– XI. Bind – sidene 591 – 593 :
Müller, Ludvig Christian, 1806-51, Præst og Seminarieforstander, var en Søn af Divisionskirurg, Justitsraad Hans Christian M. (død 1826) og Jacobine Catharine f. Steinfass (død 1827).
Han blev født i Kjøbenhavn 12. Maj 1806 og voxede op i et velhavende, men tarveligt Hjem. Naar Mørkningen kom, plejede hans Fader at lægge sig paa Sofaen og fortælle den videlystne Dreng Træk af sine egne Oplevelser og af Fortidens Hændelser; derved vaktes Sønnens Sans for Historien og hans Lyst til at fortælle andre, hvad han selv havde lært.
1814 kom L. C. M. i den kjøbenhavnske Borgerdydskole, og fra den blev han dimitteret 1822 med et udmærket Vidnesbyrd.
Allerede i Skoletiden havde han erhvervet sig usædvanlige Kundskaber i Hebraisk; som Student kastede
– 592 –
han sig over de andre østerlandske Sprog og Islandsk, saa at han snart kaldtes «den hebraiske» eller «syriske», snart «den islandske M.».
Da han 1827 gik op til Attestats, opgav han hele det gamle Testamente i Grundsproget, og han overraskede Professorerne ved at oversætte paa Hebraisk det af det nye Testamente til den skriftlige Prøve forelagte Stykke. Hans østerlandske Studier havde bragt ham i nært Forhold til Lindberg; gjennem ham lærte han Grundtvig at kjende, og han blev en selvstændig Discipel af Grundtvig baade i kirkelig og folkelig Henseende.
Som Kandidat underviste og manuducerede han. 1832 gjorde han en Rejse til Island og opholdt sig 1 1/2 Aar paa den fjærne Ø. Før Rejsen til Island havde han skrevet en islandsk Grammatik (1830); efter Hjemkomsten udgav han en kortfattet hebraisk Grammatik (1834), en Samling angelsaxiske Texter med Ordbog (1835) og en islandsk Læsebog med tilhørende Ordforklaring (1837).
De fremmede Sprog vare for ham dog kun en Nøgle til de paagjældende Litteraturer, og faa forstode som han at gjengive, hvad han havde læst i Bibelen eller de nordiske Sagaer.
I Kandidataarene i Kjøbenhavn holdt han ogsaa Forelæsninger over Historie, Islandsk og Angelsaxisk, og 1836 begyndte han Udgivelsen af en «Danmarks Historie», der siden blev fortsat indtil Reformationstiden (3. Opl. 1866 ff.). Den udmærker sig ved en grundig Benyttelse af de Kilder, der stode til Forfatterens Raadighed, og den giver en god Forestilling om hans store Evner som Fortæller. I mange Kredse af vort Folk har den været og er endnu en meget læst og højt skattet Bog.
1837 blev han resid. Kapellan ved Ribe Domkirke og Sognepræst i Sem, og der fik han Brug for sine hebraiske Kundskaber, da han blev Lærer i Hebraisk ved Ribe Latinskole. 1842 blev han Sognepræst for Snedsted og Nørhaa i Aalborg Stift og tillige Forstander og Førstelærer ved Seminariet i Snedsted, og da dette (1848) blev flyttet til Ranum, fulgte han med som Forstander og Sognepræst for Bjørnsholm og Malle.
Han var en ypperlig Prædikant. Hans ualmindelige Herredømme over Sproget gjorde ham det let at finde Udtryk for sin dybe Grebethed af Kristendommen, og han havde en ejendommelig Gave til at udtrykke sine Tanker med Fynd og Kraft og oplyse sin Tale ved slaaende Sammenligninger og kjærnefulde Ordsprog.
Hans i bedste Forstand enfoldige, indholdsrige og ejendommelige Prædiken fandt megen Indgang, navnlig i Snedsted, og hans Jævnhed og Kjærlighed i den daglige Omgang
– 593 –
gave hans Tale i Kirken forøget Vægt.
Men Dobbeltstillingen som Seminarieforstander og Præst tyngede tit stærkt paa ham, og han var ikke altid klar over, hvor han havde sin egentlige Plads. Hans Naadegave som Fortæller og hans Evne til med et Par Ord at karakterisere en Mand eller en Bog gjorde ham til en ypperlig Lærer for de vordende Lærere, som ved hans Undervisningsmaade bleve indviede i den Kunst at fortælle klart og livlig.
Kort efter at han var kommen til Ranum (1848), udgav han 1. Del af «Den bibelske Historie» (II, det nye Testamente, udkom 1851; 4. Opl. 1884; forkortet og ændret af Greensteen 1891), og den var et nyt Vidnesbyrd om hans ejendommelige Læregaver.
Men i Ranum følte han sig aldrig vel. Sygdom og Pengenød (H. F. Rørdam, Peter Rørdam II, 182), den usunde Bolig og det barske Vejrlig (værlag/red.) lammede hans Arbejdskraft. Derfor søgte han Forflyttelse, og 1850 blev han kaldet til Sognepræst i Starup og Grarup ved Haderslev.
Men da var han allerede mærket af Døden, og 5. Juni 1851 døde han under et Besøg i Hammelev Præstegaard.
– Han var gift med Hanne Henriette f. Hjorth (f. 1814), Datter af Kammerraad Peter Jonassen H. og Maren f. Høet.
1864 udkom der en Samling af hans Smaaskrifter, indledet med et Forord af Professor Fr. Hammerich.
Erslew, Forf. Lex.
L. C. M.s Eftermæle (1851).
Fr. Nielsen.