– og gir oss et vakkert bilde av en enkel, men svært avholdt kristen; ikke minst forteller det om hvilken forutanelse som kan gis den troende, som lever i forventning;
– (Meddelt til Mandals Avis).
Salve Smæland i Holme Sogn er nylig død i en Alder af 87 1/2 Aar.
Hans Liv var fromt, stille og roligt, med Orden og Flid røgtede han sit jordiske Kald. I en lang Aarrække var han en af Menighedens Medhjælpere, og Alle vare tilfredse med ham.
For omtrent 7 Aar siden fik han enkelte Gange Svindel (svimmelhet/red.), saa han faldt. Smerter var ikke forbunden med denne Svindel; men han kom til at nære en saadan Frygt derfor, at han lagde sig til, og i samfulde 6 a 7 Aar laa han næsten bestandig.
Syg var han imidlertid ikke, men vistnok meget alderdomssvag. Samling havde han bestandig, men næsten blind i de to sidste Aar. I Begyndelsen af denne Maaned bad han sine Husfolk hente ham sin yngste Søn R.
«Jeg vil flytte idag og tale med min Søn før jeg reiser», sagde han.
Sønnen blev snart hentet. Da han havde talt en Tid med sin gamle, ærværdige Fader, og intet usædvanligt kunde mærkes, bar han til at ville gaa hjem; dette mærkede den Gamle, hvorfor han sagde :
«Aa – hvad haster du saa efter, kan du ikke nok sætte til denne Dag, og bie til jeg er flyttet ? – – jeg vil flytte idag».
Denne Bøn gjorde sin Virkning – Sønnen satte sig til i Ro. Mod Aften saa den Gamle op med Øine klar som Ungdommens. Han saa nok engang op for sig, men med en brusten Glands, og strax derpaa uden Smerter som det syntes, flyttede hans Aand fra dens affældige Bolig.
Stille som hans Liv og from som hans Vandel var ogsaa hans Flytning rolig.