Toggle search modal
Close

«en mærkværdig omvendelses-historie..» : forfattet av hans tønnesen stene (steene)

– ..«som viser hvilke forunderlige Veie Herren undertiden maa gaae, for at frelse en Sjel og bringe den til sand Hengivenhed og Lydighed ved Troen paa den Herre Jesum !»; udgivet af Hans Tønnesen Stene, Stavanger; Trondhjem – trykt af T.A. Høeg. 1848.

Les mer om Steene på følgende sider :

– her refereres fra bokens sider 2 – 40 :

1. O Gud ! Fornuften fatter ei Dit Forsyns skjulte Naade, Den ubegribelige Vei Og underlige Maade, At føre dine Helgen paa, At bære og ledsage, Alle Dage, Og altid med dem staae, Helst naar de findes svage.

2. Naar Du os vil ophøie, maa Vi først til Jorden segne, Naar vi dit Naade-Skin skal faae, Saa lader Du det regne, Du tager os vor Fordeel hen, Naar Du os rig vil gjøre, For at føre Vor Sjel til Dig igjen Og dine Bud at høre.

3. Du lader og med Helved-Frygt I vore Synder plage, At Naaden ret kan blive søgt, Og desto bedre smage, Du truer os med Nød og Død, Naar Du os vil oplive, Trøsten give, Der er langt mere sød End Nogen kan beskrive.

4. Naar Sjelen sidder kold og svag I stor Anfegtnings Mørke, Da just i hendes Vee og Ak, Du selv er hendes Styrke, Vi tænke ofte i vor Vee At Du os slet forstøder, knuser, døder, Ved Enden kan vi see, At Hjertet mod os bløder.

5. Du fører os i Kamp og Strid Mod Satans hele Skare, Vi synes tit i saadan Tid I alt for stor en Fare, Da lære vi, hvor lidt vor Leir Formaaer mod Satans Pile, Til Dig ile, Og efter vunden Seir I Dig alene hvile.

6. I saadan Kamp vi føres ind Til vores egen Nytte, I Gud er uforandret Sind At faae til Deel og Bytte, Naar vi vor Jammer, Synd og Nod Ved Aanden saa bekrige, At de vige, Det bringer Kjødet Død, Men Aanden Kraft og Rige.

7. Og naar vi da din Kjerlighed Og milde Hjerte finde, At mange Glæde-Taarer ned Af vore Øine rinde, Naar den afvendte Sjel igjen I Jesu Skjød kan havne, Ham at favne, Saa svinder Verden hen, Som Drømme, Røg og Avne.

– 3 –

I en Tid af omtrent syv Aar har det ofte forekommet mig, at det ikke vilde være uden Nytte og Gavn om jeg i Korthed fremsatte min Omvendelses-Historie, eller den Maade hvorpaa Herren har bragt mig til en sand Omvendelse, fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud.

Det synes ogsaa at Herrens Førelser med mig har været tenmelig haarde og usædvanlige, derfor har jeg troet at det maaske kunde komme en eller anden Sjel til Hjælp, der vel ogsaa kan være bestedt i de samme Fristelser og Anfægtninger, hvilke jeg i saa lang en Tid at været holden fangen i.

Ligeledes har jeg ogsaa af og til kjendt ligesom en Drift og Tilskyndelse at skrive Noget, om det maaske kunde blive Nogen til Opvækkelse og Bestyrkelse paa Salighedens Vei, men da jeg er kold og lunken i min Saligheds Sag og her tillige bliver saa meget skrevet nu i disse Dage, dog til liden Nytte, saa maa jeg sige, at jeg har følt ligesom en Modløshed og Forsagthed og tænkt som saa, at hvad jeg kunne have at frembære af mit Hjertes Liggendefæ ikke vilde have synderlig Virkning eller Indflydelse til nogen Forbedring i Henseende til Folkets aandelige og evige Vel.

Mangen Gang, under mine livsalige Stunder i Omgjængelse med Herren i Bønnen, har jeg følt en inderlig Længsel efter og Tilskyndelse til at udgive nogle Smaaskrifter; men som før er sagt, og af de Grunde som ovenfor ere anførte, samt af Tvivl paa min egen Aand, saa har jeg helst

– 4 –

søgt at bortdrive saadanne Tanker.

At mit Kald fra Herren skulde være at udgive Skrifter, det kunde man have Grund til at drages i stor Tvivl om; dog maa jeg sige, at det forekommer mig af forskjellige Grunde, at det skulde være Herrens Villie at jeg skulle fremlægge mit Vidnesbyrd offentlig ved nogle Smaaskrifter.

Naar vi kaste et Blik paa vort kjære Fædreneland og betragte Tidsaanden eller Folkets Tilstand i aandelige Henseender for nærværende Tid, saa kan man have Grund til paa een Gang baade at glæde sig og at sørge.

Vel har Herren bevidst Landet en saare stor Barmhjertighed, idet han har udsendt sin gode Helligaand over Folket, næsten over det hele Land, og besøgt mangt et Hjerte ved sin opvækkende Naade.

Vist mangen Sjel er hensovet i en salig Troe siden den i sig selv ringe Bondesøn, Hans Nielsen Hauge, opløftede sin Røst over en død Christenhed, hvilken neppe gjenkjendte sin egen Aand, og Erfarenhed viser hvilke velsignelsesrige Frugter hans Virksomhed har efterladt sig indtil vore Dage; derfor have vi Grund og Aarsag til at glæde os, og takke ham for sin Naade og Barhjertighed imod os.

Han saae i Naade til vort Land, da næsten Ingen saaat sige spurgte efter Gud; men da selv tænkte han paa os i Naade, hvorfor vi ere skyldige at takke og berømme hans velsignede Navn baade i Tid og Evighed.

Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os Sæd, havde vi blevet som Sodoma og været ligeved Gomora. Og det kan ogsaa hedde om os, som der staaer hos Evangelisten Johannes 4 Cap. 37 V. (vers/red.).

Thi i dette er den Tale sand, at der er Een som saaer og en Anden som høster. Jeg haver udsendt Eder, at høste det, som I ikke have arbeidet. Andre have arbeidet og I ere indkomne i deres Arbeide. Enhver seer nu til hvorledes han bygger og arbeider derpaa.

Naar vi derimod besee Landet fra en anden Side, saa opstaaer der hos os Sorg og Bedrøvelse i mange Henseender.

– 5 –

For det Første synes det, at den aandelige Iver og Brand har lagt sig, og mange have ligesom begyndt i Aanden og fuldkomnet i Kjødet, og istedetfor at de skulde have virket for Guds Riges Udbredelse ved en enfoldig og hjertelig Bekjendelse saa ere de blevne saa fordybede og indtagne i de nærværende jordiske Ting, at den Sæd, som der var nedlagt i deres Hjerter, hvorved de skulde have baaret Frugt i Taalmodighed, er blevet qvalt af denne Verdens Torne og Tidsler.

Ligesom Apostelen siger : «Demas forlod mig og fik Lyst til den nærværende Verden».

For det Andet have vi Aarsag at sørge over at adskillige falske Lærdomsgrunde indtrænge sig i Kirken, ja ogsaa vil tage Plads og gjøre sig gjeldende i vore Børnelærdoms Bøger.

Og selve Bibelen maa ikke være i Fred uden at der skal indflettes nye Udtrykke for at fremhæve den nye Lærdom, om hvilke her nu saalænge er skrevet og disputeret over, at man nu er ligesom kjed og træt af at handle derom.

Paa hvad Maade denne giftige Syre skal blive udryddet igjen, som har indtrængt sig i Kirken, det veed Gud allene. Angaaende Stadskirken i sig selv, saa er den ikke saa rar som Mange indbilder sig, og her kunde vel trænges til en Reformation, men hvo er dygtig dertil ? Herom var meget at tale.

Hvem skal nu opstaa istedetfor den afdøde Hans Nielsen Hauge ? Gid det ikke maatte hedde om os, som der staaer hos Propheten Ezechiel 22 Cap. Jeg saae mig om og ledte efter en Mand, som vilde gjærde et Gjærde og staae i Gabet for mit Ansigt for Landet, men jeg fandt Ingen.

Herren selv udsee sig en Mand, der maatte ved Bøn og Paakaldelse afværge hans grumme Vrede og igjen blive Landet til stor Velsignelse. Dette høre og bønhøre os vor treenige Gud og Fader for sit Navns Ære Skyld ! Amen.

Da min Hensigt egentlig er at fremsætte mit Levnetsløb eller Omvendelses-Historie, saa vil jeg hermed skride til dens Afhandling.

Allerede fra den Tid, da jeg først kunde gjøre Forskjel

– 6 –

paa Høire og Venstre, søgte den gode Gud ved sit Ord og sin Helligaand at beholde mig til sin Eiendom, som i den hellige Daab blev indpodet i hans Kirke og Naaderige her paa Jorden.

Den første Naadesvirkning jeg erindrer var dette, at medens jeg var et Barn, der ikke engang forstod Guds Ord eller hvad der blev læst, blev jeg under en opbyggelig Huusandagt i mine Forældres Huus saa hjertelig rørt og bevæget, at jeg kastede mig i min Moders Favn og græd; men jeg vidste ikke engang hvad det var, som jeg græd for. Det var vel Guds gode Aand, der nærmede sig den i Daaben trololovede Brud.

Min Fader døde da jeg var omtrent ni Aar gammel, og jeg stod Fare for ikke at faa den fornødne Børneopdragelse og Børnelærdom.

Under denne Tid erindrer jeg mig meget vel at jeg lagde mig paa mine Knæ, som et Barn, og bad til Gud, at jeg maatte erholde saa megen Kundskab i min Børnelærdom, at jeg ikke skulde staae tilskamme iblandt mine andre Jevnlige ved min Confirmations-Tid.

Uagtet jeg blev temmelig forsømt med at lære at læse paa den Tid, jeg egentlig skulde være blevet undervist og anholdt dertil, saa erholdt jeg dog en temmelig klar Kundskab igjennem de saliggjørende Sandheder, og jeg læste ofte min Pontoppidans Forklaring med Liv og Velsignelse. Og jeg troer ogsaa, at Herren hørte min Bøn, om at erholde den fornødne christelige Kundskab.

Eftersom min Moder var en fattig Enke, saa blev Følgen heraf, at jeg maatte bort til Fremmede for at fortjene mit Brød, og min Beskjeftigelse blev for det Første, at vogte Faar. Jeg græd næsten hele Dage igjennem, deels troer jeg det var af Længsel og deels af den forekommende Naade; men den Gang vidste jeg ikke hvad det var, som rørte mit Hjerte. Dog alligevel erindrer jeg, at de Feil og Forseelser, som jeg havde begaaet hjemme imod min Moder og Sødskende, stod mig altid klart for Øinene, og

– 7 –

jeg følte ligesom en Bedrøvelse derover. Jeg tænkte : kommer jeg nogen Gang hjem igjen, saa vil jeg vist ikke mere være ulydig og bedrøve min kjære Moder og Sødskende; men det gik vel saa, at da jeg kom hjem, blev jeg ikke nær saa lydig og stille, som jeg havde lovet og troede at kunne holde.

Endnu stærkere blev Herrens arbeidende Naade paa mit Hjerte under min Confirmationstid. Da fattedes det ikke paa gode Løfter og Forsætter, men ingen Bestandighed.

Efter min Confirmationstid skulde jeg ogsaa bort til Fremmede, og medens jeg gik i Marken som Faarehyrde, opstod der alvorligere Tanker om Døden og om Evigheden. Efter den Kundskab, som jeg havde erholdt af min Børnelærdom, saa vidste jeg meget vel, at uden der foregik en sand Hjertens Forandring hos mig, saa var det umuligt for mig at kunne blive salig.

Følgende Sprog faldt mig ofte i Erindring : Uden Omvendelse skeer ikke Forladelse og uden et Menneske bliver født paany kan det ikke see Guds Rige.

Ved Herrens arbeidende og kaldende Naade kom jeg til den Beslutning med mig selv, at jeg vilde begive mig paa Omvendelsens Vei og overgive mig til Herren uden mindste Opsættelse; thi jeg tænkte : Døden kan indfinde sig ligesaa snart hos mig, som hos en Anden; og saa veed jeg, at en mørk og fæl Evighed venter mig saavelsom alle ubodfærdige Syndere.

Men, som det i Almindelighed gaaer med de fleste Mennesker, naar de begynde at indsee deres Syndetilstand og Afvigelse fra Gud, at de nemlig først begynde ved eget Arbeide og Bestræbelse at aflægge Synden og oprette en egen Retfærdighed, samt mene, at Omvendelsen er dermed gjort, saaledes gik det ogsaa med mig.

Men naar jeg havde arbeidet mig et godt Stykke frem paa Selvforbedrings-Veien, og havde opbygget et heelt Huus af Egenretfærdighed og gode Gjerninger, saa faldt den hele Bygning med Eet, og jeg blev den samme som før.

– 8 –

Jeg blev da lidt urolig over mig selv, fordi jeg ikke kunde komme afsted med min paabegyndte Selvforbedring, men blev hellere værre istedetfor jeg haabede at skulde blive bedre.

Efterhaanden blev jeg endmere urolig og utilfreds med mig selv, og jeg begyndte nu endelig at betragte Guds Ord, og Pontoppidans Forklaring, som var fuld af Liv og Kraft, blev nu det første Middel til min Sjels Styrke og Vederqvægelse.

Jeg fik en særdeles stor Lyst og Begjærlighed til at betragte Guds Ord til Oplysning og Glæde i Gud. Nu blev der en anden Forandring med mig. Hjertet blev saa overmaade opløftet af Guds Kjærlighed, at Synden tabte sin Magt. De Ting, som jeg ikke for havde kunnet overvinde, bleve mig nu mulige, ja saare lette at afsige og forsage.

Igjennem en Tid af omtrent tre Aar fik jeg erfare en saadan overvættes og uudsigelig Fryd og Glæde i den Hellig Aand, at det var mig fast umuligt at udsige med Ord.

Altid fik jeg bede til min gode Gud, og hans Ord var mig saa dyrebart og kjert, at Tiden blev mig altid for kort til dets Betragtning. O, hvilke salige og frydefulde Dage ! Det var ofte som jeg allerede skulde været henført i Paradiis, og jeg vilde ligesom besvime af de søde Naadestrømme, der i saadant overflødigt Maal meddeeltes Sjelen.

Men hvormeget jeg end havde erfaret af Guds Naade paa mit Hjerte, saa havde jeg dog ikke endnu ret kjendt min særdeles dybe Fordærvelse, og Loven havde ikke endnu ret tilfulde sønderknuset Hjertet og gjort sit Embede, til Synds Erkjendelse og smertelig Følelse; thi saa længe Herren drog mig med søde Følelser, blev jeg bestandig i Naaden, men saasnart han begyndte at unddrage sig med sin følelige Nærværelse, og ikke altid blev ved ligesom at bære mig paa sine Kjerligheds Arme, saa blev jeg utro og svag i Troen; jeg tabte lidt efter lidt i Striden imod Synden, og tilsidst vidste jeg ikke, enten jeg var i Naadestanden eller ikke, enten jeg havde Syndernes Forladelse eller ei.

– 9 –

Da Herren begyndte at skjule sig og jeg tabte den store Opløftelse, var der næsten intet Guds Ord, som kunde styrke og trøfte mig, undtagen nogle Psalmer i Troens rare Klenodie om høie aandelige Anfegtninger; deriblandt var den Psalme : Her løber jeg iblinde, Og veed ei selv hvorhen; Jeg kan ham ikke finde, Som hedder Synd’res Ven. Jeg kan ham ikke miste, jeg kan ham ikke faae, Saa Hjertens Baand maa briste, Og Livets Kraft forgaae.

Samt Flere af lignende Indhold. Det vedvarede en Stund, at jeg havde Trøst af ovennævnte Psalmer, men tilsidst blev disse ogsaa tillukte for mig, og Intet kunde trøste og styrke mit Hjerte. I Tvivl og Utilfredshed med mig selv hengik jeg et Aars Tid.

Igjennem den Tid, som jeg var i denne Uvished og Tvivl, forekom det mig, at der forestod mig en stor Sorg, og jeg ligesom anede den Tilstand, Anfegtnings Bad og Elendigheds Ovn, som jeg da snart skulde blive indført i.

Dette kunde vel synes utrolig, men alligevel var det dog saa. Den Tid, som da forestod mig og den Elendigheds Ovn, jeg nu skulde gjennemgaae, var saare haard og svar, og min Sjel og Aand skulde nu snart ligesom vrie sig for Guds Retfærdighed og for Syndens og Lovens Kraft.

Jeg gik engang i Stilhed med mig selv og var i Bekymring over min Tilstand. Jeg fornam da ligesom en Svimmel og Tummel i Hovedet, og blev nu saa underlig, at jeg var næsten bange for at gaae; thi jeg frygtede for at jeg skulde falde og støde mig paa Stenene.

»Men Saulus fnysede endnu med Fængsel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperste-Præst. Og han begjerede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at dersom han fandt Nogle, som vare af denne Vei, baade Mænd og Qvinder, han kunde føre dem bundne til Jerusalem.

Men idet han reiste, skeede det, at han kom nær til Damascus, og et Lys af Himmelen omskinnede ham hasteligen.

– 10 –

Og han faldt paa Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham : Saul ! Saul ! hvi forfølger Du mig ?

Men han sagde : hvo er Du, Herre ! men Herren sagde, jeg er Jesus, den Du forfølger; det vil blive Dig haardt at stampe mod Braadden.

Og han sagde baade bævende og forfærdet : Herre ! hvad vil Du, at jeg skal gjøre ? og Herren sagde til ham : staae op og gak ind i Staden, og det skal siges Dig hvad Dig bør at gjøre. Ap. Gjern. 9de Cap. 1ste V.

Ingen maae tænke, at det var nogen Sindssvaghed, som jeg var betagen af, nei det var vist ikke andet end Herrens særegne Førelser med mig.

Idet samme jeg kjendte dette, opstod der en Frygt og Skræk, og det var ligesom jeg skulde have seet ind i Helvede, i den evige Fordømmelse. Jeg syntes ligesom see de fordømte Aander i den evige Svovl-Søe, og derhen syntes jeg at skulle komme, og ingen Forandring var der mere at vente, uden evig Jammer og Pine til evig Tid. Nu blev jeg opfyldt med Skræk og Angest, og vidste ikke hvor jeg skulde hen.

Da jeg kom hjem, tog jeg Bibelen for at see, om jeg ikke kunde finde Noget til Trøst og Bestyrkelse for mit angestfulde og bange Hjerte. Men jeg læste ikke længe, førend jeg stødte paa de svare Sprog i Epistelen til de Ebræer 6. og 10. Cap. Thi det er umuligt, at de, som ere engang oplyste, og som have smagt den himmelske Gave, og ere blevne deelagtige i den Helligaand, Og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter, og frafalde, atter fornye sig til Omvendelse; hvilke korsfæste sig selv den Guds Søn, og gjøre ham til Spot. Og 12. Cap., 16. V., at ikke Nogen skal være en Skjørlevner eller Vanhellig, som Esau, som for en eneste Ret Mad afhændede sin Førstefødsels-Rettighed.

Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arvet Velsignelsen, blev forskudt; thi han fandt ikke Rum til Omvendelse, alligevel han søgte efter den med Graad.

– 11 –

Jeg tænkte da, nu seer jeg min Tilstand, saaledes er det med mig, jeg har vidst begaaet Synd imod den Helligaand, om hvilken der staaer at den ikke kan forlades, der er vist aldrig mere Naade at vente for mig, jeg bliver vist fordømt til evig Tid.

Enhver kan nu tænke hvilken Forskrækkelse og Elendighed Sjelen blev opfyldt med. Jeg blev ved at randsage i Bibelen næsten daglig, baade i det gamle og det ny Testamente, for om muligt at kunne finde Noget, som kunde være mig til Trøst og Beroligelse; men Følgen var, at jo mere jeg læste, jo værre det blev; ligeledes traf jeg ogsaa et Sprog hos Apostelen Johannes 1 Epist. 16 V. Dersom Nogen seer sin Broder synde en Synd, som ikke er til Døden, den maa begjere, og han skal give ham Liv, jeg siger dem, som synde ikke til Døden.

Der er en Synd til Døden, om den siger jeg ikke, at han skal bede.

Disse Sprog vare mægtige nok til at sætte mig i Angest og Fortvivlelse; thi jeg troede, at de passede just paa mig. Forøvrigt var alt Guds Ord ligesom tillukt for mig, og intet af de herlige Trøstesprog, som tilhører en bodfærdig Synder, turde jeg antage eller tilegne mig.

Dette var tidlig om Vaaren; men hvilket Foraar og Sommer havde jeg nu at imødegaae. Alle Ting tegnede sig nu til Glæde for Menneskene, ja ogsaa i selve Naturen, men for mig til Sorg, ja saadan en Sorg som ikke lader sig beskrive.

For det Første tabte jeg Arbeidskraften. Min kjære Moder anviste mig noget Arbeide, men der blev Lidet eller Intet udrettet. Endelig begyndte Angsten og Sorgen at tage saa Overhaand, at jeg ikke var istand til at spise saameget som jeg behøvede til Legemets Underholdning.

Du kan vide, min kjære Læser, hvilken Angest og Jammer det maatte være som betog mig, at i min bedste Alder, omtrent i mit 20de Aar, da min Legemsstyrke var paa det kraftigste, gik det saa haardt til, at mit Legeme blev saa

– 12 –

afkræftet og usselt, ligesom En der har lagt i en svær Sygdom. Alles Tale gik ud paa hvad man skulle tænke der var vederfaret mig, men Enhver undsaae sig dog for at spørge mig derom.

Min Moder og mine Sødskende sørgede hjertelig over mig, og anvendte al Flid for at kunne trøste mig, men Alt var forgjæves. Jeg klagede mig en Dag for min Moder og sagde : Det gjør mig saa hjertelig ondt, og jeg er saa bedrøvet over at jeg har tabt Adgangen til Gud og hans Naade, jeg veed ikke hvorledes det skal gaae til, jeg synes alt Guds Ord er imod mig, og jeg hører kun til Fordømmelse.

Disse Udtrykke vare vel mægtige nok at bevæge Moderhjertet til at fælde Taarer tillige med mig, hun søgte vel ogsaa paa den bedste Maade at trøste mig, men jeg kunde ikke lade mig trøste.

Nu opstod de Tanker hos mig at Intet var nyttigere for mig end at forkorte mit Liv; thi jeg tænkte, paa denne Maade kan jeg ikke henleve Tiden, min Dom bliver kun desto større i Evigheden dersom jeg skal henvandre nogle Aar i Tiden i saadan Tilstand. Omtrent fra Vaaren til Høsten gik jeg næsten hver Dag i en Afkrog for at faae Anledning at styrte mig selv i Vandet, men Herrens Magt og Beskjærmelse var saa stor over mig, at jeg ikke kunde gjøre det. Den trofaste Engel, som da vogtede og beskjærmede mig, vil vel ogsaa ved mit Livs Aften ledsage mig ind i de evige Boliger. Dertil forhjelpe mig min kjære Gud og Fader i Jesu Navn.

Tilligemed Sjæleangsten gjennemflammede der en unaturlig Brynde og Hede Legemet, saa det var som om jeg allerede skulde have følt en Forsmag paa Helvede baade paa Legeme og Sjæl.

Det meest forunderlige var at jeg kjendte en utibelig Stank af mig selv, og det var vel en Forsmag af den evige Svovelstank, som de Fordømte føle i Helvede, som Johan Arndt siger : Synet skal da plages med Pinens Røg, Lugten med den evige Svovelstank, og som Skriften siger : Deres Pines Røg opgaaer i al Evighed.

– 13 –

Da fik jeg erfare Sandheden af hvad Prophetinden Anna siger, 1ste Samuels Bog 2 Cap. 6 V. Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op igjen.

Naar Andre om Søndagen gik til Kirke for at høre Guds Ord, saa laae jeg hjemme i Angst og Graad over min ulykkelige Tilstand, thi jeg troede at det ikke i mindste Maade kunde nytte mig at besøge Herrens hellige Huus til Sjels Styrke og Opbyggelse.

Jeg syntes alle Mennesker vare lykkeligere end jeg, thi for Dem troede jeg der var Naade og Syndernes Forladelse naar de vilde omvende sig, men for mig var der ingen Naade mere at vente.

Denne svære Sorg og Angest vedvarede næsten en heel Sommer, men sidenefter begyndte den at stilles og bortslides med Tiden, og jeg kunde da igjen forrette mit sædvanlige Arbeide og ernære mig.

At jeg ikke under denne haarde Sorg og Sjeleangest kom til Troen og Sjels Styrke og Benaadelse, er Noget som overgaaer alt det som jeg kan begribe; thi saasnart jeg i mindste Maade havde kunnet troe eller anet at der havde været Naade og Syndernes Forladelse for mig, saa havde jeg i samme Øieblik vendt mig fra Synden, hvilken var mig bidsk og suur nok, men eftersom jeg ikke kom til nogen Bestyrkelse i Troen, saa maatte jeg ligesom geraade under Syndens Magt og Herredømme til min store Sorg og Bedrøvelse.

Jeg turde ikke heller læse og betragte Guds Ord, thi jeg troede at det var mig kun til Synd om jeg vilde benytte mig af Naademidlerne og min Dom vilde blive mig desto større i Evigheden, hvis jeg skulde læse og betragte Herrens hellige Ord. Skulde jeg en og anden Gang læse Noget, saa vidste jeg ikke bedre Raad end at gaae forbi og ikke nævne Gud og Jesu Navn.

Jeg grundede og sørgede saalænge over hvad Aarsagen helst skulde have været til mit Fald, at jeg tabte lidt af mine Hukommelsesevner det kunde jeg forstaae heraf, at da jeg en Stund bagefter skulde forestaae et lidet Sildsalteri,

– 14 –

befandt jeg, at mine Evner ikke vare saa skarpe som før. Ak ! det gjorde mig saa hjertelig ondt at jeg i mine tidlige Ungdoms-Aar skulde tabe Guds Naade og falde fra Herren, at Hjertet vilde ligesom hensmelte i mit Liv af Sorg og Angest. Det var ikke alene for Syndens Straf, som jeg sørgede og frygtede for; men ogsaa fordi jeg ikke skulde faae frygte og elske den gode Gud, af hvilken jeg havde modtaget saa mangt et Naades Besøg til Sjelens Oplivelse, og Omgang med ham i Bønnen.

Jeg tænkte med mig selv : alligevel, at jeg bliver fordømt, hvilket jeg ikke i mindste Maade kunde drage i Tvivl om, saa vil jeg dog aldrig gjøre det, som er imod Guds Villie og hans hellige Bud; thi jeg havde endnu et hemmeligt Had til Synden, og Naadens Tugt var saa stærk over mig, at den bevarede mig fra de grove Laster i Almindelighed.

Det forundrede mig saa overmaade at Herren kunde velsigne de timelige Ting, hvilke jeg beskjæftigede mig med; thi jeg troede, at der kun maatte hvile en Forbandelse over alt det, som jeg havde imellem Hænderne af timelige Ting, men tværtimod saa jeg Guds Velsignelse igjennem alt mit Foretagende.

Jeg vil anføre Noget, for at vise, at Herren havde Freds Tanker over mig, men jeg troede det modsatte. Paa den Tid var det almindeligt i Brug, at unge og stærke Personer begav sig en Tour om Vinteren til Søkanten for at deeltage i det daværende Sildfiskerie. Som voxen og frisk Person skammede jeg mig over at være hjemme, da mine Kammerater begav sig derhen for at fortjene Penge. Jeg besluttede endelig at begive mig til Søkanten for at tale med en Mand, om jeg kunde blive med ham under Fiskeriet; og strax fik jeg Plads.

At vi skulde kunne erholde nogen Fangst, det troede jeg var fast umuligt. Det Værste var for mig at tænke over, at den Mand, som jeg skulde være tilsammen med, ikke skulde erholde nogen Fortjeneste det Aar, blot for min Skyld.

– 15 –

Men Følgen blev, at hvor vi udkastede vore Garn, fik vi overflødig Fangst. Alt til min store Forundring.

Det var med mig da, som Apostelen Peder sagde : Herre ! gak ud fra mig (gå fra meg/red.), thi jeg er et syndigt Menneske; thi hannem var kommen en Rædsel paa for den Fiskedræt, som han og hans Staldbrødre havde gjort tilsammen.

Jeg tænkte ogsaa ved mig selv, da jeg skulde begive mig til Søen : Maaskee vi kunne komme i Storm og Uveir, og jeg kunde faae Anledning til at falde ud af Baaden, og saa blev jeg dog Livet qvit; thi uagtet at Sorgen havde lagt sig, troede jeg, at det dog var det Bedste for mig, at jeg kunde komme ud af Tiden. Men der gaves ingen Anledning til at falde ud af Baaden, og mine Forhaabninger at komme ud af Tiden ved den Anledning, slog mig feil. Herren være derfor lovet.

Imidlertid blev jeg, som Værnepligtig, udskreven til Soldat.

Uagtet jeg troede jeg var evig forloren, saa følte jeg en Slags Lyst til at lære Noget. Endelig yttrede jeg for mine Foresatte i Militairtjenesten, at jeg havde Lyst til at indgaae i Tjenesten som Underofficeer. Ikke længe derefter blev jeg underrettet om, at jeg var ansat som Underofficeer, og maatte belave mig paa at begive mig til Garnisonen i Christianssand for at freqventere Underofficeer-Skolen tvende Vintre.

Det var da ikke saa behageligt, men jeg maatte deran. Herren vidste nok at jeg igjennem min Tid kunde vel trænge til den Lærdom, som jeg fik paa den Skole. Jeg vidste meget vel, at dette Fag ikke var noget behageligt for den, som vilde sky Synden og leve christeligt, men eftersom det aldrig kunde falde mig ind, at jeg nogen Tid skulde kunne faae Deel iblandt Guds Børn og hans hellige Ord til min Sjels Salighed, saa troede jeg ligesaavel at kunne blive i denne Tjeneste som i en anden Stilling; thi borte var jeg og borte blev jeg, det var al den Slutning, som jeg gjorde om mig selv.

Det sønderbrød mit Hjerte saa usige-

– 16 –

ligt, at høre paa den Ugudelighed og Ryggesløshed, som der foregaaer iblandt de Militaire i Garnisonen, samt at see dem arbeide paa Søndagen, at jeg var ligesom borte fra mig selv, men Alt dette troede jeg kun var til Straf fra Herren, fordi jeg var falden fra Naaden.

Enhver kan vel tænke hvilke Følelser der opstod hos mig, naar jeg i de mørke og kolde Nætter maatte staae ude og gjøre Vagt i Garnisons Tjenesten, og jeg tillige tænkte tilbage paa de søde og livsalige Dage, da jeg var hjemme hos min Moder i Ro og Stilhed, og laae ligesom et Barn i Jesu Skjød. Det faldt mig ofte i Tankerne : dette er Syndens Følger, Du kunde have været hjemme i Ro og Fred, og nu skal Du gaae her som en Syndens Slave og Træl. Men alt dette tjente kun til Hjertets Synderbrydelse.

Medens jeg var i Skolen i Christianssand spurgte en af Underofficererne mig paa følgende Maade : Hør min gode Ven ? Jeg har ofte tænkt paa hvorledes det skulde være, at blive iblandt de saakaldte Læsere eller Haugianere ? Hvad mener Du herom, sagde han til mig ?

Herover studsede jeg meget, og vidste ikke hvad jeg skulde svare ham. Skulde jeg svare : ja det var nok det Bedste, om Du gjorde dette, saa frygtede jeg for, at han skulde spørge mig, hvorfor ikke jeg ogsaa gav mig iblandt dem. Og skulde jeg sige, at han ikke skulde indlade sig derpaa, var det aldeles imod min Overbeviisning. Følgen blev, at der blev intet Svar paa hans Spørgsmaal.

Skulde jeg svaret som jeg troede og havde havt Lyst til, saa havde jeg sagt : Du kunde aldrig gjøre bedre Skridt i dit Liv, end naar du kunde blive af de saakaldte Læsere. Det gik med mig som det gik med Jøderne, da Jesus spurgte dem om Johannes Daab var af Gud eller den var af Menneskene, og da sagde de iblandt hverandre : Sige vi den var af Gud, saa vil han strax spørge os hvorfor vi ikke troede paa ham, og sige vi den var af Menneskene, saa vil Folket stene os; thi alt Folket holdt Johannes for en Prophet.

– 17 –

Men Svaret blev : Vi vide det ikke. Det var vel ogsaa den bedste Maade for dem at slippe ud paa.

Under mit Ophold i Christianssand i Skolen blev jeg meget sygelig og fik en Meen i Ørene, hvilket jeg kjender ondt af den Dag i Dag.

Jeg var 20 Dage paa Sygehuset og derfor blev jeg temmelig nedslaaet og foragtet af adskillige af Underofficererne. Men disse Ting vare vel en Morgenstjerne, som gik for Naadens Sol, og som der staaer i Ebr. 12. Cap. Min Søn agt ikke Herrens Refselser ringe, vær ikke heller forsagt naar du overbevises af ham, thi hvilken Herren elsker den refser han, og han hudstryger hver den Søn, som han annammer.

Og som der staaer i Sangen : Hvor Mangen aldrig kjendte den rette Ro i Gud, Om Gud ham ei lod hente ved Korsets visse Bud.

Jeg undredes over, at jeg skulde være saa svag og skrøbelig fremfor alle de Andre i Skolen, som bestandig vare raske og muntre. Men den salige Tid fra Herren, der snart skulde frembryde, var mig da ubekjendt, nemlig min Benaadelse og Frigjørelse i Christo.

Under denne Tilstand havde jeg flere Gange Rørelser paa mit Hjerte under Guds Ords Hørelse; men aldrig kunde jeg tro eller tænke, at der kunde være Naade for mig, ei heller turde jeg opløfte mit Hjerte til Gud i Bønnen.

Jeg bar ogsaa megen Agtelse for de gudfrygtige Mennesker; thi jeg vidste meget vel, hvor lykkelige de vare fremfor mig; men at jeg nogen Tid skulde kunne faae Deel iblandt dem, der troede jeg var saa umuligt, som at gaae levende til Himmels.

Havde jeg talt med noget christeligsindet Menneske om min Tilstand, saa maaske jeg havde bleven før løst fra de svare Tvivlens og Vantroens Baand, som jeg laae saa haardt fangen i; men jeg troede Ingen kunde hjælpe mig, og næsten for intet Menneske aabenbarede jeg min Hjertes Tilstand.

Dog, lovet være den gode Gud ! der var endnu

– 18 –

Naade for min arme Sjel, og Herren havde kun Fredstanker over mig, hvilke til den Tid vare skjulte.

– I Sommeren 1840 var endelig Herrens Time kommen, at jeg skulde blive løst fra de svare Tvivlens og Vantroens Baand, i hvilke jeg for saa lang en Tid havde været holdt fangen.

Jeg vil fortælle lidt, for at vise, hvor nær Herren var mig med sin Naade, og jeg forstod mig ikke paa hans kaldende Naade, til min Sjels Frigjørelse i Christo. Jeg var paa en Exerceertour tæt ved Stavanger i Sommeren 1840 omtrent tre Ugers Tid, førend jeg kom til kjendelig Benaadelse. Een af mine Kammerater i Militairtjenesten spurgte mig en Søndags Morgen, om jeg ikke vilde gaae med ham et Stykke Vei, for at besøge en agtværdig Kone. Jeg svarede jo, jeg vilde gaae med ham.

Da vi havde samtalet en liden Stund med Konen, bad hun os at gaae ind i en anden Stue, for at besee nogle rare Aftegninger af Christi Lidelses Færd. Da jeg havde betragtet flere af dem, kom jeg tilsidst til Et, hvorpaa Christi Korsfæstelse var aftegnet, og de hellige Mennesker, hans Moder og Johannes, samt flere, som stode under Korset og saae op til den døende Frelser. Medens jeg betragtede dette, blev jeg rørt til Taarer; thi jeg tænkte ved mig selv : O ! hvor lykkelige ere ikke disse Mennesker, som have Deel i vor kjære Forløser Jesum Christum til Sjels Salighed. Kunde jeg blot faae Deel i ham og tilegne mig hans retfærdiggjørende Naade til Sjelens Saliggjørelse, saa var jeg et lykkeligt Menneske.

Jeg gik sidenefter ud i Eenrum og græd over, at al Adgang til Guds Naade i Christo skulde være tillukt for mig. Men, lovet være Herren ! det blev ikke længe, førend jeg fik erfare Sandheden af Frelserens Ord : «Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skal mættes, og falige ere de, som førge, thi de skulle husvales».

Herrens Time var nu nærmere end jeg troede, da jeg skulde faae erfare Christi fyldestgjørende Naade til Syndernes Forladelse og Sjels Frihed, som jeg i saa lang Tid havde længtes efter.

– 19 –

En Søndag i Kirken faldt just til, at Præsten, nemlig afdøde Provst Hausmann, holdt et Foredrag over Materien om Synd imod den Hellig-Aand.

Hans Udtrykke over denne Gjenstand vare følgende : Vel taler Skriften om en Synd, der kaldes Synd imod den Hellig-Aand, om hvilke der staaer ikke kan forlades; men jeg troer, sagde han, at denne Synd blev helst begaaen i Jesu Kjøds Dage, da Jøderne bespottede ham, og sagde at han havde en ureen Aand. Men, sagde han, skulde her være Nogen tilstede, som troer at have gjort Synd imod den Hellig-Aand, saa vil jeg sige min Mening herom. Dersom samme Menneske, som troer at have begaaet Synd imod den Hellig-Aand, endnu har et hemmeligt Had til Synden, og det gjør ham ondt at ligge under Syndens Aag og Trældom, samt føler en skjult Længsel og Hunger efter Guds Naade i Christo, og til at blive befriet saavel fra Syndens herskende Magt, som fra dens Straf, saa kan det ikke være Synd imod den Hellig-Aand; thi disse Følelser og Fornemmelser ere allerede en Virkning af Guds forekommende Naade paa Hjertet; og hvis et Menneske havde begaaet Synd imod den Hellig-Aand, saa skulde han nok ikke have megen Urolighed over sig selv, men leve trygt og sikker hen i Synden uden mindste Bekymring.

Da jeg hørte Præstens Forklaring over denne Gjenstand, tænkte jeg ved mig selv : Efter som han nu har yttret sig i denne Anledning, saa skulde der være Naade for mig endnu; thi jeg fandt klart de Kjendetegn hos mig, som Præsten anførte.

Jeg tænkte : mon der skulde kunne være Naade for mig endnu ? det overgaaer alt det, som jeg kan begribe eller forstaae. Nu begyndte Herren at virke paa mit Hjerte samme Dag i Kirken under Ordets Hørelse, og jeg blev inderlig rørt til Taarer; men alligevel gik jeg hjem fra Kirken i samme Tvivl og Vantro som før. Den følgende Dags Morgen begyndte Herren igjen ved sin gode Hellig-Aand at røre paa mit Hjerte næsten umiddelbart, og jeg tænkte : Hvoraf mon det kommer sig, at jeg er saa rørt og bevæget ?

– 20 –

mon det skulde kunne være fra den Hellig-Aand, som jeg har disse gode Rørelser ?

Jeg tog mig endelig en Bog, for at see, om jeg ikke kunde finde noget til Trøst for mit bange og bedrøvede Hjerte. Saasnart som jeg slog Bogen op og begyndte at læse, følte jeg Ordets Kraft paa mit Hjerte, og jeg fattede ligesom et Mod; thi jeg kjendte mig igjennem Guds Ord som en bodfærdig Synder, der tilhører Naade og Syndernes Forladelse i Christo.

Nu vovede jeg mig endelig, dog med megen Frygt og Tvivl, at opløfte mit Hjerte til Gud i Bønnen, og jeg tænker at det var nu den første Gang, som jeg havde nærmet mig til ham i Bønnen i en Tid af omtrent syv Aar.

O ! det var en lang Tid at gaae saaledes borte fra Herren. Fra den Tid begyndte Herren ved sin gode Hellig-Aand, at forklare Ordet om Forsoningen i Christi Blod for mit Hjerte, og jeg fik fuldkommelig Kraft til at tilegne mig Jesu Christi Retfærdighed til Sjels Saliggjørelse. Jeg læste i det ny Testamente, og da jeg traf det Sprog : «Den, som kommer til mig, ham vil jeg ingenlunde støde hen ud», blev jeg saa hjerteglad, at jeg var næsten ikke istand til at sidde stille; thi jeg kunde aldrig tænke, at der vilde være Naade for mig, og nu, da jeg fik see og troe, at der var Frigjørelse i Christi Blod, ogsaa for mig Fortabte, saa kan Enhver vide, hvad Glæde og Forandring der blev i mit Hjerte.

Medens Troen endnu var svag, fristede Djevelen mig med de samme Tanker som før, nemlig : at jeg havde gjort Synd imod den Hellig-Aand; thi naar jeg læste i Bibelen og traf igjen de samme Sprog, som havde sat mig i saa haard Tvivl og Ængstelse, saa gjennemstrømmede Blodet hele Legemet af Frygt for, at det skulde være som jeg havde troet før, nemlig : at jeg skulde have begaaet Synd imod den Hellig-Aand.

Men Troens Forvisning i Hjertet tog saa Overhaand, og jeg blev saa opfyldt med Fryd og Glæde i den Hellig-Aand, at jeg saa at sige fik Troen ligesom i Hænderne.

O ! hvilken en Forandring, fra en Syndens Slave og Træl til en

– 21 –

Frigjort i Christo. Lovet være den gode Gud derfor af min svage Mund og Hjerte, baade i Tid og Evighed !

Jeg kunde næsten ikke troe mig selv eller mine egne Øine, nemlig at det var sandt, at min Dom var borttagen og de kjere Forjættelser tilhørte mig; thi det var da omtrent aandeligviis med mig, ligesom det var legemligviis med Petrus, da Herrens Engel udførte ham af Fængslet. Apost. Gjern. 12, 7. Og see Herrens Engel stod over ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Petrus paa Siden, og vagte ham op, og sagde : staae hastig op ! og hans Lænker faldt af Hænderne.

Og Engelen sagde til ham, bind op omkring Dig, og bind dine Saaler til, men han gjorde saa. Og han sagde til ham : kast din Kappe om Dig, og følg mig. Og han gik ud og fulgte ham, og viste ikke, at det var sandt, som skeede ved Engelen, men meente, at han saae et Syn.

Men der Petrus kom til sig selv, sagde han, nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og befriede mig fra Herodis Haand.

O, hvilken en glædelig Tid og frydefulde Dage. Jeg skulde nu atter igjen faae erfare, hvad jeg havde kjendt og erfaret i den første Vækkelse; thi det fandt jeg nu igjen, ja maaskee Mere.

I en Tid af omtrent 2 Aar efterat jeg var kommen til Benaadelse, fik jeg vandre i en saa overmaade hjertelig Beskuelse i Troen, at Sjelen vilde ligesom hensmelte i min Frelsers Kjerlighed under Bøn og Glædes-Taarer. Jeg kunde ikke nok begribe eller udgrunde, at jeg, som var saa aldeles fortabt, kunde igjen finde Guds Naade; thi mit Hjerte vilde ligesom hensmelte i mit Liv af Taknemmelighed og Glædes Graad. Jeg havde saa længe ønsket og længtes efter at faae læse i den kjere Bibel og andre gudelige Bøger til min Sjels Styrke og Opbyggelse, samt at faae indfinde mig iblandt Guds Børns Samfund, og nu gik mine Ønsker i Opfyldelse. Det manglede da ikke paa Opbyggelse af Guds Ord, samt af enhver anden gudelig

– 22 –

Forsamling. Da jeg læste om den, som Jesus helbredede i de Gadareners Egn, syntes jeg det lignede temmelig min Tilstand. Jeg vil anføre Lidt af Lucæ 8de Cap. 26 V. Og de seilede frem til de Gadarener Egn, hvilke er tværsoverfor Galilæa. Men der han traadte ud paa Landet, mødte en Mand ham fra Staden, som havde været besat af Djævle en lang Tid, og iførte sig ikke Klæder, og blev ikke i Huus, men i Gravene.

Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst : Hvad have jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn ? jeg beder Dig, at Du ikke vil pine mig.

Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket, thi den havde i lang Tid sledet ham; og han havde været bunden med Lænker og Bøier, og været bevogtet, og han havde synderrevet Baandene, og blev dreven af Djævlene i Ørkenerne. Men Jesus spurgte ham ad og sagde : hvad hedder Du ? men han sagde : Legion; thi mange Djævle vare farne i ham. Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem at fare hen i Afgrunden.

Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som gik paa Græs paa Bjerget, og de bade ham, at han vilde tilstede dem, at fare i dem, og han tilstedede dem det.

Men Djævlene, som fore ud af Mennesket, fore ind i Svinene, og Hjorden styrtede sig hastelig af Bakken i Søen og druknede.

Men der Hyrderne saae det som var skeet, flyede de, og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet.

Da gik de ud, at see det som var skeet, og kom til Jesum, og fandt det Menneske, som Djævlene vare farne ud af, siddende paaklædt og ved Sands hos Jesu Fødder, og de forfærdedes. Ligeledes syntes jeg det passede paa mig, hvad der staaer hos Evangl. Joh. 11, 39, da Jesus opvagte Lazarus.

Jesus sagde : tager Stenen bort.

– 23 –

Martha, den Dødes Søster, siger til ham : Herre, han stinker allerede; thi han har ligget i fire Dage.

Jesus siger til hende : sagde jeg dig ikke, at dersom Du kunde troe, skulde Du see Guds Herlighed ? Derfor toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde : Lader jeg takker dig, at Du have hørt mig ! Men jeg vidste, at Du hører mig altid, men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulde troe, at Du haver udsendt mig.

Og der han dette havde sagt, raabte han med høi Røst : Lazarus, kom hid ud.

Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødderne og Hænderne, og hans Ansigt ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem : løser ham og lader ham gaae.

Jeg vil anføre Noget, der maaskee var Aarsag til, at jeg maatte blive nedført i saa dyb Elendighed.

I min første Opvækkelse havde jeg kommet i Bekjendtskab med et Partie der paa Vestlandet, som har faaet Navn af Stærktroende, fordi de udtrykke sig meget ofte, at man skal troe og troe, ligesom man af sig selv kunde troe og komme til Christum. Disse Mennesker vare meget tilbøielige at fælde en haard og ukjærlig Dom over de sande Troende eller Hauges Venner. Nu var mit Hjerte blødt som or, og det kostede ikke stor Umage at indtrykke hvad Billede man vilde.

Jeg havde saaledes indsuget en Forgift imod Hauges Venner, og der maatte en temmelig skarp Medicament for at denne Forgift eller Mistillid kunde blive uddreven og vel cureret.

Da jeg nu var kommen til Benaadelse og Sindsforandring, gik jeg til disse mine forrige Venner, for at til kjendegive og fortælle for dem, hvor store Ting Herren havde gjort imod mig, men hvorledes det var og ikke, saa vilde det ikke stemme med os da; thi naar jeg talede om den

– 24 –

sande Forsagelse, som burde medfølge den sande Troe, da var det som om jeg vilde blive noget fremmed for dem. Endelig kom det dertil, at vi ikke kunde blive forenede. Nu stod jeg ligesom alene og vidste ikke hvem jeg skulde slaae mig til.

Imidlertid traf jeg paa nogle af Hauges Venner, og aabnede mit Hjerte for dem, men jeg forekom dem lidt fremmed, og de vare lidt bange for mig. Ligesom der staaer om Paulus i Apost. Gjern. 9, 26. Men der Saulus kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig nær til Disciplene, og de frygtede alle for ham, og troede ikke at han var en Discipel.

Men Barnabas tog ham til sig, og førte ham til Apostlerne, og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talt til ham, og hvorledes han havde frit talt i Jesu Navn i Damascus.

Og han var hos dem, og gik ind og gik ud i Jerusalem. Det blev ikke længe førend vi bleve vel forenede, og jeg fornam ligesom en inderlig Kjærlighed og Aandsforening til dem, hvilke er bleven stærkere og stærkere til denne Dag.

Det gik mig her omtrent som med Marie og Elisabet. »Men Maria stod op i de Dage, og gik hastelig paa Bjergene til Judæ Stad, og hun kom ind i Zacharias Huus og hilsede Elisabet.

Og det begav sig der Elisabet hørte Maria Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv, og Elisabet blev fyldt med den Helligaand. Man tør ikke tænke, at det som er virket af Gud den Helligaand, skal være fremmed og skjult for dem, som har faaet Salvelsens Aand, nei ! det bliver vel som der staaer hos Johannes. «De, som ere fødte af Gud, elsker ogsaa dem, som ere fødte af ham».

Nu stod jeg i Tjenesten som Underofficeer, og var da bleven en Christen og et fornyet Menneske.

Det var mig meget ubehageligt at staae og gabe og commandere Soldaterne paa Exerceertourerne, dog kunde jeg for det Medste være lydig i Alleting; men at exercere paa Søndagen det

– 25 –

blev mig en saadan Samvittighedstvang, at jeg var næsten forstyrret hver Søndag vi skulle begive os paa Monen (moen/red.). Under to Exerceertoure maatte jeg være lydig i at commandere paa Søndagen, thi det var mig ikke endnu klart nok, om jeg skulde nægte eller ikke.

Herrens Vidnesbyrd bleve alt mere og mere klare for mig, at jeg ikke burde være lydig i den Deel, nemlig : at exercere paa Herrens hellige Sabathsdag.

Næste Exerceertour sagde jeg : nei, jeg kan ikke være lydig i denne Henseende, thi høit er Herrebud, men høiere ere Guds Bud. Man bør adlyde Gud mere end Mennesket. De Foresatte forsøgte da med en Huusarest, for at erfare om det egentlig var mit fulde Alvor at jeg ikke kunde eller vilde commandere om Søndagen, men da de saae, at jeg blev ved at nægte, og ikke kunde forandre min Anskuelse, saa fik jeg min Frihed igjen.

Der maatte stor Guds Kraft til at holde ud under disse Prøver; thi jeg gjorde mig kun Beregning paa at blive transporteret til Garnisonen i Christianssand under Forhør og Krigsret. Men Følgen var, at da vi havde sluttet Exerceertouren skulde jeg have Afsked.

Siden har jeg talt med Hs. Maj. Kong Oscar om disse Gjenstande, og han svarede mig, at det var ham uvidende at det forholdt sig saa i Norge; han lovede tillige, at han skulde have det i Erindring naar han kom til Christiania. Fra den Dag af har der ogsaa blevet Forandring desangaaende.

Det faldt just til paa en Tid, at jeg sluttede Missionsskolen og fik Afsked fra Militairtjenesten. Da jeg kom tilbage til Stavanger, havde jeg ikke nær saa mange Venner, som jeg havde før, og saaledes fik jeg erfare, at naar man kommer i Nød og Gjenvordighed, saa vil gjerne alle Vennerne forlade os, men Jesus den trofasteste Ven han forlader os ikke.

Jo større Nøden er, jo nærmere træder han til os, og trøster sit klynkende og grædende Barn, thi ellers kunde vi ikke holde ud i Prøven, men maatte forgaae.

– 26 –

Jeg vil anføre lidt om hvorledes det gik mig i Missionsskolen. Fra den første Dag da jeg var kommen til Troens Styrke og Benaadelse hos Herren, følte jeg mig ligesom forpligtet at opoffre mig til Herren baade med Legeme og Aand, som nu begge hørte ham til. Helst var det mit bestandige Hjertens Ønske og Bøn, at faae opoffre mig til Missionstjenesten, om det maatte være Herrens velbehagelige Villie.

Jeg yttrede dette mit Anliggende for Missions-Vennerne i Stavanger, og om en kort Tid derefter blev jeg anmodet at komme derhen, for at erholde lidt Underviisning i Missionsskolen, der just paa den Tid blev oprettet, hvor jeg forblev i omtrent halvandet Aar.

Da jeg havde været en Stund i Skolen, var det ligesom Herren opvakte hos mig en mere Omsorg for det Godes Fremme i vort eget Land end for Hedningerne, og jeg bortglemte næsten den Iver og Omsorg, som jeg for havde følt for Hedningerne. Dog vedblev jeg i Skolen, men vidste ikke egentlig hvad Guds Villie kunde være med mig i Fremtiden. Det lød efterhaanden alt mere og mere for mig igjennem Samvittigheden, at jeg skulde slutte Skolen, men det var ikke saa behageligt for Kjød og Blod at gjøre dette Skridt, eftersom jeg var optagen som fast Elev i Skolen.

Det oversteg saa aldeles mine Kræfter, hvad som blev os paalagt at lære i Skolen af forskjellige Slags Sprog, at jeg blev ogsaa afkræftet paa Legemet, tilligemed de Ting der vare imod min Tro og Samvittigheds Overbeviisning. Jeg klagede mig undertiden for de Foresatte, men fik et ligegyldigt Svar. Men ogsaa heri fik jeg erfare Sandheden af Apostelens Ord : «Vi vide at alle Ting tjene dem til Gode som elske Gud».

Trængselen baade indvortes og udvortes tog ofte saa overhaand, at jeg maatte udraabe med David : «Vandet gaaer ind til Sjelen !» Jeg var vel kommen til Benaadelse og Sindsforandring; men da jeg kom i Foragt og i Lidelser, saa fik jeg kjende og opdage hos mig selv, hvor uddødet

– 27 –

det gamle Menneske endnu var, og at der maatte temmelig skarpe Medicamenter til, for at uddrive den medfødte Forgift, som vi alle have arvet fra Adams Fald, nemlig : Hofmodighed og Egenære. Endelig blev Udfaldet : at jeg sluttede Skolen. Siden har jeg beholdt samme Længsel, at faae virke Noget for Guds Riges Udbredelse, hvor Herren end vilde sende mig.

Medens jeg var i Missions-Skolen opvagte Herren hos mig en usædvanlig stor Omsorg og ReformationsIver for mange kirkelige Sager og Anliggender, tilligemed de militaire Gjenstande, som før er omtalt.

Det paalaae mig meget alvorligt at faae Anledning til at tale med Kongen om adskillige Ting, som gik i Svang i kirkelige Anliggender; men eftersom jeg var i Missions-Skolen, saa blev der ingen Anledning at foretage nogen Reise til Stockholm.

Disse Gjenstande laae saa haard paa mig, at jeg næsten var syg paa Legemet. Her var meget at sige, naar det Alt skulde opregnes, som laae mig om Hjerte, at fremlægge for Hans Majestæt.

Mit Andragende ligger i Kirkedepartementet og maaskee det med Tiden kommer i Trykken.

Da jeg nu havde sluttet Missions-Skolen og havde min Frihed, foretog jeg en Reise til Hamborg, for at faae lidt Information i det tydske Sprog, men det gik mig da, som der staaer om Faraos Mundskjenk, der havde lovet Joseph at tænke paa ham, naar han kom i sin forrige Stand igjen. Da han erindrede Joseph, sagde han, jeg kommer idag min Synd ihu. Jeg erindrede hvad jeg havde troet var Guds Villie, nemlig at reise til Stockholm for at fremlægge de Sager, der laae mig paa Hjertet for Kongen. Det drev alt mere og mere paa mig, saa der blev ingen anden Udvei for mig, end at jeg maatte begive mig paa Reisen til Stockholm.

Jeg havde megen Frygt over mig selv ved at foretage denne Reise, og agtede nøie paa min

– 28 –

Samvittigheds Vidnesbyrd, om det maaske kunde være gavnligt at foretage denne Reise, men jeg fandt bestandig Fred i mit Foretagende.

 

Da jeg kom til Stockholm, fik jeg fremlægge mine Anliggender for Kongen baade skriftlig og mundtlig, og mit skriftlige Andragende blev sendt til Kirkedepartementet i Christiania, og derfra til Biskoppen i Christianssand. Jeg troer ogsaa at mine Bestræbelse heri ikke har aldeles været uden Frugt.

Mit Andragende var af Indhold omtrent som et Reformations-Skrift; thi jeg tænkte nu at gribe Sagerne an fra en fordeelagtig Side. Men nei, der skal noget Andet til at reformere. Det kunde synes, at det var samme Iver der betog mig, som der staaer om Moses, Ap. Gjern. 7,23. »Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han isinde at besøge sine Brødre, Israels Børn. – Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham, og hævnede hans Uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren.

– Men han meente, at hans Brødre skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelsning ved hans Haand, men de forstode det ikke.

Under mit Ophold i Stockholm blev jeg bekjendt med nogle Venner, som vare opvagte af en engelsk Missionær af Methodisterne, ved Navn Georg Skott, der havde opholdt sig der i omtrent 10 Aar, men var nu flyttet til Gravesend i England. Jeg forundrede mig over, at disse Venner stemmede saa aldeles overeens med vor Hauges Bekjendelse, og jeg maa sige, at jeg har ikke mangesteds fundet saadanne Folk, med saadan Oplysning og hjertelig Alvorlighed.

Jeg havde før hørt, at Methodisterne i England skulde have megen Lighed med Hauges Venner i Norge, og nu fik jeg erfare at det var Sandhed.

Jeg var ogsaa i Beraad med at foretage en Reise til England, for at lære det engelske Sprog, og nu var det ligesom en Dør aabnede sig for mig, da disse Venner kunde give mig Anviisning til Pastor Skott i Gravesend.

– 29 –

Sidenefter foretog jeg Reisen til England, og jeg erholdt fri Underviisning i det engelske Sprog hos Methodisterne i 8 Maaneder.

Methodisterne er et Kirkepartie i England, hvis Formand og Stifter John Veslye var i Begyndelsen. Han var Præst i den engelske Stadskirke; men da han begyndte at prædike Gud Ord med Liv og Kraft kunde det ikke taales. Tilsidst blev han afskediget fra sit Embede. Han prædikede med særdeles stor Iver og Kraft, og næsten i Tusindtal Mennesker bleve opvagte ved hans Prædikener.

Tilsidst blev der opbygget et Cappel eller en liden Kirke, for at han der kunde prædike.

Fra den Tid ere Methodisterne blevne meget talrige, og der gives methodistiske Menigheder hist og her i mange Lande, særdeles i England og Scotland.

Hvad der fornemmelig gjør Forskjel imellem dem og den lutherske Kirke er lidt i Sacramenterne; thi de lægge ikke saa stor Vægt paa dem, som vi gjør. Angaaende Alterens Sacramente, saa udtale de sig ved dets Uddelelse ligesom den reformerte Kirke, nemlig : dette betyder Jesu Legeme og Blod. I deres almindelige Prædikener og Opbyggelsestaler, kunde man ikke gjøre det allerminste Forskjel imellem dem og os; men naar man kom i private Samtaler med dem, saa vilde der rigtignok ogsaa fremtrænge sig Noget, der ikke saa aldeles vel vilde stemme med vor lutherske Bekjendelse. Under en Samtale om kirkelige Sager sagde en til mig, du maae ikke fremføre saadanne Ting; thi saalænge som du er her i England maae du være Methodist. Foruden de almindelige Gudstjenester om Søndagen, holdes der opbyggelige Sammenkomster to eller tre Gange i Ugen. Da jeg kom til England og saae hvor flittige de vare at benytte alle Anledninger til Opbyggelser, faldt de Tanker mig ind: jeg seer her, at Herren kan opholde sine Børn alligevel, at de anvende megen Tid til opbyggelige Sammenkomster.

Foruden deres Præster gives der Nogle som kaldes

– 30 –

Lokal Prædikere, hvilke prædike i Husene. Disse ere udkaarede af læg Folk. De have ogsaa sine visse Steder, hvor de skal prædike hver Søndag, og hvis de ikke selv ere istand dertil, maae de sørge for at en Anden forretter den bestemte Gudstjeneste. Men desværre, det havde blevet saa almindeligt for disse Prædikantere, at deres Prædikener ofte bestod kuns i en ortodoxe Form.

Methodisterne ere et særdeles forekommende og omgjengeligt Folk, og man kan næsten udmærke dem fra den almindelige Menneskehob.

Da jeg nu var kommen over til England, følte jeg mit Hjerte opmuntret til Guds Lov og Priis for hans naadige Beskjærmelse over det vilde Hav, og fordi jeg var bevaret fra alle Farer, som ellers kunde møde os, dersom ikke Herren ved sin trofaste Faderhaand holdt sin Varetægt over os Dag og Nat.

Derhos opstod der ogsaa hos mig en Længsel og Attraae, til at besøge vore norske Brødre i Amerika, om det maatte være Guds Villie; og dette Vidnesbyrd er bleven alt klarere og klarere for mig, saa jeg kan ikke andet sige, end at jeg troer det er et Kald fra Herren, at jeg skal begive mig over til Amerika, for ved Guds Naade at kunne virke Noget der for vore norske Brødres Vel.

Siden de stakkels Mennesker ere reiste derhen og vist ere geraadede i slette Omstændigheder, saavel timelige som aandelige, saa troer jeg, at vi bør gjøre hvad vi kan for at afhjælpe deres Trang, om Herren vilde bruge os dertil.

Det lader ogsaa til at det er Herrens Villie, at jeg med Tiden skal komme derhen, siden Flere have deeltaget i mit Forehavende. Jeg tillader mig ogsaa herved at anmode ethvert godhjertigt Menneske at yde de Trængende i Amerika Lidt efter Evne.

Jeg vil anføre Noget som hendte mig en Stund efter min Benaadelse. Dette kunde ogsaa synes at være ligesom den sidste Nødpiil Djævelen brugte at skade og fælde mig med.

Da jeg nu var bleven bekjendt iblandt Vennerne,

– 31 –

samt at der tillige var foregaaet en hjertelig Forandring hos mig, saa blev Følgen heraf, hvilken ogsaa skeer i Almindelighed, at jeg fik Anledning til at fremlægge mit hjertens Vidnesbyrd, i de kjære Sammenkomster, hvilke havde fundet Sted i min Fødebygd i mange Aar.

Nu kunde det undertiden være lidt godt og hjerteligt i min Bekjendelse, som det i almindeligt er med de Fleste i den første Opvækkelse. Nogle uerfarne Mennesker vare lidt uforsigtige i at sætte mig altfor høit, ja endogsaa yttrede deres Mening saa jeg hørte det, hvilket jeg ikke kunde taale.

Ligeledes begyndte jeg at kaste et skjævt Øie paa de gamle Troende der i Omegnen, og syntes at Deres Vandel og Forsagelse ikke var, som den burde. Kort sagt jeg vilde støbe alle i min Form.

Her vare Materier nok for Fienden til at opblæse og ophøie mig over Andre. Uagtet jeg havde gaaet igjennem en dyb Erfarenhed af Elendighedens Kundskab, og, som det ogsaa kunde synes, at jeg var vederfaren en klar og kjendelig Benaadelse, saa seer man dog, at den gamle listige Fiende, Djævelen, er uforskammet og forsøger at vende tilbage til det Huus, som han engang er dreven ud af.

Her kom han i en lyses Engel og ikke i sin grove Gestalt, naar han frister Mennesket til grove Laster, eller til Verdens Kjærlighed. Jeg blev alt skarpere og skarpere at kriticere over mine Troes-Brødres Vandel og Færd, saa de vel ogsaa tilsidst mærkede, at jeg vilde blive dem temmelig nærgaaende.

Nu skal du høre hvorledes Herren gjorde. Han begyndte at borttage lidt efter lidt Bønnens Gave, og det var ikke saa følsomt for mig, hverken i mine eensomme Bedetimer eller i de almindelige Sammenkomster og Opbyggelses-Stunder. Jeg vidste ikke saa lige hvad Aarsagen helst maatte være hertil.

En Søndag i Kirken medens det var meget opbyggeligt for mit Hjerte, var det som om En skulde sagt til mig : Aarsagen hvorfor du har tabt lidt af det Gode

– 32 –

Herren havde meddeelt dig, er, fordi du har kastet et altfor skarpt og skjævt Øie paa dine Troes-Brødre. Jeg studsede lidt over disfe Tanker, men jo mere jeg overveiede det, jo klarere blev det for mig, at det var just saa, at jeg stod i Fare for at falde til aandelig Høihed.

Apostelen Paulus siger et Sted : «See ogsaa til at du ikke selv bliver fristet» Navnlig idet man skal irettesætte sin Broder.

Jeg fik Naade til at bekjende min Feil baade for min Gud, ja ogsaa for nogle af mine Venner, der ogsaa havde mærket det, og frygtet lidt for mig i disse Henseender. Fra den Dag af har jeg været bange for min egen Aand; thi jeg veed og har erfaret, at de gamle erfarne Christne har et klart og skarpt Syn, saa om jeg end troer min egen Aand og Vidnesbyrd vel, saa maa jeg dog bekjende, at jeg er meget frygtsom for, at holde paa mit Vidnesbyrd, naar det er imod en erfaren, troe og hjertelig Broder.

Jeg vil hermed sige dig min unge Broder, som vel har kjendt hvad Synd og Naade er. Vogt dig meget vel for din egen Aand, thi salig er den, som altid frygter. Ak ! hvor mangen en Sjel er vel ikke fældet paa denne KampPlads, og henfalden til aandeligt Hovmod, og istedetfor at samle med Jesum, bleven en Adspreder. Ligesom Apostelen Paulus siger : «Nogle prædike Christum for Avind Skyld og Andre af en god Mening».

Den almindeligste Vei er desværre, naar en Sjel henfalder til aandelig Høihed, at den forarger sig paa det Enfoldige, og søger at drage til eget Partie. Det har været saa omtrent med mig, at Herren har ført mig meget følbart i de sidste syv Aar eller fra den Tid, der foregik Forandring; men saa har Følgen været den, at jeg har været saa meget tilbøielig til at reformere Andre, ja ogsaa visse Personer.

Jeg troer, at vel Flere ikke ere fremmede for det Samme; thi der skal megen Forsigtighed og Agtpaagivenhed paa

– 33 –

os selv til at bevare Troens rene og dyrebare Skat, som bliver nedlagt i et skrøbeligt Leerkar.

Men lovet være Herren, det er hans dybe og uransagelige Viisdom, at vende Alting til det Bedste; thi om man end undertiden kan gaae lidt uforsigtigt frem, ja temmelig uvist, saa pleier i Almindelighed Følgen blive denne, at vor Sjel bliver ydmyget, luttret og forædlet; skeer dette, saa er Alting godt, thi det er just saadant vi alle trænge til, saalænge vi ere her i dette Dødsens Land.

Ak ! hvor mange Midler skal der ikke til, før vi blive rensede og ydmygede til Gavns, og dette skeer ikke paa een Gang nei ! Det maae fortsættes ifra den første Stund Troens Gnist optændes i Hjertet indtil den sidste Dag, da Legeme og Sjel skal skilles ad, og dette jordiske Tabernakel bliver nedbrudt og lagt i Jordens Skjød. Jeg mener nemlig den daglige Fornyelse eller Helligjørelse.

Angaaende min Fremgang i Christendommen, siden Herren gjorde saa vel imod mig, og lægede mine Sjels Saar samt borttog min Synd, og satte min Sjel i Jesu Christi Frihed, saa maa jeg vel tilstaae desværre tillige med mange Andre, at jeg ikke har gaaet frem i den Iver og Kraft, som jeg burde, og som Herren kunde have Aarsag at fordre af os.

Naar jeg overveier dette, saa opstaaer der ofte hos mig ligesom Veemods- og Forsagelses-Tanker. Jeg kan vel ikke nægte for, at jeg har bestandig beholdt Adgang til Herren i Bønnen og erholdt Naade og Syndernes Forladelse; men min Vandel har ikke været saa alvorlig og bestandig, som den burde. Ikke heller har den bestandige Agtpaagivenhed paa Sindet fundet Sted. Man vil ofte ligesom sætte sig ned og hvile paa sin Christendoms Vei og Bane; men der er ikke lovet os nogen Hvile. Man begynder lidt efter lidt at forsømme Bønnen, og fremmede Tanker optage Sindet, istedetfor at man bestandig skulde være den Helligaands Tempel og Bolig, hvor han kunde prædike og lære dagligen.

Naar jeg tænker tilbage paa den

– 34 –

første Kjerlighed, hvor opløftet jeg da bestandig kunde være, saa synes jeg ofte ikke at kunne gjenkjende mig.

Vel er der ikke lovet os altid at gaae paa Roser og være som et Skjødebarn, men alligevel troer jeg, at der var mere Naade, Lys og Kraft at erholde, dersom man flittigere bad og søgte Herren derom.

Der staaer : vi skulde høste i sin Tid om vi ikke blive forsagte, og, værer ikke lade, hvor Flittighed udkræves. Det gaaer os ofte, som der staaer i Sangen :

Man strider ei Den rene Drift forsvinder, Man virker vel naar man at virke finder,

Saa uformærkt forgaaer den Friheds Aand, At hvad man gjør, det skeer i Trældoms Baand.

Snart Lunkenhed sig søger ind at snige, Den trætte Fod vil ud af Veien vige,

Den synes haard en anden Vei man sig, Da vælger til at vandre magelig.

Herren hjelpe os alle at løbe i den os foresatte Kamp, idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldender Jesum Christum vor kjere Frelser og Forløser. Amen.

Du kan vel tænke min kjere Læser, hvilke Forundrings og Glædes-Følelser der ofte opstaaer hos mig, naar jeg nu reiser igjennem Landet, og finder saa mange hjertelige Venner, og nyder godt baade af deres timelige og aandelige Goder, og jeg tillige tænker tilbage paa de Dage, da jeg var i den store Sjeleangest.

Naar jeg om Morgenen opvaagnede, og en dyb Hjerte-Sorg og Sjele-Angest gjennemtrængte saavel Legeme, som Sjel. Naar jeg skulde spise, saa var Maden strax modbydelig for Sorgs Skyld. Naar jeg skulde gaae hen til noget Arbeide, saa maatte jeg strax lægge det fra mig; thi Djevelen indskjød bestandig : Du maae gaae hen at forkorte dit Liv. Du kan ikke leve paa saadan Maade i Tiden. Din Dom vil blive desto større i Evigheden, hvis Du ikke forkorter Dig.

O ! hvor burde jeg ikke være Herren taknemmelig for sin store Velgjerning imod mig, at han reddede min Sjel fra den evige Qval, Døds-Angest og Udelukkelse fra Guds Ansigt. Ja Herren selv i Naade

– 35 –

berede min Sjel og Aand til sit Offer, at være ham velbehagelig alle mine Livsdage, for sit Navns Æres Skyld. Amen.

Skulde Nogen træffe paa disse Blade, der maaskee ere bestedte i de samme Fristelser og Anfegtelser, som jeg for saa lang en Tid har været holdt fangen i, nemlig : i Tanken om at have begaaet Synd imod den HelligAand, saa vil jeg sige Dig, o Broder ! Du maa være saa elendig som Du være vil, og om Du havde begaaet al Verdens Synder, saa var det dog som en Draabe at regne imod Havet, imod Christi Fyldestgjørelse for en bodfærdig Sjel, som føler Længsel efter Befrielse i Christi Forsonings Blod.

Lad Dig ikke afskrække af Djævelens fristende og bedragelige Indskydelser, men vend Dig i Bod og Poenitentse til Gud uden mindste Forhaling. Du skal see, at Du skal blive hjulpen længe førend Du troer. Naar jeg kunde faae Naade og Syndernes Forladelse, som var saa aldeles fortabt og borte, saa er der ogsaa Naade for Dig, kun lad ingen Ting opholde Dig, men vend Dig til Herren med dit ganske Hjerte, han skal modtage Dig efter sine Forjættelser.

Førend de raabe, da vil jeg svare, naar de endnu tale, da vil jeg høre.

Og nu tilsidst et Par Opmuntrings-Ord til vore kjære Landsmænd : I vide, at Herren har gjort en saare stor Velgjerning imod os i vore Dage, fremfor vore Forfædre, idet at han ligesom har udsendt sin gode Hellig-Aand næsten over det hele Land, og besøgt Folket ved sin opvækkende Naade.

Saa lader os nu, Enhver, som haver modtaget og erfaret Herrens Naadebesøg paa Hjertet, blive ved i den erkjendte Sandhed, eftersom der staaer i Sangen :

Begyndt er ikke endt, Det maa Du vide,

Du, som har Jesum kjendt; Bliv ved at stride,

Alt hvad der vil dit Sind fra Jesum vende,

Skal overvindes til Din sidste Ende.

Ak, den bedragelige Verdens Kjærlighed ! hvor har den ikke fældet mangt et Hjerte, der med Demas har faaet Lyst til den nærværende Verden; thi det synes, at mange af de

– 36 –

opvakte Sjele, der vel ogsaa have erholdt Naade og Syndernes Forladelse, ere blevne saa indtagne i det Nærværende, at de tilsidst ere blevne uskikkede til at virke for Guds Riges Udbredelse, og det Pund og de Gaver, som Herren havde betroet dem, ere igjen blevne dem fratagne, og de ere blevne uskikkede til at virke for Guds Riges Udbredelse ved en eenfoldig og hjertelig Bekjendelse.

Lader os erindre det, som Apostelen siger i Brevet til de Ebræer 12te Cap. 1ste Vers : Derfor og vi, efterdi vi have saadan en stor Hob Vidner sat omkring os, lader os aflægge al Byrde, og Synden, som lettelig staaer omkring os, og ved Taalmodighed løbe i den os foresatte Kamp.

Idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesum, hvilken, istedetfor den Glæde, som ham var foresat, leed taalmodigen Korset, idet han foragtede den Skam, og sidder hos Guds Stols høire Side.

Thi betragter den, som haver taalmodigen lidt saadan en Modsigelse af Syndere imod sig, at I ikke blive trætte, idet I forsage i Eders Sjæle.

I stode ikke endnu imod indtil Blodet, stridende imod Synden; og I have glemt den Trøst, der taler til Eder, som til Børn : Min Søn ! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar Du overbevises af ham; thi hvilken Herren elsker, den revser han; men han hudstryger hver den Søn, som han annammer.

Og nu, I kjære Mennesker ! som staae under den forekommende Naade, men ikke endnu ret have givet Jesum Eders hele Hjerte ! O ! han elsker Eder saa saare og vilde saa gjerne meddele sig til Eder med al sin saliggjørende Naade, naar I kun vilde annamme ham i Eders Hjerter og lade Synden fare. Dersom I kjendte, hvor livsaligt det er at faae elske Jesum og tilhøre ham, som hans synderlige Eiendom, og have Kraft over det gamle Menneske og det syndige Væsen : I skulle ikke standse et Øieblik førend I kastede Eder med Graad for hans Fødder og

– 37 –

tiggede om Naade. O ! da skulle I blive lykkelige baade for Tid og Evighed.

I sikkre og trygge Verdens Børn, som søge al Eders Fornøielse i den nærværende Verden; o ! hvor ilde vil det ikke gaae Eder paa det sidste i Dødens Stund, naar I skal forlade dette timelige Gods og ikke have en naadig Gud i Himmelen !

Mon noget Kreatur kan være ulykkeligere end I, naar I skal høste i Evigheden hvad I i Tiden have saaet i Kjødet. Da vil det vel gaae med Eder, som der staaer : Og de skal søge Døden og Døden skal flye for dem; og som der staaer i Sangen :

Thi Døden, som man gruer for, Var der det ønskeligste Kaar;

Thi de, som døe, dog dræbes ei, De ønske Døden og faae nei;

O Dødelig, betænk det vel, Fordærv dog ei din ædle Sjæl !

Men nu i Dag er det Eders Dag, nu kunne I gjøre Bod og Omvendelse og undgaae den evige Vrede, ja blive Jesu Christi elskelige Brude og herliggjøre Herrens Navn i Naadens Tid, saavel med Ord, som med Exempel og en gudelig Vandel.

Og nu tilsidst I Hyrder og Lærere ! I, som Herren har sat til sin Menigheds Ledsagere og Veiledere, og til at føde den Guds Hjord, som er Eder anbetroet ! O, gid I selv maatte blive opvakte af Syndens Søvn og Eders Øine maatte blive salvede med Øiensalve, at I kunne see, som der staaer i Aabenbaringen : Naar I først selv blive rette Hyrder og Lærere, da ville I vist ogsaa blive Eeders Menighed til Styrkning og Opvækkelse, og I ville da ved Eders Livs Aften bringe en rig Samling af Sjele i Frydens Høst til at triumfere for Herren, iklædte med Jesu Christi Retfærdigheds hvide Klædning, og evindelig sjunge Halleluja for Lammet og for Guds Throne. Det forhjælpe os vor kjære Gud og Fader ved Jesum Christum, Amen !

Al Barmhjertighedens og trofaste Gud og Fader ! Du, som tænkte paa os af Evighed og elskede os saa høit, at Du sendte din eenbaarne Søn til Verden, at vi i ham

– 38 –

skulde igjen erholde det tabte Guds Billede, som vi Alle havde tabt og forloret i Adams Fald !

Vi bekjende vore Synder for Dig, og vi vare ikke værdige at opløfte vore Øine til Himmelen, langt mindre at begjære og erholde Naade. Men efterdi Du selv har kaldet paa os ved dit Ord og din Hellig-Aand, ja ogsaa benaadet os med Naadens og Bønnens Aand, saa fremtræde vi for Dig med ydmyg Bøn for os selv og for det hele Land, og bede Dig, at Du vilde see i Naade til os, og ikke ihukomme vore grove Synder, men skaane os for din grumme Vrede, som vi Alle havde fortjent at skulle vederfares os for vore Synders Skyld.

Udsee Dig en Mand, der maatte staae i Gabet for dit Ansigt, at Du ei skal tugte og hjemsøge os for vore Synders Skyld. Bliv ved at gjøre os Godt og forbarm Dig over os, kjære Herre Gud !

Tænk ikke paa vore Synders Mangfoldighed, men tænk paa din store Miskundhed, der har været af Evighed.

Udsend dit Lys og din Sandhed, at de ledsage os til de evige Boliger Herre Zebaoth, og gid at et nyt Liv og en ny Flamme maatte antændes iblandt Folket baade i vort Fædreneland, saavelsom ogsaa i alle Lande, at Mange maatte vindes for dit Rige og lægges til de Troendes Tal, der nyde Frugten af Jesu Christi dyre Fortjeneste for os til Retfærdighed og Salighed.

Høsten er vel stor og Arbeiderne ere faae, men vi bede Dig, o kjære Gud og Fader i Jesu Christo ! som elsker alle Mennesker til Omvendelse, at Du selv vil uddrive mange Arbeidere i din store Høst, der med Apostelen ikke maatte bespørge sig med Kjøb og Blod, men lade Alt fare for at kunne tækkes Dig og udrette din Gjerning, og virke for dit Riges Udbredelse medens det er Dag, førend Natten kommer og Ingen kan arbeide.

Naar vi see hen til de gamle Forfædre, som have tjent Dig i Troskab og Oprigtighed, og efterladt os saa herlige Vidnesbyrd om din Naades Virkning i deres Sjele, saa maae vi skamme os; thi vi kan neppe gjenkjende os i deres

– 39 –

Aand og hjertelige Udtrykke. Men hvor skal vi hen ? Her ere vi, handle med os efter din faderlige Naade og Barmhjertighed. Grav og gjød om det ufrugtbare Træ saalænge, at det tilsidst maatte komme til at bære Frugt, tag ikke fra os din Hellig-Aand, og flyt ikke Lysestagen af sit Sted, som vi for længe siden havde fortjendt for vore Synder og Ulydigheder.

 

Og nu, min Gud ! velsign dette lille Skrift, at det dog maatte blive en Sjel til Opmuntring og Styrke paa Livets Vei. Du anseer jo ikke Personer, men hvo, som frygter Dig og gjør din Villie, han er Dig behagelig.

Forlad mig, min Gud ! fordi jeg har foretaget mig at skrive offentlig med saa liden Aand og Kraft, og giv Du, al Naadens Gud ! at mit Levnets Vandel maatte herefter ved Troens Kraft blive mere fornyet, som der staaer i Sangen :

Gjør vores Levnets Vandel ny, Og vore Hjerter rene,

Hjælp os Forargelser at skye, Og tjene Herren ene,

At vi kan Jesu Christi Tro, For Verdens Børn, som hos os boe,

Med christen Idræt vise.

 

Din Naades Dug lad til enhver Guds Kirkes Lem nedflyde, Lad hver en Sjel, som saaret er, Din søde Salve nyde; Giv Kraft i Korsets haarde Tid, Lad Kjærlighed i al vor Tid, Imod vor Naste vises.

Giv Styrke og et freidigt Mod, At træde mod vor Fiende, At vi mod Verden, Kjød og Blod, Og Satan Seier vinde; Naar Døden løsner Livets Baand, Lad Sjelen gjemmes i din Haand, Og Kroppen rolig hvile ! Amen.

_______________________________

Mel. Herre jeg har handlet ilde.

1 Vender om med Poenitentse, Vender om til Herren god, Alle Folk paa denne Grændse, Vender om og gjører Bod, Ofrer Herren alle Dage Hjertens Suk og modig Klage.

2. Graader, hyler, faster, raaber, Beder, leder, banker paa, Til vor Gud alvorlig haaber, At vi salig’ blive maae, Hver sit Hjerte sønderrive, Dertil Gud os Naaden give.

– 40 –

3. Ak ! ak ! ak ! hvi mon vi svæve I saa stor Uteerlighed ? Hvad er dog den Tid vi leve ? Neppe Haand- og Fingerbred, Hvorfor vil vi være trygge, Og paa Verden daarlig bygge ?

4. Vi kan i hver Stund fornemme Efter Guds retfærdig Dom, Døden maa slet ingen glemme, Men gaae Verden runden om, Nu til Tjener, Nu til Herre, Nu til den som Krone bære.

5. Nu døer bort en rig og mægtig, Nu en syg og skrøbelig, Nu den, som er stolt og prægtig, Nu en from og gudelig, Adel, Borger, Bønder, Præster; See, hvor Døden alle gjæster.

6. Tilmed veed vi ei den Time, Veed og ei den Sted og Ort, Naar og hvor vi skal besvime, Og med Døden fare fort, Een døer seent paa Sottesenge, Een døer snart, gjør det ei længe.

7. Somme rykkes bort i Harme, Nogle udi Fylderie, Somme, naar de meest mon larme, Mange lægges ned i Krig, Andre, naar de lystig runge; Vi gaae her, som paa en Gjunge.

8. Dog har Mange denne Tanke : Jeg er frisk og døer ei brat, Helst naar Lyst og Leg mon vanke Overflødig Dag og Rat, Ei besinder, Glasset rinder, Lysten svinder, Døden vinder.

9. Derved Mange ilde falde Hen i Døden pludselig, Som ei Gud engang paakalde, Kan og ei besinde sig, Hvor er da den, som vil prate, Og sin Bod saa langt forhale.

10. Agter det, I Præster lærde, Som Gud har betroet sit Folk, Agter, hvad her er paafærde, Hver som Ordets rette Tolk, Samler Folket, værer rede, Raader til at vaag’ og beder.

11. Alle Øvrighedspersoner, Kongen, og hans gode Mænd, Christi Menigheds Patroner, Alle eders Skyld bekjend, Kommer, falder ned for Herren, Giver ham alene Æren.

12. Ægtefolk af Mand og Qvinde, Hver udi sit Huus og Sted, Sønner, Døttre, Huusgesinde, Gaaer I op til Herren med, Sukker alle, sørger alle, Det skal Herren vel befalde.

13. Alle Folk, i hvo I ere, Tænker paa den korte Tid, Som vi har at leve here, Lader af (legg av/red.) den syndig Id, Lærer godt fra nu at gjøre, Herrens Dag er nær for Døre.

14. La’er os denne Dag vel ende, Gud veed, hvor vi Morgen er, Og i Naadens Tid bekjende Synden for vor Herre kjær, Lader os i Troen kjende Christum, og os til ham vende.

15. Saa vil Gud ei med os trætte, Men vi faae en naadig Dom, Han vil ikke gaae i Rette Med os, men os være from, Her i Live naaderig, Siden give Himmerig.

 

 

 

Close
Skriv inn søkeord..