O, elskelige Medchristen, hvorfor vil Du ikke af alle Dine Kræfter stræbe at vinde den Hæderskrands om Din Tinding, som Din himmelfarne Frelser, Din Herre og Gud, har i Haand, og rækker til hver fra Jorden, som til Himlen paa Jorden, stundende Sjel, der raabte efter ham, som Qvinden af Cana, med troende Længsel : Jesu, Du Guds Søn, forbarm Dig over mig ! Hvorfor vil Du ikke høre til det Kirkesamfund paa Jorden, der giver Ret til det glade Samfund i det himmelske Paradiis, og, som dette Samfunds tro og ærlige Medlem, stride med Kæmpemod for et Livshaab, der er ligt den tindrende Stjerne paa Himmelens Blaa i Nattens Mørke ! Evangeliet, det glade Budskab om Kjærligheden, er som den lysende Støtte, der fulgte Israel i Ørken, Dit Lys paa Veien; og, er da end denne stundum farefuld og tung at vandre, og Du ræd, eller, som Dig synes, for svag til at bestaae i saa svar og haard en Kamp : ak, saa beed med Qvindens Tro, at Gud vil være Din Kraft og Hjelp og at han vil lade Dig finde Naade, saa skal Du overvinde !
David spørger : «Herre, hvorfor skjuler Du Dig i Nø dens Tider ?»
Men Svaret lyder trøstende saa : «Herren hører de Elendiges Begjæring, han skal stadfæste deres Hjerte, han skal lade sit Øre mærke derpaa. Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider; thi en Fattig skal ikke glemmes evindelig, eller de Elendiges Forvendelse fortabes altid». Ps. 10, 17. 9, 10, 19.
Er det da ikke et Naadeværk af den himmelske Barmhjertighed, at der er et Kirkesamfund paa Jorden, hvor Troen, Haabet og Kjærligheden finde et Tilflugtssted ? Vore jordiske Gudshuse og Menigheder skulde være Billeder paa dette høiere Samfund, der er Sjelen i det Hele, og i dem skulde Naadeordet
– 9 –
lyde levende og klart, og de hellige Sacramenter, Herrens egne Indstiftelser, bevares og bruges.
Men først da, elskelige Medchristen, naar Du søger Gud, Din Fader, og Jesum, Din Frelser, i Aandens Samfund, med samme Tro og ydmyge Haab, som Qvinden af Cana søgte ham : først da bliver Din Kirke Dig et Bethel, et Gudshuus, som for Jacob det Sted, hvor Herren aabenbarede sig for ham, og skjænkede ham i Natten det trøstende Drømmesyn af Himmelstigen, paa hvilken Herrens Engle ginge op og ned, og Herren stod øverst; – et Tegn paa, at hans Bøn var bønhørt. 1 Mos. 28.
Først da, naar Din Sjel har lært at kjende og elske ham, som bar al Verdens Skyld og Brøde, og Du har erfaret Kraften af hans Livsens Ord om Syndernes Forladelse i hans Navn : først da kan Din Sjel hæve sig trøstig paa Andagtens Vinge did op, hvor Freden boer, og sjunge med Davids Længsel : – Ps. 84. – «Hvor elskelige ere Dine Boliger, Herre Zebaoth ! Min Sjel begjærer og længes ogsaa at komme til Herrens Forgaarde !»
Ak, Elskelige, de, som ikke have følt denne Længsel, og ikke alvorligen søge efter det evige Livs Deelagtighed, de ere ilde plagede, som den cananæiske Qvindes Datter af Djævelen, af Livets, Verdens og Kjødets Begjærlighed, der ere arrige Aander, ikke bedre end Satanas selv; og der er Herren ikke hjemme, der er han ikke at finde, hvor Urenhed og Uretfærdighed boe.
Først, naar han søges, naar han paakaldes i Bodfærdigheds Aand; først, naar Angeren lærer at raabe Qvindens Nødsraab : «Jesu, Guds Søn, forbarm Dig over mig», først da kan Bønhørelsens Tegn forklare sig tilfulde. O, Jorden har dog intet kosteligere Syn, end en angergiven og bedrøvet Synder, som gjør Omvendelse til Saliggjørelse, den Ingen fortryder, og vi maatte ønske dette Syn mere Almindelighed, at det ikke skulde faae noget høiere Værd for os af dets Sjeldenhed, og at saaledes den ædleste Glæde, baade i Himmelen og paa Jorden, maatte skjænke os idelig tiltagende Nydelse i Kjærlighed.
Kirkesamfundet, et Værk af den himmelske Barmhjertighed, optager ikke alene fromme, rettroende og ærligt vandrende Sjele, hvis Hovedstræben fra Barnsbeen var Herrens Frygt; o, det er et Bethesda, som optager – ligesom Herren her paa Jorden annammede Syndere – alle Angrende, alle aandelig Syge
– 10 –
og Elendige, Alle, som redelig begjære at finde Hvile for deres Sjele.
Herren var udsendt til de fortabte Faar af Israels Huus; og Israels Huus er ikke meer indskrænket til Judæ Bjerge, men er udvidet til alle Jordens Lande og Folk, som anammede Christendommen fra hiint Forjættelsens Folk, og er saaledes blevet dets aandelige Frænde. Herren Jesus Christ var altsaa sendt til Frelse for alle Jordens Fortabte, ligesaavist, som han hørte og bønhørte den Qvinde, der var beslægtet med et Folk, som var engang Israels Fiende.
Som David sang – Ps. 86. «Herren er god og forlader, og haver megen Miskundhed mod Alle, som kalde paa ham» : saa lyder Frelserens Tale til de Vildfarende fra alle Jordens Folk. O, kjære Medchristen, vist er det da,
«at intet Ondt Din Gud Dig gjøre vil,
men al Din Vee, den gjør Din egen Vilje;
byd Gud dit arme, svage Hjerte til,
og snart Du vandre skal paa Glædens Tilje.
Giv Gud din Vilje, al Din Vilje snart,
saa er det klart !»
Saa maa al ængstlig Frygt vige for det rene Livshaab, som oprinder i Sjelen ved Forligelsen med Gud. Ingen kan her i Naadens Tid forsage, som med redeligt Alvor, i Jesu Navn og Tro, betræder Fredens rene Vei. «Den Herre Zebaoth skal ophøies ved Retten, og den hellige Gud skal helliges ved Retfærdighed»; og, naar dette hans hellige Værk drives med Alvor og faaer Fremgang, maa Sjelens Smerter lindres og Plagerne bortvige. Et lifligt Haab indtager Frygtens Plads, og den rene Tro, den styrkende Tillid kan løfte Sorgens Bjerge. Men de, som ikke ville see til Herrens Gjerning, og aldrig saae eller kjendte den, de vandre i Mørke paa Livsveien, og agte ikke paa Naadeordet om Ham, som gik for dem i Dødens Vaande.
O, gjerne vilde jeg bede Eder idag, da jeg første Gang fremstaaer iblandt Eder, saa Mange, som høre Kirkeordet om Saliggjørelsen i Christo Jesu, at I ville annamme det med Glæde, og altid stræbe at holde Eder nær til den Gud, som forkyndte sig at være, hvad vi Alle have erfaret, langmodig og miskundelig, som er, hvad selv de meest Vildfarende skulde erfare, naar
– 11 –
de kom til ham paa Jesu Ord, meget barmhjertig til at tilgive sit angrende Barn.
Ja, naar vi see, hvorledes saa Mange vandre som Fiender af Christi Kors, borte fra det Samfund, til hvilket han bekjender sig naadelig, da maa hvert christeligt følende Hjerte stille sukke, som Qvinden raabte i Evangelio, at den Herre Christ vilde forbarme sig over dem, som plages saa ilde i Verden, at Syndens og Dødens Mørke omgiver dem, saa de ikke see og kjende den Ven, den bedste af Alle, som kan frie dem fra al Vildfarelse og Nød.
Kunde vi ikke gjøre noget Mere for vore vildfarende Medmennesker, skulle vi dog, i Kirkehuus især, bede for dem, og formane dem, saa Mange idetmindste, som stode i nært Forhold til os, at bruge Livets kostbare Timer rettelig. Og de af os, som intet hellere ønske, end at høre medrette til det christelige Kirkesamfund paa Jorden, der er Guds Barmhjertigheds Naadeværk, de skulle villige lade sig lede af Herrens Aand paa den sande Dyds og Ærligheds Vei, og saaledes stræbe at pryde deres Tro ved en oprigtig Omgjængelse i Herrens Frygt.
Og, er Du saa lykkelig, elskelige Medchristen, at favne i en kjær Mage eller Ven en Medtroende, som deler med Dig Dit Haab og Din Kjærlighed, og at see i Dit Livs Frugt Herrens oprigtige Sjele, som dele med Dig Din hede Længsel efter Guds Kjærlighed og Glæde : o, da har Du en Fryd, som maa opmuntre Dig, hvor Du gaaer.
Men, var det ikke saa vel for Dig, medens Du selv stræber at holde Dig nær til Gud, og bleve Dig ellers tunge Timer tiltalte (tilmaalte ?/red.): saa styrk Dit Sind i Taalmodighed og vent Hjelpens Time ! Tænk paa Qvinden af Cana, som Herren satte paa saa haard en Prøve og dog blev fast ! Stræb at bevare Dit Hjertes Mod og Fred ved christelig Tillid, om end Natten omkring Dig er stormende og mørk !
Ja, Venner, ville vi høre til det Kirkesamfund paa Jorden, der er den himmelske Barmhjertigheds Naadeværk, da skulde vort Borgersamfund deraf ogsaa høste megen Velsignelse. Velsignelsen fra Gud skulde, som Kildens Vande ustandsede rinde, udflyde til vore Hjerter og Boliger, og vort Fædreneland bestyrkes ved trofaste Borgeres ærlige Gudsfrygt, der ledsages af Ordets Stjerne gjennem Livet, som hine Øslerlandets Vise lededes af Himmelstjernen til Krybben i Bethle(he)m.
– 12 –
Og hvo, der vil fee den venlige Stjerne, der lyste fordum i Østerlands Fjerne,
som for de Vise gik straalende frem, der de opreiste fra Hedningehjem,
der de opreiste, for glad’ at tilbede Kongen, hvis Komme de vented hernede;
hvo, der vil see den, den vide forsand, at den end straaler paa Fædreneland !
Fædreland her, hvor sig Fjeldene løfte høit over Hav, her maa ei Lyset i Klippernes Kløfte
finde en Grav ! Nei, gid i Ordet, at Stjernen maa tindre, som selv i Modgang al Sorrig kan lindre;
Gud give Lyset maa skinne i Dalen, straale i Hytten, lyse i Salen,
minde os Alle i Vinterens Tid om Sommeren blid !
_________________________________
Med dette Naadens og Kjærlighedens glade Budskab blev det da ogsaa mig beskikket at fremtræde i disse Menigheder, hvilke jeg idag hilser med al Ærbødighed og Kjærlighed. I dette ærværdige Gudshuus – ogsaa et Minde fra vore kraftfulde og fribaarne Fædre –, hvor i flere Aarhundreder saa Mange ginge ind og ginge ud, hvis Støv nu hviler i den moderlige Jord; her, hvor flere begavede og christeligttroende Formænd frembare det kostelige Vidnesbyrd, der leder saa sikkert Slægtens Børn paa Himmelveien, og frembare det, Flere af dem, med en Tunge, der, som Prophetens fordum, var rørt af Alterets viede Glød; her, hvor gjennem Tiderne, som svandt, saa mange elskelige Sjele søgte og fandt Opbyggelse og Hvile – de, som nu frydes i det evige Gudsrige, hvilket de alt for Jorden tilhørte –; her i dette gamle, klippefaste Gudshuus, og i det andet, langt yngre, ved Fjeldets Fod i den gamle By (det var Opsloe kirke han her sikter til, den tidligere hospitalkirken tett ved Nordstrand-skrenten, fra 1915 hetende Gamlebyen kirke/red.), blev det da ogsaa mit Kald at oplade min Røst med Haab og Tillid.
– 13 –
Ja, elskelige Medchristne, alt i spæde Barndom rørtes mit Hjerte af Christendommens Sandhed, som lød gjennem fromme Forældres hjertelige Tale og saaes i deres retsindige Omgjængelse, og under alle Livets Omvexlinger, under alle Prøver, bestod og befæstedes den Tro i min Sjel, at alene i Jesu Christo og i hans velsignede Navn er Lys og Liv, Frihed og Fred, Kraft og Salighed at vinde.
Stille, men mægtigt, rører sig en dyb Trang inden i mig efter at vidne ærligt for Medforløste om Evangeliets Kraft til Salighed baade i Livet og i Døden for Hver, som troer; og, kunde jeg udtale min Erkjendelse og Overbeviisning, mine Erfaringer og Følelser saa levende og hjerteligt, saa yndigt og rørende, som jeg inderlig ønskede, da kunde jeg haabe, at være Mange iblandt Eder en velkommen Ordets Tjener. For Eders Skyld, med hvilke jeg idag knytter det ømmeste Samfundsbaand, kunde jeg ønske, at større Gaver og Evner vare mig betroede; men dog maa jeg fornemmelig, og det maaskee meest for min egen Skyld, begjære, hvad jeg nu dybt bevæget inderlig beder om, at den gode Gud for Jesu Skyld vilde være med mig, og forunde mig Naade og Velsignelse, naar jeg redelig stræber at være tro i det Lidet.
Hør, Naadens Fader, hør min Bøn !
Jeg kommer viøselig til Eder, elskl. Medchr., med et glædeligt Haab og en ærlig Villie; og, dersom det lykkedes for mig, ved Guds Naadehjelp, at frembære de himmelske Sandheder til Opbyggelse for Eder og Hygge, og at samle omkring mig en, om ikke talrig, dog elskelig, Skare af frivillige Ordets Venner, da var mig derved beredt en stor Lykke og Glæde for mit Livs sidste Dage.
Jeg beder Eder, elskelige Venner, medens endnu det rørende Farvel, der lød for mine Øren i den sidstforsvundne Uge (da han med familien forlot Grue/red.), gjentoner i min Sjel, at I ville modtage mig med Kjærlighed, og troe, at jeg mener det ærligt med min Tjeneste og med Eder. Ja, sandelig, Elskelige, vil jeg gjerne tjene Eder, ikke alene for den Løn, som Eders Godhed vil forunde mig, men for den gode Sags Skyld, der er vor Tjenestes Maal.
Jeg kan vidne med Sandhed, at jeg elsker mit Folk og mit Fædreneland, at dets Frihed, dets Ære og Lykke ere mig dyrebare, og at jeg gjerne vilde være med blandt dem, der christeligt
– 14 –
betegne den Vei, paa hvilken disse Jordelivets Goder vindes og bevares, men dog fornemmelig, som Pligt og Skyldighed byde, gjerne vilde opbygge Menighedens Lemmer med Livets Ord, og opmuntre dem til at fremgaae i Lys og Sandhed, i Helliggjørelse og ærlig Gudsfrygt.
Og til at nedlægge christelig Sandheds og Oplysnings velgjørende Sæd i de Unges Hjerter, blandt hvilke jeg herefter kommer til at virke, ønsker og udbeder jeg mig kjærlige Forældres og redelige Skolelæreres stadige Medhjelp.
O, maatte dog her i dette Gudshuus, hvis Spir peger mod Himmelen, dernede i den gamle Byes, i Frelserens Kirke (Vor Frelsers Kirke – i dag Oslo Domkirke/red.) i selve Staden, over hvilken vi skue herudenfor, og overalt i alle Landets Kirker, Forløsningens Kjærlighedsrøst saa lyde til Velsignelse, at Christi Ord maatte boe rigelig iblandt os, og dets lysende Straaler udsprede sig blandt Fjeldene i vort Fædreneland: da skulde vore Forhaabninger for Fremtiden ikke skuffe os, og vi gaae med Haab og Fred i vore Grave, efterladende vore Børn, i Guds Velsignelse, en Arv, som var uforkrænkelig.
Saa begynder jeg da, i Jesu Navn, min Tjeneste iblandt Eder, og ønsker mig og min christeligsindede Medtjener (den Hesselberg her sikter til var res.kap. Vilhelm Henrik Buch (1798 – 1892), som 23. juli 1834 kom fra stillingen som sogneprest 
i Moland (Fyresdal) og som denne søndagen 15. mars 1835 talte og forrettet i Opsloe Kirke (se ovenfor); Buch forble i Aggers/Opsloe kirke frem til han 11. august 1847 mottok utnevnelse til sogneprest i Holla (Ulefos) og var derfor Hesselbergs samtidige og kollega i Christiania helt til Hesselbergs bortgang i 1844/red), – hvem jeg hilser, skjøndt han er fraværende, med broderlig Kjærlighed – at gjøre den saaledes, at I engang, over min Grav herude paa Kirkegaarden, maatte kunne give mig det Vidnesbyrd : Han var vor Ven !
Med Følelse takker jeg Gud, som styrede hid til Eder min Vei, takker de Folkets Øverster i vor indenlandske Regjering, der have bevirket min Forflyttelse til denne Menighed, og alle Dem iblandt Eder, som enten allerede mødte mig, eller idag møde mig, med stille, men dog kjærlige Velkomstønsker.
Gud give, at Alt maa skee Ham til Ære og os til Gavn ! Han forunde mig her at boe med mine Elskede paa Jorden, der hidtil vare mit Livs Lyst og Glæde, i Kjærlighed og stille Fred for mine øvrige Levedage, og styre det saa, at, naar mine jordiske Vandringsdage ere fuldendte, jeg da her paa denne vakre Agersbakke, i en ved Jesu Naade salig Livets Aftenstund, maa see for sidste Gang synke bag Vestens Fjelde den dalende Soel !
– 15 –
O venlig Aftenstund med Livets Krands,
en saadan Aften er ei liden Baade;
thi gjennem Aftenstjernens hulde Glands
tilsmiler os den Evighøies Naade,
som vinker mild hver Levestund paany,
til hist vi see en herlig Soel fremgrye
paa Evighedens underfulde Morgen.
Amen i Jesu velsignede Navn !