res.kap. hans jespersen : «den fraværende lærer og broder til sine i herren elskede menigheder i drammen»..

– skrevet under den svært avholdte resid. kap. Hans Jespersens studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838 – og dermed fraværende fra sine menigheter i Bragernæs/på Strømsøe; sist i skrivelsen står at boken er skrevet ved hans opphold i Berlin i januar 1838; på dette tidspunkt var Jespersen kun 34 år gammel og hadde måttet forlate sin hustru og flere små barn hjemme i Drammen for å foreta denne reisen; skrivet er utgitt i Drammen samme vinter (1838) ved Jacob Wulfsbergs trykkeri;

– les her sidene 3 – 38 :

Dyrekjøbte i Christo Jesu ! Naade være med Eder og Fred fra Gud vør Fader og den Herre Jesu Christo !

Det er ofte rindet mig i Sinde, at jeg, saa langt og saa længe fjernet fra Eder, dog idetmindste fra de fremmede Lande burde sende Eder et Brev, engang meddele Eder nogen Efterretning fra mig. Paa ganske naturlig Maade er denne Tanke opstaaet hos mig, eller rettere, har Herren fremkaldt den i mit Sind.

Jeg hører Eder jo dog endnu til, er endnu en Ordets Tjener, om til en Tid ikke iblandt Eder, saa dog for Eder; endnu er jeg ikke udenfra løst, saa lidet som jeg selv har løst mig for det Arbeide, som tilkommer mig iblandt Eder, fra det Kjærlighedsbaand, som binder mig til Eder : det er derfor ogsaa ikke alene mit Haab, at jeg igjen vil komme til Eder, men det Haab at see Eder igjen er meget mere det lysende Punkt, som under min Vandring i de fremmede Lande altid svæver for mit Øie.

Ville I ogsaa med nogen Glæde modtage dette mit Brev ? Jeg tilstaaer, at jeg er uden Bekymring derfor.

Jeg hører saa gjerne fra Eder; skulde jeg tvivle om, at ogsaa I gjerne høre Noget fra mig ? Har Nogen en Ven, og han sender denne en Hilsen, saa frygter han dog ikke, at Vennen skal forsmaae den, men sender den i den Overbeviisning, at det gode, det er, det godtmeente, Ord ogsaa vil finde et godt Sted.

Jeg har altsaa ingen Tvivl i denne Henseende. Jeg veed, at jeg har Venner iblandt Eder. Dette siger jeg ikke mig, men Eder til Ros; thi jeg veed ogsaa, hvor lidet jeg var iblandt Eder, hvad jeg kunde været, hvor ofte jeg gjorde det Onde, jeg ikke vilde gjøre, og efterlod det Gode, jeg vilde gjøre.

Ikkedestomindre skjenkede

– 4 –

I mig Eders Kjærlighed.

Mange iblandt Eder – skulde jeg mistvivle om Sandheden af Eders Yttringer i saa Henseende ? – ville sige et Ja til dette mit Vidnesbyrd; og den Herre, som gav Eder Kjærligheden til hans Ord, og derved ogsaa til mig, dets uværdige Forkynder iblandt Eder, han give Eder mangfoldigen at voxe i hans Erkjendelse og Kjærlighed, at I, fattige som I ere flere af Eder paa denne Verdens Gods – det er jo saa Herrens Viis at opsøge det Ringe og Skrøbelige – stedse maa blive meer og mere rige i Gud, rige paa alle aandelige Gaver, Gud til Ære ved Jesum Christum.

Endnu Eet er det, som bringer mig til at skrive Eder dette Brev til. I gave mig, ikke Faa iblandt Eder, navnligen ved min Bortgang saadanne Beviser paa Kjærlighed – Eders Taarer, Eders deeltagende Ønsker, Eders Løfter at ville mindes ogsaa den Fraværende, ogsaa under min Fraværelse at ville indslutte mig i Eders Forbønner, for ikke at tale om andre Beviser paa Velvillie, hvori netop denne havde mig det høieste Værd – hvor kunde jeg glemme dette, hvor kunde jeg her nære nogen Tvivl om, at en Hilsen fra den Bortvandrede vil finde dem, som modtage den med Glæde ?

Meget mere synes det mig en Pligt at sende Eder dette. Mit første Ord være derfor ogsaa Tak, hjertelig Tak for Eders Ledsagelse, da jeg drog bort. Ingen anden kunde være mig kjær som den, I gave mig. Herren har ogsaa hørt de Bønner, der ere opsendte for mig.

En forunderlig Styrke har han givet mig til at overvinde de Savn, som for den, der elsker sit Hjem, altid ere forenede med Adskillelsen derfra; den Sundhed har han givet mig, der ikke mindre er en Betingelse for aandelig Virksomhed, og dog en ufortjent Naadegave, som vi ligesaalidet kunne takke Herren værdigen for, som for nogen af de mange, han enhver Dag, enhver Time af vort Liv lader tilflyde os.

Dette har Herren givet mig; han har hidtil holdt sin

– 5 –

beskjermende Haand over mig. Men naar jeg erkjender, at dette alene kommer fra ham, takker jeg dog Enhver iblandt Eder, hvis Bønner han saaledes hørte; ligesom jeg takker Eder for den Deeltagelse, hvormed jeg hører, I saa ofte spørge om mig og glæde Eder over, at det gaaer mig vel.

O hvor kjært er mig dette, hvilken Lindring er det mig i det Savn, som Adskillelsen fra Eder volder mig. Jeg beder Eder da tillige, at I fremdeles ville indslutte mig i Eders Forbønner. Jeg har et vigtigt, ja, jeg tør vel sige det allervigtigste Embede iblandt Eder; den, som stedse skal lære Andre, behøver vel ogsaa frem for Nogen at lære sig selv. Saa inderlig, som jeg altid har ønsket at blive meer og mere dygtiggjort til dette Embede, saa ønsker jeg det ogsaa nu, ligesom det jo fremfor noget Andet var dette, som bragte mig til for en Tid at opgive et Kald, som guddommelig og menneskelig Lov bandt mig til.

Vil Nogen af Eder her sige, at det vel ogsaa kunde findes nærmere, hvad jeg søger saa fjernt, da indrømmer jeg dette; Livet er overalt en Skole, og den bedste Erfaringsskole bliver idethele vort eget Hjerte; den, som ikke forstaaer at lære der, han lærer heller ikke, om han reiser Verden rundt.

Men dog er jo ikke derfor Herrens Følelser med os, hans Kald til os alle de samme : hvad jeg ikke alene maa søge nær, men ogsaa fjernt, det finder en Anden ad en kortere Vei, og Herren vil staae os Begge bi, naar det kun er det Samme, hvad vi søge i det Fjerne og Nære : det ene Fornødne.

Jeg har altsaa afgjort denne Sag med Herren; det er beroligende for mig, og det bør være tilfredsstillende for Andre. I Tro fuldfører jeg min Vandring, og naar jeg end maa bekjende, at det er under stor Kjødets Skrøbelighed, er jeg dog heller ikke under denne Gjerning forladt af det Haab, at er jeg end ikke fuldkommen saaledes sindet, som jeg skulde være, vil Gud, naar det dog er mod det rette Maal jeg styrer mit Løb, dog ogsaa, saaledes som

– 6 –

han finder det tjenligt, aabenbare mig dette; har han begyndt, vil han vel ogsaa fuldkomme.

Men for at dette kan skee, kræves der Vaagen og Beden, af mig, og af Eder. Jeg taler som den, der anseer sin Sag for Eders Sag; og dog er der ingen hoffærdig Tanke i disse mine Ord, som skulde jeg mene, at Eders Lykke er bygget paa noget Menneske, end sige paa mig.

Men er det dog ikke saa : hvad Gud har forenet, skal Mennesker ikke adskille ? og om Herren end har tusinde andre og værdigere Tjenere, er jeg dog den, som hører Eder til, og om der end ere tusinde andre Menigheder, saa høre dog kun I mig til – som Menigheder.

Dette Baand maa Adskillelsen ikke sønderrive; den maa gjøre det endnu stærkere, at jeg, om det saa er Herrens Villie, vendt tilbage i Eders Midte, ved Eders og mine Bønner, ved Herrens Naade i dem, baade maa kunne styrke Eder og styrkes af Eder, var det endog en Apostels Ønske at komme til de Menigheder, han ikke havde seet, ikke alene for at meddele dem nogen aandelig Naadegave, saa de maatte styrkes, men ogsaa, at han hos dem maatte opmuntres ved den fælles Tro, baade deres og hans.

Dog – allerede i hvad der nu vederfares mig seer jeg Herrens Opfyldelse af Eders troende Bønner. Hvorledes – har jeg endnu kun for en Deel sagt Eder. Lad mig da her tilføie dette : en riig Mark af Erfaringer i Guds Riges Sag, blandt hvilke allerede saa mange have glædet og styrket mig, har Herren aabnet for mig; ikke alene har han givet mig Anledning til at finde – jeg taler fremdeles kun om hvad der staaer i den nærmeste Forbindelse med Guds Rige – hvad jeg drog ud for at søge; han har givet mig meer end dette, som da jo han overalt viser sig som den, der formaaer over alle Ting at gjøre langt overflødigere end hvad vi bede eller forstaae.

Meget kunde jeg derfor ogsaa nu berette Eder – hvor lidet det i sig selv er, hvad jeg formaaer at tilegne mig,

– 7 –

i Sammenligning med det, der fremstiller sig til Iagttagelse – men er det dog kun et Brev, jeg her skriver Eder til, maa jeg ogsaa indskrænke mig til, hvad idetmindste nogenledes kan passe for et saadant; thi fortryde ville I dog saa meget mindre, at jeg ikke kan gjøre dette saa ganske kort, som dette er det Første – hvad I engang før have hørt fra mig, var meer en fremmed end min Stemme jeg meddeler Eder efter 6 Maaneders Adskillelse, ligesom det rimeligviis vil blive det Sidste, I høre fra mig indtil Herren forunder mig igjen at tale til Eder med levende Røst.

Vel an, jeg vil altsaa melde Eder Noget af hvad jeg paa min Reise hidtil har iagttaget. Om Guds Rige skal det handle, er dette dog hvad der er Eder vigtigst og mig vigtigst. Jeg tænker mig Eder, Enhver iblandt Eder, som har Herrens Aabenbarelse kjær, spørgende med Begjerlighed : hvad har Du dog i denne Henseende erfaret, Glædeligt eller Sørgeligt, i de Lande, Du har besøgt ? (det være her bemærket, at min Reise hidtil strakte sig til Danmark og nogle af Tydsklands Stater, saasom Kongeri gerne Hannover, Sachsen og Preussen).

Og som I spørge, saa vil jeg svare : hvad jeg synes mig at have seet.

Om Andre kan jeg ikke tale uden forsaavidt jeg kan bevidne, at jeg overalt har hørt af Troende, hvad der stemmer overeens med de Iagttagelser, jeg nu vil meddele Eder.

Af denne Grund, og fordi det overalt er efter Ordet, jeg har prøvet hvad der har fremstillet sig for mig, paa Grund af min Tillid altsaa til den Sandhed, der lever i Menigheden og i Ordet, er det jeg tør antage, at jeg idethele ikke har ladet mig føre vild i hvad jeg har troet at see. Hvad der alligevel mod mit Vidende og Villie – ved den Ufuldkommenhed som er forbunden med al menneskelig Iagttagelfe ikke maatte stemme med Sandheden, deraf afvende Herren Skaden baade for Eder og mig !

– 8 –

Det er naturligt, at min Tanke først falder paa hvad Glædeligt jeg har erfaret. Dermed begynder jeg da ogsaa, idet jeg fremfor noget Andet bringer Eder det glædelige Budskab, at det samme Guds ved hans Propheter og Apostler aabenbarede Ord, som nu forkyndes Eder og er Grundvolden for Eders Tro og Haab – forsaavidt Eders Liv er blevet et Troens og Haabets Liv – det har jeg ogsaa hørt forkynde i de fremmede Lande, jeg har besøgt. Det forundre Eder ikke, at jeg skriver Eder, at Christendom forkyndes i Lande, som jo ogsaa kaldes christne. Dette er ikke en saa naturlig Sag, som det for et Øieblik kan synes, synes den, som er ubekjendt med, hvorledes Menneskene kunne tilslutte Øinene ogsaa for det allerklareste Lys, forherde sig ogsaa mod den meest velgjørende Sandhed.

Vistnok er det saa, at omtrent tusinde Aar ere forløbne siden det Navn, hvori alene er Salighed, ogsaa i disse Lande fandt Tilbedere : i Kraft af det Ord, som forkyndtes i dem.

Men holdt Menneskene ogsaa stedse fast paa dette Ord ? holdt navnligen de fast derpaa, som vare satte til Vogtere for Helligdommen, saa fik det Kald at gjengive det Ord, der var dem betroet, for at de som troe Huusholdere skulde uddele det tik alle dem, der vare i Huset ?

Jeg vil tie om de fjernere Tider og kun holde mig til de nærmere, som I selv, alle Ældre iblandt Eder, have oplevet. Apostelens Ord : »Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelinm, det Korsets Ord», stod der endnu til en Paamindelse gjennem alle Tider, at Disciplene skulle ikke ville noget andet end deres Lærere.

Endnu hedte vel Landene christne; men dog var Christendommen veget bort fra dem. Da skete det ret som skrevet staaer : »Hedningerne søge Viisdom,» og saa ringe blev efterhaanden de Prædikanters Tal, der kunde sige med Apostelen : »Vi prædike den korsfæstede Christum», at deres Røst snart blev som en Røst i Ørken.

En Vantroens Strøm udgød sig fra Vesten mod

– 9 –

Østen, fra Sønden mod Norden og rev med sig de mange Tusinder og atter Tusinder, der ikke holdt fast ved Klippen, som endnu stod der i den brusende Strøm, trodsende Menneskenes Bestræbelser.

Da var, under al Tale om Sandhed, dog den ene Sandhed forsvunden, saavidt Menneskene kunde bringe det dertil – thi selv var den endnu, ligesom den altid vil blive, om ogsaa alle Mennesker bliver Løgnere – Sandhed og Frelse søgte nu Enhver hos sig selv, ikke i Ordet, i Aabenbaringen; ikke denne skulde nu være Læreren, Enhver vilde selv være sin Lærer; eller om Nogen ikke vilde det, hvor skulde de gaae hen ?

I Herrens Huse erfarede man snart, at man egentlig allerede havde, hvad der nu bødes i disse, den Sædeligheds Lov, som heller ikke Hedningen mangler.

Man blev derfor heller borte, og saaledes sønderreves ikke alene Baandet mellem Gud og Menneskene, sønderrives maatte ogsaa det Baand, der bandt Menneskene til hinanden indbyrdes.

Fremmedt eller Eder Uvedkommende ville I ikke ansee, hvad jeg her har skrevet. Hvad Verden kalder fremmedt, det er ikke saa for den Christne. Vare end vi i Norden tilsyneladende blevne befriede for, hvad vore Brødre i Syden maatte lide saa tungt under, de vare dog vore Brødre; og nu desuden, hører dog ikke dette Guds Riges Natur til, at hvor eet Lem lider, der lide de andre med ?

En ganske særegen Grund var ogsaa netop dette mig til at omtale hvad der saaledes foregik i det Fjerne. Jeg har jo nemlig derved tillige talt om en Sag, der vedkommer os selv ligesaa meget som den vedkommer hine, ja jeg siger det med den fuldeste Overbeviisning : den vedkommer os ligesaavel som hine, og jeg veed, at I, som ere enige med mig i Tro, I ere ogsaa enige med mig heri; jeg har hørt det af Eders Mund, ligesom I have hørt det af min.

Vantroen greb ogsaa Norge, og udbredte sig, hvor mange enkelte Egne der end monne være blevne frie

– 10 –

for den, som en ødelæggende Smitte baade paa Landet og i Byerne.

Gjenkalder Eder, I Ældre, som iagttoge hvad der skete om og med Eder, og som nu have den Prøvesteen, hvorpaa Sandheden alene kan prøves, hvad det var for en Viisdom, der bibragtes Eder i Eders Barndoms og Ungdoms Dage forsaavidt disse ikke faldt i den gode Sandheds og Enfoldigheds Tid, der gik foran Løgnens –, hvad der lærtes i Kirkerne og Skolerne, af Præsternes og Lærernes Mund ikke mindre end af Bøgerne.

– Og lad os ikke alene gaae tilbage, lad os see hen til, hvad der endnn findes iblandt os, og den Aand, som er herskende indtil denne Dag, skal vise sig os som et kun altfor gyldigt Beviis for, hvad det var for en Aand, som i Vantroens Tid trængte ind ogsaa iblandt os i Norden, ligesom den udgik fra Sønden.

Sandsen for det opgivne Gode er vakt paany, det er sandt; med det sande Ord har ogsaa Sandhedens Aand igjen begyndt at virke iblandt os, eller rettere : Menneskene have igjen begyndt at aabne Hjerterne for de Aandens Virkninger, der altid ere de samme; vi have Grund til at haabe for Fremtiden.

Men kunne vi dog derfor negte, at indtil denne Dag lever egentlig ikke Christendommens Aand iblandt os : den Aand, som føder nye Mennesker; den Aand, som sætter Guds Riges Sag over alle andre; den Aand, som ved Alt kun tænker paa : hvorledes kan Guds Navn blive mere helliget iblandt os, hans Rige komme stedse nærmere til os, hans Villie altid skee i større og større Fuldkommenhed her paa Jorden, som hans hellige Engle gjøre den i Himmelen ?

Den Aand, som forsmaaer al Ære, al Nydelse, al Glæde, al Vinding, var det end al Verdens Rigdom og Herlighed, hvorved Sjælen lider Skade; den Aand som ikke lader Nogen leve for sig selv eller sine Nærmeste alene, men forener Alle til en Menighed, en Kirke, et Samfund af Hellige, der give hinanden hvad der er meer end alle Gaver, hvad der er meer end Guld og Sølv :

– 11 –

 

Kjærligheden, som er Fuldkommenhedens Baand; den Aand, der ligesaavel lader os bekjende til Salighed, som troe til Retfærdighed, der ikke skammer sig ved sin Herre og Gjenløser heller ikke i den Verden, der ikke kjender ham og ikke kan kjende ham; den Aand endelig, som med alt dette dog lader os føle os som de Ringeste af Alle, i Ydmyghed og Sagtmodighed lader os vandre ham efter, som, skjønt han fra Evighed var Verdens Herre, dog fornedrede sig selv, fra sin evige Herligheds Throne steg ned paa Jorden, ikke for at kaare sig Menneskene til Tjenere, men for selv at blive en Tjener og give sit Liv til en Gjenlssnings Betaling for de Mange – denne Aand, siger jeg, lever ikke iblandt os, det er : har den end hist og her grebet Flere – o det veed jeg vel – saa spores den dog ikke i Samfundet, som en Aand, der har grebet dette og stillet sig i Kamp mod Verdens Aand, hvilken vi vel vide altid vil være den herskende, men som dog derfor maa bydes Modstand, og alene kan bydes kraftig Modstand, hvor en Forening af de enkelte Kræfter finder Sted, hvor den Ene understøtter den Anden og Alle understøttes af den ene og samme Sandheds og Kraftes Aand.

Den Gud, hvem jeg søger at tjene, om end i Skrøbelighed, saa dog i Oprigtighed, han er mit Vidne, at skriver jeg dette for at bedrøve Eder, saa er det ikke for at volde Eder Verdens Bedrøvelse, men Bedrøvelsen til Omvendelse som Ingen fortryder.

Jeg maa sige, hvad jeg anseer for Sandhed, skjønt mit Kjød vil egentlig altfor gjerne den Menneskegunst, det Verdensbehag, som jeg veed jeg taber ved at tale saaledes og ikke anderledes; Vægteren, mener jeg, raaber Brand indtil man iler til for at slukke, ja selv længere Tid efter, at altid Flere og Flere kunne komme til, og ville de Mødende sige til ham : «Ti dog stille, hvortil hjelper al din Raaben ?» tænker jeg hans bedste Svar er det, at han fortsætter hvad han har begyndt, hvad hans Foresatte kræve af ham.

– 12 –

De som mene, at den, der er sat til en Vægter i Guds Stad, ikke af sin Foresatte, som har skrevet sin Lov i Bøgernes Bog, har faaet et saadant Bud, de ransage denne Bog tilbunds, og tale ikke blot om dens Aand, og dømme saa !

Dog – jeg vilde nu egentlig blot vise, at hvad jeg før sagde om Vantroen her i Syden, det vedkommer ogsaa os i Norden, og Beviset kunde jeg kun føre af Livet. Ikke dog, at jeg vil anmasse mig at afgjøre, at de vort Kirkesamfunds Brøst, som jeg her har antydet, alle komme fra hiint Tidspunkt alene, og ikke fra noget andet; men aabenbart er det, at de staae saaledes i Forbindelse med den Vantroens Tid, som vi have omtalt, at vi kunne ikke afsondre dem derfra.

Selv hvor Herren finder dem, der udstrøe hans den gode Sæd, Livets Ord, vide vi jo, at den Onde er tilstede og saaer den slette Sæd blandt den gode, hvor meget mere maa han saae den der, hvor ingen god Sæd udstrøes.

– Saaledes ville I da ogsaa nu tilfulde forstaae, hvorledes jeg kunde melde Eder det som det første Glædensbudskab fra de Lande, jeg har besøgt, at jeg har hørt Guds rene Ord prædiket i dem. Og ikke paa enkelte Steder alene har jeg hørt det, men paa mange forskjellige. Et nyt Liv har begyndt at bevæge sig i Landene, Ordet finder atter dem, som forkynde det ikke alene puurt og reent, men ogsaa med Kraft og Frimodighed.

Derover har jeg glædet mig, og derover ville ogsaa I glæde Eder. Herligheden i Verden maa vise sig for os hvordan den vil, dog bliver det sandt, at den er som Græssets Blomster; som Græsset visner og dets Blomster falder af, saa falder ogsaa al menneskelig Herlighed; ja hvad mere er : selv Himlene skulle forgaae, de skulle alle blive gamle som et Klædebon. Men da bliver Ordet, det Ord, som forkyndtes vore Fædre og er opbevaret til os i de Hellige Skrifter.

Dette Ord er det, der giver os Livet, som skrevet er : «Livet og Uforkrænkeligheden kom for Lyset ved Evangeliet», og atter :

– 13 –

«Ved Sandhedens Ord føder Gud os»; dette Ord er det ogsaa alene, som kan bevare Livet i Kampen mod vor Saligheds Fiender. Da vi ikke alene have Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Ondskabens hele aandelige Hær, skulle vi tage Guds Rustning paa, staaende med Fødderne ombundne med Færdighed i Fredens Evangelium og med Aandens Sværd, som er Guds Ord.

Ogsaa her hedder det : «Lærer af mig !»

Fristes vi i Liighed med vor Frelser, skulle vi ogsaa stride i Liighed med ham, med Ordets Vaaben, og Djævelen skal forlade os og Englene tjene os. Dette er Ordet, over hvis Prædiken i Landene vi glæde os tilhobe, Brødre og Søstre, idet vi see, at derfra, og ikke fra den menneskelige Viisdom, kommer Livet og Kraften og Saligheden.

– Jeg siger med Forsæt : vi glæde os over dette Ords Prædiken. Eller behøve maaskee ikke Vi mere den levende Forkyndelse, Ordets Prædiken, saaledes som de behøvede den, for hvem Ordet først forkyndtes, da det hedte : «Hvorledes skulle de troe paa den, om hvem de ikke have hørt, og hvorledes skulle de høre uden der er Nogen, som prædiker ?»

Seer jeg hen til mig selv og tænker paa, hvad jeg formaaer, som er een af disse Prædikanter, eller seer jeg idethele hen til, hvad Mennesket formaaer, da fristes jeg vistnok til at svare Nei til dette Spørgsmaal.

Det Samme vil jeg ogsaa svare, naar jeg retter mit Øie opad, naar jeg feer hen til ham, fra hvem Ordet udgaaer – «udsender han sin Aand, da skabes de, og han fornyer Jordens Skikkelse» – han trænger visseligen ikke til Mennesketunger for at bringe sit Ord ind i Menneskehjerterne. Men har han alligevel betjent sig af dette Middel, skulle ogsaa vi agte, hvad han har agtet, ansee som et Middel i hans Haand til Sandhedens Udbredelse, hvad han har brugt som et saadant.

Nu seer jeg bort fra mig selv, at jeg Intet er, at Denne og Hiin, hvor udmærket han forresten

– 14 –

monne være, Intet er, og seer kun hen til hvad Herren har gjort; thi da finder jeg ikke alene, at da endnu intet skrevet Ord var – det Ord ikke var, hvorved Livet og Uforkrænkeligheden bragtes for Lyset – bragte det levende Ord det nye Liv ind i Menneskeslægten; men jeg finder ogsaa, naar jeg seer hen til hvad der er skeet i Kirken efter hiin første Tid, at hvor det fremdeles fremkaldte Liv i det Døde, der betjente det sig ogsaa altid – eller Aanden i det – af levende Tunger.

Den Fest, som for faa Maaneder siden feiredes trindt om i Norges Land, maa erindre os om dette. Ogsaa i hine Vantroens Tider, hvorom jeg før skrev, var jo visseligen dog endnu det skrevne Ord i mange eller vel alle Menigheder; men hvor var det i Hjerterne uden der, hvor det ogsaa fandt Prædikanter ? Da kunde man anvende Prophetens Ord : «Hvorledes sige I : vi vide, hvad ret er og have de Hellige Skrifter for os : er det dog idel Løgn, hvad Eders Skriftlærde fastsætte».

Jeg kan derved ikke ville nedsætte Eder Herrens Gave, som blev denne ringere fordi den maa bruges saaledes og ikke anderledes. Ordet som Guds Ord bliver evig det samme, om alle Menneskenes Børn kunde forene sig om ikke at bruge det; men fordi vi ikke blive de samme, om vi lade det ubenyttet, lade være at prædike det, lade være at høre det, derfor prædike vi det og derfor høre vi det, og læse det, ransage det derhos.

Begyndte jeg, mine Brødre, med at berette Eder, at jeg har hørt Guds Ord prædiket hvor jeg har været, da har jeg derved allerede paataget mig den Forpligtelse tillige at lade Eder vide, om jeg ogsaa har fundet, at det prædikede Ord høres. Nu altsaa Noget om mine Erfaringer i denne Henseende; jeg har jo havt den samme Anledning til at gjøre dem her som hist. Har jeg nu paa en Maade for en Tid udelukket mig fra at prædike Ordet,

– 15 –

er det naturligt, at jeg desto begjerligere benytter den Anledning, som gives mig til at høre det. Men hvilken Glæde var det mig da, saa ofte jeg, naar Herrens Dag kom, ogsaa besøgte Herrens Huus, at blive vaer fast overalt, hvor jeg kom hen, at Ordet lyder dog heller ikke ud i Verden uden ogsaa at finde dem, som annamme det (Ordet vender ikke tomt tilbake/red.).

Medens i hine Vantroens Tider, da det forstandige Menneskeord forkyndtes, de før saa flittigen besøgte Gudshuse efterhaanden meer og meer bleve tomme, vende Menighederne nu igjen tilbage for at høre det enfoldige Evangelium.

Vel troer jeg, at hvad Apostelen skriver : «Betragter, Brødre, hvo de vare, som bleve kaldte, ikke mange Vise efter Kjødet, ikke mange Mægtige, ikke mange Fornemme», at dette ogsaa nu finder Anvendelse – verdslig Viisdom, jordiske Skatte (paa hvilke saa Manges Magt alene er bygget), Ære af Menneskene, o de, som have vundet dette Høie, de tragte ikke gjerne efter det Lave. Men dog viser det sig, at det ogsaa nu efter Frelserens Ord er med Himmeriges Rige, som med et Vad (fiskenot/red.), der kastes i Havet og samler af alle Slags Fisk.

Ogsaa Mægtige og Fornemme har jeg hist og her fundet paa min Vei – og jeg har hørt om Flere – der vidste ingen anden at gaae hen til end til ham, som har det evige Livs Ord, der skammede sig ikke ved at være Disciple hvor dette er Læren, hvem Herrens Huus ogsaa ret egentlig var deres Huus, og af hvem tillige det Ord, som de hørte i Kirken, læstes og betænktes i Eensomhedens Timer.

«Mine Faar høre min Røst, siger Herren, og jeg kjender dem, og de følge mig».

En ganske særegen Opfordring føler jeg her, da ogsaa jeg nu stedse kun kan være som Tilhører i Herrens Huus, til at skrive Eder om Ordets Hørelse, og idethele om Samlingen af de Flere paa de indviede Steder. O hvilke salige Timer har jeg paa denne min Reise tilbragt i Herrens Huse. Ingensteds, selv hvor jeg finder ei alene

– 16 –

gjestfri, men endog broderlig Modtagelse, finder jeg mig hjemme som her. Jeg føler, uden at gjøre mig selv Regnskab der for, at den samme, der aabner mig de ham viede hellige Steder i mit Fædreland, i Eders Stad og min Stad, ham er det ogsaa, som her samler Gjesterne om sig, som bereder Maaltid for Sine og er ikke borte fra dem, som han har indbudet.

Ja med Sandhed kan jeg sige, at de Timer, som jeg saaledes tilbringer i Herrens Huus, hvor jeg hører Guds Ord forkyndt fra den troende Ordets Tjener, hvori jeg hører Herrens Priis fra de Manges Læber, og selv kan slutte mig til de Mange, at disse Timer ere mig salige Timer. Da, naar jeg overskuer denne Skare og i Sang og Bøn og Betragtning forener mig med den, o da føler jeg ret : her er godt at være; da er det mig som seer jeg den forud de Helliges Forening for Herrens Ansigt, da vi altid skulle være hos ham og Intet afbryde vor Priis, Intet tage vor Glæde fra os.

Og hvad jeg føler paa det hellige Sted, det veed jeg, at der ogsaa ere dem, som føle med mig, saavist som der endnu er et Samfund af Troende og en Aand, der forener dets Lemmer med hinanden, ligesom den forener dem med Herren.

Vil jeg maaskee ved at skrive Eder dette kun lægge Eder skjønne Følelser tilskue ? Nei, ogsaa det veed jeg, at enhver sand og god Følelse giver alene Guds Aand i saadanne Timer som i enhver anden, at er der Noget, som vi selv have Grund til at skamme os ved, saa er det ved vore egne Hjertes Tanker, der ere onde fra Ungdommen af.

Og saaledes er det jeg nu, idet jeg seer bort fra min egen Ureenhed, og alene seer hen til, hvad Herren giver, fremdeles tør spørge : Følte ogsaa du hiin Fryd, som Samlingen med Brødrene hos Herren skjenker, der lader Herrens Dag være dig som de andre Dage, viet Omsorgen for dette Livs Fornødenheder ? Eller følte du den, som, saa ofte Herrens Dag kommer til dig, kun tænker paa, hvorledes du ogsaa skal nyde

– 17 –

den bedst, tilbringe den behageligst i Adspredelser og Forlystelser ? Eller følte vel endog du den, som, om du end ikke deelte denne Skyld med de Mange omkring dig, dog heller ikke, om det end stod til dig, naar Herrens Dag kom, samlede dig med Brødrene, men heller blev alene eller kun blandt dine Egne ? kunde du ogsaa her istemme Lovsangen saaledes som den lyder hist ? kunde du ogsaa her slutte dig saaledes med Kjærlighed til den Menighed, hvoraf du er et Lem, som du kan det, hvor du seer den omkring dig ?

Jeg lader dig selv besvare disse Spørgsmaal. Vist er det, at Christendommen ikke binder os til nogen ydre Lov her eller andensteds, men lader os Alle frie, frie med den Frihed, som Sandheden giver.

Men skulde ikke, om du vil agte paa dens Tale, netop denne Sandhed sige dig, at er du et Lem af det ene og samme Legeme, hvis Hoved Christus er, da maa du ogsaa ansee dig og opføre dig som den, der hører det til ?

Afsondringens Aand er ikke Christendommens Aand, her hører Samfunds og Kjærligheds Aand hjemme, den Kjærligheds, der forener os med Brødrene : men da heller ikke mindre den, der forener os med Ham, som har givet os at kunne kalde hinanden Brødre, idet han gjorde os til sine Børn i Christo Jesu.

Jeg veed ikke, hvad du tænker derved; men jeg kan aldrig bede den første Bøn i Fadervor : «Helliget vorde dit Navn !» uden at tænke paa den Dyrkelse og Tilbedelse, som vi førend noget andet skylde vor Fader, der er i Himlene. Vi maa begynde med at hellige Guds Navn, det er : vi maa førend noget Andet give Gud den Ære, som ham tilkommer, vel ikke som Noget, han trænger til, men som Noget Skabningen føler, at den maa give sin Skaber først af Alt, og som den Christne føler paa en ganske særegen Maade, idet han i Skaberen ogsaa tilbeder sin himmelske Fader.

Først da, naa vi have begyndt med at hellige Faderens Navn, kan Faderens Rige, der tillige er Sønnens Rige,

– 18 –

komme til os, og dette blive vort Liv, at vi kjende ham, den eneste sande Gud og den, han udsendte, Jesum Christum.

I Kraft af dette Liv, som Borgere i dette Rige, ville vi da ogsaa først kunne gjøre Faderens Villie, idet Talsmanden, den Hellig Aand, som Faderen sender i Sønnens Navn, lærer os den og minder os om den.

Er denne Sammenhæng en naturlig, i Herrens Ord og Guds Riges Natur begrundet, saa see I, mine Brødre, tillige heraf, hvorledes den Gudsdyrkelse, hvorom jeg har skrevet, Tilbedelsen i Herrens Huus og i Brødres Samfund, ikke er Noget, der skal fremtræde afsondret fra et helligt Liv, men i uadskillelig Forbindelse dermed.

Vi troe ikke, at al ydre Dyrkelse er Noget, hvor ikke det hellige Liv er der tillige; men vi troe heller ikke, at det hellige Liv kan være der, hvor ingen Gudsdyrkelse er. Derfor var det mig vigtigt og glædeligt, hvor jeg kom hen ogsaa at finde denne, og derfor, ikke mindre end fordi Ordet først maa høres, dersom det skal kunne bevares og bære Frugt, har jeg skrevet Eder det som noget Glædeligt, at Gudshusene ialmindelighed dog ikke nu findes tomme, som de engang fandtes, men tvertimod, at Ordet synes at finde flere og flere Tilhørere og Herren flere og flere Tilbedere –.

Kunde jeg nu endelig ogsaa melde Eder noget ret Glædeligt med Hensyn til det christelige Liv, jeg har fundet, hvor jeg er kommen hen. Jeg kan dog heller ikke ganske forbigaae dette, skjønt jeg ikke negter, at I deels kunde finde det overflødigt, da Guds Ord jo ogsaa her maa stadfæstes, «at ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og kommer ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gjør den frugtbar, at den giver Sæd, saa er det ogsaa med Herrens Ord : det kommer ikke tomt igjen til ham»; deels kunde det ogsaa synes Eder, som jeg saaledes vil tale om, hvad det er altfor vanskeligt at iagttage, ja umuligt for

– 19 –

noget Menneske at iagttage ganske. Og dette er det og, saa jeg nu, ved at skrive Eder om det christelige Liv, jeg har forefundet, allerførst vil tilstaae.

Hvad jeg hidtil har skrevet Eder har jeg kunnet høre og see; men er det ogsaa saa med Livet ? O, lad os dog aldrig glemme, at det er med Gudsrige, som vor Frelser har sagt, ”at vi kunne ikke pege derpaa og sige : See her er det, eller see der er det; thi Guds Rige er inden i os»; lad os aldrig glemme, at de Christnes skjønneste Prydelse er «Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen».

Hvor ville da vi tiltage os Dommen ? Herren er den, som os dømmer, som og skal føre for Lyset hvad der er skjult i Mørket og aabenbare Hjerternes Raad. Men det er jo dog ogsaa sagt i denne Skrift, hvori disse Ord findes, at Træet kjendes paa dets Frugter, at vi skulle beflitte os paa det Gode for alle Menneskers Aasyn, ligesom det er sagt – hvad der næsten synes at være overgivet til Forglemmelse i Christenheden, ja endog at betragtes som noget uchristetigt – «at vi skulle holde os fra enhver Broder, som omgaaes uskikkeligen, og ikke efter Evangeliets Lærdom – dette byde vi Eder i vor Herres Jesu Christi Navn», skriver Apostelen Paulus. Vi maa da altsaa ogsaa kunne dømme om det Liv, som træder os imøde, naar vi kun først dømme os selv, naar vi dømme i Ydmyghed og Kjærlighed, og dømme ikke efter vor egen Regel, men efter den som er givet os i Ordet.

Og derfor er det jeg nu heller ikke kan forbigaae dette Punkt, undlade at skrive Eder noget om det christelige Liv, jeg har forefundet, hvor jeg er kommen hen, jeg siger jo ogsaa om det Liv, jeg har fundet, om andet kan jeg ikke tale, skjønt jeg jo vel veed, at det kun er Enkelt og Lidet, hvad der har fremstillet sig for mit Øie; om det meget Mere, som jeg ikke har seet, være det langt fra mig at dømme.

I, som dele min Tro, ville allerede forud vente, at jeg her har det mindst Glædelige

– 20 –

at sige Eder : hvor Mange kunne prædike Guds Ord for Andre uden først at have prædiket det for sig selv ! hvor Mange kunne slutte sig til Guds Huus og dog udelukke sig fra Guds Liv !

Men noget Glædeligt kan jeg dog ogsaa her meddele Eder. Hist og her har jeg ogsaa truffet Mennesker, hvis Liv vidnede om, at de hørte Herren til, og det har jeg tillige fundet, at det sande chriftelige Liv overalt er sig selv ligt.

«Aandens Frugter ere Kjærlighed, Glæde, Fred», har en Apostel skrevet, og vel kan den Troendes Liv ikke betegnes bedre end Apostelen har gjort det her – jeg siger : den Troendes; thi kun om ham er der Tale hos Apostelen, saavist som det er Sandhed efter Evangeliet, at Aanden, om hvis Frugter han taler, kan ikke annammes af Verden : den gives kun dem, som troe – Beviset ville I finde i Apostelen Johannes’s Evangelium i det 14de Capitels 17de Vers og i det 7de Capitels 39te Vers, for kun at nævne disse tvende Steder –.

Iblandt de Dyder, som udmærke den Troendes Liv, nævner altsaa Apostelen først Kjærligheden, Budenes Begyndelse ligesom deres Ende; thi hvo som ikke elsker, kjender ikke Gud, da Gud er Kjærlighed. Den samme Dyd, der fra Begyndelsen var den første, hvilken vi derfor ogsaa finde nævnet som saadan allerede i det Gamle Forbund, den er det ogsaa i det nye : «derpaa skulle Alle kjende, at vi ere Jesu Disciple, dersom vi have indbyrdes Kjærlighed». Paa den Kjærligheds Aand, som hviler over de Troende, erkjende vi først, at de ere det; thi denne Aand lader sig ikke uden Vidnesbyrd, hvor den har taget Bolig.

Jeg har ogsaa i den Verden, jeg nu har lært at kjende, erfaret, at det forholder sig saa. Hvor jeg fandt Troende, der fandt jeg ogsaa overalt Kjærlighed; den traadte mig imøde, og jeg saae den traadte Andre imøde paa samme Maade .

Jeg saae Velvillie, Mildhed, Sagtmodighed, Ydmyghed, Sømmelighed, og da spurgte jeg mig ikke selv : skulde her ikke være Troens

– 21 –

Kjærlighed ? Jeg saae den for mig, og fandt mig vel i dens Selskab, selv hvor jeg ikke kunde være Vidne til dens egentlige Virksomhed : var den der, ikke blot som den naturlige Dyd, ogsaa Vantroens Børn kunne besidde, men som en Frugt af Aanden, har den vel ogsaa lagt sit Væsen for Dagen i gode Gjerninger.

Efter Kjærligheden nævner Apostelen ogsaa Glæde og Fred som det, der betegner det troende eller christelige Liv. Og ak, nu vide vi vel, at de, som have vundet disse kostelige Goder, de have dem i megen Skrøbelighed, ja forenet ogsaa med megen Sorg, som Verden ikke kjender fordi den ikke kjender Synden, Sorgens Kilde.

Vi vide ogsaa, at de begge høre saa aldeles til de Dyder, der udgjøre det indre Menneskes Væsen, at vi ikke kunne dømme saaledes om dem som om flere andre Troens Frugter.

Men er det saa, hvor meget mere glædes vi da, naar vi blive vaer, hvorledes Troen dog ogsaa i disse Virkninger overalt bærer Vidnesbyrd, selv synlige Vidnesbyrd om sig.

Hvor det Indre er renset – og «ved Troen renser Gud vore Hjerter» – der fremtræder ogsaa det Ydre saaledes; til Kjærligheden komme Freden og Glæden og forklare det hele Menneske; her hedder det : «Det Gamle er forbiganget, Alt – ogsaa hvad der træder det legemlige Øie imøde –er blevet nyt».

Derfor er det jo ogsaa en almindelig Erfaring, at de Troende kjende hinanden saa snart, hvor de end mødes : det aandelige Slægtskab træder synligt frem ligesom Kjødets almindelig. Troen ophæver jo visseligen ikke den naturlige Sindstilstand eller Charakteer, der betegner Mennesket for sig og som forskjelligt fra Andre, den renser og forædler den kun, eller meget mere : Troen fornyer det Menneske, som er der, sætter ikke et andet isteden, og i den Forstand bruger Skriften de stærke Udtryk : «Aflægger det gamle Menneske, og ifører det nye».

Men i denne Fornyelse, hvis Væsen er Kjærlighed, Glæde, Fred, er ogsaa Eenheden given, hvori de Troende ligesaavel adskille sig fra

– 22 –

Verden, som gjenkjende hinanden indbyrdes, en Eenhed, der under al Forskjel i Anlæg og Gaver, altid vil blive; saavist som den Aand, der giver det nye Liv, kun er een.

Dog – have vi end nu kun betragtet Glæden og Freden hos den Troende som Noget, der ikke uden taust giver sig tilkjende, om end ogsaa saaledes tydeligt nok, skulle vi dog heller ikke glemme, at de have ogsaa, navnligen Glæden, et Sprog, hvormed de træde os imøde. Er det os ikke altid, naar noget ret Glædeligt meddeles os, som kan Hjertet ikke rumme det ? Det har du jo vistnok ofte erfaret.

Hvad Under da, at hvor det glædeligste Budskab, Budskabet om Frelsen for Sjælen, er modtaget, at ogsaa der er en Glæde, som gjerne meddeler sig.

«Munden taler af Hjertets Overflødighed»; det erfare vi i Verden, idet vi der altid høre tale om Verdens Ting, det erfare vi ogsaa i Guds Rige, blandt de Troende.

Tro og Bekjendelse ledsage hinanden : hvor vi ikke finde denne, vil heller ikke hiin være, idetmindste ikke af den rette Art. Er det ikke netop denne Sandhed, som ligger i Skriftens Ord : «Med Hjertet troer man til Retfærdighed, og med Munden bekjender man til Salighed ?»

Og naar den samme Skrift atter siger : «Hvo som bekjender Sønnen for Menneskene, den vil og Sønnen befjende for sin himmelske Fader», tør jeg da troe, at dette vil blive den saliggjørende Bekjendelse, at jeg blot ikke negter ? Nei, «Viisdommen oplader de Stummes Mund, og gjør de Umyndiges Tunger klart talende; dette er Troen, at Ordet er mig nær, i mit Hjerte og i min Mund»; «thi dersom jeg bekjender den Herre Jesum med min Mund, og troer i mit Hjerte, at Gud opreiste ham fra de Døde, da skal jeg blive salig».

Det er ikke blot almindelige Betragtninger jeg her har villet anstille over det christelige Liv som et Fredens og Glædens og Bekjendelsens : jeg har ogsaa her talt af Erfaring og netop fra denne – eftersom det jo her er min Hensigt at skrive Eder om det christelige

– 23 –

Liv, jeg har forefundet – hentet Trækkene til den foregaaende Skildring.

Uforglemmelige ville disse Erfaringer blive mig, uforglemmelige ville de blive mig de Brødre og Søstre, som jeg fandt adspredte hist og her, paa forskjellige Steder, i forskjellige Lande, med forskjellige Vilkaar, og dog Eet med mig i Tro, Eet med mig i Bekjendelse, hvilken de heller ikke holdt tilbage for den Fremmede, men frit udsagde, som Verden ogsaa med den Fremmede taler frit om Verdens Ting.

Vi søgte ikke en Gjenstand for vor Samtale : den var givet i det, som var os paa begge Sider kjærest. Dette var vor Selskabs-Glæde : vi toge den med ogsaa naar vi skiltes fra hinanden.

Herren give dem og mig og Enhver, som søger, Naade til altid meer og meer at blive befæstede i den Kjærlighed og Fred og Glæde, som vi her bære i skrøbelige Leerkar, i saa stor Ufuldkommenhed, saa at vi, «forglemmende hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, maa ile mod Maalet, til det Klenodie, som hører til Guds Kald herovenfra i Christo Jesu !»

Ogsaa om det christelige Liv, jeg har forefundet, hvor jeg er kommen hen, har jeg da kunnet melde Eder noget Glædeligt, og som det var mig til Bestyrkelse, hvad jeg i denne Henseende har erfaret, saa haaber jeg det ogsaa vil være Eder til nogen Bestyrkelse og Opmuntring, hvad jeg derom har meddeelt.

Det staaer da nu tilbage at tale om det Forhold, hvori mine glædelige Erfaringer have fremstillet sig til de sørgelige. Havde jeg kun fundet hiint, skulde jeg ogsaa kun have skrevet derom; men da jeg overalt tvertimod kun har fundet det Glædelige som blandet ind med i det Ikke-Glædelige, kan jeg heller ikke forbigaae vette Sidste.

Gud veilede mig til Sandheden, at jeg i den ogsaa maa anstille den Betragtning af Livet idethele, hvor jeg har seet det, hvilken jeg nu vil og efter det Foregaaende skylder at meddele Eder : er der Sandhed i hvad jeg siger, mener

– 24 –

jeg, at Sandheden ogsaa vil stifte den Gavn, som Løgnen ikke kunde stifte.

Det er med mig, som det maaskee er med de Fleste, der have Guds Ord kjært, at, under vor Ærbødighed for det Hele, enkelte Sprog fortrinligen have grebet os, eller idetmindste oftere minde sig os end de fleste andre.

Jeg vil ikke tale om de Steder, der, fordi de have det Eiendommelige ved sig, at de i sig indslutte den hele Rigdom af Guds Naadeforanstaltninger, engang ligesom ere blevne det fælles Løsen i den hele troende Verden; der ere ogsaa saadanne, hvis Indhold ikke er af denne Beskaffenhed, vi kunne meget mere sige, af en ganske modsat, og som dog minde sig os ikke sjeldnere end hine.

Saa er det, hvad mig angaaer, med tvende, der indeholde Udsagn af Frelseren selv og af den Discipel, han fortrinligen elskede (Johannes/red.); det ene dette hos Apostelen Mathæus i hans Evangeliums 20de Capitel : «Mange ere kaldede (til Guds Rige), men Faa ere udvalgte»; det andet i Johannes’s første Brev, et af de sidste Vers : «Vi vide, at den ganske Verden ligger i det Onde».

Og spørger jeg mig selv, hvorfor vel disse Steder beskjeftige mig saa meget, da finder jeg Grunden i en dobbelt Modsætning; den ene i mit eget Kjød, der frister mig til ligesom at trodse mod Sandheden og erklære at Ord som dette, at kun Faa ere udvalgte, stridende mod den Guds Kjærlighed, der vil, at alle skulle blive salige og komme til Sandheds Erkjendelse; den anden Modsætning finder jeg i Verden, i dens Tanker, som jeg mener ere aabenbare nok, og hele Virksomhed. Jeg betragter denne Verden, jeg lægger Mærke til, hvorledes den overalt færdes, hvor liig den overalt er sig selv : hvor fjernt ligger fra al denne urolige Bevægelse, fra al denne rastløse Higen efter Vinding, efter Nydelse, efter forfængelig Ære Tanken om, at Enden vil blive Fortabelse – noget Udvalgt vil

– 25 –

man dog ikke finde i hine Ting – en Tanke som den : at Verden ligger i det Onde.

Før disse Ord fra Bibelen og Prædikestolen ind i Livet, saa skal du see, hvorledes de blive modtagne; siig trøstig, hvor du vil i Verden : «Alle Mennesker ere dog igrunden gode; tilsidst maa dog Alt blive godt» – en saadan Modsigelse af Sandheden vil finde Alles Bifald, og det samme vil du finde, der taler som Verden tænker.

Denne dobbelte Modsigelse, paa den ene Side af mit eget Kjød, paa den anden af de Mange, som jeg seer om mig – af Naturen frygtsom indvirkes jeg altid let paa af den store Mængde, og her er den stor nok mener jeg – var det altsaa, der saa ofte førte min Tanke hen til hine tvende Sprog og gjorde, at jeg, i min Bekymring for Andres ligesom for min egen Sjæls Salighed, endnu mindre kunde rive Tanken løs fra dem end fra de fleste andre.

Saaledes gik jeg da ud i Verden ogsaa for at prøve og styrke min Tro, som om Naaden, saa om Synden – kan dog hiin først opbygges paa denne. Og spørger du nu : hvad er nu, efterat jeg har lært Mennesker at kjende i en større Kreds, allerede i flere Lande og paa mange Steder, hvad er nu min Tro ?  er jeg endnu ligesaa streng som før ? Verden ligger i det Onde : det troede jeg, og det troer jeg til denne Dag, og derfor troer jeg tillige, at blandt de mange Kaldede ville kun blive Faa Udvalgte. Dette er da ogsaa det egentlig Sørgelige, jeg har at melde Eder, og kunde jeg holde dette tilbage ?

De, som ere af Sandheden, ville ikke forarges over Sandheden, og læser Nogen Dette, der har et andet Sind, skylder jeg ham at give Sandheden Vidnesbyrd. Her er det da.

Jeg har foran med fuld Overbeviisning kunnet sige Eder, at jeg ikke har savnet den Glæde at høre Korsens Ord prædiket, hvor jeg er kommen hen. Men ikke turde jeg dermed ville paastaae, at fordi Sandheden nu ikke fornegtes

– 26 –

saaledes som den for en saa stor Deel blev fornegtet i en Række af Aar, der gik foran disse sidste, den derfor nu har faaet Scepteret i Landene saavidt jeg har lært dem at kjende.

Nei, Vantroen er der endnu, kraftig og stærk som dens Fyrste; jo mere der tages fra ham, desto kraftigere strider han for sit Rige, og sandeligen, det mangler ham ikke paa Medstridere; Nogle stille sig i Spidsen med ham, Andre slutte sig i de almindelige Kæmpendes Rækker, og aldrig hviler Striden. Vel veed jeg, jeg har selv lært dem at kjende, at der ere Steder og Egne, hvori Sandhedens Roøst lyder kraftigen og til Velsignelse uden at Løgnens blander sig med den og græler hvad Herren gjennem hiin giver Væxt; men jeg veed ogsaa, at paa andre Steder fører Vantroen ligesaa uforstyrret Ordet.

Der var allerede i Apostlernes Tid, som vi læse i Paulus’s første Brev til hans Discipel Timotheus, en falskeligen saakaldet Kundskab, hvem Nogle bekjendte sig til og derfor feilede i Troen : en saadan er ogsaa nu i Verden og anmasser sig nu idetmindste ikke mindre end før. Det gjøres da fornødent her – som det destoværre gjøres fornødent hos os – at minde alvorligen om, at Ingen lader sig bedrage af forfængelige Ord, for hvis Skyld Guds Vrede kommer over Vantroens Børn, men at Enhver prøver Aanderne, om de ere af Gud.

Høsten er stor, og Gud være takket, det synes som Arbeiderne blive flere; men faa ere de dog endnu stedse de sande, troe Arbeidere, der ikke ere som de, der forfalske Evangeliet, der Intet lægge dertil og Intet tage derfra, der gaae i Striden – den Strid, som føres med Aandens Sværd – ikke for at behage Menneskene, men alene for at behage ham, som tog dem i Sold.

Og vender jeg mig nu fra Lærerne til Menighederne, for ikke alene at betragte de Lemmer af disse, om hvilke jeg kunde skrive Eder, at de tilbede for Guds Ansigt og høre hans Ord, men ogsaa i hvilket Forhold disse

– 27 –

ialmindelighed vise sig til dem, som stille sig udenfor : O, hvor sees det da ogsaa her, at det Glædelige i Guds Rige overalt kun aabenbarer sig som et Lys i Mørket, i det store Mørke, der intet Lys vil annamme.

Hvilke ganske andre Ting har Verden at tage vare end at tilbede Faderen, som er i Himmelen, og tænke paa hans Riges Komme til os og i os.

«I atheniensiske Mænd, jeg seer, at I i alle Ting ere omhyggelige for Eders Gudsdyrkelse». Dette Vidnesbyrd kunde Apostelen Paulus afgive i en Forsamling af Hedninger : tør vi nu sige det Samme om den christne Menighed ? Nei, den store Mængde Kaldede ere som vare de ikke kaldede, som hørte de ikke det Israel til, med hvilket Herren sluttede den nye Pagt saalydende : «Jeg vil være dem en Gud og de skulle være mig et Folk».

Herren anretter sin Nadvere og han udsender sine Tjenere, og der ere jo ogsaa dem, som bringe hans Budskab; men see – de Indbudne have ikke Tid. Er det ikke som synes Menneskene at fjerne sig desto mere fra Gud, jo mere han nærmer sig til dem ? Dette vil da og engang blive Dommen, «at Lyset er kommet til Verden, men Menneskene elske mere Mørket end Lyset».

Er det saa med Gudsdyrkelsen, er det jo neppe fornødent, at jeg føier noget til om det christelige Liv i Menighederne. O, mine Brødre, hvor langt er det fra, at vi tør sige om denne Tid, at om Christi Aand end paa mange Steder har grebet Nogle og har født Disse til nye Mennesker, er bleven disse den Suurdeig, som har gjennemsyret den hele Masse, at denne Aandens vidunderlig gjenfødende Kraft ogsaa sees at aabenbare sig i Livet idethele.

Hvor stor Skaren er af dem, som i fuld Bevidsthed af Evangeliets alene saliggjørende Kraft, om end i Skrøbelighed, dog af Hjertet tjene den Herre, som gjenløste dem, om hvem vi kunne sige, at deres Tro og Haab er dem Kraften og Lyset i denne Jordlivets Skyggedal, det veed alene Han, hvem

– 28 –

alle Ting ere aabenbare; thi «Guds faste Grundvold staaer og har dette Segl : Herren kjender Sine».

Men at det kun er en liden Hob, som taber sig i den store Mængde, hvem Christendommen, den sande og hele i de Hellige Skrifter aabenbarede Christendom, med dens store Fordringer, men tillige med dens endnu større Forjættelser, er en fremmed Sag, der fattes lige meget Kundskab om dens Væsen og Erfaring om dens Kraft, hvem derfor ogsaa Evangeliet, naar det prædikes for dem – saa længe de ikke ville omvende sig – bliver skjult, idet denne Verdens Gud forblinder deres vantroe Sind, saa at Christi Herligheds Lys ikke kan skinne for dem; det bekjendes, saavidt jeg har hørt, af Alle, der see Verden i det Lys, som er givet os fra Himmelen.

Derfor maatte ogsaa jeg bekjende det, naar jeg vilde blive mit Løfte tro, at meddele hvad jeg har erfaret med Hensyn til Guds Riges Tilstand, saavidt jeg har kunnet iagttage det.

Dog – jeg havde, ved at skrive Eder dette saa lidet Glædelige, ogsaa en anden Hensigt end den, at give Sandheden Vidnesbyrd : jeg havde tillige derved for Øie den Frugt, det kan bringe os at betragte ogsaa det Allersørgeligste i Livet, som engang er der, som omringer os overalt, saa at vi kunne ikke unddrage os derfra – Adskillelsens og Dommens Tid er jo ikke denne nærværende.

– Er det først oprundet for os selv, hvad Livet betyder, have vi først ret erfaret det i os selv, hvad det er, som gjør Mennesket ulykkeligt, da vil heller ikke Betragtningen af den store Nød i Verden, dens Ulykke, undlade at gjøre Indtryk paa os.

Tænker Eder dog, at jeg, istedenfor hvad jeg nu har meldt Eder om den sørgelige Tilstand i det Aandelige, havde skrevet Eder, at hvor jeg kom hen, i ethvert Land og paa ethvert Sted, fandt jeg smittende Sygdom at herske, at anrette skrækkelige Ødelæggelser, endogsaa, at de

– 29 –

Uangrebnes Tal syntes ringe i Sammenligning med dem, som Sygdommen angreb og bortrykkede.

Behøvede jeg under disse Omstændigheder at føie nogen Skildring til af Elendigheden ? vilde ikke det Sagte være meer end nok til at vække Eders hele Deeltagelse ? Hvor Manges Sind vilde den høieste Forfærdelse betage, hvor Manges Øine, der i Tankerne oversatte sig i de Lidendes Boliger, vilde Medfølelsens Taarer væde, selv uagtet de vidste, at ved en omhyggelig Anvendelse af de rette Midler kunde den ødelæggende Sygdom undgaaes.

Saadant Indtryk gjør Betragtningen af den legemlige Nød paa os. Medfølelsen med de Lidende, en, om end ubevidst, Frygt for os selv, en Frygt for ham, fra hvem selv Verden, om end kun i dunkel Anelse, føler, at Nøden kommer : Alt dette forener sig og kan ikke lade Sindet uden heftig Bevægelse.

Men nu – om end denne legemlige Nød ikke er der, men en anden ligesaa almindelig og endnu større, en Nød, der angaaer den udødelige Sjæl, og er saa meget større end hiin legemlige, som fra Sjælens Sygdom ingen anden Udgang er end den evige Lidelse, dersom man ikke søger Udgangen, finder Helbredelsen her i Tiden : kunne vi da sige, at Tilstanden her er bedre end hist, eller have vi her endog ikke meget mere Aarsag til smertelig Medfølelse end vi havde det hist ?

Du siger mit Brev vil ogsaa finde saadanne Læsere –: «Vi troe ikke, at Tilstanden er saa slet; vi see i den her givne Skildring meer en mørk Opfattelse af Livet end Livet selv».

En mørk Opfattelse : er da Verdens Opfattelse af Livet en Lysets ? Jeg har hørt denne lyse Opfattelse saa ofte som du har hørt den – den skjuler sig ikke –; jeg har naturligviis ogsaa fundet den, hvor man finder ligesaa meget Løgn som blandt Menneskene, i Bøger, der ere et Værk af disse Mennesker. Har du prøvet din Opfattelse af Livet i dit stille Sind og for din Gud, saa tør jeg kalde ham til Vidne, at ogsaa jeg har prøvet min;

– 30 –

 og det veed jeg, at fordi Menneskene finde det saa lyst omkring sig, derfra skulle vi ikke slutte, at det er saa; thi saa skal man finde det ogsaa i de sidste Tider, som Apostelen vidner : «Naar de siger Fred og Tryghed ! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem».

Jeg vender mig da til Eder – jeg vil heller ikke mangle saadanne Læsere – som troe med mig, at Nøden i Verden ikke er ringere end jeg har skildret den, og jeg beder Eder : Negter ikke de lidende Brødre Eders hjertelige Medfølelse ! sørger over den Nød, hvori Verden er stedet ! De mange Ulykkelige være os nær eller fjern, de ere dog Alle kaldte med os til eet Haab, ligesom der er een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og Alles Fader, som er over Alle og ved Alle og i os Alle : derfor skulle vi sørge over, at de forsmaae det tilbudne Gode og heller tage deres Gode forud.

Dette er Kjærlighed til Næsten; her er ikke Spørgsmaal om Fremmed eller Bekjendt, om Indlænding eller Udlænding; saa høit elskede Gud Verden, at han gav den sin Søn : skulle vi da ikke sørge over Enhver i denne Verden, som ikke annammer Sønnen, at han kan blive salig ved Ham ?

– Dog – lad os ogsaa erindre, at heller ikke vi have grebet det : naar vi see Synden omkring os, da lad ogsaa erindres om den, som er i os. Hvorledes er vel vor Tilstand selv som de, der føle os grebne af Naaden ?

«Vær ikke overmodig, men frygt !» «Vaager og beder», siger Frelseren, «at I ikke skulle falde i Fristelse, thi Aanden er villig, men Kjødet er skrøbeligt».

Ja, Kjødet er skrøbeligt; vore Saligheds Fiender ere ikke alene om os, de ere ogsaa i os.

«Hjertet er en trodsig og forsagt Ting : hvo kan udgrunde det ?» Ogsaa dette skulle vi da lære af Synden i Verden : fra den at see tilbage, og see ret dybt i os selv. Men vaage og bede vi saaledes for Os, ville vi heller ikke kunne glemme at gjøre det Samme for Andre. Jo mere der er af det Onde i Verden, desto mere ville vi gjøre det

– 31 –

Gode, lade vort Lys skinne for Menneskene, at de saaledes kunne bringes til at ære Faderen, som er i Himlene.

Det er bekjendt, at hvad Verden ikke fordrer af sig selv, det fordrer den ikke sjelden af dem, som den seer at have valgt sig den gode Deel, som ikke skal fratages dem.

Dette kunne vi vel ikke ansee for at være ret, da vi dog først skulle see hen til Bjelken i vort eget Øie inden vi opholde os over Splinten i Broderens; men ret er det dog af os, at vi søge at omgaaes saa, at naar Menneskene bagtale os, de da kunne see vore gode Gjerninger og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.

Dette skal være vor Vaagen for Brødrene, og ikke mindre er det vor Pligt at bede for dem. «Vi skulle bede for hverandre, at vi kunne helbredes». «Jeg formaner fremfor alle Ting», skriver den hellige Paulus, «at der gjøres ydmygelige Begjeringer, Bønner, Forbønner for alle Mennesker; thi dette er godt og behageligt for Gud, vor Frelser, som vil, at alle Mennesker skulle blive salige og komme til Sandheds Erkjendelse». –

I see da, haaber jeg, mine Brødre, at det kan bringe os Frugt, og at det maa bringe os Frugt ogsaa at betragte det Allersørgeligste i Livet, den Synd, hvori Verden ligger nedsjunken : vi lære deraf at sørge over den, at sørge over vor egen Synd, at vaage og bede for os selv, at vaage og bede for Brødrene.

Men gik jeg i dette mit Brev ud fra det Glædelige, jeg har erfaret, vil jeg nu ogsaa ende dermed, og idet jeg frem stiller det for Eder, tillige fremstille det for mig selv, hvilke Opfordringer vi skulle finde i den Fremgang, Guds Rige nutildags synes at faae. Agte vi det, mine Brødre ! selv for Livets høieste Gode, at vi i Syndens og Naadens Erkjendelse have faaet det ene Fornødne kjært og vie vort Liv til en Kamp for dette, skulle vi da ikke ogsaa prise dem lykkelige, der vie sig til den samme Kamp som vi, dele med

– 32 –

dem den Glæde, der, om den end oftest er for dem, hvad den er for os, en forborgen, blandet med megen Sorg, dog ikke kan være borte fra dem, der i Aanden kunne raabe : Abba, kjære Fader ! «Dersom eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller om eet Lem bliver holdt i Ære, glæde alle Lemmerne sig med»; dette er Ordenen i Guds Rige, i Christi Menighed; men I ere Christi Menighed eller Legeme, og Lemmer Enhver især.

– Lad os da ogsaa glædes med vore Brødre, og, idet vi glæde os med dem, love og prise Herren, som igjen udgyder sin Aand over Kirken, idet han nu, som i fordums Dage bærer over med Vantroens Tider og atter byder alle Mennesker allevegne at omvende sig.

Fordærvelse og Elendighed vare jo vore Veie og Fredens Vei kjendte vi ikke; men Herren forbarmede sig over os, opsøgte det Fortabte, førte det Forvildede tilbage.

«Bjergene skulle vel vige og Høiene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Fredspagt ikke bevæges, siger Herren vor Forbarmer». Skulle vi da ikke forene vor Priis med Brødrene, hvor de end findes, takke Herren, at han igjen lod sit Lys skinne i Mørket, i Mørket, som ogsaa naaede os, og som jo omringer os endnu hvorsomhelst ikke Evangeliets Lys skinner, eller hvor Menneskene, om det end skinner, dog ikke annamme det.

Ak, hvor ringe er det Offer, vi have at bringe Herren; men har han selv befalet det : «Offrer mig Taksigelse ! lover Herren, alle Hedninger, priser ham, alle Folk !» saa vil han ogsaa naadigen modtage det ringe Offer. – Mene vi det oprigtig, ville vi jo da ogsaa bringe ham et andet vistnok ligesaa ufuldkomment, men som han dog ogsaa vil modtage : vi ville forene os med Brødrene, som i Priis og Tak, saa og deri, at vi idethele tjene den samme Herre som de, vandre frem paa den samme Vei, som de have valgt sig.

Jeg har allerede tilforn yttret, at jeg nærede det Haab, at hvad Glædeligt jeg har berettet Eder om Guds Riges Tilstand,

– 33 –

ogsaa vil være Eder, ligesom det er mig, til Bestyrkelse og Opmuntring.

Dette Haab vil heller ikke skuffe mig. Det er intet Tilfældigt, det ligger i det Gode selv, det er den besjælende Kraft deri, at hvorsomhelst det træder os levende imøde, det være i Livet eller i sanddru Beretning, der fremkalder det ogsaa Liv : jeg mener, idet jeg nu kun taler om dem, hos hvem Livet er vakt, et forøget Liv.

Lad da være, I have ikke seet, hvad jeg har seet – hvorledes det samme Ord, som prædikes hos Eder, ogsaa fjernt fra Eder finder dem, som annamme det i Troen og lade det bære Frugt i Retfærdighed, hvorledes det ogsaa her kun er Een, om hvem de samle sig de Fattige, som ville blive rige, de Sørgende, som ville finde Husvalelse, de Hungrige og Tørstende, som ville have Mættelse : troe I, at det er, som jeg har skrevet, vil ogsaa det bidrage Sit til at styrke og opmuntre Eder.

Siger kun : den rette Styrke maa dog Herren give – det er ogsaa min Tro; men lad os heller ikke glemme, hvad jeg oftere har mindet Eder om, at er der end kun eet Hoved, hvorfra Næringen til Fremvæxt kommer, saa udgjøre vi dog derfor ikke alene Alle ogsaa kun eet Legeme, som er forenet med dette Hoved; men vi ere tillige hver for sig hinandens Lemmer, paa det vi baade skulle tjene hinanden og, sammenføiede og sammenheftede, som det hedder, ved alle Forbindelsens Led, kraftigen styrke hinanden indbyrdes : give Styrke og modtage Styrke.

Dette gjelder dog ikke alene om de Lemmer, der ere hinanden nærmest. Erkjende vi os isandhed i Troen forenede med Alle, der paakalde den Herres Jesu Navn, saa vil ogsaa de fjerne Brødres Glæde være vor Glæde, deres Styrke være vor Styrke, og det ikke af os : den Aand, der udgyder Kjærligheden til Brødrene i vore Hjerter, vil ogsaa give os Glæden over deres Frelse, og i Glæden Styrken og Opmuntringen, at det

– 34 –

ganske Legeme meer og meer kan opvoxe til ham, som er dets Hoved, Jesus Christus.

Saa er mit Ønske, saa er mit Haab for Eder, og med dette Ønske, med dette Haab skrider jeg nu til Enden af mit Brev. Det er blevet langt, længer end jeg i Begyndelsen tænkte. Det faaer nu saa være; Enhver seer det forud og kan berede sig eller ikke berede sig derefter.

I en stille Aftentime efter Dagens Arbeide, eller om Nogle endog skulde ville skjenke det flere, eller i en eller anden Time af den hele stille Herrens Dag, vil dog Een og Anden tage disse Blade for sig.

Fjernt fra dig, min Læser ! og fjernt fra de Menigheder, hvoraf du udgjør et Lem og som høre ogsaa mig til, fjernt fra den Stad, hvor jeg er glad ved ogsaa udenfor mine Menigheder at have Venner, som ere forenede med mig i Aanden, fjernt fra mit Fædreland, fra Alle dem, der ere mig kjærest, skriver jeg dette; men idet jeg skriver gjennembryder min Tanke Afstanden, borte fra Eder med Legemet er jeg hos Eder med min Aand.

Dog Skillerummet er der endnu : Hilsener faaer da træde i mit Sted, og dem sender jeg – troer mig ! – ikke skrevne paa Papiret alene. Jeg sender dem til Eder, I Gamle ! hvis Opløsningstid, om den er lidt nærmere eller lidt fjernere, dog, efter den Orden Verdens Herre har indført, ikke kan være langt borte, men som, om I end see denne Eders jordiske Hytte blive meer og meer skrøbelig, dog i Troen paa Ham, der er død for vore Synder og opstanden til vor Retfærdiggjørelse, vende Øiet bort fra det Skrøbelige og holde fast ved Forjættelsen, at naar dette vort jordiske Huus nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene : «see, jeg kommer snart», siger Herren, «holder da fast ved det I have, at Ingen skal tage Eders Krone !»

Jeg hilser Eder, som, om I end endnu see Alderdommen

– 35 –

foran Eder, dog allerede bag Eder see Barndommens og Ungdommens Aar forsvundne : I staaer fremfor Nogen i Virksomhedens Alder; lader ikke Hænderne synke, gjører sikkre Trin med Eders Fødder; men «Alt hvad I gjøre i Ord eller i Handling, det gjører Alt i den Herres Jesu Navn, og søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa vil Herren lægge det Andet til».

Jeg hilser Eder I Unge, som egentlig først ere traadte ind paa Livets Bane; I have viet Eder til Kampen – thi Banen er bestemt til Kamp –idet I i Herrens Huus sluttede den gode Samvittigheds Pagt med Gud : ”betaler den Høieste Eders Løfter ! flyer Ungdommens Begjeringer, men jager efter Retfærdighed, Tro, Kjærlighed og Fred med dem, der paakalde Herren af et reent Hjerte».

Jeg hilser Eder, I Børn, som maaskee ogsaa kunne faae dette i Hænde : «lyder Eders Forældre i Herren; thi dette er ret; hædre din Fader og Moder ! dette er det første Bud med Forjættelse». Lyder ogsaa Eders Lærere, værer fromme, flitige, sanddrue, beskedne, saa skal det altid gaae Eder vel.

Jeg hilser Eder Alle, hvordanne end Eders Livs ydre Vilkaar monne være, som med mig have aflagt den gode Bekjendelse og gjerne ville være den troe; eet og det samme Ønske har jeg for Enhver af Eder, jeg kan jo gjerne udsige det som Verden udsiger det : at I maa leve vel; men jeg mener dog noget Andet dermed end Verden mener med dette Ønske; jeg tænker derved paa Apostelens Ord : «Gud har givet os det evige Liv, og dette Liv er i hans Søn».

I ham leves der vel, udenfor ham er intet sandt, intet bestandigt Velvære. «Hvo, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen Frugt, og da kunne I bede om hvadsomhelst I ville og det skal vederfares Eder»; saa taler Herren, og som han taler, saa skeer det.

Men det er dog vel et lykkeligt Liv : at kunne faae Alt hvad vi ville have ? Hvad er det Andet ogsaa Verdens Børn ville end vinde Alting, have Alting ?

– 36 –

I kunne naae Eders Ønsker : skifter kun Herrer ! Nu tjene I Lysterne og Begjeringerne; men deels give disse ikke Alt hvad I ville have, idet een tilfredsstillet Lyst altid har en anden i sit Følge, deels er Alt, hvad de give, kun Forfængelighed.

Træder da over i Herrens Tjeneste, og tjener ham alene – han vil ingen anden Herre have ved sin Side; men tjener ham tro, da lønner han ogsaa kongeligen : han giver ikke alene, og det gjerne, uden at bebreide, alt hvad vi bede ham om; han giver endog over hvad vi kunne tænke eller forstaae.

Fordi dette, at leve i Herren, er den eneste Maade, hvorpaa vi isandhed kunne sige at leve vel, derfor er det ogsaa jeg med mit Ønske kan omfatte Eder Alle uden Forskjel, ikke alene Eder, som mene, at I leve allerede vel fordi I ikke vide af nogen jordisk Nød at sige, men ogsaa Eder, som i Verdens Øine leve mindst vel, I Fattige eller Syge eller Lidende paa hvilkensomhelst Maade : der er en Maade at leve vel paa ogsaa for Eder; Livets Fyrste indbyder Eder til sig : «Kommer hid til mig alle I, som arbeide og ere besværede, Jeg vil give Eder Hvile».

Gaaer til ham, Kjære ! saa har I det godt; men glemmer heller ikke, at hans Aag maa tages paa, at der maa læres af ham, at der maa vandres ham efter.

Hvo vil ikke gjerne have Hvilen, indkomme til Herligheden ? Men ville vi naae Maalet, maa vi ogsaa vandre paa Veien, som fører dertil; og da hedder det : «Gaaer ind ad den snevre Port ! thi den Port er viid og den Vei er bred, som fører til Fordærvelse, og de ere Mange, som gaae ind igjennem den; men den Port er snever og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere Faa, som finde den».

Og saa hedder det til os Alle : Høie og Lave, Rige og Fattige, Lærde og Læge; hos Gud er ikke Persons Anseelse. Menneskene kunne vel danne sig en anden Vei, indføre en anden Salighedsorden, og ak, hvad de kunne gjøre, det gjøre de ogsaa.

Men lad os kun danne os vor

– 37 –

Himmelstige saa skjøn som vi ville, lad os kun juble over de Mange, der arbeide med os, og mene, at naar Stigen er fuldført, vil ogsaa Himmelen aabne sig : naar du kommer til Enden, styrter du ned ! da vil du for sildig erfare, at det kun var den Vei, som Herren viste, der havde kunnet føre dig til det forønskede Maal.

Vælger da denne ! den fører ikke til et Fald, men til evig Ophøielse.

«Lader os», mine Brødre – o, agter ikke Herrens Ord ringe, det er ham, som taler til Eder – «lader os med Standhaftighed gjennemløbe den os anviste Bane, idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer Jesum, der istedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodigen Korset, og sidder nu ved høire Side af Guds Throne».

Vi ønske Glæde og Ophøielse : de skulle gives os i sin Tid, lad os kun ikke forsage, ikke blive trætte, men holde ud, med Blikket rettet opad; thi Kraften maa komme ovenfra. Derfra sender Solen sine Straaler, der oplyse og opvarme Jorden, derfra sender Himmelen Regnen og Sneen, der væde den, paa det Liv kan komme i det Døde og Planterne opvoxe og give Frugter i Overflødighed.

Anderledes er det heller ikke i det Aandelige, med Mennesket : Lyset og Kraften og Livet maa komme ovenfra; «et Menneske kan slet Intet tage uden det bliver givet ham fra Himmelen».

Og er det vel et forgjæves Haab, vi gjøre os, Haabet om denne Kraftens Himmelgave ? Den døde Jord giver Herren tidlig Regn og sildig Regn, at dens Frugt ikke skal ventes forgjæves; og det levende Menneske skulde forgjæves vende sit Blik til den samme Herre ?

Nei, saa ere vi ikke oplærte af Ham, med hvis Navn vi nævnes. «Bed», siger han, «saa skal du faae, søg, saa skal du finde, – bank paa, saa skal der lukkes op for dig». Den Lysenes Fader, der giver al god Gave, der end ikke sparede sin egen Søn for os, han giver os ogsaa Alt med ham, al Kraft, al Naade; thi han giver os sin Hellig Aand : tro kun, saa skal

– 38 –

du see Herrens Herlighed ! Ham, den Salige og alene Mægtige, den Kongernes Konge og Herrernes Herre, ham, som alene har Udødelighed, som boer i et Lys, hvilket Ingen kan komme til, hvem intet Menneske har seet og ikke heller kan see, ham være Ære og evig Magt ! Amen.

Jeg beder Eder Brødre, som fordum Apostelen, uden at have skrevet som en Apostel, men som den, der trøster mig ved at have skrevet veiledet af den samme Aand, der uddeler ogsaa de mindre Gaver, at I fordrage dette mit Formaningsord.

Jeg veed jo vel, at I have Guds eget Ord og sanddrue, forfarne Forkyndere deraf iblandt Eder : jeg har jo derfor heller ikke, efter hvad jeg i Begyndelsen skrev Eder om Anledningen til dette mit Brev, derved havt for Øie at afhjelpe nogen Trang, I skulde have, fordi jeg ikke kan prædike Ordet iblandt Eder – o nei, mig kunne I vel undvære, det føler Ingen bedre end jeg – men har jeg dog her talt den samme Sag, som hine mine agtede og elskede Troes- og Embedsbrødre, da ville I, naar I holde Disses Ord, som Guds Ord, høit og i Ære, heller ikke ringeagte denne min Gave, der bydes uden alle Fordringer, men med mange Ønsker.

Kun om det saa er Herrens Villie, beder jeg : Vor Gud og Fader selv og vor Herre Jesus Christus styre min Vei tilbage til Eder igjen, at jeg baade maatte kunne opmnuntre Eder og opmuntres ved Eder, ved den fælles Tro, baade Eders og min !

Brødre, beder for mig, ligesom jeg beder for Eder, befalende Eder Gud og hans Naades Ord, som er mægtigt til at opbygge Eder og at give Eder Arv blandt de Helligede.

Guds Ords Tjener og Eders Tjener for Jesu Skyld :

H. Jespersen.  Skrevet i Staden Berlin i Januar 1838.

 

Skriv inn søkeord..