– for «Søndag den 26de Juni – No. 26»; og les den foregående artikkelen her;
– her er artikkel 2 gjengitt fra sidene 411 – 418 :
JERUSALEM II.
Af Biskop Gobats Beretning, der er meddelt i et Brev fra ham af 7de Novbr. 1863, hidsættes følgende :
«Forat I desto inderligere kunne tage Del i det, som vi trænge til, og bedre kunne forene eder med os i at bede al Barmhjertighedens Fader om at skjenke vort Verk i dets forskjellige Grene Velsignelse og Fremgang, saa lad mig, som jeg allerede tidligere har gjort, gaa ind paa nogle Enkeltheder.
Først og fremst føler jeg mig tilskyndet til at takke vor trofaste Gud for al den Godhed, Langmodighed og Hjælp, som han hidtil
– 412 –
har vist os, sine uværdige Tjenere, ogsaa for den Beskyttelse og Ro, som vi endnu stedse nyder, endskjønt dette stakkes Land endnu forsmægter i en Tilstand af Elendighed, Uorden og Usikkerhed (navnlig blev Galilæa for nogle Uger siden meget ødelagt af Beduinernes Røverier og Voldsgjerninger, da Paschaen af Akka (Akko/red.) ved skjændigt Forræderi havde ophidset dem til det Yderste).
Priser med os Herrens Navn for alle aandelige Velsignelser, som Han uden at trættes udgyder over os, og for de Naademidler, som vi kunne nyde i dette øde Land. Thi foruden den stille Opbyggelse for hver Christen have vi hver Søndag offentlige Gudstjenester i fire forskjellige Sprog, hvor det ægte Evangelium bliver prædiket, og ugentlig fire Bibel- og Bedetimer, der i en Række af Aar ere blevne regelmæssigt besøgte.
Missionen blandt Jøderne har i de tre sidste Aar lidt Meget, især ved vor elskede Broder, Missionær H. Crawford’s Sygdom og Død, saavelsom ved Bortreisen af Miss. Heffter, som blev kaldet til et andet Arbejde, og som i høi Grad besad Jødernes Yndest og Proslyternes Tillit og vidste at gjøre en skjøn Brug deraf.
Disse Brødres Pladser indtages nu af Missionærerne Barclay og Fleischhacker.
Da den Første (Barclay/red.) ankom hertil for 2 1/2 Aar siden, var han endnu ikke det tydske Sprog mægtig og blev derfor nødt til at kaste sig ind i et nyt Arbejde blandt de spanske Jøder, som hidtil havde været temmelig forsømte, og tillige at studere Tydsk.
Arbejdet blandt de spanske Jøder er vanskeligt paa Grund af deres Ligegyldighed; dog begyndte de nu at vise Modstand, hvilket efter min Mening er et Kjendetegn paa, at Prædikenen om Jesus begynder at gjøre Indtryk, idetmindste paa Nogle.
Broder Fleischhacker, som lønnes af mig, og hvem jeg i sidste Foraar kaldte tilbage fra Nablus, er hovedsagelig beskjæftiget med at undervise Eleverne i vort Industrihus samt Daabskandidaterne og at prædike Evangeliet for de tydske Jøder i deres egne Huse og andetsteds.
Hr. Bailey’s Arbeide bestaar for største Delen i at undervise vore Proselyters Sønner. Tre af vore Proselyter, to Tydskere og en Spanier, arbejde med Iver og Bøn blandt Peruschim- og Sephardim-Jøderne (Jøderne i Palæstina deles efter sin Nationalitet i Sephardim, spanske Jøder, Efterkommere efter dem, som bleve fordrevne af Ferdinand den Katholske, og Askenazim, som indbefatte russiske, polske og tydske Jøder, som i senere Tid have bosat sig i Landet. Med Hensyn til Bekjendelsen deles de i Peruschim, der ligesom de gamle Farisæere hylde Traditionen, Chasidim, et mystisk-kabbalistisk Parti, og Karaiter, et Slags jødiske Protestanter, som forkaste Traditionen og kun antage det G.T. (det Gamle Testamente/red.)(Kalkar, den evang. Missions Historie S. 91).
En af dem prædiker hver Løverdag paa aaben Gade paa Hebraisk; men de i større eller mindre Grupper om ham forsamlede Jøder skrige, spotte og gjøre stedse saadan Larm, at man kun tør vente sig liden Frugt af disse Prædikener; Tiden til denne Prædikemaade synes endnu neppe at være kommen.
Endskjønt vi af Hjertet ønskede at se mere inderligt, aandeligt Liv blandt vore Proselyter, saa tror jeg dog at turde sige, at Nogle af dem voxe i Naade og Kundskab, og hvad deres ydre Vandel angaar, saa have vi Aarsag til at være tilfredse med Flertallet.
Om Jødernes Sindelag i Almindelighed maa jeg desværre sige, at de ikke ere kommen Christendommen nærmere.
– 413 –
Mange læse vel det nye Testament; men jeg frygter for, at de gjøre det ofte kun i det Haab, at finde bedre Bevisgrunde mod de Christne, endskjønt der ogsaa her, Gud ske Lov, gives nogle glædelige Undtagelser.
I de tre sidste Aar ere mange Jøder komne til os med det Foregivende, at de tro, at Jesus er Messias, og at de gjerne ville blive Christne; alligevel have vi kun døbt 10 Voxne. Flere Grunde ville forklare dette, f. Ex.: Mange trække sig tilbage, fordi de ikke finde de forventede timelige Fordele hos os; Andre maa forlade Jerusalem, fordi de her ikke kunne fortjene sit Brød, og Rabbinerne unddrage dem de almindelige Almisser, saasnart de endog kun svagt bekjende sin Tro paa Jesus – de drage da bort fra os i det Haab andetsteds at træffe Missionærer, der ville undervise dem; endelig se vi os mere og mere nødte til kun med største Forsigtighed at optage nye Medlemmer ved Daaben.
Nogle af vore Missionærer og Katecheter have i dette Aar besøgt Tiberias, Safed, Damaskus o.s.v. og fundet mange Leiligheder til at forkynde Jøderne Evangelium og sælge dem Bibler.
Jeg maa med Smerte bekjende, at de Forhaabninger, som jeg for nogle Aar siden nærede om Evangelisationen af de andre Indbyggere i dette Land, ikke ere blevne opfyldte.
Christne af flere Kirker og ogsaa et lidet Antal Muhamedanere besidde vel nu i høj Grad Bogstavkundskab til den hellige Skrift, hvorom de for nogle Aar siden endnu vare ganske uvidende, men denne Kundskab har ikke baaret de forventede Frugter. At Guds Aand maatte aande paa disse tørre Ben, forat Ordet kunde blive levende i deres Hjerter og Samvittigheder, som høre og læse det !
Dog har Ordet gjort Indtryk paa flere unge Muhamedanere; to i en Alder af 22 Aar, af en af de første Familier i Jeusalem, have i et Aar været i det protestantiske Kollegium paa Malta for der at modtage en fuldkomnere Undervisning, end deres fanatiske Slægtninge vilde have tilladt dem at nyde i Jerusalem, og med det Ønske senere at blive Missionærer blandt Muhamedanere her eller andetsteds.
Næste Søndag have vi til Hensigt at døbe en anden ung Muhamedaner, som hjertelig længes efter offentlig at bekjende Jesus som sin Herre og Gud.
Saalænge de romersk-katholske, græske og armeniske Christne, som have læst Bibelen, endnu stedse blive ved sine Kirker, ere de nødte til at tage Del i Ceremonier, som de erkjende som stridende mod Guds Ord, og saaledes udslukkes da lidt efter lidt de svage Lysstraaler, som Livets Ord havde antændt i deres Hjerter, og den vaagnende Samvittigheds Stemme bliver snart kvalt.
Flere, navnlig i Galilæa, hvor Missionær Zeller arbejder med Iver, have fulgt sin Samvittigheds Stemme og forladt sine døde, afgudiske Kirker for at danne smaa protestantiske Menigheder; men de Smaaforfølgelser af deres forrige Troesfæller, for hvilke de stadigt ere udsatte, deres Fattigdom, deres Charakters naturlige Svaghed og Mangel paa Hyrder, som vaage over deres Sjæle, — alt dette hemmer naturligvis meget deres aandelige Udvikling. Alligevel tør jeg sige om Nogle, at de ere trængte igjennem fra Døden til Livet.
Antallet af indfødte Protestanter er omtrent 500, forstørstedelen i Galilæa under Opsyn af Zeller og tre Katecheter, en Tydsker og to Arabere. Vi have ogsaa smaa Menigheder i Nablus, Jerusalem, Bethlehem og Ramleh; den sidste er ikke talrig, men viser mere Kraft og Liv end de andre.
– 414 –
Skolerne ere stedse en Gjenstand for min inderligste Omhu, og af denne Gren af vort Arbejde venter jeg ved Guds Velsignelse det bedste Resultat.
Endskjønt Guds Ords Sæd daglig falder i disse Stakkels Børns Øren, ofte ogsaa i deres Hjerter, kunne vi dog ikke gjøre Regning paa hurtige Frugter. Dog give flere af vore Elever af begge Kjøn glædelige Tegn paa, at Ordet har slaaet Rod i deres Hjerter. I Almindelighed foretrække vore Børn Religionsundervisningen for al anden Læsning.
Jødemissionen underholder i Jerusalem to smaa Skoler for vore Proselyters Sønner og Døtre. Den sidste er forbunden med en Syskole for Jødinder, der har til Formaal at vænne dem til Flid, at forskaffe dem Underhold og ialfald at mildne deres Fordomme og forberede Hjerterne for Evangelium. Tillige findes der syv Skoler, som jeg underholder, 2 i Jerusalem (for Drenge og Piger) og 1 i Bethlehem, Ramleh, Jaffa, Nablus og Rafidie nær ved Nablus.
— Som en Følge af Myrderiet paa de Christne i Aaret 1860 blev jeg ofte anstændig anmodet om at optage et Antal forældreløse Drenge i min Skole i Jerusalem; derfor besluttede jeg mig til at gjøre den til et Vaisenhus, som nu indeholder 40 forældreløse Børn, hvis Underholdnings- og Undervisnings-Omkostninger ganske hvile paa mig.
Det er noget Stort at sikre disse stakkels Forældreløse en grundig Opdragelse efter bibelske Grundsætninger og stedse at vide dem under en from, christelig Tilsynsmands Øjne, hvorfor jeg er overbevist om, at de af eder, elskede Brødre, som have bidraget til mine Skolers Underhold, aldrig ville angre sin Udgift for disse kjære Børns timelige og evige Vel.
Foruden de Forældreløse besøge endnu 16 á 20 Børn af forskjellige Sprog og Nationer denne Skole, i hvilken ogsaa 6 af mine Lærere og Underlærere ere blevne dannede.
Diakonisserne fra Kaiserswerth vedblive at virke med Velsignelse iblandt os ved sin oprigtige og ydmyge Fromhed og sin virksomme Hjælp i Sygeplejen. De have en Redningsanstalt for 50 fattige Pigebørn, som de give en christelig Opdragelse. I deres Hospital pleje de aarlig mere end 400 Syge af alle Kirker og Folkeslag, som Doctor Chaplin, Læge ved Londonner Jødeselskabets herværende Hospital, regelmæssigt besøger uden Betaling.
Hospital og Skole staa under Opsyn af Pastor Valentiner, Sjælesørger for de tydske Menigheder i Jerusalem og Jaffa.
— Hr. Spittler i Basel følte sig for tre Aar siden bevæget til at aabne et andet Vaisenhus for Børnene af dem, der vare forulykkede paa Libanon og Damaskus. Dette indeholder nu 30 forældreløse Børn, som man lærer nyttige Haandverk foruden den simple, grundige Undervisning, der bliver dem til Del.
— Da jeg for 16 Aar siden grundede den første Skole i Jerusalem, var der med Undtagelse af nogle muhamedanske Skoler ellers ingen i Palæstina; nu have vi 14 protestantiske Skoler, i hvilke mere end 300 Drenge og 130 Piger, Børn af Muhamedanere, Jøder og Christne af 8 til 10 Kirker, blive af trofaste Lærere underviste i Guds Ords Grundsætninger.
Men overalt, hvor vi grundede Skoler, have Katholikerne og Grækerne ogsaa aabnet saadanne for at afholde sine Menighedsmedlemmer fra at besøge vore Skoler, som de undertiden kalde kjætterske, undertiden bibelske, hvad der i deres Øjne er det samme.
Dette er et Overblik over den nærværende Tilstand af Evangelisationsverket i Palæstina.
– 415 –
Der staar kun tilbage at omtale Londonner Jødeselskabets Hospital og Industrihus, om hvilke der kun lader sig sige, at de ret ere til Velsignelse blandt os. Det første byder de lidende Jøder Lindring for deres legemlige Smerter og tillige en hjertelig Indbydelse til at gaa til Jesus, der alene kan læge deres Sjæles Saar; det andet sørger for de Israeliters timelige og evige Vel, som ere nydøbte eller forlanger Daaben.
I fem Aar har jeg underholdt en Evangelist, Carabet, i Jerusalem, hovedsagelig for at missionere blandt de mange Tusinder af armeniske og græske Pilegrimme, som hvert Aar besøge den hellige Stad, og ved deres Afrejse at medgive dem Bibler og andre gode Bøger.
Det var et Troesverk, hvoraf jeg ikke ventede at se mange Frugter, og se, de vise sig paa en Maade, som bringer mig noget i Forlegenhed. Da Carabet for omtrent 7 Aar siden kom hertil, overbragte han mig et Bønskrift fra et Antal Folk i Diarbekir i Assyrien ( idag Diyarbakir i Tyrkia/red.), som bade mig om at sende dem en Missionær eller Sjælesørger. De sagde mig, at de ved at læse den hellige Skrift vare bragte til Sandheds Erkjendelse, at de senere havde lært den anglikanske Kirkes Liturgi at kjende og nu bestemt sig til at forlade de armeniske og syriske Kirker og at slutte sig til den anglikanske Kirke, som de af dens Liturgi havde erkjendt som skriftmæssig.
Da jeg dengang ingen passende Missionær fandt og navnlig ikke vilde gjøre Indgreb i de amerikanske Brødres Arbejde, raadede jeg flere Gange, men forgjæves, disse gode Folk til at slutte sig til den amerikanske Mission og stille sig under dens aandelige Pleje. Endskjønt jeg af Hjertet elsker og agter de kjære amerikanske Brødre og i mange Aar skattede nogle af dem som kjære Venner, var det mig dog umuligt at forkaste alle Grunde, for hvis Skyld disse Folk ikke vilde slutte sig til dem. Hvad der mest stødte dem tilbage, var, at Missionæren forlangte, at de, som vilde høre til hans Kirke, skulde lade sig døbe paany, og at han negtede at døbe Børn af dem, der endnu ikke paa denne Maade vare blevne Medlemmer af hans Menighed.
Saa gav jeg da endelig efter for deres Bønner, og efter Raad af Brødrene i Jerusalem viede jeg i Foraaret 1862 Carabet til Gejstlig i den engelske Kirke og afsendte ham som Sjælesørger for den lille Kirke i Diarbekir og som Prædikant af Evangeliet i Omegnen.
Paa Rejsen derhen fandt han i mange Stæder og Landsbyer smaa Menigheder af Protestanter, som brugte den engelske liturgi ved sine Gudstjenester. Ogsaa traf han Mange, som han havde lært at kjende i Jerusalem som Pilegrimme. Disse bade ham om at meddele dem den hellige Nadver og at døbe Børn, som vare fødte, efterat de havde skilt sig fra sine Kirker.
Paa denne Maade havde han, endnu førend han kom til Diarbekir, i tre Maaneder næsten daglig Lejlighed til at prædike Evangeliet, ofte i Forsamlinger af 2-3000 Mennesker.
Fra denne Tid af, ligesom ogsaa allerede tidligere, modtager jeg mange Bønskrifter fra smaa protestantiske Menigheder, som tælle 200-500 Sjæle, med den indstændige Begjæring, at tage dem i min Beskyttelse og sende dem Sjælesørgere. Jeg har i dette Aar allerede faaet fire saadanne Bønskrifter i een Uge fra forskjellige Smaabyer i Øvresyrien, Lilleasien og Mesopotamien. Ofte sige disse stakkels Folk mig, at En eller Flere af dem under sit Ophold i Jerusalem af Carabet ere blevne bragte til
– 416 –
Sandhedens Erkjendelse og senere ogsaa have meddelt Andre denne Kundskab. Ofte har ogsaa blot Læsning i Bibelen aabnet deres Forstands Øjne. Hvorledes det nu end forholder sig hermed har jeg ikke Midlerne til at opfylde disse kjære Brødres Ønsker, og de ere endnu som Faar uden Hyrde i en Ørken fuld af rivende Ulve; jeg anbefaler dem til alle sande Christnes Bønner og Deltagelse.
Abessinien er stedse Gjenstand for min mest levende Deltagelse, og jeg haaber endnu stedse, at Herrens Ord vil faa frit Løb i dette Land og bære Livets Lys til de mange Tusinder i Afrikas indre.
For mere end 33 Aar siden lærte jeg Faderen til den nuværende Konge Theodoros at kjende og havde oftere religiøse Samtaler med ham, gav ham ogsaa de fire Evangelier og Romerbrevet, de eneste Dele af Bibelen, som dengang vare trykte i det amhariske Sprog.
Theodoros, dengang en Dreng paa 14 Aar, havde allerede lært at læse Æthiopisk, men han afskyede alle Bøger, fordi han ikke kunde forstaae dem; men da han fik den Bog, jeg havde givet hans Fader, og mærkede, at han kunde forstaa den, tog han den til sin stadige Ledsager, og deraf kommer det sandsynligvis, at han i moralsk og intellektuel Henseende overgaar sine Landsmænd. Den Omstændighed, at hans Fader havde faaet hans Yndlingsbog af mig, var vel Grunden, hvorfor Theodoros snart efter sin Thronbestigelse indlod sig i en Brevvexling med mig og bad mig om at sende ham nogle Haandverkere, der kunde undervise hans Folk.
Jeg svarede, at jeg var beredt til at sende ham saadanne Mænd, naar han paa sin Side vilde tilstaa dem fuldkommen Frihed til at uddele Bibelen i alle Dele af sit Rige; derpaa svarede han, at det just var dette, han mest ønskede sit uvidende Folk.
Hr. Spittler i Basel sendte mig strax 6 Chrischona-Disciple, af hvilke jeg i Slutningen af 1855 sendte 4 til Abessinien med 2000 Exemplarer af Bibelen eller Dele af samme.
I Aaret 1858 fulgte to Brødre dem med et lignende Antal Bøger, som det britiske Bibelselskab havde tilstaaet mig.
Alle disse Bøger paa Folkesproget ere blevne udbredte i hele Abessinien, og for kort siden skreve tre af Brødrene til mig og bade om en ny Sending, idet de sagde, at Hunger og Tørst efter Guds Ord viste sig mere og mere. Dertil hjalp mig da det britiske Bibelselskab og skjenkede mig igjen 1800 Exemplarer, der allerede ere undervejs.
Da Kong Theodoros havde fordrevet alle katholske Missionærer og erklærede, at han ønskede en Reformation af den abessiniske Kirke, men ingen ny Kirke vide taale i sit Rige, indsaa jeg strax, at jeg ingen ordinerede Missionærer turde sende, og gav Brødrene den Anvisning, at anse Udbredelsen af Bibelen som sin Hovedpligt uden dog at bortgive eller sælge et eneste Exemplar, naar de ikke havde den Forvisning, at det blev læst; navnlig at prædike Evangeliet ved en hellig og ustraffelig Vandel og at gribe enhver Leilighed til at læse Guds Ord for Folket og forklare det paa en enfoldig, praktisk Maade; at undgaa enhver spekulativ Samtale og Ordstrid og kun bestræbe sig for (på/red.) at vende sine Tilhøreres Blikke hen paa deres egen Fordærvelse og paa Jesus, Synderes Frelser.
Efter de Beretninger at dømme, som jeg modtager fra Abessinien, havde disse kjære Brødre, men Undtagelse af nogle Misforstaaelser i 1860, samvittighedsfuldt handlet efter mine Instruktioner, Gud ske Lov, ikke uden Velsignelse.
– 417 –
Jeg forglemte heller ikke Falascherne eller de abessinske Jøder; thi efterat jeg i Aaret 1830 havde lært dem at kjende i Gondar og de omliggende Landsbyer, har jeg aldrig hørt op med at bede om, at Herrens Ord ogsaa maatte trænge hen til disse fortabte Faar af Israels Hus.
Da jeg derfor bortsendte de første Brødre, lagde jeg dem Falascherne indstændigt paa Hjerte. Efterat nu Brødrene havde ordnet sit Forhold til Kongen og Folket, vendte de i Aaret 1857 sine Skridt til Falascherne og fandt strax en aaben Dør til Ordets Udbredelse; thi neppe havde de uddelt 2 eller 3 Exemplarer, før allerede Falascher ilede til fra alle Sider, nogle endog fra en Afstand af 4-5 Dagsrejser, for at forskaffe sig Bibler.
Og de nøjedes ikke med den blotte Besiddelse af Bibelen, men bade Brødrene om at udlægge dem den, forat de kunde læse den med Nytte. De nødte Brødrene til at læse den med dem ikke blot hele Dagen, men ofte ogsaa Natten igjennem.
En af Brødrene maatte sidst i 1857 vende tilbage til Jerusalem for at hente flere Bibler, og to bleve af Kongen kaldede til at forestaa Anlæggelsen af en Vej, den første i Abessinien; senere have de ogsaa forfærdiget en Vogn, den første, som var bleven seet i Landet.
Saaledes blev da kun endnu een, Broder Meyer hos Falascherne i Oschenda og ledede der i to Aar en Skole, som blev besøgt af 25 Voxne og Børn; paa denne Maade beredede han Vejen for Broder Flad, som i Aaaret 1862 kunde lade døbe 30 Voxne og 11 Børn og i Begyndelsen af dette Aar (1863) endnu 3 Voxne.
Tre eller fire af disse Mænd ere fulde af Iver, Kjærlighed og Hengivelse; Andre ere rigtignok svage; dog maa de alle med Standhaftighed og Sagtmodighed bære en svær Forfølgelse af de vantroe Falascher.
I det forløbne Aar ere ogsaa 3 Muhamedanere blevne døbte, efterat de havde lagt sin Tro paa Guds Søn for Dagen. Desværre maa abessiniske Præster døbe disse Nyomvendte; iøvrigt blive de ganske under vore Missionærers Ledelse.
Resultaterne af Verket blandt de abessinske Christne lade sig ikke saa let beskrive, fordi de, som omvende sig til Herren, endnu udvortes maa blive i Samfund med sin forfaldne Kirke; dog haaber jeg, at, naar deres Antal forøges, de da ville slutte sig til de omvendte Falascher og være et mægtigt Middel til at frembringe en Reformation i denne Kirke.
Frugten af Missionen blandt de Christne viser sig, saavidt vi hidtil kunne dømme, hovedsagelig deri, 1) at en større Hunger og Tørst efter Guds Ord mere og mere aabenbarer sig, 2) at paa nogle Steder Mange have forbedret ikke blot sin Tale, men ogsaa sin Vandel, og at Flere virkelig ere omvendte, 3) at Mange ogsaa i Brødrenes Fraværelse forsamle sig i større eller mindre Kredse for at læse Bibelen til sin gjensidige Opbyggelse og bede med hverandre, endelig 4) deri, at et lidet Antal Præster virkelig have modtaget gavnlige Indtryk og nu opmuntre vore Brødre til at prædike Evangeliet i de abessinske Kirker om Søndagene og paa de mange Festdage, saaat Brødrene, der alle, med Undtagelse af Broder Flad, i de sidste to Aar have boet i Gaffat, paa saadanne Dage adsprede sig i forskjellige Retninger for at bringe det glade Budskab til Tusinder, der modtage det med Glæde og høre det med Opmærksomhed.
Man har ofte dadlet vore kjære Brødre, fordi de arbejde saa meget for Kongen og især forfærdige og udbedre Vaaben for ham.
– 418 –
Naturligvis vilde de langt heller være frie for et saadant Arbejde, men jeg er overbevist om, at hvis de ikke arbejdede for Kongen eller vægrede sig ved at gjøre, hvad han forlanger, kunde den evangeliske Mission under Abessiniens nuværende Tilstand hverken bestaa blandt Falascherne eller blandt de Christne.
Jeg tilføier endnu, at alle Brødrene med sine Koner (fire ere gifte) give et vist Antal Drenge og Piger regelmæssig Undervisning og ligeledes stræbe at danne nogle Ynglinge til Skolemestre eller offentlige Bibellæsere.
Ogsaa maa jeg endnu sige, at Kongen, vistnok noget uregelmæssigt, betaler de tre Brødre, som arbejde for ham, saaat med Undtagelse af Bogtransporten, som er meget kostbar, Missionen i Abessinien aarlig koster mig mindre end 5000 Franks.
Jeg har nu forsøgt at fremstille for eder den nuværende Tilstand og Frugterne af vort Arbejde i nøje Overensstemmelse med Sandheden og anbefaler det nu til eders Kjærlighed og Forbøn.
I ville i dette Verk, saavel her i Landet som i Assyrien og Abessinien, have opdaget saare mange Ufuldkommenheder, for hvis Skyld jeg ydmyger mig og bøjer mig for Gud; dog haaber jeg, at I ogsaa ere forvissede om, at Herren anerkjender og velsigner vort Arbejde.
Hvis I, elskede Brødre, efter at have læst dette Brev føler eder tilskyndede til at bidrage til Underholdningen af dette Verk i Almindelighed eller af en eller anden Del af samme, saa værer forvisset om, at eders Gaver ville blive modtagne med Taknemmelighed og samvittighedsfuldt anvendte».