– i boken av Herman Ruge : “Litteraturhistoriske billeder. 1550-1830”. J.W.Cappelens Forlag. Oslo 1928; Holberg forfattet dette i 1729 :
– fra sidene 42 – 47 :
Ludvig Holberg : Om de Norskes Character.
Av Dannemarks og Norges Beskrivelse.
Hvad sig anbelanger de Norske, da, saasom de leve under et andet Clima, saa differere de meget fra de Danske baadc i Humeur og Sæder : Dog hindrer den Forskiel ikke, at der jo er en fuldkommen Foreening og Overeensstemmelse imellom begge disse Nationer, og have de alle Tider siden den navnkundige Foreening blev sluttet imellem Dannemark og Norge, været anseede som eet Folk.
Førend jeg taler videre om samme Nation, vil jeg her løsligen merke, al Skribentere, fast udi ingen Ting fare saa meget vilde, som udi at beskrive de Norskes Art og Egenskab. De Fleeste grunde deres Beretninger
– 43 –
paa adskillige gamle Skrifter, som ere publicerede for lang Tiid siden om Findlapperne, hvilke Folk ere de Norske fast ligesaa ubekiendte, som Græker og Persier, og ere de fleeste ligesaa nysgierrige efter at see en Findlap, som en af bemeldte Nationer.
Ikke desmindre udstrække dog Fremmede den Character, som gives dette raa Folk, til den heele Norske Nation, hvilket er sandelig fast ligesaa urimeligt, som af en eller anden gammel Relation om de Miqvelez, et røversk Folk ved de Pyrenæiske Bierge, at formere sig en Idée om den heele Spanske Nation.
Jeg kand ikke forbigaae her at fortælle en Ting, som mig udi min Ungdom er vederfaren. Da jeg opholdt mig til Rom, og af en Hendelse kom i Selskab med en Piem on teser, der havde læst adskilligt om Tydskland og de Nordiske Lande, og samme Piemonteser fornam, at jeg havde nogen Kundskab derom, spurte han mig : Om jeg ikke nogen Tiid havde seet en Normand, da jeg nu sagde ham, at jeg var selv fra Norge, forundrede han sig ikke lidet derover, og endelig efter nogen Betænkning svarede, at jeg maatte da være fød af fremmede Forældre; Thi han vidste vel at Norske Folk vare vanskabte, og havde Ansigter der lignede meere Svine-Hoveder end Menneskers.
Da jeg nu forsikkrede ham om, at der fantes ikke kiønnere (må være å forstå «skjønnere»/red.) Folk nogensteds end udi Norge, og at Italiener og Franske hvad Legemets Skikkelse angaaer, ikke kunde lignes med samme Riges Indbyggere, sagde han, at han kunde beviise anderledes af adskillige Skribentere, besynderlig af en fornemme nye Autor, der havde reyst 14 Aar, for at erkyndige sig om andre Nationers Egenskab, og hvis Skrifter vare oversatte paa adskillige Sprog.
Da jeg nu bad ham om at lade mig see samme Bog, lod han mig den ved Leylighed see, og var det den saa kaldte Vojage Historique, hvoraf den 8de Tome indeholder en Beskrivelse over Polen, Sverrig, Dannemark og Norge. Udi det Capitel om Norge taler han saaledes : Indbyggerne af det Rige
– 44 –
Norge have Hade og sortagtige Ansigter, Øyne ligesom Svine-Øyne, og Øyne-Bry ne, som strække sig ned til Ørene; De svøbe sig fast alle udi Reensdyrs-Skind, og vende det Laadne ud, hvilket foraarsager, at de endda synes hesligere og vildere end de ere.
Og, naar han nu haver opregnet alle disse Urimeligheder, og tilligemed talet om deres Troldom, sigende, at fast enhver Mand udi Norge holder en sort Kat, med hvilken han raadfører sig udi alle sine Foretagender, slutter med disse Ord : Jeg tvivler ikke paa, at mange jo ville holde dette for en Fabel, men jeg kand forsikkre om, at det er gandske sandfærdigt; Thi man kand ikkun spørge adskillige Skippere og Baads-mænd, som fare paa samme Rige, derom etc.
Men jeg maa begive mig til Materien igien. Udi gamle Dage vare de Norske meget uroelige, saa at der vare faa Konger, der jo maatte ligge udi Felten, nu mod en, nu mod en anden Rebeller, og satte mange af dem Livet til udi saadanne indvortes Krige.
Men for nogle 100 Aar siden, besynderlig efter Foreeningen med Dannemark, havde de ladet see saa stor Lydighed mod Øvrigheden, at de kand tiene til Exempel derudi for alle andre Nationer. Dette have de høylovlige Konger af det Oldenborgske Huus ogsaa mærket, og derfor havt en besynderlig Estime for samme Nation, og brugt altid en stor Deel af dem til deres Liv-Guarder. Man kand sige til de Norskes Berømmelse, at, saa grumme og hidsige de ere mod deres Fiender, saa føyelige og lydige ere de imod Øvrigheden, saa at man i nogle 100 Aar fast ingen Uroelighed eller Opstand haver hørt udi samme Rige, hvilket jeg veed ikke, om mange Nationer kand berømme sig af.
Hvad deres Tapperhed er angaaende, da tør jeg understaae mig at sige, at deres Lige nu omstunder
– 45 –
ikke findes. Mange skulde vel tænke, at jeg siger saadant for at smigre for mine egne Landsmænd, hvilket ellers er en almindelig Lyde hos Skribentere. Men jeg vil ikkun bede enhver, der fatter saadanne Tanker, læse samme Nations Historie og Bedrifter, saa vel hos Svenske, som Danske Skribentere, saa skal han finde, at fast ingen Fiende har havt nogen Fordeel mod de Norske.
De Svenske selv, som alle Tider have havt store Tanker om deres Manddom, maa mod deres Villie bekiende, at de Norske udi Tapperhed intet give dem efter. De Norske derimod agte sig langt høyere end de Svenske, og grunde de Tanker, de derudi have om dem selv, paa de mange herlige Seyervindinger, som de stedse med ulige Magt have erholdet over samme ellers stridbare Nation.
At de Norske ikke have været udi saa stor Anseelse som de Svenske, dertil er alleene Aarsag, at de ikke have havt stor Leylighed, at lade see deres Tapperhed udi andre Lande. De Svenske derimod have idelig ført store Krige udi Polen, Moscov, Dannemark og Tydskland, og været anførte af store Generaler, der have bragt Krigs Disciplinen saa høyt hos dem.
Dette uanseet have de faaet store Stød udi Norge, omendskiøndt samme Riges Militie stedse har bestaaet af raae Bønder, der sielden have været vante til Kriig, og ingen anden Fiende havt end de Svenske.
Saa at man derfor kand sige, at de mange og herlige Seyervindinger, som Sverrig har erholdet udi andre Lande, kunde tiene til de Norskes Berømmelse, og at fatte dis (dess/red.) høiere Idée om samme Nation.
Hvad Folk de Norske ere, have de Svenske besynderlig fundet til Søes, hvor de have contribueret saa meget til de store og herlige Seyervindinger, dette Rige stedse imod Sverrig haver erholdet. Dette er Aarsag, at Fremmede heller antage Norske Matroser end andre udi deres Tieneste, saasom de ere ikke mindre haarde og beqvemme til at udstaae alle de Uleyligheder, som Krigen fører med sig, end modige at stride mod
– 46 –
deres Fiender, og troe mod dem, udi hvis Tieneste de ere.
Til Konster og Haandverke ere de Norske synderligen beqvemme; Thi, omendskiønt de samme aldrig nogen Tiid have ret floreret udi Norge, saa dog have Indbvggerne noksom ladet see, og endnu give Prøve paa, baade hvor store Naturalier, saa ogsaa hvor megen Lyst og Tilbøyelighed de have dertil.
Der er fast ingen Bonde udi Norge, der jo foruden sit nødvendige Arbeyde, giør noget med sine Hænder til Zirat. Det meste er at forundre sig over, at de giøre Alting udaf deres egne Hoveder, saasom de hverken have lærdt eller seet noget tilforn, og er der ingen Tvivl paa, at, dersom mange af dem komme iblant store Mestere, de jo skulde kunne forarbeyde de Ting, som endogsaa Franske og Italiener skulde forundre sig over.
De Norske ere meget hengivne til Kiøbmandskab, besynderlig Indbyggerne udi den Stad Bergen, der drive stor Handel paa alle Steder udi Europa, derfor komme ogsaa fra samme Stad mange af de meget gode Søe-Mænd, Hans Majest. haver udi sin Tieneste. Mange fornemme Borgere føre selv deres Skibe, og tage deres Børn med sig, saasnart de ere udi den Alder, at de kunde giøre nogen Tieneste, at de under Forældrenes Opsigt kunde desbedre øves udi Seilatzen og lære, hvad som der hører til, og endelig, naar Forældrene blive gamle, de selv kunde føre deres Skibe.
Hvad Lærdom er angaaende, da, omendskiønt der inlet Academie er udi Norge, ey heller mange store Bibliotheker, som jeg veed, saa dog findes der mange lærde Mænd; Thi fast alle de, som have Midler, efter at de nogen Tiid have studeret paa Universitetet til Kiøbenhavn, reyse Udenlands, for at lære fremmede Sprog, hvortil de ere synderlig hengivne, have ogsaa den Fordeel frem for andre Nationer, at de treffe saa vel den fremmede Accent og Udtale.
Hvorvel man ikke kand nægte, at jo undertiden giøres
– 47 –
noget formeget deraf, og at adskillige andre Ting derover forsømmes.
De store Qvaliteter og Sindets Gaver, som findes hos denne Nation, foraarsage, at mange fatte for store Tanker om dem selv, og see andre over Axslerne; De andre Skrøbeligheder, som de Norske ere hengivne til, er at de vil gierne stadse (stase opp/red.) og holde dem over deres Formue, hvilket foraarsager, at mange blive bragte til Armod, og, efter at de en kort Tiid have været udi Anseelse, siden maa paatage sig Tieneres Skikkelse.
De Danske derimod ere meere sparsommelige, og indrette meer deres Tæring efter deres Pung.