– i «Folkevennen. Et Tidsskrift udgivet af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme»; ny Række – ottende Bind. Kristiania. Grøndahl & Søns Bogtrykkeri. 1884. Forfattet af John Utheim.
– fra s. 1 – 16 :
Kirkesanger Esten Strøm (født 17de Juli 1801, død 1ste Juli 1883).
Den 1ste Juli f. A. døde forhenværende Kirkesanger og Skolelærer Esten Pedersen Strøm paa sin Gaard Bjørshol i Kvernæs Præstegjeld.
Esten Strøm tilhørte den gamle Stok af Skolelærere, som i sit Liv og i sine Vaner, i hele sin ydre Maade at optræde paa stod paa fælles Linje med Almuesmanden, med den arbeidende Bonde. Hvad enten vi tænker paa hans lyse, klare Forstand, paa hans ustanselige Higen efter at udvide sine Kundskaber, der fulgte ham saa at sige ind i Graven, eller paa hans rige, medfølende Hjerte og hans noble, pligttroe Karakter, da vil alle, som kjendte ham, være enige i, at han ikke var Almuesmand i den Forstand, at han lignede de andre, det store Flertal af Mennesker.
Han var derimod foran de andre, den bedste og den ypperste blandt sine.
I et Skrift som «Folkevennen», der væsentlig har sin Læsekreds paa Landsbygden, vil Skildringen af en saadan Mand, en Mand, der selv levede Bondens Liv, have sin rette Plads, og navnlig vil det kunne have Interesse for dem, der tilhøre samme Livsstilling som den Afdøde.
Det nordligste Præstegjeld i Østerdalen er Tolgen. Dets nordligste Annex er Os, der kunne ligger 1 1/2 Mil fra Røros. Siden Jernbanen brød sig Vei gjennem Dalen og over Fjeldet, er dette blevet kjendte Bygder for nogen hver; men tidligere hørte de til de mest afsides-
– 2 –
liggende i vort Land. Halvanden Mil i Øst for Annexet Os i Retning henimod Fæmundsøen ligger et lidet bebygget Dalføre, en Grænd, der kaldes Narjordet, og op denne ensomme Skogtrakt maa vi begive os for at finde Esten Strøms Fødested.
Hans Fader hed Peder Johnsen og var født paa en Gaard i Narjordet, som heder Ryen. Peder Johnsens ældste Broder, John Johnsen, blev boende paa Faderens Gaard, og i mange Slægtled bagover havde Eierne af denne Gaard hed John Johnsen helt op til en, som hed John Paulsen, hvorfor Gaarden ogsaa i daglig Tale kaldtes «Jo-Paalsa-Garen«; men denne John Paulsen levede meget langt oppe i Tiden, i hvert Fald længe før Aaret 1700.
Peder Johnsen var en driftig Mand, der tjente gode Penge ved at kjøre Kul for Røros Værk.
Han saa sig derfor istand til at kjøbe Gaarden Bækken, der ligger tæt ved Ryen, og desuden beholdt han en Part af Fadergaarden. Han giftede sig nu med Kirsten Estensdatter, der var fra Gaarden Os, hvor Os Kirke ligger.
Hendes Familie havde i lang Tid været, var og er fremdeles Bygdens bedste Familie. I mangfoldige Slægtled har Eieren af Os vexelvis hed Ingulf og Esten. Gaarden er nu delt i to Dele, og den nuværende Eier af den ene Part er en Sønnesøn af Kirstens Broder og heder ogsaa Ingulf Estensen.
Peder Johnsens og Kirstens Ægteskab falder netop hundrede Aar tilbage. De havde flere Børn, og det yngste, Sønnen Esten, blev født paa Bækken den 17de Juli 1801. Allerede Aaret efter døde Faderen i Nervefeber (tyfoid-feber/red.) 45 Aar gammel.
I 1805 giftede dog Moderen sig paany igjen med John Avlesen, en Gaardmandsøn fra Steien i Lilleelvdalen. I Moderens Enkestand var Esten et Par Aars Tid hos sine Bedsteforældre paa Os.
Ved Aarhundredets Begyndelse var det, at den Hauge’ske Bevægelse begyndte at vinde adskillig Udbredelse i Nordre Østerdalen. Det var i Regelen de dygtigste og bedst oplyste Familier, som fulgte denne Ret-
-3-
ning. Og paa de Gaarde, hvor Vækkelsen engang vandt Indgang, der har den religiøse Interesse ogsaa i Regelen holdt sig selv i andet og tredie Led.
Blandt dem, der sluttede sig til dette Brodersamfund, der hurtig voxede sig stærkt og snart omspændte det hele Land, var ogsaa Kirsten og hendes anden Mand, ligesom ogsaa disses Slægtninge paa Gaardene Steien og Os. Kirstens første Mand og hans Slægt var derimod bleven staaende udenfor. I Os vandt i det hele taget denne Retning liden Udbredelse, derimod langt mere i Hovedsognet Tolgen og i det andet Annex Vingelen. Paa Grund af trange Aaringer bestemte John Avlesen sig til i Lighed med saa mange andre at flytte ud til Kysten. Han reiste 1809 ned til Næsset i Romsdalen og kjøbte Gaarden Stensvold, og Aaret efter flyttede Familien didned. Men allerede i 1811 solgte de igjen denne Gaard og flyttede til Torvik i Øre Sogn, Thingvold Præstegjeld.
Torvik er en meget stor Grænd med en Mængde Opsiddere og er desuden et meget befærdet Sted, med adskillig Handel, et af disse Knudepunkter, der saa naturlig danner sig ved Bunden af en Fjord.
Her paa dette Sted levede Esten fra sit tiende til sit tyvende Aar, en Periode af saa overordentlig stor Betydning for ens Udvikling og hele senere Liv. Skolevæsenet var paa disse Kanter dengang i en ynkelig Stand. Esten fortalte selv, at han havde naaet Konfirmationsalderen, uden at have lært at skrive eller regne, og efter hans Sigende var der neppe nogen i den Skole han gik, som lærte saadanne Kunster.
Oppe i Fjeldbygdene var Skolevæsenet vistnok noget bedre og Færdighed i Skrivning ikke saa ganske enestaaende; ialfald fortalte Esten, at flere af hans Slægtninge deroppe, selv i ældre Led, var skriveføre. Dette var ogsaa Tilfældet med Stedfaderen; men denne var vel neppe nogen Mand med særlig megen Fremfærd og desuden af en mild og bøielig Karakter, som kanske ikke altid forstod at øve stærk nok Myndighed overfor sine livsfriske og viljes-
-4-
stærke Stedsønner. Desuden var Torvik en særdeles stor Gaard med megen og alsidig Drift, der lagde Beslag paa Mandens Evner. Og blandt Gutternes Kamerater var der ingen, som kunde egge til nogen Kappestrid.
Esten havde, foruden nogle Søskende, der var døde som smaa oppe i Narjordet, to ældre Søstre og en Broder John, der var to Aar ældre end han selv, desuden en yngre Halvbroder og en yngre Halvsøster. Halvbroderen var dog ved Udflytningen bleven tilbage hos sine Slægtninge paa Steien. Da de to Brødre var blevne konfirmerede, og Omtanken begyndte at gjøre sig mere gjældende hos dem, lagde de sig efter Skrivning og Regning.
De søgte Hjælp, hvor de tilfældigvis kunde faa den, blandt andet hos en afskediget Foged, der boede i Torviken, og efter Datidens Krav drev de det heri forholdsvis vidt. Samtidig lærte de ogsaa hver sit Haandværk, den ældste Skrædder-, den yngste Skomagerhaandværket.
Opholdet i Torvik varede kun 10 Aar. Der var forskjellige Omstændigheder, som gjorde Opholdet her mindre behageligt for Indflytterfolkene. Konen var et særdeles dygtigt Menneske, men stridbar og ikke saa særdeles god at komme ud af det med. Som indflyttede Folk mødte de derfor megen Vrangvilje fra Naboernes Side.
Den religiøse Aand, som herskede i dette Hus, var ogsaa en Torn i Øiet paa alle Naboerne, som efter de strenge Haugianernes Mening allesammen vandrede paa Syndens brede Vei, og selv for en mindre streng Dom var det nok i Virkeligheden saa, at Livet i Torviken dengang temmelig gjennemgaaende aabenbarede megen Vildskab og Raahed : Drukkenskab, Usædelighed, Slagsmaal o. lign.
Det kunde derfor være med Rette, at Forældrene var bekymrede paa sine Børns Vegne.
I Kornstad Annex til Kvernæs Præstegjeld ligger, vendt ud mod Havet, Gaarden Utheim eller Uttem, som det dengang og helt ned til Sextiaarene blev udtalt og skrevet. Den tilhørte ved Aarhundredets Begyndelse det
-5-
saakaldte Bullgods, der var samlet af Hr. Jens Lemvig Bull, der i Aarene 1752 – 99 var dels Kapellan dels Sognepræst til Kvernæs. Han efterlod sig ved sin Død omtrent 90 Spand Jordegods, der svarer til en 5 á 600 af de nuværende Skylddaler.
Utheim havde dengang flere Opsiddere, og den hele Gaard blev i 1807 kjøbt af 2 Brødre, Mikkel og Trond Nilsen Grendahl fra Rennebo. Disse Brødre tilhørte ogsaa den haugianske Kreds, og de kom derfor snart i Berøring med sine Aandsfrænder i Torviken, der kun ligger 4 Mil fra Utheim. De to Familier blev enige om at bytte Gaarde, og dette skede i 1821.
Dette var fra økonomisk Synspunkt en Taabelighed af John Avlesen og Hustru. De byttede nemlig ligt, skjønt Torvik kanske dengang var tre Gange saa værdigfuld som Utheim. Men Utheim ligger temmelig ensomt, uden nogen Naboer tæt ind paa sig, og dette var for de nye Eiere en stor Fordel.
Om Brødrene Grendahl skal her nævnes, at Mikkel (Michel/red) senere kjøbte Gaarden Havsten ved Throndhjem, og at han i Tredive- og Fyrretyveaarene var Throndhjems Amts Repræsentant paa Storthinget.
Trond Grendahl blev derimod boende i Torvik, hvor hans ældste Søn Nils, en ælskelig og af alle agtet og afholdt Haugianer, endnu lever (1884/red.). Trond Grendahl har ellers en talrig Mængde Efterkommere, af hvilke de fleste er bosatte i og i Nærheden af Torviken.
Esten fulgte sine Forældre til Utheim og deltog i de følgende Aar i Gaardsdriften som almindelig Arbeidskarl.
Da Stedfaderen døde i 1825, og den eldste Søn John overtog Gaarden, vedblev Esten at være hjemme som sin Broders Tjenestedreng.
Kvernæs havde dengang to Annexer, Kornstad og Bremsnæs. Kirkesangerposten og en Skoleholderpost var bleven ledig i Bremsnæs, og efter den nye Sognepræst Holtermanns Anbefaling blev i Marts 1830 Esten Pedersen ansat i disse Poster.
Han vedblev dog fremdeles i to Aar at bo paa Utheim.
I 1832 giftede han sig og flyttede nu til Brovolden, et lidet Jordbrug, der eies af Skolekassen og anvises Kirke-
-6-
sangeren i Bremsnæs til frit Brug. Brovolden er en liden Parcel af en større Eiendom Strøm, og herfra tog Esten nu det Efternavn, som han senere beholdt.
Hans Hustru, der lever endnu og er 6 Aar yngre end sin afdøde Mand, heder Beret Malene Ottosdatter, en Gaardmandsdatter fra Bolsø Præstegjeld i Romsdalen. Hendes Familie hørte ogsaa til de vaktes Kreds.
Det var dengang og forresten ogsaa langt senere indenfor den haugianske Vennekreds en saagodtsom ufravigelig Regel, at de unge Mænd søgte sine Hustruer blandt de vakte Familier.
I det praktiske Liv, i al ydre Gjerning færdedes Haugianerne mellem andre Mennesker; men i det indre Samliv, hvad man kunde kalde den selskabelige Omgang, der gik de Vakte aldrig ind til de Uomvendte, men søgte kun hinandens Selskab.
De enkelte haugianske Hjem, som laa spredte omkring, , og af hvilke der i en Bygd ofte blot kunde være eet, blev gjæstmildt vinkende Hvilesteder, hvorhen man i de store Høitider eller ved andre festlige Anledninger gjensidig drog paa Besøg, medens Bygdens øvrige Gaarde var døde og fremmede Steder. Det var den samme Tro og Kjærlighed, det samme aandelige Broderskab, som ble et samlende og skillende Mærke.
Det var da ogsaa her Tilfældet. De to Familier havde nærmet sig hinanden, allerede medens Estens Familie boede i Torviken.
Den ældre Broder John var i sit første Ægteskab gift med en ældre Søster.
Esten Strøm var Kirkesanger i Bremsnæs til 1847. Han boede dog ikke paa Brovolden længer end til 1840, da han flyttede til en liden Gaardpart Bjørshol, som han havde kjøbt sig. Brovolden lod han bortforpagte.
I 1847 blev Kirkesangerposten ved Kvernæs Hovedkirke ledig, og han blev nu forflyttet did. Samtidig skede der ogsaa Forandring i hans Skolepost. Tidligere havde han som alle andre holdt Skolen paa Omgang. Men i 1847 blev der nu paa Bjørshol oprettet en fast Skole med 2 Afdelinger og tilsammen 20 Ugers Skole.
En saadan
-7-
Ordning som denne var paa den Tid enestaaende paa disse Kanter, og der skyldes væsentlig Strøms Bestræbelser, at den kom istand.
Undervisningen i den faste Skole paa Bjørshol blev drevet paa en Maade, der var forskjellig fra den, der paa den Tid blev befulgt i de øvrige Almueskoler paa Landet. I de allerfleste af disse gik det jo som bekjendt paa den Vis, at hvert enkelt af Børnene sad og pugede høit paa sin Lexe i Katekismen, Forklaringen eller Bibelhistorien, eftersom han var rukket fremover til.
Ellers var det jo meget faa, som paa de Tider kom saa langt som op i Bibelhistorien. Følgeordenen var nemlig fast og ufravigelig som ovenfor nævnt. Naar saa en var færdig med sin Lexe, gik han frem til Skolelæreren og ramsede den op. Hvis saa dette gik godt, gav Læreren ham et nyt Stykke, og nu fortsattes der i den samme Dur den hele Dag.
Saa var det da enkelte faa Udvalgte, som fik nogen Undervisning i Skrivning og Regning. Skoledagen sluttede derpaa med en fælles Katekisation.
Esten Strøm fik i sin faste Skole derimod indført en fornuftigere Ordning. Dagen blev nogenlunde regelmæssig fordelt mellem de forskjellige Fag, Skrivning, Regning, Indenadlæsning, Sang og Kristendomsundervisning. Ved Øvelsen i Læsning brugtes de dengang brugelige Læsebøger, Grøgaards, Knutzens eller Smith Hiorts.
Enkelte flinke Elever fik desuden nogen Veiledning i Geografi og Historie. Her var altsaa paa Forhaand praktiseret en lignende Ordning som den, der senere ved Skoleloven af 1860 blev fastslaaet som Regel for Landets samtlige Almueskoler.
Esten Strøms Skole havde da ogsaa et særlig godt Ry i Præstegjeldet, og hvis der var et Barn med sjelden god Begavelse, og Forældrene vilde skaffe det en bedre Uddannelse, søgte de gjerne at sende det i Skolen paa Bjørshol.
Skolekassen havde da ogsaa udstyret den faste Skole langt bedre med Bøger og andet Undervisningsmateriel end nogen af de øvrige Skoler i Bygden.
-8-
De kommunale Tillidshverv beklædte Strøm i længere Tidsrum. Han var Formand helt fra Formandsskabsinstitutionens Oprettelse, og til han ved 60 Aars Alderen kunde frasige sig Valget.
I 4Aar var han ogsaa Ordfører. Han var Forligelseskommisær i 15 Aar og Valgmand i henimod 20 Aar. Helt fra 1834 til 1869 var han Kirkeværge for Bremsnæs Kirke.
Ved forskjellige optraadte han veiledende og raadgivende overfor sine Sambygdinger. Navnlig arbeidede han i sin Tid sammen med sin Broder meget ivrig for Veianlæg i Bygden. Derfor fik han, som han selv udtrygte sig, «Skrub til Tak», fordi man fandt, at Veipligten var unyttigt Arbeide, da man altid før havde faret tilbaads og vel maatte kunne klare sig dermed ogsaa for Fremtiden.
Imidlertid — dette ligger en 40 á 50 Aar tilbage i Tiden, og Kvernæsgjeldingerne lærte snart at vurdere Nytten af sine Veie.
I 1833 fik man den første Stump Bygdevei i det store Præstegjeld færdig, og nu 50 Aar senere er der 15 á 16 Mil god Vei.
I næsten 52 Aar var Esten Strøm Kirkesanger og Skolelærer i Kvernæs. Han tog Afsked fra Begyndelsen af 1882. Ved hans Afsked bevilgede Storthinget ham 400 Kroner i aarlig Pension. Aaret før havde han faaet Medaljen for Borgerdaad. Man skulde ikke tro, at en Mand paa over de 80 skulde kunde røgte Skolegjerningen paa en tilfredsstillende Maade. Imidlertid maa dette alligevel have været Tilfældet i høiere Grad, end man kunde vente, efter hvad hans Sognepræst udtaler nogle Maaneder før hans Afsked. Han siger : «Efter mit Skjøn staar hans Børn endnu ikke under nogen af de 13 øvrige Læreres Børn».
«Det er vistnok tvivlsomt, om en ung Lærer vil udføre Skolegjerningen bedre, end gamle Strøm for Tiden udfører den».
Skulde jeg i faa Ord stille Esten Strøms Væsen frem for Læseren, da ved jeg ikke paa nogen mere træffende Maade at gjøre dette end ved at sige, at han med en lykkelig Evne havde forstaaet at bevare alle de Egen-
-9-
skaber, vi finde gode og elskelige hos Barnet. Om ham kan der med Welhavens Ord siges, at han havde «igjennem sin Strid og sin Daad reddet det barnlige Skjær til det sidste».
Helt fra den tidligste Tid jeg kan erindre, var han en gammel Mand, over de femti; men jeg ved aldrig, jeg hos ham har truffet, hvad vi kalder daarlig Humør. Der kunde være Alvor, naar saa skulde være. Men det Ansigt, han i Regelen vendte ud mod Verden, det var det muntre og kvikke, det var lyst og varmt som Solen. Ungdommens Friskhed og Bevægelighed, Lysten til at være i Virksomhed, den fulgte ham bestandig.
Man saa ham aldrig ledig, altid var han paafærde, og til alt fik han Tid. Udenfor Skoletiden gik han selv med paa Gaardsarbeidet; men Middagshviletiden eller en Time eller to om Aftenen, naar de andre var gaaet til Ro, brugte han til Læsning.
Paa en sjelden fin og taktfuld Maade forstod Esten Strøm at omgaaes Børn. Hans eget Barnesind gjorde ham til den barnekjære Mand, og derfor holdt ogsaa alle Børn af ham. Jeg kan erindre, naar jeg som Barn kom til hans Hus — hvor travlt han end havde det med Arbeide af forskjellig Slags, han fik dog altid en Tid tilovers til at give sig af med os Børn. Han hjalp os i vor Leg og lod os have frie Hænder i vor Morskab (moro/red.).
Meget sjelden viste han nogen Strenghed, hvad han heller ikke behøvede; thi Børnene bøiede sig villig efter hans mindste Vink. Ellers har jo blandt Bondestanden desværre Hug og Slag og larmende Skjænd i Tide og Utide havt altfor stor Del i Opdragelsen.
Men deiligt var det, naar han vilde fortælle for os, hvadenten dette var Eventyr eller det var Smaatræk fra Historien eller Begivenheder fra hans eget eller Sambygdingers Liv.
Han gik ikke træt og blev ikke tør og kjedelig, men med ungdommeligt Liv foretog han altid de samme lystige og raske Reiser, naar han havde en Barneflok om sig. Selv om han helt var optaget med sit eget Arbeide, likte vi dog altid bedst at sidde med vore
-10-
Bøger og være tilstede, hvor han var; der var det altid hyggeligt.
Hans Læse- og Lærelyst slap aldrig op. Ogsaa her lignede han Barnet med dets Videbegjærlighed, dets spirende og frodige Kræfter, der aldrig slog sig til Ro. Ligetil sin sidste Stund fulgte han med i de Bevægelser, som Tiden skabte. Altid havde han en Bog eller en Avis ved Haanden, og «han kunde ikke bare sige», som han selv sagde, for ret som det var at kjøbe sig en god Bog. Paa den Maade samlede han lidt efter lidt adskillige Bøger, mest af populært belærende Indhold. Saaledes holdt han f. Ex. «Folkevennen», «Almuevennen» og «Skillings-magazinet», saavidt jeg erindrer helt fra de begyndte at udkomme.
Ogsaa i rent legemlig Forstand beholdt han Ungdommens Friskhed indtil et Aars Tid før sin Død. Der var en Spænstighed, noget, jeg kunde kalde det, sprættende i hans Gang og i alle hans Bevægelser, som man sjelden ser selv hos unge Folk. Det tunge og slæbende i Gangen, det trykkende i Holdningen, som ofte præger den ydre Fremtræden hos vore Bønder, var ham aldeles fremmed.
Freidig og frisk paa Krop og Aand, det var hans Kjendemærke.
Veien fra hans Gaard til Kvernæs Hovedkirke er omtrent 1 Mil, og denne Vei gik han selv som ottiaarig Mand hver anden Søndag næsten bestandig tilfods. Og Veien er ikke lig en plan østlandsk Chausée, men gaar over Fjeldet med en rent ud sagt ubeskrivelig steil Bakke.
Ellers pleiede Strøm ligesom andre, der foer tilfods, at tage en Bensti over Fjeldet gjennem et dels stenet, dels myrlændt og i det hele meget ulempeligt Terræn. Om det var Snekave eller Øsregn, Holke eller alendyb Sne, frem kom han altid, hvordan det end saa ud.
I et Brev fra 1881, da Strøm altsaa var i sit 80de Aar, skriver hans Sognepræst : «De ved maaske, at han fra Nytaar laa i længere Tid under Lægebehandling i Kristianssund, hvorfra han kom hjem som uhelbredelig. Til alles Forundring er han
-11-
nu frisk, holder Skole og har fra Langfredag forrettet som Kirkesanger ganske som før. Iste Paaskedag gik han endog mellem Bjørshol og Kvernæs i et Uføre, som gjorde det ufremkommeligt med Hest over Rugsetskaret (den før nævnte Kjørevei); selv unge Folk kviede sig for da at gaa den Vei».
Esten Strøm var en religiøs Mand. Al hans Færd og Gjerning, i Skolen og Hjemmet, saavel naar hans Lune og Munterhed gjorde det Lyst om ham, som i de alvorligere Øieblikke, var mærket og bestemt af den Kristnes Aand, for hvem «den Herre Gud er Sol og Skjold».
Jeg har tidligere bemærket, at saavel hans egen som hans Hustrus Familie hørte til det haugianske Vennesamfund. Og Strøm holdt hele sin Levetid denne Forbindelse vedlige. Han havde sine bedste og kjæreste Venner blandt denne Kreds, og de Opbyggelsesprædikanter, som kom til Bygden, besøgte altid hans Hus.
Men den sukkende og syndeklagende Tone, der saa gjennemgaaende var Klagpræget hos disse Mænd, hvilke i denne Verden kun saa en Jammerdal, den harmonerede ikke med hans glade, livsfriske Natur. Et saadant Livssyn var ikke hans.
Naar der var syge eller trængende i Nærheden, var Strøm altid den første til at se til dem, hjælpe og pleie dem. Jeg kan erindre for en 30 Aar siden en fattig Kone i en Plads under en af Nabogaardene. Det var et af disse stakkars Trold, der havde faa eller ingen Menneskers Sympathi, men hvis Omgang Folk helst skyede. Hun blev liggende i en langvarig Sygdom, forladt og hjælpeløs. Og i al den Tid gik Strøm derned to Gange om Dagen, om Morgenen, før han begyndte Skolen, og om Aftenen, naar han var færdig, bragte hende Mad, løftede hende af Sengen, pleiede og trøstede hende.
Ofte tog han ogsaa Fattigmands Børn i sit Hus, gav dem Mad og Klæder og lærte dem at læse. Saa kunde de jo være til den Nytte, de var istand til.
Og den bedste og skjønneste Gave
-12-
var jo, at han og hans Familien var gode mod saadanne stakkels, ulykkelige smaa, som maatte friste den ellers saa bitre Lod at spise Naadens Brød hos andre.
Jeg kan ikke uden Bevægelse tænke paa flere Træk, hvor snar og omhyggelig han var til at værne om dem, der led Uret. Var der en Tusling blandt Skolebørnene, som de andre vilde have tilbedste, da var han altid ømtaalig; men Irettesættelsen kom ikke som en Skjændepræken, men heller saaledes, at den gik Børnene til Hjerte og bibragte dem noget af hans eget ædle og varme Hjertelag, hans Medfølelse med de fortrykte og ulykkelige.
Det vilde være utænkeligt, at en Mand, der som Strøm havde lært sig alt selv, ved Læsning og Selvtænkning, og hvis Liv flød hen i en ensom og tilsluttet bygd, hvor Kulturlivets bevægede og opdragende Færdsel endnu ikke var brudt ind — det vilde, siger jeg, være utænkeligt, om en saadan Mand ikke fik en eller anden af den selvlærdes Særligheder.
Som den, der sjelden var vant til at udvexle og veie Meninger med jævnbyrdige Aander, havde han vænnet sig til at fremsætte sine Tanker i en bestemt, absolut Form, der udelukkede enhver anden Mening. Saa og saa var det, ikke anderledes. Disse Mellemstadier, som det høiere Aandsliv giver Plads for, disse Tankenuancer, som Drøftelse og Discussion saa godt forstaar at slibe, dem havde han ikke rigtig Øre for.
Men skjønt han kunde være paastaaelig og i visse Ting nærede afstikkende Meninger, saa havde han igjen i denne Retning Egenskaber, som kun faa er i Besiddelse af. Han blev i en Samtale aldrig hidsig, og praktisk taget var han den humane, overbærende Mand, der aldrig gav sig af med at forkjætre nogen, fordi om han havde en fra hans forskjellig Mening.
Naar han fortalte en Begivenhed, kunde den enkelte Gange gjennem hans Fremstilling faa ensidige, overdrevne Farver. Dette var noget, jeg for min Del
-13-
allerede som Barn mærkede hos ham ved enkelte Leiligheder.
Dette er jo noget, som i mere eller mindre Grad er alle Menneskers Feil. For Strøms vedkommende tror jeg nu, at hans flyvende, farverige Fantasi her spillede med. Naar han hørte, saa, opfangede noget, som interessered ham, da var hans livlige Fantasi strax i Arbeide, og det kunde jo være, at det ikke altid var Kjernepunktet, men et eller andet Sidepunkt, som trak, og naar han saa gjengav Sagen, kunde Billedet let blive farvet og fortegnet.
I at behandle Penge var Strøm et Mønster. Skolelærerlønnen var i de første 20 á 30 Aar, han var Skolelærer, kun 1 Spd. Ugen, og Skoletiden omtr. 24 Uger Aaret. Og Indtækterne som Kirkesanger var i de 20 første Aar kun en 15 á 16 Spd. aarlig.
Hans Gaard var et af disse smaa Brug, hvoraf der findes saa mange paa de Kanter af Landet, med en Besætning af 1 Hest og 5 á 6 Kjør. Og der var en stor Familie, otte Børn, desuden havde han i lang Tid sin Svigermoder i Huset, og af Gaarden maatte han svare Kaar til den forrige Eier.
Men han fik det dog til at strække til paa alle Kanter. Han kunde hvert Aar ofre noget paa Bøger og Aviser, han saa sig Raad til nu og da at give smaa Foræringer til Tjenerne i Huste, hvad der ellers ikke dengang var Skik paa de Kanter, og i hans Hjem var det altid pent, koseligt og velordnet.
Strøm forbedrede meget sin lille Gaardpart, og han anlagde en Have, noget som deroppe var saagodtsom enestaaende.
Rosen for den udmærkede Økonomi maa da forresten i ligesaa stor Mon tilkomme hans Hustru som ham selv.
Ogsaa ellers var Strøms Hustru ham den bedste Støtte. Hun var en dygtig og omsigtsfuld Husmoder, en trofast og kjærlig Hustru og en øm og omhyggelig Moder. Deres lange Samliv var saa smukt og elskeligt, som man sjelden ser det.
-14-
Almueskolelærernes Lønningsvilkaar er siden 1860 betydelig forbedrede. De fleste har nu det dobbelte, enkelte det tre- eller firedobbelte af, hvad de før havde.
Og for Strøm’s vedkommende var ogsaa Kirkesanger-indtægterne voxede noget i de sidste 20 á 30 Aar, saa disse Bestillingers samlede Indtægt de sidste Aar gik op til en 8 á 900 Kroner.
Men han fik saart Brug for disse forholdsvis bedre Indtægter. Hans ene Søn skulde studere, men døde, før han naaede frem, og ved Kautionsforpligtelser for ham kom Faderen i en stor Gjæld. Han rak dog til at betale for alt, før han gik bort.
Sorgen over den nævnte Søns Død og den dermed sammenhængende økonomiske Ruin var ikke de eneste Prøvelser, som rammede de to gamle i deres Alderdom. De havde oprinnelig otte Børn, af hvilke syv, to Sønner og fem Døtre, naaede den voxne Alder. Alle har været friske, sunde og stærke som den blomstrende Vaar; men rask og uventet har Dødens Le hugget ind i denne vakre Ungdomsskare. Den ældste Søn, som før er omtalt, døde 26 Aar gammel i Kristiania 1866.
Og den anden Søn, der var gift og havde overtaget Faderens Gaard, døde efter flere Aars smertefuld Sygdom i 1880, 37 Aar gammel.
I 1877 var en gift Datter død 24 Aar gammel, og i 1881 døde atter en gift Datter, 35 Aar gammel.
Og før Strøm selv døde isommer, havde en af de øvrige Døtre ogsaa længe ligget paa sin sidste Sotteseng. Det mærkelig er, at alle disse Søskende paa een nær er døde af Tæring, skjønt hverken deres Forældre eller Bedsteforældre har havt nogen Brystsygdom.
Saa store Sorger skulde man tro maatte ryste den stærkeste. Alligevel holdt gamle Strøm sig rank og freidig. Aldrig hørte nogen ham klage. Sidste Gang jeg traf Strøm, var i en Begravelse over en fælles Slægtning i September 1881. Han havde da mistet fire af sine voxne Børn og selv begravet tre af dem i Løbet af fire Aar.
Han havde ogsaa selv kort i For-
-15-
veien været syg i flere Maaneder og omtrent opgivet. Jeg var derfor forberedt paa at træffe en bøiet Mand. Men han var aands- og legemsfrisk som før. Han var, som han altid havde været i de henimod 30 Aar, jeg kunde erindre ham.
Paa Veien til Kirken vilde han helst gaa, da kunde han jo ogsaa bedst samtale med de andre i Følget. Og paa sin gamle, kvikke og interesse-vækkende Maade fortalte han om forskjellige Tong, mest om Minderne fra sin Ungdoms Dage og om den døde, hvem vi fulgte til Graven.
Da jeg dagen efter tog Afsked med ham, maatte jeg saa naturlig sige mig selv, at det formodentlig var for sidste Gang. Der steg op i min Erindring lyse og deilige Minder fra hans elskelige Hjem. Jeg tænkte mig vel en 20 Aar tilbage. De to ældste Døtre var nylig gifte, de fem andre Børn var hjemme, i Alderen fra vel 20 og ned til 8 Aar.
Det var en saa vakker, saa munter, saa elskværdig og saa godt begavet Ungdomsflok, som man kun meget sjelden træffer.
Den ældste Søn var netop kommen hjem fra Seminariet, hvor hans musikalske Sans var bleven meget udviklet. Han havde bragt megen Sang med sig, baade enstemmig og flerstemmig, og det var noget, som slog an paa Bjørshol; thi alle hans Søskende havde Sanglyst og Sanstemme.
Flerstemmig Sang var ikke kjendt derhjemme i Bygden før.
Man ved, hvorledes alt nyt griber med Magt og Inderlighed, saaledes ogsaa her. Sangjubelen sammen med al den lune og glade Hygge, der ellers fandtes i Esten Strøm’s Hjem, gjorde det til et Skjønhedens Paradis for os unge.
Ja, der var Sang og Klang, Liv og Lyst, Skjønhed og Ungdom paa Bjørshol i de Dage.
Af de fem livsglade Børn var de fire nu stegne ned i Gravens Mørke, og den femte var flyttet over til Amerika. Jeg havde kun for mig de to gamle, der sad ensomme igjen i det gamle Hjem.
Disse og lignende Minder strøg mig forbi, da jeg for sidste Gang tog Afsked med gamle Esten Strøm og takkede ham for,
-16-
hvad godt og skjønt han havde skabt hos mig som hos saa mange andre.
Ofte talte Strøm i sine ældre Aar om at besøge Fjeldbygden, hvor han var født, og som han havde forladt i Niaarsalderen.
Han havde i sin Ungdom gjort tre Besøg didop i Tyveaarene. Og dermed blev det.
Strøm havde en ypperlig Helse. Helt til Ottiaarsalderen havde han saagodtsom aldrig været syg. Saa blev han, som før nævnt, farlig syg i nogle Maaneder; men han kom sig igjen og var atter rask som før et Aars Tid.
Men paa Vaarparten 1882 blev han atter daarlig af den samme Sygdom.
I et Brev, han skrev til mig senere paa Sommeren, beskriver han sin Sygdom og fortsætter : «Nu, hvad monne dette betyde ? Det betyder, at dette stakkels afkræftede Legeme gaar sin Opløsning imøde, at det gaar paa Gravens Rand og færdigt at stige derned, hvad Dag og Time det skal være, idag, imorgen eller om ikke mange Dage. Gud, se ikke til mine Synder, men til din Søns Jesu Kristi Fortjeneste. Gud hjælpe mig til ikke at blive træt, men om end mit udvortes Menneske gaar tilgrunde, at det indvortes dog maatte fornyes Dag for Dag.
Gud hjælpe os alle til i en ret Tro, Kjærlighed og Taalmodighed at vente paa det bedre Liv, som Gud efter denne Verdens Elendighed vil give sine troende ved Jesum Kristum, Guds Søn. Amen».
Helt fra 1825 af, saavidt jeg erindrer, havde Esten Strøm holdt Dagbog, og han vedblev dermed, til han i Midten af December 1882 blev liggende tilsengs og ikke længere kunde magte Pennen.
Det blev et langt og smertefuldt Sygeleie.
Søndag Morgen den 1ste Juli 1883 gik han bort, næsten 82 Aar gammel. Han ligger begraven paa Bremsnæs Kirkegaard.
Velsignelse over hans Minde.
J. Utheim.