– og inntatt i «Tillæg til Morgenbladet No. 273 1841», hvilket var for «Torsdagen den 30te September; den anmeldte bok ble utgitt tidligere samme året (1841) av sognepresten Hans Peter Schnitler Krag som en direkte oversettelse av en bok utgitt to år tidligere av den tyske herrnhuter-prest (brødremenighetsprest) og lærer/utdanner Friederich Renatus Früauf; men – som vi ser av teksten nedenfor – var både bokens tyske originalforfatter og navnet på den norske oversetter ukjent for bokleserne og også for anmelderen «F»;
– anmeldelsen var inngitt anonymt og undertegnet kun med denne «F»; ganske snart ble det kjent at det var skolemannen og rectoren ved Kathedralskolen i Trondhjem Frederik Moltke Bugge (1806-1853) som skjulte seg bak – Bugge var yngste sønn av den kjente Trondhjems-biskop Peter Olivarius Bugge (1764-1849);
– les anmeldelsen nedenfor her :
«Nogle Tanker om Opdragelse af en gammel Opdrager». Oversat fra Tydsk. Christiania 1841, hos P. T. Malling. 60 Sider lille 8. Priis 12 sk.(skilling/red.)
Indsendt.
Under ovenstaaende Titel har en ubenævnt Oversætter nylig leverer Almeenheden en liden Pjece, hvis overmaade ringe Priis staaer i intet Forhold til dens ligesaa gehaltrige, som fordringsløse Indhold, – et lidet Skatkammer, som Anm. vilde ret inderlig ønske den størstmulige Udbredelse blandt alle Forældre og Opdragere, der fatte Betydningen af deres vigtige og ansvarsfulde Kald.
Indeholdende Resultater af en lang og vel benyttet Erfaring, er denne lille Bog lige passende og interessant for den mere som for den mindre Dannede, for Skolemanden, som for den Rimelige Opdrager. Den bærer Præget af et ualmindeligt dybt Blik i Menneskenaturen, som den er, forenet med en hjertelig Varme for Børneopdragclsens Tarv.
Det er en livsfrisk og kraftig Aand, denne «gamle Opdrager». Der er Sene og Nerve i Alt, hvad han lærer os. Intet overspandt religiøst Følerie, ingen streng og mørk Lære, intet staalkoldt pædagogisk-philosophisk Ræsonnement á la Basedow og Campe, bygget paa uchristelige Forudsætninger om : «Menneske-Adel», «Menneskefortræffelighed» o. s. v.
Det er paa Guds Ord, puurt og reent, paa sund, bibelsk Christendom, denne gamle Opdrager har grundet sin Opdragelseslære. Har Du alvorlige Timer, Du Fader og Du Moder, eller Du Opdrager, hvori Dit hellige Kald trader frem for Dig i sin dybe Betydning, hvori Forpligtelsen og Ansvaret hviler tungt paa Dit Hjerte, saa kom hen og sæt Dig ned ved denne vakkre Gamaliels Fødder og lyt opmærksom til hans Stemme.
«Een Tanke» hedder der i Forordet «een Tanke gjør mig bekymrer med Hensyn til Børneopdragelsen, nemlig at man lægger for stor Vægt paa Kundskaben, og ikke vil opføre Menneskelykkens Bygning i alle dens Forhold paa den eneste faste Grund, Villiens Forbedring ved en troende Omgang med Gud og ved tidlig Agtpaagivenhed paa Guds Stemme i Samvittigheden».
Der er denne Tanke, der leder Forf. heelt igjennem. Hans Lærdomme gaae derfor fornemmelig ud paa Chararterens, Gemyttets Dannelse.
Bogen er deelt i 4 Hovedafsnit med følgende Overskrifter : 1) Opdragelsens Omfang og Hensigt. 2) Opdragerens vigtige Hverv og hans Forbillede. 3) Betingelser og Egenskaber hos en Opdrager. 4) Enkelte Gemytsegenskaber. Ethvert af disse 4 Afsnit har mindre Underafdelinger.
Af det første Afsnit ville vi uthæve følgende Ord Side 6 : » —— Hvormange Forældre handle ikke saaledes, som om Opdragelsen kun havde Barnealderens Tække (tiltalenhet/red.) til Hensigt og kun de 5 til 10 Aar for Øie, i hvilke Børnene skulle træde ind i Selskabet (samfunnet/red.) og søge at vække Opmærksomhed og Beundring, og synes derover ganske at forglemme, at derefter vel kan følge for den rolige Nydelse endnu 20 til 60 Aar, hvis Lykke og Tilfredshed beroer ikke paa enkelte glimrende Talenter og Færdigheder, men hovedsagelig paa Charakteren ! Mangen En tænker, at det kommer nok af sig selv og at derved lader sig ikke Meget gjøre. Men det kommer ikke af sig selv og derved lader sig ganske vist Meget gjøre. Forældrcne ere vel sjelden Vidner til denne deres Børns sildigere Livs-Periode, men det kan ei være dem Eet og det Samme, om de for dem (barna/red.) have samlet eller adspredt, bygget eller nedrevet; og kun da kunne be beroligede lægge deres Hoved til Hvile, naar de vide, at Velsignelse og Fred boer i deres Familie».
Af det 3die Afsnit hidsætte vi følgende under Rubrikken «Haardhed» forekommende Ord (S. 19) : «Ved utidig og længe fortsat haard Behandling bliver et Barn enten sky, forknyttet og indslutter i sig selv, eller følesløst og aldeles forhærdet, og Opdrageren kan ved for haard Behandling betage det al aandelig Kraft. Man trække ikke Barnet noget Sjæls-Snørliv paa; i ligegyldige Ting lade man det handle frit etter egen Lyst, saalænge det ikke støder an mod Orden og Pligt. Thi Mennesket har en fri Villie, som vi allerede hos Barnet maa respektere og aldrig uden Nødvendighed skulde indskrænke. Agter dog Gud den hos os, og indskrænker os saa lidt som muligt. Men han veed, hvor langt han kan lade os gaae og bringer og derpaa ved Omstændighedernc tilbage i de rette Skranker. Frihedsfølelsen er allerede barnet sød, og det forsager aldrig denne Følelse uden Smerte».
— Under «Jævn Behandling» hedder det i samme Afsnit : «En god Kudsk lader ei Tømmerne først hænge slappe, og strammer dem saa pludseligen ved et stærkt Ryk, men Hestene maae altid beholde Følelsen af dem, uden at det gjør dem ondt, saalænge de lystre Kudskens Villie, ellers blive de stivmundede.
Ligesaa maa en god Opdrager ikke først lade en Uorden faae Indpas og saa med een Gang heftig (plutselig/red.) fare løs, ikke til een Tid bortgive sin Værdighed ved uoverlagt Handlemaade, og derpaa igjen ville tage den tilbage ved Strænghed; men Behandlingen maa være jævn. Uordener maae strax i Begyndelsen standses med Rolighed. Da bemærke Børnene ethvert ubetydeligt Vink, og Alt gaaer som af sig selv. Principiis obsta» (Meningen (betydningen/red.) : Qvæl det Onde i Fødselen !)».
— Under «Lydighed» forekomme disse gyldne Ord : «Et Barn maa lære at adlyde; men dette vil ei sige at det følger mine fremsatte Grunde, naar de ere det indlysende; — thi da handler det egentlig kun efter eget Overlæg, ikke af Lydighed, — men at det adlyder mit Ord, fordi jeg har befalet det, af Agtelse for min Auktoritet.
Men mine Fordringer maae vare billige (resonable/red.), og jeg maa ikke uden Nødvendighed, kun sparsomt og med Rolighed, fordre saadan Lydighed. Naar et Barn gjør grundet Indvending mod min Befaling, maa jeg vare villig til at prøve den, og ei, som oftere skeer, brændemærke en beskeden Modbemærkning , som Frækhed eller Næsviished.
— Om «Irettesættelse» hedder det S. 28 : «En Irettesættelse maa ikke være lang og vidløftig; jo kortere, des bedre. Den lange Skjænden og end mere den lange Bæren paa og Gjenoprøren af allerede afgjorte Sager, duer aldeles ikke. For Børnenes Feil, saasnart de ere tilgivne, maa Opdrageren have en saa kort Hukommelse, som Gud har mod en angergiven Synders Feil, og ikke mere tænke derpaa».
— S. 36 under Rubriken «Hovedprincip gjennem hele Livet», bestrider Forf. den temmelig indgroede moderne Anskuelse, at det ikke er passende, ja vel endog skadeligt at underholde sig med Børn om hvad der hører Guds Rige til. Han kalder det «uforsvarligt», om vi ikke saa tidligt, som muligt, søgte at henlede Barnet til Gud. Men han vil derhos ogsaa, at man skal vogte sig for at overlæsse det med «aandelige» Ord, at anvende «aandelig Skjælden» eller vel endog «straffe med aandelige Ting, saasom med Bibellæsning, Nedknælen o. desl.»
Han gjør den meget vigtige Bemærkning, at man undertiden finder Børn af fromme Forældre, men som have anvendt en feilagtig Methode, at være de allerirreligiøseste og forvorpneste, som ei mere ere modtagelige for noget bedre Indtryk.
«Man har i Barndommen præket dem ihjel». «Men», hedder det, «naar vore Børn kunne mærke paa os, at vi i Nøden søge vor Hjælp, i Smerten vor Trøst, i Raadløshed vort Raad hos Herren, og at Omgangen med ham er vort Hjertes idelige Trang og vort Livs sødeste Nydelse, saa virker dette mere, end al Moraliseren. Det giver da det sande Princip, som gjennem hele Livet leder dem sikkert paa den rette Vei. Det er Magnetnaalen, som under alle Livets Storme, om end Horizonten skulde blive ganske formørket, dog viser dem den sande Retning, og som skjænker Oldingen ligesaavelsom Barnet, den meest tilfredsstillende Nydelse, naar alle andre Livets Nydelser lidt efter lidt have tabt deres Ynde».
Hvo der har havt den Lykke at have havt en christelig Opdragelse, han vil af Erfaring istemme disse Ord; han vil bevidne, at mangt er lidet Sædekorn, som en from Moder (thi visselig hører Saadant helst Mødrene til) eller en from Fader i de spæde Aar nedlagde i hans Hjerte, syntes det end i Ynglingeaarenes farligste Periode mangengang næsten qvalt under Livets Fristelser og Verdens Tillokkelser, dog aldrig ganske kunde undertrykkes, men ofte i vigtige og afgjørende Momenter spirede frem og blev den gode Engel, der bevarede fra Fald, eller opreiste, naar Faldet var gjort.
Hvad Anm. (anmelderen = Bugge/red.) her har udhævet af denne lille Bogs Indhold tør være tilstrækkeligt til at godtgjøre, at der gaaer en sund, fordomsfri, christelig Aand gjennem samme, og at det er en erfaren Opdrager, som her taler til os.
Anm. gjentager derfor end engang sit Ønske om Bogens størst mulige Udbredelse. Den afgiver et ikke uvigtigt Bidrag til at løse den Opgave, vor Tid fornemmelig har opstillet sig, Befordring og Udbredelse af Pligtsopfyldelse og Menneskeheld (menneskelig lykke/red.).
Man kan anvende saa store Summer man vil paa Strafanstalternes bedre Indretning, man kan opbygge saamange nye Skolehuse man lyster og man kan reformere Skolevæsenet i det Hele saameget man finder for godt, — Alt dette er rigtigt og hensigtsmæssigt og nødvendigt, men disse Midler blive i større eller mindre Grad Palliativer; Kilden, hvorfra dog omsider Kraften udstrømmer, som skal drive det hele store Værk, drive det stadigt og i Længden, denne Kilde bliver tør, om ikke Sagen gribes an i dens egentlige Rod, om ikke den Egenraadighedens, Unøisomhedens og Nydelsessygens Aand, hvoraf vor huuslige Opdragelse unægtelig i høi Grad lider, efterhaanden giver Plads for en bedre Tone, for en fornuftigere og mere christelig Tugt og Orden.
Det er ved den huuslige Arne at Sæden udstrøes, som i Tiden bærer enten Gudsfrygt og samvittighedsfuld Opfyldelse af Pligter og med dem Borgerheld (borgerlig lykke/red.), eller Tøilesløshed, Forbrydelser og Voldsgjerninger.
F. (det er Frederik Moltke Bugge som skjuler seg bak denne «F»/red.)