig selv, og skulde man efter disse nærmere Overveielser komme til det Resultat, at man ønskede at trække sig tilbage, da vilde Taleren erklære, at han gav enhver frie Hænder i saa Henseende.