– samme dag som den kjente og kjære prest gikk bort i Trondhjem; minneordet er forfattet av den like kjente skribent og folkehøyskolemann O. Arvesen, Frederik N. Wexelsens gode venn gjennom mange år; det er et fint og lyst bilde som tegnes av Wexelsen, samt at Arvesen, som selv var grundtvigiansk, plasserer Wexelsens liv og virksomhet klart inn i den forøkte strid som utover 1850-tallet syntes å vokse frem mellom en friere fraksjon innen kirken, til syne nettopp i Grundtvigianismen, og det enkelte definerte som ble ansett å bære preg av en mer bundet kristendomsform innen visse deler av lekmannsbevegelsen :
Denne Mand, som nu i en ganske høj Alder gik bort (78 år/red.), var samtidig en af de i Ordets vakreste Forstand «stille i Landet» og dog en af de meget virksomme.
Hans «Stilhed“ bestod i en kjærlig og indtagende Jævnhed i Væsen og Færd, men saa langtfra enten i flegmatisk Ro eller i noget, der kan sammenlignes med et tilbagetrukket Stue eller Kontorliv paa en Embedsgaard, at det tvertimod betegner en uafladelig rastløs Virksomhed ligefra hans første Manddomsaar, gjennem hans hele Embedsfærd, og selv nu i de allerseneste Aar, efterat en svær Sygdom havde nødet ham til at tage Afsked.
Han var i saa Henseende og i flere andre Henseender en ikke ganske almindelig Præst og Embedsmand. Pastor Wexelsens Liv var et rigt Arbejdsliv, rigt paa Kjærlighed til Kristendommen og til det norske Folk, og rigt paa trofast og opofrende Arbejde for begge Dele.
Mundtlig og skriftlig, ved Tale og Sang, i Kirken som ude i det menige Folk, ved Lærermøder og i de talrige større og mindre Vennekredse var han altid paafærde, var det altid det menneskeliga i Kristendommen og Evighedslængslerne i Menneske- og Folkelivet, der var Kjernen og Stjernen i hans Ord.
Som han var levende interesseret i alt, hvad der er Interesse værd, saa var han ogsaa til enhver Tid interesseret i at meddele andre af sin Viden og Forstaaelse. Han var, om jeg saa maa kalde det, en stilfærdig Folkevækker af høj Rang.
Wexelsen udøvede derfor i en Række af Aar en ganske betydningshild Livsgjerning, hvor han færdedes; mest faldt det vistnok i Trøndernes Lod at nyde godt af hans frugtbargjørende Arbejde; thi i de trondhjemske Bygder virkede han i lang Tid, i meget over en Menneskealder.
Hans Syn og hele Livs betragtning var fra Barndommen af og lige til hans sidste Øjeblik det grundtvigske, man kan for mig gjerne sige det «gammelgrundtvjgsk», jeg skal ikke disputere med nogen om Benævnelsen, men da dette i sin Betragtning af det Kristelige stedse forkynder menneskelig Frihed — «Frihed for Alt, hvad der stammer fra Aand» — saa ligger heri, at Tusener kan gribes af og glæde sig i den ene Side, om de end ikke helt kan modtage den anden, og omvendt.
Wexelsen vandt derfor store Skarer rundt om, der væsentlig grebes af hans folkelige Forkyndelse, men samtidig ogsaa en Hær af kristelige Venner, dette sidste ikke blot inden sin egen Menighed, men i Virkeligheden Bygderne og tildels Landet rundt.
Wexelsens Livshistorie er derfor i Nutid og for en lang Fremtid blevet et betydeligt Stykke af Trøndelagenes Aandshistorie.
Hvem kjendte ikke der oppe i Distrikterne «Bakkelandspræsten»; at faa ham med til sine Møder og Stevner regnede de for en Fest; da blev der Liv og ædel Glæde, da lyttede alle til, Gamle og Unge. Thi folkelig som han var kun en Mand til, nemlig hans Samtidige og Hjertensven Ole Vig. Naar de to tilsammen kom til Mødet blev der Storfest. Endnu kan ældre Mænd og Kvinder med Taarer fortælle, at det var de ypperste Højtidstimer de nogersinde har havt.
Om Wexelsens ydre Liv kun følgende : Han nedstammede fra en for over 100 Aar siden fra Danmark indvandret Slægt, der kan følges tilbage lige op til Begyndelsen af det 10de Aarhundrede.
I Slægten har flere været Præster, blandt disse den i Norges og Nordens Kirkehistorie navnkundige Wilhelm Andreas Wexels, Pastor Wexelsens Morbroder, i hvis Hus Afdøde var fra 10 Aars Alderen og til han blev teologisk Kandidat. Han var senere Huslærer i flere Familjer, der iblandt hos Præsten Harbitz (Stortingspræsidenten).
I 1846 kom han til Klæbu som personel Kapellan hes Præsten Darre, Seminarlærer og senere Biskop i Trondhjem.
Wexelsen var nu en Stund Lærer ved Seminariet og øvede som saadan stærk Indflydelse paa de vordende Lærere. Senere bekjendte Mænd som Anders Reitan, og om jeg ikke mindes feil Brødrene Haugen m. fl., udgik fra hans Seminarskole.
I 1852 ansattes Wexelsen som Præst paa Baklandet ved Trondhjem; senere var han ved Hospitalskirken og Domkirken. I Slutten af 50- og Begyndelsen af 60-Aarene udgav han sammen med sin Ven Pastor Krognes Kirkeligt Folkeblad, der vandt god Udbredelse; og ved dette som ved Deltagelse i kirkelige Møder og ved at rejse om og forkynde tog han levende Del i de Kirkekampe, der fra 1857 traadte saa stærkt frem her i Landet, og hvori særlig Pietismen truede med at overskygge al lysere Livs betragtning hos Folket og i det norske Menighedsliv.
Foruden i Kirk. Folkeblad skrev han i de Aar i flere kirkelige Tidsskrifter, ligesom han førte en sjelden rig Korrespondanse med Modstandere som med Venner om de Dages brændende Kirkespørsmaal.
Enhver, der hørte Wexelsen og læste ham, var, enten det var Modstander eller Ven, enig om, at hans Tale var ligesaa indtrængende varm som klar og grej.
Af Pastor Wexelsens nærmeste Slægt skal nævnes hans Søster, den bekjendte Forfatterinde Marie Wexelsen og hans ældste Søn Statsraad Wexelsen.
Wexelsens Brødre, Landskabsmaleren og Lærer Hans Wexelsen, hvoraf den første er død, medens den sidste endnu lever, vil være landskjendte Mænd.
O. Arvesen.