– og inntatt i avisen «Jarlsberg og Laurvigs Amtstidende» for «Søndagen den 2den November 1834» – samme dag som avisen hadde publisert Hans Hansons «Vuggevise» – en gjendikting av den tyske dikteren Theodor Körner’s «Wiegenlied»;
– men slik du leser Hans Hansons dikt nedenfor, vil du se at det ligger skjult en beretning om egen livshistore og noe selv-opplevd, siden han mistet et etterlengtet livsavkom, samtidig som hans kjære hustru Christiane døde i barselseng den 23. november 1809; dette var etter bare 4 års samliv. Barnet var dødfødt og det er naturlig å tenke at dette kan være det barn og gjerne den sønn Hans vier diktet sitt til; hustruen Christiane ble bare 31 år gammel;
– les diktet her :
Vuggevise til en Søn.
Du sover saa rolig, Du elskede Søn ! Du himmelske Fryd for mit Hjerte !
O ! kunde vel Himlen en sødere Løn Mig skjænke for udstanden Smerte ?
#
Imedens mit Øie, med saligste Lyst, Paa Dig, Du Elskværdige ! dvæler,
De sødeste Drømme mit henrykte Bryst Om kommende Fremtid besjeler.
#
Som virksomme Borger jeg skuer med Fryd Dig Staten en Egekrands binde,
Snart seer jeg ved Harpens fortryllende Lyd, Som Skjald Dig en Laurbærkrads vinde.
#
Paa Videnskabsbanen jeg skinnende stor Snart seer Dig med Hæder at træde,
– Snart seer jeg, ved Jesu livsalige Ord, Til Himlen Dig Syndere lede.
#
Men stundom opstiger det grumme : «Maaskee Før Planten sig monne udfolde,
Jeg skal den afmeiet og henvisnet see Henbæres til Graven til den kolde ?»
#
Da triller en Taare paa glødende Kind; Men sukkende snart jeg udbryder :
«Skee ikke min Villie; o Fader ! men Din; Thi altid det Bedste Du byder.
#
Du heller, som Engel ham kalde fra Jord, Førend han fra Dyden forvildes,
End følgende Letsinds bedragerske Spor, I Lasternes Snare han hildes».
