– i boken «Norsk Anthologi»; udgiven af H.J. Thue, Konst. Overlærer og Bestyrer af Arendals Middel- og Realskole. Kjøbenhavn. 1847.
– bokens fortale på sidene 5 – 10 :
Fortale.
Ved Danmarks og Norges politiske Adskillelse adskiltes ogsaa deres Literaturer, der forhen havde været forbundne til en Fællesliteratur, i hvilken vistnok oftere et norsk og et dansk Element havde søgt at gjøre sig gjældende, navnlig fra det norske Selskabs Tid af, men uden imidlertid at komme til nogen egentlig Adskillelse eller uafhængig Udvikling.
Begivenhederne i 1814 løste dette Fællesskab og gav hvert af de to Elementer Frihed til at udvikle sig i sin karakteristiske Ejendommelighed.
Fra 1814 af gik den norske Literatur sin egen Gang, vel ikke uden Paavirkning af den danske, og især i Begyndelsen strængt holdende sig til den i Fællesliteraturens sidste Periode angivne Tone og Retning, men dog bestandigt mere og mere fjernende sig fra dette Udspring, eftersom det nationale Element, ved det raskt udviklede Folkeliv og den politiske Selvstændighed, mere og mere modnedes og frigjordes.
Det er let at begribe, at Forholdene hos et Folk, der saa hovedkulds blev tvunget til at sætte Bo paa egen Haand, og hvis Kræfter og Interesser derfor længe næsten udelukkende maatte være rettede mod Fyldestgjørelsen af de mest paatrængende materielle Fornødenheder, ikke have tilladt nogen rig Literatur at udvikle sig. Imidlertid har Norge i adskillige Grene af Skjønliteraturen, f. Ex. i Novellistiken og i den lyriske Poesi, leveret flere fortjenstfulde Bidrag til den skandinaviske Literatur.
– 6 –
Det danske Publikum kjender kun faa af disse og har i det Hele taget et temmelig ufuldstændigt Bekjendtskab til den norske Literatur, medens det dog saavel paa Grund af dennes Udgaaen fra en med den danske fælles Basis som paa Grund af den stedse voxende aandige Tilnærmelse mellem de nordiske Broderfolk synes at maatte interessere det danske Folk at betragte ogsaa den norske Gren af Literaturen i dens Udviklingsgang.
Jeg har derfor troet, at det ikke vilde være det danske Publikum ukjært at modtage en lille Digtsamling, uddraget af den norske Skjønliteratur efter 1814.
Det har herved fornemmelig været min Hensigt at gjøre det danske Broderfolk bekjendt med de forskjellige Retninger, hvori den norske Poesi i dette Tidsrum har forsøgt sig, og med de Forfattere, der have arbejdet for dens Udvikling. Denne Samling er altsaa snarere at betragte som en Exempelsamling, der kan tjene som Bilag til en norsk Literaturhistorie for dette Tidsrum, end som et Udvalg af Digte, der alle have et ubetinget poetisk Værd.
Som en Følge af dette Formaal har det i æsthetisk Henseende mindre Gode undertiden maattet foretrækkes for det mere Fuldendte, naar Hint nemlig var mere karakteristisk, eller bedre tjente til at afpræge sin Forfatters ejendommelige Fysiognomi. Ligeledes har jeg med det samme Formaal for Øje været temmelig fuldstændig i Optagelsen af Forfatterne.
Af de Ældre har jeg optaget Enhver, der i sin Tid har spillet nogen Rolle og derved erhvervet sig nogen Betydning for Literaturhistorien, selv om en sildigere (senere/red.) Tids modnere Kritik har frakjendt hans Produkter det Værd, hans Samtid indrømmede dem. Af de Yngre har jeg foruden de egentlige Digtere, der til alle Tider ville beholde sin Plads paa Parnasset, ogsaa optaget Endel, der kuns have præsteret Lidet og i det Hele taget mere kunne henregnes til de poetiske Dilettanters, end til de egentlige Digteres Klasse.
– 7 –
Dette har jeg gjort, dels fordi ogsaa Disses Arbejder, naar de vidne om Smag og poetisk Sands, fortjene nogen Anerkjendelse, især i en Literatur, der ikke er rigere end vor, dels fordi de egentlige Digtere ere saa faa, at Samlingen vilde blive altfor ensformig, hvis ikke nogle af deres mere underordnede Medarbejdere ogsaa toges med.
Den norske Skjønliteratur fra 1814 af kan inddeles i to omtrent lige lange Perioder, der indbyrdes ere væsentlig forskjellige, baade med Hensyn til Poesiens egen Karakter og dens ydre Forholde.
I den første Periode traadte man endnu i de Ældres Fodspor; man efterlignede Øhlenschlæger, Ingemann eller vel endog den ældre Digterskoles Koryfæer, Rahbek, Brun, Zetlitz og Andre. Blandt alle denne Periodes Digtere var der – den nationale Novelledigter Maurits Hansens Fortjenester forresten ufortalte – ingen overlegen Digteraand, der kunde bryde en ny Bane; deres Pegasus gik i et jævnt roligt Luntetrav henad den slagne Landevej og brugte sjeldent eller aldrig Vingerne til en Flugt op i Højden. Man kan egentlig kuns kalde dem poetiske Dilettanter; de Fleste af dem vare gode Hoveder med en varm Følelse, der især opblussede ved Tanken om Fædrelandets gjenfødte Frihed og ved Erindringen om dets fordums Storhed, men hvis Yttringer ofte udartede til Svulst og bleve trættende ved den Ensformighed, hvormed de bestandig bevægede sig i den samme Idecyklus.
Selv disse utallige Friheds- og Nationalsange, der udgjøre en meget betydelig Del af denne Periodes Poesi, ansloge ikke nogen ny Stræng i Poesien; det var de samme Strænge, hvorpaa Nordal Brun, Rein og Andre havde spillet. Den samme Mangel paa Originalitet finde vi i Selskabssangene, de erotiske og elegiske Digte, hvilke sidste især vare gjængse i hin Tid, for en stor Del som en Følge af den Forkjærlighed, man nærede for Ingemanns Muse. Men med alt dette arbejdede dog disse Digtere for et højst taknemmeligt
– 8 –
Publikum : man antog uden videre Prøvelse Alt, hvad der skreves i nogenlunde korrekte Vers og indeholdt nogenlunde sammenhængende og sunde Tanker, for høj Poesi; ethvert middelmaadigt lille Digt hilsede man med Bifald og tog bogstavelig talt den gode Vilje i Gjerningens Sted. At under saadanne Omstændigheder den spidsborgerlige Middelmaadighed gjorde sig bred og tyk, og at en jævn, troskyldig, men mat og prosaisk Tone blev den forherskende i Poesien, var naturligt.
I den følgende Periode forandredes Alt. En hidtil ukjendt Gjæst, Kritiken, indfandt sig og forstyrrede den gamle filistermæssige Ro; stærke Storme føre hen over Markerne og rensede Luften. Denne Forandring fremkaldtes nærmest ved Henrik Wergelands Fremtræden. Ung, fyrig, udrustet med rige Digterevner, men vild, ubændig og blottet for den fornødne æsthetiske Dannelse, troede han at kunne trodse alle Love. I hans tidligste Arbejder fremtraadte saaledes ved Siden af hyppige Lynglimt af et ualmindeligt Geni tillige de mest iøjnefaldende Anstød mod den gode Smags og en sund æsthetisk Kritiks Regler. Ethvert af disse Arbejder har mangfoldige skjønne Enkeltheder, glimrende Billeder og ophøjede Tanker, men til en Gjennemarbejden af Stoffet til et kunstnerisk Helt ser man fast intet Spor; Digteren overlader sig ganske til sit Instinkt, og dette var ingenlunde sikkert eller korrekt, men ledede ham næsten lige saa ofte ind paa det Hæsliges som paa det Skjønnes Gebet og lod ham altforofte favne en Sky istedetfor Juno.
At en saadan Digter maatte finde mange baade Beundrere og Modstandere, var naturligt. Den herved fremkaldte Strid blev saameget hæftigere som han ved sine satiriske Farcer og sin hensynsløse Indblandelse i Dagens politiske Stridsspørgsmaal havde skaffet sig en Mængde personlige Fiender. I flere Aar rasede denne Strid, der førtes fra begge Sider med Hæftighed
– 9 –
og ikke altid med de ædleste Vaaben. Det er pinligt at følge denne uhyggelige Strid i dens Detaljer, men i sine Resultater var den gavnlig for Literaturen : den opklarede Folkets æsthetiske Begreber, vakte Sandsen for en sund æsthetisk Kritik og bragte Liv og Friskhed ind i den slappede Organisme.
Wergelands Modstandere indskrænkede sig imidlertid ikke til en Opposition mod hans literære Virken; Flere af dem optraadte ogsaa selv som Digtere. Den talentfuldeste af dem, Welhaven, er – ogsaa uden for sit Fødeland – saa vel bekjendt, at jeg ikke her behøver nærmere at omtale hans fortjenstfulde Digtsamlinger.
Ligesaalidt skal jeg omtale Henrik Wergelands senere Digtervirksomhed, hvorved den forevigede Digter har sat sig et værdigt Gravmæle og erhvervet sig uantastelig Adkomst til en hæderlig Plads i vor Literatur.
Foruden disse to Digtere og en tredie, A. Munch – maaske kan hertil endnu føjes en mindre bekjendt Digter, Kr. Monsen, hvis friske, ihvorvel endnu ikke ret uddannede Digtertalent ikke synes mig at have fundet fortjent Anerkjendelse –, har denne sidste Periode ingen Digtere af nogen Betydenhed at opvise. Der har i det Hele taget i de senere Aar hersket en paafaldende Mangel paa Liv i den norske Skjønliteratur; tildels er vel dette en Følge af, at man trænger til Hvile efter de foregaaende Storme, tildels ere ogsaa Gemytterne endnu altfor optagne af de politiske og materielle Interesser til at nogen levende Interesse for Poesien har kunnet gjøre sig gjældende, og dette er en nødvendig Betingelse for Poesiens Liv : den trænger til Solskin og en god Jordbund for at kunne voxe og trives.
Den foregaaende korte Skisse af den norske Skjønliteraturs Udvikling vil være tilstrækkelig til at vise Læseren hvad han omtrent kan vente sig af nærværende lille Samling, der ialtfald vil kunne skaffe ham et Begreb om en væsentlig
– 10 –
Gren af den norske Skjønliteratur fra 1814 af; han vil vistnok her støde paa Adskilligt, der i og for sig er af ringe poetisk Værd, men paa den anden Side vil han ogsaa træffe adskilligt Godt og Fortrinligt, der vil kunne holde ham skadesløs for den Tid, han anvender paa Bogens Læsning. Med Hensyn til den vedføjede Fortegnelse over de optagne Forfatteres Skrifter skylder jeg Hr. Sorenskriver Kraft min Tak for den Velvilje, hvormed han har meddelt mig Oplysninger om flere især af de yngre Forfattere.
I August 1846.
H. J. Thue.