– hvilket skjedde i Bergen på 17. mai det året – talen ble holdt av sorenskriver Ole Bøgh (født i januar 1810 – han var sorenskriver i Nordhordland fra 3. oktober 1855 og gikk bort mens han holdt dette embedet 19. juli 1872) og ble referert i «Bergens Adressecontoirs Efterretninger» for «Fredag 22 Mai 1868»;
Sorenskriver Bøghs Tale ved Afsløringen af Christies Monument den 17de Mai 1868.
Den 10de November 1849 – Maanedsdagen efter hans Død – blev det i en talrig her i Staden afholdt Forsamling bestemt, at Indbydelse til ved Bidrag at istandbringe et Hædersminde over vor forevigede, af Fædrelandets Frihed og Selvstændighed høit fortjente Landsmand Wilhelm Friman Koren Christie skulde udstedes over hele Landet, og 29de s. M. (29. november 1849/red.) udgik Indbydelsen.
Forsamlingen vedtog tillige, at Monumentet skulde reises i Bergen, som den Stad, hvor den Afdøde havde tilbragt sin Barndoms, Manddoms og Alderdoms Aar, og hvor hans Ben hvile, — til hvilken han saaledes, endskjønt Folkets Mand i dette Ords videste Betydning, dog i sine Livsforhold særlig var knyttet, og hvis Borgersamfund han ved sine offentlige Sendelser repræsenterede.
Udvalget, hvem det overdroges at indbyde til og samle Bidrag, fik ogsaa af samme Forsamling senere det Hverv at sørge for Monumentets kunstneriske Udførelse.
Af dette Udvalg er her i Byen nu kun tilbage vi Fem, som have indbudt Eder til denne Fest idag. Det var i Indbydelsen udtalt, at Beskaffenheden af det paatænkte Monument maatte afhænge af Bidragenes Størrelse, medens ønsket var at kunne opreise en Portrait-Statue i Legemsstørrelse af den Afdøde.
Bidraget udenfor vor By faldt vistnok sparsomt, men omsider naaedes dog et Fond, som stillede for os Muligheden af i Tidens Løb at kunne opfylde det almindelige Ønske om Monumentets Beskaffenhed. Vi have maattet tage Hensyn, der en Tid virkede meget hæmmende : Fondet var ikke meget stort, og den almindelige Opinion var i hine Dage stærkt paavirket for, at Arbeidet maatte betroes en norsk Kunstner, fra enkelt Hold blev Bidragsydelsen endog knyttet dertil, og vort Land havde endnu ikke opfostret en saadan Kunstner, til hvem vi med nogensomhelst Sikkerhed turde betro os.
Endelig besluttedes at modtage den norske Billedhugger Borchs Tilbud, og vi nære det glade Haab, at det første store Mindesmærke, der nu reises i vort Land over en af dets mest fortjente Sønner, fra norsk Kunstners Haand vil blive modtaget med Velvillie og Tilfredshed.
Jeg har sagt, at Bidraget udenfor vor By faldt sparsomt, og bleve vi saaledes end skuffede noget i vor Tro paa, at Navnet Christie og hans store Fortjenester var kjendt det ganske Land rundt, stode vi og staa vi dog fast paa, at han var det hele Lands, det hele Folks Mand i dette Ords videste Betydning.
Naar nu 19 Aar ere hengaaede, førend vi staa ved Maalet, saa anser jeg det dog for et godt Varsel, thi nu, netop nu i disse Tider aabner den Tids Historie, hvortil Christies Navn saa væsentlig knytter sig, sine Kildeskrifter og bringer hans store Fortjenester frem i Dagens og Sandhedens glimrende Lys, istedetfor, jeg kunde næsten sige, at de før straalede i Sagnets underfulde, dæmrede Belysning.
Derfor, Tanken i vor Indbydelse tro, have vi ment at burde gjøre denne Fest idag saa vide bekjendt om i Landet som muligt, derfor have vi troet at burde underrette baade vor Konge og vor Regjering om, at vi idag feire en sand Nationalfest, derfor siger jeg her idag saa freidig :
Denne Fest, som vi nu her feire, tiltrer ikke alene os, som her ere samlede, ikke alene vor By,— den tilhører det hele Folk over al Norriges Land.
Wilhelm Friman Koren Christie var født i Christianssund 7de Decb. 1778, dimitteredes fra Bergens lærde Skole 1794, blev 1799 juridisk Kandidat.
Fra 1805—1808 beklædte han forskjellige Embedsstillinger i Kjøbenhavn, blev 1808 udnævnt til Sorenskriver her i Nordhordlehn, 1815 til Stiftamtmand i Bergen og Amtmand i Søndre Bergenhuus Amt, tog 1825 Afsked paa Grund af svækket Helbred, men, da denne bedredes, blev han paa Ansøgning i 1828 udnævnt til Toldinspecteur i Bergen, og døde i denne Embedsstilling den 10de Octbr. 1849, 71 Aar gl.
Dette er Omridset af hans Levnetsløb, det lyder simpelt og roligt, medens det dog tyder paa en Mand med Evne og Dygtighed i ophøiet Embedsstilling; — men saa fortjenstfuld, saa almenerkjendt som hans Embedsvirksomhed end er, saa er det dog ikke denne, som gav hans Liv det store udprægede Indhold, der har gjort ham til Landets, til Folkets Mand i dette Ords videste Betydning.
Hans lange Liv var vistnok, som vi senere skulle se, endog da hans Helbred var nedbrudt, en uafbrudt levende Virksomhed til Fædrelandets Hæder og Held i flere Retninger, men det var dog i Grunden kun nogle faa Aars Virksomhed, der gav hans Liv det fyldige Indhold, som for stedse har knyttet ham til Landets, Folkets Hjerte, fordi dette Indhold var saa at sige selve Folkets Liv.
Og dette hans store, rige Liv begynder med hans og vort Lands Selvstændighedsliv, med 1814 Aars skjæbnesvangre Trængselstid, og derfor i dag, den 17de Mai, vor Friheds og Selvstændigheds glade, uforglemmelige Fødselsdag, skal hans Mindestøtte, hans Billede fremtræde for det Folk, som har viist, at hans Navn var det dyrebart.
Christies politiske Virksomhed, d.e. den, som nærmest fører herhen, falder fra Aarene 1814— 1818.
Han valgtes som Repræsentant fra Bergen ved Rigsforsamlingen 1814, det overordentlige Storting 1814, det første ordentlige Storting 1815 og det andet 1818, men betraadte ikke senere Thingsalen. Men disse Aar vare, som de vare hans, ogsaa Landets betydningsfuldeste.
Paa Eidsvold var Christie Forsamlingens bestandige Secretair; han var en varm Tilhenger af Selvstændighedspartiet, d.e. det Parti, der modsatte sig Foreningen med Sverige, og bidrog derfor til at fremtvinge imod det Parti, som forsøgte paa at faa det udsat, Kongevalget den 17de Mai, samme Dag, som Grundloven blev dateret.
I hine Dage gik der kun en Tanke gjennem Alle, den : at hævde Landets Selvstændighed; de stærke Conflikter laa i Spørgsmaalet hvorledes ? — idet foreningen med Sverige, som bekjendt, ogsaa havde sit, om end faatallige, dog talentfulde og dygtige Parti.
Men der var dog en bindende Enighed, den, som udstrømmede fra og glødede i oprigtig, varm Fædrelandskjærlighed. I den store Hovedsag altsaa : Fædrelandets Frelse og Borgerfrihedens Genoprettelse vare Alle enige og stode som en Mand, og ingen Rivninger, ingen Mistillidens og Mistænksomhedens Sæd, som vel ogsaa udsaaedes her nu og da, formanede at bryde denne Enighedens Styrke, og da disse Mænd paa Eidsvold, «der vare henviste til at søge Mod og Trøst samt Kraft til Fedrelandets Gjenfødelse alene i deres egen Fædrelandskjærlighed, Sindighed, Klogskab og Enighed», samledes 20de Mai for sidste Gang og havde underskrevet Protokollen, sluttede de en Venskabskjede med Hænderne lagte i hinandens Hænder, og i denne Stilling udraabte de : «Enige og tro indtil Dovre falder !»
Et stort Værk var fuldbragt, Enhver havde arbeidet med sine bedste og rigeste Krefter, og Christie havde ikke havt den mindste Byrde, som Forsamlingens Secretair, et Hverv, som dengang under total Mangel paa parlamentariske Former og parlamentariske Begreber og saagodtsom aldeles ucontrolleret, fordrede en Mand, paa hvem Alle kunde stole, og som derfor maatte ansees som det største Tillidshverv.
Og dog, uagtet hin Tid var en skjæbnesvanger Trængselstid, uagtet Arbeidet var stort og ansvarsfuldt, det gjalt jo et helt Folks Tilværelse, uagtet Stormene indenfor og udenfor, uagtet det store Resultat, som udgik fra Rigsforsamlingens Virksomhed, saa kunne vi dog kalde denne Tid, denne skjæbnesvangre Trængselstid, dette afgjørende Møde, der, som vi nylig hørte, sluttede med en Handling, som udtrykte saa hjertelige, personlige Hengivenhedsfølelser, som vor Tid ikke mere kjender til, men som giver os et Indblik i den Tids inspirerede personlige Stemning, og kunne dog kalde hin Tid for Idyllens Tid, den Tid nemlig, da Alle hilsede Frihedens Morgenrøde i den inderligste og den største Enighed.
Senere kom Modsætningerne, Gjenopvaagningstiden, Gjenfødelsestiden var lykkelig tilendebragt; — Overgangstiden stod tilbage, det var Ildprøvens Tid, som kom ! Hvor var Manden, som skulde føre gjennem den ?
— Det er her ikke Stedet at give nogen historisk Skildring af vore politiske Forholde og Begivenhederne i Storthings-Aarene 1814—1815 og 1818, det maa være nok at betone Hovedpunkterne, der kunne belyse den Virksomhed, hvortil Christies udødelige Fortjenester slutte sig.
Man maa saaledes erindre, at allerede den 14de Aug. 1814 afsluttedes den bekjendte Convention til Moss, hvis Følge var det overordentlige Storthings Sammentræde, som skulde afgjøre vort Lands endelige Skjæbne; da intet mindre end det brændende Spørgsmaal stod først og sidst paa Dagsorden : Foreningen med Sverige ! Dens Nødvendighed havde den fiendtlige Overmagt afgjort, men Arbeidet, Ansvaret laa i tillige at bevare Norges Frihed og Uafhængighed. Da gjalt det fremfor Alt at finde sin Mand, som Styrer og Leder !
Dog enhver stor Tid, enhver gribende Situation skaber ligesom ogsaa sin Mand, og da Christie besteg Storthingets Præsidentstol og forblev paa denne Plads under det Hele Møde, var Øieblikkets, Situationens Mand ogsaa funden !
Nu maa man holde fast for Tanken, at da dette brændende Spørgsmaal forelaa til Afgjørelse, bestod Storthingets Medlemmer for den allermindste Del af de Mænd, som havde staaet fast sammen og sluttet Venskabskjæden paa Eidsvold. Den Stemning, som herskede der, fandt og kunde ikke mere finde Sted; «man var i det Hele utilbøielig til Foreningen med Sverige, Mistro herskede, en stor Del af Folket var forbittret, det ansaa sig forraadt af sine Egne, to af Landets Fæstninger indehavdes af svenske Tropper, Landet stod isoleret, uden Foreningspunkt, uden Allierede, uden Skibsfart, uden Finanser», ligeoverfor ikke alene Sverige med sin Overmagt, sin seierskronede Helt og General, den svenske Kronprinds, men ogsaa lige overfor Europas øvrige største Magter; og paa den anden Side kunde man dog ikke negte Fordelene af en Forbindelse med Sverige, «som den bydende Nødvendighed af det, som hele Europa fordrede».
Christian Fredrik havde nedlagt sin Frasigelsesakt i en Storthingsdeputations Hænder og havde samme Dag forladt Landet.
Var det ikke nu Ildprøvens Tid ? Her skulde mægles, her skulde ske Forsoning mellem Forenings- og Selvstændighedspartierne, og det sidste havde endnu den stærkeste Støtte i Folkets Sympathi. Men Valget maatte gjøres, og Storthinget vedtog, at Norge som selvstændigt Rige skulde forenes med Sverige under en Konge, imod 5 Stemmer, deri blandt Christies og hans Medrepræsentanters fra Bergens By, som i saa Henseende opfyldte deres Committenters dem utrykkelig tilkjendegivne Villie.
Den 4de November fik den som Følge af Foreningen omarbeidede Grundlov sin Fødselsdag, og Kongevalget foregik.
Til 1815 Aars Storthings Virksomhed, hvor Christie ogsaa var Storthingets bestandige Præsident, hører den vigtige Ordning af Rigsakten og de store Spørgsmaal med Hensyn til Bankvæsenet, Pengevæsenet, Værnepligtssagen, og endelig kommer 1818 Aars Storthing, hvor saamange indre Spørgsmaal skulde ordnes, og hvor Christie valgtes ind i Lagthinget, medens han dels fungerede som Storthingets, dels som Lagthingets Præsident og derhos var indvalgt i ikke mindre end 19 Committeer.
Et Folk, som ikke hjælper sig selv til sin Redning, staar ikke til at redde, hedder det, og her gjaldt det i Sandhed at redde sig selv, ikke at opgive en Tomme af den vundne Selvstændighed, trods Foreningen.
Det gjaldt her om at fuldføre et stort, gennemgribende, afgjørende Værk, «som opførtes paa en saa mangeartet Grundvold af Nødvendighed og fri Erkjendelse, af Bitterhed og Mistillid», ja, det kan siges, at medens Mange erkjendte Foreningens Nytte, elskedes Foreningen neppe af Nogen.
Men Christie klarede Situationen, fordi han forstod at klare Folkemeningen i dens største bittre Udstrømning; han havde været, han var endnu en varm Tilhænger af Selvstændighedspartiet, men han var ikke den Mand, der ikke tilfulde indsaa Nødvendigheden og Fordelene af Foreningen, og da denne var afgjort, hengav han sig med Liv og Sjæl til den Opgave at arbeide for den saaledes, at den kunde træde ud i Livet, med Grundloven tillige bevaret og opretholdt i dens Renhed, saaledes som den var udgaaet fra Rigsforsamlingen.
Og at Opgaven blev løst, derfor skyldes Christie først og sidst det hele Folks Tak. Der var et Fædrelandssind i denne Mand, saa rent, saa ophøiet, der gik som den røde Traad gjennem hans hele Liv.
For ham var Fædrelandet aldrig et tomt Ord; — han var betænksom, men glemte aldrig af lutter Betænkeligheder, at han havde et Fædreland, — han, Selvstændighedspartiets varme Tilhænger, blev, da Sagen var afgjort i Foreningens Interesse, ikke ængstelig staaende, hvor han var, han følte og vidste, at det ikke er deri, Consekventsen, Fastheden, det, man kalder at blive sig selv lig, bestaar, men deri, at de store ledende Hovedtanker blive de samme.
Derfor stod han med en Sikkerhed, en Upartiskhed, en Frimodighed, en Sandhedskjærlighed, en Velvillie ! og som en ægte fædrelandssindet Mand optraadte han forsonende mellem de stridende Meninger og Interesser med Klarhed og Besindighed. — Hans hele Tanke, hans hele Sjæl laa kun om og i det elskede Fædreland, og derfra hentede han den Aandskraft, der altid udvikler sig hos den sunde Mand, naar den gribende Situation møder, — derfra denne Ro, som aldrig taber Ligevægten, — derfra dette Mod, denne besynderlige Kraft, der ligesom en Inspiration gjennemfarer det sunde Menneske, netop naar det behøves.
Saaledes udrustet stod Christie paa Præsidentstolen; saaledes stod han overfor be svenske Commissairer, efterat den øverste Ledelse af det afgørende Foreningsværk var lagt væsentligst i hans Hænder; saaledes stod han overfor sine egne Landsmænd, der brusede i varmblodig Patriotismes Hede og Hidsighed, altid den samme, fast og ubøielig, mildnende, vækkende, tilrettevisende, veiledende.
Ja isandhed ! nu som aldrig var det Ildprøvens Tid, og den bestod Christie som ingen Anden, og derfor bragte Samtiden ham sin varmeste Tak og Hyldest, og de kommende Slægter skulle aldrig glemme ham; thi da det gjaldt det Vigtigste, det Største for Land og Folk, da han havde maattet opgive sin kjæreste Tanke, Selvstændighedstanken, da stod han dog lige opreist i sin Kraft, da lagde han alle sine Aandskræfter i den grundigt tænkende Betragtning af samtlige Forhold, store og smaa; ikke sine egne Tanker tænkte han ind i, hvad der forelaa, men eftertænkte dettes, – han følte, at nu gjaldt det ikke fagre Ord, men mandig Gjerning, og Sandhed og Retfærdighed, Grundtrækkene i hans Charakter, forenet med sjelden Dygtighed, dyb Indsigt og den varmeste Fædrelandskjærlighed, lyste ud af hans Tale og Gjerning.
Hans Øie var altid vaagent; ikke et Øieblik slap den store, den paa saa mange Maader, af saa forskjellige Interesser og Følelser trængte og paavirkede Sag ham af Syne i en eneste, selv den ubetydeligste Del, og derfor skal Christies Navn nævnes først og sidst som den Mand, der i det faretruende Øieblik stod i Ildprøven og drog ud af den vor dyrebareste Skat : vor Frihed og Selvstændighed med alle deres uskatterlige Goder, og disse forstod han at værne og befæste.
Men til dette Christies uforglemmelige Storværk slutter sig et andet som et uadskilleligt Led, og begge tilsammen danne og fuldstændiggjøre Billedet af Christies fremragende politiske Storhed. Vi maa have i Erindring de næsten kolossale Vanskeligheder, hvorunder Christie besteg Præsidentstolen, navnlig i 1814 og 1815.
Den Forsamling, han skulde lede, havde det parlamentariske Mærke, thi Norge var pludselig indtraadt i de constitutionelle Staters Række, men den parlamentariske Orden, Erfaring og Takt manglede aldeles.
Rigsforsamlingen havde i saa Henseende ikke kunnet give noget Udbytte. En historisk politisk Forfatter har vistnok meget træffende sagt om denne Forsamling, at den ogsaa i sit Ydre var ganske forskjellig fra de senere, mere ordnede og rolige Storthing. «Diskussionen paa Eidsvold», siger han, —«ofte stormende nok, opløste sig undertiden i en forvirret Conversation, og naar en yndet Taler havde vidst at træffe Hjerterne, rungede Bravo og Bifaldsklap mod de granbeklædte Vægge».
Se, dette minder os atter om Idyllens Tid, da Alle hilsede Frihedens Morgenrøbe i den inderligste og største Enighed.
Men dette Forhold kunde ikke vedvare; — Livet og Enthousiasmen, der kunde skyde alle sine Blomster og lade dem spille og gløde frit i Eidsvolds afsidesliggende skjønne Dal, maatte tage en anden Form, naar Frugten skulde bringes til Modenhed, og Storthinget i 1814 (det overordnede høsten 1814/red.) tællede i sin Midte en snare ubetydelig Del af den helhjertede Klynge fra Eidsvold.
Der maatte altsaa nu bringes en bestemt Orden ind i Forretninger og Forhandlinger, og dette store, store Værk, hvorfra ikke alene Storthingets Virksomhed i 1814, men alle følgende Storting skulde hente saa væsentlig Styrke, maatte altsaa samtidig nu ordnes. Dette krævede ikke mindre sin Mand, men ogsaa her blev Christie Manden med den udødelige Fortjeneste.
Den Sikkerhed og Dygtighed, hvormed han ledede Forhandlingerne, er ikke bleven mindre enstemmig anerkjendt og med storartet Taknemmelighed paaskjønnet, end den Dygtighed og Sikkerhed, hvormed han drev Forretningsorden og Forretningsgang ind i det rette Spor og endelig organiserede samme.
Dette maatte isandhed være et mere end vanskeligt Arbeide at drive frem i en Forsamling, hvori hver Enkelt følte sig kaldet til at deltage i Alt, fordi Enhver følte Øieblikkets store Betydning og var besjælet af den varmeste Fædrelandskjærlighed, medens saagodtsom Ingen kjendte det parlamentariske Livs Former, eller havde Begreb om dets Begrændsning, naar ikke Forvirringer skulde træde istedetfor den modne Overveielse, og enhver Meningsudtalelse alligevel komme til sin Ret.
Men Christie var Manden, fordi han havde et skarpt Øie ogsaa for Vigtigheden af de formelle Betingelser for en Slags Bearbeidelse, fordi han havde faste Grundsætninger og en fast Grundretning, fordi han med det skarpe Blik og den store Omsigt forenede Maadehold og Upartiskhed.
Se, derfor kunde han fremstaa, og derfor fremstod han her, som i sin hele Virksomhed, den offentlige og private, som Manden, den helstøbte Mand, hvis Overbevisning havde Modenhedens Styrke, hvis Villie var ren, som hans Blik klart, og hvis stærke Særkjende var den overalt seirende Kjærlighed til Sandhed og Retfærdighed.
Derfor kunde han atter fremmane Tillidens Aand og mildne og dæmpe Bevægelsen, hvor den viste sig som Mistænksomhedens og Mistroens onde Magter; derfor kunde han fremkalde Forsoningen, hvor Splittelsen truede; derfor formanede han at kaste Lysets klare Straaler ind, hvor man famlede i Mørket; derfor gik han frem til Seier, og derfor kunde han — seire !
Og om hvorledes hans Medrepræsentanter forstode at paaskjønne hans udødelige Fortjeneste, vidner Takaddressen, som af dem overraktes ham ved Stortingets Slutning i 1814, vidner Guldpokalen, som overraktes ham i Forbindelse hermed, da han i Januar 1815 vendte tilbage fra Stockholm, hvorhen han af Storthinget var valgt at afgaa i Spidsen for den Deputation, som havde at overrække Kong Carl den Trettende Adressen om Kongevalget m.v., vidner de skjønne, hædrende Ord, hvormed denne Pokal overraktes ham.
Og ved Christies Tilbagekomst til Bergen stiftede Bergens Borgere til Erindring om hans store Fortjenester af Fædrelandet det Legat, som bærer hans Navn.
Jeg har nu omtalt Hovedpunkterne i Christies politiske Virksomhed, disse to, som ville gjøre hans Navn udødeligt i vort Lands Historie : — hans Holdning som Leder af det store Forfatningsværk, hvorved han forstod at bevare Grundloven i dens Renhed, værne og befæste Landets Frihed og Uafhængighed, og paa samme Tid at organisere vort parlamentariske Liv.
Men hele hans Storthingsvirksomhed er en Række af rastløs, aandsanstrængende Virksomhed, der bærer præget af den samme Sandhed, Indsigt og Fædrelandskjærlighed; her er ikke Stedet at opregne Alt, hvad han har deltaget i og bragt til Fuldendelse, det er nok at sige : Aanden var overalt den samme.
Men dette aandsanstrængende Liv maatte knække selv den stærkeste Mand, og siden 1818, som sagt, betraadte han ikke Thingsalen, skjønt den By, som han tilhørte, atter, da hans Helbred havde bedret sig, valgte ham til Repræsentant ved Storthinget i 1836; men han følte, at dette Hverv vilde overstige hans Kræfter, og Valgmændene fritog ham efter fremlagte Lægeattester.
Det hører nemlig ogsaa til Christies store Egenskaber, at ingen Forfængelighed, ingen Ærgjerrighed kunde lokke ham til at betræde nogen Bane, hvor han indsaa, at hans Kræfter ikke længere fuldelig slog til. Han vidste at begrændse sig, altid den store Mands Særkjende, og derfor afslog han dette Tillidshverv; derfor afslog han Statsministerposten, da denne blev ham tilbudt i 1828 af høisalig Kong Carl Johan, der fra den første Stund med sit skarpe Blik havde opfattet Christies ualmindelige Dygtighed, havde fattet hans store, rene, elskværdige Charakter, og derfor beærede ham med et Venskab, der var inderligt og aldrig aftog, og allerede i Januar 1815 udnævnte ham til Ridder af Nordstjerneordenen, for hans, som det udtrykkelig hed, af Nationen tilfulde erkjendte Fortjenester som Præsident for det i 1814 afholdte Storthing, i 1816 udnævnte ham til Kommandeur af samme Orden og i 1825 tildelte ham Medaillen for Borgerdaad, ligesom høisalig Kong Oscar ved St. Olafs Ordenens Oprettelse gav ham Ordenens Storkors.
Saaledes belønnedes han baade af Konge og Folk, og man maa isandhed elske og høiagte den Konge, som saaledes forstod at paaskjønne den Mand, der som Folkets rette Talsmand aldrig havde ladet sig bøie, hverken af Smiger eller Trudsler, som aldrig talte Smigerens, men altid Alvorets og Sandhedens simple, rene og derfor saa veltalende Sprog, og som han stod for Kong Carl den Trettende og afgav Adressen og Grundloven samt tillige frembar endel Andragender fra Storthinget, iblandt andet om Landets Hjertesag : Rømningen af Fæstningerne Fredriksstad og Fredrikssten snarest muligt, til Kongen, der sagde, at det norske Folk kunde være overbevist om hans Naade, svarede med fast Stemme disse mindeværdige Ord :
«D.M. ! (Deres Majestæt/red.) Det norske Folk beder ikke om Naade, men fordrer kun sin Ret !»
Den hele Samtid har ikke mindre erkjendt Christies ualmindelige Dygtighed og store Fortjenester ogsaa i de Embedsstillinger, han indehavede, og da han formedelst svækket Helbred tog Afsked som Stiftamtmand, tolkede den By, hvori og for hvilken han havde virket, ham sin Sorg og Høiagtelse ved en storartet Borgerfest.
Og vi have endnu i frisk Erindring den store Deltagelse og Hyldning, som atter aabenbarede sig, da han stedtes til Hvile, efterat Døden havde bortkaldt ham fra den Embedsgjerning, han havde paany tiltraadt, da han følte sin Helbred bedre, thi Christie, som en isandhed stor Mand, kunde ikke modtage Pension af Landet, naar han saa sig istand til atter at tjene det i en for hans Helbreds kræfter passende Embedsvirksomhed.
Men da den dybe, varme Fædrelandskjærlighed var Kilden, hvorfra al Christies Virksomhed udsprang saa ren, saa kraftig, saa styrtende, saa frugtbringende, saa har han udenfor sit offentlige Liv efterladt Minder, der ikke mindre hædre ham.
Det var efter Afskeden som Stiftamtmand, da han skulde nyde, som det syntes, sit afsluttede offentlige Livs Rolighed, at han begyndte med Alvor at fordybe sig i vort Lands sagarige Fortid, og derfra udsprang Ideen til de rige Samlinger, som nu indesluttes af vort Musæum, hvis Skaber han er, hvis Historie vi nylig ved en anden festlig Anledning have hørt, og som jeg her blot erindrer om, fordi ogsaa hertil knytter sig hans Navn med et uforglemmeligt Krav paa Taknemmelighed, thi ogsaa i at skabe, ordne og udvikle denne Indretning fremtraadte alle hans store, ærefrygtbydende Egenskaber, som havde viist sig i hans offentlige Færd, i den skjønneste Glands.
At han ogsaa inden Communen fik alle Slags Tillidshverv, behøver jeg vel blot at nævne ligesom ogsaa hans Fortjenester af Sparebankens Oprettelse i vor By og flere andre stedlige nyttige Indretninger.
At en Mand som Christie, med den Charakterens Fasthed, Renhed og Ophøiethed, som han besad, dog ikke gik fri for Angreb, hemmelige og aabenbare, for Miskjendelser, ikke altid udsprungne af de reneste Motiver, er desværre altfor baade naturligt og vist, og at disse, oplevede midt i den Tid, da han viede hele sin Sjæl og alle sine Kræfter til Fædrelandets Tjeneste, virkede stærkt paa ham og bidrog til at undergrave hans Helbred, kan neppe betvivles, trods den Rolighed, hvormed han mødte og kunde møde dem, og trods den milde Overbærenhed, hvormed han omtalte dem, ofte paa den ham egne, tørre og høist lunefulde Maade.
Under den stærke Gjæring i de første Tider efter Foreningen, kunne vi se af Optegnelser fra hin Tid, at den mindste Udmærkelse fra Kongemagtens Side gjorde, selv hos ellers veltænkende og oplyste Mænd, den Mand, hvem den blev til Del, til Gjenstand for Mistænksomhed, og allerede Christies saa naturlig forklarede og fremkaldte Udnævnelse til Stiftamtmand i Bergen, en Udnævnelse, som han dog ikke uden Modstand og kun paa sin Konges gjentagne Anmodning overtog, forladende et mere indbringende og efter hans hele daværende Aands- og Livsretning for ham mere tiltalende Embede, vakte Mistillid og Forargelse; og hans Udnævnelse til Nordstjerneridder dæmpede naturligvis ikke Misnøien, som paa adskillige Hold under Storthinget allerede havde gjort sig gjældende imod ham og ikke kunde have sit Udspring fra andet, end netop derfra, at Christie stod over Alt og over Alle, med en Sikkerhed og en Consekvents, for (fra/red.) hvilken ingen Lidenskabelighed, ingen Sneverhjertethed kunde rokke ham; og dette har Samtiden ofte ondt for at fatte.
Men
«en Konge kan skabe en Ridder paa Stand
med Sporer og Spyd og med Sværd,
men hvad der giver en Riddersmand Værd,
det trofaste Sind, en adelig Færd,
det Kongen dog skabe ei kan»
siger en gammel Digter, og dette skulde allermindst være glemt her, hvor han selv stod som det levende Vidnesbyrd herom midt iblandt dem, og hvor Tilliden til ham igrunden heller aldrig veg; thi vist er det, at naar bet gjaldt, samlede sig Alle om ham; Ven og Fiende stillede ham da enstemmig altid i Breschen, og vare Motiverne hertil end forskjellige hos Ven og Fiende, saa maatte dog Seieren, hvormed han altid gik ud fra den, stedse blive et forøget Vidnesbyrd imod Mistanken og Misundelsen.
Virkelig store Mænd ere altid udsatte herfor, og det maa saa være; derfor fører det herhen ogsaa at omtalte dette for at fuldstændiggjøre Christies Billede.
Hans Storhed, hans Fortjenester kom dog derved end mere til sin Ret, thi, som Digteren siger, «Dyden ligner de kostbare Røgelser, som dufte stærkest, naar man river eller brænder dem».
Dette gjentager sig til alle Tider, men den her idag reiste Mindestøtte skal ogsaa tale til alle Slægter om Opreisningen.
De Egenskaber, der skabe den isandhed store offentlige Mand, ville med Nødvendighed ogsaa aabenbare sig i hans private Liv, vistnok fremtrædende under andre Former, men Grundtonen, Kilden vil være den samme, og derfor endnu nogle Ord om den Mand, hvis Minde vi idag ihukomme med Ærefrygt og brændende Tak.
Christies Fædrelandskærlighed gav, saa at sige, hans hele Liv dets Præg. Jeg vil erindre om, at han, da han søgte og udnævntes til Sorenskriver i Nordhordland, havde de mest lovende Tilbud om og Udsigter til en glimrende Embedskarriere i København, men han afslog og tilbageviste alle, fordi han vilde tilbage til Norge, som han elskede fremfor Alt med sin hele Sjæl som den kjærligste Søn, og aldrig vilde forlade.
Da jeg (taleren Ole Bøgh/red.) nu selv har havt Anledning til at vandre om og besøge saamange Steder og Trakter i det Distrikt, hvor han havde sin første Embedsvirksomhed her, saa ved (vet/red) jeg og kan fortælle, hvorledes Christies Navn her endnu lever og nævnes med en Kjærlighed, der har taget ligesom Digtningens Charakter.
Hvor ingen anden Embedsmand før havde været, i de trangeste, mest afsidesliggende Dalfører og Fjeldbygder, paa Fjeldgaardene, hvortil Adgangen for menneskelige Øine syntes ufremkommelig, ved de mørke Vande mellem Høifjeldene, langs Elvedragene og i Skovtrakterne havde han vandret, lært Bondens Sæd og Skik at kjende tilbunds, han boede i deres Huse, veiledede dem, fortalte dem Sagn og Historie, og udfrittede dem igjen, fik historiske og Sagn-Meddelelser, drev Jagt og Fiskeri blandt dem, og i dette Liv udvikledes, voxede og befæstedes hans fædrelandske Sind; her ligger allerede hans senere i Handling fremtrædende Virksomhed som Musæets Skaber i Svøbet, — og dette Liv gav ham den Kjærlighed til Almuen, som aldrig forlod ham, og gjorde ham til Bondestandens i Aand og Sandhed bedste Ven.
Hans Navn og hans Færden her omtales med en kjærlig Stolthed blandt den Slægt, som forlængst har afløst den, hvoriblandt han levede; — ja jeg har truffet paa Mænd, som kjendte ham personlig, og hvis Mundheld er «hvad Christie sa'», og som ikke vige eller have veget et Haarsbred deres hele Liv igjennem fra, hvad han havde sagt dem, naar de havde raadført sig med ham om Gaard og Hjem, eller hvad der ellers laa dem paa Hjerte.
Jeg synes det hører herhen at tilføie, hvad der for nogle faa Dage siden hændte mig. Jeg talte netop med en af disse Mænd og fortalte ham om denne Fest idag og om Mindestøtten, som skulde reises, og opfordrede ham at komme ind til Byen, for selv at se. «Nei», svarede den 83aarige Mand med Taarer i Øinene, «dertil er jeg for gammel, men sig dem, at jeg er vel fornøiet med, at dette sker ! jeg er vel fornøiet med det; han var det værd !»
Det har været opløftende at høre Christies Navn saa elsket og æret blandt en Almue, hvis nærmeste Forslægt han levede med kun en kort Tid; men derfor man ogsaa Samlivet have været saa meget inderligere. Nu ere Adgangene lettere, og der er anderledes veisomt til hine Steder, end da Christie levede, men jeg har den glade Tro, at hans Navn derinde dog skal beholde sin forunderlige Klang og flettes med ind i Folkedigtningen.
Og endelig, tillad mig at berøre den mest private, personlige Side af hans Liv, for at fuldende Billedet !
Christie var en Børneven, en saadan, som jeg aldrig har kjendt før eller siden. Det var ligesom en Hvile for ham efter Dagsgjerningen at leve iblandt Børn; han samlede dem om sig i sit Hjem, og hvor han traadte ind i Familiers Kredse, flokkede Børnene sig jublende om ham, thi nogen kjærligere Ven kjendte de ikke. Han deltog saa personlig, som Nogen, i deres Lege, som han forstod at opfinde, ordne og lede i de forskjelligste Retninger; de vare næsten altid forbundne med de mest tiltrækkende Legemsøvelser og Færdigheder ude og inde, og, naar han stod i Kredsen, var der Ingen, som havde Tanke om andet, end at han virkelig var deres Legekammerat, og at hans Liv ikke kunde tiltre nogen anden Verden, end den, de selv levede og bevægede sig i.
O, hvilke straalende Erindringer staa for mig, naar jeg tænker tilbage herpaa; hvilken Kjærlighed, hvilken Barnlighed udstrømmede ikke fra al hans Tale og Gjerning, hvilken Høihed, hvilken Sjælsrenhed lyser gjennem hvert Træk, jeg mindes fra hine lykkelige Aar.
Ogsaa her aabenbarede sig den samme Sandhed i hans Fremtræden og Virksomhed, som aabenbarede sig i hans store, offentlige Liv; Grundtonen i ham, Grundretningen i ham var Sandhed i Kjærlighed, og Kjærlighed i Sandhed, Kjærlighed til det Skjønne, det Sande, det Gode !
Derfor fremtraadte hans ædle, store Personlighed altid sig selv lig, i Børnekredsen, i Familiekredsen, i Vennekredsen, i hans private og i hans offentlige Virksomhed, og ligesom hans uforlignelige Vid, der var parret med den Mildhed i Charakteren, som gjorde hans Omdømme saa overbærende, — den Ligevægtens Ro, som altid bevarede ham det sikre Fodfæste, ligesom dette uforlignelige Vid oplivede Selskabeligheden ved et fra vore mere kolde og beregnede Tider desværre bortflygtet, sprudlende Lune, saaledes kunde det ogsaa til passende Tid og Sted udsende skarpe Pile, men disse havde aldrig giftig Braad, dertil var Buen, hvorfra de sprang, for ren og sund.
Jeg har saaledes nu forsøgt at udkaste et Billede af den Mand, hvis Billede Kunstneren snart vil stille Eder for Øie. Dette Øieblik, da denne Mindestøtte afsløres, er et Øieblik, som ikke tilhører os alene, som her ere samlede, men det hele norske Folk; — det tilhører Historien, saa vist som det er, at det Folk hædrer sig selv, som hædrer sine store Mænd; — saavist som det er, at det Folk bærer alle de bedste Spirer i sig til at bevare, befæste og udvikle sit Liv i Frihed og Selvstændighed, sit inderste Liv, sit Folkeliv, det Folk nemlig, som freder om, som elsker og bevarer sine helhjertede, fædrelandssindede Mænds Minde : — og her sker det.
— Bærer ikke her Fædrelandskjærligheden sit Offer, sin Tak, sin Kjærlighed til Fædrelandskjærligheden ?
Jo, saa er det ! thi før sætter det norske Folk, der elsker sit fattige, men dog i sin Fattigdom saa rige og velsignede, sit klippefaste og havomkrandste Fædreland, Mindestøtten, som herom skal bære Vidnesbyrdet til sildigste Efterslægt, over den af sine Sønner, hvis varme, rene, ubesmittede Fædrelandskjærlighed bar Landets og Folkets store Livssag i de stormfulde, faretruende Tider, gjennem Prøvelsernes Ild og stillede det frelst frem som et frit, selvstændigt Folk.
Og det er vidunderligt at tænke, at dette, vistnok med Bistand og Støtte af andre høihjertede, fædrelandssindede Mænd, hvis Navne aldrig glemmes, dog skyldes først og sidst en eneste Mand, skyldes Christie, som Gud i sin Naade skjænkede os i Farens Stund, udrustet af Ham med alle de store Aandens og Hjertets Egenskaber, hvortil netop trængtes, og for hvilke ogsaa Christie i Tro og Ydmyghed takkede, og hvorfor ogsaa vi med ydmyge og taknemmelige Hjerter skulle opsende vor Tak.
«Alt gjør ei Lykken, — Lykken Brisen sender, men passer Styrmanden ei Roret ret, saa kan den Vind, som blæser os til Havnen, mod Skjæret slaa. — Aarvaagen bør Styrmanden være, hvad enten stærkt det blæser eller svagt».
Og denne aarvaagne Styrmand var Christie; thi han stod til Rors med Gud i Hjerte og Tanke, med den visse Tro, at det kun er Gud, som giver Seieren, at Ham alene tilhører Naaden og Kraften, at Ham alene tilkommer Æren, og — han seirede ved Ham !
Tilhører Christies Stordaad det hele Land, saa tilhører hans Personlighed fremfor ethvert andet Sted vor By; — derfor staar Bautastenen, pegende mod Himlen, paa hans Gravhøi hist inde paa Kirkegaarden og taler til os om det elskelige, fromme og kjærlige Menneske; — derfor hæver den skjønne Bygning sit Tag paa den modsatte Side og taler til os om Aandens og Vidskabens Mand, — derfor reiser sig hans Billede nu her midt inde i den travle By, for at tale om Borgeren, for at fortælle den nuværende Slægt og de kommende Slægter, at han var Folkets sande Mand, at han dog fremfor Alt tilhører det (Folket/red.), og at hans Navn derfor skal bevares i Folkets Hjerte, og hans Minde opflamme til at handle i hans Aand !
Og nu, idet dette hans Billede — Billedet af ham, «hvis Bedrift», som Digteren nylig saa smukt lod udtale gjennem Sangens Røst, — «til Erts vel ei trænger» (ikke behøver å hugges i sten/red.), fordi «det staar i Historiens Guld» — ja nu, idet dette hans kjære Billede skal træde frem for os, saa lad mig dog først ligesom frem-mane det i de herlige, fyndige, træffende Ord, hvori hans Ven, Digteren Sagen (Lyder Sagen/red.), saa fyldigt har tegnet ham, netop saaledes, som vi skulle først og fremst minde ham her :
Modigen sindig en Normand i Raad,
sindigen modigen Normand i Daad,
stod han paa Thinget, som engang for Tronen —
Konge og Folk gav ham Egeløvskronen !
_________________________________
Vort — Udvalgets — Hverv er nu endt. Det kjære Billede er hilset af Tusinders Jubelraab ! Vi have nu kun tilbage at overgive Mindestøtten til den By, hvortil den store Afdøde ved sine Livsforholde særligt og inderligt var knyttet.
Saa overgiver jeg det da nu til Bergens By, og da navnligen til vor Byes Communalbestyrelse, med den sikkre Forvisning om, at den vil frede om denne af Folket reiste Mindestøtte med Ærefrygt og Kjærlighed, saa at den til de sildigste Efterslægter kan frembære Vidnesbyrdet om den Mand, hvis varme, faste Fædrelandssind i Nødens og Trængselens Stund bar Landets og Folkets Livssag frem til Seier !