– inntatt i “Luthersk Kirketidende” 10. Bind – No. 17 – Utgave : “Søndag den 26de April 1868”; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : “Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet”); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838; etter denne reisen i «Udlandet» var han først tilbake i Danmark og Kjøbenhavn og etter sommeren sannsynligvis hos sin slekt i Danmark, ankom han 16. september Christiania med dampbåten «Prinds Carl» og etter dette til hjem til gjensyn med sin hustru og store barneflokk i Drammen; allerede den påfølgende søndag 23. september («15de Søndag efter Trefoldighed») talte han ved messen kl. 10 i Strømsø kirke; men det viste seg snart at han hadde pådratt seg et brystonde, som ikke ville slippe taket; etterhvert ble det konstatert at han var rammet av tuberkulose og han måtte oppgi både undervisningsstillingen ved Drammens Lærde skole og etterhvert embedet som residerende kapellan i Strømsø og Bragernes menigheter – Hans gikk bort i juli 1840, bare 37 år gammel – les mer om ham på disse sider);
– gjengitt fra sidene 265 – 270 (les forrige avsnitt – XXIII (23) her) ;
Denne del 24 utgjør det siste avsnitt i hans dagbok fra reisen :
Uddrag af en afdød norsk Gejstligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet.
XXIV.
Paris den 7de Maj 1838.
Kl. 6 1/2 gik jeg til Missionstimen Kl. 7 i Oratoriets øverste Sal. Den sidst indviede Missionær begyndte; først bleve 3 Psalmevers sungne, derefter forelæste han Ps. 107 og holdt en Bøn, hvorefter Grandpierre optraadte og anvendte Ps. 107, 10-14 paa den Begivenhed, han fortalte i en Negers Befrielse ved Englænderne fra portugisisk Fangenskab, hans Omvendelse til Christendommen 1823 og Ansættelse som Lærer i Sierra Leona, hvortil han knyttede vigtige Betragtninger, fremførte med Kraft og paa en indtrængende Maade. En saadan Veltalenhed, hvori Sandhed forener sig med Liv og Kraft, hvor man ser, det er Sagen, ikke Tilhørerne, som gjør veltalende, hører man ikke ofte. Efter Sangen sluttede han med en levende Bøn og Velsignelse. Missionsselskabet er fælles for Reformerte og Lutheranere.
Den 10de Maj.
Da jeg den foregaaende Aften af Lieutenant W., som gjorde mig et Besøg, havde erfaret, at han denne Morgen efter Indbydelse skulde bivære en Ligbegjængelse, en 15 Aars Piges, begav jeg mig til Lighuset for at følge og iagttage Ceremonierne. Indbydelsen var til Kl. 8; ikkedestomindre varede det endnu længere Tid, inden Toget begav sig afsted, efterat jeg var kommen Kl. 8 1/2.
Jeg fandt her Ligkisten opstillet i det hvidt beklædte Portrum eller Hovedindgang, bedækket med et hvidt Klæde med sorte Fryndser, og paa en liden Piedestal foran samme en Urne eller Krukke, hvori en Kost eller Kvast, og ved hver Side to ikke antændte Lys. Det Første, som her faldt mig i Øjnene, var, at en stor Del af de Forbigaaende hilsede Stedet; dette iagttoges af de Forskjelligste paa den
– 266 –
forskjelligste Maade, af en Del med Ærbødighed, af en stor Del med den samme Ligegyldighed og Mangel af Deltagelse, hvormed især fornemme og rige Folk og Forretningsmænd, naar Omstændighederne paabyde dem den Ulejlighed, de helst forskaanedes for, løfte fra Hovedet den, som det synes, saa tunge Hat.
«Men var der her Anledning til at vise Ærbøbødighed eller Deltagelse ?» vil man sige. Velan, saa kunde man, mener jeg, helst ladet Hatten eller Huen sidde; saa havde den Qvasi-Ærbødighed, de nu viste, idetmindste ikke lagt for Dagen, at de ingen Ærbødighed havde for et Sted, som skulde være dem helligt, udenat det var det.
Ogsaa en Skare Drenge gik forbi, medens jeg stod og saa til, og deres Adfærd var som de Ældres; de Fleste gjorde Intet, en Del løftede Huen en Smule i Vejret, medens Andre med Ærbødighed heldede den dybt. Dog, man tilkjendegav sin Ærbødighed ogsaa paa anden Maade, end ved Hilsen. Ikke Faa traadte ind til Kisten, bestænkede den med Kosten, korsede sig og fortsatte saa sin Gang. Dette saa jeg saavel af gamle Mænd og Kvinder som af unge Piger og smaa Børn, og de, som begave sig ind i Sørgehuset, gjorde det næsten alle. Endelig kom Tiden, da Liget skulde afsted; nu tog man Lysene og Urnen bort, og idet man bar Kisten ud til Ligvognen, viste hin sig i sin simple Skikkelse, umalet og blottet for al Prydelse. Det ikke talrige Tog fulgte gaaende, og jeg med det. Kisten bragtes nu ind i Kirken St. Severin, en smuk gothiskt Bygning, og opstilledes først i en af dennes Sidegange, idet Ligfølget stillede sig omkring. Nogle Prester vare imidlertid anderledes sysselsatte ved Alteret, indtil endelig et Tog af 7 til 8 Personer med to antændte Lys og en Stang, hvorpaa et af Chordrenge baaret Krucifix, foran satte sig i Bevægelse til Kisten, ved hvilken nu af et Par blev læst nogle latinske Formularer, antager jeg, det var. Derefter bares den op i Choret (hvor 8 Lys stilledes omkring, 4 paa hver Side, 6 andre brændte paa Alteret, foruden 2 ved Siderne, og andre paa andre Altere, idetmindste saa jeg, at et af Alterne bag Højalteret havde 2 Lys), i hvis Stole Følget tog Plads, og jeg, skjønt ikke uden Frygt, med det.
Omtrent i en Time varede nu her den trættende Ceremoni : Sang af tvende Prester med Accompagnement af Blæsen i et Horn af en Tredje i Midten, alle tre foran Læsestolen, paa hvilken den store Bog, hvorefter Sangen skeede, var henlagt, Læsning og Bukninger foran Alteret og fra tvende Stole i Enden af Choret paa hver Side, Klokkeringning og Gud ved hvad. Presterne assisteredes desuden af 3 Chordrenge og en, som det syntes, verdslig Betjent. De fleste Prester havde kun sorte Samarier med hvide, dog forskjelligt dannede Messeskjorter; en enkelt, der syntes at have Hovedtjenesten ved Alteret, havde en med broget Broderi besat.
– 267 –
Endelig bragte man Kisten længer ned i Kirken med Processionen af det halve Snes Prester iforvejen, hvor nu Sang o. s. v. fortsattes, idet jeg trættet begav mig bort. Paa Hjemvejen besøgte jeg Kirken Notre Dame de Lorette, den pragtfuldeste af dem, jeg har seet. Ceremonierne ved en Brudevielse, som her foretoges, vare ligesaa lidet opbyggelige, som hine. Forskjellige Prester med Betjente og Chordrenge vare ogsaa hermed sysselsatte. En, assisteret af en yngre, foretog, saavidt jeg kunde skjønne, Vielsen ved et af Sidealterne, hvorefter en anden, iført Messedragt, da hin havde begivet sig bort, traadte til og holdt en stille Messe med de sædvanlige Bevægelser og Bukninger, opvartet af en Chordreng. Andagt saa jeg ikke paa det nærværende Selskabs Ansigter, men vel, at største Delen ofte holdt en dog tilsynekommende Latter tilbage. Brudgom og Brud vare neppe mere bevægede.
Den 12te Maj.
Pastor Monod havde indbudt mig til under mit Ophold her at deltage i den religiøse Forsamling, han hver Lørdag Aften Kl. 8 holder i sit Hus. Forrige Gang forhindret ved Upasselighed, indfandt jeg mig idag og fandt her en Samling af omtrent 20 Personer af begge Kjøn, Fruentimmerne forsamlede, tildels syende eller strikkende, om Bordet ved Sofaen, medens Mændene, da Andagten begyndte, toge Plads paa Bænke eller Stole langs den anden Side.
Paa en Stol ved den ene Ende satte Monod sig og lod først en Psalme afsynges, hvorefter han forelæste Joh. 15, 1-10 og saa opfordrede Enhver, som følte Kald dertil, til at udtale sig herom til Belærelse og Opbyggelse og saaledes at lade en fri Meddelelse finde Sted. Selv begyndte han med den Bemærkning, at vi lære af denne Sammenligning som af saa mange andre i Evangeliet Nødvendigheden og Væsenet af en inderlig Forening med Jesus; Han Hovedet, vi Lemmerne; Han Templets Grundvold, vi de levende Stene af det Tempel, som derpaa opføres; Han Brudgommen o. s. v.
En af de Tilstedeværende – som jeg traf hos Juillerat og erfarede at være Pastor Vermeil fra Bordeaux, der havde opholdt sig her nogle Maaneder og tidligere nogen Tid havde været fransk Prest i Hamburg, en livlig Mand, der lagde for Dagen, at han ogsaa omfattede Christendommen med levende Interesse – gjorde dernæst den Bemærkning, som han dels ansaa vigtig, dels troede, man i Almindelighed ikke tillagde noksom Vegt, at den Forbindelse med Frelseren, som her tales om, ikke maa betragtes anderledes, end som en Fornyelse af det Forhold, der oprindelig fandt Sted mellem Gud og Menneskene, ikke som noget Nyt eller ligesom Tilfældigt, Evangeliet byder. Det ligger i Tingens Natur, at ingen Lykke eller Salighed kan finde Sted udenfor Gud; saa var det fra Begyndelsen, saa er det endnu. Af Andre blev dernæst talt om de sande gode Gjerningers Beskaffenhed, om Verkhellighedens Forfængelighed, om Nødvendigheden af en indre Hellighed. Monod gjorde opmærksom paa Skriftens Righoldighed, hvorledes man her i Modsætning til, hvad man finder i de fleste andre Skrifter, i faa Ord finder saa mange Tanker, paa Nødvendigheden af at læse den i Sammenhæng, ikke efter de tildels vilkaarlige Afsnit, som Forfatterne ligesaalidt have gjort, som Nogen gjør det, naar han nu skriver et Brev, paa Nødvendigheden af ikke at gaa ud fra noget System, hvormed man
– 268 –
vil finde, at Skriftens Talebrug ofte aldeles ikke stemmer overens, fordi den taler om Tro og Hellighed som uadskillelig forenede, ikke gjør den Afsondring, som Skolen; dette navnlig i Anledning af V. 10. Monod opfordrede dernæst sin Sidemand, der havde talt mest, til at slutte med Bøn, hvorunder Forsamlingen knælede for Ham, for hvem alle Knæ skulle bøje sig. Kl. var omtrent 9 1/2, da Forsamlingen derefter gik fra hinanden.
Den 13de Maj. Søndag.
Jeg tilstaar, at den katholske saakaldte Gudstjeneste bliver mindre opbyggelig for hver Gang, jeg bivaaner den. Omtrent et Par Timer var jeg idag tilstede ved Messen i St. Roch, en af Byens første Kirker med en Mængde Kapeller og Alter. – – – Hvilken Kontrast, da jeg umiddelbart herfra traadte ind i Oratoriets Kirke, hvor Gudstjeneste er netop Kl. 12 1/2 (dette var en reformert kirke/red.).
Hist (i den katholske/red.) Alt uden det levende Ord; her Intet uden dette.
Tjenesten var allerede begyndt. En Prest forelæste for den temmelig fyldte Kirke fra en mindre Prædikestol det 5te og en Del af 6te Kapitel af Johannes’s Evangelium; efter dette bleve 3 Vers sungne, og saa forelæste han 2den Mos. 20. Nu havde imidlertid den egentlig forrettende Prest – Felice prædikede for Monod – besteget Prædikestolen og begyndte, efterat hin Forelæsning var endt, med Syndsbekjendelsen i Menighedens Navn. Efter 3 Vers fulgte saa Prædikenen over Jer. 2, 12. 13, et alvorligt Ord om den Sandhed, at denne Tids Mennesker have forladt Gud. Han førte i denne Henseende sine Tilhørere til Betragtningen af 1) det politiske, 2) det selskabelige og 3) det huslige Liv.
1) Hvad hører man i Folkets Forsamling ? Ære, Frihed, Fædreland, er det ikke alt ? At nævne Gud vover man ikke; man frygter for Mængden. Saa i det Hele med Sjælens, Religionens Anliggender. Man overlader Presterne at tale om disse Ting. Lad os tænke os, at en af Fortidens Mænd fra Rom eller Grækenland kunde opstaa og træde ind i en saadan Forsamling ! Maatte han ikke, naar han dernæst kom i en Kirke og iagttog, hvad der foretoges, tilstaa, at hist ved man egentlig ikke af nogen Gud ? 2) Lad os dernæst lægge Mærke til den almindelige Konversation ! Enhver taler kun om sine Interesser. Gud er ikke alene forglemt; Han er «chassé, banni, proscrit» –, hverken i Tankerne eller i Hjerterne. 3) Ikke anderledes i Familiernes Indre. Lad der end være Undtagelser ! Hvorledes er det med Husandagten ? Læser Husfaderen Guds Ord ? Ligesaa i andre Forholde.
II. Hvilke ere Følgerne ? 1) Den, som glemmer, forlader sin Gud, adskiller sig fra Lyset og Sandheden. Denne er kun i Gud. Se derfor, hvorledes Tidens Aand er, hvor slap, hvor vaklende, hvor blottet for Trøst, som Vandreren i Ørkenen, der istedetfor at gaa til Cisternen, som skulde aabne sig for ham, lægger sig udmattet hen og omkommer. 2) Han berøver sig Kraft til at opfylde sine Pligter, fattes den rolige Samvittigheds Bevidsthed. Dette kommer ikke fra Verden; Gud alene kan tilgive Synden, give Aand og Kraft. 3) Kan her være nogen Lykke ? Den, som forlader sin Gud, har ingen Lykke. Man mener i Industrien og de materielle Goder at have nok. Og dog, hvilken Elendighed, hvilken tiltagende Fattigdom ! Mennesket lever ikke af Brød alene. Er hint alt, da er Dyrets Vilkaar lykkeligere, end Menneskets. Lignelsen om Lazarus og den Rige. Gaa til Evangeliet, til Christus !
– 269 –
Han indbyder de Arbejdende; Han giver Hvile. I Gud er Alt, udenfor Ham Intet. Tilsidst Bøn, Troesartiklerne, Sang og Velsignelse.
– I den lutherske Kirke, temmelig liden og uanselig, kom jeg for sent til at høre Andet end Slutningsbønnen. Presten Meyer talte jeg kun kort med, da Forretninger ventede ham. Andre Stemmer udtalte sig paa samme Maade om Tilstanden i Frankrige, som ovenfor skildret.
Stapfer tilstod, at man kunde kalde Landet et hedenskt Land. At en bedre Aand har grebet Massen, negtede ogsaa Verny. Kun det maa man sige, at enkelte katholske Gejstlige nu have en anden Dannelse end før, er den end i det Hele uvidende, mere end den tyske katholske, der ikke kan Andet end indvirkes paa af de fra de franske forskjellige Forholde i Tyskland, den større Dannelse og Videnskabelighed. Heller ikke er Gejstligheden nu saa foragtet, som den var for et Snes Aar siden og før. Den behandler Kirken, Skriftemaalet o. s. v. med mere Agtelse. Kirkerne besøges ogsaa mere. Alt dette kan dog ikke ansees for nogen virkelig indre Forandring, naar man ser hen til, hvorledes Gudstjenesterne endnu holdes. Prædikener holdes næsten ikke hele Aaret, undtagen i Fasten, da der prædikes hver Dag, almindelig for fyldte Kirker. Disse Prædikener ere for en Del ogsaa rent apologetiske og polemiske mod Protestantismen, hvor da en Luther ingen Lovtaler faar.
De protestantiske Gejstlige have imidlertid næsten enstemmig i sine Synoder vedtaget ikke at polemisere direkte mod Katholicismen paa samme Maade, men at lade Sandhedens Forkyndelse være Polemiken. At dog ikke Alle gjøre dette med Frihed og Kraft, men heller behage sig i Rolighed, er naturligt og tilstodes af protestantiske Prester. Ogsaa Andre talte om den overvættes Uvidenhed, ikke alene i Paris, hvor man antog, at ikke 1 af 10 Tjenere kunde læse og skrive, men i det Hele i Frankrige, hvor man antog, at der endnu er 18 Millioner, som ikke kunne læse. Ingen Tilfredshed med Regjeringen, ingen Tillid til de Store; Elementerne til en Revolution ere der nu, ligesom før. Navnlig i Paris er der vel hundrede Tusinder, som vilde være paa rede Haand, fordi de Intet have at tabe.
Den 14de Maj.
Ved et Besøg hos Hr. Stapfer, Præsident for «la société biblique francaise et étrangère», forhen Prest, lærte jeg at kjende en gammel, som det syntes værdig og med Kirkens Forhold vel bekjendt Mand, der talte længe og aabent med mig.
Den tyske Literatur, bemærkede han, vil ingen Indgang finde, skjønt enkelte, selv bekjendte Mænd have vist Interesse derfor. Dels kjender man ikke Sproget – man skjøtter i det Hele ikke om at lære fremmede Sprog, da man mener at have nok i sit eget; fremmede Sprog læres derfor heller ikke i Gymnasierne –, dels finder man ikke Behag i Tyskernes Skrivemaade, i deres ofte tunge Stil, i deres Vidtløftighed, i alle deres lærde Apparater, hvilke forelægges Læserne ligesaavelsom Resultaterne, der ofte forsvinde i hine. Her kommer det ikke alene an paa at vise den færdige Bygning, men ogsaa den hele Stillads, alle Redskaberne, som man betjente sig af til dens Opførelse.
Hvad Franskmanden søger, maa han komme lettere til. Stapfer bemærkede, at man vel kunde sige, at Tyskeren læser for at lære, Franskmanden for at amusere sig. Den Klarhed, hvormed Franskmanden i Regelen
– 270 –
udtrykker sine Tanker, maatte man vel ønske, Tyskeren agtede noget mere og stræbte noget mere efter. Han kjendte vel den tyske theologiske Literatur, Hengstenberg, Tholuck, Neander o. A.
Neander fandt han vaklende. Heller ikke med Tholucks Akkomodations- og Inspirationstheori var han ganske enig; det syntes ham, at han i sit Hebræerbrev og sit Skrift mod Strauss havde gjort Indrømmelser, som man ikke skulde vente. Han respekterede saavel Hengstenbergs Principer som Grundigheden i hans Skrifter, skjønt han fandt ham, idetmindste tildels, meget vidtløftig.


















































