– for «Løverdagen den 6te April»; XXXIII Aargang (33.); den ansette Christian Birch-Reichenwald, født 4. januar 1814, er på dette tidspunkt 53 år gammel og hadde i årene forut spilt en viktig rolle i de stridigheter som især før og etter 1860 sto om Norges konstitusjonelle stilling i forhold til Sverige – heriblant spørsmålet om stattholder-institusjonens endelige avskaffelse og opprettelse av en statsminister-stilling og i samme forbindelse spørsmålet om en revisjon av unions-akten; drakampen mellom det norske Storthing og de svenske stender om det stridvekkende stattholder-spørsmålet – og med kongen i en form for mellom-posisjon – ble ikke avgjort før ved stortingssesjonen i 1873. På det tidspunkt var kong Karl IV gått bort og hans bror Oscar II hadde tatt over regentstaven i september året før;
– tidsskriftet «Skilling-Magazin til Udbredelse af almennyttige Kundskaber» angav sidetall fortløpende for den angjeldende årgang og her er dermed gjengitt fra sidene 209 – 215 :
Naar Statsraad Birch-Reichenwalds Navn nævnes, ledes Tanken først og fornemmelig hen paa de mærkelige Begivenheder, som for nogle Aar siden satte Gemytterne paa begge Sider af Kjølen i en saa heftig Bevægelse og hvorunder denne Statsmand spillede en fremragende Rolle : det er dem som mere end noget Andet har løftet hans Navn op over det almindelige Niveau af Kundbarhed og paa en varig Maade fæstet det til Norges nyere Historie, og det falder derfor naturligt at skjænke dem en nærmere Omtale i hans Biografi.
Vi begynder altsaa med at give en Fremstilling af Striden om Statholdersagen og Revisionsspørgsmaalet, idet vi antager, at det selv for de Læsere, der har fulgt Stridens Gang, ikke vil være uden Interesse at faa en Oversigt over dens forskjellige Faser.
Sommeren 1859 besteg vor nuværende Konge (i Norge som Carl IV) Norges Throne. Som sin Fader afgangne Kong Oskar
– 210 –
ønskede han at indvie sin Regjering med en Handling, der kunde være Normændene kjærkommen, og dertil frembød det hvilende Forslag om Statholderpostens Afskaffelse en gunstig Anledning.
Statholderinstitutionen og navnlig Retten til at beklæde Posten med en Svenske har altid været os Normænd en Torn i Øjet, fordi den har Udseende af et Provinsmærke. Allerede tidligere havde man derfor gjort Forsøg paa at faa de hidhørende Bestemmelser udslettede af Grundloven : i 1854 erholdt ogsaa et hertil sigtende Forslag, der var fremsat af afdøde Assessor U. A. Motzfeldt, den fornødne Stemmeflerhed for sig i Storthinget, men blev – efter hvad man med Sikkerhed tør antage – af Hensyn til Stemningen i Sverige negtet kongelig Sanktion; i 1857 var Forslaget atter fore, men dengang faldt det allerede i Storthinget med 38 Stemmer mod 70, da man forudsaa, at det ikke vilde blive sanktioneret og man ikke ønskede at ud sætte Storthinget for et Afslag; det blev imidlertid strax gjenoptaget af flere Repræsentanter til Behandling paa næste Storthing og det i forskjellige Former, hvoraf den ene gik ud paa, at Statholderposten ikke simpelthen skulde afskaffes, men Statholderen ombyttes med en Statsminister, der stadig skulde føre Forsædet i den norske Regjering.
Foruden de Fordele, som Forslaget i denne sidste Skikkelse forøvrigt frembød, idet det gav den norske Regjering i Kristiania en fastere Organisation, haabede man, at det vilde være mindre egnet til til at vække Anstød i Sverige end det nøgne Ophævelsesforslag, ligesom man tillige troede, at Kongemagten skulde findes villigere til at indgaa paa det.
Dette Forslag var det ogsaa, hvis Sanktion Kong Karl havde i Sinde at give det norske Folk som det første Pant paa sin Omhu for dets Vel.
Statsraad Birch-Reichenwald, som dengang fremfor nogen anden Mand i Norge havde Kongens Øre og var den indflydelsesrigeste af det norske Statsraads Medlemmer, bestyrkede Kongen i hans Forsæt, og det lader sig vel med Sikkerhed antage, at selve Indskydelsen kom fra den Kant.
Forinden man imidlertid gik videre, troede man at burde for visse sig om, hvorledes Sanktionen vilde blive optaget i Sverige, og man indviede derfor de mest formaaende af det svenske Statsraads Medlemmer i Planen : Justitie-Statsministeren Grev de Geer, Udenrigsministeren Grev Manderstrøm og Ekklesiastikministeren (kirkeminister/red.) Grev Hamilton billigede den, og der blev endog forhandlet mellem Kongen og disse tre Herrer om, hvorvidt ikke Forslagets Sanktion allerede burde stilles i Udsigt i den Throntale, hvor med det i Oktober sammentrædende Storthing skulde aabnes : dette fraraadede dog Grev Hamilton, og det blev derfor besluttet,at man skulde indskrænke sig til underhaanden at give Storthingsmedlemmerne tilkjende, at Forslaget kunde ventes sanktioneret. Som besluttet, saa gjort : i Throntalen stod Intet om Statholderspørgsmaalet : men underhaanden blev det Storthinget meddelt, at Statholderpostens Ombyttelse med en Statsministerpost ingen Hindring vilde møde paa allerhøjeste Steder.
Efter denne Meddelelse svandt Betænkelighederne mod Forslagets Antagelse og mod 2 Stemmer blev Forslaget bifaldt af Storthinget. Kongen var paa den Tid i Kristiania og der havde Intet været i Vejen for der at foredrage Storthingsbeslutningen til Afgjørelse; men for at fjerne ethvert Skin af Overraskelse og utilbørlig Paavirkning fra norsk Side blev man enig om ikke at foretage Sagen, før Kongen var kommen tilbage til Stockholm.
Kongen rejste saaledes udi December hjem igjen uden at have sanktioneret Beslutningen, og Statsminister Sibbern samt Statsraaderne Birch-Reichenwald og Møinichen fulgte ham.
I Sverige var der imidlertid begyndt at trække Skyer op. Allerede i de første Dage af November var den gamle Grev C. H. Anckarsværd (Carl Henrik Anckarsvärd/red.), Oppositionsmanden fra Karl Johans Tider, paa Ridderhuset fremkommet med sin siden noksom bekjendte og omtalte Motion (forslag/red.), hvori han i stærke Ordelag klagede over den bestaaende Unions Mangler, de ringe Fordele den havde bragt Sverige, samt Normændenes stigende Fordringer og deres Uvillighed til at imødekomme Svenskernes berettigede Ønsker om større gjensidig Tilnærmelse, og som sluttede med at forlange Unionsbestemmelserne undergivet fornyet Revision.
Den nærmeste Foranledning til Grevens Optræden var udentvivl det foregaaende norske Storthings Forkastelse af Forslagene om Mellemrigshandelen og mellemrigske Dommes Fuldbyrdelse : disse Forslag, der var udarbejdede af tvende efter Forlangende fra svensk Side nedsatte Komiteer bestaaende af Mænd fra begge Riger, havde i Sverige været omfattede med megen Interesse og var blevne antagne af den svenske Rigsdag, og den Modtagelse, der blev dem tildel paa Storthinget, havde derfor sat ondt Blod og var bleven opfattet som Tegn paa Normændenes Mistro og Mangel paa unionsvenligt Sindelag.
I Begyndelsen vakte dog denne Grev Antkarsværds Motion mindre Opsigt, og man var tilbøjelig til alene at betragte den som Udtrykket for Enkeltmands Følelser, hvorfor ogsaa Grev Manderstrøm i en Cirkulærnote til de svensk-norske Gesandter af 7de November troede at kunne erklære, at Motionen ikke havde vundet nogen Sympathi, og at kunne betegne den som «et ildesindet Attentat» af en gammel Modstander mod Unionens Stifter.
Men Tingene tog snart en anden Vending og det viste sig, at Grev Anckarsværd dog havde udtalt, hvad der laa paa Hjertebunden hos Størsteparten af det svenske Folk : der behøvedes kun en Gnist for at det skulde tage Ild i det brændbare Stof, som laa tilrede, og en saadan Gnist blev Storthingets Beslutning om Statholderpostens Ophævelse.
Da Efterretningen om denne Beslutning naaede Stockholm i Forbindelse med Rygtet om at Kongen skulde have lovet dens Sanktion, vakte Hr. Dalman strax paa Ridderhuset Motion om, at Stænderne skulde indgaa med en Skrivelse til Kongen og forlange, at Storthingsbeslutningen ikke skulde blive sanktioneret, førend den havde været Stænderne forelagt.
Baade paa Rigsdagen og i Pressen rejste der sig en Storm af Uvilje mod Norge : man saa i Normændenes Forsøg paa at faa Statholderposten afskaffet en Krænkelse af Sveriges Ret, et Brud paa de vedtagne Foreningsvilkaar og en Aabenbarelse af
– 211 –
unionsfiendtlige Tendentser : man fandt, at Taalmodigheden nu maatte have en Ende, og at det var paatide at sætte en Grænse for Normændenes Overgreb og Vrangvillighed. Og hvad der saaledes offentlig blev sagt og skrevet, fandt Gjenklang over alt i Sverige og hele Folket fyldtes af Vredesmod og Harme.
For denne mægtige Opinion bøjede Ministrene sig, og de gjorde ikke engang Mine til at forsvare Norges Sag. Kun etsteds fandt Norge Støtte : det var hos det svenske Aftonblad, som under den almindelige Ophidselse, trods Faren for derved at miste sin Anseelse og sine Abonnenter, modigen tog Ordet for os og stillede sig paa vor Side i Kampen.
Baade Anckarsværds og Dalmans Motion blev overgivet Ekonomi- og Besværs-Utskottet, der underkastede dem en fælles Behandling.
Efter 2 Maaneders Forløb – den 29de Februar 1860 – var Utskottet endelig færdigt med sin Betænkning. Det var et stort og vidtløftigt Arbejde, der gjennemgik Foreningens Tilblivelseshistorie og Udvikling og søgte at udrede dens Væsen og Natur : Norges Fordring paa fuld Sideordnethed blev udførlig imødegaaet og tilbagevist som hverken grundet i Foreningsakten eller i de faktiske Forhold.
Da Foreningsakten i adskillige Stykker fandtes at mangle baade Tydelighed og Fuldstændighed delte Ultskottet med Grev Anckarsværd Ønsket om en Revision, der efter Utskottets Mening burde finde Sted paa Grundlag af, at den principale Stilling inden Foreningen samt Retten til at repræsentere Foreningen ligeoverfor fremmede Magter erkjendtes at tilkomme Sverige.
Hvad Statholdersagen angik, mente Utskottet, at Statholderposten ikke kunde ophæves uden Samtykke fra svensk Side, fordi dens Oprettelse hørte med til Foreningsbestemmelserne, og at der for Spørgsmaalet om Storthingsbeslutningens Sanktion burde behandles i sammensat svensk-norsk Statsraad.
Den 17de Marts kom Betænkningen under Behandling paa Rigsdagen. Det var en varm Dag og der faldt lidenskabelige Udtalelser, men Udfaldet blev overalt det samme : Betænkningen bifaldtes, i Ridderhuset og Præstestanden saagodtsom enstemmig, i de to andre Stænder med en meget stor Pluralitet.
I Overensstemmelse hermed udfærdigede Stænderne under 2den April en Skrivelse til Kongen, hvori de androg om en Revision af Unionsakten og om, at Afgjørelsen af Statholderspørgsmaalet maatte behandles i Forbindelse med Revisionen af de øvrige unionelle Bestemmelser.
Medens Skrivelsen saaledes i Resultatet aldeles sluttede sig til Betænkningen, var dog dens Begrundelse væsentlig forskjellig. Man havde dæmpet det stærke Sprog og søgt at fjerne, hvad der mest kunde støde Norge, og navnlig havde man bestræbt sig for at undgaa enhver Antydning til Paastanden om Sveriges Overhøjhed.
Endnu forinden Betænkningen havde været fore paa Rigsdagen, var der blevet stillet de norske Statsraader Tilbud om at erholde Statholderbeslutningen sanktioneret, naar de vilde gaa ind paa at lade den behandle i sammensat Statsraad; men med denne Indrømmelse kunde og vilde de selvfølgelig ikke kjøbe Sanktionen.
Spørgsmaalet om Sanktion var nu blevet et underordnet Spørgsmaal ved Siden af Spørgsmaalet om Sanktionsmaaden; at modtage Sanktion i sammensat Statsraad vilde have været at erkjende Norges Mangel paa Ret til udelukkende at raade over sin Grundlov og at bøje sig for de svenske Paastande.
Tilbudet blev derfor afvist.
Efterat nu Udfaldet af Rigsdagens Forhandlinger var bleven bekjendt, men før Stændernes Skrivelse endnu var indkommen, blev der den 4de April holdt norsk Statsraad, hvor Storthingsbeslutningen endelig blev foredraget : det svenske Ministerium havde forud tilkjendegivet Kongen, at det vilde træde af, hvis Beslutningen blev sanktioneret i norsk Statsraad; de norske Statsraader indstillede derimod fremdeles enstemmig Beslutningen til Sanktion, idet de erklærede Sanktionen at være en nødvendig Betingelse for, at Stændernes Forlangende om Revision af Foreningsakten fra norsk Side kunde blive imødekommet.
Hans Majestæt, der saaledes befandt sig imellem tvende Ilde, valgte at negte Sanktion, men lod samtidig tilføre Protokollen, at hans Opfatning af Sagens Betydning og Vigtighed for Norge i alt Væsentligt stemmede med Statsraadets Anskuelser, og at han derfor, hvis han forøvrigt havde fundet Tidspunktet belejligt, gjerne vilde have imødekommet Storthingets og Statsraadets Ønsker, men da Tidspunktet efter de seneste Erfaringer ikke antoges at være belejligt, fandt han at burde oppebie bedre Tider og forbeholdt sig da selv at fremkomme med Forslag til den omhandlede Forandring i Grundloven.
Hermed var Statholderpostens Skjæbne for dennesinde afgjort; men hermed var ikke den Strid, som den havde vakt, tilende.
Tre Dage efter Sanktionsnegtelsen anmeldte Justitie-Statsministeren i svensk Statsraad Fremkomsten af Stændernes Skrivelse og anholdt om, at der maatte blive berammet sammensat Statsraad til dens Behandling. Hertil afgav Hans Majestæt det Diktamen (nedskrevet etter diktat/red.), at Stændernes Skrivelse, forsaavidt Statholdersagen angik, ikke udkrævede nogen Foranstaltning, da han af Hensyn dels til Stændernes ham bekjendte Beslutning, dels til det svenske Statsraads til ham privat herom ytrede enstemmige Mening havde fundet sig foranlediget til allerede i norsk Statsraad den 4de at negte Sanktion paa Storthingsbeslutningen og at Sagen iøvrigt ikke tiltrængte øjeblikkelnig Behandling, men var bedst tjent med at udsættes indtil Videre.
I Anledning af dette Diktamen fandt Justitie-Statsministeren det fornødent fra sin Side at tilføre Protokollen, at det svenske Statsraad ansaa Grundlovsbestemmelsen om Statholderposten for at angaa begge Riger og derfor ikke at kunne ophæves paa anden Maade end den, som i Rigsakten var bestemt for unionelle Anliggender, men at der, da Sagen i Lighed med, hvad tidligere havde fundet Sted, var bleven stanset i norsk Statsraad, ikke var nogen Nødvendighed forhaanden for dens unionelle Behandling, hvis aarsag det svenske Statsraad vilde indskrænke sig til at udtale, at det i Hans Majestæts Beslutning saa et fornyet Bevis paa hans Tilbøjelighed til at imødekomme det svenske Folks Ønsker.
Denne Justitie-Statsministerens Protokoltilførsel, der sigtede
– 212 –
til at svække Betydningen af Statholdersagens Foretagelse i norsk Statsraad og at underlægge Hans Majestæt en for Svenskernes Anskuelse gunstig Opfatning, troede den norske Statsraadsafdeling ikke at burde lade hengaa upaaagtet og uimodsagt.
Først forlangte de sig, under Erklæring af i Vægringstilfælde at ville indgive sin Dimission (oppsigelse/red.), meddelt officiel Afskrift af det i svensk Statsraad den 7de April Passerede for at oversende samme til Storthinget, og derefter gjorde de i norsk Statsraad den 21de April en Protokoltilførsel, hvori de protesterede mod Justitie-Statsministerens Ytringer og den Udtydning han syntes at have givet Hans Majestæts Udtalelse ved Sanktionsnegtelsen, samt fastholdt den Anskuelse, at Hans Majestæt havde erkjendt Norges udelukkende Raadighed over Statholderposten, idet de tilføjede, at de, hvis Hans Majestæt tilkjendegav dem, at deres Anskuelse var urigtig, vilde være nødsaget til at søge sig entledigede.
Til Svar paa denne Henvendelse indskrænkede Kongen sig til at befale Udskrift ogsaa af det i dette Statsraadsmøde Forhandlede tilstillet Storthinget.
Med denne gaadefulde Erklæring sluttede foreløbig Striden i Sverige og Scenen forlagdes til Norge.
I Mellemtiden havde vi her med stigende Spænding fulgt Forhandlingerne i Stockholm og vore Dagblade fra den Tid bærer Vidne om, hvorledes Striden optog Gemytterne.
Højt og lavt blev der talt om de unionelle Forhold og Svenskernes Paastand paa Overhøjhed- og deres Beskyldninger mod os vakte levende Harme og dyb Bedrøvelse. Vi gjorde vort Bedste for at hævde vor Synsmaade af Unionen og forsvare vort Forhold, og navnlig fandt den almindelige Mening et talentfuldt Udtryk i Regjeringsadvokat Dunkers bekjendte Brochurer.
Den 23de April kom Sagen fore i Storthinget : en Komite paa 15 Mand havde været nedsat til deres Forberedelse, og den havde vedtaget et fornemmelig af Professor Schweigaard forfattet Udkast til en Addresse, der indeholdt en energisk Protest mod Sveriges Paastand paa Ret over nogen i Grundloven indtagen Bestemmelse der ikke staar i Rigsakten, og mod enhver Revision, der havde andet Grundlag end Rigernes fuldstændige Ligeberettigelse og Eneraadighed i alle ikke unionelle Anliggender.
Om Revisionen udtaltes det, at ingen norsk Mand, som agtede sit Fædrelands Rettigheder og sin egen Ære vilde deltage i den paa andre Vilkaar end de nævnte og at det norske Folk under de forhaandenværende Omstændigheder ønskede det bestaaende Forhold uforandret, og om Statholderposten blev det sagt, at man nærede det Haab, at den Tid ikke var fjern, da Bestræbelserne for at ophæve den vilde lønnes med fortjent Held.
I 9 Timer varede Debatten, der først sluttede over Midnat. I Hovedsagen var Alle enige, og den foreslaaede Addresse blev enstemmig vedtagen kun med nogle ubetydelige Afændringer.
Derimod var der nogen Meningsforskjel om man ikke i Addressen tillige skulde indflette et Mistillidsvotum mod den norske Statsraadsafdelings Medlemmer, som efter Nogles Mening ikke havde lagt tilbørlig Kraft for Dagen, navnlig ved at udsætte Statholdersagens Behandling i Paavente af Udfaldet af Rigsdagsforhandlingerne; men Forslaget herom, der især støttedes af Sagfører Sverdrup, faldt med stor Pluralitet.
Addressen blev enstemmig tiltraadt af det norske Statsraad og den 10de Maj (1860/red.) overleveret Kongen, der modtog den uden at ytre sig over samme.
Fra begge Sider havde man nu talt ud : Paastand var fremsat mod Paastand, Ønske mod Ønske og ingen af Parterne var naaet frem did de vilde; Sverige havde ikke faaet nogen Revision og Norge havde ikke faaet nogen Ophævelse af Statholderposten, og Alt forblev saaledes i den gamle Stand – indtil Videre.
Resten af Aaret 1860 optoges for en stor Del af Kroningshøjtideligheder og Fester, der gav mere end almindelig Anledning til Møde mellem norske og svenske Mænd : norske Deputationer og Dignitærer drog til Sverige og svenske Deputationer og Dignitærer drog til Norge, og i den officielle Verden tydede alle Tegn paa gjenoprettet Fred og godt Forhold.
Men paa Bunden af Gemytterne gik det uroligt endda og Striden var ikke glemt, fordi den var gjemt. Det maatte have sin Tid. Efter hvad der var passeret, laa det nært at antage, at Statsraad Birch-Reichenwalds Stilling i Statsraadet ikke længere var sikker : det var ham, som havde givet Kongen det Raad, der havde bragt Norge ind i de alvorlige Forviklinger, og han havde ligeoverfor den overvældende Modstand ikke formaaet at føre sit Program og de norske Ønsker frem til Sejer : han havde for at hævde Norges Ret været nødsaget til at træde op mod sin Suveræn paa en Maade, der ikke kunde være denne behagelig, og han havde endelig havt Forpoststillingen i Kampen og derfor maattet samle om sin Person Broderparten af den Uvilje, der i Sverige var vakt mod Normændene, saaledes at hans Fjernelse kunde synes at være nødvendig til at berede Vejen for en bedre Forstaaelse mellem Rigerne.
Imidlertid viste der sig endnu ingen Tegn til, at Statsraaden havde mistet noget af Kongens Tillid. Tvertimod. Under Kroningen i August 1860 blev han udmærket med Olafsordenens Storkors og omtrent samtidig fik hans Svoger og Meningsfælle, den kraftfulde Generalpostdirektør Ketil Motzfeldt, Plads i Kongens Raad.
Heraf skulde man nær mest være ledet til at slutte, at Revisionsspørgsmaalet var bestemt til for længere Tid at stilles i Bero. Men ogsaa denne Slutning viste sig fejlagtig.
Formodentlig maa Trykket af Opinionen i Sverige have været for stærk til at tillade det svenske Statsraad at give Sagen op. Allerede den 9de April 1861 foredrog Justitie-Statsministeren, som det forklaredes, med Kongens Tilladelse i sammensat svensk-norsk Statsraad i Stockholm Stændernes ovenomtalte Skrivelse og androg paa Nedsættelse af en Komite til Unionsaktens Revision : i sit Foredrag ytrede Ministeren, at, uagtet Grundsætningen om begge Rigers Jevnlighed og Selvstændighed hverken i Rigsakten eller i den norske Grundlov fandtes udtalt som almindelig gjældende Regel, troede han dog med den forrige Unions komite, at noget andet Princip ikke kunde lægges til Grund for Foreningens videre Udvikling, og at
– 213 –
Sverige hverken fordrede eller burde fordre mere end at anerkjendes som primus inter pares (den første af to lige) i de faa Tilfælde, hvor den fuldkomne Ligestillen ikke kunde gjennemføres.
Blandt de Ting, som Hans Excellence nævnede som Gjenstand for den paatænkte Komitees Overvejelser, var : det sammensatte Statsraads Sammensætning og Virkekreds, Behandlingen af de diplomatiske Sager, Forsvarsvæsenet og Tilvejebringelsen af et Unions parlament.
Sagen blev overensstemmende med de gjældende Regler tilstillet den norske Regjering til Afgivelse af Betænkning, hvorefter dens forberedende Behandling overlodes til Justitsdepartementet, hvis Chef Birch-Reichenwald dengang var.
Udpaa Høsten 1861 var Statsraaden færdig med sin Indstilling, og den 21de Oktober blev den tiltraadt af den norske Regjering, hvorpaa den expederedes til Stockholm.
Men da den kom frem did, vægrede Statsminister Sibbern sig paa Grund af nogle Hentydninger, som var gjort til Grev Manderstrøms Cirkulærnote af 7de November 1859 og til de svenske Ministres oprindelige Udtalelser angaaende Statholdersagen, for at foredrage Betænkningen : Underhandlinger blev ført med Regjeringen i Kristiania om Udslettelsen af disse Hentydninger, men de ledede ikke til Noget : Regjeringen ansaa det for Sagens Skyld af Vigtighed, at de omhandlede Hentydninger blev staaende, og vilde ikke gaa ind paa at stryge dem, medens Statsministeren ligesaa bestemt vedblev sin Mening om deres Unødvendighed og Skadelighed.
Sibbern begjærede som Følge deraf Afsked og Statsministerposten blev tilbuden Statsraad Birch-Reichenwald, som imidlertid undslog sig for at overtage den. For at faa Sagen ordnet besluttede Hans Majestæt personlig at begive sig til Kristiania, og i Begyndelsen af December (1861) overraskedes man ved hans Ankomst hid.
Saavidt vi ved, blev der nu ikke gjort noget yderligere Forsøg paa at bevæge de Statsraader, der især havde holdt paa de nævnte Hentydninger, til at give dem op; umiddelbart efter Kongens Ankomst erholdt Statsraaderne Petersen, Birch-Reichenwald og Motzfeldt Afsked, og i deres Sted optoges Stang, Meldahl og Haffner i Statsraadet, medens Sibbern atter traadte ind som Statsminister.
Dermed var Ministerkrisen over, og efter Kabinettets Omdannelse vedtoges Udstrygningen af de omtvistede Sætninger. Iøvrigt forblev Betænkningen uforandret saaledes som den forelaa fra Birch-Reichenwalds Haand.
Denne Betænkning, der i det Væsentlige kan betragtes som en videre Udførelse af Storthingets Addresse, var et grundigt og omhyggelig udarbejdet Skrift, der Punkt for Punkt imødegik, hvad der fra svensk Side var anført i Sagen, og søgte historisk at godtgjøre Normændenes Beredvillighed til at virke sammen med Sverige til Udbedring af Foreningens virkelige Mangler og til Fremme af en nærmere Forbindelse mellem Rigerne.
En almindelig Revision af Foreningsakten erklæredes imidlertid for at være baade unødvendig og betænkelig, og det udtaltes, at Normændene ialfald i Sagens nuværende Stilling, efter de nylig stedfundne Forhandlinger og paa det af Svenskerne opstillede Grundlag ikke kunde samtykke i nogen Revision, idet der dog tillige anstilledes nærmere Granskning af de Anliggender, der var nævnte som Gjenstand for den attraaede Revision, og navnlig Forlangendet om et Unionsparlament og om nye Bestemmelser for det sammensatte Statsraads Virkekreds med Styrke blev tilbagevist.
Fra den norske Regjering vandrede Betænkningen over til den svenske Justitie-Statsminister, der havde den under Overvejelse hele Aaret 1861.
Den 18de Fehruar 1862 holdtes endelig sammensat Statsraad, hvor Hans Excellence fremlagde Resultatet af sine Overvejelser. Ligesom han fremdeles holdt paa, at Grundprincipet for Foreningen ikke var begge Rigers fuldkommen ligeberettigede Stilling ved Siden af hinanden, saaledes holdt han ogsaa fremdeles paa Nødvendigheden af en Revision af Foreningsakten, men af Hensyn til den i Norge raadende Stemning fandt han dog for Tiden ikke at burde andrage paa Iverksættelsen af nogen Revision, idet han imidlertid samtidig udtalte det Haab, at Normændene senere eller tidligere vilde komme til at indse, at hvad de to Broderfolk gjensidigt og frivilligt opgav til hinanden af sin Eneraadighed var en Gave til begges fælles Frihed og Kraft, og da vilde modtage den Haand, Sverige rakte dem.
Efter Hans Excellences Forslag befalede Kongen, at Alt hvad der om Revisionen var forhandlet, skulde offentliggjøres, hvorhos Hans Majestæt til Protokollen afgav et Diktamen, der gik ud paa, at han ansaa en Revision af Unionsakten for at paakaldes af begge de forenede Rigers sande Interesse, men at han fandt Tidspunktet for en saadan Revision mindre gunstigt, idet han dog haabede, at begge Rigers Repræsentationer vilde understøtte hans Bestræbelser for at bringe dette Anliggende til en lykkelig Udgang og at derfor den Tid ikke vilde være fjern, da der kunde lægges Haand paa Verket.
Med Hensyn til Revisionen udtalte Hans Majestæt forøvrigt, at den ikke burde bindes til visse forud fastsatte Punkter, samt at de nye Bestemmelser burde hvile paa den principielle Lighed, som maatte udgjøre Grundlaget for Foreningen mellem begge de fri og selvstændige Folk, men at de tillige burde affattes med forsigtigt Hensyn til det Bestaaende.
Paany var saaledes Revisionsspørgsmaalet henskudt til Fremtiden, men det var klart, at Hans Majestæts Udtalelser var emnede til at give Sagen et Stød fremad, og navnlig til hos det norske Storthing at bortrydde Betænkelighederne mod at samtykke i en Revision.
Og det viste sig at de havde Virkning. Høsten 1862 samledes Rigsdag og Storthing. Paa Rigsdagen fremkom Grev Anckarsværd med en ny Motion gaaende ud paa, at, siden Norge var vrangt, skulde Sverige paa egen Haand lade udarbejde et Udkast til en ny Foreningsakt; men denne Motion forkastedes.
I Throntalen til Storthinget gjentog Kongen Udtalelsen af sit Haab om, at Storthinget vilde yde ham sin Medvirkning til Revisionssagens Fremme.
Det tilfaldt Konstitutionskomiteen at forfatte Indstilling i Sagen; den delte sig i to Fraktioner : Flertallet foreslog at Storthinget skulde udtale sin Erkjendelse af, at Kongens Diktamen i Statsraadet den 18de Februar 1862
– 214 –
dannede et betryggende Grundlag for en Revision, Mindretallet derimod, som ikke med Flertallet antog at der i Sverige var foregaaet noget Omslag i Opfatningen af de unionelle Forhold, men mente, at Svenskerne fremdeles fastholdt sine gamle Fordringer, fraraadede enhver Udtalelse.
Inden Indstillingen kom fore i Storthinget, blev imidlertid begge Fraktioner enige om at mødes paa Halvvejen og afgav en ny Fællesindstilling, hvori man foreslog, at Storthinget kun skulde udtale, at det fastholdt, at en Revision – hvis en saadan besluttedes – overensstemmende med Kongens Diktamen alene kunde finde Sted paa Grundlag af Rigernes Ligeberettigelse og Eneraadighed i alle ikke-unionelle Anliggender. Denne Indstilling, der i Grunden hverken sagde Ja eller Nej til en Revision, men som fik en særegen Betydning ved Siden af de afvigende Ytringer i forrige Storthings Addresse, blev uden Debat vedtaget mod 7 Stemmer, der voterede for et af Statsraad Birch-Reichenwald fremsat, med Mindretallets oprindelige stemmende Forslag.
Ogsaa i Statholdersagen fik Storthinget Anledning til at lægge sin Tilbøjelighed til ikke at berede Unionskongen Vanskeligheder for Dagen : der forelaa nemlig atter Forslag om Statholderpostens Ophævelse, men Forslaget blev forkastet med 60 Stemmer. Blandt dem, som stemte for Forslaget, var Birch-Reichenwald, der mente, at det burde holdes oppe, indtil Tiden for dets Sanktion var inde, hvori laa, at han fremdeles ansaa Forslagets forudgaaende Sanktion som nødvendig Betingelse for Iverksættelse af den forønskede Revision.
Fra Regjeringens Side blev Storthingets Udtalelse opfattet som et Samtykke til Revisionens Iverksættelse eller ialfald som en Frafaldelse af forrige Storthings ubetingede Protest, og man satte sig nu i Verk med at faa en Unionskomite sammensat. Efter den Tid, det tog, maa man slutte, at det faldt noget vanskeligt at finde Mænd af Anseelse, som var villige til at overtage Hvervet. Endelig var man ved Udgangen af 1864 kommet til Maalet, og i sammensat Statsraad den 4de Januar 1865 androg Justitie-Statsministeren paa Nedsættelsen af en Unionskomite : mest for en Forms Skyld blev atter den norske Regjering afæsket Betænkning : denne afgaves den 28de Januar og indeholdt selvfølgelig et Samtykke til Komiteens Nedsættelse, idet Regjeringen dog ikke undlod at nedlægge fornyet Indsigelse mod enhver i Foreningens Væsen og Omraade indgribende Revision og mod enhver Udvidelse af Fællesskabet og opstillede visse Punkter, deriblandt navnlig Forsvarsvæsenet, de diplomatiske Sagers Behandling og det sammensatte Statsraad, som de Gjenstande, hvortil Revisionen burde indskrænkes.
Efterat Justitie-Statsministeren hertil havde svaret, at Revisionen overensstemmende med det kongelige Diktamen af 18de Februar 1862 ej paa Forhaand burde begrænses til visse enkelte Anliggender, blev i Statsraad den 6te Februar 1865 en Unionskomite af 7 norske og 7 svenske Mænd befalet nedsat.
Denne Komite har holdt 2 Møder, et i Sommeren 1865 og et ifjor Høst, begge i Stockholm. Til hvilke Resultater den er kommet, ved man endnu ikke, da dens Forhandlinger holdes hemmelige.
Det er Fremtiden forbeholdt at vise, om den vil formaa at bringe et Udkast istand, der tilfredsstiller begge Nationer. Efter nu at have redegjort for de Begivenheder, der i særlig Grad har henledet den almindelige Opmærksomhed paa Statsraad Birch-Reichenwald, vil vi gaa over til at meddele de væsentligste Træk af hans Liv : omend Unionsstriden aldrig havde været, vilde han alligevel havt Plads blandt vore fremragende offentlige Mænd.
Birch-Reichenwald er Søn af den for nogle Aar siden afdøde, navnlig for sin filantropiske Virksomhed bekjendte General Poul Hansen Birch : gjennem sin Moder er han i Slægt med de store gudbrandsdalske Bondeætter. Han er født paa Blakjer Skanse den 4de Januar 1814; i sin tidlige Barndom fulgte han sin Fader til Stockholm, hvor han tilbragte 7 Aar, derpaa flyttede han til Throndhjem, i hvis Latinskole han indsattes. Her tildrog han sig sine Læreres Opmærksomhed og Yndest ligemeget ved sin Flid som ved sine overlegne Evner.
1830 dimitteredes han til Universitetet, hvor han underkastede sig Examen Artium og i 1831 Andenexamen, begge med Udmærkelse, og i 1834 tog han juridisk Embedsexamen med bedste Karakter.
Den Anseelse, han nød mellem sine Kammerater, viser sig bedst deraf, at han som ganske ung Student beklædtes med det største Tillidshverv, Studenterne har at skjænke, nemlig Formandsposten i Studentersamfundet.
Paa dettes Katheder stod han, dengang de voldsomme Stridigheder forefaldt, som ledede til Studenternes Splittelse i to adskilte og modsatte Lejre, og, da han og hans Meningsfæller var traadte ud af Samfundet, var han virksom til at stifte den nye Forening, Forbundet som det kaldtes, og grundlægge dets Blad «Vidar».
Efter Embedsexamen ventede der ham en under vore Forhold ualmindelig glimrende Embedsbane. Fra Justits departementet, hvor han først erholdt Ansættelse, forflyttedes han i 1837 over til Kirkedepartementet som konstitueret Bureauchef; i 1839 udnævntes han til virkelig Bureauchef og i 1841 –altsaa i en Alder af kun 27 Aar – til Expeditionssekretær.
Det er bekjendt nok, hvilken Indflydelse han havde i den Stilling, og at han under den svage Statsraad, som dengang for en Tid stod i Spidsen for Kirkedepartementet, i Virkeligheden styrede Departementet.
1847 forfremmedes han til Amtmand i Smaalenenes Amt, hvorfra han i 1855 forflyttedes til Akershus Amtmandsembede. Allerede Kong Oskar var bleven opmærksom paa Birch-Reichenwald og satte ham højt, og da Kongen i 1856 sendte sin Søn, vor nuværende Konge, som Vicekonge til Norge, gav han ham efter Sigende Anslag paa Amtmanden i Akershus som en Mand, hos hvem han kunde søge Vejledning under de nye Forhold og til hvis Raad han burde lytte; Anvisningen blev fulgt, og Amtmand Birch-Reichenwald havde snart i fuldt Maal erhvervet sig den unge Vicekonges Tillid og Yndest. Som Bevis paa hans fortroede Stilling tjener den noksom bekjendte Historie om en Chifferdepeche, som indløb til den norske Regjering og angaaende hvis Tydning den henvistes til Birch-Reichenwald, der havde Nøglen til den
– 215 –
hemmelige Skrift. Det var baade naturligt og ønskeligt, at denne extraordinære Stilling som Underhaandsraadgiver og Yndling ombyttedes med Stillingen som offentlig og ansvarlig Raadgiver, og da gamle Statsraad Vogt i 1858 tog Afsked, kaldtes ogsaa Birch-Reichenwald til Sæde i Statsraadet, hvor han, skjønt yngste Medlem, snart fik en overvejende Indflydelse.
Mod hans Ophøjelse rejste der sig fra flere Kanter stærk Anke, især da man troede, at Statsraad Vogt var trængt ud for at skaffe ham Plads; men han mødte disse Angreb med en Værdighed, der maatte aftvinge selv hans Modstandere Agtelse.
Hans Statsraadsvirksomhed var for kort og var desuden for en saa stor Del optaget af de ovenomhandlede Stridigheder med Sverige, til at den kunde efterlade noget dybere Spor : den mest mærkbare Akt er maaske hans lykkede Forsøg paa at føre Kampen om Jurysagen bort fra det konstitutionelle Felt, hvor den ved Regjeringens tidligere Optræden var bragt hen, og hvor den truede med at lede til alvorlig Konflikt mellem Statsmagterne.
Da han ved sin Afskedigelse i 1861 var bleven disponibel til anden Tjeneste, benyttede Kristiania Kommune sig af Lejligheden og valgte ham ind i Formandskabet, hvis Ordfører han allerede tidligere som Expeditionssekretær havde været og nu atter blev, og siden sendte den ham som en af sine Repræsentanter til Storthingene i 1862-63 og 1865-66.
I Debatterne tog Birch-Reichenwald ligesaalidt paa disse Storthing, som i 1848 og 1854, da han fremmødte som Repræsentant for Moss, nogen synderlig Del; han er ikke Taler og det mundtlige Foredrag falder ham ikke let.
Hvis man udelukkende maaler en Storthingsmand efter Længden og Mængden af de Taler, han holder, vil der altsaa ikke kunne tilkjendes Statsraad Birch-Reichenwald nogen høj Plads i Rækken; men Arbejdet i Komiteerne og den Indflydelse, man øver i den mere private Diskussion, maa ogsaa tages med, og da tør Dommen for hans Vedkommende falde anderledes ud.
Alligevel skal det medgives, at Birch-Reichenwald maaske er mere lagt for administrativ end for parlamentarisk Virksomhed, og at hans Plads snarere er ved Raadsbordet end i Storthingssalen.
At han blandt sine Medrepræsentanter nød Anseelse viste sig ved, at han paa sidste Storthing blev valgt til Lagthingspræsident, og, havde ikke Sidehensyn gjort sig gjældende, vilde han sandsynligvis allerede i 1863 været sat paa Storthingets Præsidentstol. Efter sin hele Retning er Birch-Reichenwald konservativ; han hører til den Side, som kaldes højre, og paa tidligere Thing regnede man ham blandt «de Ministerielle» : denne sidste Benævnelse passer ikke længere paa hamn: baade i det store Revisionsspørgsmaal og i andre vigtigere Spørgsmaal, navnlig i Militærsager, har han staaet paa den modsatte Side af Regjeringen.
Statsraad Birch-Reichenwald er siden 1838 gift med sit Sødskendebarn, Datter af afdøde Statsraad Peter Motzfeldt og Søster til den nulevende Statsraad Motzfeldt og til afdøde Højesteretsasses sor U. A. Motzfeldt. Med hende har han to Børn, en Søn og en Datter.