– Bind V – sidene 336 – 339 :
Frederik, Prins af Hessen-Kassel, 1771-1845, en Søn af Landgrev Carl af Hessen (III, 360) og den danske Prinsesse Louise, er født 24. Maj 1771 i Slesvig.
Han fik allerede i sit 7. Aar Patent som Oberst og Chef for det 1778 oprettede fynske, senere slesvigske, Infanteriregiment og blev gjennem Faderens Indflydelse og sit nære Slægtskab med Kongehuset hurtig beklædt med de højeste Kommandoposter i Hæren.
1783 blev han saaledes Generalmajor, 1789 Generallieutenant, 1791 Deputeret i Generalitets- og Kommissariatskollegiet, 1795 Chef for Kongens Regiment, 1800 Chef for holstenske Infanteriregiment, Infanteriinspektør i Hertugdømmerne og Gouvernør i Rensborg Fæstning, 1801 Ridder af Elefanten, 1808 General af Infanteriet.
Ved Hærens Opstilling paa Sjælland efter Englændernes Overfald overtog han Kommandoen over 1. Division, og han var udset til at føre Hovedstyrken af det store Korps, der i Begyndelsen af 1809 stod rede til at gjøre Landgang i Skaane.
Senere paa Aaret, da Frederik VI havde fattet Mistanke til Christian August (III, 536) og ikke kunde hitte Rede i de norske Forhold, sendtes han til Norge for at overtage den søndenfjældske Generalkommando, og 9. Jan. 1810 udnævntes han til Vicestatholder i Norge.
Prinsen udfyldte disse under de forhaandenværende Forhold vanskelige Poster med Dygtighed.
Navnlig viste det sig, at han havde et fortrinligt Greb paa den militære Kommando. Han forstod at holde den krigerske Aand, der var vakt i den norske Hær af hans forgudede Forgænger, ved lige, satte Forsvarsvæsenet og Fæstningerne i god Stand, og de store Forbedringer, der indførtes ved Hærordningen 1810-11, og ved hvilke Hæren blev bevægeligere og større og de lette Troppers Antal forøget, vare for en stor Del Prinsens Værk.
En af Frederik VI’s hemmelige Agenter, en indfødt Nordmand, giver ham i Begyndelsen af 1812, da det saa ud til Krig med Sverige, følgende Vidnesbyrd : «Den norske Nation stoler med Tryghed paa den kommanderende General og ser med tillidsfuldt Haab paa ham, uagtet han ikke har haft den Lejlighed til at samle Lavrbær som Naboens Hærfører. Den regner paa alt ved ham og hans Foranstaltninger, og overalt hører man dette, forenet med Ønsket om Fredens Vedligeholdelse».
Det blev imidlertid ikke Prinsen, der skulde værne Norges Forbindelse med Danmark. Den danske Tronarving, Christian Frederik, havde længe attraaet at spille en Rolle i Norge, og til Fordel for ham nedlagde Prinsen 23. Maj 1813 i Følge Kongens Befaling Statholderposten og alle øvrige Værdigheder.
Prinsens taktfulde og smukke Optræden ved denne Lejlighed og den oprigtige Velvilje, hvormed han i det hele modtog sin Afløser, vakte fortjent Beundring og give et tiltalende Billede af en sjælden elskværdig og brav Personlighed, et Indtryk, der til fulde stadfæstes af hans omfattende Korrespondance fra denne Tid med Frederik VI.
2 Dage forinden Fratrædelsen giftede Prinsen sig med Clarelia Dorothea Baronesse v. Liliencron (f. 1779 d. 23. Avg. 1836), der. 1809 havde fulgt ham til Norge – som det antoges, som hans Elskerinde, men, efter Breve fra Frederik VI og Landgrev Carl at dømme, maaske snarere som hans hemmelig ægteviede Hustru – og med Anstand og Ynde gjort Honneurs i hans Hus.
Hun var en Datter af Gehejmeraad Ditlev Brockdorff til Rohlsdorf (f. 1709 d. 1790) og havde tidligere været gift med Kapitajn og Overkrigskommissær Andreas Ernst Christian Baron v. Liliencron (f. 1774 d. 1823), men var bleven skilt fra ham 1798.
Hjemvendt til Danmark blev Prinsen udnævnt til Chef for den «bevægelige Armédivision», der, forstærket med et Regiment Dragoner, i Juli 1813 fik Navn af Auxiliærkorps og underlagdes 13. franske Armékorps under Marechal Davout, hvis Hovedkvarter var Hamborg, og som havde til Opgave at dække den franske Hovedhærs Fremrykning mod Berlin.
Felttogets Historie er bekjendt.
Efter at være naaet frem til Rostock blev Marechallen ved Napoleons Uheld nødt til at gaa tilbage mod Hamborg, hvor han til sidst indeslutted sig med sine franske Divisioner og overlod det danske Korps til dets Skæbne.
Korpset, der stod ved Lybek, og som havde en 4dobbelt overlegen Fjende under Anførsel af Carl Johan imod sig, syntes fortabt.
Ved et mesterlig udført Tilbagetog, der gik over Oldeslo, Segeberg, Kiel og under idelige Kampe, saasom ved Boden 4. Dec., Rahlstedt 6. Dec., Bornhøved 7. Dec., Sehested 10. Dec., hvilken sidstnævnte Fægtning blev en glimrende Sejer, lykkedes det imidlertid Prinsen at bane sig Vej til Rensborg, inden for hvis Volde han 11. Dec. havde hele Korpset samlet.
I Rensborg vilde Prinsen foreløbig blive. Han kunde her fra paa et belejligt Tidspunkt bryde ud med sine kampvante Tropper og yde kraftig Understøttelse til Hovedhæren, hvis denne for Alvor vilde optage Kampen paa Halvøen, og paa sin djærve og uforbeholdne Maade raadede han indtrængende Frederik VI til ikke at tøve med at sætte den i Bevægelse (jvfr. I, 524. III, 282).
Men Kongen var modløs, og 14. Jan. 1814 sluttedes Freden i Kiel.
Prinsen, der for sine Fortjenester under Felttoget var bleven hædret med Storkommandørkorset af Danebrog, udnævntes nu til kommanderende General i Hertugdømmerne.
Aaret efter stilledes han i Spidsen for de 2 Hjælpekorpser, som Danmark efterhaanden udrustede mod Frankrig; det første kom ikke længere end til Bremen, men det andet gik til Frankrig, hvor det underlagdes den af Hertugen af Wellington kommanderede Okkupationsarmé og forblev indtil 1818.
Korpset efterlod sig et smukt Minde ved det gode Forhold, hvori det stillede sig til Indbyggerne, ved sin mønsterværdige Disciplin og sin fortrinlige Dressur.
Wellington ansaa ikke en Revue for rigtig vellykket, naar ikke Prinsen af Hessen med sine danske deltog deri.
Efter Hjemkomsten overtog Prinsen paa ny Posten som kommanderende General i Hertugdømmerne og Gouvernør i Rensborg, hvor han forblev boende, indtil han ved Faderens Død 1836 udnævntes til Feltmarskal og i øvrigt fik dennes Værdigheder som Statholder i Hertugdømmerne, Overpræsident i Provinsialregeringen m. m. – en Udnævnelse, der fremkaldte den heftigste Forbitrelse hos den brutale Prins Frederik Emil af Augustenborg – med Bopæl paa Gottorp Slot.
Her fejrede han 1. Okt. 1838 under stor Deltagelse sit 60 Aars Officersjubilæum; Officerskorpset overrakte ham ved denne Lejlighed et prægtigt Theservice, hvorpaa der fandtes Fremstillinger af Gottorp Slot til forskjellige Tidspunkter.
Prinsen udtraadte efter Ansøgning af Tjenesten umiddelbart før Hærreduktionen i 1842 og trak sig tilbage til sit Gods Panker i Holsten, hvor han døde 24. Febr. 1845.
Wolff, Journal f. Politik osv. 1817, I, 193 ff.
C. Dunker, Gamle Dage.
C. Th. Sørensen, Kampen om Norge.
Vaupell, Den dansk-norske Hærs Hist. II.
Anker, Biogr. Data om norske Generalspersoner.
A. F. Tscherning, Efterladte Papirer I, 94.
N. Staatsbürg. Mag. VIII, 488 f.
Hist. Tidsskr. 5. R. III.
Medd. fra Krigsark. I-IV.
S. A. Sørensen.