– XIX Bind – sidene 350 – 367 :
Oehlenschläger, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter. A. Oehlenschläger (saaledes skrev han selv siden 1804 altid sit Navn) blev født 14. Nov. 1779 paa Vesterbro ved Kjøbenhavn som Søn af Organist ved Frederiksberg Kirke Joachim Conrad O. (f. 1748 d. 1827), der 28. Nov. 1777 (ikke som almindelig angivet 1778) havde ægtet Martha Maria Hansen (f. 1745 d. 1800).
Han er opkaldt efter Grev Adam Gottlob Moltke til Bregentved, i hvis Hus begge Forældrene havde haft Tjeneste.
Faderen var fra det sydlige Slesvig; dennes Fader, der var gift med en Pige fra Jylland, var Organist i Krusendorf ved Ekernførde Fjord; den samme Stilling havde ogsaa hans Fader og Farfader haft i Rensefeld ved Lybek.
Det morede O. at tænke paa, at han «paa fædrene Side stammede i flere Led fra angelsaxiske (!) Spillemænd og Fiskere»; han mente vistnok, at han kunde takke denne Blanding af from Kunst og folkelig Kjærne for sin poetiske Begavelse.
Han ansaa det endvidere for muligt (hvad det ogsaa er), at han var i Slægt med den berømte Olearius (Oehlschläger d. 1671; XII, 399), hvis «østerlandske Rejsebeskrivelse» han brugte til «Aladdin», men holdt det (med rette) for usandsynligt, at hans Slægt, som Faderen mente, havde nogen Forbindelse med Patricierfamilien Ohlenschläger i Frankfurt.
Navnet, der paa Dansk lyder ret fornemt, er paa Tysk meget almindeligt («Oliebanker»).
Ogsaa paa mødrene Side var O. af halvtysk Æt, Morfaderen var en Højtysker, Mormoderen en Datter af en ligeledes tyskfødt Borger i Kjøbenhavn.
Saaledes er den ældre Tids danske Nationaldigter, «Dannerdigteren», som han gjærne lod sig kalde, et Barn af en blandet Race og bærer Præg derefter. Han er «ligesom et Træ, der voxer paa Grænsen mellem to Lande», som Jean Paul sagde om ham. Ikke blot har han i sit Forfatterskab benyttet begge Sprog, men hans Digtning er, til Trods for de nordiske Æmner, ikke mere udpræget dansk, end at man i Tyskland kunde modtage ham som en af sine egne.
Et stærkere Spil af dybere Modsætninger i hans Sind voldte den dobbelte Arv fra Forældrenes vidt forskjellige
– 351 –
Naturer; Faderen var en hurtig og heftig bevæget Sangviniker, Moderen stille og varm og tung i Sindet. Den samme geniale Blandingsnatur var der ogsaa i hans Søster Sophie (f. 1782 d. 1818) gift med Anders Sandøe Ørsted, med den Forskjel, at Sophie Ørsted lignede Moderen mest, O. (lignet/red.) Faderen.
Aaret efter O.s Fødsel blev Faderen Fuldmægtig hos Slotsforvalteren paa Frederiksberg, til sidst selv Slotsforvalter, med Bolig paa Slottet, og en Række Indtryk fra storladne Omgivelser gav Drengens Fantasi dens stadige Retning : Slottets Beliggenhed paa et højt Sted med vidt Udsyn paa Grænsen mellem Byen og Landet, Afvexlingen i Livet der ude : om Sommeren, naar der holdtes Hof og Søndagspublikummet fra Hovedstaden opfyldte den «franske» Slotshave, medens der i den «engelske» Søndermark var en uforstyrret Tumleplads for Friluftslege, og Ensomheden om Vinteren, hvor han kunde fortabe sig i de store øde Sale og ret føle sig hjemme igjen med en god Bog i sine Forældres Stue.
Det var Modsætningen mellem «Syden» og «Norden», som blev Rhytmen i hans Poesi. Og ved alle kirkelige Handlinger, Bryllupper og Begravelser, fulgte han Faderen paa Orgelværket og vænnede sig tidlig til at betragte Menneskene i deres Livs højtideligste Øjeblikke, Sorg og Glæde, saaledes som han senere elskede at skildre dem i sin Digtning.
Til disse Indtryk fra Slot og Kirke kom saa med hans trettende Aar Paavirkningen fra den borgerlige Skole, Efterslægtselskabets nylig stiftede Borgerskole, den første af den Slags her i Landet, hvori han ved Edv. Storms (XVI, 466) Mellemkomst kom til at gaa.
Her kom hans viltre og friske Barnesind under en kjærlig og forstandig Tugt, og ikke blot sin usædvanlig smukke Haandskrift, men sin Sans for Orden og borgerlige Dyder bevarede han for hele Livet som en Arv fra det attende Aarhundredes dygtige Borgeraand, hvori han først blev opdraget.
Senere følte han i alt Fald godt, som han har udtrykt det i en Festtale i Efterslægtskolen (fra 1822) (borgerskolen/red.), at «den venlige Omgivning, den muntre Have, den højtidelige Sal, de udmærkede Mænds Besøg, hædrende Smil, opmuntrende Tiltale meget bidrog til at give vor Aand et højere Sving, til med den vaagnende Æresfølelse og Anelsen om Borgersamfundets Adel at sætte vore Evner i en kraftigere Bevægelse».
– En Indflydelse af en anden, uborgerlig, Art udgik fra Historielæreren, den spirituelle (og spirituøse) C. F. Dichman (IV, 259), der gav Drengen den Sans for det store
– 352 –
og usædvanlige, som altid siden forekom ham at være det egentlig poetiske i Historien.
Til en borgerlig Virksomhed følte han da ogsaa ved Udgangen af Skolen (i 1796) at han ikke egnede sig. Et Forsøg paa ved privat Undervisning at naa frem til Studenterexamen, som en Ven af ham, med hvem han altid havde kappedes, just havde taget, mislykkedes, fordi Indøvelsen af de gamle Sprogs Grammatik forekom ham utaalelig efter den friske og levende Oplysning i Skolen.
Paa Theatret, hvor han derefter ved en letforstaaelig Misforstaaelse af sin kunstneriske Drift søgte hen (1797), kunde han paa Grund af sin Kejtethed og en vis sjælelig Blu (blygsel/red.) ikke slaa igjennem, og da han paa denne Tid ved sit Bekjendtskab med de to Brødre Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted havde faaet et stærkt Indtryk af, hvor smukt det var at leve for et rent aandeligt Formaal, forlod han Theatret i 1799, i den Tro at ogsaa han paa sin Vis kunde blive «en ægte Musasøn».
Aaret efter blev han, ved de to Venners Medvirkning, indskrevet som Student og tog latinsk-juridisk Forberedelsesexamen.
Samme Aar (1800/red.) døde hans Moder, og kort efter forlovede han sig med Christiane Elisabeth Georgine Heger (f. 28. Juli 1782), Datter af Konferensraad, Assessor Hans H., som han havde lært at kjende paa Bakkehuset hos Rahbek, hvis Hustru Kamma var hendes Søster.
Fra denne Tid ere O.s første Digte, bl. a. over Æmner fra den nordiske Oldtid, som han havde faaet Kjærlighed til igjennem Ewalds Poesi, og en lille akademisk Prisafhandling om Muligheden af en digterisk Benyttelse af den nordiske Mythologi – altsammen mere eller mindre præget af den Gjæring, som hans personlige Oplevelser og Følelsen af en Splittelse i hans Natur (Digteren skal være «vild og blid», hedder det i et Ungdomsdigt), ikke mindre end Tidsalderens almindelige Retning (den af Schiller fremkaldte Diskussion om naiv og sentimental Digtekunst), havde frembragt i ham.
Det fyldigste og tydeligste Udtryk herfor giver den ufuldendte (først i vore Dage udgivne) nordiske Fortælling «Erik og Roller» med dens ubehjælpsomt friske Billeder af det bløde og syge (Roller) og det sunde og trodsige (Erik) i Tidens Tænkemaade og den unge Digters Sind.
Under Trykningen af denne Fortælling, der behandler det oldnordiske Æmne i den fra det 18. Aarhundrede (Ewald, Suhm) overleverede rethoriske Stil, lærte O. den lige fra Tyskland hjemkomne, af Goethe og den unge tyske Romantik opfyldte –
353 –
Henrich Steffens (XVI, 350) at kjende og skrev paa hans Raad i Stedet for Fortællingen et Bind «Digte», der udkom til Julen 1802, og som i flere Henseender betegner Udgangspunktet for den danske poetiske Litteratur i det 19. Aarhundrede.
Det Arbejdsmod og den Selvtillid, som ingen af hans Venner her hjemme, hverken Ørstederne, Brødrene Mynster eller A. B. Bentzon (II, 66), der hver paa sin Vis dæmpede ham ved deres Sagtmodighed eller lammede ham ved deres Ironi, formaaede at meddele ham, og som selv Slaget d. 2. April (engelskmennenes overfall på Kjøbenhavn/red.) kun havde givet ham en forbigaaende Følelse af, det gav den sex Aar ældre Filosof (Steffens/red.) ham med sin ildfulde og personlige Veltalenhed, hvormed han befriede ham fra Tidens «Overtro paa det nyttige» og lærte ham at tro paa «Poesiens Værd».
Jeg gav ham ham selv, har Steffens sagt. Ud fra en saadan – man kunde sige : Barnetro paa Kunstens Betydning for Livet, en personlig «Renæssance»-Følelse af den inderligste Art, frembringer han i Aarene 1802-1805 sin Ungdomsdigtnings en mageløs Romantik, hvori det er lykkedes den unge Digter at give de fra Steffens og Tyskland stammende filosofiske Ideer fuldt poetisk og nationalt Liv.
Her er, foruden en Række stemningsfulde og farverige Romancer over nordiske Æmner, Digtet «Guldhornene», skrevet umiddelbart efter den første døgnlange Samtale med Henrich Steffens, hvis ophøjede Billedsprog udtaler det for det hele følgende Aarhundrede afgjørende Brud med den rationalistiske Kunstopfattelse, og det lille lyriske Drama «St. Hansaftens-Spil» (begge i «Digte 1803»), der i en fordringsløs Form indeholder en betydningsfuld Poesi, som ved sin Forening af en inderlig Følelse og et spottende Lune ikke blot har givet Tonen til en Del af den senere danske Romantik, men det første litterære Udtryk for Nationalkarakteren.
Og her er – i «Poetiske Skrifter» (1805) – Ungdomskaadheden i Skuespillet «Frejas Alter», den fromme Naturbetragtning i Romancerne i «Langelandsrejsen» og «Jesu Christi gjentagne Liv i den aarlige Natur» og, ikke mindst, Forherligelsen af den stærke skabende Kunstnergenius i Modsætning til den matte Flid og de selvsyge Drømme i Hovedværket «Aladdin» og, i en mandigere Form med stærkere Fremhævelse af det kunstneriske Arbejde, i den romantisk omstemte nordiske Fortælling «Vaulundurs Saga» – tilsammen en fuldstændig Kreds af Poesier, som ved sin dristige Forening af Modsætninger betegner en fri og fuld Udfoldelse
– 354 –
af en ligesom nyskabt Menneskenatur, en Universalpoesi, der ikke lader sig binde af nogen national Begrænsning.
Efter Udgivelsen af «Poetiske Skrifter» begyndte O. i Eftersommeren 1805 med offentlig Understøttelse en mere end fireaarig Udenlandsrejse over Halle, hvor Steffens boede som Professor ved Universitetet, Berlin og Weimar, hvor han omgikkes Goethe, til Dresden og der fra (Efteraaret 1806) til Paris.
Her blev han i over halvandet Aar til Sommeren 1808, tilbragte den følgende Vinter hos Mme. Staël-Holstein paa hendes Ejendom ved Genfersøen, rejste i Foraaret 1809 til Italien, hvorfra han saa samme Efteraar vendte tilbage til Danmark.
Af større Værker skrev han paa Rejsen «Hakon Jarl» i Halle, «Thors Rejse» og «Baldur hin gode» i Weimar og Dresden, alle tre udgivne under Titelen «Nordiske Digte» 1807, «Palnatoke» og «Axel og Valborg» i Paris og «Correggio» (paa Tysk) i Italien.
Til Forskjel fra Ungdomsdigtningen er denne Digtning fra den store Udenlandsrejse, i hvilken O. selv mente at have naaet sin Modenhed, i Behandlingen af Stoffet mere objektiv og, i alt Fald i Valget af Æmner, mere udpræget nordisk.
Værkerne fremtræde ikke mere som Afspejlinger af eller Fantasier over Digterens personlige Situation, men i det O. nu vælger Tragedieformen for sin Poesi og tager Schiller mere end Shakspeare til Mønster, betegner han (i Forordet til «Nordiske Digte») den historiske Bedrift som den højeste Gjenstand, en Digter kan bringe paa Theatret.
Overgangen i Produktionen belyses klart derved, at «Hakon Jarl», som er det Værk, hvori O. renest har opfattet og fremstillet et betydningsfuldt Æmne af Nordens Historie, efter den første Plan skulde have heddet «Olaf Trygvason» og paa en mere subjektiv Maade afspejlet den ny Aands Sejr over en gammel ligesom i «Aladdin» : som den lykkelige Helts Sejr over den af Lykken forladte Modstander.
Fuldkomne Fremstillinger af en saadan objektiv Poesi ere de to under Goethes Indflydelse og Paavirkning fra græsk Kunst fremkomne Værker, som i ren kunstnerisk Henseende ere O.s ypperste, Tragedien «Baldur hin gode» (i græsk Stil) og Eposet «Thors Rejse til Jotunheim» (i gotisk Stil) hvori «Tilværelsens Grundakkorder» Modsætningen mellem Liv og Død («Baldur») og Kraft og Stof («Thor») have faaet plastisk Skikkelse.
Nøjere knyttede til Forhold i Tiden og til Digterens Personlighed ere Tragedierne «Palnatoke» (med Tilslutning til det 18. Aarhundredes Humanitetsideal og Protest imod den halvkatholske tyske Romantik) og
– 355 –
«Axel og Valborg» om «Kjærligheds Troskab», beregnede, ikke som «Hakon Jarl» paa at ryste, men paa at røre det af Ulykken i 1807 ramte Folk, som han først havde tænkt at styrke og trøste ved at digte en «Axel» (om Absalon, sammenlign Romancen «De tvende Kirketaarne» fra 1808).
Endnu mere personlig er Kunstnertragedien «Correggio», som i Tyskland havde den uheldige Følge at fremkalde en hel Skare lignende Kunstnerpoesier og i Danmark den gavnlige Virkning at bidrage til at vække Publikums Sans for Billedkunsten, og hvori Kunstnerlivets Tragik naivt er fremstillet som væsentlig beroende paa Misforholdet mellem Arbejdet og dets Betaling. Denne Tragedie er med rette (af Baggesen) blevet betegnet som Vendepunktet i O.s Produktion.
Thi da O. var kommen hjem og som Ægtemand (17. Maj 1810) og Embedsmand (Professor ved Universitetet 12. Dec. 1809) skulde fortsætte sin Digtning under de fattige og fortrykte Forhold i Hjemmet, mærkes det vel paa denne hans begyndende Manddomsdigtning i 1810-20, de ti onde Aar i Danmarks Historie i det 19. Aarhundrede, at han ikke mere som i Ungdommen og paa Rejsen er løftet af Tidens Storhed, men trykket af dens Trængsel.
Et bittert betegnende Træk er det, at i et Arbejde, som han selv satte ved Siden af «Aladdin», den uheldige Syngespiltext «Ludlams Hule», er Aladdinshulen, Naturens hemmelige Værksted, hvorfra Geniet henter sine Kræfter, blevet til en Laanebod, et Slags underjordisk Assistenshus til bedste for Smaakaarsfolk, der ere i Forlegenhed for Kontanter.
O. kendte selv til dette. Hans Husførelse var kostbar; Familien forøgedes hurtig (Datteren Charlotte 1811, Sønnerne Johannes Wolfgang 1813 og William 1814, Datteren Maria Louise 1818), og hans Hustru, den heroiske Christiane, kendte intet til at spare, hverken sig selv eller andet.
O. maatte da skrive meget blot for at tjene Penge. Som Regel holde Arbejderne fra disse Aar (ikke blot Lejlighedsdigtene) ikke Maal med dem fra det foregaaende Tiaar.
Af den østerlandske Romantik eller Aladdinspoesi, som han endnu behagede sig i at skrive, staar baade det yppige Æventyr «Aly og Gulhyndy» 1811 (fra Hvedebrødsdagene) og den bløde Faderfølelse i det løse Fantasistykke «Fiskeren og hans Datter» (1816) langt under Ynglingekraften i «Aladdin». Tragedierne «Stærkodder» (1812), «Hugo von Rheinberg» (1813), «Hagbarth og Signe» (1815), «Fostbrødrene» (1817), «Erik og Abel» (1820) ere gjennemgaaende mere anstrængte og mindre rene i den kunstneriske Virkning end de tidligere, selv om
– 356 –
de stundum kunne forekomme Nutidslæsere nok saa interessante ved deres mere moderne Følelsesindhold (Skyldbevidstheden og Afmagtsfølelsen i «Stærkodder», Ægtemandsfortvivlelsen i «Hugo von Rheinberg», den ungdommelige Lidenskab i «Hagbarth og Signe» og Vemodet i «Erik og Abel»).
Umiddelbart tiltalende virker det, naar man føler Virkeligheden, hvorfor (for hvilken/red.) O. havde saa varmt et Sind, slaa igjennem, som Faderkjærligheden i den dramatiske Idyl «Den lille Hyrdedreng» (1818) og Sjette-Frederiks-Idyllen, uden Omskrivning i Digtkredsen «Frederiksberg)) (1816) og i en let «oldnordisk» Forklædning i «Hroars Saga» (1817).
Størst er O. bestandig i det lyrisk-episke Fag, som Heiberg sagde, d. v. s. naar han kan bruge et episk Stof til Udtryk for Bevægelser i hans eget Sind og Tidsalderens Liv som i «Helge» (1814), hvis Romancer til alle Tider ville bevare Kjærnen af hans Kunst, og i hvis fra Skjoldungsagnene laante, genialt grebne Typer, Søkongen Helge og hans fredelige Broder Hroar, man ikke blot gjenkjender Rhytmen i hans eget Sind (det «vilde» og det «blide»), men ser Verdenshistorien skifte : fra hans Ungdoms Heltetid til den borgerlige Fredsperiode, som fulgte efter; Helge-Tragedien er digtet samme Aar som Napoleons Fald.
Og saaledes ogsaa i «Nordens Guder» (1819), der indlededes med «Thors Rejse» fra 1807, og som i de senere tilkomne Romancer giver Vidnesbyrd saa vel om Slapheden i hans Digteraand (Odins- og Frøjs-Partierne) som om dens Styrke, især i de Stykker, der handle om Thor og Loke.
Naar O. i dette Digt, der blev skrevet i de sidste Aar af den saakaldte Baggesenske Fejde (I, 444 ff.), viser i alt Fald nogen Forstaaelse af den Ironi, der efter de litterære Vidnesbyrd at dømme synes at tilhøre den nordiske Aand lige saa oprindelig som den naive Handlekraft (Thor), kan det vel betragtes som en Virkning af Baggesens i syv Aar fortsatte Kritik af hans digteriske Virksomhed, men var da ogsaa saa godt som det eneste Udbytte, han havde deraf.
Baggesens æsthetiske Kritik af O. var til Trods for det Salt og den Munterhed, hvormed den blev fremsat, og som maa have været mange til Forfriskelse i en flov (flau/red.) og forknyt Tid, og til Trods for dens iøjnefaldende Rigtighed og Berettigelse i mange Enkeltheder for O. selv et spildt Arbejde, ikke blot fordi Baggesen, der i den jævne Stil er saa moderne, havde saa forældede Begreber om den høje, men fordi O. delte den almindelige Tvivl om hans (Baggesens/red.) Bevæggrundes Renhed og Mistillid til hans Personlighed.
Og det var tilmed ikke saa meget en saadan skarpsynet, men
– 357 –
smaatseende æsthetisk-filologisk Dokumentation af Værkernes kunstneriske Fejl og Brøst, han trængte til, som en paa Forstaaelse af Tiden og hans egen Karakter grundet, kjærlig og alvorlig Kritik af Forfatterpersonligheden selv.
Som en saadan (der alle Dage vil være en Sjældenhed over for en levende og virkende Kunstner) kunde han heller ikke tage Grundtvigs private og offentlige Optræden imod ham fra et kristeligt-overlegent Standpunkt, som var hans eget ganske fremmed.
Han trængte til en Ven som Schiller, men man maa da tilføje, at for at have Nytte af ham maatte han selv have været som Goethe. Og en Goethe var den meget selvfølende, men lidet selverkjendende Dannerdigter ikke. I Stedet fik han en Heiberg, det vil efter hans egen Mening sige : en ny Baggesen paa en anden Maade.
Efter Baggesens Bortrejse fra Danmark i 1820 indtræder en Hvile i O.s Produktion, som udfyldes dels ved Udgivelsen af hans ældre Digte, dels med nye Arbejder af en flygtig Natur : nogle Syngestykker, hvori han forgjæves søger at kappes med Heibergs Vaudeviller, og den vidtløftige Roman «Øen i Sydhavet» (paa Grundlag af Robinsonaden «Albertus Julius», som han havde elsket i sin Barndom), hvori en betydelig Mængde oplevet Stof, især fra hans Ungdom, er formummet (kan merkes/red.).
Til Tragedien, som mere og mere af ham selv og hans Publikum føltes som Organ for hans nationale Poesi, vendte han tilbage med «Væringerne i Miklagaard» (efter en Ide, som hans Ven Arkæologen Brøndsted havde givet ham i Paris). Den udkom 1827, Aaret efter Baggesens Død, og gav Anledning til J. L. Heibergs Kritik, ikke blot af dette enkelte Værk, men af O.s Produktion i det hele. Denne Kritik maa rigtignok forekomme Nutidens psykologisk skolede Kunstopfattelse yderst doktrinær, paa enkelte Steder (f. Ex. ved at nægte O. fremragende episk Begavelse) usand i sin Systematisering, men den er i det væsentlige rigtig i sin tekniske Vurdering af den Oehlenschlägerske Poesis Kunstformer og i det hele holdt i en værdig, dog undertiden noget pebret (pepret/krydret/red.) Tone.
Det er fra dette og lignende kritiske Forsøg over O.s Poesi (af Hertz, C. A. Thortsen, F. C. Olsen), der ligesom Heibergs ville «indsætte den æsthetiske Tanke i dens af lutter æsthetisk Følelse usurperede Ret», at det Omslag i det litterært dannede Publikums Stemning skriver sig, der i lange Tider gjorde O. upopulær i Kjøbenhavn.
Der havde hos den Slægt, der var voxet op med de ulykkelige Forhold i det lille og fattige Danmark, dannet sig en Smag for det dæmpet følelsesfulde og
– 358 –
ironisk forstandige som noget ejendommeligt og værdifuldt dansk, og for denne Tænkemaade syntes O.s naive Livsfylde barnagtig og hans unuancerede Pathos tysk.
Tragedierne, som han vedblev at skrive, som om han ikke vidste bedre («Karl den store» 1829, «Tordenskjold» og «Dronning Margareta» 1833, «Sokrates» 1835, «Olaf den hellige» 1838, «Knud den store» 1839), gjorde ringe Virkning.
Paa de fleste af disse saakaldte «Tragedier», der ingenlunde altid svare til Navnet, mærkes det ogsaa alt for vel, at de ere skrevne uden dybere Tilskyndelse. Medens Digteren i sin Ungdom havde haft den Lykke at hjælpe en ny Tids Tænkemaade til Udtryk og fremstille et helt aandeligt Gjennembrud i sin Poesi og paa Rejsen i umiddelbar Forbindelse med et verdenshistorisk Røre (den franske revolusjon/red.) havde haft Kraft til at oprejse Mindesmærker for sin Race i klassiske Værker, og medens han endnu under den Baggesenske Fejde havde følt sin Poesi dybt bevæget af urolige Livsforhold (pengeknapphet/red.), var han nu falden i Ro og ejede ikke mere i sit Sind den frugtbare Kampfølelse, det Viljessind, uden hvilket ingen stor tragisk Poesi kan blive til.
Som Følge deraf stod de poetiske Arbejder fra denne Tid, hans senere Manddomsdigtning, i et løsere og mere overfladisk Forhold til hans Personlighed end nogen tidligere Periodes Værker.
Men endnu besad han den samme Evne til naiv Hengivelse i Stoffet, saa at det gjærne var en Nydelse, der overgik selve Læsningen af det fuldendte Værk, at høre O. udvikle Ideen til et digterisk Arbejde; ved Frokostbordet fremstillede han engang den døende Helt i en (aldrig skreven) «Epaminondas» saa gribende, at Tilhørerne glemte, at Dolken var en Brødkniv.
Og hvad der manglede i Energien i det kunstneriske Arbejde, som gik raskt fra Haanden i Formiddagstimerne i Løbet af nogle Uger, vidste han ikke, da han efter Erfaringerne fra sin Ungdom, hvor alt lykkedes ham, aldrig kunde faa sig til at tro, at Kunst var en Anstrængelse.
Derfor troede han bestandig, at hvert nyt Arbejde var, som «Aladdins og «Hakon Jarl», en Verden i det smaa, og saa ikke, at det bare var en Boble.
I hans nærmeste Kreds var der heller ingen, der kunde sige ham det, og til den offentlige Kritik havde han ingen Tillid. Et blivende kunstnerisk Værd har derfor grumme lidt af denne Poesi, hvis Betydning især er historisk som Vidnesbyrd om Bevægelsen i Digterens personlige Liv og det lille litterære Samfund, han tilhørte. Thi da O. ikke mere formaaede at omsætte sit aandelige Indhold i almengyldige Ideer, opfyldte han
– 359 –
sin Poesi med sine private Forhold og mente saaledes at levendegjøre det historiske Stof i Overensstemmelse med sin Regel, at Poesi skal hverken være Fortid eller Nutid, men noget af begge Dele.
Skjønt Kritikken allerede i Anledning af «Karl den store»fremhævede, at «O. nu bestandig lader sine ædle Personer interessere sig for Dyd og Sandhed under Former, der ere deres Digter mere egne end dem selv og deres Tidsalder, og i sine slette Personer forener de Fejl og Laster, der i Livet ere ham ubehageligste (C. A. Thortsen), blev O. dog ved med at tillempe de Billeder af verdenshistoriske Kampe, han behandlede i sin Poesi, efter det Indtryk, han selv havde af den historiske Modsætning, der laa ham og hans Publikum nærmest : mellem Heiberg og Oehlenschläger.
I «Karl den store», «Tordenskjold» og «Sokrates» er det den samme varme Humanitet og store sunde Sans, der overalt forherliges i Heltens Skikkelse, og de samme – ikke som i den Baggesenske Tid lidenskabelige, men koldhjærtede og spidsfindige – «Fjender» af Digteren mere end af Helten, der volde hans Undergang.
Hvorledes ikke alene Digterens historiske Situation, men hans personlige Forhold spille ind i hans Digtning, viser især «Sokrates», hvor ikke blot Sokratesskikkelsen, i hvem Digteren fra først af ikke har søgt sit eget, er bleven tilpasset efter O. s Begreb om sund Fornuft og «sublim Trivialitet», men hvor man i Xanthippe gjenkjender Billedet af hans Hustru og i den i Sokrates’ Datter forelskede Aristofanes – et historisk Arrangement, som Filologen F. C. Olsen strax paatalte, og J. L. Heiberg senere vittig spottede – en Begivenhed, som i nogen Tid havde sat det Oehlenschlägerske Hus i Oprør (Skuespiller Phisters Forhold til Datteren Charlotte).
Foruden den bestandige Kamp for en fri og sund Menneskeligheds Ret imod al Slags Snæverhed og Smaalighed, som (det maa ikke glemmes) ogsaa i disse Aar er Kjærnen i den Humanitet, som O.s Poesi forkynder, og som giver ham vel ikke noget dybt, men et overmaade sundt Blik i moralske og litterære Spørgsmaal (se især Maanedsskriftet «Prometheus» 1832-34), var der dog i alt Fald en af Tidens mere almindelige Rørelser, som kom til Udtryk i hans Poesi.
Medens O. i sit Hjemland var Gjenstand for Kritik og Ligegyldighed, var han ble ven hyldet i Sverige og Norge.
Ved en Universitetsfest i Lund 1829 havde Tegnér paa den ædleste Maade hilset ham som Nordens Digter, i hvis Værker Samfølelsen mellem de tre Folk først var kommet til klart Udtryk, og fire Aar
– 360 –
senere, ved hans Besøg i Christiania, havde ogsaa de norske Akademikere sluttet sig til denne Hyldest.
Rigtignok viste den ganske private Maade, hvorpaa han modtog og takkede for Æren, at han ikke var eller vilde være sig dens historiske Betydning bevidst.
Men i Værkerne fra disse Aar, i Heltedigtet «Hrolf Krake» fra 1828 (i kraftfulde Nibelungenvers, noget løst i det episke Mellemværk, men med fortræffelige Ind- og Udgangspartier), der ellers læses som en loyal Forherligelse af Frederik VI’s landsfaderlige Kongemagt (danskekongen fra 1808 til 1839/red.), og i Tragedierne «Tordenskjold» og «Dronning Margareta» udtaler han med Finhed og Varme sin Følelse for det naturlige Slægtskab mellem de tre Nationer, som han selv havde bidraget saa meget til at bringe til Bevidsthed.
Videre gik han ikke. «Dronning Margareta» (dronning over det hele Norden etter Kalmar-unionens inngåelse 1397/red.) bliver ikke det Festspil for det forenede Norden, som man af dens Æmne og Tidspunktet for dens Tilblivelse (umiddelbart efter Norgesrejsen) kunde vente, i det han til dens Handling har valgt et Træk af Dronningens Liv (Episoden om den falske Oluf), der gjør hendes Moderhjærte og ikke hendes Kongetanke til Midtpunktet i Tragedien. O. kunde saaledes vel med frelst Samvittighed modtage Studenternes Hyldest paa det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn 1845, men i Ledelsen af den skandinaviske Bevægelse tog han ingen Del.
Medens O. arbejdede paa «Sokrates», havde han den Sorg at miste sin elskede Datter Charlotte Phister (XIII, 106). Spor af den Bevægelse, som dette Tab satte ham i, mærkes i de to (efter hans egen Mening) kristelige Tragedier «Olaf den hellige» (1838) og «Knud den store» (1839).
I dette Aar (1839/red.) døde Frederik VI. Det var en almindelig Mening, at hermed var ogsaa O.s Tid ude, og under hans fortsatte Produktion undrede man sig, som Goldschmidt siger, over, at det døde ikke vilde gaa til Hvile, og at alt, hvad der hørte til det gamle Monarki, var saa sejt (seigt/red.) og langsomt med at lade sig skrinlægge.
O. havde selv en Følelse af, at han ikke mere hørte Tiden til, og skrev i den Stemning den nordiske Fortælling «Ørvarodds Saga» (1841), som er den mest betegnende Frembringelse af hans Alderdomsdigtning. Den fortæller paa Grundlag af de islandske Sagaer om Ørvarodd og Hervør i en renere nordisk Stil end den, han ellers har benyttet i sine «Sagaer», om «den hedenske Vildmand, der blev kristelig tam», og som i en fremmed Tid mister Erindringen om sin Ungdom. Da O. læste dette for sin Ven Hauch, kom han til at græde og udbrød : «Det er, ligesom det
– 361 –
var mig selv». Den samme Følelse havde han tidligere givet Udtryk i et lille Vers («Hvor blev I røde Roser dog»), som paa en meget inderlig Maade udtaler Vemoden i hans Livs Historie.
Han havde dog ikke i Sinde at gaa til Hvile endnu; ved Frederik VI’s Død var han først lige (akkurat/nettopp/red.) fyldt de 60 Aar. I 1842 indbød han til Subskription paa sine tyve Bind samlede Værker og tilføjede udtrykkelig, at «Prisen ikke vilde gaa meget over, hvad et Dagblad kostede i samme Tid».
Han tænkte sig, at det var den tiltagende politiske Interesse, som svækkede Sansen for hans Poesi. Men ogsaa æsthetisk havde Smagen forandret sig og i endnu højere Grad end tidligere vendt sig fra det simpelt store, som er Nerven i O.s ligesom i Thorvaldsens Kunst, paa den ene Side til den «elegante» eller «gratiøse» Bagatel, paa den anden til den «pikante» eller «interessante» Fremstilling af sjældne og sammensatte Karakterer, som betegner den galliske Romantisme.
Med Hertz, der i disse Aar beherskede Theatret i Kjøbenhavn, søgte O. uden Held at kappes, som han i sin Tid havde kappedes med Heiberg, ved nogle varmt følte, men dilettantmæssig udførte Lystspil, der have den historiske Interesse at have paavirket Hostrups.
Og med Romantismen søgte han at komme til Forstaaelse ved at give dens Præstinde paa Theatret, Skuespillerinden Fru Heiberg, som han tidligere ikke havde kunnet faa Brug for i sit Repertoire, Opgaver i sine Tragedier. Efter først at have indført hende paa sit Theater i Drengerollerne i Lystspillet «Den lille Skuespiller» fra 1836 og i «Knud den store» skrev han for hende Tragedien «Dina (opført 1842), der af Heiberg i en stærkt anerkjendende Anmeldelse hilstes som et vellykket Forsøg i den moderne «interessante» Digtart, og som til Trods for sin stærkt uhistoriske Karakter virkelig er et af O.s interessanteste Arbejder, et levende Billede af en ikke naiv, men reflekterende, ikke «poetisk» (som Valborg
og Christiane Oehlenschläger), men (som Sophie Ørsted) æsthetisk Natur og et varmblodigt Forsvar for det store og sjældnes Ret imod Hverdagslivet. Det er et Arbejde, hvori O.s Alderdoms Poesi mødes med hans Ungdoms, og som derfor ogsaa vandt den gamle Digter Ungdommens Hjærter og i det hele gav Stødet til, at O. i de sidste ti Aar af sit Liv, støttet af en ildfuld mod-heibergsk Kritik (P. L. Møller), atter blev det store Navn i den danske Litteratur.
Da O. var ved at fuldende «Dina» i Sommeren 1841, mistede han (7. Juli) sin Hustru, som i mere end 30 Aar havde styret hans
– 362 –
Hjem (til sidst endog forlagt hans Bøger) med en storstilet, men upraktisk Virkelyst og vaaget over sin Mand og sine Børn med en fuldkommen selvopofrende og ganske ukritisk Kjærlighed.
Hvad O. ved hendes Død skrev om dette sjældne Menneske, hvis Billede saa ofte møder i hans Poesi fra Valborg til Xanthippe, staar ikke paa Højde med Hauchs Mindedigt, et enestaaende pathetisk Mindesmærke om en, hvis Væsen helt igjennem var Pathos.
Aaret efter Hustruens Død rejste O.s yngste Datter, Maria, som han, især efter den ældste Datters Død, havde sluttet sig meget fortrolig til, til Norge, hvor hendes Mand, Nordmanden Dr. W. Konow (Wollert Konow 1809 – 1881/red.), havde kjøbt en Ejendom ved Bergen, og den gamle Digter var nu meget ene.
Om Sommeren havde han ved Christian VIII’s Velvilje Bolig paa Fasangaarden ved Frederiksberg Slot, men foretog i de første Aar, efter at have holdt sig saa længe hjemme, nogle Rejser til Udlandet.
I 1843 var han i Norge for at besøge sin Datter og fuldendte her den uheldige Tragedie «Erik Glipping». I 1844 gik han med sin yngste Søn William, der var hans stadige Selskab, paa en lang Udenlandsrejse og opholdt sig længe i Paris, der var den By, han elskede mest. Thi, skrev han til en Ven (Fr. Hebbel), «levende er Paris i højeste Grad, og det føler enhver, som elsker det levende».
Karakteristiske Indblik i hans Sjæleliv paa denne Tid giver Romancen «Tanhuser i Venusbjærget», nok saa meget som Skuespillet «Landet fundet og forsvundet» (med den om Romantismens stilistiske Kategorier mindende Undertitel «et nordisk Heltespil»), som han foruden et Par mindre betydelige Skuespil forfattede her i Paris, der ogsaa var den By, hvori han bedst kunde arbejde.
Det er ellers et Tidens Tegn, at baade i det nordiske Heltespil og i Tragedien «Erik Glipping» staar der over for Sværmeren eller Skjalden «en fornuftig Mand» – en Tidstype, som O. havde haft over for sig i Borgertiden i sin Ungdom og nu følte vende tilbage i Bourgeoistiden paa hans gamle Alder.
Efter Hjemkomsten skrev han atter et gammelnordisk Digterværk, Tragedien «Amleth», hvortil han vistnok havde faaet Ideen ved i Paris at se en efter hans Mening yderst skabagtig Fremstilling af Shakspeares «Hamlet», som han hørte Victor Hugo rose.
I Stedet for en saadan fransk-hysterisk Hamlet vilde han (paa Grundlag af Saxo) give en nordisk-historisk, heroisk Amleth, som dog unægtelig er bleven meget mindre interessant end Shakspeares Figur. Men Stykket, der blev opført paa O.s 67. Fødselsdag,
– 363 –
indbragte ham paa ny Publikums Hyldest. Ogsaa den næste nordiske Tragedie, O.s sidste, «Kjartan og Gudrun» gjorde Lykke. Den er digtet efter den interessante Laxdølasaga (hvoraf N. M. Petersen havde udgivet en Oversættelse) og har faaet sin Varme af en ny Forelskelse hos den friske gamle Mand; i den varmblodige Kjartan giver den et Billede af den samme Ynglingenatur, som O. først fremstillede, og som altid var det, han bedst fremstillede, saa at hans Poesi sluttede, hvor den begyndte.
Af denne Varme er der intet i de to sidste Værker. Saaledes efter Sagens Natur ikke i det Læredigt om «Digtekunsten», han skrev i Sommeren 1848, og hvormed han vilde slutte sin Virksomhed paa Universitetet, der aldrig havde betydet meget.
Men ogsaa «Regnar Lodbrok» er væsentlig mat, et Heltedigt i «Helges» Form, men uden «Helges» Aand. Han skrev det umiddelbart efter det foregaaende Digt «for at forslaa Grillerne, og da det varer saa længe med Vaabenstilstandens Antagelse», og fordi det «trøstede mig midt i denne Tid, fuld af politisk Smaalighed, Galskab og Kjævleri, at ty hen til
en kraftig, barbarisk Tid, hvor man dog var Mænd og vidste, hvad man vilde, og ikke med affekteret Sludder vilde gjøre sig bedre, end man var».
Men man følte almindelig, at man ikke mere havde Brug for Regnar Lodbrog, siden «Jens» var ved at blive heroisk. Det betegner Historiens Dødsdom over den Oehlenschlägerske Periode i den danske Kunst, at det blev Bissens «Den danske Landsoldat» og ikke Jerichaus «Thor», der blev Mindesmærket for 1848.
Det var da godt, at O. kort før sin Død (20. Jan. 1850) fik og brugte Lejligheden til at sige det afgjørende Ord, der for bestandig binder hans Betydning som Digter til Danmarks Historie.
Efter at han i Sommeren 1847 Paa en Rejse til Sverige (Stockholm og Upsala) paa ny var bleven hyldet som nordisk Digter, samledes en Kreds af de bedste Mænd i hans Fædreland med ham paa hans 70. Fødselsdag for at hilse ham som dansk Digter. Ved denne Lejlighed var det bl. a., at Heiberg, der havde været hans Modstander, i en Sang hyldede ham som den første ret danske Digter, og at Grundtvig, hans Dommer, med en Tale rakte ham en Lavrbærkrans fra de danske Kvinder.
Og her oplæste O. som Svar paa Skuespiller Nielsens Festtale et Digt, der endte med at nævne «den danske Munterhed» som den Egenskab, hvorpaa Folkets aandelige Livskraft især beroede.
Med dette jævne Ord har O. ganske rigtig betegnet det i sit Væsen og sin Virksomhed, som
– 364 –
til Trods for alle Kultur- og Kunstforandringer lever videre i hans Nation. Det var ved denne Munterhed (hvormed han mener : Livslyst og Levekraft), han først var slaaet igjennem.
Aladdin er «Naturens muntre Søn» og hverken mere eller mindre; Digtet om Thor er «muntert»; selv i Tragedierne hersker der, som han siger, «en højere Munterhed», en lys Kraft og en jævn Tone – den samme, som lever i Folket og stedse er kommen til Udtryk i de mest betegnende Frembringelser af dets Kunst og Videnskab.
Men O. er ikke dansk Nationaldigter i den Forstand, at han ved sin Poesi skulde have gaaet ud paa at udvikle og begrænse Folket i dets nationale Ejendommelighed. Han har altid fremhævet, at Kunst ikke er en national Sag, men en menneskelig Ting. Som den Skole, han oprindelig tilhørte, den Goetheske Romantik, har han tvært imod ved sin Poesi villet sprænge den nationale Begrænsning og udvide den danske Aand til en fri og alsidig Menneskelighed.
Det er med rette, at Heiberg i den nysnævnte Sang kalder ham «en Adam paa det danske Parnas» (diktningens opphøyde verden/red.). At han hed Adam er et Tilfælde, men det ser ud som en Tanke.
Sikrest træffer Kamma Rahbek hans Væsen med det spøgefulde Bakkehusnavn «den uomvendte Adam». Den Menneskelighed, der var i O., var ikke, som hos Grundtvig, den vældige Natur, som ved Kristendommens Aand løftes ud over sig selv, eller, som hos Goethe, den dybe Natur, der begrunder sig i sig selv som et Kunstværk. Men det var den frodige Natur, der blomstrer af sig selv og uden noget andet Formaal. Det er den psykologiske Sandhed i Heibergs æsthetiske Bestemmelse af O. som «umiddelbar», at hans Kunst og han selv med ingen anden Udvikling kjender end Naturens : fra hans Ungdoms blomstrende Foraar til Efteraarslyset i hans sidste Værker.
Som i Kunsten, saa i Livet.
Om O.s Personlighed er der af hans Samtid fældet de mest forskjellige Domme. Nogle have fundet ham stolt og utaalelig selvfølende, andre kjærlig og fuld af Gemyt; nogle har han ogsaa i Samtale forekommet i høj Grad interessant, ja genial, andre kalde ham i mundtligt Samkvem ubetydelig, ja enfoldig. Sandheden er, at han kunde være alt dette, fordi han
altid uden at beregne Virkningen af sin Fremtræden fremstillede sig ganske bar for Folks Domme.
Hvorledes han som gammel tog sig ud for dem af de unge, der kjendte ham bedst, viser en Privatudtalelse af Ludvig Mynster (XII, 4) i et Brev til Hostrup, der forsvarer sin Plads her som en klog og kjærlig Dom af en samtidig
– 365 –
over O.s Personlighed :
«O. er et rent Naturmenneske, et uhyre genialt Barn med al dets Uartighed og Elskværdighed. – Han befinder sig i en uafbrudt Overgang fra Besværethed og Urimelighed ved den ringeste fysiske Møje til en alt jordisk forglemmende Digterbegejstring, i en idelig vexlende Stigen mod det høje og Falden mod det lave. Ens egen Følelse for ham maa naturlig bestandig ledsage hans egen Vexlen; snart føler man fuldelig hele den nyere Skoles Ret imod ham, tager Parti for dem, der sætte en uendelig Arbejdsskærsild som Geniets Pligt og fordre, at den fødte Digter skal vorde gjenfødt Digter – og saa, efter at have følt den blotte Umiddelbarheds Dorskhed og Egenkjærlighed, opløftes man ved dens Skjønhed, Friskhed og Barnlighed. – Han er vel, hvad Hverdagsmennesker dadlende vilde kalde «et gammelt Barn»; men er det ikke fra en Side stort og beundringsværdigt, at en Mand gjennem et langt Liv kan bevare al Barnets Uskyld og herlige friske Følelse ? Han har gjennem Livets Besmittelser bevaret en fuldkommen Hjærtets Renhed; som et Barn oprøres han ved alt slet og urent, han hører eller ser, om det end er noget, hvori han i Handling selv har gjort sig skyldig; som et
Barn føler han ved hver lille Ulykke, der møder hans Blik, ved hvert Dødsfald, han læser i Avisen, ved hver Tigger, han ser paa sin Trappe; som et Barn bliver han da i alt, som fordrer praktisk Modenhed, saa elskelig ufornuftig (siger sine Piger op, og naar de græder, beholder han dem igjen o. s. v.). Inspirationen er jo naturligvis heller ikke noget rent overnaturligt, det himmelske tager kun Bolig i et med det himmelske væsentlig beslægtet Sind. Nej, O. er aldrig «Digteren i Helvede» (i Heibergs «En Sjæl efter Døden»), han er Digteren i Paradiset, i Edens Have – om end med al den ved Menneskebarnet klæbende Arvesynd, Egoisme og Begjærlighed. – Der er nok af tørre, udbrændte, udfølte og udlevede Sjæle i vor Tid, til at ikke ogsaa Mennesket Adam Oehlenschläger som deres Modbillede bør opbygge og glæde».
Den samme sanselige Frodighed, der er Grundtrækket i O.s Personlighed, prægede ogsaa hans Ydre. Hans Ansigt og Skikkelse bar, selv da han var ældre, intet Mærke af Arbejde og Viljeskampe, men gav Indtrykket af en naturlig Blomstring.
Som gammel Mand mindes Steffens «hans højst indtagende Ansigtstræk, Ilden i hans smaa sorte [skal være : hverken smaa eller sorte] Øjne, den utaalmodige Bevægelighed i alle hans Miner, den vidunderlige Blanding af blød Længsel og trodsig Kjækhed i alle hans Ytringer».
– 366 –
En Tegning af (gjort av/red.) Riepenhausen fra O.s Ophold i Rom, i Familiens Eje (bedste Gjengivelse i Foreningen Fremtidens Udgave af «Adam Oehlenschlägers Ungdomsdigtning» 1904), viser endnu samme Træk.
Fra hans Alderdom har den svenske Forfatter Wilh. v. Braun gjengivet sit Indtryk af ham med de Ord: «Det var en ældre, noget førladen Mand med ædle, skjønne Træk; i Særdeleshed havde hans Mund et uendelig venligt og vindende Udtryk. Hans Kinder vare blomstrende som en tyveaarig Ynglings, hans Haar glinsende og næsten sort. Alene paa de tætte Rynker ved Øjnene kunde man se, at han var over Midalderen».
Et Maleri fra denne Tid af Gertner findes paa Nationalmusæet paa Frederiksborg.
Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv, I-II (1830-31).
Erindringer I-IV (1850-51).
Mindeblade om Oehlenschläger i Breve fra og til ham ved C. L. N. Mynster (1879).
Kr. Arentzen, Baggesen og Oehlenschläger I-VIII (1870-78) (litteraturhistorisk).
Samme, Adam Oehlenschläger (1879) (biografisk).
Vilh. Andersen, Adam Oehlenschläger I-III (1899-1900) (psykologisk).
F. Liebenberg, Bidrag til den Oehlenschlägerske Litteraturs Historie I-II (1868) (bibliografisk).
End videre :
Kr. Arentzen, Danske Digtere i d. 19. Aarh. (1864).
P. Hansen, III. dansk Litteraturhistorie, 2. Udg., III (1902).
R. Gottschall, Die deutsche Nationallitteratur I (1861).
J. le Févre Deumier, O. le poëte national du Danemark (1854).
Vald. Vedel, Studier over Guldalderen i dansk Digtning (1890).
Clemens Petersen, Om Forholdet mellem det gamle og det nye ved Oehlenschlägers Fremtræden (1867).
L. Schrøder, Adam Oehlenschläger og den romantiske Skole (1888).
Vilh. Andersen, Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie (1896).
Adam Oehlenschläger, Erik og Roller, ved V. Bierring (1897).
Adam Oehlenschläger, Digte 1803, paa ny udgivne med en Efterskrift ved Ida Falbe Hansen (1903).
Olaf Hansen, Oehlenschlägers Digte 1803 hundrede Aar efter (1903).
C. Elberling, Oehlenschläger og de østerlandske Eventyr (1887).
Samme, Et og andet om Aladdin (1899).
F. Baldensperger, Quae in Oehlenschlægerii Carmine Aladdin inscripto e germanicis litteris pendeant (Nanceii 1899).
G. Brandes, A. O.s Aladdin (i Essays 1889).
Rud. Schmidt, Sex Foredrag (1878).
Samme, Fra Liv og Litteratur (1887).
E. Gigas, Litteratur og Historie I (1898).
Hauch, Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger (1869).
Samme, Æsthetiske Afhandlinger og Recensioner (1861).
Vilh. Andersen, Ungdomsdigtning af Adam Oehlenschläger med en Indledning (1904).
M. Hammerich, O.s Ungdom (1863).
Samme, O. paa Rejse i Udlandet (1867).
Dahlmann, Betragtninger over O.s Værker (1812).
C. Molbech, Forelæsninger over den nyere danske Poesi II (1832).
Samme, Studier over O.s Poesi (1850).
Heiberg, Prosaiske Skrifter II.
P. L. Møller, Kritiske Skizzer I (1847).
Samme, Adam Oehlenschläger, et Erindringsblad (1876).
R. Nielsen, Adam Oehlenschläger, et Mindeskrift (1879).
C. Hostrup, Tre folkelige Foredrag (1869).
Vilh. Andersen, Frederiksberg (i Litteraturbilleder 1903).
Ljunggren, Tegner och O. (1868).
End videre :
L. Bobé, Berl. Tid. 6. Juli 1901.
Samme, Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds V, 197 f.
Breve fra og til H. C. Ørsted, første Samling (1870).
C. Hauch, Minder fra min Barndom og Ungdom (1867).
– 367 –
Samme, Breve (1869).
P. Hjort, Kritiske Bidrag. Literærhistorisk Afdeling I-II.
Professor Oehlenschlägers Erklæring om mit personlige Forhold til Justitsraad Baggesen (1818).
Baggesens Biographie IV (1856).
C. L. N. Mynster, Fra den ældre Tid (1882).
Marie Konow, Nogle Barndoms- og Ungdomserindringer (1902).
H. P. Holst, Fra min Ungdom (1873).
Mathilde Reinhardt, Familie-Erindringer I-II (1887-89).
N. Bøgh, Fra Oehlenschlägers Kreds (1881).
Vilh. Andersen.