– og som inngår i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : (fra s. 43 – 45);
Dagbog fra 1ste til 31te Mai 1840.
For dit Navns Skyld ville du mig lede og føre, Ps. 31, 4.
Min Forretning er endnu som stedse at holde Forsamlinger. Siden jeg fra den kjære Pastor Th. Kjelland paa Haa kom tilbage til Stavanger, har jeg vel paa 40 Steder holdt saadanne Forsamlinger, mest paa fremmede Steder, hvor Missionen var ubekjendt, og hvor i det mindste intet var gjort for Missionen.
Henimod 1000 have paa disse Steder tegnet sig til Missionsmedlemmer, og jeg haaber at i mange Egne dette begyndte Værk troligen bliver fortsat. Om Maadeholdssagen har ogsaa tildels været tale, og foruden denne, er min Text stedse forbleven efter min Grunderkjendelse : Retfærdiggjørelsen af Naade.
I disse Egne, der alle er i Nærheden af Stavanger, kom jeg sammen med mange Mennesker, som tildels vare meget forskjellige i deres Anskuelser; men efter Apostelen Pauli Raad : «Saa meget det staar til Eder, holder Fred med alle Mennesker», har jeg stedse søgt at opføre mig, og jeg haaber at jeg ikke deri er gaaet forvidt, efterdi dog ret mange have ladet sig forene.
Kun engang, saavidt jeg ved, tildrog det sig, at vi ikke saa aldeles i Fred
– 44 –
vare sammen, men kom i en heftig Disputeren, nemlig i Arendal, som jeg allerede forhen har fortalt.
Af Frygt for ikke at kunde holde det ud i et væk at holde daglig tre, to, eller idetmindste een Forsamling, og dertil maatte reise lange Veie i alslags Veirligt, saa har jeg trukket mig noget tilbage her hos den kjære Provst Flood paa Findø, hvor jeg ogsaa skriver denne min Beretning, og andet nødvendigt.
Her kommer jeg i det mindste at blive en Uge, førend jeg begiver mig paa Turen til Bergen. Paa denne Omreise har jeg seet meget interessant af Naturskjønheder og Mærkværdigheder, som jeg ønskede at mange Tydske maatte se, for at faa bedre Begreber og Forestillinger om Norge, end mange af dem have.
Jeg vilde da have ført dem omkring og vist dem, hvorledes Vindruer og Valnødder ogsaa voxe hos os, og hvorledes Bierne hos os ligesaa flittig som i Tydskland samler Honning. Om jeg vel ikke kunde bringe en rigtig Schweitzer til Forbauselse over vore Bjerge og Kløfter, saa er jeg dog overbevist om, at ingen sachsisk Schweitzer behøvede at bryste sig over sine hjemlige Skjønheder, naar han var hos os.
Hvor vilde det blive dem svært, at forlade det igjen, naar de først havde lært at kjende vort Norge. Her har den bekjendte norske Konge, Harald Haarfager, holdt sit Hovedslag imod de mange Næsse-Konger og vundet Seier, (se paa den første Tegning, den store Bautasten); her er endnu Kjempegrave eller Kjæmpesenge at se, der tildels indeholde store Skatte. (En saadan er og paa andet Billede at se, paa venstre Side i Forgrunden). Hist staa Kjæmpestene, som svævende hæve sig mod Himmelen, og frembyde uforgjengelige Tegn fra den gamle Tid, her ligger store Hobe af Kampestene, som i Slagene brugtes til at kaste med til alle Sider (benævnte Tegninger fulgte Dagbøgerne til Tydskland, uden at der haves Copi af samme).
Kunde jeg derpaa tage dem med paa Søen, der seiler man, der ror man, der fisker man alleslags skjønne Fiske, ogsaa Sild i stor Mængde, store Krabber og Hummere. Hvilket Syn og hvilket driftig Væsen ! Følge de længere med, saasom til Lysefjorden, der kan jeg vise dem majestætiske Bjergpartier og Vande, (som paa den første Tegning), og hvis dette ikke skulde behage dem, saa have vi skjønne Dale og fladt Land, yndige Egne som Findø.
Paa den store Indsø Mjøsen har vi allerede et Dampskib af Jern, og omkring hele den norske Kyst kommer man nu paa Dampskibe, snart fra den ene Strand til den anden. Vistnok have vi ingen Jernbaner, men i deres Sted have vi de smukkeste Dale og Bjergpartier, og hvad er vel skjønnest ?
Hvor vilde deres hele Synsmaade ganske omdanne sig ved personligen at se Norge. Tagene paa Bondehusene vilde da ikke mere, som Vægge, hvile med den ene Side paa Jorden, og Fæet vilde da ikke mere græsse derpaa. Nordmændene vilde da ikke mere have rindende Øine og være et uanseeligt smaat Folk, eller endog et urent Folk; deres
– 45 –
Levemaade vilde da ikke mere se saa traurig ud, naar de saa deres skjønne Melk i lysgule, rene Melkebøtter, det velsmagende Fladbrød og deres forskjellige Slags Melkeost, skjønne Fiskearter, Lax, Forreller og deslige som man faar at se hos disse formentlig urene Bønder ved deres Maaltider; hvorledes ville de da ikke gjerne bytte med Surkaalen. Endnu kunde havde jeg mer at sige dem om vore Sølvgruber paa Kongsberg, og vor selvstændige Frihed o. s. v.
I Stavanger har man holdt Møder, betræffende Missionen, og jeg haaber at et godt Resultat er kommen ud deraf, eller vil komme. Tre til fire Præster ere komne til, som ønske at tage Del i Missionen.
Deres Zögling, H. C. Knudsen.
Efter deres Ønske, Hr. Inspectør, sender jeg med Dagbogen to Tegninger, en af Findø og en af Lysefjorden.