– for «Onsdag den 3die Oktober 1888» – og utgjør 4. og siste del i artikkel-rekken der lærer Johannes Matias Osmundsen beskriver noe av det som forekom ved rørelsen i Vanse-/Farsund-distriktet sommeren 1828, da den unge Mathias Nielsen Omdahl fra Smaalenene (26 år gammel på det tidspunkt) virket som taler i en kort periode, der mange samlet seg på ulike steder i distriktet for å høre ham; også forrige artikkel behandler den «Justitie-Sag» som var åpnet mot ham, for det som ble betegnet som en separatistisk og lovstridende virksomhet og for å komme dette «Uvæsen» til livs. Mathias fikk derpå også en kort dom, som han måtte sone:
– les det siste avsnittet i artikkel-rekken her :
Religionssværmeriet i Vanse Sogn Sommeren 1828.
(Meddelt af J. M. Osmundsen). (Fortsættelse – fra del 3 her/red.);
V. 27 : fremstod atter og spurgtes blandt andet om det var en Følge af Opbyggelsen, at hun gik med Tilt. bag om Løen forat tale med ham i Enrum. Sv. : Det forholder sig ikke saaledes, uagtet hun søgte ham begjærlig for at tale med ham om Guds Ord.
Spm. : Skulle Opbyggelsen af Guds Ord ogsaa søges i Sengen hos ham ? Sv. : Hun har ikke lagt i Sengen hos ham, og skjønt hun hvilede sig med Ryg og Hoved i Sengen, vidste hun ikke af, at Tilt. var i Sengen.
Spm. : Kan hun «bevidne, at Tilt. ikke har vist Søgen og Lyst til at kurtisere Fruentimmer ? – Sv. : Nei det har hun ikke bemærket. Tilt. fremstod og forklarede at han paa Østhassel havde lagt i en Seng mens flere var tilstede, og at 27 V lagde sig med Hoved og Ryg op i Sengen, uden at noget blev talt. Paa Næsem satte hun sig hos ham paa Kanten af Sengen hvori han laa, og talte med ham om hvorledes det vilde gaa, da hun var bleven borte af Tjenesten længere end var tilladt.
V. 84 : Ikke været i nogen Forsamling. 25 V. havde sagt ham, at han nu vel var bleven ganske omvendt; thi engang han sad inde, blev det mørkt for ham, og da han vilde gaa ud, spurgte man ham, hvor han vilde hen, svarede han, at han vilde gaa lige til Helvede, og da han kom ud kom Fanden og tog fat paa ham; men han fik dog rystet ham af sig. Da han var bleven Fanden kvit, gik han ud og satte sig en Timestid ved Bordet ligesom i Dvale. Da han nu kom sig igjen, var han omvendt. – Han foreholdt V. at saalænge det var uomvendt, skulde han hverken sukke, græde eller bede, men bekjende sin Synd for Gud, hvorpaa han skulde gaa lige til Helvede, og naar han kom der, saa kom Gud, og saa var der Naade at finde. Han talede med stor Ivrighed og blandt andet sagde : Se Fanden hvor han ryster mig, fordi jeg taler Sandhed.
– V. 25 blev forelæst hvad V. 84 havde forklaret. Han erkjendte, at det var ved Tilts. Taler han var bleven omvendt, og han kunde ikke saa ganske erindre, om han rystede Fanden af sig, eller hvorledes det hendte sig, og det syntes ham han maatte til Helvede, uden at han var sikker paa, om han kom tilbage igjen. Da han kom tilbage i Stuen følte han en liden hed Flamme i sit Ansigt, som Tid efter anden formindskedes, og var denne Glæde over sin Omvendelse saa stor, at den er ubeskrivelige.
Dommeren spurgte hvor Forsamlinger har været holdte siden Tilt. arresteredes og af hvilke Personer ? – Sv. : Hos Tobias Østhassel havde han selv tredie været tilstede og læst; men iøvrigt erklærede han, at han ikke var pligtig at opgive, hos hvem han iøvrigt har læst. – Dommeren foreholdt ham aldeles at afholde sig fra Forsamlinger, hvis han ikke vilde arresteres.
V. 80 : Syntes godt om 2 V.s Klar(i)netspil i Klokhammer. Tilt. sagde paa Torvkassen paa Østhassel, at han skulde putla og mutla saa smaat i Folket, og, at man kunde stryge Børnelærdommen til Helvede saasnart den var overtraad. I Klokhammer truede han med Haanden mod Døren, sigende, at han vidste nok at Djævelen stod efter ham, og at mange vare komne idag af Spidsfindighed; men de skulde ikke «lede» (røre) ham før Guds Time kom.
Derefter kom 97 V. smilede og græd, at den Helligaand allerede var kommen og talede, hvilket Tilt. syntes var meget godt. Paa Torvkassen kom V. 37 til ham, og bad om Raad for, hvad hun skulde gjøre, naar hun ikke turde bede, og han svarede, at hun ikke skulde bede, men tro og haabe, samt at hun var for klog, hun maatte være enfoldig naar hun kom til ham, og at Bønnen kunde stryge ad Helvede til.
Kunde man ei lære (læse ?) Fadervor med Andagt, kunde man ligesaagodt læse : Fader vor du som er i Helvede.
V. 19 : V. spurgte Tilt. paa Klokhammer, hvorledes hun skulde for holde sig, naar hun vilde blive salig, og der svaredes omtrent saaledes : Hun maatte blive saaledes stemt i sit Sind, at hun syntes at falde lige ind i Helvede, hvorved hun da sikrest vilde komme til at falde i Jesu Arme. Paa Midhassel rakte han Haanden i Veiret og raabte : «Om tre Aar skal man faa !» men V. erindrer ikke, hvad det var man skulde faa.
V. 43 : Paa Østhassel sagde Tilt. til sine Tilhørere : «Se mig hvorledes jeg er i mine Kinder; det er ikke noget godt som er rødt i mine Kinder, men det er Djævelen, som var tilstede i mine Kinder og vilde forhindre mig i at forkynde Ordet».
V. 49 : Istedet for Præst Dürborg mente han den daværende Georg Abel. V. 87 : Var i Klokhammer og hørte 1ste V. tale over 1 Time, til han var saa hæs han ikke kunde mere. Tilt. læste af Bibelen og gav derover sin Forklaring, som han syntes var rigtige Guds Ord. Derimod var han forskrækket over 1ste Vs. Tale og mente han var bleven gal med det samme. Hans Hustru vilde stille ham noget tilrette i Talen, men han svarede hende, at det maatte være hende en Glæde at se ham hos Gud i Himmelen.
Da man paa Klokhammer gjorde Tilt. opmærksom paa, at Lensmanden havde forbudt Forsamlinger, sagde han, at der nok kom mange for at give Agt paa hans Tale og føre ham i Omstændigheder, men at de ikke kunde røre et Haar paa ham, førinden Guds Time kom.
V. 84 : Til Vidnet havde V. 25 sagt, at man ligesaagodt kunde bede til Fanden, som til Gud, og blev lige bønhørt, saalænge man ikke var bleven omvendt.
V. 87 : Næst for Forhøret optoges mod Tilt. var han hos V. og vilde have ham med til Kalleberg, hvor der skulde være Forsamling, og synes V. at erindre, at Tilt. sagde, at dersom V. vilde følge med til Forsamlingen skulde det blive salig.
V. 101 : Paa Torvkassen sagde Tilt. at man ikke maatte tro, at det var han eller Bau paa Knivsland, som talte, men det var Guds Aand i ham, der fremvirkede hvad han skulde sige. V. 105 : Før Tilt. begyndte Torvkasseprækenen paa Østhassel raabte han høit, om nogen vilde være med til Himmerige.
V. 127 : Paa Østhassel havde Tilt. sagt en, at nok den anden Aand havde med ham at bestille for at af holde ham fra at tale og forbedre sig.
V. 129 : Engang hos V. 13 sagde Tilt. at Djævelen enten flammede eller ophidsede ham fordi han forkyndte Guds Ord.
V. 130 : V. hørte engang Tilt. sagde, at han troede Djævelen stod udenfor Døren og snigede. V. 67 hørte Tilt. engang udenfor Forsamlingen udlod sig saaledes om trent, at han syntes Djævelen regjerede i ham, naar en Sjæl skulde fødes.
Seksti Aar – henpaa to Menneskealdere – ere forløbne, siden ovenstaaen Optrin fandt Sted paa slette Listerlandet. Jeg har ofte tænkt over, hvorvidt Mulighed af lignende Sværmeri kunne gjentages der nu eller i Fremtiden, og jeg er paa Grund af den større baade kristelig og menneskelig Oplysning, mest tilbøielig til ikke at tro det, – skjønt man har ofte Eksempler paa, at ikke altid en større Oplysning værner mod sligt, navnlig for enkelte Personers Vedkommende, og som ikke savnes Eksempler paa.
Det er sørgelige og menneskefornedrende Forteelser og Udvækster der kan gro frem deraf, og som Historien ikke saa sjelden viser Eksempler paa. Men endnu sørgeligere var det, at slige barbariske Love, som Konventikelplakaten af 1741, nogensinde kunde blive til i et kristent Land, og den vedvarede hos os til 1847.
Den er en af de faa Love, hvis Ophævelse Folkets Repræsentanter har maattet tvinge frem, ved at gjentage den paa 3 efter hin anden følgende Storthing, 1836, 39 og 42.
Og, hvem stred nu mest mod Ophævelsen ? – ja, man skulde næsten ikke tro det, – det var Præsterne, Geistligheden. Det er jo noksaa betegnende, at medens næsten alle Landets Amtmænd i deres Erklæringer tilraadede Ophævelsen, saa var det kun Trondhjems Biskop, P. O. Bugge, der aldeles bifaldt Ophævelsen, medens Landets øvrige fire Biskopper var imod.
Mathias Omdal slap dog forholdsvis let med 5 Maaneder paa Tugthuset, medens derimod Hans Nilsen Hauge sad arresteret i 10 Aar, før der faldt Dom i hans Sag.
I Danmark gjaldt, saavidt vides, Konventikelplakaten lige ned til 1849 da det fik sin Grundlov, og de gudelige Forsamlinger var ofte udsat for Forfølgelser, og Holderne (de som avholdt disse/red.) beæret med Arrest, Bøder eller Tugthus.
Grundtvig, der nok især fra først af, ikke just saa med det bedste Øie paa disse religiøse Forsamlinger, var dog, naar de forfulgtes, stedse rede til at forsvare dem. I en offentlig Tale til Folkeraadet udtalte han : «Vel kan Verden bedre lide de lystige Fyre, hvor glade de end gjøre dem, end de surmulende Heldører, hvor spage de end er og jeg er selv i det Stykke lidt af et Verdensbarn, – men at Folk, naar de har Lyst, ikke skal kunne samle sig ligesaa frit om Luthers Postil og Brorsons Salmer, som om Flasken, Fiolen og Kløverknægt, – det gaar langt over min Forstand, og jo mere surmulende Folk er, des nødigere vilde jeg nægte dem deres eneste Fornøielse, som jeg ikke indser kan skade andre end dem selv».
Den Røre Mathias Omdal havde vakt paa Lister, var dog kun som et forbifarende Meteor; thi et halvt Aars Tid bagefter, antages det at være forsvundet. Men den vigtigste Faktor til, at saa skede, var dog nok vist ikke hans Arrestation og Trudsel til hans Tilhængere om et lignende Traktement; men derimod, at man her, før han blev domfældt, fik en sjelden fremragende og begavet Præst i U. F. C. Arneberg, der tilfredsstillede Folkets aandelige Trang, og han trak saaat sige alle til sig.
De Gamle, der vel kunde mindes P. O. Bugge sagde, at denne lignede ham mest, men at han dog var overfløiet af Arneberg.
Et Aars Tid efter trak ogsaa den vistnok brave H. P. Bau sig bort fra Lister, vist af hvad Grund.
I Arnebergs Tid, – han døde 1835, holdtes da ingen faste gudelige Forsamlinger, og heller ikke i Efterfølgerens, C. Wolff, Tid. Denne havde ikke ydre Gaver til at henrive Mængden, uagtet han nok skulde være en stærk Tænker og dygtig Theolog.
Streiftog af nogle faa, der holdt Forsamlinger, traf vel af og til, saaledes enkelte Herrnhuterforstandere, F. T. Knudsen her fra Farsund, og senere slige Karle, som Jens Monsen, H. T. Stene o. fl.
Men først i 1848 fik man i den Bygd i Vanse, hvor de fleste Brødremenigheds Tilhængere boede en frafalden Missionselev, Endre Johannesen, til der at holde Forsamlinger. Han var ogsaa Privatlærer, men han kunde nok ikke sutinere i Tidens Løb, og begyndte da at drage omkring i Bygderne og holde saakaldte Opbyggelser. Ogsaa her paa Stedet formenes nogle at være blevne fanatiseret af ham. Men i et af de første af Sekstiaaxene forsvandt han herfra, for at søge bedre Græsgang i Finmarken, men hvorfra det er sagt, at han har emigreret til Amerika.
Da jeg forrige Aar i «Lister» No. 39 o. flg. begyndte at meddele endel Træk og Fragmenter til vort Steds Konventikkelhistorie, nævnte jeg foreløbig de her ovenfor leverede Meddelelser om den religiøse Røre i 1828.
Jeg har troet det rettest, af Vidneførelsen kun at medtage det her meddelte, da de fleste Vidner kun gjentager det samme eller endog kun er intetsigende. Endel vel drøie kyniske Udtryk, har ogsaa maattet forbigaaes.
– En Fortsættelse af de forrige Aar meddelte Træk og Fragmenter ud over Seksti- og Syttiaarene er det Hensigten senere at levere, og i Forbindelse dermed, de Forfølgelser og Efterstræbelser jeg den Tid blev beæret med, ikke alene af endel saakaldte Vakte, men ogsaa af andre, i hvis Interesse det dengang laa, at slutte sig til hine.