Fag, mod Musik, Poesi og Politik er borte. Det hænger sammen med noget, jeg i min Dom om dem altid maa fremhæve, nemlig deres Udviklingsdygtighed i Retning af videre, mere evangelisk Syn. Der er hos de Vakte kommet et Liv i deres Indre, som bringer Bevægelse og Udvikling, ikke blot i det religiøse og det theologiske, men ogsaa paa andre Punkter af menneskeligt Aandsliv.
Min bedste Ven i Skjeberg var en «Læser», en Vakt fra den gamle Tid. Han var Husmand og havde yderst smaa Kundskaber og liden Oplysning; men han var alligevel i Besiddelse af — ja, jeg ved ikke noget rigtigere Ord for det end «Dannelse», og jeg har ikke kunnet forklare mig det paa anden Maade, end at den religiøse Evne — Troen — naar den kommer i Funktion, ogsaa bringer Tænkningen til at fungere livligere og Følelsen finere.
Specielt med Hensyn til Musik er der skeet et Omslag. Jeg erindrer fra min første Prestetid, at en Spillemands Omvendelse blev berettet mig med de Ord : «Han slo sund Fela». Nu slaar de ikke længer Fiolinen istykker, men tar den i Kristendommens Tjeneste.
I Varteig havde jeg en Ynglingeforening. Der havde min unge Ven, Ingeniør Gunerius Furuholmen faaet istand en Fiolinkvartet. Der opkom, jeg husker ikke i hvilken Hjerne eller i hvilket Hjerte, den forfløine Tanke, at vi skulde ha en Koncert i Kirken med korte, religiøse Taler indimellem.
Jeg bestemte mig til at realisere Tanken. Men i en vakt Bygd var det et noksaa spændende Foretagende. Mange alvorlige Mænd kunde meget vanskelig
– 127 –
tænke sig, at der kunde komme noget godt af «Fela i Kjørka». Og jeg maa tilstaa, at Hjertet sad i min Hals, da Koncerten — som rimelig — begyndte med, at Kvartetspillerne klimprede og stemte sine Instrumenter, en uvant Lyd paa det hellige Sted. Men Programmet gik som efter en Snor. Talerne holdt sig til de bestemte Minutter, og da Tilhørerne erfarede, hvor smukt det var, og hvor godt Fiolinen samvirkede med Gudsordet, saa var de bare glade.
Men om Kortspil og Dans gjælder det : «non possumus» («det er umuligt»). Disse Ting lod sig ikke forene med Vækkelse og Omvendelse.
Jeg spurgte engang en oplyst og noksaa frigjort Læser: «Skulde det være aldeles umuligt, at en Kristen kunde delta i Dans ?» «Ja», svarte han, «det er efter min Erfaring og Overbevisning aldeles umuligt Prest». Jeg forstod, det var hans inderste Overbevisning. Og det havde sin Forklaring i det Kortspil og de Danselag, som Folk kjendte fra Livets Virkelighed. Jeg maa tænke paa, hvad den danske Professor Ammundsen siger i sin Bog «Den unge Luther» : «Man kan ikke undre sig over, at der gik et stærkt asketisk (askese betyder : Afhold) Drag gjennem den gamle Menighed. Verdenslivet var saa besmittet af Hedenskab og Usædelighed, at det laa nær at prøve at realisere det kristelige Ideal udenfor Verden, i Kamp mod Naturen«.
Selvfølgelig maa det fastholdes, at Dans i og for sig er noget menneskeligt og ikke i og for sig noget umoralsk. Dansen bør ikke udgaa af Livet. Men det kan alligevel være et Spørsmaal, om ikke den
– 128 –
nuværende, noget banale, Runddans med Omarming mellem Mand og Kvinde bør reformeres og atter bringes nærmere sit Ideal, faa mere af Skjønhed og mindre af Intimitet mellem Kjønnene. Man kan vanskelig tænke sig, at denne Intimitet kunde gaa et eneste Skridt videre uden at bli umulig.
Jeg talte engang om Dans med en ung Pige, en af de reneste jeg har kjendt, og som jeg kjendte svært godt. Hun sa : «Jeg tænker under Dansen ikke noget paa, at en kanske nok saa fremmed Mand lægger sin Arm om mit Liv. Men hvis han, om end kun et Øieblik, lar Armen hvile om mig, efter at Dansen er forbi, saa byr det mig imod».
De fleste rene unge Piger vil si som hun : «Vi tænker ikke paa det». Men en Ting, der ikke taaler at tænkes paa, er altid en tvilsom Ting.
Dansens Historie fortæller om en Sænkning af Niveauet i æsthetisk Henseende. Vore Runddanse, om end ikke uden Forbindelse med gamle nationale Danse, er fra det lette attende Aarhundrede, da den anstandsfulde, fornemme, udtryktsfulde Dans gik over til den moderne, mere sansepirrende, simple og idéløse Dansing.
Jeg havde i Ungdommen ikke netop spillet meget Kort og danset endnu mindre; men det Spørsmaal reiste sig for mig, da jeg skulde bli Prest, om jeg skulde ophøre med alt Kortspil og al Dans. Jeg vidste, jeg ikke vilde savne det; men jeg var ikke rigtig sikker paa, hvad der var Guds Vilje. Jeg synes, jeg her ser mange Vakte smile over min Taabelighed, og mange Grundtvigianere forarges, jeg bestemte mig til at raadspørge min gamle, trofaste Veileder, Elstrand. Jeg vidste, han personlig
– 129 –
var en munter, selskabelig Mand og Modstander af Pietismen. Saa jeg paa Forhaand troede, han vilde tilraade mig den friere Livsform. Men hans Svar lød til min Forundring meget kategorisk : «Intet Kortspil og ingen Dans !» Min Samvittighed gav ham Ret, og jeg fulgte hans Raad.
Mærkelig nok kunde jeg ikke erfare, at Hans Nielsen Hauge havde virket i Skjeberg, skjønt han havde sit Hjem i Nabobygden Tune. Gamle Folk, som var født omkring 1800, fortalte mig, at i den Tid var der bare én «Vakt» i Bygden. Siden virkede «Blindekari» meget i Skjeberg og den bekjendte Hans Førsdal fra Rakkestad.
Det fortælles, at gamle Provst Randers engang udenfor Skjeberg Kirke skal ha klappet Førsdalen paa Skulderen og sagt : «Her er det min Sag at tale; men tal du, hvor du vil, ellers i Menigheden». Det var liberalt for den Tid at være.
Nu benyttes med Rette Lægmænd i Kirken og paa Prækestolen. Hvem var Blindekari ? — For mange, mange Aar siden gik en liten Jente og gjætte oppe paa Romskogen, Annex til Rødenæs. Hun hedte Kari og var Fattigmands Barn. Hvem skulde tænkt, at den vesle Jenten skulde komme til at præke Guds Ord nede i Skjeberg.
Men det gik saa.
Naar jeg talte med gamle Kristne i Bygden om «Blindekari», saa smilte de et godt Smil, hende kjendte de godt, og om hende talte de vel. Som hun gik og gjætte en Dag, saa er mig fortalt, var det ligesom en fór med Haanden over Øinene hendes. Hun kjendte sig med det samme
– 130 –
klein og gik hjem. «Gaa bort og læg dig lidt», sa Moren til hende. Kari gjorde saa. Da hun vaagnede, sa hun : «Aa kjære, tænd en Stikke da Mor, det er saa mørkt». Det var lys Dag — men hun var blind. Gud har en streng Skole for dem, han vil bruge i sin Tjeneste.
Siden havde hun det fattigt og maatte gaa og be om sit Brød. Men hun var rig paa Evner.
Og saa tændte Gud en Stikke for hende, saa hun fik se Jesus og Kristendommens Herlighed. Paa sine Vandringer kom hun nedover til Hans Førsdals Fædrenehjem i Rakkestad. Hans Forkyndelse fik stor Indflydelse paa hende som paa saa mange. Han er blevet kaldt «Smaalenenes Apostel».
Blinde-Kari kom ogsaa ned til Skjeberg og fór fra Sted til Sted og talte til Folket om Guds Rige. Hun talte mest «efter Skriften». For Skriften kjendte hun næsten ligesaa godt som sjølve Førsdalen, og det skulde noget til. Men især havde hun et forunderligt Lag til at smaasnakke med Folk om Kristus.
Saaledes blev den vesle Jenten fra Romskogen Guds Ords Forkynder i Skjeberg. Men hvad skal man nu si om dette, at en Kvinde prædikede ? Paulus siger 1 Kor. 14, 34 : «Ligesom i alle de helliges Menigheder, skal eders Kvinder tie i Menighedsforsamlingerne; thi det tillades dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som Loven siger».
Skal vi efter dette si : «Gid Blinde-Kari ikke havde prædiket ?»
Jeg er ikke istand til at si det. Jeg siger : «Gudskelov for hendes Præken». Og hun var ikke den eneste Kvinde, som prædikede i denne vor Kirkes
– 131 –
store Tid. Hans Nielsen Hauge mente, ialfald i sin første Tid, at Kvinders Præken ikke var mod Guds Vilje, naar de aabenbart var udrustede af ham til det.
Man vil maaske spørge mig : «Mener du, det kan tænkes stemmende med Guds Vilje, at Kvinder i vor Tid offentlig forkynder Evangeliet f. Ex holder en Opbyggelse ?» – Ja, det er min Mening’ Paulus’s Forbud er betinget af den Tids Omstændigheder og behøver ikke at gjælde for alle Tider. Man maa i Paulus’s Ord vel skjelne mellem den Grundtanke, som motiverer Forbudet og Forbudet selv. Denne Grundtanke er et af Gud, eller om man vil af Naturen, bestemt Forhold mellem Mand og Kvinde. Dette Forhold kunde den Gang ikke forenes med Kvinders Optræden i Forsamlingen.
Men det behøver ikke altid at bli saa. Jeg tænker ikke paa noget specielt Exempel; men skulde der ikke findes Menigheder, som vilde være vel tjent med, at Presten stelte i Huset og hans Frue betjente Prækestolen. At ialfald det sidste et og andet Sted en Gang imellem kunde være heldigt, tror jeg ikke er utænkeligt.
La mig fremkalde en to, tre Fotografier af Vækkelsen, tagne lige ud af Livets Virkelighed. Det er slige enkelte Tilfælder, man maa bruge, om man vil studere det religiøse. Det er det, som den moderne Filosof William James gjør i sit berømte Værk : «Religiøse Erfaringer». En ældre Mand paa femti Aar fortalte : «I Konfirmationstiden kjendte jeg en religiøs Bevægelse. Saa laa det stille en ni — ti Aar, da var det ligesom dette samme fra Konfirmationstiden begyndte
– 132 –
at røre sig igjen. Der kom en forfærdelig Angst i min Sjæl for Guds Dom. I denne Vækkelsestid gik jeg og pløide paa et Jorde nær ved Kirken, og naar Kirkeklokkerne pludselig begyndte at ringe for et Lik, som blev fulgt til Graven, da blev Angsten for Helvede saa stærk, at jeg maatte stanse mit Arbeide. — Naar jeg indrømmede : «Jeg vil omvende mig», da stilnede Angsten; men saasnart jeg igjen vendte tilbage til Syndelivet, steg den. Saa blev der Alvor med min Omvendelse».
Mange vil finde, at denne Angst for Helvede var noget tarveligt noget. Kan saa være; men i hvert Fald blev denne Mand en af de bedste og fineste Kristne, jeg har kjendt. Socialt stod han lavt; men kristelig og menneskelig stod han høit.
En ældre Kvinde fortalte mig fra sin Ungdom : Jeg blev ofte mindet af Gud som Barn. Men i Ungdommen blev Lysterne for stærke, og jeg hengav mig til Kommers og Udsvævelser. Dermed mente hun Dansemoro og kanske lidt værre Ting, som følger med, naar det hete, unge Blod vælter gjennem Aarerne, og Dansen blir vildere, og Luften fyldes af løssluppen Lyst, og ingen ældre er tilstede. «Men», fortsatte hun, «Jeg fik ikke Fred. Det kunde hænde, naar jeg var paa Gulvet, midt under Dansen, at jeg blev mindet i min Sjæl. Men jeg vil de ikke slippe Kommersen. Mange Gange sov jeg lidet om Natten af Ufred i mit Indre. Sidste Gang, jeg var paa Kommers, fik jeg ikke sove paa mange Nætter og lovede mig selv, at det skulde være sidste Gang. Det blev det ogsaa. Men det gik en lang Tid, før jeg virkelig blev •omvendt, saa jeg fik Forvisning om at være Guds
Kvinder, som har slige Syner, men ikke udelukkende. Ogsaa Mænd. Jeg studerede oftere paa, hvorledes jeg skulde tale med dem om slige Syner, som de havde. Jeg mener i saadanne Tilfælde, da der aabenbart ikke var nogen Sindssygdom tilstede. Hvorvel Synerne antagelig kun var forstærkede subjektive Forestillinger, saa kunde de jo være et Middel, Gud brugte.
Enkelte moderne Theologer betragter jo den opstandne Frelsers Aabenbarelser for Apostlerne som Syner, Visioner. Med en lidt forloren Aandrighed siger Ernest Renan om Maria Magdalena : «En hysterisk Kvinde har skjænket Verden en opstanden Frelser».
Ofte er der i en Bygd eller større Grænd en eller anden Eier eller Eierinde af et Hus eller en Hytte, som har stillet sit Hjem til Raadighed for de unge, der vil sammen til Dans og «Kommers». Denne Person er naturligvis ikke af Mors bedste Barn, ikke agtet og heller ikke elsket af de unge, men benyttet. Her finder man den modsatte Pol til «Læserne» og til «Opbyggelserne».
Der var i en af mine Menigheder en Mand, som holdt et saadant Forlystelseslokale i sit Hus. En Søndag Eftermiddag kom han bort til Prestegaarden. Jeg erindrer ikke, om jeg havde bedt ham komme bort til mig, fordi jeg vilde formane ham, eller om han kom af sig selv for at vise, hvor tryg jeg kunde være ialfald den Søndag. Jeg talte lidt med ham om hans Forhold, og da han gik, tog jeg min Hat og fulgte ham bortover.
Talen faldt paa Gud og Kristendom. «Aa», sa han, «Læserane er naa di værste. De er de haardeste aa komme til, naar en er i Nød og Knipe».
– 135 –
Jeg vidste godt, han talte i Had; men jeg svarte bare : «Der er vel nogen Forskjel». «Ja», sa han, «der er noen Slængerar iblandt, som er bra». Dersom han skulde nævnt disse «Slængerar», saa antar jeg, han efterhaanden havde kommet til at nævne alle de Vakte. Men jeg sa : «Synes du, at jeg skulde holde op at præke Omvendelse og si til de omvendte : «Vend tilbage til eders Verdslighed og Laster, saa blir det bra med eder ?» — «Nei», sa han med et Smil.
Nu begyndte vi at nærme os hans Hjem, og han gik sagtere, øiensynlig ventende paa, at jeg skulde snu. Men jeg snudde ikke. Vi kom ind i Stuen hans, og der sad de unge Jenter i tæt Rad langs Væggen. Gutterne var fløine eller endnu ikke kommet. «Jeg vilde gjerne faa Lov til at holde en liden Andagt med dere», sa jeg. Det var det naturligvis ikke noget iveien for. Jeg bad og sang og talte over et Sted af Bibelen. Ikke haardt, men evangelisk, saa jeg fik dem til at graate lidt, for det tænkte jeg, de kunde ha godt af. Og jeg tror, det varte en Stund, før der blev Kommers i Stuen hans. Nu er kanske ogsaa han en kristen.
Paa den anden Side, saa maa jo Ungdommen ha Anledning til selskabeligt Samvær; men det burde finde Sted i Hjemmene, i de gode Hjem. Det er her «Læserne» har sin Svaghed, dog ikke alle. Den viser sig i Opdragelsen. Behandle Børn og unge er ofte ikke deres stærke Side. Det hænger sammen med, at de saa lidet forstaar at vurdere Lek. De frygter mere eller mindre for Lek, ialfald var det saa før i Tiden. Endnu mindre har de Forstaaelse af, at der ogsaa hos den voxne,
– 137 –
Ogsaa paa en anden Maade viser det sig, at Verden lønlig har den Overbevisning, at et omvendt Menneske faar en moralsk Kraft, som den uomvendte ikke har, nemlig derved, at der paa de «Vakte» uvilkaarlig lægges en strengere, en ideal, moralsk Maalestok, som ellers ikke bruges.
Og jeg maa tilstaa, at i de mange Tilfælde af Vækkelse, jeg har havt Anledning til at iagtta, er der neppe et eneste, uden at der indtraadte en moralsk Forandring til det bedre, et Karakterfremskridt af stor individuel og social Værdi.
De Vakte blir gjerne paapasselige, strævsomme Folk. Efterat deres Liv er forandret, saa de ikke længer øder sine Penge ved Drik og Spil og Turing, saa skjønner de, at der er en Mulighed for økonomisk Fremgang, og det er deres alvorlige Forsæt at gaa økonomisk fremad. Ikke lidet skylder Norge de Vakte i økonomisk Henseende.
Deres alvorlige, ordentlige Liv repræsenterer en national Kapital.
Men hvad sa de øvrige mere eller mindre verdslige Menighedslemmer om min Sympati for de Vakte og mit Samarbeide med dem ? — Man kunde jo tænke, at det vilde skilt mig fra de øvrige. Men det var ikke Tilfældet. Det norske Folk er et forstandigt Folk, som ikke har fuld religiøs Tillid til en Prest, der angriber og hugger efter Læserne.
Det, at jeg holdt af de vakte, gjorde ikke noget Skaar ide øvriges Velvilje. Det kunde jeg blandt andet skjønne deraf, at de ganske uventet gjorde mig den store Ære og Glæde, at vælge mig til Forligelseskommissær. Saa meget mere uventet, fordi Embedsstanden i Skjeberg forlængst var udelukket fra slige Hverv, og jeg var jo desuden bare en ung
– 138 –
Personelkapellan. En anden Sag var det i Varteig, hvor det endnu var Skik, at Presten var Forligelseskommissær.
Nei, jeg følte mig forunderlig tryg paa hele Bygdens Velvilje. Tryg som i et Hjem, naar jeg de mørke Aftener og Nætter reiste ensom gjennem Skovene ide fjerneste Trakter af Bygden. Og naar jeg havde været i en Nabobygd, saa var det en egen Følelse af hjemligt Velbehag med det samme, jeg kjørte over Grænsen til min Menighed.