– artikkel i bergens-avisen «Den Norske Tilskuer» for «Torsdagen den 2den October 1817»; dette interessante innlegg av den aktede Sorenskriver i indre Hardanger Arnoldus Koren opptar hele denne utgave av avisen – fra sidene 305 – 320 (sidenummer ble angitt forløpende gjennom utgavene); han påpeker her hva som synes gavnlig for et særegent geografisk samfunn som det norske for en naturlig utvikling – tanker som, når vi skuer tilbake, synes fremtidsrettet og tjenlig for Norge som nasjon; les også neste artikkel her.
Betragtninger og Tanker i Anledning Landhandel,
af Sorenskriver Koren.
Unægtelig er Orden i et Land, saavel i Henseende til Folkets Nærings-Sysler, som andre dets Handlinger, baade nyttig og nødvendig; dog synes det, at den Regjering maa være meest fuldkommen, som med mindst indviklet Lovgivning og færreste Anordninger kan holde Statslegemet fast sammen i tilfredsfuldt, virksomt Liv, uden at give sig af med at foreskrive hvad Enhver skal være eller gjøre, hvad og naar han skal spise og drikke, eller hvormed han skal klæde og ernære sig, og som mindst indskrænker Enhvers private Handlinger.
– 306 –
Det er oprørende og kummerfuldt for den tænkende Borger, at læse en Anordning, som den af 9de August 1754 er i mange Henseender; og det er ubegribeligt, ej alene for Bønder, men og for Andre, hvorfor de udenfor Bondeklassen ikke ere satte under Tvang, og ikke ligesaa meget bundne, om ej til Kirkesognet, saa dog til Amtet eller Stiftet, at tjene i deres Fag, ligesom Bønderbørn i deres.
Mon ikke Videnskaber og Konster vilde vinde ligesaameget derved, som Jorddyrkning, Næringsdrift, Industrie og Produktion, ved Bøndernes Indskrænkning til Sogn og Fødestavn ? Denne unaturlige Anordning har, mig vitterligt, aldrig nogensteds kunnet overholdes, og, har den nogensteds med Strenghed været overholdt, har dens Følger vist været skadelige og formindsket eller hindret Industrie, Erhvervelse og Folkeformerelse paa det Sted.
Det synes en unægtelig Naturens Rettighed, at Enhver, endog som Statsborger, maa være overladt at opholde sit Liv ved hvad lovlig Handling han selv vil, og at ernære sig paa hvad, for det Almindelige uskadelige, Maade han selv finder Lyst til og formaaer, og at hans Nærings-Sysler bør være Statens Regjering uvedkommende, saalænge de ej ere Handlinger, som enten strar, eller i deres Følger, aldeles
– 307 –
beviisligen, skade det hele Samfunds Vel.
Ihvorvel nogle Nærings-Grene, ved første Øjekast, synes lettelig i deres Følger at kunne blive skadelige for Samfundet, saa synes mig dog, at Erfarenheden fra baade ældre og nyere Tider beviser, at jo mere saa kaldet Orden (Tvang) i Nærings-Syslerne der paabydes, jo færre og uvirksommere blive de, og desmere dovent og magtesløst bliver det hele Stats Samfund; hvor derimod er meest Nærings-Frihed, der hersker meest Liv og Opmuntring til Flid, og den største Erhvervelse.
Hvad underholder en Stat, uden de raae Produkters Frembringelse, og disses Forædling til nyttig Anvendelse ?
Transit-Handel kan, som Hoved-Næring for en heel Stat, sjelden komme i Betragtning.
Ved Næring eller Underholdning forstaaer jeg ikke alene Føden, men alle Livets baade Nødvendigheder og Beqvemmeligheder, ja Overdaadigheder. Hvorfra erholdes disse, uden enten af Jorden, af Bjergene, eller af Havet og Vandene ?
Gaae vi til Jorddyrkeren (Bonden) i Norge, da finde vi ham, mange Steder, baade Jorddyrker, Fisker, Skytte (skytter/jaktmann/red.), Haandværker,
– 308 –
Fabrikant og Handelsmand tillige, og ikkun sjelden blot Jorddyrker. Dette, Noget af Alt, men Intet til Fuldkommenhed, roser jeg ingenlunde, dog troer jeg fuldelig, dette ej bør forandres ved Love og Forbud, men heller ved OpIysning og Opmuntringer, og at det er noget, som naturligen, uden Befaling, med Tiden forandres, ved Folkeformerelsen og Industriens Tiltagende, der skaffer fyldest Næring for Landhandleren, Haandværkeren og Fabrikanten som saadan alene.
Den norske Jorddyrkers Frembringelser ere forskjellige efter Egnenes Forskjellighed.
I de lave og frugtbare Dale og Sletter ere Bøndernes fornemste Frembringelser, Kornvarer og Jord – Frugter, (især Potates) tilstrækkelige til eget Brug og noget til Salg; Hør og Hamp, og hvad deraf forfærdiges, ofte tilstrækkeligt til eget Brug, og lidet til Salg.
Fædrift og sammes Frembringelser ofte ej fyldest til eget Brug og sjelden noget til Salg; paa nogle Steder Trælast og Tjære til Salg.
I de trange Dale og Fjeld-Egne ere Kornvarer og Jord-Frugter oftest langtfra ikke fyldest til eget Brug, men dog nogle Steder til Salg. Fædrift og sammes Frembringelser sædvanlig fyldest til eget Brug, og ofte til Salg,
– 309 –
Trælast, samt Smør, Kjød, Talg og Skind af tamme og vilde Dyr til Salg.
I Søe-Egnene inde i Fjordene, alt det samme som i Fjeld -Egnene, og end videre Fiskevarer, ej allesteds fyldest til eget Brug, men dog nogle Steder til Salg; og i de Egne hvor Handel og hastig Afsætning have oplivet Industrie og Erhvervelse, haves end videre overflødigen og til Salg : Tjære, Tøndebaand, Stav og allehaande Emne-Træe, Bast, Bark, Farve-Moser, og mangehaande Jord- og Træ-Frugter.
Ved Havet, Korn- og Jord–Frugter, sjelden fyldest til eget Brug, – Fædrift og dets Frembringelser ligesaa –, til Salg allehaande Fisk, Tran, Duun og Fjæder, samt Skind af tamme øg vilde Dyr.
Disse Produkters Frembringelse og Forædling beroer fornemmelig paa hurtig Afsætning, som ene bevirkes ved fri Handel.
– Mange af disse Varer maae strax sælges og anvendes, saasom mange Sorter Kjødvarer, særdeles alt Vildt og Skindvarer, Fiskevarer, alle Slags Træ-Frugter og Bær, samt mangehaande Jord-Frugter med mere; de frembringes efterhaanden og ikke paa en og samme Tid af Aaret, de taale ikke at henligge efter hinanden.
– 310 –
Landmanden fra de dybe Fjorde kan vanskelig, og fra de høje Fjelde umulig, rejse til Kjøbstaden med hvert enkelt erhvervet Produkt; og at lade dem ligge, for paa eengang at bringe dem samlede til Kjøbstad, er baade, som anført, ifølge adskillige af disse Tings Natur umuligt, og i meget ufordeelagtigt, ligesom det og vilde være saagodt som at give dem bort, om de skulde sælges til en eller to enkelte privilegerede Landkræmmere, der som Monopolister maatte ansees, naar ingen flere paa Landet maatte handle.
En Fjeldmand og hans fremvoxende Børn kan ikke gjøre Rejse til Kjøbstaden med Laarene af de Rensdyr, samt med det Fuglevildt, de efterhaanden fange. – Rejserne, som ere Fjeldmanden højst viderlige, ja tildels umulige naar de ere til Søes (saasom i hele Bergens Stift og en Deel of Christiansands og Trondhjems Stifter) vilde medtage alt det Erhvervede, saa at lidet eller intet blev tilovers for selve Erhververen, og hvad han frembragte, vilde være langsomt samlet og fordærvet førend det fremkom til Kjøbstaden.
– Skind af vilde Dyr, som om Vinteren fornemmelig fanges, og Skind af Kalve søm almindeligst slagtes om Vinteren og Foraaret (våren/red.), taale ikke, især paa endeel Steder, at ligge Sommeren over, uden at fortæres af Skind-Orme.
– 311 –
– Alle Træ-Frugter og en Deel Jord- Frugter maae strax afsættes, og kunne ej om Vinteren føres fra Sted til andet.
Størstedeelen af Landmænd, allevegne ved Havet, og mange Steder inde i Fjordene, ja tildels endog paa det meest beboede flade Land, har ikkun ringe Sommer-Græsgange for deres Kreaturer, saa at disse afgive ikkun lidet Smør, og ere om Høsten ligesaa mavre som om Foraaret og tjene kun lidet til Slagt; – det er altsaa disse Indbyggere og Staten saare fordeelagtigt, at Handels-Karle afkjøbe dem deres Kreaturer, (Heste, Hornqvæg og Faar) bringe dem ind i Fjeld- Egnene, og der fede dem; – uden denne Handel (nok næsten saa gammel som Norges Beboelse) vilde Christiania Stift mangle Heste, og Landet med Kjøbstæderne ikke have det halve fornødne Slagt, Smør og Talg.
Naar en Mand til Fjelds og inde i Fjordene, kan, uden at forlade sin Gaard, strax bringe i Penge ethvert Stykke Vildt, ethvert Kalveskind, Ræveskind ic., da opmuntres han til Flid og Erhvervelse; – men skal han, for at undgaae Varenes Fordærvelse, gjøre Rejser med hvert lidet Qvantum, da ophører snart Erhvervelses-Lysten; thi Fordelen bliver liden eller ingen, han henfalder til Træghed, Dovenskab og Armod.
– 312 –
Naar en Mand ude ved Havet, strax han gjør en god Fiskedræt, kan finde Kjøber til sin Fisk, uden at heste sig fra sin Erhvervelse ved at rejse lange Veje for at faae det Fangede solgt, da opmuntres han til Flid og Driftighed ved Fordelen, og han fanger mangedobbelt Mængde, til Nytte baade for sig selv og Staten.
Mangehaande Fisk maae strax tages de Dage og Timer de stime under Land, og kan andre Tider ikke faaes; derfore, naar i saadan Tid ingen Kjøber gives, opkastes slige Fiske-Arter ofte i store Dynger paa Landet, hvor de beskadiges førend de blive solgte og kan opvirkes.
Dette skeer undertiden endog medens fri Handel dermed har havt Sted, hvormeget mere, hvis Landhandelen forbydes eller kommer under Tvang, saa at Faa eje Fartøjer, og endnu Færre drive Handel ?
Naar Handel med alle Landets Produkter, allevegne indenrigs, er frit tilladt for Enhver, da kan alle Landmænd, til Søses og til Fjelds, i deres Stuedør strax modtage Betaling for Alt hvad de kan erhverve, lige indtil medicinske- og Farve-Urter, Farve-Mosser, islandsk Mosse, Bast, Bark, Knøsk, Tønder, Frugter og Bær af allehaande Slags etc., etc., de ringe saavelsom de betydelige; – da blive allehaande Ting bedre og rigtigere behandlede, og paa Varenes første Behandling beroer meget deres Godhed og Afsætlighed. –
– Bondedrenge, som handle fra Børneaarene af,
– 313 –
lære efterhaanden Varenes rigtige Behandling, undervise deri dem, som først frembringe dem, i hvis Huuse de idelig komme, samle de ubetydeligste Ting til nogenledes Qvantiteter, saa at mange Ting blive Handels-Artikler, som aldrig ellers vilde blive det; f. E. en Kjøbmand faaer at vide, at Egern-Skind (ekorn-skinn/red.) et Steds udenlands ere afsætlige; han kan da, naar Landhandel er fri, akkordere med forskjellige Handelskarle, at de inden en vis Tid skal bringe ham saa mange af det Slags Skind, de til en vis Priis kan skaffe ham, eller og slutte Akkord om et vist Qvantum med Hver især, og han kan da vide at gjøre nogenledes Regning paa sit Forehavende; men skal han af enhver Bonde som kommer til Byen kjøbe : 2 Skind af En, 2 af en Anden og 5 eller 6. af den Tredie, og saaledes i Smaapluk søge at samle dem, da kan han neppe vente at faae nogen klækkelig Samling, og maa enten opgive sin for Landet nyttige Spekulation, eller og ikkun betale Skindene meget ringe, for, om nogle bedærves inden klækkeligt Qvantum kan erholdes, han dog kan have Udkomme og nogen Fordeel; men Følgerne blive og, at Kjøbmanden opgiver mange saadanne Planer som alt for lange og usikkre, og at Landmanden ej finder Opmuntring eller Fordeel ved at fange, samle og erhverve saadanne Smaating,
– 314 –
som samlede hver Sort for sig, især visse Artikler, beløbe endog til Tønder Guld for det hele Land.
Efter mine ringe Indsigter formener jeg, det ikke alene er fordeelagtigt, men endog aldeles nødvendigt for Landmanden i Norge, at fri Handel tillades med alle Landets Produkter, og at samme er fordeelagtig for Kjøbstæderne selv; thi Erhvervelsen af adskillige Nødvendigheds- og Handels-Artikler vilde ikkun blive meget ringe, og Indkjøbet meget langsomt og usikkert, naar ingen, af de nu almindelig forhadte, Handelskarle vare (fantes/red.), der i Smaapluk samle allehaande Frembringelser og sælge dem til Kjøbmændene i nogenledes Samling.
Ingen lider ved Handelskarlene, efter mine Tanker, uden Embedsmændene og Pensionisterne paa Landet, NB. for en Tid, – men for disses Skyld bør dog vel ikke Statens Tarv tilsidesættes ?
Fri Landhandel holder Landmandens Produkter i høj Priis, NB. dog kun indtil de derved erhvervede Produkters Mængde, efter Naturens Orden, nedsætte Prisen. Fri Handel giver alle Ting sikker og hastig Afsætning for Landmanden, uden Udgifter eller Tidsspilde for ham,
– 315 –
saa at han tager mangen en Skilling for det, der ellers blev liggende unyttet og forraadnede, eller ej frembragtes, da det ingenlunde kunde svare Regning for ham at bringe eller lade det bringe til Kjøbstaden.
At fri Landhandel berøver Landbruget Folk, er mere tilsyneladende end virkeligt, og kan kun finde Sted ved første Begyndelse og Opbruusning, om jeg saa maa kalde det, naar Handelslyst ligesom pludselig henriver et Distrikts Indbyggere, men falder efterhaanden bort, naar flere have henvendt dem til denne Næringsgreen, end samme kan ernære.
Unægtelig forsømmes Landbruget ligesaalidet, ja mindre, hvor nogle Enkelte holde Fartøjer, Heste og Indretninger, og anvende en stor Deel af deres Tid og Flid paa Handel, end hvor flere tusinde Landmænd, hver for sig og sit lille Quantum, skal anvende lang Tid og mange Omkostninger paa en eller flere viderlige og uvante Byerejser aarlig.
Skal hver Bonde selv, eller den ene Naboe, som undertiden er en Miil og længere borte fra den Anden, frembringe og afsætte Varer i Kjøbstaden for den Anden, vil dette vist gaae meget misligt og ufordeelagtigt, især for Afsenderen, og lader sig, efter mine Tanker, ikke gjøre, uden at Følgerne blive, at mere end den halve, nu i det vestlige Norge noget oplivede Vindskibelighed og
– 316 –
Produktion hos Landmanden qvæles, og at hele Landet omsider gjøres næsten ligesaa fattigt og øde, som Handelstvangen i forrige Aarhundrede gjorde Finmarken; – men, naar Bonden til Handelskarlen kan afsætte allehaande Ting, endog hvad han mindst formodede at kunne bringe i Penge, og igjen hos ham erholde, enten for Penge eller i Tuskhandel (byttehandel/red.), allehaande Fornødenheder, da kan han, som Mange i denne Egn ( Hardanger ) gjøre, vedblive hele Aaret uafbrudt sine Syssler, og henvende al sin Tid og Flid til Erhvervelse, med Opmuntring ved Haab om bedste Fordeel derved; og troer han det tjenligt selv at rejse nogensteds hen med sine Varer, eller at sende dem for egen Regning med Andre, da staaer det ham frit for; thi dette bør dog vel staae Enhver frit for uden Tvang og Vidtløftigheder, og hvordan Handelslovene blive, kan dog nok ikke Varenes fæstes til Amtet eller en vis Kjøbstæd, som Bondedrengene til Sognet ?
Førestaaende ere mine ringe Tanker om Landhandel, som jeg ærbødigen fremfætter til de mere Kyndiges Overvejelse, med Hjertets Attraa og Ønske, at den retteste og bedste Bestemmelse for Landet og Staten maa kunne udfindes.
– Jeg har anført Fornuftens Grunde for ovenmeldte min Mening, det tillades mig ogsaa at anføre Erfaringens.
– 317 –
Verdens Historie viser os, saavidt mig bekjendt, at intet Land er blevet ret opdyrket og folkerigt uden ved Handel, der opliver, og tildels oplærer til allegaande Tings Frembringelse og Benyttelse.
De babyloniske, assyriske, ægyptiske, samt Tyri og Sidons Egnes Opdyrkning gaae saalangt tilbage i den mørke Tidsalder, at vi ikke vide, om Handelen, eller hine Egnes skjønne Jordbund har meest biedraget til deres Opdyrkning; dog viser den hellige Skrift, som den profane Historie, at de havde baade inden- og udenrigs Handel. Hvad var Grækenland førend Handelen og Omgang med Fremmede, især Assyrier og Ægypter oplivede Alt ? Hvad var og Holland for 3 á 400 Aar siden ? og hvordan vare disse Lande dyrkede førend Handelen oplivede Alt og lærte Folket nye Tings Dyrkning og at benytte, hvad forhen laae unyttet ?
Jeg vover, i Haab om Tilgivelse, hvis jeg derved kjeder Læserne, at anføre her et mere specielt, men, efter mine Tanket, mere uimodsigeligt Erfarings-Beviis for ovenanførte min Sætning : at den størstmulige fri Handel er et Lands Opkomst, – et Beviis, hvis Rigtighed Læseren, naar han behager, kan undersøge.
– 318 –
Vestre Raabøjgdelauget i Christiansands Stift, hvor jeg boede fra 1795 til 1799, var den Gang et raat, udyrket Distrikt; – Folket dyrkede kun saare lidet deres Jord – benyttede ikkun faa af deres egne Produkter, og det meget slet og ringe, til deres Fornødenheder, aldeles ikke til Handel, – men sloge Høe paa de udyrkede flade Myre oppe paa Fjeldene, en halv til en a to Mile fra deres Hjem, satte det der i Stak under aaben Himmel, kjørte det hjem om Vinteren den lange Vej, dyrkede lidet Ager og endmindre Eng.
– Der fandtes i bemeldte Tid næsten ikke en eeneste Huulvejt i nogen Ager, end mindre i Eng; men Folket levede, Wallebøe Sogn undtaget, fornemmelig af at hugge i Skoven Tømmer, som solgtes ved Elvebredderne, hvorfor de fik igjen Penge, Korn og Brændeviin.
Dette Distrikt, som vel opdyrket, efter mine Tanker, vilde kunne ernære indtil 30.000 Indbyggere, havde den Tid ikkun omtrent 6.000 Sjele;– men der var den Gang næsten ingen Handels-Karle, og ingen Opmuntring ved snar Assætning til Flid og Produktion, uden paa Tømmer, men Enhver rejste en eller flere Gange om Aaret til Christiansand med deres Vildt Skind, Smør etc. stundom og til en af de andre Købstæder i Stiftet; og en stor Deel af Folket
– 319 –
anvendte megen Tid af Sommeren til paa Hesteryg at hjembringe fra Christiansand det Korn de havde faaet for Træelast og behøvede det hele Aar til deres Huusholdning, især hvis misligt Føre, som der ofte var Tilfældet, havde hindret dem fra at kunne hjembringe det meste om Vinteren. – Nu skal baade Handel, Jorddyrkning, og anden Vindskibelighed der have tiltaget i disse Friheds Aar.
Kingservigs Præstegjeld i Hardanger i Bergens Stift, hvor jeg nu boer, er et overmaade brat, tørt, og mavert Sted, hvor Folket for 200 Aar siden, var saa fattigt, at den ene Naboe ofte ikke kunde laane den anden nogle Brød, og hvor det den Tid skal have været almindeligt, at man af Armod klippede Axene af Agrene, naar de begyndte at modnes, gned dem mellem Hænderne om Aftenen, for paa denne Maade at kunne samle en Skjeppe Korn at male til Livs Ophold.
De Fleste maatte og den Tid have deres Kreature hjemme i Udmarken, for at have Melk til Føde, og benyttede ikkun lidet de bedre Græsgange, langt borte i Fjeldene, hvor de nu samle det meste Smør og Ost; – men for omtrent 200 Aar siden begyndte Enkelte at drive Handel i og udenfor Districtet, og som Handelen tiltog, saa bragte den Folket til nye Nærings-Grene, og intet Sted i mit
– 320 –
Fødeland troer jeg at Handelen i saa lang Tid, og saa meget, har været drevet ved Bønderkarle, eller at nogetsteds gives saa mange Handels-Karle som her, og neppe vil noget Sted i Norge findes saa opdyrket, og alle Ting bedre benyttede end her; ( skjøndt endnu findes megen rydbar Jord, og mange Steenarter unyttede) derfor har og Folkemængden storligen tiltaget, og i alle disse Trængsels-Aar vides ikke at Nogen har gaaet hungrig til Sengs i dette Præstegjeld, thi alle Børn og Fattige, som ej kan forsørge dem selv, tages til Underholdning i Folkets Huse, ssaasnart den Fattige selv ønsker og forlanger det, og aldrig har jeg endnu hørt Klage over Mishandling.
– Tiggerie finder her ikke Sted.