– under Heggtveits behandling av det overordnede tema : «Haugianismens Betydning for Kulturen»; i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie»;
– fra sidene 808 – 812 :
Betydning for Borgersamfundet; Arbeide for Religionsfrihed.
Det er med Rette blevet sagt, at den bedste Kristen er den bedste Borger, og det har ogsaa sin fulde Anvendelse paa Haugianerne.
Det er utvilsomt, at den kristelige Bevægelse, som de fremkaldte paa mange Maader, har beredt Jordbunden, saa Folket ret kunde benytte sig af den politiske Frihed, som vort Land fik i 1814.
I Rigsforsamlingen paa Eidsvold mødte tre af Hauges Venner, den tause og forsigtige Ole Rasmussen Apenæs (født 1765, død 1859) fra Jarlsberg, den djærve, modige Christopher Borgersen Hoen (født 1767, død 1845) fra Eker og den livlige, varmhjertede John Hansen Sørbrøden (født 1775, død 1857) fra Smaalenene («Eidsvold-Galleri av Paul Botten Hansen, Side 21-23, 83-84; «Eidsvolds-Repræsentanter» etc. af Bernt Moe, Side 137-139, 81-82; «Storthings-Efterretninger» fra 1814-1850).
Den sidste skriver i en Avisartikel fra 1836 bl. a. saaledes : «Naar jeg betragter Rigsforsamlingen paa Eidsvold i 1814 og den Stilling, vort Land da befandt sig i : indespærret til Lands og Søs, blottet for de høist fornødne Midler til dette Livs Ophold, truet af Krig paa alle Sider og adskilt fra en Monark, vi ansaa for en god Bestyrer, og overladte til os selv i ve og vel, da Krig og Hunger herjede os, og vi var løste fra Danmark, syntes jeg, at vi stod i en betænkelig, ja saa at sige rædselsfuld Stilling. Senere, dengang Folket raadslog og faldt paa at opsætte sig en Grundlov i saadan Grundform, at Lighed og Frihed skulde tilkomme alle blandt Folket, da var vi omgivne med Frygt, der drev Egennytten tilside, at hver bidrog Sit til at grundlægge en Lov til et Folk og Lands Bestyrelse. Gud indgav ogsaa vore Fiender dengang at opholde med Udførelsen af sine givne Paastande, saa vi fik Tid til at fuldføre vort paabegyndte Værk. Alle har forundret sig over det, som i kort Tid den Gang blev gjort med saadan Lighed og Frihed for alle Stænder; men her er allerede sagt : Egennytten var tilsidesat, der ofte er som Kræft i et nær helet Saaar, der forgifter og æder ogsaa det Sunde. Og som Egennytten var tilsidesat for de Farer, som truede og stod over os i 1814, saa er det og en Selvfølge,
– 809 –
at Sikkerhed og egen visdom maa tilside, om Herrens Frygt kan faa bo i os, og uden den har de bedste Grundlove maattet falde, hvorfor Gud truer haardelig alle dem, som krænker og overtræder hans Bud» («For Fattig og Rig» 1886, Side 143).
Denne Udtalelse giver et godt Indblik i Haugianernes Opfatning af Situationen dengang. Det er sindige og sande Ord, vel værd ogsaa nu at lægge Mærke til og handle efter, trods den knudrede Form.
Paa det overordentlige Storthing i 1814 mødte fire af Hauges venner, nemlig den fyrige og dygtige Niels Trulsen Broe (født 1776, død 1826) fra Rennesø, den anseede og driftige Bonde Torger Halvorsen 
Næss (født ca. 1772, død 1853 fra Lyster i Sogn og den livlige, virkelystne og indsigtsfulde Ole Torgersen Svanøe (født 1781, død 1859) fra Kinns Prestegjæld.
Den meget anseede, høiættede gudbrandsdalske Bonde Ole Paulsen Haagenstad (født 1775, død 1866)(«Storthingsrepræsentanter og Suppleanter» 1814 – 1891 af Tallak Lindstøl, Side 23, 103, 132, 51; Pavels’s «Dagbøger» 1815- 1816; «Ole Haagenstad» af H. Wergeland, Christiania 1842) mødte ogsaa baade nu og siden paa mange Thing. Det er om ham, Wergeland senere synger : «Se, der sidder Gudbrandsdalen I en gammel Gubbe graa ! Naar han reiser sig i Salen, Hører alle Fylker paa».
Hauge selv regnede ham, efter Pavels’s Dagbøger, til sine Venner.
Det bemærkes, at Svanøe var den første Bonde, som voterede for Foreningen med Sverige, har hans afdøde Svigersøn, Grosserer Thomas Amlie, fortalt.
Haugianerne optog ikke den kostbare Tid med unyttigt Snak; var deres Mening fremstillet og begrundet af en anden, saa lod de sig nøie dermed; de var baade i Thinget og ofte ellers mindre Ordets end Handlingens og Offervillighedens Mænd.
Der springer i Øinene, at af Bønder var det væsentlig Hauges venner, som gjennem lange Tider deltog mest i vort offentlige Liv baade i Storthingssalen og, efterat Formandskabsloven i 1837 var given, tillige i Bygdens Styrelse.
Deres politiske Troesbekjendelse kan i Korthed sammenfattes i Kingos Ord : «Frygte Gud og Kongen ære, som hans Ord og Bud os lære».
Saavidt vides, var de i Almindelighed varme Unionsvenner. Med Hensyn til den indre Styrelse var de Sparemænd uden smaaligt Kniberi; det var jo naturligt for dem som Bønder, opvoksede i haarde og trange Tider.
I sin Almindelighed omfattede de Kirken og Universitetet med en særegen Kjærlighed, og det er i saa Henseende karakteristisk, at mange af Haugianernes Børn, som tidligere berørt, valgte
– 810 –
den studerende Bane.
Deres øvrige virksomhed i Thinget gik væsentlig ud paa at værne om «Bibelen og Grundloven», disse «vort Folks Øiestene», som en af deres Førere, O. G. Ueland, kaldte dem, og som de ikke taalte, at der rørtes ved.
I nær Forbindelse med deres kristelige virksomhed stod deres mandige og udholdende Kamp for Religionsfrihed.
Hauges og hans Venners Lidelser for sin Tro og Bekjendelse havde forberedt denne store Sags Gjennemførelse; men Modstanden var stærk og seig, før Seieren blev vundet (Meddelelser fra en Række Samtidige).
Paa Storthinget i fremsatte Advokat S. A. W. Sørensen (født 1793 død 1853) Forslag til Lov om fri Religionsøvelse for alle kristelige Religionspartier.
Under paaskud af, at Sagen var lidet forberedt og ikke hastede, ja endog kunde være skadelig at fremme, blev den henlagt.
I sidstnævntes Forslag var ogsaa indtaget en paragraf angaaende Ophævelsen af den bekjendte Konventikelplakat af 13. Januar 1741, der længe havde været et saa sørgelig flittig benyttet og virksomt Vaaben mod Hauge og hans Venner.
— Foruden de ældre og allerede omtalte haugianske Storthingsmænd, Næss, Svanøe og Sørbrøden, mødte følgende nye Repræsentanter, tilhørende den samme religiøse Retning : Anders Corneliusen fra Christianssand (født 1778, død under Opholdet paa Thinget 1833), Ingebrigt Haldorsen Sæther fra Opdal, indre Nordmøre (født 1800, død 1875), Ole Ingebrigtsen Soelberg fra Strinden (født 1798, død 1878) og fremfor alle de senere bekjendte Bondehøvdinger Michel Nielsen Grendahl paa Hafsten ved Trondhjem (født 1775, død 1849) og Ole Gabriel Ueland fra i Stavanger Amt (født 1799, død 1870) («Storthingsefterretninger» for 1833; «Eidsvolds Repræsentanter» af Bernt Moe, Side 140; «Storthingsrepræsentanter» af T. Lindstøl, Side 135, 29, 134, 126, 48, 140-41).
Grendahl var allerede da Gruppens Fører, hos hvem de øvrige haugianere og en Del andre Bonderepræsentanter samledes om Eftermiddagene for at drøfte Sagerne, trænge ind i en ret Forstaaelse af dem og blive enige om den bedste Maade at tage dem paa i Thinget (Meddelelser af en Række samtidige Haugianere og andre, især Grendahls Svigersøn, Overlærer C.L. Simonsen; Wefring, «Minder», Side 34; «John Nergaard», af Brovold paa flere Steder).
Om Søndagene og i Høitiderne vides Ueland tillige, ialfald i mange Aar af sin Thingvirksomhed, medens han endnu var i sin kraftigste Alder, og inden politiken lagde altfor stærkt Beslag paa hans Tid og Kraft, at have virket sammen med Grendahl og flere andre haugianere ved at holde Opbyggelser i Christiania, Aker, Drammen og paa Eker m. fl. Steder (Meddelelser fra flere samtidige Haugianere).
Den foran nævnte begyndende Kamp for Religionsfrihed var blot en Forpostfægtning; Striden fortsattes paa flere Thing.
I 1836 mødte af Haugianere, som tidligere havde været Storthingsmænd : Svanøe, Sæther, Soelberg, Grendahl og Ueland og af nye Notto Jørgensen Tvedt fra Evje (født 1794, død 1839), Ole Pedersen Moe fra Christianssand (født 1783, død 1862) og Samson Thorsen Stueland fra Kvinherred (født 1798, død 1879).
Af disse var Stueland, Tvedt og Soelberg Medlemmer af Kirke komiteen. Man forstod nu, at der ikke var Haab om med én Gang at faa vedtaget nogen tilfredsstillende almindelig Lov om Religionsfrihed; det mest praktiske vilde være at kjæmpe sig frem Stykke for Stykke. Der fremkom under nævnte Storthing følgende tre Forslag : 1) Fra Repræsentanten, Kirkesanger Notto Jørgensen Tvedt angaaende Ophævelse af Forordningen af 13. Januar 1741 om gudelige Forsamlinger. Forslaget blev enstemmig tilstillet Kirke komiteen. 2) Fra Representantene Ole Ingebrigtsen Soelberg og Ole Gabriel Ueland om Ophævelse af nysnævnte Forordning. Ogsaa dette Forslag besluttedes enstemmig tilstillet Kirkekomiteen til Indstilling. 3) Fra Kjøbmand Tollef Olsen Bache i Drammen, vedtaget af Kjøbmand Ole Pedersen Moe, om at Forordningen af 13. Januar 1741 og Rescript af 5. Marts 1745, forsaavidt dette angaar Forbudet mod religiøse Forsamlinger, sættes ud
– 811 –
af Kraft. Thinget vedtog enstemmig samme Beslutning om dette som angaaende de andre foregaaende Forslag.
— Denne Sag blev derefter grundig behandlet i førnævnte Komite. Dens velskrevne og omhyggelige Indstilling gik ud paa, at vedkommende Forordning ubetinget burde opheves. Den anden Del af T. G. Baches Forslag angaaende Ophevelse af Rescript af 5. Marts 1745 blev derimod indstillet til ikke at bifaldes, da den angik Medlemmer af andre Troessamfund eller Sekter; disse burde ikke, mente man, «indbydes i Landet ved Begunstigelser».
Under Ordskiftet blev imidlertid ved Foranledning af daværende prest i Drammen, senere Biskop J.L. Arup, vedtaget, at følgende Indskrænkning skulde paaleggcs de gudelige Forsamlinger : «Ingen maa udenfor den Menighed, hvor han hører hjemme, anstille gudelige Forsamlinger uden personlig at anmelde for Prestegjældets Sogneprest, eller, hvor der i dette er flere, for en af disse, Tiden naar og Stedet hvor saadanne Sammenkomster holdes».
Men da Lovforslaget behandledes i Lagthinget, forkastede dette nævnte Tillæg som unyttigt og uhensigtsmæssigt. Sagen blev nu paany sendt til Odelsthinget, som derpaa med 37 mod 31 Stemmer tog det indstrenkende Tillæg tilbage.
Saa bestuttede Lagthinget, at Sagen i Overensstemmelse med Grundloven skulde sendes den kongelige norske Regjering til Stadfæstelse. Men Beslutningen blev efter Regjeringens Indstilling nægtet kgl. Sanktion («Storthings-Efterretninger» for 1836; «Storthingsrepræsentanter» af T. Lindstøl, Side 140, 95, 132, 8) .
Haugianerne lod dog ikke Sagen hvile; paa Thinget i 1839 optog de Kampen paany. Af de gamle mødte Ueland og I. Sæther og af nye Christen Borgersen Dahler fra Aker (født 1796, død 1879). Der blev nu fremsat Forslag om ordlydende Gjentagelse af forrige Storthings Beslutning til Lov angaaende førnevnte Forordnings Ophævelse.
Dette blev vedtaget; men atter negtede Regjeringen Sanktion («Storthingsrepræsentanter» af T. Lindstøl, Side 31; «Storthings-Efterretninger» 1839).
Saa kom da Sagen blev ført frem til Seier, trods al Modstand. Af de gamle haugianske Storthingsveteraner mødte Svansø og Grendahl, af yngre, som tidligere havde været Medlemmer af Thinget, mærkes I. Sæther, O.J. Soelberg og fremfor alle Ueland; af nye maa nævnes Borger Christophersen Hoen fra Eker (født 1799, død 1877) og Søren Jørgensen Aandahl fra Grytten Prestegjæld i Romsdalen (født 1802, død 1886).
Regjeringen forstod nu, at Sagens venner tænkte paa at drive den igjennem ved at gjentage for tredie Gang uforandret den tidligere to Gange fattede Beslutning i Henhold til Grundlovens §79 og fremsatte derfor en kgl. Proposition angaaende Konventikelplakatens Ophævelse for at hindre, at Haugianernes Forslag blev Lov, trods Sanktionsnægtelsen.
Forhandlingene i Storthinget om denne Sag viser desværre, at Geistligheden og Theologerne dengang var lidet gunstig stemte for Lægprcedikenens Frigivelse.
Rigets Biskopper paa én nær (P. O. Bugge i Trondhjem) og hele det theologiske Fakultet fandt, at Forbudets fuldstændige Ophævelse vilde stride mod Grundlovens Aand og i høieste Grad skade Folkets Velfærd.
Vel manglede der ikke enkelte Tegn til et mere evangelisk og frit Syn paa Sagen; men det var dog Haugianerne, støttet af Storthingets folkelige Frisind, der drev den saa misbrugte og omstridte Plakats Ophævelse igjennem. Man fandt, at en saadan Tvang lidet stemmede med vor frie Forfatning, at det var ubilligt at forbyde de Kristne at komme sammen for at styrke og befæste sit aandelige Liv, og at det var en Misforstaaelse af Grundlovens Bud om, at Kongen skal haandheve og beskytte den evangelisk-lutherske Religion, naar man deraf sluttede, at dette skulde ske ved borgerlig Straf og Tvang.
Men Sagens Modstandere søgte til det sidste at forpurre den; thi selv da Forslaget for tredie Gang var vedtaget, søgte de at krangle angaaende Expeditionsmaaden. Storthinget var dog paa sin post; endelig blev Beslutningen
– 812 –
sanktioneret 27. Juli 1842; den berygtede Konventikelplakat var bragt ud af Verden og det første betydningsfulde Skridt taget for at opnaa Religionsfrihed i vort Land.
Vi erholdt herved et saa uvurderlig Gode som kristelig Forsamlingsfrihed tidligere end baade den svenske og danske Kirke.
Næst Gud og Haugianernes Lidelser og Kampe skylder vi at takke Storthinget for denne store Gave, maaske den betydningsfuldeste, som dette hidtil har skjænket den norske Kirke («Storthingsrepræsentanter» af T. Lindstøl, Side 62, 2; «Storthings-Efterretninger» for 1842).
Paa det neste Storthing, i 1845, blev en anden vidtrekkende Beslutning fattet til Opnaaelse af Religionsfrihed. Da var Regjeringen begyndt at tage Skeen i en anden Haand ved selv at fremsætte kgl. Proposition til Lov angaaende dem, der bekjender sig til den kristelige Religion uden at være Medlemmer af Stats kirken (den saakaldte Dissenterlov).
De Haugianere, som mødte denne Gang, var Ueland, I. Sæther, O. I. Soelberg samt B. Hoen og af nye John Johnsen Harildstad fra nordre Froen (født 1804, død 1884).
Det i Thinget behandlede og vedtagne Forslag, som især daværende Storthingsmand, senere Biskop J. L. Arup har en betydelig Andel i, blev sanktioneret 16. Juli 1845.
Haugianere og Bønder var, merkelig nok, idethele mod Dissenterloven; den var dog igrunden en nødvendig Følge af Konventikelplakatens Ophævelse. For Dissenterloven kjæmpede forskjellige frisindede Jurister og Prester, som for øvrig havde et svagt syn for Betydningen af Lægprædikenens Frigivelse («Storthings-Efterretninger» for 1845; forskjellige Meddelelser fra Samtidige).
I nøie Forbindelse hermed staar Loven om Jødernes Adgang til Riget af 24. September 1848. Den ivrigste Forkjæmper herfor var, som bekjendt, Digteren Henrik Wergeland («Indlæg i Jødesagen» af H. Wergeland, Christiania 1841; «Jødesagen i det norske Storthing» af H. Wergeland, Christiania 1842).
Foruden de allerede omtalte kan der nævnes en lang Række af Hauges venner eller andre, der stod dem nær, som med Ære har deltaget i Thingets Forhandlinger og de forskjellige kommunale Gjøremaal i Bygderne og derfor fortjener at mindes med Kjærlighed og Tak.
Her kan kun endnu bringes i Erindring : Ole Brandt i vestre Slidre (født 1818, død 1880), Peder Andersen Moen fra Bardo (født 1813, død 1873), Christopher Olsen Svanøe fra Kinn Søndfjord, i mange Aar tillige et anseet Medlem af den store Kirkekommission til Forberedelse af kirkelige Reformer (født 1810, død 1887), Johannes Aarflot fra Aalesund (født 1824, død 1891), Didrik Iversen fra Røros (født 1818, død 1893), Ole Andreas Krogness fra Trondhjem (født 1802, død 1869), John Svendsen Vaalen fra østre Gausdal (fsdt 1818, død 1893), Gerhard Meidell Gerhardsen fra Finnaas i Søndhordland (født 1848, død 1912), A. O. Berger fra Eidsvold (født 1833, død 1917) og Fredrik Baltazar Fraas fra Hafslo (født 1849, død 1913).
Adskillige af disse var tillige begavede Guds Ords Forkyndere. Naar der i Storthingets Lovgivnings virksomhed, især i tidligere Tid, findes saa mange og vakre Spor af Agtelse for Kristendommen og utvetydige Vidnesbyrd om, at man forstod og skattede dens Betydning for Skolen og Samfundslivet, saa skyldes dette ikke mindst den ved Hauge og hans Venner fremkaldte kristelige Vækkelse og deres virkningsfulde Deltagelse i det offentlige Liv.
Gid det samme maatte kunne siges med Sandhed om de Lægmænd, der nu staar i Striden som deres Arvtagere og Efterfølgere ! («Storthingsrepræsentanter» af T. Lindstøl paa mange Steder).