– og utgitt i boken «I Anledning af den separatistiske Bevægelse i Egersund»; utgitt i Bergen i 1872. Christen Nygaard var sogneprest i Egersund fra 1868 til 1876 og stod midt oppe i en sterk lokal brytning, som imidlertid var del i en større rørelse i retning av brudd med den offisielle kirke, slik som også kunne bevitnes andre steder i vårt land, slik som i «Grevskaberne».
Etter i sine foredrag å ha gått inn på sin fortolkning – eller rettere hans påvisning – av Luthers hevdelse av det kirkelige embede og den kirkelige embedsstand, går Chr. Nygaard i bokens avsnitt 4 nærmere inn på de kirkelige bekjennelsesskrifter og deres forhold til selve Bibelen : skriftordet;
– boken her presentert fra sidene 50 – 72 :
Det staar nu tilbage at berøre den dybe Misforstaaelse, som har ytret sig iblandt os med Hensyn til de kirkelige Bekjendelsesskrifter. Idet jeg da skal begrunde saadanne Skrifters Fornødenhed, samt fremstille det Forhold, hvori de blive at stille til det hellige Skriftord, da siger det sig selv, at dette vil ske fra et luthersk kirkeligt Standpunkt; det er som Lem af den lutherske Kirke, som Præst i den lutherske Kirke, jeg taler, og det vil da ogsaa i Besynderlighed være den lutherske Kirkes Bekjendelsesskrifter, hvorom Talen vil blive.
– 51 –
Først nogle Ord om Skriften.
Den Raadslutning, som Gud i sin Kjærlighed fra Evighed af havde fattet i sin Søn til Synderes Frelse, da han i sin Forudvidenhed forudsaa vor Stamfaders Fald, «den Enes Fald», ved hvilket «Fordømmelsen kom over alle Mennesker» (Rom. 5, 18.), denne Frelsens «Hemmelighed», som var «fortiet fra evige Tider» (Rom. 16, 25.), afsløredes strax efter Faldet for vore første Forældre og senere for Israels Patriarcher umiddelbart af Herren selv, kundgjordes derefter ved Propheterne og aabenbaredes saa i Tidens Fylde ved Sønnen (Ebr. 1, 1).
Men med de af denne sendte overordentligt udrustede Vidner skulde al særegen Aabenbarelse og al paa umiddelbar Oplysning af den Helligaand støttet Forkyndelse af Saliggjørelsens Hemmelighed være afsluttet.
Derfor, ligesom Gud i Forberedelsens Tid havde nedlagt Frelsens Sandhed i et skrevet Ord ved de hellige Propheter, saaledes sørgede han ogsaa i «Tidens Fylde» for, at samme Sandhed blev nedlagt i et skrevet Ord ved de hellige Evangelister og Apostler. Han gjorde dette for at hindre, at den saliggjørende Lærdom gjennem den mundtlige Overlevering eller den almindelige Forkyndelse skulde blive forkrænket formedelst den alle Mennesker vedhængende naturlige Forvendthed eller mange Menneskers endog aabenbare Ugudelighed; han vilde, at Menneskene for alle Tider skulde have et sikkert Sted at søge hen til, hvor de kunde finde, hvori Frelsen
– 52 –
bestaar, og hvorledes Delagtighed i den opnaaes («udi alle de Ting, som udkræves at vide til Salighed, er Bibelen klar nok for den, som ret omgaaes dermed, enten han er læg eller lærd». Pontoppidans Forklaring).
Dette Skriftord er da Guds Ord. Hvad Apostelen vidner om den gamle Pagtes Bog, at den er «indblæst af Gud» (2 Tim. 3, 16.), det gjælder ikke mindre om den nye Pagtes Bog. Og dette Skriftord, som væsentlig er det samme Guds Ord, som mundtligt var bleven forkyndt, er nu Guds Ord i den Forstand, at der udenfor dette intet Guds Ord i egentlig Forstand, det vil sige, intet umiddelbart Guds Ord mere gives. Skriften er Gudsordet. At dette er vor lutherske Kirkes Opfattelse af Skriften, skal jeg strax vise. Men nu til Bekjendelsesskrifterne.
Kirken skal være en vidnende Kirke; den skal under Vidnegjerning arbeide paa sin Opbyggelse indad og udad; den er kaldet til under den Helligaands Oplysning at tilegne sig den aabenbarede Sandhed, den i Gudsordet nedlagte Troens Lære i en alt inderligere, dybere og klarere Forstaaelse, for at kunne bære Vidnesbyrdet om Sandheden frem i en stedse fyldigere Forkyndelse – til Herrens Ære. «I ere», saa skriver Petrus til sine Brødre (1 Petr. 2, 9.), «en udvalgt Slægt, et kongeligt Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørket til sit underfulde Lys».
Men ved Siden af den almindelige Vidnegjerning har Kirken udfoldet en særegen
– 53 –
Bekjendelsesvirksomhed ved at fremlægge sin Erkjendelse af Sandheden i bestemte, kirkelige Bekjendelsesskrifter. Dens Kaar i denne Verden har bevæget, nødt, den dertil.
Som før omtalt, fremstod der allerede i Kirkens første Tider Vranglærere, Kjættere, som med sine fordærvelige Lærdomme afstedkom Splid og Uenighed i Menighederne og reve Mange med sig.
Disse Kjættere undsaa sig nu, vel at mærke, heller ikke ved, thi dette er almindelig Kjættervis, at misbruge apostolisk Ord, overhovedet Guds Ord til dermed at støtte sine Vildfarelser og des lettere at skaffe dem Indgang hos Ubefæstede.
Mod sligt Angreb paa Sandheden maatte Guds Menighed værge sig, og man saa sig da ogsaa dreven til at udtale sin paa Guds Ord støttede Troeserkjendelse, Troesoverbevisning i almindelige Bekjendelser, hvorpaa Kirkens rettroende Lemmer kunde kjendes, og hvorved de kunde skjelnes fra Fienderne, Kjætterne og de splittende Vildfarelsens Aander.
Ligesaavist som Kirken maatte gjøre dette Skridt til sin Selvopholdelse og sit Selvforsvar, ligesaavist tør man da ogsaa i denne Bekjendelsesgjerning se en middelbar Virksomhed af den Helligaand, Sandhedens Aand, som efter Herrens Forjættelse skal hvile over Kirken under dens Stridsløb her paa Jord, veiledende den til al Sandhed.
Eftersom Tiderne gik, skede det nu ogsaa, at Kirken, den synlige Kirke, skiltes i forskjellige Kirkesamfund, der i mere eller mindre Grad afvege fra hinanden i deres Opfattelse og Udvikling af Troens Lære; denne
– 54 –
Omstændighed kunde nu ikke andet end nødvendiggjøre særegne Bekjendelsesskrifter; det er nemlig klart, at
«ethvert kirkeligt Samfund, som uddanner den christelige Lære paa en eiendommelig Vis og i Modsætning til andre christelig-kirkelige Samfund, foranlediges til at nedlægge de Overbevisninger, som danner dets Forenings sammenholdende Middelpunkt i en bestemt Bekjendelse, dels for at blive sig sit eget Samfund mere bestemt og levende bevidst og for i dette Udtryk for dets Enhed at have et Tegn, paa hvilket dets Medlemmer kunne kjende hinanden, og om hvilket de kunne samle sig, og dels for at stille sig bestemtere ligeoverfor andre Kirkesamfund og nøiagtigt betegne Adskillelsens Grændselinier» (Guerickes Symbolik),
thi det kunde jo ikke være tilstrækkeligt her blot at holde Guds Ord frem, saalænge ethvert andet Kirkesamfund beraaber sig paa det samme Guds Ord til Støtte for sig.
Men en saadan Bekjendelsesgjerning fra Kirkens Side blev ogsaa nødvendig ligeoverfor Staten. Dette Samfund, om end forskjelligt fra Kirken, henseet til Oprindelse, Væsen, Maal og Midler, er dog paa den anden Side et af Gud villet Samfund, der, ligesom det er pligtigt at agte Kirkens Ret, igjen har Krav paa at se sig respekteret af Kirken, og derfor ogsaa har Ret til at forlange Redegjørelse af Kirken for dens Grundsætninger, at det kan vide sig betrygget for Indgreb i dets Ordning.
Og Staten kunde ikke lade sig nøie med en simpel Henvisning til Guds Ord; Historien
– 55 –
opviser desværre sørgelige Exempler paa, hvorledes under Paaskud og Misbrug af Guds Ord Statens Ret er bleven krænket.
Nu, dette Statens velbegrundede Krav imødekommes af Kirken ved Bekjendelsesskrifterne.
Ved hvad her er bemærket, tør det være tilstrækkeligt godtgjort, at kirkelige Bekjendelsesskrifter ere fornødne – ikke absolut, men paa Grund af Kirkens Kaar og Stilling i Verden. Saadanne Skrifter kalder man med et fremmed Navn Symboler, det er Tegn, netop fordi de, idet de afgive Vidnesbyrd om den hele Christenheds eller et enkelt Kirkesamfunds Troesoverbevisning, paa den ene Side ere Tegn ligeoverfor Verden og Staten, samt Kjendetegn for de enkelte Kirkesamfunds Lemmer indbyrdes og paa den anden Side Adskillelsestegn Kirkesamfundene imellem, – i Lighed med Stridsmændenes Felttegn og Løsen.
Vor norsk-lutherske Kirke anerkjender som sine Symboler de tre gamle, af den hele Christenhed antagne : den apostoliske Troesbekjendelse, den nicænske og den athanasianske, og desforuden som særegne lutherske Symboler : den augsburgske Konfession (Troesbekjendelse) og Luthers mindre Katechismus. Jeg skal meddele nogle korte Oplysninger om hver af dem.
Den apostoliske Troesbekjendelse er den ældste. Den har sit Grundlag i den af Herren selv anordnede Døbeformular : «Gaar hen og døber – – i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn» (Math. 28, 19.) og er helt
– 56 –
igjennem et tro Afbillede af den apostoliske Forkyndelse, saaledes som vi finde den nedlagt i vor hellige Bibelbog.
Det er formentlig et uafgjort Spørgsmaal, om den ikke muligens i sin Hoveddel skriver sig fra Apostlerne selv; baade Luther og Melanchthon ere inde paa denne Anskuelse, medens de dog ved andre Leiligheder udtale, at den er et Værk af Apostlernes bedste Disciple eller Tilhørere, der have uddraget den af Apostlernes Prædiken eller Skrift, eller et af Fædrene gjort Uddrag af Skriften.
Den fortjener i ethvert Fald (her korrigere forfatteren at det i stedet for «i ethvert Fald» skal stå «aabenbart») efter sit Indhold med fuldeste Ret Navn af apostoliskt. Den er den ældgamle Daabsbekjendelse og staar som et tro Vidne om, hvad der fra ældgammel Tid af Herrens sande Menighed har været erkjendt og bekjendt med Hensyn til den treenige Guds Gjerninger i Forhold til Verden.
Det andet af de tre gamle af Christenheden antagne Symboler, det nicænske, eller egentlig nicænskkonstantinopolitanske, er nærmest en Frugt af Kirkens Kamp mod den arianske og halvarianske Vranglære i det 4de Aarhundrede. En Presbyter i Alexandrien ved Navn Arius lærte, at Christus ikke var af samme Væsen som Faderen, født af Faderen fra Evighed, men derimod en Skabning, Forandring underkastet, og følgelig ikke sand Gud, medens de saakaldte Halvarianere rigtignok til Slutning vilde gaa ind paa at erkjende Christi væsentlige Guddom, men derimod bestemt forkastede den Helligaands Guddom. Imod disse vildfarende Lærdomme udtalte sig først en Kirkeforsamling i Nicæa (325) og senere en Kirkeforsamling i Konstantinopel (381)
– 57 –
og hævdede, sluttende sig til den apostoliske Troesbekjendelse, den rene Lære om Treenigheden, bekjendte saavel Sønnens som Aandens Guddom i Væsens Enhed med Faderen.
Det tredie almindelige Symbol, det athanasianske, har sit Navn efter Athanasius, Biskop i Alexandrien (død 373), men kan dog neppe være forfattet af ham, maa derimod efter al Rimelighed være bleven til senere, ikke før den anden Halvdel af det femte Aarhundrede og i alle Fald ikke efter Midten af det syvende, under Kirkens Kamp mod det arianske Kjætteri og tvende Kjætterier angaaende Forholdet mellem de to Naturer i Christi Person (det nestorianske Kjætteri (Sondring af (skille mellom/red.) det Guddommelige og Menneskelige to Personer) og det eutychianske (Sammenblanding af det Guddommelige og Menneskelige til een Natur).
Sit athanasianske Navn bærer den da antagelig, fordi den ganske i Athanasius’s Aand udvikler den Lære, som denne høit begavede og for den kirkelige Rettroenhed saa saare nidkjære Mand havde bekjendt, og til hvis Forsvar han havde helliget sit Liv. Den udvikler nemlig den sande Lære om Treenigheden og vidner i Sammenhæng hermed fornemmelig om Christi Person, om hans sande menneskelige Natur og Forholdet mellem denne og den guddommelige, og dømmer afvigende Vranglære, knyttende Saligheden til den rene Lære.
Ligesom den er en Udvidelse og Fuldstændiggiørelse af den nicænske Bekjendelse, saa er den, som Luther bemærker, et Forsvarssymbol for den apostoliske, og Luther siger om den i sin
– 58 –
Udlæggelse af Joels Bog : «Det athanasianske Symbol er saaledes affattet, at jeg ikke ved, om der siden Apostlernes Tid er skrevet noget Vigtigere og Herligere».
Den augsburgske Konfession, fremlagt paa Rigsdagen i Augsburg 1830 (må være 1530/red.), er affattet af Melanchthon paa Grundlag af nogle af Luther forfattede Artikler og under stadig skriftlig Raadførelse med ham. Denne Bekjendelse fremstiller vor lutherske Kirkes Lære og Grundsætninger, i Besynderlighed i Modsætning til den romersk-katholske Kirkes.
Luthers mindre Katechismus, «Lægmandsbibelen», er forfattet i 1529 til Brug ved Ungdommens Undervisning efter en af Luther Aaret iforveien afholdt Kirkevisitats.
I hvilket Forhold til den hellige Skrift stiller nu den lutherske Kirke sine Symboler ?
For at Menigheden selv kan dømme i Sagen, skal jeg anføre nogle Udtalelser af den lutherske Kirkes Grundbekjendelse, den augsburgske Konfession, og af andre Reformatorernes Skrifter, idet jeg skylder at oplyse, at de fra sidstnævnte Skrifter hentede Citater ere tagne af en Bog, som en af vore theologiske Professorer (Dr. Caspari) nys har udgivet om «Den augsburgske Konfessions og Luthers lille Katechismes Stilling til den hellige Skrift», hvilken Bog overhovedet har været mig en kjærkommen Veiledning ved Besvarelsen af foreliggende Spørgsmaal.
– 59 –
I den Fortale til Keiseren, hvormed den augsburgske Konfession indledes, forekomme disse Ord : «Vi fremlægge herved, for at efterkomme eders Majestæts Villie, vore Prædikanters og vor egen Bekjendelse i dette Religionsanliggende, saaledes som de af de hellige Skrifter og Guds rene Ord hidtil have foredraget og i Menighederne forkyndt Læren».
I Konfessionens Slutningsord findes følgende Udtalelse : «Skulde der savnes noget i denne Bekjendelse, da ere vi beredte til, om Gud vil, at give en udførligere Forklaring i Overensstemmelse med Skrifterne». I Konfessionens 1ste Del, som omhandler «de fornemste Troesartikler», bliver Skriften gjentagende paaberaabt. Til Exempel : I 4de Artikel : «Om Retfærdiggjørelsen», henvises til Rom. 3 og 4.; i 7de Artikel : «Om Kirken», hvor det gjøres gjældende, at «til Kirkens Enhed er det nok, at man stemmer overens om Evangeliets Lære og Sakramenternes Forvaltning», men at «det derimod ikke er nødvendigt, at der overalt er de samme menneskelige Overleveringer eller af Mennesker indstiftede Kirkeskikke eller Ceremonier», der anføres til Støtte herfor Pauli Ord i Eph. 4, 4. 5. : «Een Tro, een Daab, een Gud og alles Fader» o. s. v.
I Konfessionens 2den Del, «de Artikler, i hvilke de afskaffede Misbrug opregnes», grundes Afskaffelsen af disse Misbrug paa Skriften. Ogsaa her skal jeg nævne et Par Exempler. I Artikel 22 : «Om begge Skikkelser i Herrens Nadver», i hvilken Artikel den katholske Kirkes Deling af Sakramentet forkastes,
– 60 –
og det bekjendes, at «Lægfolk bliver Sakramentet meddelt under begge Skikkelser», det vil sige, ikke alene meddeles Brødet, men rækkes ogsaa Kalken, medens i den katholske Kirke kun Præsterne drikke af Kalken, – i denne Artikel henvises til Herrens Befaling Math. 26, 27 : «Drikker alle heraf !»; og «for at ikke nogen skal kunne komme med den Udflugt, at dette Ord gjælder alene Præsterne», saa gjøres opmærksom paa det Exempel, som Paulus anfører i Brevet til de Korinthier (1 Kor. 11, 6), og «hvoraf det fremlyser, at hele Menigheden har brugt begge Skikkelser».
I den 25be Artikel : «Om Skriftemaalet», hvor det hedder : «Menigmand undervises om, at de skulle agte Afløsningen saare høit, fordi den er Guds Røst og tilsiges efter Guds Befaling, og hvor det saa videre hedder : «Men om Skriftemaalet lære de, at Opregning af Overtrædelserne ikke er fornøden, og at Samvittighederne heller ikke bør besværes med Bekymring for at opregne alle Overtrædelser, eftersom det er umuligt at opregne dem alle», paaberaabes Vidnesbyrdet i Psalmen 19, 13: «Hvem kjender Overtrædelserne ?» og hos Jer. 17, 19 : «Menneskets Hjerte er ondt og ei til at udgrandske».
Hvad sige nu saadanne Citater af Augsburgerkonfessionen os med Hensyn til dern Sag, vi omhandle ? Ja, hvad Andet end dette, at den lutherske Kirke opfatter Skriften som Gudsordet og netop derfor som den Kilde, hvoraf al christelig Erkjendelse skal øses, den Grund, hvorpaa al christelig Forkyndelse skal bygges,
– 61 –
den Regel, hvorefter al christelig Lære skal prøves og dømmes.
Vi ville nu høre et Par Ytringer af vore Reformatorer betræffende de gamle, almindeligt antagne Symboler.
Om det nicænske Symbol og den nicænske Kirkeforsamling udtaler Melanchthon sig saaledes : «Den nicænske Kirkeforsamling har fromt og nyttigt undervist og paamindet hele Efterverdenen om Guds Søn, men Artikelen om ham tro vi ikke for Kirkeforsamlingens Skyld, men fordi vi se, at der saaledes er lært i Guds Ord».
– I en Prædiken over Epistelen paa 2den Søndag efter Trefoldighed, hvori den hellige Skrift fremstilles som Kilden til al vor Kundskab om Treenigheden og alle Troesartikler overhovedet, siger Luther : «Derfor» (fordi der ifølge den hellige Skrift er eet guddommeligt Væsen i tre Personer) «have Fædrene gjort ret i, at de have sammenfattet Troen eller Symbolet paa en enfoldig Maade, saaledes som Børnene bede den : Jeg tror paa Gud Fader, Himmelens og Jordens Skaber, og paa Jesum Christum, hans enbaarne Søn o. s. v. og paa den Helligaand.
Denne Bekjendelse have vi ikke gjort eller udtænkt, de forrige Fædre heller ikke; men som en Bi (bie/red.) drager Honningen sammen af mangehaande skjønne, liflige smaa Blomster, saaledes er dette Symbolum smukt og kort blevet sammenfattet af de kjære Propheters og Apostlers Bøger, det vil sige af hele den hellige Skrift, for Børnene og de enfoldige Christne».
Hvad lære vi nu igjen heraf ? Jo dette, at
– 62 –
Symbolerne alene hente deres Værd og Betydning fra deres Overensstemmelse med Skriften, som er den egentlige og eneste Troesregel og al Læres rette Grund.
Der kunde imidlertid spørges : «Men hvad mene da vore Reformatorer med, at de saa ofte under Stadfæstelse af Læren henvise til den almindelige Kirke, Fædrene og Symbolerne ?»
Vi ville lade Reformatdrerne selv svare; de pleie at kunne gjøre tilfredsstillende Rede for sig. I den 18de Artikel af den augsburgske Konfession (den tydske Text), hvor paa Guds Ords Grund Læren «om den frie Villie» fremstilles, hedder det : «Og for at man kan erkjende, at der heri ikke læres noget Nyt, saa er dette Augustins klare Ord» o. s. v.; og i den 20de Artikel : «Om gode Gjerninger», staar der : «Og for at ikke Nogen skal uden Grund beskylde os for, at vi have udtænkt os en ny Udlægning af Paulus, da har hele denne Sag Fædrenes Vidnesbyrd for sig».
Det var, se vi, Reformatorerne magtpaaliggende, at faa eftervist, at den Lære, de førte, ikke var nogen ny Lære, men hvad den sande Kirke fra Begyndelsen af havde bekjendt («Bekjenderne havde med og i sin Konfession, der heltigjennem har Charakteren af et Forsvarsskrift, som den da ogsaa oprindelig kaldtes «Apologi», d. v. s. Forsvar, Forsvarsskrift, et dobbelt Formaal. De vilde for det Første vise, at deres Tro og Lære var en med den hellige Skrift overensstemmende, i den grundet og af den øst og derfor den christelige Sandhed, og de vilde for det Andet vise, at den ikke var nogen splinterny, men den gode gamle, der havde været i Kirken fra Begyndelsen af. Til at vise hint skulde deres bibelske Citater, til at vise dette deres Citater af de gamle Symboler, af Kirkepsalmerne, Kirkelovene og Kirkefædrenes Skrifter tjene. Det andet Formaal fremtræder i deres Bekjendelse næsten ligesaa stærkt som det første, fordi de Evangeliskes Modstandere idelig førte den Paastand i Munden, at de Lutherskes Lære var noget ganske Nyt, fra den Lære, som den katholske eller almindelige Kirke, hvilken de selv vilde være, bestandig havde hyldet, aldeles Afvigende». C. P. Caspari i det før nævnte Skrift).
Det var nemlig langt fra dem at
– 63 –
foragte, saaledes som Sekterere pleie at gjøre, den hellige, almindelige, christelige Kirke og dens Vidnesbyrd; de vilde gjerne lade sig paaminde af den, gjerne vide sig i Overensstemmelse med den, fordi de efter Guds Ord vare overbeviste om, at Herren med sin Aands Lys fulgte den.
Altsaa, for at holde os til Symbolerne, naar vore Reformatorer henvise til dem, saa sætte de dem ikke som Dommere enten over Skriften eller ved Siden af Skriften, men anføre dem som Vidnesbyrd om, hvorledes den rettroende Kirke fra første Tid havde forstaaet og udlagt Guds Ords Lære i vedkommende Punkter, som Erklæringer om Troen.
Men hvad der gjaldt for vore Reformatorer med Hensyn til de gamle Symboler, det gjælder for os lutherske Christne tillige om de særegne lutherske Symboler : vi se i disse lutherske Symboler Erklæringer, Vidnesbyrd om Troens Lære.
Den lutherske Kirkes Anskuelse om de af den antagne Symboler og Skriften, samt om Skriftens og Symbolernes indbyrdes Forhold til hinanden, kan da i Korthed udtrykkes saaledes : Skriften «er indblæst
– 64 –
af Gud», Symbolerne ere fremkomne under den Helligaands middelbare Oplysning; Skriften er Gudsordet, Symbolerne ere Guds Menigheds Forstaaelse af dette Gudsord; Skriften er Troesregelen, Læregrunden, Symbolerne ere kirkelige, efter Skriftens Regel bestemte, paa Skriftens Grund byggede Erklæringer om Troen; Skriften er Dommeren, Symbolerne ere Vidner, der ydmygt bøie sig under Skriftens Dom.
Dog endnu et Ord om Symboler ! Da et Kirkesamfund, det være hvilketsomhelst, i sine Symboler har et Udtryk for sin Forstaaelse af Skriftordet, saa maa disse nødvendigvis komme til at udøve en bestemmende Indflydelse i forskjellige Retninger, saaledes nemlig, at der indenfor dette enkelte Kirkesamfund i Kirker og Skoler læres overensstemmende med de vedtagne Symboler, at Psalmebøger og Religionslærebøger udtale Kirkesamfundets Bekjendelse, og at de gudstjenstlige Skikke ere et Udtryk for denne Bekjendelse.
Derfor besluttede da ogsaa det luthersk-theologiske Fakultet (Lærdsamfund) i Wittenberg, hvoraf Luther var Medlem, i Aaret 1533, altsaa kun 3 Aar efter Augsburgerkonfessionens Fremlæggelse, at Enhver, der vilde erholde Vidnesbyrd til offentlig Lærervirksomhed i Kirken, skulde edelig forpligtes til at lære i Overensstemmelse med den lutherske Kirkes Bekjendelsesskrifter; derfor forfattede Luther en Liturgi, det vil sige en Regel, en Anordning med Hensyn til Maaden, hvorpaa Gudstjenesten skulde foregaa; derfor skrev Luther sin lille Katechismus som Lærebog for Børnene og sin større Katechismus til Veiledning
– 65 –
for Lærere, og derfor sørgede man ogsaa for, at ægte christelige, Guds Ords Lære og den lutherske Bekjendelse udtalende Psalmer bleve oversatte og forfattede. Ethvert Kirkesamfund, som ikke vil være ligegyldigt for sin Opholdelse, maa nødvendigvis træffe saadanne Foranstaltninger.
Efter den almindelige Fremstilling, som nu er given, for at begrunde Symbolers Berettigelse og Fornødenhed og for at paavise, i hvilket Forhold den lutherske Kirke stiller sine Symboler til det hellige Skriftord, faar jeg til Slutning fremkomme med nogle specielle Bemærkninger og tage ligefremt Hensyn til det Angreb, som vore Separatistisksindede i Anledning af Symbolerne gjøre paa vort Kirkesamfund.
Vore Separatister udtale som sin «Grundanskuelse», at «den hellige Skrift er den eneste guddommelige Regel for christelig Tro og Gudsfrygt».
Nu ja, derom skulle vi ikke tviste; thi det er netop den Mening, vi Lutheranere have om Skriften. Lad mig isaahenseende – leilighedsvis – ogsaa gjøre opmærksom paa Spørgsmaalet i vor Børnelærdom, Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed» : «Skal vi antage den hellige Skrift for vor Troes og Levnets eneste, visse og fuldkomne Rettesnor ?» og paa Svaret : «Ja visselig», hvilket Svar begrundes ved Luk. 16, 29. : «De have Moses og Propheterne, lad dem høre dem», og ved Joh. 20, 31. : «Dette er skrevet, paa det at I skulle tro, at Jesus er Christus, den Guds Søn, og at I, som tro, skulle have Livet
– 66 –
i hans Navn».
– Vore Separatifter erklære, i Overensstemmelse med nævnte Grundanskuelse, at de «forkaste alle kirkelige Bekjendelser og Troesartikler som Troesregel».
Vel; derom skulle vi selvfølgelig heller ikke tviste, thi med sin Grundanskuelse af Skriften som eneste Troesregel erkjender ikke den lutherske Kirke og kan den heller ikke erkjende Nogetsomhelst ved Siden af Skriften som «Troesregel».
– Vore Separatister erklære endvidere, at de Intet have at indvende imod, at Kirkens Lemmer paa Foranledning afgive en Troesbekjendelse. Nei, det vilde nu være en komplet Daarskab at negte Berettigelsen og Nødvendigheden heraf.
Men hermed ophører Enigheden, og Uenigheden mellem vore Separatister og os bestaar, hvad Symbolerne angaar, i Følgende :
Vi fastholde Symbolerne, Troesbekjendelserne, som et væsentligt sandt Udtryk for Skriftens Lære betræffende de i Symbolerne omhandlede Artikler. Men en saadan Fastholden ville vore Separatister ikke vide noget af; de sige megetmere om os, at vi derved bygge paa en menneskelig Opfatning og Forstaaelse af Skriftordet, som jo kan forandre sig, istedetfor paa Skriftordet selv, at vi paa denne Maade sætte Menneskeord paa Guds Ords Plads, hvorfor de da ogsaa forkaste vort lutherske Kirkesamfund, kalde det ligefom ethvert andet Kirkesamfund, der holder fast ved Symboler – med Navnet «Skjøge», og beskylder ogsaa vort Kirkesamfund for «Antichristendom».
Vi skulle se lidt nærmere paa dette.
Naar vor lutherske Kirke betragter Skriften som eneste Troesregel, som Dommer over al Lære og som Kilde for al christelig Erkjendelse, saa bygger vor Kirke paa Skriften og ikke paa noget Andet.
At vi fastholde Symbolerne som Udtryk for vor Forstaaelse af Skriftordet i angjældende Punkter, er dog en ganske anden Sag; det er ikke Andet, end hvad enhver forstandig og selvstændig Mand gjør, naar han har tilegnet sig en bestemt Overbevisning om en Sag : han fastholder
– 67 –
denne sin Overbevisning, indtil han muligens kommer til en anden Overbevisning.
Skulde vor Kirke, veiledet af Skriftens Lys, i et eller flere Punkter komme til en Opfattelse forskjellig fra den, Symbolerne indeholde, saa forlader den naturligvis Symbolerne forsaavidt.
Her at tale om, at vi bygge paa vor Forstaaelse af Skriften istedetfor paa Skriften selv, tyder kun hen paa en Begrebsforvirring. Man gjør ikke Forskjel paa at have en Forstaaelse af Ordet og bygge paa denne. En anden Sag var det, om vor lutherske Kirke indrømmede Symbolerne selvstændig Betydning og erklærede dem for ufeilbare eller erklærede dem for fuldkomne; – men det er jo netop det, vor Kirke ikke gjør; tvertom, den tror, at Kirken er kaldet til en fremadskridende Udfoldelse af Skriftens ufeilbare, fuldkomne Lære («Guds Ord er saa uudgrundeligt dybsindigt, at den Aandrigeste ikke kan udtømme dets Dybder, og paa den anden Side saa klart og forstaaeligt, at den Fattigste i Aanden kan fatte og forstaa det. Ethvert Aarhundrede skal stedse bringe nye Skatte af guddommelig Visdom og Erkjendelse frem af dets Dybder og overantvorde Kirken samme, paa det den kan gjøre dem frugtbare for det christelige Liv og for Guds Riges Fremme», J. H. Kurz : «Den hellige Historie».
Men vi lade os nu rigtignok ikke bevæge af ethvert Lærdoms Veir, saa vi skulde uden nærmere og alvorlig Prøvelse kaste overbord, hvad vi have. Det er nu engang vor Overbevisning, at vor Bekjendelse er sand, at vi, ligesom vi i de gamle, af den Christenhed antagne Symboler, have et ret Udtryk for den hellige Skrifts Lære om Treenigheden og Treenighedens Gjerninger i Forhold til Verden, saa have vi i vore særegne Symboler i Besynderlighed et ret Udtryk for Skriftens Lære om Menneskets oprindelige Tilstand og dets ved Faldet opstaaede Fordærvelse, om Christi Midlergjerning, Boden, Retfærdiggjørelsen, den nye Lydighed, Kirken, Naademidlerne, Embedet o. s. v.
Skulde vi da ikke fastholde disse Symboler ? Skulde vi blot lade dem staa som historiske Mindesmærker om, hvad svundne Tider have tænkt og troet ?
– 68 –
Nei, nei, vi ville fastholde dem – ikke for Kirkeforsamlingernes, ikke for Fædrenes Skyld, men fordi de efter vor Overbevisning bygge paa Guds Ord : vi ville, i Forvisningen om at den Helligaand følger Kirken med sin middelbare Oplysning, ikke slippe dem, før man overbeviser os om, at de ikke indeholde Skriftens Lære. Bare (bar/red.) vi os anderledes ad, saa vanslægtede vi kun altfor meget fra vore Reformatorer med Hensyn til kirkeligt Syn og kirkelig Aand.
Man anker over, at vi fastholde Symbolerne, – men er da ikke Kirkens Stilling i Verden fremdeles en saadan, at vi maa gjøre det ?
Findes der ikke ogsaa i vore Dage nok af Kjættervæsen ?
Trænge vi ikke under Kirkens fortvarende Splittelse i forskjellige Kirkesamfund og de stadigt og frodigt opspirende Sektsamfund til et Mærke, hvorpaa vi, som takke Gud for, at vi høre det lutherske Kirkesamfund til, kunne kjende hverandre, og som vi kunne have som vort Felttegn, vort Løsen ?
«Guds Ord skal være Felttegnet, Løsenet», svare vore Separatister.
Javist, Gudsordet først og Gudsordet sidst, men under den forskjellige Forstaaelse af dette Gudsord maa vi dog have en Betegnelse for vor Forstaaelse deraf.
Desuden – Staten staar jo der fremdeles med sit retmæssige Krav paa Regnskab for vore Grundsætninger. Er det nok, at vor Kirke engang har aflagt Regnskab ?
Maa ikke Staten have Sikkerhed for, at de engang bekjendte Grundsætninger ikke ere fravegne ? Sandelig, vore Separatisters Miskjendelse af Symbolers Berettigelse og Fornødenhed beror paa en beklagelig Misforstaaelse i flere Henseender. En sørgelig Frugt af denne Misforstaaelse er nu dette, at man vil have saavel Luthers Katechismus som Pontoppidans Forklaring over samme fjernet fra Skolerne.
Min Medbroder i Embedet har allerede paavist det Uforsvarlige i en saadan Fjernelse af disse Bøger; jeg kan derfor indskrænke mig til nogle korte Bemærkninger. Hvorfor forfattede Luther sin lille Katechismus og Pontoppidan sin Forklaring over samme ?
– 69 –
Var det ikke, for i et kort Begreb, afpasset efter Barnets Behov, at lede Barnet til Forstaaelse og Tilegnelse af det hellige Bibelord ?
Og er ikke – Pontoppidans Forklaring forresten al Ære værd – Luthers Katechismus med dens korte, klare, enfoldige, dybe Fremstilling ret et Mesterværk i sit Slags, ret en vesignet Børnebog, «en liden Bibel», som Pontoppidan med Rette siger, saa ret svarende til Barneaandens Krav ?
Og hvormegen Velsignelse har ikke denne Bog, saavelsom Pontoppidans Forklaring, udbredt ? (Om den Velsignelse, saavel denne Bog som den større Katechismus havde stiftet, kunde Luther, allerede Aaret efter at de vare udkomne, skrive saaledes til Churfyrsten : «Derfor opvoxer nu den spæde Ungdom af Drenge og Piger saa vel underviste i Katechisme og Skrift, at det gjør mig godt i Hjertet at se, hvorledes smaa Drenge og Piger nu kunne lære, tro og tale mere om Gud og Christo, end alle Stifter, Klostre og Skoler forhen og endnu kunne gjøre det. En saadan Ungdom i Eders Churfyrstelige Naades Land er i Sandhed et skjønt Paradis, hvis Lige heller ikke findes i Verden». Guerickes Kirkehistorie).
Hvormangen Gang have ikke disse Bøger været en Modgift mod falsk og usund Lære baade fra Prædikestol og Lærerpult ?
Vore Separatister indvende : «Men Guds eget Ord, det Ny-Testamente er dog vel den bedste Bog, og den ville vi have benyttet».
Hvilken Christen negter, at Gudsordet, Bøgernes Bog, det Ny-Testamente er den bedste Bog ? Men Gudsordet skal jo dog forklares, og i en luthersk Skole skal det forklares overensstemmende med den lutherske Kirkes Bekjendelse, og netop derfor hører den symbolske Bog, Luthers Katechismus, og en saadan Forklaring, som Pontoppidan har givet over den, saa ret egentlig hjemme i en evangelisk luthersk Skole.
Dog her staa vi ved det egentlige Knudepunkt, den egentlige Anstødssten for vore Separatister, idet de ikke ville vide af nogen Fastholden ved Symbolerne, og da heller ikke af nogen Forpligtelse for Lærerne til at lære overensstemmende med Symbolerne; en saadan Forpligtelse er efter deres Mening en Krænkelse af Guds Ord, en Forsyndelse
– 70 –
mod den Helligaand.
Det Urimelige i denne Mening er saa tilstrækkeligt belyst ved hvad jeg før har bemærket, at jeg ikke skal opholde mig videre herved; derimod skal jeg nævne, hvad der i Luthers Katechismus er vore Separatister ret en Torn i Øiet, og som derfor da ogsaa selvfølgelig er en medvirkende Grund til, at man vil have denne Bog fjernet fra Skolen.
Tornen i Øiet er, at «de tre Troesartikler» findes opførte blandt umiddelbare Gudsord. Med Hensyn hertil skal jeg da gjøre opmærksom paa, at der ikke paa noget enkelt Sted i Skriften findes samlet, hvad Luther i 2den Part vilde fremstille, nemlig den treenige Guds Gjerninger i Skabelsen, Igjenløsningen og Helliggjørelsen; han valgte da den apostoliske Troesbekjendelse til Fremstilling af Skriftens Lære herom, idet denne Bekjendelse saa klart og enfoldigt udtaler bemeldte Skriftlære og Led for Led kan eftervises i Skriften og saaledes efter sit Indhold i Sandhed er et Guds Ord.
Naar man betænker dette, hvad kan der da med Grund indvendes mod Luthers Fremgangsmaade i dette Stykke, eller imod at de 3 Troesartikler staa i Katechismen opførte blandt umiddelbare Guds Ord ? Luther var dog vel den Sidste, som vilde gjøre sig skyldig i nogen Krænkelse af Skriftens Ord («Hvorfor skal Luther ikke have kunnet optage et Ord iblandt Katechismens umiddelbare Gudsord, der for ham vistnok ikke var et saadant Ord, eller hvis Egenskab som et saadant i det Mindste ikke stod fast for ham, men om hvilket han dog ikke alene vidste, at det fra Arilds Tid af var bleven brugt i Kirken og til alle Tider havde staaet i den høieste Anseelse i den, men ogsaa antog, at det fra først til sidst havde det umiddelbare Gudsord til sin Kilde og derfor efter sit Indhold heltigjennem var Gudsord, at det fremdeles skrev sig fra en Kreds, der havde staaet Mænd, gjennem hvis Mund og Pen Gud umiddelbart havde talt, ganske nær, og at det endelig besad Egenskaber, der gjorde det fuldkommen skikket til at blive optaget blandt Katechismens Gudsord; Korthed, Fyndighed, Klarhed, Enfoldighed og den fornødne Fuldstændighed ?
Hertil kommer endnu, at Luther forefandt det Ord, hvorom der her er Tale, det apostoliske Symbol, i almindelig Brug ved den christelige Undervisning, man kan sige, som en Del af den middelalderlige Katechismus.
Kunde han da, ifald han holdt for, at det ikke var et umiddelbart Gudsord, eller at dets umiddelbare Oprindelse fra Gud dog var usikker eller ikke ganske sikker, af denne Grund vrage det ved Affattelsen af sine Katechismer, naar han forøvrigt vidste og erkjendte, at det forenede i sig alt det nylig Anførte ? Og hvad skulde han ogsaa have sat i dets Sted, ifald han havde troet at maatte vrage det, fordi det efter hans Mening ikke var eller dog ikke utvivlsomt var noget umiddelbart Gudsord ? Et umiddelbart Gudsord, der var skikket til at erstatte det, gaves der jo da ikke. Han havde derfor paa egen Haand maattet uddrage et Ord af Skriften og sætte dette, saaledes ligeledes kun umiddelbare Gudsord, i dets Sted. Men hvorfor da vrage det, fordi det ikke var eller dog ikke sikkert var noget umiddelbart Gudsord ? Og hvilket Anstød vilde han have vakt, ifald han havde vraget det og sat et Ord i dets Sted, som han selv havde uddraget af Skriften ?
Men skulde ikke Luther, ifald det apostoliske Symbol ikke havde været noget umiddelbart Gudsord for ham, i sin lille Katechismus ialfald have bemærket, at det var øst af og grundet paa det umiddelbare Gudsord, af og paa den hellige Skrift eller af og paa Apostlernes mundtlige Forkyndelse eller ogsaa af og paa begge Dele ?
Jeg indrømmer, at Luther kunde have gjort dette ——- men nødvendigt var det dog ikke, at han gjorde det.
Ja, i en Bog af den lille Katechismes Charakter og med dens Bestemmelse, i en saa overordentlig kort og enfoldig, ogsaa for de Enfoldigste bestemt Bog, vilde en Bemærkning om de tre Troesartiklers Tilblivelse og Forhold til det umiddelbare Gudsord endog have været mindre passende. Den vilde her have havt noget Fremmed ved sig. Her gjaldt det blot simpelthen at give den christelige Børnelærdoms Grundelementer med den nødvendigste Forklaring uden at indlade sig paa noget Hvorfra ? eller Hvorfor?
Og hvem siger os ogsaa, at Forskjellen imellem et umiddelbart Gudsord og et Gudsord, der er øst af og grundet paa et saadant og dertil skriver sig fra en Kreds, som stod Mænd, gjennem hvem Gud umiddelbart havde talt, ganske nær, for Luther paa Katechismens Omraade havde en saa stor Betydning, at han her, og det endog i en ganske liden, kort Katechisme maatte fremhæve, at dette eller hint var Gudsord ikke i den første, men i den anden Forstand ?» C. P. Caspari).
– 71 –
Hvad nu forøvrigt vore Separatistisksindede tale om, at de bygge paa Guds Ord, men at vi, som holde fast ved Symbolerne, bekjende os til Menneskeord med
– 72 –
Forkrænkelse af Guds Ord, hvad de tale om, at «alt det Kirkevæsen, som har udviklet sig i Verden efter Apostlernes Dage», og da ogsaa alt vort lutherske Kirkevæsen er i større eller mindre Grad «Antichristendom», – dette, i Forbindelse med at de kalde vort Kirkesamfund med Navnet «Skjøge», hvorfor jo vi, som høre dette Samfund til, efter deres Mening maa være Skjøgebørn, – se dette, hvor harmeligt det end er at høre det, og hvor fristende det end er at gaa ret strengt i Rette med dem herfor, faa vi bestræbe os for at tage op i Taalmodighed, siden de nu engang paa Grund af Mangel paa ret Syn ikke kunne tale anderledes, og vi faa bede Gud skjænke dem en bedre Oplysning.
– Og hermed slutter jeg, ialfald indtil Videre, min Kamp mod det separatistiske eller sekteriske Uvæsen iblandt os. Give nu Gud i Naade, at hvad jeg har talt, maatte blive ærligt og samvittighedsfuldt overveiet for Hans Ansigt !
Jeg beder Gud om, at Han vil lægge sin Velsignelse til dette mit ringe Vidnesbyrd og lade det tjene i al dets Ringhed og trods dets Ringhed til Hans Navns Ære og til Hans Riges Fremme hos os !
I Jesu Navn, Amen !