minneord etter niels treschow – professor og statsraad : i «morgenbladet» 1833

– «..En daglig Avis af alle Slags Indhold»; for «Mandagen den 30te Septbr.» – etter at den høyaktede Niels Treschow var gått bort 8 dager tidligere, den 22. september 1833; hvem som har forfattet dette minneord, rikt på kunnskap om Treschows omfattende virke, er foreløpig uklart;

Niels Treschow.

Et flygtigt Tilbageblik paa denne Hædersmands Virksomhed, medens han levede i vore Kredse, synes passende idag, da vi med Taknemmelighed imod Forsynet, der saalænge lod os beholde ham, gjengive Jorden hvad der af ham tilhører Jorden.

Født den 6te September 1761 paa Strømsø i Drammen, hvor hans Fader (Peter T./red.) var Kjøbmand, blev vor Treschow af sine lidet bemidlede, religiøse og forstandige Forældre tidlig vænnet til at opløfte Blikket mod Himmelen og at aabne Sjelen for det Sande og Gode.

Meget tidlig udviklede sig hans lyse Forstand, medens han først var i Pension paa Gaarden Gjøklep ved Holmestrand, siden nød Underviisning hos den fromme Peder Nyborg Hesselberg i sin Fødeby, saaat den ærværdige Sognepræst til Ager ved Christiania, Johannes Green, alt førend han havde fyldt sit femtende Aar dimitterede ham til det for Rigerne fælles Universitet.

Som akademisk Borger tilbragte han sex Aar i Kjøbenhavn, i hvilken Tid han dog ogsaa aflagde et temmelig langvarigt Besøg i Drammen, samt gjorde en Reise til Holland (Zeist/red.) i sine Forældres Ærinde.

Hvorvel han havde bestemt sig for Theologien, sysselsatte han sig dog langtfra ikke udelukkende med dette Fag, men omfattede meget mere med sin granskende Aand hele Videnskabernes Gebeet, forsaavidt det frembyder Næring for Forstanden og tillige Opmuntring for Sindet; og ei tilfredsstillet ved de offentlige Forelæsninger tyede han til Literaturen, isærdeleshed den tydske og engelske, med hvis Frembringelser den berømte Suhm forsynede den fremstræbende Yngling.

Tom Udenadslæsning blev ham saaledes mere og mere modbydelig; Selvtænkningen opvaagnede; Dømmekraften skærpedes; og Følgen var, at der tidlig yttrede sig en afgjort Skepticisme hos ham, uden dog at virke farligt paa hans Hjerte. Dette forblev reent og ubesmittet, vederqvæget ved Naturens og især de classiske Digteres Skjønheder og styrket ved Omgangen med ligesindede Ungdomsvenner, som Nordal Brun, J. M. Keiser og Edvard Storm.

I Aaret 1774 traadte han i Statens Tjeneste og røgtede indtil 1780 en Conrectors Embede ved den lærde Skole i Trondhjem, hvor der hærskede megen Sands for Videnskaberne. Da der ei gaves synderlig Leilighed til at fortsætte sine philologiske (språklige/red.) Sysler, begyndte han i Fritimerne at lægge sig efter Botanik.

Her fremstod han første Gang som Forfatter ved at udgive en Tale om Veltalenheds gavnlige Anvendelse i Religionens Foredrag, hvilken berettigede til store Forventninger af den unge Mand.

Kaldet til Helsingøer, bestyrede han her i omtrent ni Aar som Rector den lærde Skole efter den navnkundige Baden. Det syntes, at den gamle classiske Literatur ganske vilde fængsle ham; men ved Kants Kritik over den rene Fornuft fik hans Aand et heldigt Fremstød, og han viste sig nu som den Første i vort Norden, der var trængt ind i denne store Tænkers System, og han lagde dette ved nogle Afhandlinger for Dagen.

Kants Moral egnede sig virkelig ganske til at oplive Menneskehedens Kraft, og til dette Øiemed arbeidede ogsaa Treschow.

Under hans Ophold i Helsingøer optoges han i 1782 i Frimurerordenen, hvis Stormester for Logen i Christiania han siden i lang Tid har været.

Den norsk-danske Regjerings Paaskjønnelse af hans Bestræbelser bevirkede, at han befordredes til et af de største Skoleembeder i begge Riger, til Rectoratet ved den lærde Skole i Christiania, som han bestyrede, i omtrent fjorten Aar (fra 1789 til 1803).

Med tiltagende Driftighed virkede han for Ungdommen, Videnskaberne og Fædrelandet.

Der fandtes i Christiania Mænd med Villie og Evne til at opmuntre almeennyttige Foretagender og den slumrende Fortjeneste; der herskede en behagelig, fiin og jævn Omgangstone; Tildragelserne i den politiske Verden havde noget særdeles Oplivende, skjøndt man blot betragtede dem fra det Fjerne, og udelukkede ingenlunde Opmærksomheden paa Literaturens Frembringelser; Reisende, der kom til Norge, glædedes et alene ved den gamle norske Gjæstfrihed, men ogsaa ved Folkets fremskridende Oplysning.

Rigeligen bidrog Treschow Sit til at opelske den ædle Blomst, der spirede i vort Fædreland. Som Skolemand attraaede han først og fremst Ungdommens Dannelse.

Hans originale latinske Seculair-Program ved Begyndelsen af det nye Aarhundrede og hans Ledighedstaler om Æren efter Døden og om Døden for Fædrelandets den gode Sag røbe et ophøiet Sindelag, som maatte opflamme Gemytterne og stemme dem for det Ædle.

Ei var det ham om at gjøre, at Disciplerne trællede sig frem til Examen, men at de meget mere opfyldtes med Kjærlighed for det Sande og Skjønne, at deres høiere Kræfter opvaktes og at der meddeeltes de unge Sjele Tilbøielighed til at tragte efter et høit, dog ingenlunde uopnaaeligt Maal af Fuldkommenhed baade i Videnskaberne og i Statsindretningerne.

Han foregik Alle med et lysende trempel, da han, kaldet af Regjeringen til Kjøbenhavn, for at medarbeide paa en Reform af de lærde Skoler, tilligemed sin trofaste Collega og Ven, Rosted, hvis Navn er uadskilleligt fra Begrebet om Retsind og Pligtfølelse, villigen gav Slip paa egen Fordeel og Magelighed, paa det at især den lærde Skole i Christiania kunde muligst erstatte Navnet af et norsk Universitet, hvis Oprettelse fandt saa mange Vanskeligheder, at selve Treschow ansaae sine Landsmænds Ønsker i saa Henseende for altfor sangviniske.

Planen var færdig, Opofrelserne skeede med største Redebonhed; men med Eet tilintetgjorde den nedrigste Intrigue i den fjerne Hovedstad det begyndte Værk, og Begge (Treschow og Rosted/red.), ja Alle skuffedes bittert i deres Forventninger.

Treschow fandt sin Trøst i sin Videnskab, Philosophien.

At han har i Christiania holdt Forelæsninger over Kants System, og at disse hørtes med almindeligt Bifald, er en desto større Ære baade for ham og Publicum, da han som Selvtænker blot med Skarpsindighedens Vaaben bekæmpede adskillige Mangler i dets abstracte Dele.

Uden nogen foregaaende Ansøgning kaldtes Treschow i 1803 til ordentlig Professor i Philosophien ved Kjøbenhavns Universitet. Omendskjøndt hans oekonomiske Forfatning ei forbedredes derved, overtog han dog uden Betænkning et Særembede, som i vor Tidsalder er af største Vigtighed.

Snart efter Tiltrædelsen truede en betænkelig Sygdom at lamme hans Virksomhed; men ved Orden i Forretningerne og Studierne og en passende Afvexling af Arbeide og Adspredelse forebyggede han dens følger. Alligevel er ogsaa her hans Driftighed virkelig beundringsværdig. Han trængte ind i alle philosophiske Systemers Aand, hvilke fulgte efter det Kantiske.

Med Fichte blev han personlig bekjendt, og denne nærede stedse Høiagtelse for Treschow.

Schelling syntes han i Førstningen ikke at kunne forliges med; men, efterat især ved Steffens hans Opmærksomhed igjen havde faaet en Retning mod Naturvidenskaberne, i hvilke der gjordes mærkværdige Opdagelser, gav netop hans Fortrolighed med Schelling Anledning til, at han selv uddannede Identitetslæren til et systematisk Heelt af den strengeste Conseqvents og af en ganske eiendommelig dialektisk og idealist Charakteer.

Ei afvigende fra den af Kant betraadte Bane kom han paa Samme til Resultater, som de dristigste Tænkere neppe havde kunnet øine ved deres transcendente Anskuelser.

Med største Omhyggelighed foredrog han den studerende Ungdom samtlige Philosophiens Dele, lettende denne Videnskabs Studium ved Lærebøger, og holdt desuden for et talrigt Publicum af alle Stænder Forelæsninger over Gjenstande, som ere af høieste Interesse for den mere eller mindre Dannede.

Hans skjønneste belønning var Ungdommens varme Hengivenhed og Fædrelandets Skjønsomhed for hans utrættelige Nidkjærhed.

At han var praktisk Philosoph, viste han, da han ved Kjøbenhavns Bombardement fristede et saare føleligt Tab, og da der siden indtraadte Conjuncturer, under hvilke mangfoldige Savn bleve til en Nødvendighed. Men Treschows Aand var ophøiet over Skjæbnen; hans Mod knækkedes ikke, hans Munterhed blev usvækket og Vanskelighederne forøgede kun hans Anstrengelser.

Det meest glimrende Vidnesbyrd om hans Fædrelandskjerlighed aflagde han ved klogt og kraftigt at faae Planen til Stiftelsen af det norske Frederiks-Universitet udført.

Som Professor ved Samme vendte han i 1813 tilbage til Christiania, hvor han modtoges med aabne Arme, efterat han i det Hele omtrent i 18 Aar havde været ansat i Danmark.

Samdrægtigen med sine Colleger arbeidede han raskt paa den engang lagte Grundvold, indtil Tildragelserne i 1814 kaldte ham paa den politiske Skueplads, idet Norges Regent benyttede sig af hans Raad og Christianias Indvaanere valgte ham til en af deres Repræsentanter paa det overordentlige Storrhing, der samledes i October.

Treschow erklærede sig her bestemt og med Varme for Norges Forening med Sverige, som dengang betragtedes med de meest mistroiske Øine. Under den nye Regjering anbetroedes ham som Statsraad Departementet for Kirke- og Underviisnings-Væsenet.

Med denne forandrede Stilling begyndte i Treschows Liv en Periode, der rigtignok syntes meget glimrende, men udfordrede en Sjelsstyrke, som er falden i faa Dødeliges Lod.

Indtil sit 73de Aar (i 1824/red.) yndet og agtet af alle bedre Mennesker, mødte han med Eet Miskjendelse, Uvillie, Modstræben, Krænkelser, endog aabenbar Fiendskab. Med ængstelig Nøiagtighed opfyldte han alle sit nye og uvante Kalds Pligter, ja han unddrog sig ikke engang for tre Gange at begive sig som Statsraad til Stockholm, hvor endog hans Helbred begyndte at vakle.

Tillige holdt han Forelæsninger ved Universitetet og udgav i denne Anledning den ypperlige Bog : Moral for Folk og Stat.

Som Medlem af Lovcommitteen udarbejdede han et udførligt Værk i tre Dele over Lovgivnings-Principierne, hvilket indeholder en Skat af praktiske Kundskaber og røbe (røper/red.) Indsigter, hvorved Tidsalderens Meninger snart stadfæstes, snart ledes og berigtiges.

Allerede denne hans Utrættelighed maatte opvække almindelig Deeltagelse; og Deeltagelsen gik omsider over til forøget Erkjendelse af hans mangfoldige Fortjenester; og da alle hans Handlinger bare (bar/red.) Humanitetens umiskjendelige Præg, saa glædedes han endnu førend han efter omtrent tolv Aars Forløb i 1826 udbad sig og erholdt den længe savnede Hvile fra Forretninger, ved at have gjenvundet Alles Tillid og Kjærlighed.

Fra nu af lignede den ærværdige Oldings Liv en deilig, mild og rolig Aften med dens Purpurskjær efter en arbeidsfuld, af og til ved Uveirskyer formørket Dag.

I den lykkeligste huuslige Stilling, i Nydelsen af en for en Deel ved hans egen Omhu forskjønnet Natur paa det yndige Mellemtøien, i Besiddelse af alle sine store Sindsgaver, ei nedbøiet ved sin høie Alder, høit agtet af Videnskabsmændene i den hele civiliserede Verden, omgiven af ældre og yngre Venner, en opmærksom lagttager og rigtig Bedømmer af Tidens Tegn, glædende sig ved Sandhedens, Retfærdighedens og Frihedens Seier, deeltagende i Fædrelandets Vee og Vel, medlidende, retfærdig, trøstende, opmuntrende og understøttende, – kunde han nu uforstyrret fortsætte sine Grandskninger i Naturvidenskaberne, Theologien og Mathematiken, forelægge disses philosophiske Resultater Nutiden og Efterverdenen i flere Afhandlinger og tvende Værker, som, hvorledes de end ere blevne optagne og endnu maatte optages, i alt Fald vidne om hans kraftige Aand, ophøiede Sindelag og ægte Religiøsitet; thi han ansaae det for sin Pligt, at virke, om muligt, indtil det sidste Aandedræt for Oplysningens Sag; og dette hans store Kald røgtede han med vedvarende Munterhed, indtil Dødens Engel i en fortrolig Vens Skikkelse sagte nærmede sig Oldingens Leie og bortkaldte ham Søndagsaftenen den 22de September til hine Lysets Boliger, som han alt længe havde øinet i det Fjerne.

Han efterlader sig en dybtsørgende Enke, som var hans Glæde i Livet, og tvende Døtre af et foregaaende Ægteskab, af hvilke den ældre er givt med Postmester Dahl i Kjøbenhavn, den yngre, med Sognepræst Essendrop til Modum, begge Mødre til flere Børn.

En haabefuld Søn og en elsket Datter ere gaaede ham forud i Evigheden.

Skriv inn søkeord..