hans gude : presentert av hans dedekam

 

– i boken : “Våre høvdninger – 70 livsskildringer med portretter”. Under redaksjon av Halvdan Koht. Trondhjem 1929.

 

I et halvt århundre har Hans Gudes (13. MARS 1825—18. AUGUST 1901) kunst spredt glans over Norge, og i over et kvart århundre har hans lærervirksomhet vært bestemmende for norsk malerkunsts utvikling.

Skjønnhet og ynde — disse ord vil stadig vende tilbake når man forsøker å karakterisere Gudes kunst. De vender også sta­dig tilbake i hans egne med så inntagende naturlighet skrevne «Livserindringer».

Le style c’est l’homme. Det billede man får av Gudes per­sonlighet, når man leser hans livserindringer, svarer ganske til det hans kunst gir av ham. En lykkelig begavelse som i forbin­delse med samvittighetsfullhet og arbeide førte til teknisk mes­terskap, fordringsløs likefremhet og naturlighet, en fin og nobel natur, ydmykhet parret med kunstnerisk selvfølelse, en sannhetssøken som alltid holdt hans kunst i levende forbindelse med naturen og som drev ham til helt videnskapelig granskning av lys og farvespill, en elastisitet om tillot ham stadig å fornye sig i sin kunst, en fin poetisk følelse, en lys glede — nær i slekt med hans musikalske begavelse — over naturens stemningsinnhold som over linjespillets rytme og farvenes harmonier, større sans for skjønnhet enn for karakter. «De rene farveforhold . . blir til en sand fryd for øie og sind, hvilket jo er kunstens maal», sier han selv.

Hans kunst har mesterens fullkommenhet, hans personlighets og kunstnernaturells skjønnhetsrikdom og harmoni.

Det er en kunst som står midt imellem den som bygger på de «gamle mestere»s tradisjoner og den som henter sin næring i det personlige, direkte natursyn. Derfor har den samtidig noe av de gamle mesteres klassiske fullendthet og av det umiddel­bare natnrstudiums friskhet og sannhet. Den er samtidig realist­isk og idealiserende. Alltid er der noe visst fjernt, poetiserende over den, som om den var rykket hen i en egen skjønnhetens sfære hvor der hersker en stille ophøiet høitidelighet. Dette henger sammen dels med kunstnerens lyse, milde og alvorlige temperament, dels med hans arbeidsmetode.

Ganske karakteristisk forteller han selv at det visst var de landskaper han som gutt så gjennem sin fars lange kikkert som gjorde ham til landskapsmaler. «Det var jo et feland som viste sig i den naar den blev rettet mod Askerlandet; solbeskinnede aaser og grønne enger, tindrende vand og hus med vandrende mennesker og dyr, og alt saa nært og stort og dog saa fjernt, med fin blaa duft fyldende alle skygger — der var en stilhed i denne verden hvor luften sitret sagte ligesom i lyksalighed; der var ingen kivende stemmer eller skrig, der var vidunderlig fred i al ting.» Det er ganske som han skildret sin egen kunst.

Gude kopierte aldri naturen. Hans kunst var en «erindringens kunst». Hans arbeidsmetode bestod i stadig å ophope et forråd av enkeltstudier og flyktige stemninger i tegninger og farveskisser for så senere å kunne øse av dette materiale når han i ateliéret «komponerte» sine billeder. «Vi søgte,» sier han, «at tilegne os en saa stor mængde av kundskaber om de uendelige fremtoninger i naturlivet som mulig, for at kunne beherske de stoffer som vi valgte, uden at være afhængig av om vi paa stand kunde adspørge naturen, i det hele tat søgte vi at forstaa lovene for den skjønhed som begeistret os». 80- årenes realisme var for ham «overrealisme».

Gudes første lærer i Oslo var «gamle Flintoe». «Han var en kunstnernatur, og jeg skylder ham væsentlig, at jeg saa tid­lig fik en viss sans for formskjønhed».

Det direkte grunnlag som Gudes landskapskunst bygger på, er professor Dahls kunst. Han sier selv herom fra sin ungdom: «Det er ubeskrivelig, hvordan Dahls tungsindige, dybt stemte fjeldlandskaber og hans geniale, kunstneriske syn paa naturen virket paa mig; jeg ved blot at jeg var i ekstase hvergang jeg saa noget af ham, og at det ikke alene var stemningens og farvetonenes skjønhed, men den kjærliglied hvormed det minutiøse i landskabet var fremstillet som henrykket mig; løvets tusindfoldighed og lethed, den brustne næver paa birkestammene, hver bakevje i fossene, de fugtige, mosete sten. — alting talte til mig som naturens eget sprog, og jeg kan med sandhed si, at intet se­nere indtryk, hverken i Dusseldorfer-tiden eller ved Pariserudstillingene eller af den engelske kunst nogensinde hadde saadan indvirkning paa min udvilding som dette første af Dahls kunst.

Den fandt min dybeste sympati, og det var noget lig­nende ved Achenbach som var tiltrækkende for mig, da det først faldt mig ind at bli landskabsmaler. En direkte indflydelse paa min maade at male paa eller paa valget af emner kunde Dahl ikke ha, da jeg jo i 16-aarsalderen ligesom blev kastet ind i Dusseldorfer-skolen; jeg gjorde jo selv ingen refleksioner derover, uerfaren som jeg var». Gude har her i få ord skildret det bestemmende i sin kunstnerutvikling.

I Dusseldorf (1841—47) blev han elev av J. W. Schirmer. Han tok lærdom for livet både av naturstudiet eller «realismen», som han selv kaller det, i Schirmers landskapskunst, og av hans linjeskjønnhet og likevektige fordeling av lys og skvgge — skjønt han følte sig fremmed likeoverfor det abstrakte i Schirmers «heroiske landskaper» i Claude Lorrains og Poussins stil. Han følte sig mer beslektet med og blev mer påvirket av den koloristisk anlagte Andreas Achenbach, som hadde studert fransk landskapskunst (Isabey og Gudin) og tilegnet sig de gamle hol- lenderes, Ruisdaels og Hobbemas «vidunderlige nordiske tonskjønhet».

Årene 1848—54 tilbragte Gude dels i Dusseldorf, dels i Norge. I 1854 blev hari utnevnt til professor ved akademiet i Dusseldorf. Denne hans ungdomstid kan kalles hans romantiske pe­riode. Han valgte da mest emner fra høifjellet, som han helst skildret i uvær og mulm, og senere fra Vestlandets, særlig Sogns og Hardangers, storslagne fjordlandskaper. Hans billeder fra denne tidlige og fra hans midtre periode har ofte en dyp mettethet i farven, en skjønnhet i tonen som delvis gikk tapt i hans seneste tid da tonen ofte blev krittet lys.

Gudes evne til selvfornyelse som kunstner viser sig blandt annet deri at han i 1862 brøt over tvert med Dusseldorf, opsa sin stilling ved akademiet og i to år tok ophold i England, i Wales. Her fulgte han englendernes eksempel, arbeidet sjelden i ateliér, mest i friluft. Han blev Norges tidligste friluftsmaler. Det satte sitt fruktbare spor i hans kunst. «Før var mine skygger graa; men skyggen er aldrig graa, ogsaa den er farvet». Hans lyse og luftige akvareller fra Wales hører til det ypperligste i hans kunst. Dette landskap lå også for ham. «Der var en eiendommelig ma­lerisk ynde, parret med alvor og tungsind, over dette landskab som laa der sommer som vinter indhyllet i den fine sølvgraa taageluft».

I 1864 blev Gude kalt som professor til Carlsruhe. Han blev i denne stilling i 16 år. Tallrike norske malere var i den tid hans elever.

Fra slutten av 50-årene malte han vesentlig kystbilleder, snart fra de sydtyske og østerrikske innsjøer, snart fra Rugens og Pommerns sandstrand, snart fra Norges klippekyster. I 1870—80- årene blev det vesentlig Oslofjordens natur som optok ham. Han blev Østlandets maler som Dahl hadde vært Vestlandets. Oslofjordens blide, idylliske natur lå hans østlandske naturell og hans hjerte nærmest — denne natur «som dog, naar alt kom­mer til alt, var mig det kjæreste — mit rigtige hjems natur». «Fra denne strand (ved Moss) ser jeg nu hver dag nye billeder, enten med sommerlige skyer svævende stille eller let kruset havflade, eller med storm og uveir og hvide brændinger om strandens sten, eller glødende solnedganger med speil paa bløde døn­ninger». Hans sommerbilleder fra Oslofjorden hører til det beste i hans kunst. Uværet, det dramatiske, lyktes mindre for ham. Det blev «uveirets ynde» som Julius Lange kalte det.

I 1880 blev Gude utnevnt til professor ved akademiet i Berlin, hvor han bodde til sin død — dog med stadige sommerophold i Norge.

Gudes kunst fra den annen halvdel av hans liv står under realismens tegn. Men sitt besindige naturell tro, svor han aldri til naturalismens faner. I full overensstemmelse med sin med­fødte skjønnhetstrang og sannhetssøken, gav han plass i sin kunst for skjønnheten som for sannheten. Men sterkest av de to blev dog alltid skjønnheten.

Som hans temperament og kunst var Gudes liv lyst og lyk­kelig. Han fikk sin ungdoms elskede, levde et lykkelig familie­liv, opnådde ærefulle og innflytelsesrike stillinger, vant inter­nasjonal berømmelse. Hans billeder blev kjøpt til høie priser i Skandinavia, Tyskland, Østerrike, England og Amerika hvor de smykker private som offentlige samlinger. «Sluttelig maatte jeg i taknemmelighed erkjende, at mit kunstnerliv hadde været et af de lykkeligste».

Mesterskapet kostet ham adskillig arbeide og kamp. På tall­rike steder i sine «Livserindringer» beretter han om mismot og mangel på tro på sine evner. Stadig forteller han om hvordan forskjellig slags natur gjorde sterkt inntrykk på ham, men at han først mange år senere maktet å gi uttrykk for den i sin kunst. Han sier det om Sognefjordens «eiendommelige poesi», om høifjellet, om sjøen i storm og uvær. Han klager over sine «bleke, ængstelige blyantskonturer» og «forsigtise pennetegninger, som jeg ingen nytte hadde af». Men ved arbeide og stadig fordypelse i naturen overvant han alle vanskeligheter og la emne efter emne inn under sin kunst : høifjellet, fjordlandskapet, sjøen, luften, bølgenes spill og den menneskelige figur som han dog aldri frigjorde fra staffasjens rolle. Samme fremadskriden og utvikling i syn og malemåte : fra romantikk til friluftsmaleri og realisme.

Gudes kunst, som spenner over så langt et tidsrum, danner i norsk malerkunsts historie forbindelsen mellem professor Dahls kunst og nyere norsk landskapskunst.

Skriv inn søkeord..