– og Hauges forfatterskap; en uttalelse av den kjente dikterprest Claus Frimann er inntatt i boken om Hauges besøk og virksomhet i Danmark : «Hans Nielsen Hauge i Danmark», forfattet av Sognepræst ved Eliaskirken, Andreas Fibiger. I denne bok er – i forbindelse med Hauges første besøk i Danmark i år 1800 – referert følgende om Claus Frimanns syn på boken «Den christelige Lære» Hauge fikk trykket i Kjøbenhavn ved den anledning – det er den senere Oslo-biskop Anton Chr. Bang som er kilde til bokens opplysninger :
– fra s. 8 – 11 :
Biskop Chr. Bangs Vidnesbyrd.
To Gange – i Aaret 1800 og i 1804 – har Hans Nielsen Hauge besøgt vort Fædreland.
I sin fortrinlige Bog : «Hans Nielsen Hauge og hans Samtid» af den norske Christiania-Biskop A. Chr. Bang (3. Oplag, Christiania 1910), — uden Tvivl den fyldigste og paalideligste, paa talrige, samtidige Kilder opbyggede Skildring, der findes af den hele Bevægelse, — meddeler han (S. 220 flg.) om den første Rejse :
Hauges første Rejse til Danmark.
«Ud paa Vaaren 1800 gjorde Hauge sig færdig til at rejse til Kjøbenhavn. Forsynet med Pas fra Borgmesteren i Frederiksstad tog han med Skibslejlighed fra denne By til Helsingør og derfra videre tillands til Danmarks Hovedstad. Paa denne Rejse var han ledsaget af sin Ven Peter Meier, Søn af gamle Ole Meier i Kristiania og en Mand af «sagtmodigt Temperament“, der var «tjenstvillig, flittig og gjorde mange Opofrelser for at udbrede Kundskab om Livets Vej».
Hensigten med denne Rejse var dels den, at han nærmere vilde undersøge, i hvilket Forhold dog Regjeringen egentlig stillede sig til hans Virksomhed, dels og fornemmelig at foranstalte nye Oplag af sine Skrifter.
– 9 –
Thi alle hans forhen udgivne Bøger var nu udsolgte; hans første Skrift «Betragtning over Verdens Daarlighed“ havde allerede oplevet 3 Oplag, Bogen «Om Guds Visdom» 2 og «En Sandheds Bekjendelse“ 3 Oplag. Det kom «klarligen tilsyne, hvilken Indgang hans Tale havde faaet over hele Norge».
I Kjøbenhavn udfoldede Hauge en storartet og rastløs Virksomhed; han havde Anelse om, at den Tid kunde komme, da han vilde blive «forhindret med (d. e. fra) at trykke», derfor maatte han benytte Lejligheden, medens den gaves. Han lod da trykke nye Oplag af alle sine før udgivne Skrifter med Undtagelse af «Anvisning til nogle mærkelige Sprog» ; Oplagenes Størrelse sættes vistnok med Rette til 4 a 5000 Exemplarer. Af nye Skrifter udgav han under dette sit Ophold i Kjøbenhavn følgende :
- «Den kristelige Lære, forklaret over Epistlerne og Evangelierne, som indeholde korte Grunde over deres Mærkværdighed, — der overbeviser de hykkelske Bekjendere med de Vantro, som falsk trøste sig ved Guds Naade i Kristo, — og lære, hvorledes den annammes af de oprigtige troende Jesu Efterfølgere. Forfattet af den i sig selv ringe Bondesøn Hans Nielsen Hauge, i Tune Sogn i Akershus Stift» (1ste Del 586 Sider, 2den Del 336 Sider).
I Rigsarkivet findes en haandskreven Recension over denne Bog af Digteren, Presten Frimann; her staar blandt Andet Følgende at læse :
» . . At der blandt Fortidens Fanatikere her i Landet har været nogen større i Uforskammethed, tvivler Recensenten om … At kaste saamegen Stænk paa den offentlige Lærestand, samt paa den offentlige Gudstjeneste, at indprente Almuen saadanne Sætninger som
– 10 –
f.Ex. at det paa Sabaten er Synd at redde sit Korn, naar det nemlig staar i Fare for at beskadiges paa Marken (NB. herom taler dog Hauges Postil intet); at sige offentlig, at Fornuften duer ikke noget i aandelige Ting, men kun forvilder; at udkramme saadanne Sætninger ej alene mundtlig, men og paa Tryk just i saadanne Bøger, som Bønder tror sig forbundne til at læse hver Helligdag : skal saadant taales ? Burde saadanne Skrifter i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede opnaa en Alder af 5 a 6 Aar og divulgeres over hele Landet ? . . . For saadanne vanskabte Fostere som denne Hauges Postil maatte nok Almuen forskaanes, da den har nok tilforn af Mystik og Overtro i de gamle Andagtsbøger, der stedse, som man desværre ser, fødes paany og saa vældelig hindrer renset Smag og Oplysningens Aand at udbrede sig blandt dem».
Anmelderen slutter med at ønske, «at denne vandrende Hr. Fader (d. e. Hauge) maatte komme betids velforvaret i Rolighed paa et verdsligt eller aandeligt Sorgenfri, hvor han til Tidsfordriv i ledige Stunder jo endnu kunde divertere sig med Dragen i Aabenbaringen og smaasnakke med sin gamle Monfrere : Mikael og hans Engle».
Dette Værk er for største Delen bleven til under Hauges Ophold i Trondhjems Tugthus. Bogen indeholder korte Udlæggelser af Kirkeaarets Epistler og Evangelier. Texterne forklares ofte allegorisk, og det opbyggende og vækkende Element er det mest fremtrædende. Den troesstærke Forfatters Hjerteslag fornemmer man gjennem det Hele; træffende Bemærkninger, slaaende Enkeltheder, geniale Tankelyn møder En saare ofte; og hele Indholdet er gjennemført anvendt paa Samtidens tvende stridende Magter : den Haugeske
– 11 –
Vækkelse og dens Modstandere. Heri ligger ogsaa Grunden til den stærke Udbredelse, dette Arbejde fik; thi Samtiden kjendte sig selv igjen her, belyst i det guddommelige Lys. Rationalisterne rasede, de Kristne opløftede deres Hoveder.