– inntatt i Kristiania-avisen «Morgenbladet» for «Søndagen den 5te Mai 1861; No. 123»; Andreas Grimelund (les mer om ham her) adresserer sitt innlegg i Kristiania-avisen fra «Gjerpen Præstegaard, den 19de April 1861», der han fra 1856 hadde erstattet Knud Gislesen som sogneprest (og som var blitt utpekt til ny Tromsø-biskop). Grimelund havnet samtidig midt oppe i de stridigheter og vansker i nabosognet Skien som fulgte i kjølvannet av Gustav A. Lammers uttredelse fra Statskirken og opprettelsen av en apostolisk frimenighet det samme året. Januar i 1861 var også fra det tidspunkt Andreas Grimelund selv kun som 49-åring var utpekt til ny biskop i Trondhjem og skulle titre det embedet samme år.
Andreas Grimelund viser her sin grundighet i behandlingen av et emne som Kirkens forhold til skilsmisse og gjengifte og peker på den gradvise endring som gjennom det siste århundret (især fra midten av det attende århundret av) visse deler av samfunnet hadde gjennomgått; les Grimelunds betydningsfulle bidrag til debatten på dette tidspunkt – utløst av en konkret skilsmissesak på Hedemarken, omtalt i flere av landets aviser :
Om fraskiltes Vielse.
«Audiatur et altera pars» – (fra latin og betyr : «også motparten (den andre parten) bør høres»/red.)
I den sidste Tid har her været skrevet Adskilligt i de større Dagblade om Fraskiltes Vielse i Anledning en Skilsmissesag fra Hedemarken.
Især har Morgenbladet begyndt Dimmelugen (uken forut for påske/i påskeuken/red.) med i to Dage at drage tilfeldes mod de Geistlige, der finde sin Samvittighed besværede ved at ægtevie ubetinget Alle, som muligens kunne forskaffe sig en kongelig Bevilling.
Det er vel ganske den samme Anretning, som er bekjendt fra «flere Leiligheder» før; men dog er der dette Nye, at det ærede Blad nu forener sig med Christianiaposten i et kraftigt Votum for, at de Geistlige dog snart maa faa sin Bekomst (få hva de fortjener/red.), ligesom der i det Hele ikke spares paa Haanord. De Geistlige skulde have et Paaskebrød, og til Paaskebrødet hører, veed man, bittre Urter.
Det er muligt, at hvad der nu passerer, kan føre til at Spørgsmaalet om Fraskiltes Vielse bringes frem for Statens Domstole; ialfald er det i bedste Anklageform bragt frem for Offentlighedens.
At det tilsidst maa gaa, som Gud vil, det er nu min Tro, og dermed, tror jeg, er Udfaldet sikkret i hvordan det gaar for Tiden. Men under disse Omstændigheder bliver en Redegjørelse for de haardt Anklagedes Stilling en Pligt ikke blot imod Selvopholdelsesdriften, men ogsaa imod alle de Udenforstaaende, der ønske at bevares for en skjæv og ubillig Dømmen, der hverken kan være til Gavn for Sagen eller for dem selv. Saalænge kan man nemlig se en Ting gjennem farvede Briller, indtil Tingen nøiagtig antager Glassets Farve for Øiet og bliver bedømt derefter (de rette omstendigheter blir bragt frem i lyset/red.).
Det er da en Redegjørelse for de amgrebne Geistliges Stilling, jeg med disse Linier vil forsøge at give saa kort og klart, som det er mig muligt, idet jeg bekjender mig selv at befinde mig paa de Anklagedes Bænk.
De Geistlige, hvorom her er Tale, gaa ud fra den, som jeg tror, fuldkommen loyale Forudsætning, at det norske Stat har i sine Love bestemt udtalt, at Landskirken hos os skal være den evangelisk-lutherske, hvis øverste Norm er den hellige Skrift, i hvilken denne Kirke ser Guds eget Ord «fremført ikke af menneskelig Villie, men af de hellige Guds Mænd, som talede og skrev drevne af den Helligaand«.
Dette maatte være de Geistlige saameget mere utvivlsomt, da de, efterat have modtaget den øverste Statsstyrelses Kald til Tjeneste i dette Lands Kirke, bleve ved deres Indtrædelse i Embedet affordrede en høitidelig Ed paa at «arbeide derhen med høieste Flid, at den himmelske Lærdom, som indeholdes i de profetiske og apostoliske Skrifter, maa troligen indprendtes Tilhørerne», og derimod ikke alene at «fly og afsky», men endog «bekjæmpe hver Lære, som er imod det guddommelige Ord».
De have derfor ikke betvivlet, at det jo var et lovligt saavelsom christeligt og kirkelig Standpunkt, de indtoge, naar de ikke blot med deres personlige Tro og Overbevisning, men ogsaa i deres Embedes Forvaltning søgte for fuldt Alvor at stille sig paa den hellige Skrifts Grund.
At Forvaltningen af Brudevielser, eller den kirkelige Erklæring i den treenige Guds Navn om et ret Ægteskab og dets Helligelse ved Guds Ord og Bøn, skulde herfra gjøre en Undtagelse, kan dog aldrig Nogen for Alvor paastaa. Og — man lægge vel Mærke hertil — det er alene om denne Handling Striden dreier sig.
Men nu veed Enhver, som er nogenlunde kjendt i sin Bibel, at den hellige Skrift ikke een, men 5,6 Gange udtaler den Dom om visse Ægteskaber, at de i Virkeligheden ere Ægteskabsbrud.
En saadan Dom fælder nemlig baade Christus og Paulus om Ægteskab med visse uden Grund i Guds Indstiftelse og Ord Fraskilte, som indgaa nyt Ægteskab i den forrige Ægtefælles levende Live (Man se Matth. 5,32; 19,9; Mark. 10, 11-12; Luk. 16,18; 1. Kor. 7, 10-11 smlgn. Rom. 7,23. Stedet i 1. Kor. 7. er saameget mærkeligere, som det giver Befaling om Forholdet i en Menighed).
Vel erklærer nu Morgenbladet og gjentager det atter og atter, at det ikke er Skriften, men kun en Fortolkning, som de anklagede Geistlige støtte sig til. Nu, forsaavidt skal Morgenbladet beholde Ret, som at naar den hellige Skrifts Ord skal oversættes og anvendes, kan dette nok aldrig ske uden Fortolkning. Men dersom Morgenbladet mener en Tendentsfortolkning, kunstig Fortolkning, saa vil denne udentvivl komme til at staa paa Modpartens Regning i dette Spørgsmaal.
Ogsaa vi kjende lit til de haarfine Distinktioner, hvormed man har ment at borttage Braadden fra Ordet om disse Fraskiltes nye Ægteskab; men aldrig have vi endnu seet, at det har lykkets for Nogen at borttage Ordet af den hellige Skrift, som belægger saadanne Ægteskaber med Navnet paa den Synd, der nævnes i det 6te Bud.
Naar et saadant Brudepar kommer med en Bevilling i Lommen, og forlanger den kirkelige Vielse af Ordets Tjener, skal denne da træde hen med dem for Herrens Alter, og først, som den, der er sat til «at indprente sine Tilhørere det himmelske Ord med høieste Flid» sige til dem, at deres Ægteskab er efter Guds Ord Ægteskabsbrud, men saa lige derefter i den samme Guds, i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn erklære det for et christeligt «ret» Ægteskab, og tillægge det «Guds Ords Forjættelse og Velsignelser ?
Behøves her vidtløftig Fortolkning. Herpaa at anvende Overkirkeraad Richters Ord om at hellige alle Ægteskaber, saaledes som Christianiaposten nylig har gjort, er Usands.
Heller maa nok den Geistlige, der faar en saadan Anmodning, finde Anvendelse for Luthers Ord : «De omgaaes uvenlig med os, drage os ind saadanne onde Sager. Og naar det gaar ilde, saa maa Skylden være vor» (L. Tischreden).
Men — siger Morgenbladet til de Geistlige, hvis Samvittighed vægrer sig ved en saadan himmelraabende Modsigelse mod sig selv og Ordets Grund — der er en lovformelig Bevilling og eders lovlige Øvrighed maa I lyde; ogsaa den er af Gud. «Thi skal Enhver i denne Forstand handle efter sin Overbevisning, da maa ethvert Samfund opløses».
Og Bladet sammenligner en saadan Vægring med et Forsøg paa at praktisere kommunistiske Ideer imod den Lov, som forbyder at forgribe sig paa Næstens Eiendom. Om Lydighedspligten siden.
Hvad Sammenligningen angaar, da vilde den nok have været mere træffende anvendt paa de Fraskilte, som fordre (forlanger/red.), at deres nye Forbindelse skulle helliges af det kirkelige Embede med Guds Ord og Bøn og erklæres for christelig ret, skjønt de have den guddommelige Indstiftelse og Lov imod sig.
Disse forholde sig til det 6te Bud, ligesom de, der forgribe sig paa Næstens Gods, til det 7de.
Og vi have ikke hørt, at Staten endnu har udslettet noget af disse Bud af sin Lovbog.
Men — raaber man — det er kun eders subjektive Meninger, som I paa en utilbørlig og utaalelig Maade gjøre gjældende mod Aarhundreders hævdede Opfattelse og virkelige Forholds Udvikling. Det er «en løs, af tilfældige Omstændigheder betinget Formening», det er en «i Øieblikket herskende Modeanskuelse», en «Døgnstrømning», en «Indbildning om at være en dybere Christen og alvorligere Præst», en «theologisk Kjephest», en «Smitte».
I Sandhed et vakkert Forraad ! (av ord/red.). Morgenbladet er uudtømmeligt paa saadanne Kraftytringer. Men Morgenbladet burde dog vide bedre, at hvad der har «Aarhundreders Hævd» er netop ikke den laxe Bibelfortolkning og Anskuelse af Ægteskabsskilsmissen, at netop denne er den moderne. Man sige nu hvad man sige vil, der fattedes aldrig paa dygtige og kompetente Mænd, baade Retslærde og Theologer, som med Alvor talte det klare Bibelords Sag i dette Spørgsmaal, mindst i Fortiden og allermindst i den evangeliske lutherske Kirke.
Reformatorerne med Luther i Spidsen førte den ægteskabelige Ret tilbage fra den kanoniske Ret med sin laxe Ugyldighedspraxis og til den hellige Skrift.
Det ligger ikke i Planen for denne Redegjørelse at gjøre Uddrag af Aktstykker. Jeg kan kun henvise til Luthers Traktat af 1530 : «Von Ehesachen und Ehescheiden». Dette Skrift kjende kun to gyldige Grunde til Ægteskabsskilsmisse : adulterium og desertio malitiosa. Selv i den tidligere Traktat «vom ehelichen Leben» (1522), hvor det var venteligt, at Luther endnu ikke var kommen til fuld klarnet og befæstet Anskuelse, og hvor en tredie Skilsmissegrund (pestinax debili conjugalis denegatio) anføres som gyldigt, erklæres det utvetydigt, at foruden disse tre gives der ingen andre Grunde, som tilstede en fuld Skilsmisse, saa at nogen af Parterne kunde indgaa nyt Ægteskab.
Foruden disse to Traktater af Luther personlig kan henvises til de Schmalkaldiske Artiklers Anhang de juridictione episcoporum, hvor Biskopernes Behandling af Ægteskabssager udenfor Guds Ord saa bestemt erklæres uberettigede, at den verdslige Øvrighed tillægges Ret til at gribe ind og standse Uretten, uagtet Biskopperme ifølge det tydske Riges Ret handlede i disse Sager, som daværende lovlig Øvrighed.
Thi «man er ikke (i saadanne Tilfælde) Biskopperne Lydighed skyldige paa Grund af Jurisdiktionen».
Disse Grundsætninger om Ægteskabet, navnlig som de ere bestemtest fremsatte i Hovedskriftet, Luthers Traktat «Von Ehesachen», danner Grundvolden, hvorpaa de ældre protestantiske Kirkeordninger støtte sig i Følge med en tilsvarende Ægteskapslovgivning.
Herfra gjør heller ikke dette Land nogen Undtagelse. Man se vort Kirkeritual og man skal finde en Kirkeordning, som ikke veed om nogen kirkelig Ægtevielse for Andre end dem, der med Guds Ord og paa dets Grund kunne i den treenige Guds Navn erklæres for christelig rette Ægtefolk.
Man se den følgende Lovgivning om Ægteskabsskilsmisse, som den findes i N.L. (Norges Lover/red.) 3-18-15, om man skal finde en Lovgivning, som ikke anerkjender andre Skilsmisseaarsager for gyldige end dem, der i hint den lutherske Kirkes Hovedskrift anerkjendes for grundede i Guds Ord.
Kirkeritualet er af 1685, Loven av 1687.
Det var først det 18de Aarhundredes «Fremtidsmænd» forbeholdt at forlade den Grund, som Reformatoren (Luther/red.) og den protestantiske Kirke fra Begyndelsen af holdt for ukrænkelig, og at opløse eller tilstede ægteskabelige Forbindelser ikke efter Ordets, men efter Hensigtsmæssighedens og Nyttens Kanon.
Loven har dog, saavidt mig bekjendt, aldrig i vort Land udtalt eller sanktioneret en saadan Skiften af Grundsætninger. Men at den i Praxis ogsaa hos os efterhaanden foregik, skal villig indrømmes, og at det gik raskt nok, at man navnlig i Begyndelsen af dette Aarhundrede (det nittende/red.) var skredet frem endog ultra crepidam (det å uttale seg (gjerne i det vide og det brede) om emner man ikke har noen innsikt i/«skomaker, bli ved din lest»/red.) ved Udstedelsen af Licentser for Skilsmisselystne, maa vel sluttes deraf, at den øverste Statsmagt omsider fandt det fornødent at sætte en stopper ved Forordningen af 18de Oktober 1811 — «da», som det heder i den for Forordningen angivne Grund, «det er vigtigt for Borgersamfundets som for hver enkelt Families Vel, at det Baand, der sammenknytter Ægtefolk, ikke ubesindigen løsnes og da Religionens Bud, ikke mindre end Statens Love, bør kaldes dem til Minde, som, uden uden tvingende Aarsager, ønsker den Forening hævet, der stiftedes for Livstid».
Praxis gik dog fremdeles sin Gang, og den har saaledes om ikke Aarhundreders, saa dog dette Aarhundredes Hævd at beraabe sig paa. Men det er heller ikke ubekjendt, at der ogsaa i dette Aarhundrede er gjort alvorlige Indsigelser mod den betraadte Bane; og siden man søger efter Authoriteter, saa kan det heller ikke være afveien her at anføre en. Jeg vil da nævne den 7de tydske evangeliske Kirkedag i Frankfurth (1854), som bestemt har erklært sig, og det paa det Nærmeste eenstemmig, for den kirkelige Anskuelse om Skilsmisse. Jeg tænker, at man vil indrømme denne Forsamling en Plads blandt kompetente Authoriteter.
Dette er Stillingen, naar man skal tale om Grundsætninger. De anklagede Geistlige have deres Standpunkt paa den hellige Skrifts og den evangeliske – navnlig lutherske – Kirkes Grund. Hvad de forlange er kun, at de maa blive fritagne for Ægtevielser, som staa i Strid med disse Grundsætninger, der ogsaa have Sanktion i dette Lands Lovgivning.
Men – siger man nu – med dette Forlangende modsætter I Eder eders lovlige Øvrighed og dermed Loven selv, som har givet Øvrigheden Dispensationsret i disse Sager.
Morgenbladet varierer denne Anklage paa mange Maader, dog denne Gang saa, at Øvrigheden ombyttes med Loven, og de Anklagede tillægges «en Opinion, der truer med at undergrave baade kirkelige og borgerlige Orden». Dette kan maaske være et brugbart Krigspuds.
Der er imidlertid det Besynderlige derved, at netop de, der søge at gjøre den positive Lov i Kirke og Stat til Norm for sine Handlinger, denuncieres (fordømmes/red.) som Folk, der sætte sig udover Loven og tjene Vilkaarligheden. Hertil (til dette punkt/red.) kommer man vel kun ved en Tilsnigelse; thi en Tilsnigelse er det dog vel, at sætte Loven som identisk med Lovens Haandhævere og Udøvere, ret som om disse aldrig kunde Andet end træffe Lovens rette Mening og Villie.
Vi have ikke overseet, at Landsloven (N.L. 3 – 18-15, 1) indeholder en Bestemmelse, som giver forhenværende Ægtefolk, forsaavidt de ere fraskilte af de i Loven nævnte Aarsager, Udsigt til betingelsesvis at komme i nyt Ægteskab ifølge kongelig Bevilling; ei heller have vi overseet, at senere Forordninger have tilføiet formelle Betingelser for disse Bevillinger.
Ligesaalidt have vi ladet ude af Betragtning det Provisorium, som er Kongen overladt i Grundloven; og vi have ikke behøvet Mgbl’s Belærelser om vor Embedspligt for at vide, at vi skulle være de foresatte Øvrigheder underdanige.
Men – og her er vel atter Differentspunktet mellem det ærede Blad og os – vi tillade os at betvivle, at der ikke er Forskjel paa Vilkaarlighed og den fra den suveræne Konge til den konstitutionelle overgaaede Dispensationsmyndighed.
Grundloven har indrømmet denne som et Provisorium i fornødent Fald og for en kort Tid i Paavente af en snart udkommende ny Lovbog; men da den ikke vilde modsige sig selv, har den heller ikke opgivet Loven, men sagt : «Imidlertid blive Statens nu gjældende Love i Kraft, forsaavidt de ei stride mod denne Grundlov eller de provisoriske Anordninger, som imidlertid maatte udgives (Grl. § 94 og 95)».
Dispensationsmyndigheden er nu en diskretionær Myndighed, beholdt til midlertidig at bøde paa Lovens Mangler, men ikke til helt at træde i Lovens Sted.
Det sidste er vel ikke heller paastaaet. Men vi mene, at det ligger i enhver diskretionær Myndigheds Natur, at dersom den ikke skal blive til ren Vilkaarlighed, saa maa den ogsaa i Udøvelsen have sin bestemte Begrændsning i visse og faste, anerkjendte Grundsætninger.
Og vi mene, at disse begrænsende Grundsætninger hverken kan søges eller forstaaes af en svævende Praxis, som fulgt den ene Dag kan blive desavoueret den næste, men at i vort lovbundne Samfund maa de søges i de Love, hvorom Grundloven siger, at de blive i Kraft, indtil de afløses af nye.
Nu er der i Punktet om Ægteskabsskilsmisse og Fraskiltes nye Ægteskab ingen Afløsning skeet, hverken ved ny Lov eller provisorisk Anordning; den gamle Lov staar da efter Grundloven ved Magt med sit reale Indhold; og saalænge det er saaledes, bør derfor Statens geistlige Tjenere erkjendes at være i sin Ret, naar de forvente, at den provisoriske Dispensationsmyndighed ikke vil gjøres gjældende imod dem paa en Maade, som maatte tvinge dem til at handle imod saavel den bestaaende Lovs Grundsætninger, som de kirkelige constitutiones, hvilke de med Ed ere bundne til at følge.
Er denne Forventning en Vildfarelse, hvorfor har man da ladet N.L. (Norges Lover/red,) 3-18-15 vedblive at staa der med sine skarpt og bestemt udtalte Skilsmisseaarsager og Betingelser for nyt Ægteskabs Tilladelighed ?
Thi saalænge N.L. 3-18-15 er Lov, maa dette nødvendig opvække den Forvisning, at Landsloven vil have Kirkens paa Guds Ord byggede Grundsætninger om Ægteskabet haandhævede endnu, og dermed sat en Skranke for Opløsningen af «den Forening, der stiftedes for Livstid».
Med denne Mening om en i Loven grundet Begrændsning for Bevillingsmyndighedens Udøvelse har der visselig fulgt og er der vel endnu et uopløst Spørgsmaal hos de Geistlige, der ved klart erkjendte Grunde finde sig bundne til sit Standpunkt, og en forskjellig Opfatning af, hvorvidt de enten strax burde opgive Embedet eller først søge Lovens Mening fortolket af Domstolene, hvis det maatte blive dem paalagt at udføre Vielser, som ere uforenelige med deres ovenfor angivne Standpunkt.
Men skal nu dette stemples som Ulydighed mod Lov og lovlig Øvrighed ?
I andre end geistlige Forvaltningsgrene skeer det dog ikke. Jo – sige Læremesterne – dersom I ere saa stærke i eders Grundsætninger og ikke blot ville gjøre Eder til at trodse en tilsyneladende Fare, som ingen Fare er, saa er der intet andet Raad for Eder end at takke af.
Vi ville dog give de raske Raadgivere at overveie, om der ikke for besindige Mænd maaske kunde stille sig endnu andre og endnu alvorligere Betænkeligheder bag et saadant Skridt, end Tabet af gode Levebrød.
Jeg veed, at for de angrebne Geistlige idetmindste have saadanne Betænkeligheder ikke været fremmede.
Disse Betænkeligheder have været en af Hovedgrundene til den i sin Tid indgivne underdanigste Forestilling imod Skilsmisse- og Vielsesbevillinger, som gaa Landslovens Bestemmelser forbi. Man saa med bange Uro, hvad Følgerne kunde blive af disse Bevillinger, og man fandt sig netop derfor af den Embedspligt, som Modstanderne nu ere saa ivrige i at foreholde de Geistlige, opfordret til at fremkomme med en Forestilling, som er gjort i det visse Haab, at ikke bindende Bestemmelser eller tvingende Grunde, men kun arvet Sædvane hindrede vor Styrelse fra at bryde med den laxe (slappe/red.) Skilsmissepraxis : Forestillingen være heldig eller «i alle Henseender uheldig», den har ved den store Deeltagelse, som den fandt, noksom godtgjort, at den samme Bekymring er almindelig blandt dette Lands Geistlige.
Men det betyder Intet, det var en Agitation, som frembragte en kunstig Opinion – siger Morgenbladet i sin Misfornøielse.
Ja, det var en Agitation paa samme Maade, som det er en Agitation, naar en Nabo spørger sin Nabo, om han vil være med at omgjærde en farlig Brønd i Nabolaget, eller – jeg kunde sige – som det er en Agitation, naar Træerne aabne deres Løv tilsammen om Vaaren. Ingen Overtalelser, ingen Ophidselser er her anvendt.
Forestillingen blev af den Kommitee, som fik den til Expedition, omsendt til Landets Geistlige med et simpelt Spørgsmaal eens for Alle, om Nogen ønskede at være med.
Kommiteen havde ikke en saadan Mening om Norges Geistligheds Uselvstændighed og Svaghed som Morgenbladet. «Mange af Underskriverne skulle bagefter have angret», siger Morgenbladet. Hvordan ved (vet/red.) Morgenbladet dette ? Eller er det maaske et beleiligt Rygte, som her skal sendes ud i Verden ? Morgenbladets Diatriber skal vel ikke have bragt Mange til at angre.
Jeg kjenner lidt til Forestillingens Tilblivelse, og jeg kan sige Morgenbladet, at skjønt Bevæggrundene til Forestillingen vare andre, saa virkede dog netop det ærede Blads lidet forstandige Optræden i Skilsmissespørgsmaalet meget til at paaskynde Tankens Virkeliggjørelse.
Morgenbladet maa føre Sagen med ganske andre Beviser end løse Paastande og Haansord, hvis det har isinde at virke ikke til Harme hos Nogle og Ophidselse hos Andre, men til Overbevisning hos sine Læsere.
Men saameget vi kunne beklage, at et ellers saa dygtigt redigeret Blad har talt, som det har gjort, i et Spørgsmaal, hvilket dog Bladet synes at anse for ikke uvigtigt, saa tør de Geistlige for sin egen Del dog ikke egentlig ikke beklage sig derover : det har drevet dem til desto omhyggeligere at granske Sagen, prøve sig selv og sin Stilling og desto bestemtere at indtage sit Standpunkt.
At der med dette Standpunkt ikke tænkes paa at trodse Lov eller Øvrighed, er en Selvfølge. Det følger af selve Standpunktet.
Deres Stilling maa for Tiden blive en stille avventende. Det er at vente, at den kgl. Kirkekommission vil om ikke saa ret længe afgive sit Forslag om Skilsmisse og Fraskiltes Vielse, og det er at haabe, at den øverste Styrelse ikke imidlertid stiller Spørgsmaalet paa Spidsen.
Jeg har ogsaa Aarsag til at tro – og jeg anfører dette til mine Embedsbrødres Beroligelse – at en af Landets mest agtede og ansete Jurister har et Lovforslag i Arbeide, hvormed tilsigtes at faa Knuden løst paa praktisk Vei. Skulde Intet lykkes til Knudens Løsning, vil jo Spørgsmaalet blive et andet, men ikke om at trodse, men om at vige.
Ville vi være Vor Herres Disciple, saa maa vi ikke ville være de Herskende, men vel kan vi maatte være de Protesterende og, naar det kræves, de Lidende.
Ja en Martyrkrone for let Kjøb – siger Morgenbladet. Dette hører nu med til de bittre Urter.
Jeg for min Del kan med Sandhed sige, at jeg ligesaalidt tør rose mig af Martyrens Mod, som af noget Andet : Alligevel tør jeg ikke kalde det raadeligt at forlade i nogen Sag det Standpunkt, som har sin Styrke i Sandhed og Ret, om det end maa «bære den Skjæbne ikke at ansees for hvad det er».
Ligesaalidt tør den afventende Stilling opgives, som de anklagede Geistlige maa tro nu at være dem anviste ikke blot for deres egne Personers Skyld. Lad den end blive mistydet og ilde udlagt; den er ikke derved bleven uforenelig med deres Standpunkt. Men Tingen er, at for at forstaa og bedømme den ret, maa man forstaa, hvad der christeligt gjør Forskjellen mellem at bie og haabe og at lyve mod den Helligaand.
Iøvrigt istemmer jeg gjerne Morgenbladets Ønske om, at Sagen maa blive underkastet en fornyet Granskning, men da ogsaa en ordentlig, grundig og omfattende. Derved vil den ikke tabe.
Denne Redegjørelse, som er bleven opholdt ved Paasken og Konfirmationen, bedes optaget i Morgenbladet.
Gjerpen Præstegaard, den 10de April 1861. A. Grimelund.