– inntatt i bergens-tidsskriftet «Den Norske Tilskuer» for «Torsdagen den 11te December 1817»; denne artikkel er innsendt under initialene F.H., som nærmest blir anonymt, slik ofte forekom (av årsaker du kan lese om her); redaktører av bladet/tidsskriftet var de kjente Jonas Rein, Herman Foss og Chr. M. Falsen;
– her fra sidene 401-411 :
At Færøerne først opdagedes af Normanden Grim Kambe 861, bebyggedes og, formedelst Haarfagers ej yndede Enevælde, fuldkommen befolkedes med udvandrede Normænd, som dog 1206 forbandt sig med Norge; at Normanden Nadod først, og siden Floke opdagede Island, at
– 402 –
Norrs og Gorrs Afkom, da Friheden tabtes ved Haralds Sejervindinger, befolkede det; at Indbyggerne, skjøndt længe ivrige Republikanere, dog modtoge Lov og Kristendom af Norges Konger, og endelig 1261 i de trende Fjerdinger, ved en almindelig Landdag paa Thornæs, hyldede Kong Hakon, hvilket den østlige Fjerding efterfulgte 1264 (på Island utgjorde en fjerding fjerdeparten av hele landet – her er altså den østlige del av land-området/red.); at disse Normænds Afkom endnu beboer disse tvende Provindser, saa ublandede med fremmede Folkeslag, at de, endog mere end Normænd selv, have bevaret Norges gamle Sprog; at aldrig nogen af dem, før Danmarks og Norges Forening, har hyldet Danmarks eller nogen anden Nations Konge; at Danmarks Konge aldrig, som saadan, men som Norges Konge tillige, har havt mindste Dominium der : Alt dette er almeenvitterligt.
Grønland opdagedes i Aaret 982 af den fra Island til tre Aars Landflygtighed dømte Erik Raude, bebyggedes 985 af ham og flere Islændere eller Normænd; forblev en fri Republik indtil Aar 1023, da den underkastede sig Norges Konge og blev ham skatskyldig.
Vel gjorde Grønlænderne sig senere motsætsige og nægtede at betale Skatten; Kong Erik af Danmark gav vel Kong Magnus Hjelp til at tvinge dem, men at denne Hjelp ej havde Acqvisition ( å ta landet/red.) for Danmark til Hensigt eller Følge, er uimodsigeligt, da Erik aldrig formerede noget
– 403 –
Krav derpaa, men Grønlænderne Leif Erikson, Oddo af Sjæltun og Paul Magnusson i Aaret 1261, som Deputerede, hyldede paany Norges Konge, lovede ham aarlig Skat samt Pengebøderne for Manddrab – det fuldkomne Herredømmes Kriterium. Ogsaa stod det kristnede Grønland under Erkebispen af Trondhjem, betalte Tiende til denne og den derværende Domkirke.
Norges Tronarving Oluf Hagenson (Olav Håkonsson 1370 – 1386/red.), som 1376 hyldedes til Konge i Danmark efter sin Morfader Waldemar (Atterdag/red.), sammenbragte saaledes begge Riger med deres Provindser under Tvilling-Kronen.
Hans Moder (Margrethe I/red.), der førde Scepteret saavel i hans Mindreaarighed som efter hans Død, – som nøje kjendte sine Riger og Lande, derunder og det fede Grønland, tog det vel til et Regale, lagde det under sit Fadebuur, forbød Andre at besejle det, hvilket hun med egne Skibe vilde gjøre; men herved tænkte hun vel paa intet mindre, end at skille samme fra Norge; hun handlede som Norges Dronning eller Regentinde, det hun var. Dog virkede dette Forbud, og den Strenghed hvormed hun haandhævede samme, da hun 1389 stevnede til Herredag nogle Normænd som havde faret derpaa, at den private Sejlads ophøre.
Krigen med Sverig, – den ny Trilling-Union (Kalmar-unionen 1387-1448/red.), som fordrede Margrethe heel for at bevares, m. m., forhindrede hende tilsidst at
– 404 –
forsyne sit Fadebuur fra denne langtbortliggende Provinds.
Erik af Pomern (konge fra 1396 til 1439/red.) forglemte, uagtet sin ikke rolige Regjering, dog ikke ganske Grønland; han haandhævede sit Dominiom, men forsømte dets Besejling.
Imidlertid indfandt Svartidaudi ( den sorte Død) sig i Aaret 1402 i Island, uagtet den i sin første Rase-Epoke ej kom derhen; den høstede deri tre Aar og maa, efter al Sandsynlighed, derfra være kommen over til Grønland, hvor den ødelagde næsten det hele Folk. Jeg siger : næsten, thi at en Rest maa være overbleven, derom vidner Pave Nicolaus den Femtes Brev af 18de September 1448 til Biskopperne paa Skalholt og Holum i Island, som befaler disse, efter Konference med Erkebispen i Trondhjem, paany at forsyne de sukkende Grønlændere med en Biskop.
Vel angiver denne Skrivelse, at Grønlænderne vare ilde medhandlede ved fiendtligt Overfald af Barbarer; vel vil en Eggers gjøre en Zichmni (en prins hvis tilhold skulle være på «fantom»-øya Frisland, som viser på kart fra 1400-tallet og videre, og som skulle være lokalisert sør for Island/red.) til disse Barbarers Anfører; men umulig kunde en fremmed Fiende sejle om i alle Grønlands beboede Fjorder for at udrydde de talrige, men adspredte Indbyggere.
De Fiender, der tilsidst have udryddet Normændene, ere upaatvivlelig den nuværende grønlandske Nation eller Skrællingerne, og hvorom disse endnu bevare Traditionerne, men umuligt vilde det igjen været disse, at bekæmpe den Mængde Normænd, som endnu forefindende Rudedera
– 405 –
vise at have boet her, hvis de ikke forinden havde været overordentlig svækkede, hvilket rimelig hiin Pest har bevirket.
Pesten og Skrællingerne, eller hvilketsomhelst, udslettede dog de norske Grønlændere. En ny Nation blev Enebesidder af Landet. Man kunde altsaa sige : det blev, efter Krigs- eller Bemægtigelses-Ret, disses Ejendom.
Men at det forenede Norges og Danmarks Konger ingensinde have opgivet sit Dominium over Grønland, beviser den Alvorlighed, hvormed Erik Pomeranus haandhævede Margarethes Forbud (de to regjerte sammen inntil hennes død i 1412/red.) om Fremmedes Fart paa dette og Island etc., ja endog 1431 virksom forsvarede de grønlandske Vande, da Englænderne overtraadte hans og deres egen Konges Forbud.
Danmarks hyppige Uroligheder i det 15de og 16de Sekulum vare nær ved at bringe Grønland aldeles i Forglemmelse; idet mindste bortdøde enhver med Sejladsen derhen bekjendt Sømand, og Kundskaben derom led megen Forvanskning, som tildeels indtil disse Tider har vedvaret.
Har da nogen unorsk Magt i denne Tid okkuperet Landet ?
Martin Forbisher foretog vel i Aarene 1577 og 78 Reiser, deels for at opdage det paany, troede og virkelig at være der, vilde snildelig give det et nyt Navn, at Norge ej skulde vækkes til Reklamation; men kun lidet Bekjendtskad med
– 406 –
Jordbeskrivelsen hører til at indsee, at det aldeles ikke var Norges Provinds Grønland han traf, men den tversoverfor liggende nordøstlige Kyst af Amerika, og aldrig har nogen anden europæisk Nation end Normændene havt den i Besiddelse.
Den for Danmark og Norge utrættelig virksomme, udødelige Konge, Christian den Fjerde, lod intet undgaae sin Opmærksomhed. Fra Krigens Strabadser udhvilede han kun ved nye, men fredelige, til Rigernes Opkomst sigtende.
Denne store Konge befoer selv Norge og Norges Vande. Han forglemte ei heller Provindsen Grønland, men lod den i Aaret 1605 befare ved Lindenow, Konigham og Knigth – haandhævede sit Dominium over Grønland, ved 1615 at sende Admiral Kruse derhen, for at fordre Told af Hvalfangere; straffede tvende biskajiske og en hollandsk Skipper, der ej vilde erkjende Kongens Toldrettighed, og af Kruse vare førte til Kjøbenhavn; men han tilstædte (tillot/red.) de engelske Undersaatter at fiske, naar de først løste Kongelige Passer.
Gjorde han dette som dansk Konge eller Norsk ?
De Kongelige Ord besvare dette Spørgsmaal : «Det er ubilligt», sagde han, «at fremmede Søfarere skal erhverve sig Fordele paa Søer (hav/red.), som tilhøre mit Norske Rige».
Flere Gange beskyttedes Herredømmet paa lige Maade. Der vil vel Ingen indvende
– 407 –
at denne Beskyttelse udsendtes fra Danmark. Da den Norske Flaade var der, maatte vel saa nødvendig skee.
Men, kunde man maaskee sige : «Dette var Søen, ikke Landet; sidste er senere med danske Kolonier besat».
Lader os see, om Reokkupationen kan tillægges Norge eller Danmark.
Det var i Aaret 1710 at en Præst til Vogens (Vågan/red.) Gjeld i Nordland, Hans Egede, faldt paa den Idee, igjen at opdage denne gamle norske Provinds, og fuldkommen at tilbagevinde den for Norge. Han troede den endnu beboet af Landsmænds Afkom; hans kristelige Iver forestillede ham disse, som levende i mørkeste Uvidenhed, og hans højeste Ønske var, at oplyse dem ved Guds Ord.
Med Utrættelighed arbejdede denne fromme Mand i 11 Aar paa sit Ønskes Realisation. Saasnart den svenske Krigs Ende tillod Fjerde Frederik (kong Frederik IV : konge 1699- 1730/red.) at tænke derpaa, antog han Farslaget med Glæde. Et Selskab blev endelig samlet i Bergen; det udrustede 3de Skibe, og 1721 bragtes Egede med Underhavende derover, som anlagde den første nye Kolonie derpaa.
At Handelen ei strax ret kunde lykkes, var deels Besejlingens lange Forsømmelse Aarsag til, da Hollænderne imidlertid havde vidst at tilsnige sig Handelen ved Skibe, som aarlig besøgte Kysten, deels bidrog særdeles meget dertil det Menneske-Ranerie, som de fra
– 408 –
Danmark nu og da derhenkomne Skibe havde tilladt sig, og som havde forbittret Folket, gjort det mistænksomt og skye.
En Egedes Fromhed og Klogskab maatte der til for at udslette dette Indtryk; men begge disse Fejl i Forening virkede, at det samlede bergenske Selskab fandt det temporaire Tab afskrækkende.
Vist nok maatte og ingen uden Staten kunne taale at gjøre Opoffrelser, for at høsye fremtidig Fordeel. Fjerde Frederik (kong Frederik IV/red.) indsaae alt for vel Vigtigheden af den reokkuperede Provinds til at kunne tillade dens Opgivelse, men da det danske Raad, her som flere Gange, ansaae Norge som Stedbarn, maatte Statstilskud ej gjøres til et norsk Selskab. Handelen maatte da forflyttes til Danmark og – til hvad andet Sted end det alt opslugende Kjøbenhavn ?
At Handelen paa Grønland kunde drives uden Tab, beviiste Privatmanden Jacob Sewerin, som i endeel Aar førte den, endog med Fordeel; men man viiste sig og virksom i at beskytte Handelen ved armerede Skibe, som forjog og opbragte de hollandske Handlere.
Hvorfor gjorde man ikke saa i det bergenske Selskabs Tid ? Denne virksomme Beskyttelse gjorde ham det muligt at anlægge 2de nye Etablissementer, Kristianshaab og Frederikshaab, til Landets og eget Gavn.– Det er saaledes til Fuldkommenhed beviist, at disse Lande ved Okkupation og Reokkupation bestemt tilhøre Norge og ingen anden.
– 409 –
At Norge paa ingen Maade ved Handelens Forflyttelse til Danmark, kunde tabe Ejendomsretten til Grønland, Island og Færøerne, ligesaalidt som til Finmarken, fordi derpaa førtes Kongelig oktrojeret (gitt handelsprivilegium/i lovs form/red.) Handel fra Kjøbenhavn, hvor man vidste at opdynge alt, til Norges og alle andre danske Steders Fordærv, er vel indlysende for Enhver, som betænker, at Monopolierne og Oktrojerne gaves af det forenede Danmarks og Norges Konge qua (i egenskap av/red.) Konge i Norge.
Men, ere disse Provindser saaledes Norges sande Odel og Arv, med hvad Ret kan da Danmark tilegne sig dem ?
«Den dansk-norske Konge var givet Enevælden, og kunde upaaanket gjøre hvad han vilde». Denne Sætning bliver en Sandhed, naar den faaer det Tillæg : som var til det Selskabs Tarv, der havde udkaaret ham og skjenket ham Vælden, vist nok ikke for, som Afrikas Despoter, at røve hvilken Undersaat eller Provinds han behagede.
«Men, disse Provindser ere jo af Sverig afstaaede til Danmark ved Kieler-Traktaten».
Ejede Sverig nogensinde noget af Norge, som det kunde afstaae ? Har Norge nogensinde agnosceret (vedkjent seg/erkjendt riktigheten av/red.) den saakaldte Kjeler Traktat ?
Viiste det ikke med fuldeste Bestemthed, at det ansage denne for et non Ens (ikke-eksisterende/red.), med Hensyn paa sig ? At Norge ikke desmindre blev forenet med Sverig, var aldeles ingen positiv Følge af Kieler- Traktaten;
– 410 –
denne Forening bevirkedes ved langt andre Omstændigheder, under langt andre Betingelser, end Salget til Kiel, hvilket ingen retskaffen Normand har, vil, eller kan anerkjende.
Bemeldte Provindser ere altsaa virkelig de jure (etter loven/red.) endnu Norges sande Ejendom, som uretmæssig forholdes det af dets forrige Værge.
Uden smaalig at ville fremdrage alt, hvad Norge under Foreningen har bødet paa Danmarks Underballance, og hvorved det, saa at sige, har opretholdt denne Stat, – uden skadefroe at ville fremstille alt, hvorved Norge er bleven anseet som Stedbroder, kan dog ingen nægte os den Overbeviisning, at have været et tro Broderfolk, der ej fortjente at plyndres af Danmark, i hvis Faveur Saldoen aldrig kunde blive, naar Alt skulde bringes i Regning.
Normandens Characteer er : gandske at være Ven, naar han har givet Haandtaget. Opoffrelser for en Ven noterer han aldrig, og anker ikke paa det han har gjort for Danmark, men – uværdig Behandling, Plyndren af den Ven han opoffrede sig for, taaler og bør ingen ærefølende Mand taale.
Hvormed har da Norge fortjent af Danmark at berøves sine ejendommelige Kolonier ? Kan man fortænke Normanden, naar han harmes over at see sig disse frarevne ? Maatte Norge ikke ene udstyre en dansk-norsk Prindsesse med Hetland og Ørkenøerne, der af den fælleds Statskasse vel, som det hed, skulde, indløses, men om hvis
– 411 –
Vindikation (tilbakelevering/red.) naturligviis ikke mere kan blive Tale ?
Ere ikke Kolonierne i Ost- og Vestindien erhvervede for Norges og Danmarks fælleds Statsoverskud, og har ikke Danmark og ene tilegnet sig disse ? Var ikke den dansk-norske Flaade fælleds Ejendom ? Var ikke dens totale Tab en Følge, deels af den Almagt man, paa hele den øvrige Stats Afmagt, vilde skaffe Kjøbenhavn, deels maaskee af en fornærmelig Mistroe mod det aldrig Mistroe fortjenende Broderland ?
Har Danmark faaet Oprejsning for dennes Rov, – tilstrækkelig vel neppe, dog troes noget tilkommer da ikke Norge med fuldeste Ret Deel deri ? Som man da har den uimodsigeligste Ret, saa maa og hver Normand have den meest grundede Forventning og Fordring til det tilstundende Storthing, at det vil vide at fremføre Norges retfærdige Pretentioner, og, med Selvfølelse af sin Brodertroskab, kan han vist nok vanskelig troe denne saa ilde paaskjønnet af Dana, at hun skulde findes uretfærdig nok til at nægte Godtgjørelse ved afsluttende Konto, vist nok vanskelig tiltroe hende, at ville virkelig røve Norge dets sande Odel og Arv, rive Broder fra Broder.
F. H.
P. S. Man har fundet det unødvendigt at citere de Steder af Historien, hvorpaa Forestaaende grunder sig, da de maae være Enhver, der blot løselig har læst den, fuldkommen bekjendte.