– for «Søndag den 19de Juni – No. 25» – den neste artikkel – følger etter denne;
– les denne første artikkel fra sidene 398 – 400 :
JERUSALEM I.
Idet vi efter «Almindelig Kirketidende» (April 1864) meddele et Uddrag af en Beretning, som den evangeliske Biskop i Jerusalem, Samuel Gobat, har nylig givet om Evangelisationens nærværende Stilling i det hellige Land og i de andre Lande, som paavirkes af den fra Jerusalem udgaaende Missionsvirksomhed, forudskikke vi nogle Oplysninger om Bispedømmet i Jerusalem.
Det evangeliske Bispedømme St. Jacob i Jerusalem blev grundet 1841 af England og Preussen i Forening.
Den Tanke, at grunde et evangelisk Bispedømme i Jerusalem, den christne Kirkes Moderstad, havde i sig selv noget Tiltalende, og Forholdene syntes at opfordre til at udføre den.
Medens den greske, romerske og armeniske Kirkes Bestaaen inden det tyrkiske Rige var sikret ved gjældende Love, og de desuden havde mægtige Skytsherrer at støtte sig til i Russland og Frankrige, savnede derimod de evangeliske Christne enhver lovmæssig Anerkjendelse.
– 399
De vare prisgivne de tyrkiske Paschaers Vilkaarlighed, og de syntes derfor at have et naturligt Krav paa de evangeliske Fyrsters og Folks Bistand. Hertil kom, at den Iver, med hvilken man især i England havde begyndt at omfatte Jødefolkets Omvendelse, naturligen ledede Tanken hen paa det gamle Jødeland, og at den evangeliske Mission, især amerikanske og engelske Selskaber, ligeledes havde begyndt at drage de østlige Lande ind under sin Virksomhed for gjennem Evangeliets Prædiken at fremkalde nyt Liv inden de gamle, men hensygnende christne Kirkesamfund, som fandtes der.
Politiske Hensyn virkede vel ogsaa med. «Det orientalske Spørgsmaal» har jo i lange Tider været et brændende Spørgsmaal for de europæiske Stormagter og var det just især ved den Tid, vi omtale (1840), paa Grund af den ægyptiske Paschas, Mehemed Alis, Forsøg paa at frarive den tyrkiske Sultan de syriske Provindser.
I kirkelig Henseende var Tanken med det nye Bispedømme i Jerusalem altsaa den, at det skulde være det faste Midtpunkt for de evangeliske Christne i Orienten og dermed tillige for den evangeliske Mission saavel blandt Jøderne som Muhamedanerne og de græske Kirkepartier.
Fra engelsk Side hadde man tillige en anden Tanke, som i Begyndelsen endog stilledes frem som et Hovedformaal; man haabebe nemlig, som Erkebispen af Canterbury udtalte det, gjennem denne Samvirken mellem den anglikanske og den tydske Kirke «at bane Vej til en væsentlig Enhed i Forfatning og Lære mellem den anglikanske Kirke og de mindre fuldkomment indrettede protestantiske Kirker paa Fastlandet«.
Bispedømmet oprettedes af England og Preussen i Forening; væsentligen er det dog et anglikansk. Vistnok bestemtes det, at England og Preussen skiftevis skulle besætte Bispestolen; men Erkebispen af Canterbury har Ret til at forkaste Preussens Valg. Biskopen erkjender Erkebispen af Canterbury som sin Erkebiskop og skal ordineres af ham efter anglikansk Liturgi.
De tydske Menigheder, som slutte sig til Bispestolen, skulle betjenes af tydske Præster, og Gudstjenesten skal udføres efter en Liturgi, som er dannet paa Grundlag af de i Preussen brugelige Liturgier.
De tydske Præster skulle fremlægge for Biskopen tilstrækkelige Vidnesbyrd for sin Tro og Vandel og underskrive de tre økumenske Symboler. De ordineres efter anglikansk Liturgi. Ogsaa de Døbtes Konfirmation skal udføres paa anglikansk Vis og er derfor ogsaa forbeholdt Biskopen.
Biskopens Dioces skulde indtil videre omfatte Palæstina og det øvrige Syrien, Ægypten og Abessinien. Det nye Bispedømme, til hvilket Mange havde knyttet store Forhaabninger, blev fra andre Kanter strax mødt med Mistanke eller vel endog afgjort Uvilje.
Papisterne betegnede Hele som et slet skjult Forsøg fra Englands Side paa at modarbejde Frankriges voxende Indflydelse i Orienten. De græske Christne saa heller ikke med synderligt venlige Øjne paa en Stiftelse, som vel udtalte det som sit Ønske, at træde i et » kjærlighedsfohold» til dem, men som tillige angav det som sit Formaal, at virke «belivende og rensende» ind paa dem og deres Samfund. Ogsaa fra protestantisk Side betragtedes Bispedømmet tildels med mistænkelige Øjne.
I Tydskland, hvor man havde saa mange Vidnesbyrd, gamle og nye, om den preussiske Regjerings kirkelige Unionsplaner, mindedes man de Forhandlinger, som Fredrik I i sin Tid havde plejet med England, og frygtede, at den Tanke kunde stikke bag, som jo ogsaa Erkebispen af Canterbury
– 400 –
havde udtalt, at omforme Kirken i Tyskland efter anglikansk Mønster.
I England selv var Puseyiternes mægtige Parti afgjort imod denne Samvirken med de i deres Øjne «schismatiske» Protestanter i Tydskland, som «hverken havde den rette Ordination eller den apostoliske Succescion».
Det var store og vanskelige Formaal, som vare stillede Bispedømmet i Jerusalem, og det var vanskelige Forhold, under hvilke det skulde virke. Forsaavidt man til dets Oprettelse havde knyttet Forhaabninger om et hurtigt og glimrende Udbytte, bleve disse ikke opfyldte.
Den første Biskop, Dr. Alexander, døde allerede 1845 paa en Rejse til Kairo.
Til hans Efterfølger udsaa den preussiske Regjering, hvis Tur det nu var at vælge, Samuel Gobat, den nuværende Biskop. Gobat er født i Kanton Bern 1799 og dannet ved Missionsskolen i Basel.
I det engelsk-biskopelige Missionsselskabs Tjeneste gik han 1826 tit Abessinien (Etiopia/red.), men kom først 1830 ind i Landet og virkede nu her blandt de sørgelige Levninger af monofysitiske Menigheder.
En Tid syntes det, som om denne Mission skulde være i god Gang; men saa kom der mod Slutningen af 30aarene igjen haarde Tider. Gobat havde paa Grund af Sygdom allerede før den Tid maattet forlade Abessinien (1836); men sin Kjærlighed for sin første Arbejdsmark har han stedse bevaret; derom vidner ogsaa den følgende Beretning (se følgende artikkel 2/red.).
Senere var han ansat ved Missionskollegiet paa Malta. I 1846 blev han indviet til Biskop i Jerusalem.