– og inkludert både i den første (1841) og andre (1843) oversettelsen sogneprest Hans Peter Schnitler Krag utgav av boken den tyske skolemann og herrnhuter-prest Friedrich Renatus Früauf forfattet/utgav i 1839 – bokens original-tittel på tysk har foreløpig ikke vært mulig å finne;
– og her er Früaufs egne ord som fortale til boken – også oversatt fra tysk til norsk av H.P.S. Krag :
Forfatterens Fortale.
Man gjør i nærværende Tid meget for Dannelsen af den fremvoxende Ungdom; man bygger og forbedrer Skolehusene, man søger at give Lærerne en til deres møisommelige Kald mere passende Løn, man søger paa Søminarier at veilede dem til en hensigtsmæssigere Methode og bibringe deres egen Aand en større Klarhed, man søger ved Haandgjerningsskoler at udbrede nyttige praktiske Kundskaber og ved offentlige Skoleprøver og Belønninger at vække og opflamme Disciplenes Flid.
Som mangeaarig Opdrager føler jeg derover en levende Glæde, fordi jeg anseer det som et Beviis paa, at man er gjennemtrængt af den store Sandhed : at, skal noget Grundigt skee til Menneskehedens Forbedring og Lykke, saa maa det udgaae fra Ungdomsdannelsen.
Kun gjør mig een Tanke derved bekymret, nemlig at man lægger for stor Vægt paa Kundskaben, og ikke vil opføre Menneskelykkens Bygning i alle dens Forhold paa den eneste faste Grund, Villiens Forbedring ved troende Omgang med Gud og ved tidlig Agtpaagivenhed paa Guds Stemme i Samvittigheden.
Uden denne Grund falder den hele Bygning sammen, og istedetfor Forbedring vil Elendigheden og Forvirringen kun blive større, jo mere Aandsevnerne have udviklet sig uden Hjertets Forædling.
Glemmer dog ikke det Bedste ! ak glemmer ikke det Bedste !! jeg ønskede med Stormens Røst at raabe, saa at alle Skoleforbedrere hørte det : Glemmer ikke det Bedste !!!
For dog ogsaa efter mine ringe Evner at bidrage lidt til den ædle Hensigts Opnaaelse, har jeg samlet nogle Tanker af min Erfaring, hvilke jeg beder mine yngre Medarbeidere at skjænke deres hjertelige Opmærksomhed som velmeente Raad.
Lader os ved vore Bestræbelser ikke glemme det bekjendte : non multa, sed multum (ikke Mangt, men Meget) eller : «Hellere Lidet (litt/red.) heelt end Meget halvt !», og det fromme Sprog : Alt beroer paa Guds Velsignelse !