findes omtrent i hvert eneste Land i Europa, hvadslags Statsforfatning dette end har; og ligesom Retningen i de andre Lande er ældre end hos os, saaledes har den ogsaa der udviklet sig mere og frembragt Frugter, som de fleste Venstremænd hos os sletingen Anelse har om, og som vilde fylde dem med Gru, om de tænkte sig, at de var med at føre saadant over sit Fædreland.
– Al denne Tale om fuldkommen Selvstyre, om Frihed for Folkeviljen til uden noget Baand at gjøre sig gjældende som Lov over det hele Land – hvad har den igrunden sin Oprindelse af, uden af den Grundtanke, at Folkeviljen er god og ren og ret, og kun vil det gode og det rette – thi hvem vilde vel ellers uden videre sætte den til Hersker over sig og sit Fædreland !
– Men da Folkeviljen bestaar af mange enkelte Menneskers Viljer, der vel ikke i Fællesskab eller som En hed kan give sig nogen anden Grundvold eller nogen anden Bestemthed end den, hver enkelt af disse Viljer medbringer til Fællesskabet, gaar altsaa denne Lære ud fra, at i det store og hele vil alle enkelte Mennesker det rette og gode, har en god Vilje – og det er dette, som Kristendommen og Guds Ord aldeles benægter. Ikke blot, at Kristendommen taler om, at Menneskene af Naturen er onde, men den lærer os ogsaa, at selv der, hvor Hveden er saaet, vil stedse ogsaa Klinten voxe her i Verden, og at de først paa den yderste Dag af Herrens egne Engle skal skilles fra hinanden – ja den lærer os, at de Frelstes Flok er liden i Sammenligning med de Fortabtes, saaledes at i Regelen maa man vel ogsaa overalt her i Verden gaa ud fra, at der er flest onde, egenkjerlige Hjerter og Viljer blandt et Folk – og saa skulde man som Kristen mene, at alle disse til enhver Tid kunde og burde raade i Samfundet og som Helhed til enhver Tid kunde og burde være Udtryk for, hvad et Folk skal vælge og forkaste for at fremme sin Udvikling i det rette og gode !
Lad os aldrig glemme, at det var saagodtsom et helt samlet Folk, der engang raabte : «korsfæst, korsfæst» over vor Herre og Frelser – og lad os takke Gud, som ved sin Aand ogsaa vejleder Folkene til
– 5 –
gjennem Statsforfatninger og Folkestyrelser at sætte Grændser for den onde Vilje og forhindre den fra at raade uhindret.
– Fordi Grundlaget for den liberale Retning i Europa er et saadant, derfor er ogsaa dens Frugter saadanne som de ere. Er den onde, ubøjede og egenkjærlige Menneskevilje god, saa er Guds Bud, som standser og hindrer denne, unyttige eller endog fordærvelige, og saa godkjender man da Foragt for Øvrighed og Love, lovpriser Selvmord og Ægteskabsbrud, ja endog Gudsfornægtelse og Kristendomshad.
Hidtil er vort kjære Fædreland dog bleven nogenlunde skaanet for disse Afskyeligheder, skjøndt det ikke kan andet end være et Fingerpeg for hver alvorlig Troende, at netop flere af de samme Blade, der hylde Venstrepolitiken, ogsaa mere eller mindre aabenlyst prædiker Vantroen og dens Frugter.
Men saalidet er dog endnu disse Frugter modnede hos os, at endnu mange oprigtige og alvorlige Troende, selv Præster, har ment at kunne slutte sig til Venstrepolitikken – men jeg maa ligefrem tilstaa, det er mig ufatteligt, at de ikke ser Sammenhængen.
Jeg tviler ikke paa, at mange Venstrefolk vil løfte det sedvanlige Raab om, at jeg blander Kristendom og Politik sammen, men jeg tilstaar ligefrem : jeg forstaar ikke, hvorledes nogetsomhelst i Verden for den Kristne kan sees uden i Kristendommens Lys og i Forhold til Kristendommen, og som Kristen er det netop det og intet andet – den Stilling, den eller den Politik som alt andet i Livet indtager til Guds Ord og Kristendommen – som for ham bliver det afgjørende naar det gjælder at slutte sig til den ene eller den anden.
Og naar en politisk Retning – en Anskuelse om den Maade, hvorpaa. Staten bør styres – efter min Formening hviler paa en Miskjendelse af Guds Ords Lære om Menneskenaturen – og dermed aldeles forrykker det Synspunkt, hvorefter alt i denne Verden maa sees, om det skal sees i Sandhedens Lys – saa er ialfald min Opfatning af Guds Ords Ret og Magt over en Menneskevillie og Mennesketanke saaledes, at jeg kan ikke slutte mig til
– 6 –
den som Kristen, fordi jeg vil være en Kristen, selv om den ellers er noksaa tiltalende.
Alt, hvad den Kristne gjør, skal han gjøre i den Herres Jesu Navn, og hvorledes han da kan være med at styre Staten uden i Jesu Navn, det skjønner ikke jeg.
Jeg tviler heller ikke paa, at man vil anvende paa mig disse smukke Talemaader om Bitterhed og Fiendskab netop fra det Hold, hvor man maatte vente Fordragelighed og Kjærlighed – men det er dog umuligt for den kristne Præst at fordrage og elske, hvad der – efter hans Mening ialfald – lokker og drager hans Menighed bort fra Kristus og Livet i ham og sætter Selvforgudelsen og Hovmodet i Syndserkjendelsens og den ydmyge Troes Sted.
Derfor har jeg ikke kunnet tie længere – og Gud give mine Ord maatte række frem til hvert eneste Øre og hvert eneste Hjerte i min Menighed om det var muligt, saa nødvendigt er efter min Mening et Varsko i disse Tider.
Det er sandt, at vort kjære Fædreland i 1814 oplevede en Begivenhed, som vi ikke nok kan glæde os over, og det er sandt, at vort Folk da viste sig som et offervilligt, frihedselskende og lovlydigt Folk, idet det ejede Mod til at hævde sin Selvstændighed, lidet som det var og undertrykt, som det længe havde været, og ogsaa ejede Kraft til at ofre noget for denne Selvstændighed, og Borgersind nok til at forstaa, at denne Selvstændighed maatte skjærmes af Love, der lænkede den ubundne Frihed og dermed sikrede Landets sunde og sande Frihed.
– Men det er ogsaa sandt, at vort Folk da fik en stor Gave af den Gud, der styrer Folkenes Skjæbner, og derfor ogsaa ligeoverfor ham har et Ansvar for, hvorledes det bruger denne Gave. Det er sandt, at det var Folket selv, som gav sig sin Grundlov; men idet det gav den, satte det den over sig selv og bandt sine egne Ønsker og sin egen Vilje ved dens Bestemmelser.
Og denne Grundlovs Grundbestemmelse er, efter hvad der allerede ligger i det konstitutionelle Kongedømmes Tanke, Magtfordeling saaledes som selve
– 7 –
Ejdsvoldsmændene i 1814 udtalte i sin Adresse til den nyvalgte Konge Kristian Fredrik : Vi have fundet det hensigtsmæssigt at dele Magten i Staten imellem to Statsmagter o. s. v.
Ligeoverfor en saadan Udtalelse af selve Grundlovens Givere klinger det dog mildest talt besynderligt, naar Hr. Præsident Sverdrup i selve Storthingssalen siger : «al Magtfordeling er Vrøvl», og, «al Magt bør samles i denne Sal»; og hvorledes det Parti, der har valgt denne Mand til sin Høvding, kan sige sig at ville bevare Grundloven er dog ubegribeligt.
Var det saa, at Folket i 1814 havde villet fuldstændigt «Selvstyre», saaledes som det nu kaldes, saa havde man selvfølgelig aldrig valgt Kongedømmet, endsige det arvelige Kongedømme, men naturligvis Republikken, hvor der ingen Konge findes, og hvor Folket selv vælger al Styrelse, baade den lovgivende og den udøvende.
Vore Fædre valgte Kongedømmet, og det med klar Erkjendelse af hvad de gjorde, idet de nemlig gik ud fra den menneskelige Naturs og dermed det hele menneskelige Samfunds syndige Beskaffenhed, der gjør det nødvendigt at Magten, for ikke at misbruges, maa fordeles paa to Hænder, istedetfor at samles i en – hvad man da forøvrigt ogsaa selv i en Republik søger at sikre ved forskjellige Bestemmelser.
Det er dette, den saakaldte Venstrebevægelse i vort Land overser, det er derfor den er saa farlig og fordærvelig for Samfundet, men det er ogsaa derfor, den er saa besnærende for os alle, – den tilsidesætter aldeles den Kjendsgjerning, at alle Mennesker og dermed ogsaa et Folk, som Folk, paa Grund af sin syndige Egenvilje og sin Lyst til at søge sit Eget, har i sig en stærk Drift til at ville misbruge den Magt, der gives det og tilsidesætte andres Ret og Velvære for sit Eget, hvorfor det er nødvendigt, at de, der har store Folkeskarer eller endog et helt Statssamfund at byde over, ved faste, bestemte Love hindres fra at misbruge denne Magt, naar Fristelsen dertil kommer over dem.
Den gaar ud fra, at det, som et Folk vil (og det vil med vor nuværende Statsforfatning sige, hvad Fler-
– 8 –
tallet i Storthinget vil (halvparten i mange Tilfælder)) det skal de ogsaa have Lov til at gjøre, uanseet om denne Vilje er heldbringende eller fordærvelig, ren eller syndig.
– Naar Folket kræver det (og det vil sige, naar Flertallet i Storthinget kræver det) heder det, saa er det berettiget; – naar det er et Folkeønske, (det er, naar Flertallet i Storthinget ønsker det) skal det ogsaa være Lov, selv om den anden Statsmagt og en stor Mængde af Landets Borgere ligesaa bestemt mener, at denne Foranstaltning vil være til Fædrelandets Skade og ligesaa bestemt vil og kræver og ønsker noget ganske andet – og hvad der skal blive Grundlov i vort Land, selv de mest gjennemgribende Bestemmelser baade i Stat og i Kirke, skal altsammen ene og alene være afhængigt af, hvad til en given Tid Flertallet i Storthinget maatte ønske.
Det vilde i Virkeligheden være under Navn af konstitutionelt Kongedømme at oprette en Republik, langt løsere befæstet og langt utryggere grundet end selve de Statsforfatninger, der bærer Republikkens Navn.
Historien har desværre altfor mange Beviser paa, hvorledes et Folk har krævet, hvad der var Uret og Synd, ja hvorledes de store Folkemasser har jublet og frydet sig ved de fordærveligste og forfærdeligste Uretfærdigheder – ligesaavist som man har Beviser paa, at Konger og deres Raadgivere har gjort det samme.
Derfor er det netop det konstitutionelle Kongedømmes Grundtanke det, at Folket ved at give sig en Konge og dele sin Magt med ham, saaledes at de Begge maa enes om, hvad der skal blive Love, skal opnaa, at alle, baade Folkeønsker og Kongeønsker, blive prøvede saa grundig som mulig, inden de gives Lovskraft for hver Mand i Landet. Derfor er det da ogsaa, at Storthinget har Ret til at give Love, men Kongen har Veto d. e. Forhindringsret. Det vil sige, Ret til enten at forhindre Loven aldeles fra at blive Lov eller Ret til at udsætte den, indtil den ved gjentagen Fremsættelse og Overvejelse er tilstrækkelig prøvet.
I Grundlovens § 80 er derfor ogsaa udtrykkelig bestemt, at Stor-
– 9 –