– for «Søndag den 6de Juni 1852»; «Drammens Blad» var nystartet i 1851 og utgitt av/trykket hos boktrykker Ole Throndsen Steen i Drammen, samme mann som tidligere var eier av bladet «Drammens Adresse»; i sistnevnte hadde Christian Monsen vært redaktør fra 1842 frem til 1845, da han nygift flyttet til Trondhjem.
Ved slutten av 1850 var «Drammens Adresse» blitt nedlagt, med det spesielle formål å gjenoppstå med samme eier Steen, men under navnet «Drammens Blad»; her skulle den unge drammenseren Frederik Wilhelm Bergh (f. 1820) være redaktør. Bergh kom fra den konkurrerende avisen «Drammens Tidende» («Tiden»), der han fra 1844 hadde vært redaktør. I annet halvår 185o havnet han i konflikt med aviseieren Jacob Wulfsberg (sønn av den gjerne enda mer kjente og særegne drammenser Niels Wulfsberg) grunnet ulike politiske oppfatninger og ståsted.
Nedenstående minne-artikkel 6. juni 1842 bærer tydelig preg av redaktør Bergh hadde interesser innenfor poesi og litteratur og han hadde ved utallige anledninger vist eksempler på sitt eget dikter-talent; selv var han utdannet jurist, men hadde helt tydelig bakgrunn for å vurdere Christian Monsen som forfatter;
– les artikkelen her :
To Mænd, der ragede betydelig frem over Mængden, har Norge mistet – Digteren Chr. Monsen og Justitiarius Chr. Berg, en af sit Fædreland fortjent Borger, der ogsaa paa Literaturens Mark har stiftet megen Gavn som Historiker, idet han har udgivet flere selvstændige Arbeider og især været virksom Redaktør af en Deel Tidsskrifter («Saga», «Budstikken» o. a. fl.) (dette var den anerkjente statsansatte og historiker Jens Christian Berg/red.).
Maaskee kunde det interessere Mangenen at høre lidt om Chr. Monsens Liv og Digtervirksomhed; jeg skal derfor fortælle det vistnok Utilstrækkelige, jeg kjender af hans ei lidet brogede Livsforhold.
Monsen er født paa Moss (skal være Larvik/red.). Hans borgerlige Livsstilling (han var farmacøitisk Kandidat) gav ham ei synderlig Tid til at nyde nogen særdeles omhyggelig Opdragelse, hvorfor ogsaa en Mangel paa æsthetisk Dannelse aabenbarer sig i næsten alle hans Arbeider.
Monsen var et umiskjendeligt Digtertalent (H. J. Thue (Henning Junghans T./red.) siger i Fortalen til sin norske Anthologi (udkommen i Kjøbenhavn) at vi kun have to virkelige Digtere : Wergeland og Welhaven og maaskee Monsen !) og han søgte ogsaa at anbringe sit Pund i mange Grene af Digtekunsten.
Som Journalist arbeidede han i Drammens Adresse og senest i Trondhjems Blad Nordlyset (skal være Trondhjems Stiftsavis/red.), der ogsaa indeholder flere Digte af ham.
Han har udgivet flere Digtsamlinger «Alpeblomster» og det herlige Kvad «Vaar og Frihed», en Syttendemaigave, og han har, for at bruge Thues Ord, «ei uden Held forsøgt sig paa Satirens Gebeet», hvorimod hans dramatiske Produkt «Hevnen» (opført paa vort Theater) viste, at Monsen maaskee mindre manglede Talent i denne Retning, end tilstrækkelige dramatiske Kundskaber.
Digteren maa kjende Skuepladsen og dens Kræfter som Bygmesteren sine Tømmerfolk og Murere, naturligviis ei blot det Theater, han skriver for (Stykket kan jo være godt og dog ei kunne opføres paa Landets Theatre af aldeles materielle Grunde), men ganske i Almindelighed, hvad der passer for en Skueplads, og hvad der ei passer i et dramatisk Arbeide – Fordringerne til et saadant Produkt og til et episk eller lyrisk Digt ere vidt forskjellige (en Ting, store Digtere som Andersen f. Ex. i «Mulatten« ei har lagt tilstrækkelig Vægt paa (dette er H.C. Andersens skuespill utgitt i Kjøbenhavn i 1840/red.)).
For et Aars Tid siden begyndte Monsen Udgivelsen af en Cyklus historiske Romaner, en Green af Literaturen, der hos os aldeles ikke har fundet nogen Dyrker med Undtagelse af Hr. Storm Wang (forfatteren Johan S.W./1800-1849/red.), hvis «Skottertoget» og øvrige fortrinlige Arbeider endnu udgjør en kjærkommen Ammestulekture; kun 1ste Bind kom ud af disse Monsens Romaner : «Dronning Gyda» (1ste Deel), et Arbeide, der vistnok har mange Feil, men dog staaer saa uendelig høit over alle tidligere i samme Retning.
Man maa saaledes vistnok beklage Monsens Død og endnu mere, at hans Livsforholde ei vare saadanne, at de kunne bidrage til hans æsthetiske Udvikling, og maaske have befriet hans Vers fra den temmelig uslebne Form, der ofte skjæmmer de smukkeste Tanker.
En ikke ubetydelig Rang har imidlertid Monsen erhvervet sig blandt vore Digtere, saa baade Monsens Digte længe vil læses, især om man til Fordeel for hans trængende Familie f. Er. vilde udgive en liden Samling af dem, og hvad han virkede i folkelig Retning, mindes med Tak blandt dem, der have seet, hvortil det kan føre at faae Opviglere som Præsidenter i sine «Arbeiderforeninger».
____________________________
– kommentar fra ´borgerskolen´ – den siste linje refererer til Christian Monsens engasjement ved etableringen av «arbeider-foreninger» i Trondhjems-området de siste par år av hans levetid, dit også «agitatoren» Carl Johan Michelsen fra Kristiania (les om ham her) kom på sin rundreise i området i 1850-51 – nettopp for å organisere foreninger og opildne arbeidere til arbeids-kamp; men han fikk en annen fremtid enn det han innen Thranitter-bevegelsen opprinnelig var utsett til, da han ble ledet inn i den kristne tro. Den type «oppvigleri» som Michelsen først var en talsmann for, er det artikkel-forfatteren berømmer Christian Monsen for å ha bidratt til å dempe/forhindre.