– i avisen «Drammens Blad» for «Søndag den 11te September 1853» – No. 109 – som var helt på slutten av den unge Theodor Christian Bernhofts (bare 20 år gammel på dette tidspunkt) engasjement som Drammens-avisens rapport-giver fra hovedstaden; vi vet at ikke lenge etter overtok den enda yngre Biørnstjerne Bjørnson samme stilling.
Her rapporterer Bernhoft fra den alvorlige situasjonen under koleraens herjinger; som vi ser, nevner han konkret at den landskjente skolemann og forfatter, den norsk-danske Peter Rasmussen Andresen;
Christiania, d. 9de September.
Den Epidemi, hvorunder vor By har lidt Saameget, begynder nu, som De kan see af vore Blade, at aftage lidt i den egentlige By, men udbreder sig desværre i Landdistriktet, og navnlig er det især Oslo, der i de sidste Dage har været haardt hjemsøgt af Sygdommen.
Den har i Hovedstaden krævet flere Offre endogblandt de høiere Klasser, saa Koleraen denne Gang ikke udelukkende kan siges at have holdt sig til Fattigfolk og derved godtgjort sin Ret til Navnet «Proletariesygdommen», thi en stor Deel af de Døde findes desuden ogsaa blandt Haandværksklassen osv.
En af vore lavere Klassers Oplysning ret fortjent Mand, P. Andresen (Peter Rasmussen Andresen/red.), der har skrevet noksaa vakre Digte i vore Blade, og i den sidste Tid søgte at gavne som Redaktør af «den norske Folkeskole», er nylig død af Kolera: hans og den i Chr.-Posten for 8de Septbr. om talte Englænders Dødsfald ere de mere mærkelige i de sidste Dage.
Stemningen er fremdeles noget trist herinde, Theatrene ere lukkede og Forlystelsesstederne folketomme.
Chr.-Posten, der i denne Tid fusker vor fysiske Lektor i Faget, og søger at berige Verden med elektrisk-hygianske Opdagelser, gjorde i Anledning af Theaterskolens Aabning en Bemærkning om Direktionens Feiltagen af det Passende overhoved. Da De har optaget Bemærkningen i Deres Blad, turde det ei være afveien for Udenbyes, der ere udenfor Sammenhængen, at oplyse, at begge Theatre vare bestemte til at aabnes omkring 1ste Septbr.
Da nu Koleraen ei greb videre om sig (omkring 30 Angrebne), averterede Skolen sin Forestilling Tirsdag. Men inden Thorsdag, da Forestillingen skulde gives, var de Angrebnes Antal voxet til det Tredobbelte, og ene Frygten for end mere at nedstemme Publikum afholdt nok Direktionen fra at tilbagekalde Forestillingen.
I Forveien (altsaa ei som Følge af Chr.-Postens Reprimande) bestemte man sig til at udsætte Forestillingerne for en Tid, og kun spille den ene Aften, hvilket man uden Fare kunde resikere, da man jo maatte indsee, at der kun kom faae Tilskuere, hvilket ogsaa blev Tilfældet. Og hvorfor ikke opmuntre de faa Folk, der vare disponerede til at opmuntres, naar det skede uden Resiko, og kun fordrede lidt pekuniær Opofrelse af Skolen, thi paa Forestillingen tabte og maatte man tabe, saa Beskyldning for Pengegridskhed ei kan gjøres Skolen ligesaalidt denne Gang som ellers.
Saadan betragte uhildede Folk Sagen herinde, saa Direktionen vel– som den lader til at gjøre – kan oversee Postens Bemærkning med fuldkommen Taushed.
–Udenbyes imidlertid bør dog faae lidt Fingerpeg til at see Sagen anderledes, end den i Overeensstemmelse med Postens nøgne Bemærkning maatte betragtes, og en Korrespondent bør netop give slige Fingerpeg.
Chr.- Posten har maaskee meent det noksaavel, men har denne Gang kommet til uden Grund at bebreide agtede Folk som Skolens nuværende Direktion «upassende Letsindighed».
Medens Chr.-Posten, som ovenfor sagt, holder elektriske Forelæsninger, forsøger Morgenbladet sig at sige Vittigheder over sin Kollegas mindre dybtgaaende Kjendskab til Naturvidenskaberne (see Mgbl. for idag).
Skulde man opnævne alle de Fænomener, der ledsage nærværende Epidemi, burde uden Tvivl en til Latterlighed grændsende Bladmagerhed nævnes først, thi vore Blades Indhold have i de sidste Dage været ækval Nul – blot Aftryk og Avertissementer. – Foruden det almindelige Konversationsthema : Koleraen har man da kun et Par Ting at tale om, den ene er Jernbanen, den anden Besættelsen af to ledige Embeder :
Statsraadposten efter Sørenssen og Universitetslærerposten i Theologi efter Prof. Kaurin, der er udnævnt til Sognepræst i Lier, samt for en Deel diskutterer man ogsaa, hvem der skal faa det største Præsteembede i Landet: Stiftsprovstiet her i Byen, da man vil vide, at den alderstegne Stiftsprovst vil træde af.
Sorenskriver Lasson skal have afslaaet Tilbudet om Statsraadposten, og man nævner nu Toldkasserer Lange som en Kandidat til samme, et Rygte, Mange dog vil modsige, da Langes Svagelighed formeentlig vil være en Anstødssteen.
Til Lektorposten i Theologi nævner man den bekjendte Adjunkt Thistedahl, hvis han dennegang dertil er villig – ellers taler man ogsaa om den blandt Theologerne noksom bekjendte Dr. Rudelbach, Præst i Slagelse; da Lektor Caspari kom herop, havde en dygtig dansk Theolog Helvig meldt sig, blev der sagt, maaskee der nu kan blive Tale om ham, hvis han nu ei faaer en saa overlegen Konkurrent som Caspari.
Det sidste Uheld paa Jernbanen har forstemt Mange, og oftere hører man Mistillidsytringer mod Arbeidet. Det er vel altid Tilfælde med et Arbeide som nærværende, især i vort Land, at det først maae saa at sige fæstne sig, og Uheld indtræffer vel altid paa en ny anlagt Bane især inden den er færdig, saa man vel bør vente lidt, inden man overilet gjør Besværinger over et Arbeide, hvis Beskaffenhed vel desuden saare Faa ere aldeles kompetente til at bedømme.