«jerusalems krønike i riim for børn..» : forfattet av niels johannes holm

– «.. til Hjælp i den bibelske Historie»; bak denne spesielle barneboken stod brødremenighets-forstander i Christiania Niels Johannes Holm. Boken ble trykket i 1827 hos boktrykker Christopher Grøndahl, en av Hans Nielsen Hauges støttespillere før han gikk bort i 1824; på bokens forside står også nevnt at boken er «Udgivet til Fordeel for Eugenia’s Stiftelse», denne ikke lang tid tidligere opprettede oppdrager-anstalt og bolig-hjem i hovedstaden for småjenter fra fattige kår; etter en «innledning» og en fortale følger boken fra sidene 5 – 34 :

– her er først bokens korte innledning, som uttrykker N.J. Holms hyllest til den danske dikter-presten N.S.F. Grundtvig, som ganske ung presteutdanet i 1810 hadde diktet det som etterhvert ble en yndet julesalme, nemlig «Deilig er den himmel blå», med tittel «De vise fra Østen» og også «De hellige tre konger»; se også Holms referanse til «hiin gamle Stjernemand», som faktisk var en første tittel til Grundtvigs dikt-/salme-utkast; Holm stod i sin «Jerusalem-Krønike i samme tradisjon som den tidlige Grundtvig stod i, der Bibelens historie og historiske begivenheter tjener til å klargjøre Evangeliets sannheter – for både barn og voksne;

                                   INNLEDNING.

«Skulde du, lille Bog, komme til Kjøbenhavn, saa hils Forfatteren af den yndige Barnesang om hiin gamle Stjernemand, som med sin Konge og hans Søn reiste til Bethlehem, at tilbede den Konge, som der var fød.

Siig ham endelig, at mangfoldige Børn, foruden hans Egne, hvilke Gud velsigne, ret meget vilde takke ham, hvis han vilde foresjunge dem i Barnevers hele den bethlehemitiske Konges Historie».

Fortale.

Dette lille Skrivt var fra først af ikke bestemt til Trykken. Den første Deel deraf blev stykkeviis dicteret til nogle Pigebørn, som jeg underviser. Paa samme Maade lod jeg i Verdenshistorien baade Personer og Byer fortælle deres Skjebne paa Riim.

Længe nok kunde jeg have talt om den trojanske Krig, uden at den var bleven erindret saa vel, som det skede ved nogle Riim, der lagdes deels Helena deels Æneas i Munden, Da Nytten deraf langt overgik min Forventning, og jeg tillige saae den store Fornøielse, som disse Riim foraarsagede Børnene, saa forelæste jeg engang et Stykke af Jerusalems Krønike for en i Underviisningsfaget erfaren Ven, som opmuntrede mig til dens Udgivelse.

Det skulde gjøre mig ondt, hvis Nogen skulde ansee denne lille Bog for at kunne gjøre nogetsomhelst ellers brugeligt Udtog af Bibelhistorien undværligt. Disse Riim skulle, kun opvække Lyst til Bibelhistorien og, hvor det kan skee, til selve Bibelens Læsning; og ved at læres udenad, hvilket falder saare let, skulle de hjælpe Børnene til at huske desto lettere og med desto mere Interesse det, de allerede have lært.

For at føie mig efter Børnenes Smag, har jeg i Førstningen været meget kort, og ladet Udførligheden tiltage efterhaanden, Jeg har tillige villet hjælpe Børnene til, at finde Forbindelsen mellem de enkelte Brudstykker af Bibelhistorien, som de sædvanlig lærer. At dette er Aarsagen Saavel til en vis uforholdsmæssig Udførlighed paa enkelte Steder, som til den anskuelige Fremstillingsmaade, det vil en øvet Ungdomslærer vel selv see.

Disse Riim ere hvad Tydskerne kalde Knittelvers, og mangen Læser vil tænke, paa det bekjendte bon-mot (morsomme bemerkning/ordtak/red.) : «Reim’ dich, oder ich fress’ dich.

Versemaalet er, deels med Hensigt, deels at Mangel paa Tid, saaledes som det er. I en Bog for Børn bør Pyntelighed staae tilbage for det, der er til Gavn for de Smaae, og saare vel var det, hvis alle Forfattere af Børneskrivter tænkte aleneste paa Børnene, og aldrig et Øieblik paa Recencenterne (anmelderne/red.).

Denne Bogs Mangler behøver jeg ikke at tale om, da de af sig selv ligefrem falde i Øinene. Endelig begjærer jeg ikke at fortie min Hovedhensigt med dette Arbeide, som er, at gjøre Børnene opmærksomme paa Bibelens Hovedperson, Jesum Christum vor Herre.

Med den salige Pontoppidan er jeg overbeviist om, at Kjernen af alle bibelske Bøger er den store Sandhed, at Jesus Christus er Veien til Liv og Salighed for alle troende Sjæle. At ville bibringe Børnene denne Sandhed anderledes end paa den historiske Vei, holder jeg efter min Erfaring for forgjeves Arbeide. Den bibelske Historie og den christelige Lærdom kan jeg derfor aldrig ansee for tvende Underviisningsgjenstande, men for mig staae de som Een.

Jeg vilde Intet have derimod, hvis denne lille Bog, talis qualis, kom i ret mange Børns Hænder.

Christiania den 30te November 1827, Forfatteren.

NB. Chanson 28 Caiphas est accusé d’un crime, qu’il n’avoit pas encore commis, n’étant pas, á ce qu’on sait, le souverain sacrificateur de l’an, dont il s’agit. Le lecteur de bon sens concevra bien, que l’association y attachée en cet endroit m’a defendu de dire : «mon gouvernement” ou : «mes prétres», mots, quil fant rendre venerables, autant qu’il est possible, aux enfans, qui ne connoissent pas encore ni les Tarquins et les Alfreds, ni les Tetzels et les Remberts.

– side 5 –

Staden Jerusalem siger saaledes :

I.

Paa Jorden jeg er den berømteste Stad; Jeg nævnes i Jøders og Christnes Qvad.

En Jøde snarere glemmer sig, End at han kunde forglemme mig (Ps. 137);

De Christnes Haab fra mig udkom, Thi maae de mig vel tale om.

For (foran/red.) mine Porte Korset stod, Paa hvilket Guds Søn udøste sit Blod,

Og ved den bittre Død, han leed,  Forhvervede Syndere Salighed.

Hør til, nu vil jeg fortælle dig Min Skjebne, som er forunderlig.

II.

Adonizedek min Konge var (Josv. 10), Han gik i en Strid, som var ham for svar (hård/vanskelig/red.):

Vel rustet han ud mod Gibeon drog, Men Gud ham snart ved Josva slog.

Dog Firehundrede Aar hengik, Før Israel mig i Eie fik.

Jebusiten i Zions Fæstning blev Til David ham derfra fordrev (2 Sam. 5).

– side 6 –

Nu først begyndte min Herlighed; Thi nu jeg blev Guds Helligdoms Sted,

Og David førte med takfuldt Sind Guds Ark i mine Mure ind (2 Sam. 6).

Og under Musikens deilige Lyd Man sang i mig om Jehovah med Fryd.

III.

Saaledes fyrretyve Aar hengik, Til jeg i Salomo en Konge fik,

Som byggede paa Moriæ Top Med største Pragt Guds Tempel op (1 Kong. 6 osv.);

Ak ! havde jeg været Jehovah troe,  Saa var jeg bleven i Fred og Roe.

Men ofte fra Herren jeg løs mig rev, Derfor og Straffen ei udeblev.

Da Salomo med sine Fædre laae, Jeg Sisak som Fiende hos mig saae (under Roboam/(d.e. Rehabeam (red.)), Solomons Søn)

Saa meget Guld han fra mig tog, Og hjem dermed til Ægypten drog (1. Kong. 14)

Ti Israels Stammer, som faldt fra, Havde allerede forladt mig da (1 Kong. 12).

IV.

Under trende Konger (Abiam, Assa og Josaphat) jeg fad i Roe, Saa kom Athalia i mig at boe (2 Krøn. 21);

– side 7 –

Den arrige Ovinde ei skammede sig At dyrke sin Afgud Baal i mig.

Sine Børnebørn hun dræbe lod (2 Kong. 11), Fordi hun var af Jesabels Blod.

Men endelig fik hun dog sin Dom, Og lille Joas paa Thronen kom (2 Kong. 12).

Hendes Mand og Søn, det Kongepar (Joram og Achasja), Stort bedre end Athalia ei var.

V. 

Kong Joas vandred’ i Herrens Vei, Deri bestandig blev han dog ei (2 Krøn. 24),

Men aabenbar faldt han fra Herren af; Thi kom han ei heller i Kongernes Grav (2 Krøn. 24).

Amazia, Usia (Usia kaldes ogsaa Asaria) og Jotham sad Efter Joas paa Davids Throne i Rad (2 Kong. 14, 15)

I dem tre gode Konger jeg fik, Skjønt nogle Feil de to Første begik (2 Krøn. 25. 26).

Da Jotham døde, kom efter ham Kong Achas, som gjorde mig den Skam (2 Kong. 16),

At reise i mig et Alter op Til Baals den stygge forgyldte Krop (2 Krøn, 28).

Saasnart Ezechias Konge blev, Han Baals Alter i Hast nedrev (2 Krøn. 29. 30. 31).

– side 8 –

VI.

Min Søster Samaria med Jammer jeg saae Af Fienderne tagen fem Aar derpaa

Og Israels Rige ødelagt Ved Salmanassers grumme Magt (2 Kong. 17.).

Mod mig kom Sanherib, hans Søn (Es. 36. 37, 38.), Men Herren hørte min Konges Bøn

Om Natten Assyrernes Hær han slog, Og Sanherib hjem til Ninive drog (2 Kong. 18.19.).

VII.

Jeg kom, da Ezechias var død, Under Manasse, hans Søn, i megen Nød :

Ret megen Ondskab han bedrev (2 Kong. 21.), Til af sine Fiender fanget han blev;

Men i sit Fængsel omvendte han sig, Og kom igjen paa Thronen i mig (2 Krøn. 33.).

Under Ammon det ilde med mig gik, Men Josias, hans Søn, fulgte Davids Skik (2. Kong. 22. osv. 2 Krøn. 34.);

Dog drog han omsider utidig i Krig; Jeg saae ham vende tilbage som Lig (2 Krøn. 35.).

VIII.

Det var, som om min Herlighed Blev lagt med Josias i Graven ned.

– side 9 –

De fire Konger, jeg havde endnu (Joachas, Jojakim, Jechanja og Zedekias. Jechanja kaldes ogsaa Jojakin og Chonias), Kom ei Jehovahs Pagt ihu (2 Krøn. 36.),

Og over mig fik Babylon Magt (Dan. 1.), Som Guds Propheter havde forudsagt (Jer. 25.).

Nebucadnezar ved Guds Vredes Dom Fire Gange mig at beleire kom.

Først røvede han Guds Tempels Skat (Jer 35.) Men anden Gang tog han Kongen fat,

Og slæbte ham bunden til Babylon hen, Ei kom Kong Jojakim hjem igjen (Jer. 36.).

Jechanja det heller ei bedre gik, Nebucadnezar ham til Fange fik (2 Kong. 24.),

Da tredie Gang han beleirede mig (Jer. 22.),  Og tog Titusinde Jøder med sig;

Og denne Gang maatte hver en Smed Af Juda følge til Babylon med.

IX.

Ni Aar derefter for fjerde Gang (Jer. 39.) Beleiringen blev to hele Aar lang.

Med lukte Porte paa Liv og Død Jeg stred, og pintes af Hungersnød.

Saa trængte Chaldæerne ind i mig (2 Kong. 25.);  Kong Zedekias vilde redde sig,

Men paa sin Flugt han fangen blev, Og grusomt man hans Øine udrev.

  – side 10 –

Det sidste, han saae, var hans Sønners Blod; For hans Øine Fienden dem slagte lod.

Nebucadnezar satte saa Ild paa mig Og gjorde mig næsten Jorden liig.

Firehundrede Aar stod det skjønne Guds Huus, Som Salomon bygte – Nu laae det i Gruus.

Jeremias, som saae al denne Nød, I ynkelig Klagesang udbrød.

Havde hannem ei trøstet Herren hans Gud, Saa havde han grædt sig Øinene ud.

Men Herren viste ham, at hans Pagt Med Israels Huus end stod ved Magt,

At den Missias (Messias/red.), han haabede paa, Omsider skulde af Juda fremgaae.

X.

Saa var nu Templet og al dets Pragt Ved Herrens Vrede ødelagt.

Hvad af mine Mure stod endnu, Det saae de Fremmede paa med Grue.

Jerusalem blev til Hedningers Spot : Der voxte Tidsler i Kongens Slot,

Høit oppe paa Murene Ørnen laae, Og ud gjennem Vinduerne Ræven saae,

Mellem Nælder (brennesle/red.) han stak sit Hoved frem, Og havde i Davids Pallads sit Hjem.

De laadne Skovtrolde boede i mig, Der hørte man Strudsers og Uglers Skrig.

Hvor Davids Sangere lovede Gud, Der klækkede Ravnen nu Unger ud.

– side 11 –

De øde Mure stode der, Og over dem man saae en Hær

Af Glenter og Hoge, som lurede paa I Reder blandt Stenene Rov at faae.

XI.

Syv Gange ti Aar saaledes hengik, Til Cyrus (Kongen af Persien) Babylons Rige fik.

Hans Raad (rådgiver/red.) Propheten Daniel blev, Og viste ham hvad Esaias skrev (Es. 45.) :

«Saa siger Jehovah : Jeg kjender dig, O Cyrus ! skjøndt du ei kjender mig;

Jeg tog dig ved din høire Haand, At du skal løse mit Folkes Baand;

Jerusalem skal da bygges paa nye, Og Templet grundlægges i denne Bye».

De Ord Kong Cyrus stirrede paa, Og sagde : «Jeg mig forundre maae».

Og strax den Konge kundgjøre lod, At alle, som vare af Jacobs Blod,

Nu kunde drage til Juda i Fred (Esr. 1.) Og reise Guds Tempel paa sit Sted.

De Ord Kong Cyrus lod høre fra sig : «I Jøder ! beder Jehovah for mig».

XII.

Saa byggedes jeg efter Herrens Raad; Men Templet saae de Gamle med Graad,

– side 12 –

Fordi det mindre end Salomons var; Men her de fik ved Haggai det Svar (Hag. 2.) :

«En Herlighed det Tempel skal faae, Som skal det Førstes overgaae».

Og dette Prophetens Ord blev sandt, Da Guds Eenbaarne sig indfandt,

Og kaldte i Templet mit Folk til sig, Og raabte : «Hvo tørster, komme hid til mig !” (Joh. 7, 37.)

XIII.

Tohundrede Aar jeg Rolighed nød, Mens Persiens Konger jeg adlød.

Men saa deres Rige undergik, Alexander (Kongen af Macedonien) hele Persien fik.

For Troskab mod Perserne vilde han sig Udi sin Vrede hævne paa mig;

Dog blev jeg ved Herren Israels Gud Af denne Fare friet ud;

Thi Jaddus min Præst mod Kongen gik : Alexander da andre Tanker fik

Ved Synet af Oldingen i Aarons Dragt, Med hvide Haars ærværdige Pragt.

Forbauset steg Kongen af sin Hest, Og bukkede sig for min Ypperstepræst;

Thi strax han maatte tænke paa, At denne Mand i Drømme han saae,

Da han end var i sin Faders Gaard, Og neppe var gammel nitten Aar.

– side 13 –

Da havde Jaddus i Drøm ham sagt : «Du skal overvinde Persernes Magt,

Et Rige du skal i Asien faae, Saa er det Guds Raad, som skal bestaae».

XIV.

Jeg siden efter Alexanders Død Ved Naboers Krig leed megen Nød :

Ægyptens Konge (Ptolemæus Lag) brugte det Kneb, At han om Sabbathen mig angreb,

Da jeg at fægte mig ei tillod, Fordi det var Guds Bud imod.

Han mange Fanger gjorde i mig, Som deels han solgte, deels brugte til Krig.

Hans Eftermand (Ptolemæus Philadelphus) mig gunstig var, Og Ærefrygt for mine Bøger bar.

Han dem paa Græsk oversætte lod, Fordi han ei Ebraisk forstod.

Nu kunde Guds Ord foruden Tolk Af Hedninger høres, naar Israels Folk

Det læste paa Græsk, som skede saa tidt, Thi Jøderne vare adspredte vidt.

XV.

Mod Ægypten førte Syrien Krig, Og denne faldt ret haardt paa mig.

Jeg endelig mig frivillig gav Under Syriens Konges Herskerstav.

– side 14 –

Han (Antiochus den Store) loved’ mig Frihed at dyrke min Gud, Men siden hans Eftermand (Antiochus Epiphanes) gav det Bud,

At Jeg skulde følge Hedningers Skik. Herover jeg meget at lide fik :

Mine Børn tildeels lød Kongens Bud, Dog mange frygtede troligen Gud,

Og lode sig heller slaae ihjel End tage i Afgudsoffer Deel.

XVI.

 I denne Trængsel Judas fremstod, Og hævned’ paa Syrerne Jødernes Blod.

Deres Hær to Gange han havde nedlagt, Saa gjorde han med de Romere Pagt.

Dog blev han beseiret snart derpaa; Blandt Døde paa Pladsen Judas laae.

Hans Broder Jonathan var ei seen, Fik hastig en jødisk Hær paa Been.

Her fik de Syrer en Helt at see, Saa at de snart forglemte at lee;

De maatte omsider give mig Fred, Thi Israels Gud i Striden var med.

XVII.

I Fred og Rolighed jeg nu sad Under egne Fyrster sex i Rad (Jonathan, Simon, Hyrkan 1., Aristobulus, Alexander og Hyrkan 2);

Men alle maatte de love med Eed, At stige strax fra Thronen ned,

– side 15 –

Saasnart den store Prophete kom, Som Moses havde sjunget om (5. Mos.  5 18, 15. Ap. G. 3, 22. 7, 37.).

Min sjette Konge forraadte mig, Og bad Pompejus (en romersk Feldtherre) at hjælpe sig,

Da med sin Broder (Aristobulus) han var i Strid.

Det romerske Aag, som jeg nu bar, Dog mildere end det syriske var.

At dyrke min Gud man mig tillod, Thi saa i Romernes Lov der stod :

«Troe hvad du vil, men kun betal Den Skat, som du betale skal».

Kun undredes Romerne noget paa, At man i Templet ei Billeder saae;

Thi mange vare i deres Bye De Guder, og ofte kom en Nye,

Hvis Billed’ en Konstners Haand udskar. En saadan (gud/red.) kuns Navn og Billede var;

Thi savnedes Billedet, vidste man ei, Om ikke den Gud var løben sin Vei.

XVIII.

Da Augustus var kommen til Vælde i Rom, Herodes med Smiger til ham kom,

Og blev paa Judæ Throne sat, Men maatte betale de Romere Skat.

Herodes, som nu min Krone bar, Af Jacobs Broders Afkom var.

– side 16 –

Vel var han klog, men fuld af Svig, Og kunde saa vel forstille sig.

Det skulde vel see saaledes ud, Som om han dyrkede Israels Gud;

Dog maatte jeg see, at denne Mand Uskyldigt Blod udøste som Vand.

Det var saa mørkt udi hans Sjel, At intet Menneske han troede vel.

Hver frygtede ham, han frygtede hver, Og rasede mod sin Slægt især.

Sine Sønner og Hustrue (Mariamne) han dræbe lod, Thi af Mistanke kogte hans Blod.

XIX.

Mens denne Tyran beherskede mig, Da var det, at Gud forbarmede sig,

Og sendte til Juda sin kjere Søn, I Bethlehem fødtes han i Løn (Luc. 2.).

Guds Engle for Hyrder bebudede ham, Jeg (Jerusalem/red.) intet Rygte derom fornam;

Forordningen, som var kommen fra Rom (Luc. 2,1.) Den gav mig nok at tale om.

Uvillig de Romeres Aag jeg bar, Men Synden min værste Tyran dog var ( Joh. 8, 34.).

Det vidste jeg ei, og skjønned’ ei paa Min Konge, som nu i Bethlehem laae.

– side 17 –

XX.

Da fyrretyve Dage gammel han var, Man hannem op til mit Tempel bar.

Ham havde jeg længe ventet paa, Nu kom han – og neppe jeg ham saae.

Jeg vidste ikke, hvo han var : En fattig Kone den Konge bar,

Hvis Udgang er fra Evighed, Som nu var kommen fra Himmelen ned.

I Templet stod Simeon med hvide Haar, Han havde levet saa mange Aar.

Han trykte det Barn op til sit Bryst, Hans Øine tindred’ af himmelsk Lyst,

Hans Hjerte fyldtes med Salighed, Han længtes at fare herfra i Fred.

Den gamle Anna prisede Gud, Og brød i Lovsang om Christo ud

Med Alderdoms svage og bævende Røst Til alle, som vented’ paa Israels Trøst.

Af dem var hist og her en Sjel, Og Anna kjendte de fleste saa vel.

XXI.

Da fandtes ei nogen Sjel i mig Som Simeon og Anna saa lykkelig.

Herodes havde det ikke saa godt; Der sad han i sit prægtige Slot,

Og spiste saa lækkert og drak sin Viin, Men kjendte ei Glæde i Barmen sin.

Han frygtede stedse Dødens Bud, Og saae som et rasende Menneske ud.

– side 18 –

Han drømte, naar i sin Seng han laae, At han sin dræbte Kone saae;

Han vaagned’ med Skrig, og bød sin Dreng At jage Mariamne fra hans Seng.

XXII.

Det hendte sig snart efter denne Tid, At vise Mænd fra Øster kom hid,

Og søgte den Konge, som var fød. Herodes af Skræk blev næsten død.

De Vise havde en Stjerne saa klar I Østen seet; den Stjerne var

Efter gammel Spaadom et Varsel paa Den Konge, som skulde af Juda fremgaae

Ei havde Herodes Propheterne læst, Thi lod han hente en gammel Præst,

Og sagde : «Du Gamle ! kjender du, Hvor Christus skal fødes, saa siig det nu».

Da hentede Præsten Michæ Bog, Og den paa Kongens Bord opslog,

Og viste ham Navnet Bethlehem I første Vers af Capitel fem.

XXIII.

Da sagde Kongen : «God Nat min Ven !» Og kaldte de Vise til sig igjen,

Og sagde : «Drager til Bethlehem, Og hilser paa mig naar I drage hjem,

Og siger mig, hvor I Barnet saae, Thi jeg den Konge at hylde vil gaae».

– side 19 –

De Vise droge ad Veien frem, Dem Stjernen lyste til Bethlehem.

Og da de Jesusbarnet fandt En Stjerne i deres Sjel oprandt;

Thi Gud dem Kundskab til Livet gav  (Jer. 31, 34.) Den Kundskab, som Ingen skal rose sig af,

At i sig selv han var saa klog, Den at udtænke eller finde i Bog (1 Cor. 2, 9. 10.)

De fik at kjende den Hemmelighed, Om Frelse, som Gud os haver bered (Luc. 1, 77.)

Ved Jesum Christ den Frelsermand, Som Syndere salige gjøre kan.

XXIV.

Herodes tænkte : «Snart komme de vel, Saa søger jeg Barnet, og slaaer det ihjel».

Men til ham kom de Vise ei, Thi Gud dem førte en anden Vei,

Og sendte Maria og hendes Mand Med Barnet hen til et fremmed Land.

Da nu Herodes de Vise ei saae, Han tænkte den Konge dog dræbt at faae,

Og alle Smaagutter i Bethlehem Han lod opsøge og dræbte dem.

Syg reiste han selv til Badet hen, Der døde han, kom ei hjem igjen.

I Bethlehem hørte man Graadens Røst, De Mødre vilde ei tage mod Trøst (Jer. 31, 15.);

– side 20 –

Deres Smaae i Himmelens Herlighed Bleve satte som de, der med Christo leed.

Den lille Jesus kom snart derpaa Tilbage, men jeg hannem ei saae :

Han gik mig forbi for denne Gang En Vei tre Dages Reiser lang.

I Nazareth blev min Konge nu Og jeg – jeg kom ham ikke ihu.

XXV.

Ved Ti Aar efter Herodis Død En Paaskefest i mig frembrød,

Hvis Lige end Salomo ikke saae; Ak gid jeg havde agtet derpaa !

Da kom den ventede Davids Søn, Og gjorde i Herrens Huus sin Bøn.

Ja vandrende kom den Konge saa blid, Tolv Aar i Alder, fra Nazareth hid.

Han efter Festen i Templet sad, Og hørte de Præster, og spurgte dem ad.

Og mine Børn, som hørte derpaa, Paa dette Barn forundrede saae,

Dog, hvo han var, jeg drømte ei om, Fordi det Barn fra Nazareth kom.

XXVI.

Derefter atten Aar hengik, Jeg intet om ham at høre fik.

– side 21 –