– og som er gjengitt fra en innsendt artikkel i det norsk-amerikanske blad/magasin «Skandinaven», som utkom i Chicago fra 1866 til 1941; her er det især 2 personhistorier fra denne første utvandrings-epoken som presenteres – først altså i «Skandinaven» på den andre siden av havet -og så her hjemme i «Bergens Tidende» – helt på tampen av 1879. Det er især den unge Ole Rynning, født på Ringsaker i april 1809, som eldste sønn av den avholdte prest Jens Rynning, som ankom til Amerika i juni 1837, bare 28 år gammel, og som får et fantastisk vitnesbyrd etter seg fra de samtidige som han møtte; samtidig får vi et bilde av brødrene Ole og Ansteen (Anstein) Knudsen Nattestad fra Veggli i Numedalen, som ankom Amerika på forsommeren 1837 via en annen rute, over Göteborg, og som møtte Ole Rynning og hans følge i Detroit, og deretter slo følge videre vestover;
– les denne interessante artikkel her :
En Forfatter i det norsk-amerikanske Blad «Skandinaven» giver følgende Skildring, som vi tror vil vinde vore Læseres Interesse :
Efter nogle Aars Forløb vil de Kvinder og Mænd, som først sagde Fødelandet Norge Farvel forat prøve Lykken i Amerika, ej længere Vandre blandt os, men Efterslægten vil i mange Ætled med Interesse lytte til de Fortællinger, som forekommer os ældre at være af mindre Værd, just fordi vi endnu staar Begivenhederne nær; men den Tid vil komme og er ikke fjern, da ethvert Bidrag til den skandinaviske Udvandrings Historie vil blive en kjær Folkelæsning.
Ja endog nu lytter Ynglingen af nordisk Herkomst, den vordende Borger af den store Republik, opmærksomt til Fortællingerne om Klippelandet, fjernt paa hin Side af det store Hav, om Faders eller Bedstefaders lange Rejse over de dybe Vande, om Nybyggerens som oftest paa eventyrlige Hændelser, paa Farer og Omskiftelser saa rige Liv.
Den opvoxende Pige, hvis blaa Øjne, fyldige og rige Lokker minde om Norøna-Stammen, har af Moder eller Bedstemoder hørt om Fædrenes Land med de stejle Fjelde, paa hvis Tinder Sneen aldrig smelter, om de dybe Dale, de stride Elve og skummende Vandfald i den Egn, paa den anden Side af Havet, fjernt mod Solens Opgang, hvor hendes Slægtninge en Gang havde sit Hjem, og disse Fortællinger indprentes i Hukommelsen for som (hennes/red.) Arv ved mundtlige Meddelelser at overleveres Efterslægten.
Mange af de Mænd, som gik forud for den store Udvandrerstrøm fra Norge, hviler nu i sine Grave; men deres Oplevelser vil danne Kjærnepunkternc i Sagn, som gaar fra Fader til Søn i mange Ætled.
Men ogsaa mange af de Mænd, der for en Aarrække siden krydsede Atlanterhavet sammen med Udvandrernes Fædre og lever endnu iblandt os, har grundlagt nye, nu talrigt befolkede Kolonier, har ved sine Skildringer af Tilstanden i vort Land bevæget Hundreder, for ikke at sige Tusinder, til at forlade Fødelandet, og den Indflydelse, de har havt paa mangfoldige Medmenneskers Skjæbne, vil for lange Tider sikre deres Navne mod Forglemmelse.
Efter disse foreløbige Bemærkninger vil jeg her efter gamle Settleres Beretninger meddele en Skildring af de to Mænd, som efter min Mening har størst Ret til at kaldes den norske Udvandrings Fædre.
I.
Ole Rynning var theologisk Kandidat og Søn af Pastor J. Rynning, Sognepræst i Snaasens Præstegjeld, Nordre Trondhjems Amt. En af de første norske Nybyggere i Nordvesten, Ansten Nattestad paa Jefferson Prærie i Wisconsin, skildrede i en Samtale, Nedskriveren heraf havde med ham, Ole Rynning som følger :
Første Gang, jeg saa denne Mand, var i Detroit, da jeg Sommeren 1837 under min Rejse vestover traf ham og hans Følge paa nævnte Sted. Han var just da kommen dertil som Leder for en Flok Udvandrere omkring 70 Personer, som mestendels var fra Vos og Hardanger og havde faaet Skibslejlighed fra Bergen.
Jeg fattede strax ubetinget Tillid til Ole Rynning, fortalte Ansten Nattestad. Hans ærlige Ansigt, saa tænkte jeg, kunde aldrig lyve, og alle hans Handlinger røbede Menneskevennen. Jeg har aldrig kjendt nogen med saa ædle Grundsætninger og en saa heltigjennem uegennyttig Tænkemaade. Hans Karakter forekom mig at være ren som purt Guld, og et inderligt Ønske om alle Menneskers timelige og evige Lykke var det Midtpunkt, hvorfra alle hans Handlinger havde sit Udspring. Han lod sig ikke blænde af Berømmelsens falske Irlys eller vildlede af Vindesygens endnu farligere Tillokkelser. En stor og god Tanke beherskede al hans Tænkning. Han haabede at kunne skaffe den fortrykte fattige norske Arbejder et lykkeligt Hjem paa denne Side af Havet, og for at virkeliggjort dette Ønske skyede han ingen Opofrelser, udholdt de sværeste Anstrengelser og fandt sig taalmodig i Miskjendelser, Skuffelser og Savn.
Rynning fulgte Emigranterne til deres Bestemmelsessted, var en af de mest virksomme i Nybyggerhjemmet og erhvervede sig alles Tillid og Agtelse, efterhvert som man lærte ham nøjere at kjende. Da Sygdom og Trængsler hjemsøgte Nybyggerne, var han altid rede til at trøste de bedrøvede og at hjælpe de nødlidende, saavidt det stod i hans Magt. Intet kunde rokke hans Tro paa, at Amerika vilde blive et Frelsens Tilflugtssted for de under Fattigdommens Byrder trællende Folkeklasser i Europa.
Selv var han nøjsom og mærkværdig taalmodig endog under de sværeste Lidelser. Jeg erindrer godt en Gang, da han kom hjem efter en lang Undersøgelsesrejse. Der blev Frost, medens han var borte. Isen paa Sumpene og Sneskorpen (skaren/red.) opskar hans Støvler. Han naaede endelig Kolonien; men med forfrosne og sønderflængede Ben. Hans Fødder frembød et saa skrækkeligt Syn, at vi alle troede, han maatte blive Krøbling for hele Livet. Kun han selv var ogsaa da trøstig og beklagede sig ikke. Da han laa tilsengs som Følge af denne Beskadigelse, skrev han en liden Bog, «Sandfærdig Beretning om Amerika», som blev besørget trykt i Norge.
Efterhvert som han skrev, oplæste han for Nybyggerne Indholdet, og enhver tilkjendegav da sin Mening. Han blev atter helbredet og begyndte da paany sin velsignelsesrige Virksomhed blandt Nybyggerne. Men Høsten 1838 lagdes han atter paa Sygelejet og døde snart efter til stor Sorg for alle.
Brødrene Nattestad (Anton (Ansteen/red.) og Ole) rejste sammen med Ole Rynning og hans Emigrantfølge til Chikago. Da vi steg iland der, fortæller Ansten, mødte vi Bjørn Andersen Kvælve fra Stavanger-Egnen. Han var Aaret før kommen til Amerika og havde gjennemvandret forskjellige Dele af Illinois; men alt, hvad han havde hørt og seet, tjente kun til at give ham Afsmag for Livet paa denne Side af Havet. Nedbrudt baade paa Sjæl og Legeme stod han for os som et Elendighedens Offer, og fremkaldte blandt Nykommerne et Optrin saa rædselsfuldt, at det aldrig vil udslettes af min Erindring. Her er hverken Land, Mad eller Arbejde at faa, sagde han, og rejs for alting ikke til Fox River. Disse Ord havde en skrækkelig Virkning paa den lille Skare, af hvilke mange allerede længe før havde tabt Modet. Kvinderne vred i Fortvivlelse sine Hænder og udstødte hjerteskjærende Klageraab; nogle af Mændene sad ubevægelige som Billedstøtter med alle den dybe Græmmelses Kjendemærker tegnet i Ansigtet, medens andre lad Trusler falde mod dem, de ansaa som Udvandringens Ophavsmænd og Rejsefølgets Leder.
Men under denne Stilling viste Ole Rynnings Aandsstorhed sig i sin rette Skikkelse. Han stod blandt den til Mytteri beredte Hob, trøstede de forsagte, formanede de vankelmodige og revsede de gjenstridige. Han vaklede intet Øjeblik, og hans Besindighed, Uforsagthed og ædle Opofrelser for andres Vel virkede omsider beroligende paa Gemytterne. Uvejret lagde sig, og Misnøjen veg Pladsen for endrægtig Tillidsfuldhed.
I Chikago raadede nogle Amerikanere de norske Nykommere til at settle i Beaver Creek Illinois. Da der ogsaa var dem, som fraraadede at vælge dette Sted, blev det besluttet at Rynning, Ole Nattestad, Niels Veste fra Etne og Ingebrigt Brudvig skulde rejse for at bese Landet, medens de øvrige af Følget skulde i Chikago vente paa Udsendingernes Tilbagekomst.
Jeg vil lade Ole Nattestad fortælle videre herom. Vi kom, siger han, efter en Rejse paa omtrent 70 Mil til Beaver Creek. Jeg for min Del likte ikke Landet, som efter mit Skjøn kun bestod af Sandstrækninger og Myr; men da de andre fandt Landet skikket for Anlæg af en Koloni, enedes vi om, at Rynning og Ingebrigt Brudvig skulde rejse til Chikago for at hente Emigranterne, medens de to andre blev tilbage for at optømre et Loghus, hvor Nykommerne kunde tage ind.
Nogle saa af Følget i Chikago havde rejst i Selskab med Bjørn Kvælve til Fox River-Settlementet; de andre fulgte Rynning til Beaver Creek. Alt Land tilhørte Regjeringen og kunde tages i Besiddelse under gunstige Betingelser; men der fandtes paa lang Afstand ingen Beboere, saa det var vanskeligt at faa Fødemidler, skjønt mange var formuende, og kunde betale, hvad de fik.
Enkelte var misfornøjede og knurrede mod Rynning og os andre. Alle kjøbte et Jordstykke og inden Vinteren var der opført et for Behovet tilstrækkeligt Antal Loghytter. Misnøyen forsvandt efterhaanden; vi arbejdede med frejdigt Mod. enhver paa sin Ejendom, og Haabet om en lykkelig Fremtid befæstedes.
Koloniens Indvaanerantal var da maaske omkring 50 Sjæle. Valget af Beaver Creek var imidlertid uheldigt og blev i sine Følger skjæbnesvangert.
Nogle har villet tillægge Rynning Skylden for dette ulykkebringende Valg; men dette er uretfærdigt; thi han udgav sig aldrig for at være sagkyndig i Jordbrug, og det var ogsaa vel forstaaet blandt Emigranterne, at han paa dette Felt ikke kunde betragtes som Autoritet.
Sommeren efter Settlingen begyndte Sumpfeberen at grassere (det er det eldre norske navn på «malaria»/red.); mange beredte sig da til at flytte derfra; andre døde i Tidens Løb, og det varede ej længe, før en afskrækkende Ørkens Forladthed raadede paa de Tomter, hvor der før var Liv og travl Virksomhed.
Høsten 1838 døde Rynning, og derved fremkaldtes almindelig Forstemthed og Mismod. Det gik Slag i Slag med Hjemsøgelser, Sygdom og Død udover Vinteren, og Vaaren 1839 var der faa eller ingen tilbage i Kolonien. Tomme Loghuse stod tilbage som tause Vidner om Ødelæggelsens Vederstyggelighed og frembød et uhyggeligt Skue for den ensomme Vandrer, som vovede sig ind i disse Enemærker.
Der var maaske et Par Settlere, som endnu en Tid trodsede de med Opholdet her forbundne Farer; men da disse flyttede bort, var i lang Tid Vildnissets triste Rolighed udbredt over den Egn., som før belivedes ved en foretagsom Befolknings Stræben efter Lykke og timeligt Velvære.
Imidlertid vedblev Udvandrerskarerne i tæt-sluttede Rækker stadig at bevæge sig mod vest, og mange af de tidligere Landsdele blev i Aarenes Løb taget i Besiddelse. Saa gik det og her, Franskmænd, Tyskere og Amerikanere pløjer nu de Marker, som før var Nordmændenes Ejendom, og det er overladt til disse Folk at frede om de Grave, hvori saa mange af vore Landsmænd fandt sit sidste Hvilested. Der er nu blomstrende Settlementer i Beaver Creek; Indvaanerne er rige; saasnart det stillestaaende Vand blev bortledet ved Jordbundens Udgrøftning, hørte man ej mere Tale om Klimatfeber (sumpfeber/malaria/red.), og Sundhedstilstanden er nu der ligesaa god som paa noget andet Sted i Landet.
Havde Ole Rynning levet, vilde det norske Settlement Beaver Creek sandsynligvis ej være bleven ganske forladt af de norske, og i saa Tilfælde vore Landsmænd, der nu utvilsomt med Hensyn til Velstand og Fremstridt i Almindelighed have været jevnbyrdige med Beboerne i hvilketsomhelst andet norsk Settlement af samme Alder.
Med og efter Aar 1838 spredtes gjennem Breve fra Emigranter Oplysninger om Stillinger og Forholde i Amerika, og mange begyndte da at tale om Udvandring. Dertil bidrog især den af Ole Rynning forfattede Bog : «Sandfærdig Beretning om Amerika», som af Ansten Nattestas besørgedes trykt i Kristiania, da han efter henvcd et Aars Ophold i Amerika foretog en Rejse til Norge for at ledsage Slægtninge og Venner til den nye Verden.
Herom fortæller han selv følgende : Min Tilbagekomst vakte den Gang ligesaa megen Opsigt, som om en Mand var kommen tilbage efter en Udflugt til Maanen. Ole Rynnings Bog spredtes hurtig over det hele Land. og fra den Tid blev «Udvandringen» et staaende Samtale-Emne saavel i By som Bygd.
Provst Kragh i Eidsvold læste Korrekturen til Bogen, men udstrøg Kapitlet om de norske Præster, som beskyldtes for Intollerance i religiøse Anliggender og Uvirksomhed, naar det gjaldt Forbedring af Folkets timelige Kaar og Oplysningens Fremme (dette er Hans Peter Schnitler Krag, som etterfulgte Nicolai Wergeland på Eidsvold da denne gikk bort i 1848, men på det tidspunkt boken ble trykket i 1839 var Krag sogneprest i Vaage (Vågå) i Gudbrandsdalen. Men – interessant nok – Provst Krag kjente Ole Rynning og hans slekt fra nord-Trøndelag, siden Krag før han kom til Vaage (Vågå) sent i 1830 var sogneprest i Grong og dermed naboprest til Ole Rynnings far Jens Rynning i Snaasen (Snåsa); og Krag hadde i 2 år – fra 1828 – innehatt embetet som «Provst» i Namdals Provstie og dermed Rynnings overordnede – les mer om denne spesielle forbindelsen på denne siden).
Bogen vakte stor Opsigt; Oplaget blev udsolgt i kort Tid. og Rynnings «Sandfærdig Beretning om Amerika» læstes overalt i Landet, i Husmandens simple saavelsom i Storkaxens lune Stue.
Naar en havde kjøbt et Exemplar af Bogen, gik den rundt i Grandelaget; alle talte om Landet vestenfor Havet; Udvandringslysten drev mange, og man kan med fuld Sandhed sige, at denne Bog gav den norske Udvandring et saadant Fremstød, at dens Udgivelse maa betragtes som en af de mest betydningsfulde Begivenheder i den norske Udvandrings-Historie.
Skal der nogensinde paa et eller andet Sted i Amerika rejses en Mindestøtte til Erindring om nogen af Udvandringens Fædre, hvorfor da ikke vise Ole Rynnings Minde denne Ære ?
Efter Samtidiges temmelig enstemmige Dom har ingen ædlere Mand nogensinde betraadt den amerikanske Jordbund, og ingen har øvet større Indflydelse paa Udvandringen fra Norge end Præstesønnen Ole fra Snaasen, som for at gavne sine Medmennesker forsagede et fedt Præstekald i Hjemlandet, var villig til at dele Skjæbne med Arbejderne, der i sit Ansigts Sved erhverver sit Brød, hadede Undertrykkelse som Pesten, elskede Friheden som et kosteligt Klenodie, saa i ethvert Menneske en jævnbyrdig Broder og beviste i Gjerning sin Tro paa Frihed, Lighed og Broderskab.
Fortjener ikke en saadan Mand, at det norske Folk i Amerika rejser ham et Minde, der for Efterslægten kan bære Vidnesbyrd om, at Nordmænd forstaar at vurdere ædel opofrende Daad !