– etter at Norges og Sveriges kong Oscar I gikk bort dagen forut – fredag den 8. juli 1859; han overtok etter sin far Carl III Johan (norsk benevnelse) 8. mars 1844 og fikk dermed ingen lang tid på tronen. Les den korte og informative hyllesten til en kjær konge :
Kong Oskar er død !
Sorg, dyb Sorg spreder dette Budskab imellem Norges Fjelde, hvor den milde, retsindige og vennesæle Konge omfattedes med en sand, en inderlig Kjærlighed. Det norske Folk gjør ikke store Fordringer til sin Konge ; det har ingen Krigerattraa, det lider ikke af den Tørst efter Hæder og Anseelse, som lader andre Folkeslag overse Mangelen paa politiske Rettigheder, Selvstændighed og frie Udvikling.
Naar vor Konge lader os nyde disse store Goder i Fred, naar der levnes os Tid og Ro til at gjenvinde noget af Alt det, som vi have tabt under en lang Dvale og et fremmed Aag, da fordre vi ikke mere, thi vi vide vel, at det er Folket selv, som skal arbeide sig fremad.
Kong Oskar var Folkets Mand, thi han lod os Fred og Frihed; han agtede vore Institutioner og vore Rettigheder; han begyndte sin Regjering med de skjønne Beviser paa Anerkendelse af vore unionclle Fordringer, med at give Norge et norsk Flag, som første Gang vaiede paa vore Fæstninger den 4de Juli 1844, og han har siden handlet i samme Aand; han har ladet Normænd raade i Norge; han har med Flid og Iver ledet og opmuntret til det Gode, men han har ladet fri og myndige Mænd dømme selv og beslutte selv; han har ofte sinket Reformer, som ikke syntes ham modne, men han har aldrig været Reformers Fiende.
Kong Oskar er død !
Norges Mænd og Kvinder klæde sig i Sorg og føle Sorg i Hjertet ved dette Dødsbud, der desværre længe har været ventet, men som dog altid synes os at komme for tidlig.
Han var født den 4de Juli 1799, blev altsaa 60 Aar gammel. Den 8de Marts 1844 besteg han sin Faders Throner, men det er nu snart to Aar siden Svækkelse og Sygdom nødsagede ham til at nedlægge Sceptret i sin ældste Søns Hænder.
Fredsæl var hans Regjering, ligesom Kongen var vennesæl og mild i sin Sjæl og i sit Hjerte. Han afskyede Uret, betænkte sig længe og lod sig indprente den sørgelige Nødvendighed deraf, førend han viste Strenghed. Det var ikke blot Dødsdomme, som han oftest lod ligge i Maaneder, førend han kunde bekvemme sig til at bekræfte dem, fordi han havde filosofiske Tvivl om Retmæssigheden af saadan Straf, men al Haardhed og Voldsomhed, som paa nogen Maade kunde undgaaes, var hans Hjerte imod.
Kong Oskar er død !
Taknemmelige Normænd reise hans Bautasteen med Taarer, som udtale Hjertets dybe Følelser. Der var Mildhed og Fred i den afdøde Konges Blik, der var Retsind og Oprigtighed i hans Tanker og paa hans Læber. Det norske Folk ønsker ikke og venter ikke en bedre Konge; derfor staar det med saa megen Vemod ved hans Baare.
Der skuer det (folket/red.) den gamle Moder (Eugénie Bernhardine Désirée Clary (1777-1860) – kalt Desideria og kronet til dronning i Sverige i 1829 – men aldri kronet i Norge/red.) og de kjærlige Børn, men vi se der især og fremfor Alle den sørgende Enke. Det norske Folk sender hendes Majestæt Dronning Josefine sin deeltagende Hilsen og sin dybtfølte Tak for de kjærlighedsfulde Timer og Maaneder, som hun har vaaget med Kvindens hele Ømhed og Udholdenhed ved den elskede Ægteherres Sygeleie. Hvor gjerne vilde ikke Folket have delt Dronningens Opofrelser og Omhu for den yndede Folkekonge. Hvor godt gjør det os ikke selv ved Dødsleiet at se denne Hengivenhed og Kjærlighed hos Alle dem, som det skjønneste Familiebaand omslynger.
De modtage dette Vidnesbyrd af den inderligste Taknemmelighed for den Kjærlighed, som har været vist imod den salig Hedengangne, fremfor Alle af Dronningen, som aldrig trættedes i nogen Pligt.
Kong Oskar er død !
Længe vil dette Sørgebudskab finde sin Gjenklang i norske Borgeres Bryst. Længe vil hans Minde leve iblandt os, og vi ville prise den Sindighed og Betænksomhed og Redelighed og Velvillie, som altid ledede ham.