– og referert i Christiania-avisen «Morgenbladet» for «Fredagen den 16de Juli 1841»; Ludvig Mariboe gikk bort 58 år gammel i den sydsjællandske byen Slesvig en knapp måned tidligere, den 19. juni. Redaktør på dette tidspunkt og helt tilbake fra 1831 og til 1857 var Adolf B. Stabell, som er beskrevet annetsteds her og den som ønsket å hedre Mariboes minne på denne måten :
Danmark.
Om Kapitain Mariboe indeholder Dagen Følgende : Den 19de f. M. døde i Slesvig den i sin Tid meget bekjendte Storthingsmand Kapitain Ludvig Mariboe fra Christiania.
Han var født i Kjøbenhavn og opdragen i Hofpræst Christianis Institut, hvor han, skjønt ei bestemt til Studeringer, nød en meget omfattende Undcrviisning. Efterat have virket i nogle Aar paa et Handelskontor i Livorno, etablerede han sig i Christiania, hvor han ved et ældre kort Ophold havde erhvervet adskillige formaaende Velyndere, især i Kammerherre Rosenkrantz og Bernt Anker.
Understøttet af disse Mænd, drev han en betydelig Kornhandel paa en, baade for Norge og ham selv, fordeelagtig Maade.
Han havde en meget virksom Aand, der ikke tillod ham at være tilfreds med at drive en meget betydelig Handel med Trælast og at have mange Skibe i Søen eller indskrænke sig alene til Handelsforretninger, men som førte ham til at indlade sig i mange andre Entrepriser. Saaledes byggede han en meget stor Bryggergaard i Christiania, drev et ei ubetydeligt Jordbrug, anlagde et Glasværk, en Klædefabrik, en Kortfabrik og en Papirmølle, samt kjøbte og drev et Jernværk.
Under Krigen med Sverige oprettede han et borgerligt Artilleri-Korps, hvormed han drog i Feldten, og i denne Stilling gjorde mange Opoffrelser.
Da Carl Johan var udnævnt til Thronfølger i Sverige, og (han) efter Norges Forening med dette Riget kom til Christiania, blev Wariboe personlig kjendt med denne Fyrste, der yndede ham og drog ham til Stockholm, hvor han en Tid lang var ansat som Adjutant hos den afdøde Konge (kong Carl XIII – i Norge Karl II – konge i Norge fra 1814 til sin død i 1818, da hans adoptivsønn Carl III Johan (i Norge) overtok scepteret).
Imidlertid indtraf uheldige Konjunkturer og ved sit Ophold i Sverrig havde han ei Leilighed til at forestaae
saamange Eiendomme saaledes som det udfordredes for at modstaae den indtrufne Krisis. Hans finansielle Tilstand forværredes, og da han ei vilde erklære sig Fallit, bleve efterhaanden hans Eiendomme solgte, efter Utlæg, til Kreditorerne, saa at han efter at have forladt Stockholm og efterat være vendt tilbage til Norge havde mistet al sin Formue.
Sværmende for den norske Frihed, slog han sig til Oppositionen, som den Gang stod skarpt frem, for paa denne Maade at værne for Landets unge Frihed. Ved at udgive «Patrouillen», der dengang var det eneste Oppositionsblad af Betydenhed, indvirkede han meget paa den offentlige Mening og erkjendtes ogsaa almindeligen som en frisindet, oplyst Mand.
Han vandt saa megen offentlig Tillid, at han tvende Gange valgtes til Medlem af Stortinget, hvor hans kommercielle og finantsielle Kundskaber kom ham til Nytte.
Mangel paa en hensigtsmæssig Virkekreds og den nedslaaende Følelse at see et virksomt Liv uden noget egentligt Resultat, nedbøiede hans Sind; hans Aandskræfter bleve svækkede og han døde i Slesvig omgiven af en kjær og øm Datter, der har fulgt ham, samt af hans Søn og Svigersøn Professor Aubert, der vare reiste over for at bringe ham til hans Hjem.
Han efterlader sig et kjærligt Minde i Norge, hvorom den fra flere Sider mod hans nu efterladte Enke viste Velvillie under hans Sygdom, er et trøstende Beviis.