– og hentet fra boken : «Tilskueren paa Landet. I. Deel». Forfattet af Hans Strøm. Sognepræst til Voldens Menighed i Søndmørs Provstie udi Bergens Stift, og Medlem i det Kjøbenhavnske og Norske Videnskabers Selskaber. Udgiven paa det Typhographiske Selskabs Bekostning. Prisen er paa Skrivpapir 1 Rixdaler, paa Trykpapir 5 Mark. Kiøbenhavn, 1775. Trykt hos H.C. Sander.
Denne bok på 396 sider og delt inn i 29 kapitler (temaer) av både religiøs, mellommenneskelig og naturvitenskapelig karakter er første del av Hans Strøms verk i 2 deler, se oversikten over de 2 deler på denne siden;
PrestenHans Strøm må regnes blant en av våre 1700-talls prester som virkelig forsto å viderebringe kunnskap om/sitt nære kjennskap til den tids (2. halvdel av 1700-tallet) menneskelige og samfunnsmessige omgivelser på en måte som gir oss en viktig innsikt mer enn 250 år senere; les her flere detaljer omkring hans virke som prest fra oversikten over/presentasjonen gitt i «Dansk biografisk Lexikon»;
– her følger kapittel 28 på bokens sider 369 – 384 :
Den nye Troe.
Den tilforn saakaldte nye Troe er nu bleven saa gammel, at jeg gjerne kunde have gaaet denne Artikel forbi, hvis ikke en vis Tildragelse i Fogderiet Nordfjord havde fornyet Hukommelsen deraf, og paalagt mig, som en Tilskuer nær derved, den Pligt at anstille nogle Betragtninger derover.
Det er skeet for nogle Aar siden , at en Person fra Bergen, ved Navn Rybke, begyndte paa nogle Steder i dette Fogderie at udsaae endeel fanatiske Lærdome, fornemelig sigtende til at bringe Prædike-Embedet og den udvortes Guds-Tieneste i Foragt; hvilket fornemelig i Gloppens Præstegicld lykkedes saa vel, at henved et halv hundrede Personer, eller mere, bleve befangede deraf. At disse Folk adskille sig fra andre i Menigheden, i Henseende til Kirkegang, Altergang og andre Omgiengelser, er vist (sant/red.); og dette viser allerede, til hvad Classe de henhøre, nemlig Separatister, som saa kaldes, fordi de afsondre sig fra den udvortes Guds-Tieneste.
— Men om de tillige forkaste Ægteskab, som syndigt, og om denne Mening er almindelig iblant dem, synes
– 370 –
mere tvivlsomt, siden adskillige af dem dog leve Ægteskab. For Resten legge de megen Vind paa Guds Ords Læsning, og føre, saavidt man hidindtil har hørt, et ustraffeligt Levnet; hvilken Roes ogsaa tillegges Hovedmanden Rybke selv af dem, der have kiendt ham.
Hvad de grunde deres Mening paa, og om de alle ere den enige, kan jeg ikke sige, da jeg ikke har havt Anledning til at kiende nogen af dem personlig; men ellers bliver berettet, at de sige, sig ikke at have fundet nogen Forbedring af Nadverens Brug, den Tid de betiente sig deraf med andre, og at de ikke heller ved Kirkegang kan forbedres, da de kun igiennemhegles af Præsterne (siden har jeg dog ved Samtale med een af dem merket, at alt dette forholder sig rigtig nok, i det mindste hvad nogle af dem angaaer. Ellers hører man og dette, at deres Tal efterhaanden formindskes, og at een efter anden forener sig med Menigheden igien). Man maa ellers tilstaae , at Vedkommende have brugt megen Taalmodighed med dem, vel vidende, at Strenghed og Forfølgelse ikkun opirrer saadane Gemytter mere.
Man seer da allerede heraf, at denne blant Bønderne saakaldte nye Troe er gammel nok, og altsaa i sig selv intet Nyt, da Guds Kirke gennem alle Secula (Aarhundrede) har havt saadane Folk, skiøt altid med nogen Forandring, efter Tidens og Omstændighedernes Forandring; saa det har sig dermed, som med gamle Moder (moter/red.), der tages op igien, og kaldes nye, enten blot i
– 371 –
Henseende til de foregaaende, eller for en liden Forandrings skyld, der dog giør intet til Hoved-Sagen. Vilde vi hensee til Guds Kirkes Historie, da staaer Adams første Søn Cain antegnet, som den første Separatist, i det han efter Skriftens eget Vidnesbyrd gik ud fra Herrens Ansigt, i 1. Mos. B. (1. Mosebok/red.) 4, 16; hvilken Talemaade viser baade, at Gud paa den Tid aabenbarede sig i Adams Familie, af hvilken Cain hidindtil havde været et Medlem, saa og, at han nu skilte sig derfra, for tillige at være adskilt fra dette Saligheds Middel, der faldt hans onde Samvittighed ufordrageligt. —
Da han nu afsondrede sig fra Guds Kirke, (som den Tid bestod af Adams Familie) og tillige fra de Saligheds Midler, Gud den Tid forundte den, kan han ansees som Formand for alle Separatister, hvilke ogsaa derfor siges at vandre paa Cains Veie, Judæ Epist. v.11 (Judas´ brev vers 11/red.).
— I Særdeleshed bliver han en Fader for alle dem, som af Had til Dyd og Gudsfrygt (her mener Strøm ugudelige mennesker – ikke disse separatister som tross alt vedkjenner seg troen/red.) adskille sig fra Gudfrygtigheds Øvelser, og for at forebygge Samvittigheds Mindelser (slik også Kain fikk/red.), ei ville komme til Kirke eller bruge Nadveren, endskiønt de ellers af politiske (bekvemme/red.) Aarsager kan fortie deres slette Meninger om Religionen. Vilde man kalde saadane Folk Cainiter, Cains Børn eller Brødre, tog man vist nok ikke feil; i det mindste synes de med større Ret at fortiene Navn deraf, end de egentlig saakaldte Separatister, der ei giøre det aldeles paa den Maade, ikke heller adskille sig fra Kirken, saadan som den var i Cains eller Apostelen Judæ Dage, men som den er i vore Dage.
– 372 –
Da vare flere af Kirkens Lemmer gode end onde, derfor kunde ingen adskille sig fra Kirken, uden i en ond Hensigt, og fordi han selv var ond (adskille seg fra Adams familie/red.); nu er derimod flere onde end gode (også av «menigheten, mener Strøm/red.), derfor kan det nu skee i en god Mening af mange. De kan mene, at giøre Gud en Tieneste dermed ,- at opvekke andre af Sikkerhed derved, og hvad dem selv angaaer, at frelse deres Siele ved det samme.
De see, at Verden ligger i det Onde, derfor ville de gaae ud derfra, og ei giøre sig delagtige i deres Synder, for ei at faae Deel i deres Plager. Jo mere de tilforn kan have varet forførte af Verdens Ondskab , jo mere kan de føle af den Hevn imod det Onde, som Paulus regner til Omvendelsens Frugter; og hvor let kan man ikke i saadan Hevn gaae for vidt ? I det mindste kan ikke negtes, at den første Begyndelse til alt dette er sand Omhyggelighed for deres Salighed, endskiønt det og er vist, at dette Gode besmittes med mange og store Feil, saasom Menneste-Had, ukierlige Domme, alt for stor Tillid til dem selv, som ofte falder ud til en syndig Haardnakkenhed, og i at ansee sine egne urimelige Meninger som umiddelbare Indgivelser af Gud.
Kunde alt dette Onde adskilles fra deres foranførte gode Egenskaber, da maatte deres Afvigelser ansees som en Sygdom, hvilken, naar den har udraset i eet eller andet Lem, kan tiene ei aleene Lemmet selv, men og det hele Legeme, til Renselse og Sundhed. Det kunde virkelig tiene dem selv til Nytte, at deres Øine mere end tilforn vare blevne opladte,
– 373 –
at deres Samvittighed var opvakt, og at deres Saligheds Sag var bleven dem mere vigtig; ikke (for ikke/red.) at tale om, at Guds Ords Ransagning, og det Afhold fra visse herskende Laster, som de efter deres antagne Grundemaae legge Vind paa, meget kunde befordre og lette den sande Christendoms Øvelse hos dem, frem for mange andre.
I dette Fald (i så fall/red.) kunde og andre i Menigheden trekke een og anden Nytte deraf. Thi saalænge alle i Menigheden ere vel fornøiede med hinandens Christendom, da lever gemenlig den største Hob tryg og sikker, og indbilder sig at følges ad til Himmelen, ligesom til Kirke og Alters. Men adskille først nogle sig fra Menigheden, begynder endeel af dens Lemmer at udraabe de andre for onde og urene, da kan det vel neppe gaae af uden Opvekkelse og Eftertanke hos andre, helst naar dette Vidnesbyrd istemmes af deres egen Samvittighed, da det nødvendig maa efterlade sig en Brod og Overbevisning, som vel kan forties og skiules, men derfor ikke altid imodstaaes.
De skiulte Ting i manges Hierter blive derved aabenbare, sikre Hierters rolige Bærme (bunnfall – det som samler seg i bunden af en beholder efter gjæring av for eksempel vin eller øl – prosesser godt kjent på denne tiden/red.) bliver sat i Bevægelse, ja fromme, men ei ivrige Christne kan endog opvekkes til Nidkierhed derved. Men skeer det nu tvertimod, at de uden Forbedring fare fort (videre/red.) paa den Vei, de have begyndt, da vil Virkningen blive ganske stridig baade hos dem selv og andre; de selv falde gemenlig til de groveste Vildfarelser, og til Afvigelser i Levnet, der ikke giøre dem et Haar bedre, end den syndige og sikre Hob, de have adskilt sig fra,
– 374 –
ligesom denne (den store hop/red.) igjen paa sin Side mere bestyrkes i Ondskab, naar den seer saa slette Frugter af en overdreven Gudsfrygt (hos dem som sier seg å ha et «større lys»/red.).
— Thi den forledes da til større Koldsindighed endog imod den sande (den som lever ifølge troens bud/red.); mere end sædvanlig Gudelighed bliver dem mistænkt, som idel Hyklerie, og al Rettelse eller Forandring i Levnet, hvor fornøden den end kunde være, ansees som farlig, fordi den hos saadane Folk løber saa slet af (de lever ikke etter det de lærer/red.).
Man kan nu heraf lettelig giøre Slutning til den føromtalte Nordfiordske Separatismus (Religions-Splid) og hvad Følgerne deraf vil blive, onde eller gode; thi det vil herudi beroe paa Udfaldet, som nu er sagt; da det er Enden, som kroner Verket. Bliver denne slet, som nok kan befrygtes, siden man i forrige Tider har seet saa mange Exempler derpaa, da kan Følgerne i og for sig selv vel ikke blive uden onde (følger/red.), endskiønt Guds vise Regiering (d.e. Gud selv/red.) vel kan vende dem (følgene/red.) til det Gode for nogle, jeg mener, for dem, som frygte Gud; thi de have den Forjettelse (løfte/red.), at alle Ting skal udfalde dem til gode (Alle ting tjener dem til gode som elsker (frykter) Gud/red.).
Erfarenhed lærer, at en Ting er gemenlig, ligesom den betragtes og anvendes til. Ved Misbrug kan det Beste blive ondt, men ved retskaffen Anvendelse kan af det Onde selv komme meget godt. At separere og adskille sig fra en christelig Menighed, er altid ilde giort; men det kunde blive meget nyttigt for dem, som vilde iagttage følgende Pligter.
1) At prøve sin Troe og Christendom, om den og er af den Beskaffenhed, som separatistisk-sindedeMennester udraabe den for. Vel vil jeg ikke raade nogen,
– 375 –
at forlade sig (stole/red.) paa deres Domme, der er gemenlig (alminnelig kjent som/red.) onde og ukierlige; men raadeligt var det dog for enhver, at dømme sig selv (her taler Strøm til den ordinære kirkegjenger/red.), og prøve, om deres Domme ikke kan være rigtige nok i Henseende til dem, om de nemlig ikke høre til det Babel og Sodoma, som de af separatistiske Mennesker henregnes til; og om saa er, kan jo det, som i sig selv er Sandhed, ikke tabe noget af sin Kraft, endskiønt det fremføres af vildfarende Mennesker (sannheten vil virke, uavhengig av om de som utfordrer en, ikke selv lever etter budskapet, mener Strøm/red.); ikke heller kan de blive gode, fordi hine (de «forførte»/red.) i visse Maader kan være værre.
– Thi ei at tale om (for ikke å snakke om/red.), at der hos Separatister kan findes visse gode Egenskaber, som savnes hos dem, saa kan de Vildfarelser, de ere henfaldne til, ikke giøre os berettigede til at forkaste de Sandheder, som høres af deres Mund.
Naar de for Ex. høres at klage over den Lunkenhed, som hersker i Christendommen, over den blinde Tillid, som settes til Gudstienesten, og saadant mere; da bør jo de, som finde sig skyldige i disse Laster, og hvis Tal (antall/red.) er ikke ringe, lade disse Sandheder gjelde som Sandhed, endskiønt de kan fremføres (blir fremført/red.) paa en ubehagelig og ukierlig Maade.
Gud, som engang har talt igiennem en Asenindes Mund (ref. historien om Bileams asen (esel) i 4. Mosebok 22. kap., der eselet får evnen til å tale etter å ha sett Herrens engel sperre veien/red.), hvad en Prophet burde adlyde, og ved et trælbaaren Dyr vilde forhindre hans Uforstandighed, betier sig visselig af Ord, som findes i Daarers Munde, deels til Straf for Syndere, fordi de ei ville høre de Vise, deels til Vidnesbyrd imod dem, at han intet har forsømt (har prøvet ut alt, til og med å tale gjennom forvildede og uvise/red.), som paa nogen Maade har kundet tiene til deres Fred.
Gud taler visselig til os, ligesom til Fædrene,
– 376 –
mange gange og i nogle Maader; han sender ultdertiden Propheter og Vise, undertiden og Uvise og endskiønt han finder Daarlighed hos nogle af sine Sendebud (ja i visse Maader hos alle), vil han dog, at de skal høres; hvis ikke, begaae vi en Synd, som endskiønt den lidet kjendes, dog vil naar Gud engang setter Retten til Maalesnor, og stiller vore Synder ordentlig i Lyset for vore øine.
Det er 2) en ikke ringere Pligt, at tage sig vare for det, der kan forarge saadane vildfarende Mennesker (de som ikke lever etter denne sin høye lære/red.), og bestyrke dem i deres Vildfarelser. Det er vel ikke mueligt, at tage sig vare for alt, hvad de kan tage Forargelse af, da de gemenlig, ligesom de Skeeløieede, ansee alle Ting forkeert, eller med Fordomme (de ledes/styres av fordommer/red.), der giøre det uskyldige, ja gode selv ondt og lastværdigt i deres Øine. Det er vel ikke heller mueligt, at forebygge alle virkelige Forargelser og givne Anstød, thi saalænge Verden er Verden, vil og Forargelser blive fornødne 0g uforbigiengelige Ting deri, som Frelseren selv bevidner.
De derfor, som tage deraf Anledning til at afsondre sig fra den udvortes Guds-Tieneste, som man egentlig kalder Separatister, vil vel og blive til, saalænge Verden staaer; men imidlertid bør dog enhver giøre dertil, hvad han kan, at dette Onde kan forebygges. Enhver, saavidt han er et Medlem i en christelig Menighed, bør opbygge andre tilligemed sig selv; enhver bør leve paa saa christelig Maade, at ingen af ham forarges, ingen for hans skyld til noget separatistisk Væsen forledes.
– 377 –
– Bliver han da (som en ærlig kristensjel/red.), som Resten, udraabt af separatistiske Mennesker for et Verdens og Dievelens Barn, bør hans egen Samvittighed frikiende ham; thi stemmer den (samvittigheten/red.) i med, hvor kan han da klage over Uret ? Udøser han Eeder og bander i deres Paahør (altså dersom den ærlige kristne reagerer sterkt tilbake/red.), eller begaaer nogen anden Ugudelighed, blot for at ærgre dem derved, bestyrker han dem jo i deres slette Tanker om Christenheden, og giver dem selv Sværdet i Hænderne, hvormed de bekrige den (den vanlige kristenhet/red,).
Da altsaa ingen ugudelig Christen kan laste deres Vildfarelser, uden tillige at laste og fordømme sig selv, som Aarsag eller Anledning dertil, og ingen kan give Anledning til deres Synder, uden at giøre sig deri delagtig, saa burde enhver, baade for deres og sin egen Saligheds skyld, tage sig vare for alt, hvad der kan forlede dem til deres Afvigelser, eller bestyrke dem deri. Den Pligt iagttages nu visselig af christeligsindede Mennesker, men aldrig af Uchristne, hvorfor den og er en Prøvesteen, hvorpaa vor Christendom kan kiendes (at slike utfordringer taes på en god måte/red.).
Og da denne Pligt ei kan have Sted, uden hvor Secter og Splidagtighed opstaae, saa sees deraf med hvad Ret Paulus kan sige : Der maa vare Secter iblant eder, at de Retskafne kan blive aabenbare iblant eder, 1. Cor. 11,19. Man kan og bør vel ikke, i Følge heraf, ansee Secter for saa fornødne i Guds Kirke, at de gode ellers ikke kunde adskilles fra de onde, men de (separatistene eller sekt.vesenet/red.) blive dog en fornøden Følge af det menneskelige Hiertes Fordervelse; thi saadan Ager kan jo ikke andet end bære saadane Frugter.
– 378 –
Iblant saa mange Forargelser, der efter Frelserens Ord nødvendig maae komme, saalænge Grunden og Aarsagen dertil i Menneskenes Fordervelse er tilstede, iblant dem, siger jeg (Hans Strøm/red.), maa denne ogsaa have Sted. — Den er altsaa et i Verden fornødent Onde; men tillige et saadant, som kan tiene til noget godt, da de Retskafne derved kan blive aabenbare. I Pauli Dage maatte de nødvendig være gode, eller i det mindste retlærende, som fulgte hans Lærdom, de derimod onde og vildfarende, som derfra afsondrede sig; derfor vare og Secter og Religions-Partier, saa ofte de opstode, en Prøvesteen, hvorved de gode kunde aabenbares, og de onde fra dem adskilles.
Der saaes ved den Anledning, hvad der hos mange laae skiult, og hvorledes de vare sindede, saavel mod Religionen som dens Lærere. Ligeledes tiene Secter og Religions-Partier endnu til en nyttig Prøve, hvilke der ere ret- eller vranglærende, og af vort Forhold i slige Tilfælde at aabenbare, af hvad Beskaffenhed vor Christendom er, paa den Maade, som nu er sagt; ikke at tale om, at man deraf kan tage Anledning til at prøve sin egen Troe og Christendom, og saaledes blive aabenbare for sig selv, som ligeledes tilforn er viist. Men da der hos saadane Personer gemenlig (sedvanligvis/red.) findes en Samling af ondt og godt, bliver det for det tredie vor Pligt, at skye deres Vildfarelser, og derimod efterfølge deres Dyder.
— Det første (å sky deres villfarelser/red.) tvivler vel ingen paa, som veed, hvor heslig Tvedragt og Partier
– 379 –
staae afmalede i Skriften, helst naar de findes i Guds Kirke, hvis Lemmer bor være i Aanden, og ved Fredens Baand forenede.
— Hvor laster ikke Paulus den Skik, som tiltog i de Ebræers Menighed (hebreernes menighet/red.), at nogle forlode deres egen Forsamling ? Ebr. 10. Hvor ligner han ikke dem ved sønderrivende Hunde, som giøre Menigheden splidagtig formedelst egne Lærdome og Leveregler ? Ja end mere, hvor kort og fyndigt igiendrives ikke alle separatistiske og secteriske Meninger, naar Tienerne i Lignelsen, som vilde gaae hen at luge Ukrudet op, faae dette merkværdige Svar : Nei ! at I ikke, tillige med Ukrudet, ogsaa maatte oprykke Hveden, lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten, Matth. 13.
Enhver, siger jeg, som lader alt dette gielde for Guds Ord, og ei er indtagen af forudfattede Meninger, maa nødvendig, i Kraft deraf, forkaste alt secterisk og separatistisk Væsen, saavidt samme strider derimod; men derfor (samtidig/red.) forkaster han ei det Gode, der endnu kan være tilovers hos saadane Personer; saasom en mere end almindelig Omsorg for deres Salighed, tilligemed en større Kundskab om Guds Ord, og et mere ustraffeligt Levnet, end de fleste Christne nu omstunder kan rose sig af.
— Jeg vil nu just ikke indlade mig i Trette om , hvorvidt dette altsammen er grundet hos dem, eller hvad Hensigt de have dermed, ond eller god; thi til at dømme om saadane Ting, blive de altid selv meest berettigede, saalænge deres Gierninger ikke afsige
– 380 –
Dommen over dem. Men jeg taler kun om Tingen i og for sig selv, og tvivler da ikke paa, at den jo var at ønske i samme Grad, som den nu savnes, hos de fleste Christne.
Man kunde da isteden for saa mange sikre, uoplyste og forargelige Christne, ønske Guds Kirke til Lykke med bedre og værdigere Lemmer. Den selv vilde blive som en luget Have og frugtbar Vingaard; alt secterisk Væsen og separatistisk Tvedragt vilde blive idel ubekiendte Ting, naar de Laster, som foranledige og bestyrke dem, vare ikke mere at finde.
Det eneste jeg endnu finder fornødent at tillegge, er dette Spørsmaal : Hvoraf det kan komme, at der spores saa liden Frugt af de ordentlige Læreres (her mener Strøm prestene selv/red.) Arbeide til Synderes Opvekkelse og Omvendelse, da dog en Rybke og andre saadane i kort Tid kan udrette saa meget, og sette en Hoben Gemytter i Bevægelse ? Denne Sag fortiener saameget mere at eftertænkes, som de Nordfiordske Separatister betiene sig deraf, til at svække det offentlige Lære-Embeds Credit, og til at retferdiggiøre deres Foretagende.
Man maa da, for at møde denne Indvending, sette forud (forutsette/red.), at de Lærere, her tales om, baade lære og leve vel, og ikke i nogen af Delene opføre dem (seg/red.) saaledes, at Tilhørerne have billig (rimelig/naturlig/red,) Aarsag at mistænke dem for Mangel af Troe, og Overbevisning om det, de lære andre; thi i dette Fald kan man ikke andet vente, end at Lærdomens
– 381 –
Frugt maa meget hindres og savnes hos Tilhørere.
Men have de nu Aarsag til at troe om deres Lærere, at de mene det af Hiertet, og ikke selv savne den Igienfødelses Aand og Naade, som de kræve af deres Tilhørere, hvad da ? Flyder vel deraf, at deres Opvekkelse, Omvendelse og andre Ordets Virkninger skal vise sig meget kiendelig hos dem ? Ingenlunde ! thi saalænge de lade sig nøie med et ordentligt Foredrag af de guddomelige Sandheder, der kan være tilstrekkeligt til Forstandens Overbevisning, kan Affecterne ikke settes i nogen synderlig Bevægelse hos Tilhørerne; og til Hiertet er der endnu en lang Vei, da mange Hindringer maa først overvindes, førend dets grundige Forandring kan tilveiebringes. Oplade de end ofte deres Mund som en Basune, og forkynde Folket deres Synder med sær Iver og Eftertryk, saa giøre de dog heller for lidet end for meget deraf, af Frygt, at hos saarede Samvittigheder, som helst tage saadant til sig, kan anrettes Skade derved. De saare derfor ikke, uden at læge tillige; og denne i sig selv saa fornødne Lægedom bliver ofte, hvor viselig den end anvendes, af Syndere mistydet.
Hensee Tilhørere videre til sine Læreres Levnet, da finde de vel intet uden ordentligt, men heller ikke noget overordentligt deri; og dette kan, naar det efterfølges, ei foraarsage nogen overordentlig og usædvanlig
– 382 –
Bevægelse. De kan vel være lykkelige i at gjøre sig een og anden sær Tilhænger, nogle med dem i Aanden enige, og med dem selv ligesindede; men derfor giøre de dem ei til Separatister, ligesom Guds sande Kirke skulde være inden deres Tal aleene indsluttet.
Men langt anderledes har det sig med secteriske og separatistiske Lærere; thi de søge ikke saa meget at forskaffe deres Tilhørere nogen grundig Kundskab og Overbevisning, som en heftig Opvekkelse i Affecterne, hvilket og er langt lettere; de bekymre dem (seg/red.) ikke om alle guddomelige Lærdome, eller at bibringe deres Tilhørere et fuldstændigt og ordentligt Begreb derom; men blive gemenlig staaende ved visse Sandheder, som kan tiene til det Maal, de have foresat sig, nemlig visse Skrekkesprog og Straffe-Prædikener, som kan overrumple Gemytterne, og sette dem i en heftig Forskrekkelse. Herudi behandle de alle paa een Maade, som giver mindre Anledning til Mistydelse og Undtagelse.
Om de end derved afvende 100 Gemytter fra dem (skyver fra seg 100 sjeler/red.), er det dem nok, at faae deriblant een og anden Tilhænger; og da deres Lærdom ofte gaaer mere ud paa at foragte og fordømme andre, end at udvirke hos dem selv nogen grundig Sinds Forandring, kan Egenkierlighed ikke andet, end finde større Fordeel derved, end ved en ordentlig Læremaade.
Stiller man sig nu alt dette tillige for Øinene, bliver det ei
– 383 –
vanskeligt at begribe, hvoraf det kommer, at der gemenlig virkes en hastigere og heftigere Bevægelse i Gemytterne af secteriske, end af ordentlige Lærere; thi naar de første ere mere bekymrede for at faae Bygningen opført, end vel grundet (fundamentert/red.), naar de ei tage i Betænkning, at bruge hvad Slags Matterialier de kan, onde med de gode, Guld, Sølv og dyrebare Stene, tilligemed Trær, Høe, Straa; (1. Cor. 3.) falder det af Fornødenhed, at de maae komme hastigere til Maalet, end hine (prestene/red.), der først agte at legge Grundvold, som vise Bygmestere, og siden vel see til, hvorledes de bygge derpaa, vel vidende, at enhver faaer Løn efter sit eget Arbeide.
Udrette ikke disse i kort Tid saa meget, saa dog noget bestandigere og bedre grundet; hvorimod de Bevægelser, som hastig komme, gemenlig forgaae lige saa hastig (går i grus like raskt/red.), eller og blive mere og mere uordentlige, som er separatistiske Bevægelsers sædvanlige Skiebne. Det er da af ordentlig vandrende Lærere, den beste og bestandigste Frugt kan ventes; ikkun dette er at beklage, at den er saa rar,(sjelden/red.) og tillige saa langsom, at den neppe hos de fleste kommer til Modenhed; hvilket da giver Anledning til saadane uordentlige Bevægelser, som de, her tales om, og om hvilke man kan sige, at de virke mere Forandring, end sand Forbedring.
– 384 –
Samler jeg nu alt dette sammen, da synes mig, Slutningen bliver denne, at Verden, hvad den største Deel angaaer, bliver den samme, i hvad man giør; man maa pibe for den, eller synge klagelig. Man maa med Johannes leve afsondret i Ørkerne, eller med Christo mere omgjengelig, saa udrettes dog lidet hos den store Hob, der vandrer paa den brede Vei til Fordervelse.
